Hvordan hjælper vi bedst de mest ensomme?

I Skive går Dorte rundt og spekulerer som en gal på, hvordan vi knækker koden til at hjælpe flere ud af ensomhed – for der er nogle, vi som frivillige ikke møder. Aktiv sender spørgsmålet videre til ensomhedseksperterne i sekretariatet og får deres bud på veje at gå.

Det piner hende, fortæller hun. Piner hende, at hun ved, at der i hendes by og omegn sidder mennesker mutters alene med brug for hjælp til at komme med i fællesskabet, men at hun simpelthen ikke aner, hvordan hun skal få fat på dem.

Dorte Houmøller, som bl.a. er aktivitetsleder for Ledsagerordningen, Besøgsvenner og En at følges med i Skive-Spøttrup-Sundsøre, har ellers brugt timevis af tankevirksomhed på at finde en løsning på, hvordan hun og lokalforeningen kan hjælpe de mest ensomme med at få en fod ind i fællesskabet. Og hun har efterhånden også afprøvet en del.

”Det store problem er jo, at vi simpelthen ikke kan få fat på dem, som kunne have allermest brug for os. Det kan af mange mulige grunde være rigtig svært for mennesker at række ud efter hjælp, og vi kan jo ikke gå rundt og stemme dørklokker for at finde dem,” siger hun.

En generel udfordring

Den udfordring er der mange andre lokalforeninger og organisationer, der har det svært med, har Dorte erfaret, og hun har derfor søgt inspiration hos lokale organisationer, som på samme måde arbejder med ensomhed – uden at det har resulteret i de vises sten.

”Jeg har også forsøgt at gå gennem kommunen, for modsat os kommer de jo ude i hjemmene hos folk. Fx har hjemmeplejen fået et hæfte med ud med oplysninger om Ældre Sagens tilbud i Skive og alle vores telefonnumre. Men det er jo ikke nok at lægge en folder. Der skal være tid til at hjælpe folk videre, og det har de stakkels mennesker i de jobs ikke. Jeg har set, hvor travlt de har.” ➤

Dortes telefonnummer er også at finde både i lokalavisen og på lokalforeningens hjemmeside, ligesom hun altid har en ledig arm til at følge nogen ud i verden. Det sker dog sjældnere og sjældnere, at nogen griber den. Dorte har prøvet det meste, synes hun, men ved også godt, at der er nogle hindringer, som er svære at komme omkring.

”Vi kunne godt ønske os en stor bus, som kunne hente alle, der har brug for det. Transport er jo et reelt problem, som spænder ben for mange i forhold til at komme ud ad døren. Derfor giver de op på forhånd og henvender sig ikke,” siger hun og fortæller, at hendes nyeste idé er at tage fat i boligforeningerne.

”De ved måske mere om, om nogle af deres beboere er ensomme. Men det er jo stadig ikke nok, så hvad gør vi?” spørger hun – vel vidende, at det ikke er alle, hun kan og skal hjælpe.

Ensomhed ikke eneste problem

Det spørgsmål kan David Vincent Nielsen, som er ensomhedskonsulent i Frivilligafdelingen, godt forstå, hun stiller. Ifølge ham er det vigtigt at huske, at der netop er grænser for, hvem man i Ældre Sagen med sit korps af frivillige kan hjælpe. Fx er der ifølge ham mange med svær ensomhed, som også bøvler med andre ting. Ensomhed kan være det primære problem, som så får konsekvenser, men der kan også være andet, som forårsager ensomhed.

”Vi ved, at mennesker med flere kroniske sygdomme eller en psykisk lidelse er i størst risiko for at blive

Fra folderen om ensomhed og sårbarhed, som netop er kommet på gaden med gode råd til at finde og hjælpe de mest sårbare og ensomme ældre. Idéer og forslag er baseret på erfaringer og aktiviteter fra Ældre Sagens lokalafdelinger, som har haft succes med at få ensomme og sårbare med til arrangementer.

Find den her, og læs mere om, hvad I kan gøre lokalt for at hjælpe flere: www.aeldresagen.dk/fpa ensomme. Derfor må man gøre sig klart, når man vil hjælpe, at der måske er nogle andre ting, der skal tages sig af først,” siger han.

Hvis det fx er mennesker med angst eller depression, så er det i første omgang en psykolog, de har brug for:

”Og det kan vi som forening ikke tilbyde. Men når det primære problem er løst, kan vi være der med en hånd, der hjælper ind i fællesskabet. Hjælp til mennesker i svær ensomhed skal ofte være meget individualiseret og tage udgangspunkt i det enkelte menneske og dets problemer,” siger David.

Men betyder det så, at Dorte ikke skal tage initiativ og afprøve nye veje? Slet ikke – og som hun selv siger, så skal det nok lykkes hende at få fat på flere:

”Vi er jo rigtig gode, når vi først har en kontakt. Og lige nu taler jeg med en kvinde fra Røde Kors, som virkelig har gang i nogle spændende ting. Noget mere samarbejde på den måde kunne godt være en vej at prøve.”

