2 minute read

En bestyrelse MED GANG I

Next Article
ÆRESBEVIS

ÆRESBEVIS

Birgit Jonassen var ingen vårhare i bestyrelsesarbejde, da hun for to år siden blev valgt som formand for lokalafdelingen i Herning. Derfor var der særligt én ting, som var afgørende for, at hun ville lede bestyrelsens arbejde.

”Når man har siddet i mange forskellige bestyrelser, fider man ud af, hvad man vil være med til. Jeg tog folk i ed og sagde: ’Hvis jeg skal være formand, så skal alle med. Ikke kun en lille flig.’ Bestyrelsen skal være en helhed,” siger Birgit.

Det er nemlig hendes erfaring gennem en lang karriere som politisk aktiv og frivillig i blandt andet Handicaprådet og Gigtforeningen, at sådan fungerer en bestyrelse bedst. Hun mener, at det er vigtigt, at alle i bestyrelsen har nogle kerneområder, de har ansvar for og tager sig af, men at man samtidig dækker hinandens arbejde og er klar på at hjælpe, hvor der er brug for det. Det dur ikke kun at sidde på sit eget.

”Det er afgørende med en interesse for Ældre Sagen som helhed. Bestyrelsesmedlemmer skal rumme det hele. De er ikke bare ansvarlige for besøgsvenner eller rejser,” forklarer hun.

Og det er den retning på bestyrelsesarbejdet, bestyrelsesmedlemmerne nu sætter kursen efter.

Aktiv søgning

Mange nye medlemmer af bestyrelsen har baggrund internt blandt frivillige, men nogle kommer også udefra. Gennem annoncering i lokalavisen har Birgit forsøgt at åbne Ældre Sagen endnu mere op for interesserede. Det har ikke været afgørende, at de har brugt mange år i Ældre Sagens regi – men erfaring med frivilligt arbejde er generelt en fordel i bestyrelsesarbejdet, mener hun.

”Rent praktisk tager næstformanden og jeg en snak med dem, der udviser interesse. Det er vigtigt, at de har lyst og vilje til at engagere sig. Vi spørger ind til deres interesser og til, hvad de tidligere har lavet af frivilligt arbejde, ligesom vi fortæller, hvordan vi er strikket sammen.”

Det har også været en prioritet for Birgit at få en bestyrelse, som fordeler sig nogenlunde ligeligt kønsmæssigt, ligesom man i bestyrelsen gerne vil have lidt yngre kræfter ind. Et af de nye bestyrelsesmedlemmer kommer fra en af Hernings større omegnsbyer, der traditionelt ikke har været så engageret i Ældre Sagen. Med ham håber Birgit at styrke samarbejdet med yderområdet i lokalforeningen.

Lyst til det frivillige

Med sit solide fodarbejde havde Birgit således været med til at sørge for et godt lineup til valget til bestyrelsen, og så var resten ellers op til lokalafdelingens medlemmer. Den 8. marts var der årsmøde i Herning, hvor foreningskonsulent for Ældre Sagen Torben Færk var dirigent. Han interviewede alle opstillede, så de fremmødte kunne vurdere, hvem de ville stemme på, og bestyrelsen blev udvidet fra syv til ni medlemmer.

Birgits forventning til de nye i bestyrelsen er, at de er friske på at samarbejde.

”Vi har spurgt dem til, hvor de har lyst til at lægge deres kræfter, for vi vil ikke dræbe nogens lyst til at lave frivilligt arbejde. Derfor siger vi heller ikke ’Det kan du ikke komme til at arbejde med, fordi der allerede er nogle, der beskæftiger sig med det’. Vi har brug for alle ledige hænder.”

Og så bliver der stillet krav til medlemmerne til bestyrelsesmøderne – det er slet ikke nok bare at møde op.

”På det lavpraktiske plan handler det om at være velforberedt til møderne, så alle deltagere er aktive. Man skal være aktiv. Der er forståelse for, at der altid vil være sjove ting og mindre sjove ting. Og bestyrelsen skal deltage i begge dele. Vi forventer, at man lytter til alle input til møderne og ikke kun går op i sit eget. Og så slutter vi altid af med at spørge bordet rundt, om de har en sidste bemærkning, så alle kommer til orde.”

I Herning står Birgit altså nu i spidsen for en bestyrelse, hvor der er plads til, at det er forskelligt, hvad man har at byde ind med, men hvor det skal være lysten, der driver værket. Og det er hun ret godt tilfreds med. ■

This article is from: