1 minute read

Ældrepolitik angår os alle

Gennem mine nu snart otte år som formand for lokalafdelingen i Rudersdal har jeg efter tre kommunalvalg og trods mange udskiftninger lært stort set alle vores kommunalpolitikere at kende. Og det er min klare oplevelse, at uanset forskellige politiske standpunkter drives de alle af en grundlæggende fælles interesse for at gøre det bedst mulige for kommunens borgere med de midler, de nu engang råder over.

Præcis på samme måde, som vi gør det i Ældre Sagen.

Denne fælles interesse er i vores lokalafdeling grundlaget for et tæt samarbejde med såvel politikerne som forvaltningen. Det betyder, at vi ikke som det første skridt ’åbner en diskussion’ i lokalavisen, hvis vi hører, at nogen ikke får den hjælp, de har brug. I stedet sætter vi os sammen og taler fornuftigt om tingene, og så kan begge parter bringe viden og løsninger til bordet. Lokalt får vi god støtte og masser af detaljeret viden fra sekretariatets frivilligkonsulenter og fagpersoner i Ældres Sagens Samfundsanalyse – og normalt lærer vi faktisk noget af hinanden. Virkeligheden er nemlig forskellig, alt efter om man sidder i Snorresgade eller på Rudersdal Rådhus.

Selv regner jeg ikke med nogensinde at skulle forlade Rudersdal, så jeg drives af drømmen om at være med til at gøre MIN kommune til en drømmekommune, hvor man ikke behøver at bekymre sig over at blive ældre.

Umiddelbart ser fremtiden ’lys’ ud, men lige foran os ligger en kæmpe udfordring, for uden hænder er der ingen velfærd. Vi mangler allerede mange tusind medarbejdere på ældreområdet, og problemet bliver kun større, så vi skal tale (positivt) om rekruttering, opkvalificering og fastholdelse af medarbejdere. På samme måde er det absolut nødvendigt at tænke kreativt over, om det, vi gør, er det rigtige, og om der findes andre måder at gøre det på. Fx sagde statsministeren i sin nytårstale, at 75 % af bureaukratiet var noget, kommunerne selv havde ”opfundet”. Er det rigtigt, så bør vi se at få gjort noget ved det, ligesom et grundigt kig på og en modernisering af ældreloven er nødvendig.

Hver eneste dag bliver vi alle ældre – og ældrepolitik angår derfor med andre ord os alle. ■

This article is from: