5 minute read

Indretning af det nye hjem

Indretning af det nye hjem

Uanset om din kære flytter fra et hjem, som han eller hun har boet i alene eller har delt med en partner, skal der tages en masse beslutninger om, hvad der skal med til den nye bolig, og hvad der skal blive tilbage eller gives væk. Naturligvis vil man gerne indrette sig pænt og praktisk i det nye hjem, og naturligvis skal din kære have så meget indflydelse på indretningen som muligt. Men i lige netop denne flytning skal der tages en masse yderligere hensyn, som I nok ikke har haft brug for at tænke over før.

1. Find ud af din kæres ønsker Snak med din kære om, hvad lejligheden skal indeholde. Skal det være et fristed, hvor han eller hun kan trække sig tilbage og leve efter sit eget hoved, eller skal det være et sted med plads til kaffegæster og måske endda overnattende? Behøver man et spisebord, hvis alle måltider indtages i fællesstuen, eller vil man hellere bruge pladsen på en gammel dragkiste, der har været i familien i generationer? Hvis det er svært for din kære at tage beslutninger, kan du give medbestemmelse gennem en række valg mellem to muligheder: blomstret gardin eller stribet gardin, lænestol i det hjørne eller det hjørne, osv.

2. Indret med velkendte møbler og ting Det er en stor omvæltning at flytte på plejehjem. Det bliver lidt nemmere for din kære at falde til, hvis han eller hun er omgivet af velkendte møbler og ting, som har betydet noget gennem et langt liv. Lad så vidt muligt din kære være med til at bestemme, hvilke møbler og genstande der skal med. Hvis det kan undgås, så lad være med at købe nye møbler, selvom de gamle måske er lidt slidte eller ikke helt passer ind i de nye omgivelser. Om nødvendigt kan I skifte ud senere. Hvis din kære flytter fra et fælles hjem, skal ny-indkøb helst ende hos den, som bliver tilbage i den kendte bolig og nok bedre kan vænne sig til nye ting.

3. Sørg for billeder af familie og gode minder Måske er din kæres gamle hjem allerede fuldt af familiebilleder, feriefotos og lignende, og så skal de bare med. Men selv hvis det ikke er noget, han eller hun tidligere er gået så meget op i, er det en rigtig god idé at have billeder med – eventuelt som en collage i en skifteramme – der illustrerer din kæres livshistorie og portrætterer familie og nære venner. Det er en måde at fastholde kontakten og din kæres identitet, og så er billederne en storartet indgang for personalet til

at få en samtale i gang, så de lærer ham eller hende at kende. Der findes også elektroniske billedrammer, der skifter billede med intervaller, så der hele tiden er noget nyt at kigge på.

4. Tænk også på hobbyer og interesser Hvad skal der ske i hverdagen på plejehjemmet? Vel går der tid med pleje, måltider og forskellige aktiviteter, men der er stadig mange timer, hvor man som beboer er alene. Måske er der mulighed for at fortsætte med hobbyer og interesser – måske også dem, som man ikke helt kan overkomme længere, men har glæde af at omgive sig med. Hvad skade gør det egentlig, at en parkinsonramt mor stadig har en kurv med strikketøj stående, eller at der ligger bøger fremme, selvom en demensramt ægtefælle måske ikke kan læse på samme måde som tidligere?

5. Husk, at lejligheden også er en arbejdsplads Selvom lejligheden først og fremmest er din kæres eget hjem, så er det også personalets arbejdsplads. Derfor skal indretningen sandsynligvis følge nogle retningslinjer, som er beregnet på at give personalet et ordentligt arbejdsmiljø. Det kan fx handle om arbejdsstillinger og hygiejne. Snak med plejehjemmet på forhånd – og vær parat til, at du måske kommer til at møblere om, hvis din kæres plejebehov (og dermed personalets plejeopgaver) ændrer sig.

6. Sørg for, at der er god gulvplads Sandsynligvis flytter din kære fra et hjem, som er noget større end plejeboligen. Man kan fristes til at presse så mange møbler som muligt ind i den nye bolig, men det er en dårlig idé. Det kræver en vis gulvplads, for at man kan komme ordentlig omkring i boligen, og for at plejepersonalet og rengøringsfolkene kan udføre deres opgaver. De fleste plejehjem opfordrer desuden til at undgå løse tæpper, som man kan snuble i (og som kan være uhygiejniske i det lange løb).

7. Brug gerne farver til at skabe stemning Farver skaber stemninger, uanset om det er en glad gul i stuen eller en beroligende blå i soveværelset. Har din kære været glad for farver i sin tidligere bolig? Så brug farver igen – og skru gerne lidt op for intensiteten, hvis din kære ikke ser så godt. Synet kan godt være svækket hos mange ældre, så det er vigtigt med kontraster, der gør det nemmere at skelne mellem ting. I må gerne male hele lejligheden rød,

hvis I har lyst til det – men husk, at alt skal males hvidt igen, inden plejeboligen forlades. Det er en hel del nemmere, hvis farverne og kontrasterne kommer fra tæpper, gardiner, puder, sengetøj, store billeder osv.

8. Sæt et foto af din kære på døren Tag din kære med på råd, så I sammen kan vælge et godt portræt til at sætte på døren til lejligheden. Det hjælper, hvis der er problemer med at finde rundt på plejehjemmet og kan være særlig gavnligt, hvis han eller hun lider af demens – i det tilfælde kan I vælge at bruge et foto, som din kære selv identificerer sig med, uanset at fotoet måske er nogle årtier gammelt. Et mere tidssvarende billede kan hjælpe personalet, de andre beboere og forskellige gæster til at se, hvem der bor her.

9. Sæt mærker på alt løsøre Din kære får sikkert udleveret særlige mærker til at sætte i sit tøj, så det kan blive leveret korrekt tilbage fra vaskeriet. Det er en god idé også at mærke mindre ejendele, som I ville være kede af at miste, fx ved at sætte en lille mærkat i bunden. På de langt fleste plejehjem bor der mennesker med demens, og nogle kan have en adfærd, hvor de flytter rundt på ting og sager, nogle gange også mellem andre beboeres lejligheder. Det kan være svært helt at undgå. Hvis der er mærker på tingene, bliver det nemmere for personalet at bringe dem tilbage.

10. Sørg for ekstra sengetøj Hvis din kære lider af inkontinens, kan det være en god idé med ekstra sengetøj og måske en ekstra dyne. Det skal naturligvis mærkes på samme måde som din kæres tøj. Mange steder er der også mulighed for at leje linned fra plejehjemmet, så du helt slipper for den opgave.

This article is from: