AGGRESSION JESPER JUUL
JESPER JUUL
AGGRESSION EN NATURLIG DEL AF LIVET
AF FORFATTEREN TIL BESTSELLEREN DIT KOMPETENTE BARN AKADEMISK FORLAG
bog2763_Aggression.indd 2
17-07-2013 14:10:38
Jesper Juul
AGGRESSION EN NATURLIG DEL AF LIVET En guide til at forstå aggressive børn og unge
AK ADEMISK FORL AG
bog2763_Aggression.indd 3
17-07-2013 14:10:38
Aggression – en naturlig del af livet Jesper Juul Er oversat fra tysk af Lone Østerlind efter Aggression, Warum sie für uns und unsere Kinder notwendig ist Copyright © Jesper Juul Og for den danske udgave © 2013 Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copy-Dans regler. Forlagsredaktion: Vibeke Nørgaard Omslag: Simon Lilholt | Imperiet Sats: Jeanette Bech/Pamperin & Bech Grafisk Tryk: Livonia Print 1. udgave, 1. oplag, 2013 ISBN: 978-87-11-37751-2
www.akademisk.dk
bog2763_Aggression.indd 4
17-07-2013 14:10:38
INDHOLD
FORORD
7
K APITEL 1
MENTAL SUNDHED
15
At blive bevidst om sig selv 20 Voksnes aggression
26
K APITEL 2
INGEN VOLD, TAK!
37
Hvordan skal vi definere aggression og vold?
39
“Hvis ikke, så …!” 46 Aggression blandt børn 53 K APITEL 3
AGGRESSIONENS RØDDER
59
Selvfølelsen 73 Når aggressionen bryder ud 74 Hvem er ansvarlig?
bog2763_Aggression.indd 5
78
17-07-2013 14:10:38
Børn er ‘ofre’ 79 Hvordan børn samarbejder Kilder til provokation
83
88
K APITEL 4
AT INTEGRERE AGGRESSION
97
Konstruktiv og destruktiv aggression
98
De sande bøller 109 Forældre som ‘bøller’ 111 Rivalisering mellem søskende
113
K APITEL 5
MORAL ELLER EKSISTENS?
117
De fem skridt 126 Vejen er målet 136 At inddrage netværket
137
K APITEL 6
EMPATI – MODGIFT TIL VOLD
141
K APITEL 7
HVIS DIT BARN ER AGGRESSIVT
147
K APITEL 8
AFSLUTNING NOTER
bog2763_Aggression.indd 6
155
159
17-07-2013 14:10:38
FORORD
Jeg husker stadig tydeligt, da jeg første gang blev opmærksom på den udvikling, hvor både pædagoger og lærere, psykologer, terapeuter og forældre i stigende grad betegner mange naturlige følelser som aggression. For omkring 15 år siden arbejdede jeg som vejleder for undervisningspersonalet på en institution for såkaldt adfærdsvanskelige børn i det sydlige Europa. Og efterhånden som vi gennemgik de problemer, medarbejderne havde i forhold til en bestemt gruppe børn, blev nogle af disse præsenteret for mig på følgende måde: “Her er Johan, og han har et aggressionsproblem.” Da jeg havde hørt denne form for beskrivelse nogle gange, spurgte jeg forbløffet: “Hvad er det, han har?” For jeg kendte ikke denne diffuse diagnose. I første omgang bestod svarene på mit spørgsmål næsten af en ordret gentagelse af ‘diagnosen’, og når jeg forsøgte at få mere at vide om det, blev pædagogerne utålmodige og sagde: “Han er agFORORD
bog2763_Aggression.indd 7
7
17-07-2013 14:10:39
gressiv.” Og når jeg så blev ved med at spørge: “Hvem er det et problem for?”, opgav de mig nærmest. Det, der forekom dem at være en selvfølge, var noget nyt for mig. Da jeg næste gang blev konfronteret med denne ‘diagnose’, forsøgte jeg straks at spørge mere i dybden: “Er der nogen af jer, der har spurgt drengen selv (det drejede sig for 95 procents vedkommende om drenge), hvad eller hvem han er vred på?” De kiggede alle forbavset på mig, så igen ned i deres papirer og rystede vantro på hovedet. Ingen havde nogensinde stillet disse børn det mest indlysende af alle spørgsmål. Da jeg senere efterhånden lærte disse drenge og pigers baggrund at kende, var det en smal sag at dokumentere: at de endnu ikke havde slået noget menneske ihjel, var nærmest et mirakel. Antallet af voldelige og krænkende forældre, stedforældre, bedsteforældre og lærere, som de i deres korte levetid havde måttet finde sig i, var skræmmende, for ikke at sige chokerende. Ikke desto mindre var de udelukkende blevet vurderet ud fra deres aggressive adfærd og behandlet i overensstemmelse hermed. Disse børn og unge var ikke voldelige i traditionel forstand: De havde ikke angrebet deres pædagoger og lærere med køller, knive eller knytnæver. De talte som regel kun nedsættende om andre og skubbede højst til nogle af lærerne eller pædagogerne, når gryden kogte over. Egentlig udviste de selvkontrol i et omfang, som var meget større end det, voksne er i stand til, når de bliver trængt ud til deres grænser. Og alligevel var de i behandling på grund af aggression – det svarer til, at et menneske med en alvorlig 8
bog2763_Aggression.indd 8
AGGRESSION – EN NATURLIG DEL AF LIVET
17-07-2013 14:10:39
lungebetændelse kun blev behandlet med hostesaft og ikke med antibiotika. Eller til, at man henviste en person til behandling på grund af vedkommendes helt legitime følelser – fordi vedkommende var forelsket, lykkelig, ked af det eller sørgede over nogen. Et menneskes aggressive holdning vidner om brist og svigt, og netop dette omsorgssvigt har de børn og unge, som lukker deres raseri og frustration ud, allerede mærket på et tidligt tidspunkt i deres liv. I mange lande har vi nået et punkt, hvor læreres og pædagogers svigt af børn og unge er mere alvorligt end det, disse børn og unge har oplevet i deres egne familier. Men i offentligheden opleves den omstændighed anderledes: Der tales om, at stadig flere børn og unge har ‘særlige behov, ‘psykosociale vanskeligheder’ eller ‘manglende sociale kompetencer’. Men én ting ligger fast: Netop de mennesker, som arbejder professionelt med børn og unge, og som har ansvar for, at disse bliver svigtet, er samtidig dem, der leverer tal til de offentlige statistikker, hvormed de dokumenterer de tiltagende adfærdsproblemer. En splinterny dansk undersøgelse (2012)1, hvori børn i børnehavealderen for første gang i samfundsvidenskabens historie er blevet bedt om at give udtryk for deres mening, viser, at 24 procent af drengene ikke trives særlig godt i børnehaven. Dette procenttal er blevet bekræftet af pædagogerne (overvejende kvinder): De hævder, at 22 procent af drengene er ‘problembørn’, fordi de vil ‘have afløb for’ deres irritation og frustration. Hvert fjerde barn i alderen tre til seks år bliver således karakteriseret som ‘problembarn’, og jeg kan garantere, at FORORD
bog2763_Aggression.indd 9
9
17-07-2013 14:10:39
kun en meget lille del af disse børn har været udsat for svigt og misbrug i deres familier. Det er på professionelt så vel som på nationalt niveau en skandale for et system, der opfatter sig selv som forbillede for andre lande i verden. – En hård kritik, men dog berettiget: Vi befinder os på en meget farlig vej, det bør vi være opmærksomme på, og vi må finde konstruktive måder, hvorpå vi kan håndtere fænomenet aggression, for ellers kommer vi fortsat til at skade alt for mange mennesker. “Vi kan sandelig godt forstå dig! Men vær nu sød at holde op med at være så vred!” Disse sætninger var og er stadig det budskab, som pædagoger og lærere – der ellers burde vide bedre – giver videre til tusinder af misbrugte og forsømte børn og unge – i terapiens og helbredelsens navn. Det gør mig rasende! Og mange forældre hopper med på denne trend, skønt jeg og andre gør vores bedste for at ændre deres perspektiv. I de seneste 15 år har der været en stærkt stigende tendens til at diskriminere vrede og frustrerede børn i daginstitutioner og skoler, og i dag er aggressionen blevet et tabu. Sådan forholdt det sig også for ikke så længe siden med den menneskelige seksualitet: Den blev kun mødt med moralsk fordømmelse; professionalisme og en human indstilling i forhold til den var fuldstændig udelukket. Det nye tabu – aggressionstabuet – kunne ganske vist blive meget farligere end det seksuelle tabu, skønt sidstnævnte har anrettet store skader, i og med at det har ødelagt menneskers oplevelse af lyst, glæde og nærhed. Det nye tabu sætter børns mentale sundhed og deres selvfølelse og selvtillid på spil. 10
bog2763_Aggression.indd 10
AGGRESSION – EN NATURLIG DEL AF LIVET
17-07-2013 14:10:39
I forberedelsen til denne bog har vi søgt efter eventuelle videnskabelige forklaringer på den kendsgerning, at de institutioner, som arbejder med børn og unge, ikke er parat til at diskutere temaet aggression på en meningsfyldt og konstruktiv måde. Men vi har ikke fundet nogen forklaring. Vi er ofte stødt på meget teoretiske afhandlinger med konstruerede eksempler, som ikke skelnede mellem voldelige voksne og aggressive børn. Dertil kommer, at disse ikke præsenterer andre tilgange til temaet aggression end den moralske.2 Den engelske børnelæge og psykoanalytiker Donald W. Winnicott3 er en undtagelse – sandsynligvis, fordi han har fulgt børn og deres udvikling meget tæt. Hvorfra stammer denne modstand mod at beskæftige sig med aggression, når den ikke kan føres tilbage til nogen videnskabelig teori? Med denne bog vil jeg forsøge at give et svar på dette spørgsmål. Desuden vil jeg prøve at trække en klar skillelinje mellem destruktiv og konstruktiv aggression, da begge former utvivlsomt eksisterer, men førstnævnte har aldrig beriget nogens liv eller udgjort nogen fordel i et civiliseret samfund. Når en niårig skoleelev angriber sin lærer eller sine forældre verbalt eller sågar fysisk, er det indlysende, at begge parter har brug for hjælp. Drengen har brug for hjælp til at definere sin frustration præcist og formulere den på en mindre destruktiv måde (som også altid er selvdestruktiv). Og den voksne har brug for hjælp til at definere sine personlige grænser og forsvare dem med personlig autoritet og selvrespekt. Her er netop skæringspunktet, hvor familieterapi, systemteori og neurobiologi mødes: Aggression er en social FORORD
bog2763_Aggression.indd 11
11
17-07-2013 14:10:39
reaktion, der har sit udspring i vores hjerne. Den er på ingen måde genetisk betinget. Evnen til at afkode et individs aggressive adfærd – uanset dette individs alder – kan sættes lig med evnen til at se bag om moral og selvbevidsthed. Mit daglige arbejde foregår i en lang række lande, som alle har deres egen kultur og historie. Mange mennesker i disse lande lider under følgerne af krigserfaringer og kollektive traumer (som også er eftervirkninger af krige). Som konsekvens heraf har mennesker med forskellige nationale tilhørsforhold også forskellige forklaringsmønstre for netop den tendens, der er fremherskende i deres land, til at afvise aggression og forbyde børn at opføre sig aggressivt. Mange har den opfattelse, at de derved er med til at undgå en ny krig. Det er ikke lykkedes noget land at behandle sine krigsveteraner på en fornuftig måde, hvad der fører til uendelig mange flere eksempler på vold og selvødelæggelse. Destruktiv energi overleveres fra den ene generation til den næste. Det undrer mig ikke, at denne kendsgerning også er med til at fremme den generelle anti-aggressive holdning, selv om forklaringen her ikke falder anderledes ud end for de drenge og piger fra institutionen for såkaldt adfærdsvanskelige børn, som jeg nævnte indledningsvis. Om man er interesseret i at forklare de egentlige årsager til raseri, vrede, vold og had, eller om man er optaget af at finde måder, hvorpå man i familier, børnehaver og på gader og veje i vores byer kan lære kan håndtere de stærke følelser – det er to vidt forskellige ting. 40 års erfaring fra klinisk og pædagogisk praksis har givet mig nogle praktiske svar, som jeg fremlægger i sidste del af denne bog. 12
bog2763_Aggression.indd 12
AGGRESSION – EN NATURLIG DEL AF LIVET
17-07-2013 14:10:39
I begyndelsen af min egen læreproces står et møde med en 11-årig sort dreng, der var notorisk voldelig og aggressiv: Han bar sig altid ‘skævt’ ad og var fuldkommen utilgængelig. Han åbnede venligt vores samtale med følgende kategoriske sætning: “I aint gonna take no more shit from no nobody never again… ever! Is that clear Mister?” Hans budskab var klart. Det, han ville sige til mig, var: “Hvis du vil have, at jeg skal tage dig alvorligt, så må du udmærke dig ved at ‘se’ mig ordentligt. Du skal ikke holde foredrag for mig om, hvem jeg er, eller hvem jeg snarere burde være! Jeg forbeholder mig ret til at definere mig selv – så det skal du slet ikke prøve på!” I den seneste tid er det ikke kun bestemte børn og unges aggressivitet, der bliver stemplet som ‘problematisk’. Tværtimod ser vi en tendens til, at enhver væsentlig følelse, bortset fra ‘at være lykkelig’, bliver mødt med uvilje i familier og institutioner. Den samme tanke, som ligger til grund for denne tendens, betyder også, at forældre fjerner sig fra deres menneskelige identitet og bliver skuespillere. Denne tanke kan ikke tilskrives nogen dyb indsigt fra fortid eller nutid og ej heller nogen splinterny erkendelse af, hvad der er godt for menneskelige væsener. Ikke desto mindre påvirker den vores forestilling om, hvordan en ‘god’ og ‘vellykket’ person bør være. Jeg har valgt at kalde dette fænomen for ‘sjælens botox-syndrom’ og håber, at mange mennesker vil følge mig i bestræbelserne på at bringe os mennesker noget bedre i fremtiden. Konstruktiv aggression er som seksualitet og kærlighed: Alle tre fænomener gør livet muligt, beriger vores relatioFORORD
bog2763_Aggression.indd 13
13
17-07-2013 14:10:39
ner, fører til dybere indsigt og bedre livskvalitet. Omfavn disse tre livsaspekter i dit indre, og du vil blive i stand til at rumme de børn og unge mennesker, som håber og satser på dit empatiske lederskab.
14
bog2763_Aggression.indd 14
AGGRESSION – EN NATURLIG DEL AF LIVET
17-07-2013 14:10:39
K APITEL 1
MENTAL SUNDHED
Verdenssundhedsorganisationen (World Health Organization, WHO) definerer sundhed som en “tilstand af fuldstændigt fysisk, mentalt og socialt velbefindende” og ikke blot som “fravær af sygdom”. Det er overflødigt at forklare, hvorfor fysisk og mentalt velbefindende er så vigtigt både for den enkelte og for samfundet – derfor vil jeg fatte mig i korthed. Fravær af sundhed er smertefuldt. Det reducerer det enkelte menneskes livskvalitet og derigennem også livskvaliteten hos hans eller hendes nærmeste pårørende. Det sundhedsniveau, de enkelte mennesker og samfundet opnår, er afgørende for en stats økonomi/husholdning. Forholdet mellem på den ene side værdier og den måde, hvorpå samfund fungerer, og på den anden side den individuelle og den familiære sundhed, kan diskuteres vidt og bredt. Men det er en uomtvistelig kendsgerning, at samfundet som helhed har større indflydelse end hver enkelt af os. MENTAL SUNDHED
bog2763_Aggression.indd 15
15
17-07-2013 14:10:39
I flere EU-lande skærer man ned på udgifterne til børnehaver – med den konsekvens, at helt på til 28 børn i alderen tre til seks år passes i syv timer af én enkelt person, undtaget måske i to timer omkring middagstid, hvor der er to voksne til at tage sig af børnene, fordi de yngste skal lægges til at sove til middag – så påvirker den omstændighed alle de impliceredes sundhed. Disse vilkår udgør ikke blot en sundhedsrisiko for børnene, men for alle involverede: familier så vel som pædagoger. En pædagog, der tilbringer fem timer pr. dag alene med 28 børn og ikke kan sige sit job op, fordi hendes familie er afhængig af hendes indtægt, bliver muligvis overvældet af skyldfølelse over ikke at slå til på sit arbejde. Hun mister efterhånden den oprindelige energi, som fik hende til at arbejde med børn; desuden bliver hun mindre åben som ægtefælle og som mor. Den ultimative konsekvens hedder udbrændthedssyndrom (‘burn out’), eventuelt separation og skilsmisse. Et mere ‘optimistisk’ scenarie går ud på, at hun skifter erhverv og ikke mere arbejder som pædagog; derved mister samfundet endegyldigt det håb, som havde inspireret hende til at investere i sin uddannelse. Børn reagerer på sådanne vilkår med aggressiv og/eller hyperaktiv adfærd eller med resignation. Børn kæmper for at få den opmærksomhed og opbakning, som de har brug for, eller de giver op og bliver ‘velfungerende’, nemme individer. Den første gruppe defineres meget hurtigt som børn med ‘særlige behov’ og avancerer til at være en gruppe, der betyder store udgifter. Psykologer, specialpædagoger, adfærdsterapeuter, fysioterapeuter og samtaleterapeuter kom16
bog2763_Aggression.indd 16
AGGRESSION – EN NATURLIG DEL AF LIVET
17-07-2013 14:10:39
mer på banen. Alle trøster sig med tanken om at ville ‘hjælpe’ børnene – det anses stadig for at være et ædelt formål, men det svarer ikke nødvendigvis til forpligtelsen til faglig etos og integritet. I mange lande har vi allerede indhøstet erfaringer med det næste skridt: Vi har fulgt en politisk dagsorden, der går ud på ‘integration’ af alle børn i daginstitutioner og skoler. På en eller anden måde er det lykkedes politikerne at præsentere den form for tiltag i humanitetens navn – de kan i sidste ende være sikre på, at forældre gerne vil have et ‘normalt’ barn. Men det er kynisk og kortsigtet – og mere udgiftskrævende. At have et ikke-velfungerende barn er det ultimative mareridt for de fleste forældre. At blive kategoriseret på den måde stiller store krav til forældrene, deres ægteskab og deres evne til fortsat at passe deres arbejde. Følelsen af skam og skyld er så stor, at forældre ofte foretrækker at lide privat – som om de selv var de skyldige gerningsmænd. Kommunernes og hele samfundets udgifter til social- og sundhedsvæsenet er enorme. Alligevel er dette fænomen ikke blevet gjort til genstand for nogen videnskabelig undersøgelse – de enkelte landes regeringer er meget opmærksomme på, hvilke undersøgelser de udvælger og finansierer! Den anden gruppe af børn – de, der resignerer og er “nemme at håndtere og gøre tilfredse” – udgør som regel ikke nogen økonomisk byrde for samfundet, før de kommer i puberteten. Men når de så kommer i puberteten, finder vi et alarmerende stort antal af dem i børne- og ungdomspsykiatrien. De har ikke bare de tidlige, prægende erMENTAL SUNDHED
bog2763_Aggression.indd 17
17
17-07-2013 14:10:39
faringer i børnehaven bag sig, men har også allerede frekventeret skoler, hvor lærere stadig tror fuldt og fast på, at børn, der er nemme at håndtere, er sunde børn. De fleste af disse børn er piger. Vi finder dem i lande, hvor kvindefrigørelsen kun bevæger sig langsomt fremad, og hvor retten til at udtrykke og udfolde sig stadig ikke opfattes som nogen selvfølge; de er nu i slutningen af 30’erne eller begyndelsen/midten af 40’erne, opsøger alt for ofte deres praktiserende læge, lader sig skille, lider af depressioner og angsttilstande og af mange andre symptomer, som er årsag til forringet livskvalitet. Jeg har forsøgt i kort form at beskrive, hvad besparelser på det forkerte sted kan føre med sig. Hvis vi vil spare på udgifterne og derved risikere kvaliteten af daginstitutionerne, må vi være forberedt på konsekvenser. Besparelser hviler på den fejlagtige antagelse, at kvalitet er forbundet med store udgifter. Men her ser man bort fra den kendsgerning, at manglende kvalitet betyder endnu større udgifter. Det, som forårsager virkelige udgifter, er den uintelligente og uansvarlige politiske ledelse, tildelt for maksimalt fire år ad gangen. Selv om jeg godt kan forstå, at pædagoger affinder sig med status quo, må jeg indrømme, at jeg bestemt ikke bryder mig om det! Pædagoger, specialister og eksperter har i de seneste tre årtier fået stor opmærksomhed og derigennem stor magt. Det er på tide, at vi påtager os et socialt ansvar og blander os på det politiske niveau.
18
bog2763_Aggression.indd 18
AGGRESSION – EN NATURLIG DEL AF LIVET
17-07-2013 14:10:39
Så meget om forholdet mellem individ og samfund med hensyn til emnet sundhed. I det følgende vil jeg fokusere mindre på det politiske og langt mere på det enkelte menneske og dets familie – jeg vil gerne undersøge, hvilken rolle individet og dets familie spiller i forbindelse med dannelse og opretholdelse af den mentale sundhed. Jeg er psykoterapeut, min profession er historisk set splinterny – med nød og næppe trådt ud af barneskoene. Mange psykoterapeutiske ‘opdagelser’ fra forrige århundrede har ofte bekræftet gammel visdom – omend anskuet fra et andet perspektiv og delvis støttet på videnskabelige resultater. Jeg beskæftiger mig ganske vist også som familieterapeut med kvaliteten af mellemmenneskelige relationer. Derfor kan jeg for mit eget vedkommende konkludere: Jeg repræsenterer et relativt nyt fænomen – værdien af den enkelte og betydningen af bestemte relationskvaliteter i de relationer, som bygger på kærlighed. Alt begynder med familien – i hvert fald med den personlige og eksistentielt afgørende relation mellem forældrene (eller den ene forælder) og barnet. Kvaliteten af denne personlige relation og kvaliteten af barnets relation til andre ‘primære omsorgspersoner’ afgør som det første barnets almindelige velbefindende, men selvfølgelig spiller også de socio-økonomiske faktorer i form af ernæring og dannelse, eller de politiske faktorer så som adgang til almen sundhedsmæssig forebyggelse en vigtig rolle. Forældre, pædagoger og lærere udgør den primære kilde til mental og social sundhed i et barns liv mellem 0 og 14 år.
MENTAL SUNDHED
bog2763_Aggression.indd 19
19
17-07-2013 14:10:39
Derfor må vil stille spørgsmålet: Hvad har vi hidtil lært om mental og social sundhed, og hvordan kan vi sikre dens udvikling for vores børn? Vi burde bringe alle psykoterapeuter, familieterapeuter og en del psykologer sammen på et stort stadion og stille dem disse to spørgsmål: 1. Hvad er årsagen til de fleste af dine klienters problemer med sig selv, deres familie, partnere, børn, arbejdsgivere og venner? 2. Hvilken vigtig læreproces var det, som hjalp dine klienter ud af deres problemer? Jeg er overbevist om, at den almindelige konklusion på svarene på disse to spørgsmål lyder: “Det afgørende var, i hvilket omfang klienterne blev bevidst om sig selv og som følge heraf deres evne til at identificere sig med deres personlige behov og grænser og til at definere disse; hertil kommer evnen til at sige nej, når de mener nej, og sige ja, når de mener ja.” Dette er essensen af mental og social sundhed, også selv om traditionen lader os tro, det skulle være anderledes. Så simpelt og så svært er det!
AT BLIVE BEVIDST OM SIG SELV
Men hvad er det, der er sket med aggressionen? Hvorfor er den blevet et tabu? Mit svar lyder: Alene den omstændig20
bog2763_Aggression.indd 20
AGGRESSION – EN NATURLIG DEL AF LIVET
17-07-2013 14:10:39
hed, at vi bliver bevidste om vores følelser og om vores indre og ydre reaktionsmønstre og accepterer disse, giver os en oplevelse af selvfølelse, som vi har brug for for at kunne sige ja eller nej, når det er hensigtsmæssigt og nødvendigt for vores mentale sundhed og sociale velbefindende. Børn lærer i første omgang ikke gennem undervisning, men gennem erfaring. Børn lærer på samme måde som rigtige forskere: De udtænker en teori, afprøver den ved hjælp af eksperimenter og lærer af deres fejltagelser så vel som af deres succeser. Sådan forholder det sig, når børn prøver at klatre op på en stol eller at spille klaver, når en ung mand vil være den bedste til at spille fodbold, når han er forelsket, når han dyrker sex, eller når han lærer at forvandle sin impulsive aggression til kreativ og konstruktiv adfærd. Jeg er ked af det, hvis jeg må skuffe den læser, der mener, at hans barn skal kunne præstere alt dette, før det er fem år. Barnet har brug for hele sin barndom til dette, når vi går ud fra, at det modtager kærlig, empatisk feedback og er omgivet af forældre, der i det mindste er nogenlunde bevidste om deres eget personlige værd og deres grænser. Findes der virkelig kun denne ene vej? – Nej, der findes også en anden. Vi kan formulere strenge moralske og/eller religiøse regler for børn, der sågar indeholder korporlig afstraffelse, og vi kan true med social udelukkelse for at være så effektive som muligt. Dette er stadig muligt i små afsondrede grupper, men stadig sjældnere i den verden, børn af i dag vokser op i – en verden med globale perspektiver og globalt orienteret erkendelse, en verden, hvor der ikke længere eksisterer nogen streng, moralsk samfundskonsenMENTAL SUNDHED
bog2763_Aggression.indd 21
21
17-07-2013 14:10:39
sus. Denne vej, som jeg her blot har antydet, vil jeg lade ude af betragtning, for den har aldrig ført til individuelt velbefindende og værdifulde personlige eller sociale relationer. For at udvikle en sund selvfølelse skal et barn føle sig værdifuldt for sine forældre og derfor være deres hengivenhed og kærlighed “værd”. På den baggrund udvikler selvfølelsen sig på to niveauer: et kvantitativt og et kvalitativt. Den kvantitative udvikling foregår dagligt minut for minut, nemlig mens barnet lærer sig selv at kende, opdager og erkender sit potentiale, sine begrænsninger, tanker, følelser og reaktioner. Denne udvikling bestemmer os, så længe vi lever, så længe vi udfolder os og forvandler os; selverkendelsens omfang vokser stadig. Det afgørende er og bliver, at vi hele tiden er bevidste om os selv. Det kvalitative niveau afhænger næsten udelukkende af den verbale og nonverbale feedback, som forældre, andre vigtige voksne eller søskende (i nævnte rækkefølge) giver barnet. Når jeg er halvandet år og fornøjet lærer verden at kende, idet jeg putter alt, hvad jeg rører ved, ind i munden, så afhænger min selvfølelse af mine forældres feedback. Lykkes det dem at overbevise mig om, at jeg ikke skal putte alting ind i munden, uden at fordømme min opdagelsestrang, så vil det gå mig godt. Men hvis mine forældres feedback mangler empatisk baggrund, vil jeg føle mig dårligt tilpas, og det vil ikke gå mig godt. Når jeg er to et halvt år og omfavner min lillesøster så hårdt, at hun er lige ved at blive kvalt, og mine forældre griber ind, idet de viser mig, hvordan jeg kan udtrykke min 22
bog2763_Aggression.indd 22
AGGRESSION – EN NATURLIG DEL AF LIVET
17-07-2013 14:10:39
kærlighed lidt blidere, vil det gå mig godt. Hvis de hidser sig op, råber ad mig og river mine arme væk, kommer jeg til at mangle en vigtig erfaring – nemlig erfaringen med at elske et andet menneske, idet jeg respekterer dette menneskes personlige grænser på passende måde, og så vil det gå mig godt. Der er to forklaringer på dette. Den ene forklaring skyldes en opdagelse inden for neurobiologien, som går ud på, at barnets evne til at lære – og det gælder, uanset om det drejer sig om intellektuelle eller sociale færdigheder – reduceres, hvis det miljø, barnet lærer i, er kritisk. Derfor havner kritiske forældre og lærere i en ond cirkel, hvor de hele tiden er frustrerede og vrede, fordi de er nødt til at gentage alting ‘hundredtusinde’ gange, og børnene føler sig permanent dårlige, dumme og ikke værdige til at blive respekteret. Den anden forklaring er den velkendte følelsesmæssige reaktion hos alle børn: Hvis mine forældre ikke er glade, må der være noget i vejen med mig – med den person, jeg er. Denne mekanisme er aktiv i ethvert barn til enhver tid. Derfor afhænger både barnets selvfølelse og dets mentale og sociale sundhed næsten udelukkende af forældrenes feedback. Sådan er det – uanset hvilken emotionel tilstand barnet befinder sig i; om det er glad, entusiastisk, legende, sørgmodigt, ulykkeligt, lidende eller netop vredt og aggressivt. De voksne derimod husker deres ædle hensigter og gør aggressionen til et socialt tabu. Ved at gøre det umuligt for deres barn at uddybe sin selverkendelse og lære at håndtere følelser på en stadig mere moden og socialt accepteret måde, MENTAL SUNDHED
bog2763_Aggression.indd 23
23
17-07-2013 14:10:39
afholder de det fra at udvikle selvfølelse og empati. Det svarer til, at vi konstant kritiserer et barns håndskrift, mens barnet ærligt gør sig umage med at skrive på sit modersmål. Vi fokuserer på formelle aspekter og ignorerer derved substans og indhold, således at det ikke er så underligt, hvis barnet taber lysten til at udtrykke sig skriftligt og udvikle en forståelig stil. Og endnu en gang er det lykkedes at skabe en ond cirkel, ingen kan komme ud af som vinder. I løbet af opvæksten gennemgår et barn en masse læringsprocesser. I de første år fører disse processer mest til frustration – en blanding af sørgmodighed og raseri. Hvis barnet får tid nok og accept, lærer det at skelne mellem de to følelser og integrere dem. Når det er otte-ti år, ved det, hvordan det kan være ked af sine begrænsninger, og hvordan det kan forvandle sit raseri til målrettet ambition. På samme måde lærer det, hvordan man knytter venskaber, og hvordan man skaber kontakt til andre børn på forskellig måde, og på den baggrund udvikles barnets sociale kompetencer. Disse læringsprocesser indprentes i hjernen og bliver til adfærdsmønstre, som bidrager til, at barnet udvikler en sund selvfølelse. En sund selvfølelse kan defineres som et reflekteret, facetteret og bekræftende selvbillede – det er nøglen til mental sundhed og et stærkt psykosocialt immunsystem. Hvis vi læser denne definition opmærksomt igen, kan vi også her konstatere, at det drejer sig om et selvbillede hinsides ‘godt og ondt’, ‘positivt og negativt’, ‘fræk (uartig) og sød’. Denne kendsgerning adskiller en sund selvfølelse fra 24
bog2763_Aggression.indd 24
AGGRESSION – EN NATURLIG DEL AF LIVET
17-07-2013 14:10:39
en stærk selvtillid eller et opblæst ego. Menneskelige væsener er hverken gode eller onde – de er, hvad de er. Det er i hvert fald den måde, vi bør betragte dem på i professionelle rammer – uanset om der er tale om børn, unge, klienter eller andre personer. Det betyder ikke, at jeg afviser moral som en vigtig del af vores samfund, men jeg afviser, at terapeuter, socialarbejdere, pædagoger, lærere og andre har ret til at se bort fra deres professionelle viden og erstatte den med privat moral – uanset hvor anerkendt denne moral måtte være. For hvis det sker – og i øjeblikket sker det alt for ofte – står vi tilbage med et etisk problem, som begrænser vitaliteten og livslysten hos dem, som er ofre for dette, og det har igen negative indvirkninger på evnen til at være og forblive sund. Moral er en samling personlige trossætninger og værdier, som bestemmer den enkeltes adfærd i en institution – det kan personalet i enhver pædagogisk institution blive enige om. Det er ikke blot uundgåeligt, men også godt, så længe den enkelte samtidig tilskyndes til at fastlægge og stå ved sine personlige grænser. Her ligger nøglen til omgang med enhver form for aggressiv adfærd, til beskyttelse af den individuelle integritet og til hjælp for aggressoren, der således lærer at integrere sin aggression. Et særligt kapitel længere fremme i bogen er forbeholdt dette tema (se kapitel 5, “Moral og eksistens”).
MENTAL SUNDHED
bog2763_Aggression.indd 25
25
17-07-2013 14:10:39
VOKSNES AGGRESSION
I den nu forældede, super-hierarkiske, patriarkalske kernefamilie skulle børn ‘ses, men ikke høres’. Ethvert hørbart tegn på barnets aggression mod forældrene var i vejen for den ‘naturlige’ magtstruktur; det blev altså betragtet som tegn på ulydighed og derfor straffet – aggressivt og konsekvent. Indtil 1960 var den mest populære og mest anbefalede opdragelsesmetode over for børn en aggressiv kritik, som ikke kendte til nogen kompromiser. Efterhånden har vi distanceret os fra denne tradition – i begyndelsen faldt det mange forældre svært, når de forsøgte ikke længere at holde fast ved deres absolutte magt. Alligevel møder vi stadig forældre, der – omend kun i det skjulte – mener, at korporlig straf ikke blot er nødvendig, men også befordrende. Selv i lande som de skandinaviske, hvor næsten ingen længere holder fast ved denne opfattelse, findes der forældre, som har store problemer med at acceptere, at børneopdragelsen kan foregå i det mindste uden at bruge verbal aggression. Omkring 55 procent af de europæiske forældre tillader sig ‘af og til’ at afstraffe deres børn korporligt. Gamle vaner lever længe, og mennesket er et vanedyr. Traditionen for at anbefale aggressiv korporlig og verbal afstraffelse kunne for størstedelen være ansvarlig for den elendige mentale tilstand, vi finder hos mange voksne over 50 år. Og hvis vi tæller de mennesker med, som lider af de meget hyppigt forekommende psykosomatiske symptomer, og dem, der konsumerer legale rusmidler, vokser antallet af ofre voldsomt. Måske kan mange voksne ud fra deres spe26
bog2763_Aggression.indd 26
AGGRESSION – EN NATURLIG DEL AF LIVET
17-07-2013 14:10:39
cifikke synsvinkler stadig sige noget positivt om de ‘gode, gamle dage’ (de tider, hvor kvinder og børn skulle holde mund og kun gøre, hvad der blev forlangt af dem!), men både efter en individuel og en overordnet samfundsmæssig målestok for sundhed og alment velbefindende var og er disse tider en meget trist affære. Den omstændighed, at nogle lærere og pædagoger, der også er ofre for deres forældres aggression og vold – i lighed med mange voksne i andre erhverv – nu er i stand til at omgås børn og unge på en anden måde og ikke gentager deres forfædres synder, det skal tilskrives deres egen moralske habitus og selvdisciplin, og dem nærer jeg stor respekt for! Noget tilsvarende gælder mange forældre, der befinder sig i samme situation. Men det er også en kendsgerning, at de fleste af de mennesker, der arbejder professionelt med børn og unge, (stadig) ikke er i stand til at integrere deres egne aggressive følelser. Især kvinder, hvis forgængere gennem århundreder hverken som børn eller voksne måtte udtrykke aggressive følelser, har problemer med det. Som jeg forklarer i kapitlet “Børn er ofre”: Der findes mange ting, vi ikke kan gennemføre med held, hvis vi ikke har fuld adgang til vores aggression og forstår at håndtere den. En af disse ting er, at vi ikke kan drage vores personlige grænser på en sådan måde, at andre respekterer dem. Ulykkeligvis er netop denne evne en af nøglekompetencerne for forældre, lærere og pædagoger – for slet ikke at tale om, at den også er uundværlig i venskaber og parforhold. Manglende personlig autoritet – især i forhold til børn MENTAL SUNDHED
bog2763_Aggression.indd 27
27
17-07-2013 14:10:39
og unge – er blevet skæbnen for mange mænd, som arbejder med disse, men fædre er også blevet ramt. Når jeg taler med disse fædre, prøver de altid at forklare mig, at de kun kan finde ét alternativ i dem selv: nemlig at forholde sig på samme måde som deres egne fædre og bedstefædre, og den metode afviser de på det kraftigste!4 For voksne med denne baggrund findes der to fænomener, der kan have en redningsfunktion. For det første: den almindelige antagelse, at ‘børn har brug for grænser’. Dette gamle princip har overlevet. Begrebet ‘grænse’ anvendes oftest som synonym til “regel”. Naturligvis har enhver gruppe mennesker brug for et antal regler for at nå et fælles mål, men der foreligger ikke noget videnskabeligt bevis for, at børn skulle have et særligt behov for dette. Men når voksne alligevel antager det, skaffer de sig et alibi, som tillader dem at true med ‘konsekvenser’ – det postmoderne udtryk for ‘straf ’. For det andet har vi etableret et sæt nye moralske kriterier (meninger, holdninger), som kræver af os, at vores tilgang til andre mennesker – inklusive børn og unge – i hvert fald ikke har nogen aggressiv karakter. Det er naturligvis en god nyhed! Det er ikke kun imponerende. Det aftvinger også beundring at se, i hvilket omfang mange voksne har formået at tilpasse sig og dæmme op for det, som gennem generationer fuldstændig ureflekteret er blevet givet videre som ideal. Jeg har valgt at betragte denne indsats som en bro mellem det, som var, og det, som skal komme, mellem det gamle og det nye paradigme. 28
bog2763_Aggression.indd 28
AGGRESSION – EN NATURLIG DEL AF LIVET
17-07-2013 14:10:39
Samtidig er der opstået en midlertidig kultur. Den kan males med mange forskellige farver, men kort fortalt defineres denne kultur af en blid og fintfølende, aldrig ophørende strøm af forklaringer og et romantisk perspektiv på børn og ledelsen af dem fra voksnes side. Hverken lærere, pædagoger eller forældre har dog opgivet det mål, som er forbundet med det gamle opdragelsesparadigme: nemlig kun at have søde, veltilpassede og lydige børn. De ønsker at opnå dette mål på en blidere facon. Efter 40 år kan vi fortrøstningsfuldt konkludere, at dette meget velmente forsøg har været mindre vellykket og overbevisende, skønt det i sammenligning med de gamle vaner udgør en klar forbedring. Den nyromantiske kultur har formået at pålægge voksne den byrde, at de altid skal være flinke, venlige, forstående, blide og kærlige – en umulig opgave for mennesker. Dette fænomen rejser et afgørende spørgsmål, som jeg ikke har fundet svar på nogen steder – svaret dukker ikke op i samtaler med involverede parter, og jeg har heller ikke kunnet finde det i psykologiske eller sociologiske undersøgelser. Spørgsmålet lyder: Hvis vi går ud fra, at min generation kunne ryste respekten for autoriteter af sig og endelig føle sig fri; fri for autoriteter, der foreskrev, hvad og hvordan man skulle være, fri til at realisere det, som man virkelig er; fri for falske rollespil og fri til at definere sin egen identitet og sætte sig sine egne mål – hvorfor har vi, og senere vores børn, så valgt omvejen over andre former for rollespil og en anden form for konformitet? Et svar på de mange spørgsmål, som opstår heraf, har MENTAL SUNDHED
bog2763_Aggression.indd 29
29
17-07-2013 14:10:39
jeg heller ikke; jeg ved kun, at denne kendsgerning endnu en gang har gjort vores udvikling som menneskelige væsener betydeligt langsommere. Den har hæmmet vores psykiske og eksistentielle proces hen imod at blive voksne – det ville måske have gjort os i stand til i dag at håndtere udfordringer og risici i en verden i konstant forandring. Både forældre og lærere er fanget i deres roller, således at de ikke kan optræde som gode forbilleder for deres børn og elever. De har frivilligt afskåret sig fra og forbudt sig selv at udtrykke og udleve deres brede spektrum af naturlige og sunde menneskelige følelser – inklusive aggressiviteten. Derfor kan de ikke give deres børn sand, menneskelig nærhed og varme. I nogle lande, som vi regner med til den ‘civiliserede’ del af verden, må lærere ikke berøre deres elever fysisk mere end 15 sekunder og det endda kun på skuldrene – det gælder også i det tilfælde, hvor børnene er faldet og har slået sig. Hvorfor er det sådan? Fordi voksne vil beskytte børn mod misbrug og krænkelse af deres personlige integritet? Jeg er overbevist om, at denne sag er velment, men ikke desto mindre er den syg! Det er kun et alibi, som afspejler manglende evner hos politikere og bureaukrater, der ikke kan forestille sig, hvad der er godt og sundt for børn og unge. Derfor vedtager de love, som beskytter dem selv mod kritik. Hvad kan børn lære af defensive, anæmiske voksne? Empati? Kærlighed? Lidenskab? Medfølelse? For nylig mødte jeg i en workshop en mor til tre børn. Hun kom hen til mig i pausen og spurgte med tårer i øjnene, om hun måtte stille mig et spørgsmål. Da jeg havde 30
bog2763_Aggression.indd 30
AGGRESSION – EN NATURLIG DEL AF LIVET
17-07-2013 14:10:39
indvilget i det, sagde hun: “Jeg føler mig så elendig og skyldig; jeg er bange for, at jeg har skadet mine børn. I de seneste to måneder har jeg råbt ad dem tre gange. Undskyld, at jeg forstyrrer Dem her i Deres pause, men jeg kan ikke fortælle dette åbent i gruppens påhør.” Jeg var i bådechokeret og bevæget, så jeg omfavnede hende meget hjerteligt (jeg ved, det er utilgiveligt!), og så forsikrede jeg hende om, at hun hverken havde forvoldt sine børn skade eller havde ødelagt sit eget forhold til dem. Hun havde opført sig som et normalt menneskeligt væsen, og det er netop, hvad børn har brug for så ofte som muligt fra deres omgivelsers side – især hvis de opholder sig det meste af tiden i selskab med lærere og pædagoger, som kun spiller roller. Alt, hvad hun skal gøre som mor, er at blive ved med at være oprigtig, overtage ansvaret for sin opførsel og ikke på gammel manér vaske sig selv ren, idet hun giver børnene skylden. Og nu kommer det næste store spørgsmål, som jeg ganske vist godt kan besvare: Kan det ske, at forældre, lærere og pædagoger lever i en anden sfære af den menneskelige eksistens, hvor der udelukkende hersker kærlighed? Nej, på ingen måde! De har bare overtaget en bestemt måde at tale og opføre sig på, som efter formen at dømme ikke regnes for aggressiv. Venlighedens og korrekthedens vold – sådan kunne man betegne den. Det er denne form for skjult aggression og verbal vold, som de ældre og mere veltalende ubekymret og helt åbenlyst lader gå ud over de yngre og mindre veltalende – uden nogen risiko, for den sande natur bag denne form for aggression åbenbarer sig kun gennem MENTAL SUNDHED
bog2763_Aggression.indd 31
31
17-07-2013 14:10:39
de svages erfaring. Og da informationer fra de svage traditionelt ikke bliver taget alvorligt, endsige lyttet til, fortsætter venlighedens og korrekthedens vold kontinuerligt. Men det er netop den, der krænker børnenes integritet allermest. En dansk undersøgelse, hvori fem børnehaver deltog, viser, at flertallet af børn i børnehaver oplever at blive skældt ud i 80 procent af den tid, de tilbringer sammen med voksne, mens de voksne mener kun at have skældt ud i 20 procent af tiden. Differencen opstod ved, at de voksne kun opfattede deres opførsel som aggressiv, når de hævede stemmen og antog en vred eller aggressiv kropsholdning.5 I familierne sender børnene den besked til deres forældre, når de stikker fingrene i ørerne. Hjemme kan de ofte slippe af sted med det. I daginstitutionerne kan de allerhøjst lade, som om de er døve, og får muligvis en diagnose hæftet på sig. En lang række undersøgelser viser, at mange skoleelever bliver mobbet af deres lærere flere gange om ugen, hvad lærerne og deres organisationer konstant benægter systematisk. Hvordan kan de slippe af sted med det? De er simpelthen mere snu end børn, som mobber andre børn – mere subtile, indirekte og langt mere selvretfærdige. De burde skamme sig over deres egen opførsel, men gør det ikke. I stedet peger de på de aggressive børn og bortviser dem fra skolen. Og således demonstrerer vi demokrati og retfærdighed over for vores børn. Er det uretfærdigt? Ja og nej. Det er uretfærdigt, hvis vi mener, at disse lærere og pædagoger ‘også kun er mennesker’, som vi paradoksalt nok ofte udtrykker det. Jeg selv vil på ingen måde skubbe offerrollen fra børnene over på læ32
bog2763_Aggression.indd 32
AGGRESSION – EN NATURLIG DEL AF LIVET
17-07-2013 14:10:39
rerne. Men det er mig magtpåliggende at vise, hvad der sker, når vi bliver hængende i det gamle opdragelsesparadigme, efter hvilket det altid er den svage part, der bliver anklaget. Et aspekt ved det nye paradigme er at acceptere, at subjekt-subjekt-relationerne (der adskiller sig fundamentalt fra subjekt-objekt-relationerne) er meget sundere, og det gælder for alle involverede parter. Desuden er det vigtigt for mig at understrege, at det altid er den, der sidder inde med overmagten, der har ansvaret for kvaliteten af relationen. For at sikre et maksimum af sundhed i børn og voksnes liv er det afgørende, at voksne løber den risiko at opføre sig som mennesker af kød og blod og at være ægte: individer med alle tænkelige følelser og reaktioner inklusive de irrationelle. Med andre ord: at voksne tør risikere at være sårbare, levende og så autentiske som muligt. Jeg tror, det er på tide, at vi sætter fokus på vores vigtige mellemmenneskelige relationer. For børn er relationerne til deres opdragere begge dele: vigtige og personlige. Politisk korrekthed og formaliteter er sikkert tilstrækkeligt og ikke forkert, når det drejer sig om et overfladisk samvær og strategier for at undgå skyld. Forestillingen om, at en professionel relation også skulle være en distanceret relation, har aldrig været frugtbar for børn og unge; desuden har den ofte begrænset lærere og pædagoger og mindsket antallet af gode resultater. Hvis den vigtige relation mellem voksne og elever skal blive mentalt sund, konstruktiv, udfordrende og frugtbar, må vi finde en anden tilgang til den: Hele den følelsesmæssige musik og poesi, vi rummer, skal bringes til klanglig udMENTAL SUNDHED
bog2763_Aggression.indd 33
33
17-07-2013 14:10:39
foldelse – inklusive irritation, frustration, raseri, vrede og had. Kun på den måde, altså ved at udtrykke og udveksle mangfoldigheden af vores følelser, kan vi blive modne og voksne. At alle mennesker har påtaget sig en rolle, betyder ikke nødvendigvis, at alle skal leve og arbejde som skuespillere. En sidste bemærkning om kvinder, som arbejder som lærere, pædagoger og lignende, og som i dag udelukker aggressive børn fra grupper, institutioner og fra familiens bord – de gentager den ekstremt undertrykkende (dvs. aggressive) adfærd, som for hundrede år siden var udbredt på psykiatriske anstalter. Dengang fik alle kvinder, som tillod sig at udtrykke deres vrede, raseri eller frustration, diagnosen ‘hysteri’ – det var mænd, der udførte det og kategoriserede kvinderne. Mit råd til disse kvinder skal være: Lad være med at træde i disses fodspor! Hold fast ved jeres ret til modstand, personlig autoritet og jeres berettigede irrationelle raseri! Efter at jeg nu har beskrevet de optimale vilkår for mental sundhed, kunne en og anden spørge, om jeg mener, at enhver psykisk forstyrrelse kan tilskrives dysfunktionelle personlige og sociale relationer. For at være oprigtig – jeg er ikke sikker på det, men jeg vil ikke på dette sted tage fat på en længere debat om dette tema. Jeg kan huske, at jeg for mange år siden arbejdede med en amerikansk diplomatfamilie – med moderen, faderen og de tre sønner, som var i puberteten. Moderen havde af det psykiatriske system fået diagnosen ‘depression’, hun blev ordineret Prozac, et medikament, som allerede efter få uger havde positiv effekt på 34
bog2763_Aggression.indd 34
AGGRESSION – EN NATURLIG DEL AF LIVET
17-07-2013 14:10:39
hendes sindstilstand. Faderen udtrykte sin oplevelse: “De kan ikke forestille Dem, hvor meget skyld den omstændighed har løftet fra mine skuldre!” De var begge så begejstrede for vidundermedicinens virkning, at hele familien snart indtog Prozac ved morgenmåltidet – som forebyggende foranstaltning. Jeg spurgte ikke nærmere ind til den mentale tilstand hos den psykiater, der stod bag dette mønster. Men jeg kan konstatere, at mennesker, som lider af en officielt anerkendt psykisk sygdom, altid har gavn af et emotionelt åbent og sundt miljø. Det gælder også for deres partnere, forældre, børn og søskende i de faser, hvor de skal håndtere, at et af deres familiemedlemmer i en periode ikke er psykisk rask, lider af en kronisk sygdom eller forstyrrelse. Selvfølgelig er det interessant og væsentligt at finde frem til årsagen til de adfærdsformer, som leder til en klar diagnose. Men uanset om man kan konstatere dysfunktionelle relationer i familien, om miljøet er forgiftet, eller om sygdommen er genetisk betinget, står følgende ikke til diskussion: Emotionel varme og autentiske relationer gavner ikke kun ‘patienten’, men er af afgørende betydning for alle andre involverede personer og for kvaliteten af deres relationer.
MENTAL SUNDHED
bog2763_Aggression.indd 35
35
17-07-2013 14:10:39
Aggressive følelser er naturlige. De kommer til udtryk på mange måder, men udspringer fra samme kilde. Vi bliver irritable, vrede eller rasende. Det er følelser, vi har brug for at bearbejde, ellers går det ud over vores mentale sundhed. Jesper Juul fortæller, hvad der sker, når vi undertrykker disse følelser, hvor vigtigt det er at indrømme dem, og hvordan vi som forældre, pædagoger og lærere kan møde dem hos andre og i os selv. Han fortæller, hvordan vi kan støtte børn og unge, så aggressionen ikke udvikler sig til en ond spiral, hvor den bare medfører mere aggression og vold. Børn og unge har brug for vores empati og vilje til at forstå, hvad der rører sig i dem. De har behov for voksne, der har en konstruktiv tilgang til aggression som en naturlig del af det at være menneske.
www.akademisk.dk
AGGRESSION JESPER JUUL
I DENNE BOG OPFORDRER JESPER JUUL TIL RADIKAL NYTÆNKNING