Hvem risikerer ensomhed?

Ifølge David er de store hovedrisikogrupper, når vi taler ensomhed, mennesker med funktionstab. Det kan fx være mennesker med høre- eller synsnedsættelse, og dem kan man måske forsøge at nå igennem Høreforeningen eller Dansk Blindesamfund. I den forbindelse giver det også god mening at involvere medarbejdere i positioner, som har med risikogrupper at gøre, påpeger han, fordi de netop møder dem, som savner selskab eller at komme mere ud. Det kan være fodterapeuter, apotekere og frisører. Mest oplagt er dog praktiserende læger, som ofte møder mennesker, hvis reelle problem nærmere er ensomhed og manglen på nogen at tale med end somatisk sygdom.

Men David minder om, at for nogle er hjælp til at komme mere ud ikke den rigtige vej at gå.

”Fx for mennesker med inkontinens kan det være mere relevant med et tilbud i hjemmet. Det er et kæmpe socialt handicap, og frivillige kan jo ikke hjælpe folk på toilettet. I sådan en situation skal man lige huske på, at hvis der bliver sagt nej, så handler det måske i virkeligheden om, at de skal have et andet tilbud.”

Spørg en ekstra gang – og så én til Netop det med tilbud, som er skruet anderledes sammen, så de hjælper især mænd med ensomhedsproblematikker, har Lars Berg Schovsbo fokus på. Han er konsulent i ensomhed og mandefællesskaber i Frivilligafdelingen og mener, at man nogle gange er nødt til at være vedholdende.

”Måske får du nej to-tre gange, og det kan virke grænseoverskridende at gå ind i folks intimsfære og blive ved at spørge til noget, de ikke har lyst til –men det virker.”

Han opfordrer til, at lokalforeningerne bruger de aktiviteter, hvor der i forvejen er ressourcer, til at skubbe på for mere fællesskab. Det kan være, at besøgsvennen eller tryghedsopkalderen skal foreslå at gå med værten ud til en aktivitet, ligesom man kan foreslå at tage til et arrangement sammen, hvis man som telefonvenner ikke bor så langt fra hinanden.

”Som ensom kan det virke meget grænseoverskridende at tage afsted til noget alene. Derfor kan det blive nemmere at sige ja tak, hvis man på forhånd arbejder på at fjerne nogle af de barrierer, der kan være.”

Forslag Til Samarbejder

Dem kan I samarbejde med i kommunen

• Demenskonsulenter eller medarbejdere fra visitationen, som kommer i folks hjem, kan have flyers og foldere med

• Madudbringningen kan lægge flyers og foldere ved maden

• Rehabiliteringen og hjemmeplejen

Andre indgange til samarbejde

• Forebyggelseskonsulenter/ forebyggende hjemmebesøg

• Praktiserende læger

• Apotekere

• Frisører

• Fodterapeuter

• Afdelingsbestyrelser og sociale viceværter i almene boligforeninger

• Biblioteker

Mennesker kan opleve ensomhed og sårbarhed i forbindelse med:

• Funktionstab – bevægeapparat, hørelse, syn, demens

• Livskriser/livsændringer ( flytning, skilsmisse, langvarig alvorlig sygdom eller pårørende til alvorligt syg)

• Enlige, enker, enkemænd

• Selvoplevet dårligt helbred

• Selvoplevet dårlig økonomi

• Langvarig psykisk lidelse

• Ældste ældre

• Anden etnisk baggrund end dansk

• Problemer med transport

Desuden er det vigtigt aldrig at bruge ordet ensomhed, når du vil hjælpe, understreger Lars:

”Ingen har lyst til at føle sig sat i en bås som ensom. Derfor er det også vigtigt at vende kommunikationen om, når du vil invitere et menneske med ind i fællesskabet til et arrangement. I stedet for at spørge: Ville det ikke være noget for dig? Så vend det rundt, og sig: ’Ej, hvor ville jeg blive glad for, hvis du ville komme med på mandag.’ Alle vil gerne gøre noget for andre og på den måde føler pågældende et ansvar for at komme.”

En støttende arm

Tine Schiller er også frivilligkonsulent i Ældre Sagen. Hun har ligeledes et tip, for nok er det vigtigt at være opmærksom på sociale barrierer i forhold til ensomhed, men den slags kan faktisk også blive mindre. En kvinde, der ikke havde kunnet tage til banko før, fik en gå med-ven – det var benene, den var gal med. Men da vennen så skulle på ferie, var benene pludselig ikke en barriere længere.

”Det var jo ikke benet, der var problemet. Det var de sociale barrierer. Men det var nemmere at sige, at det var benet. Nu havde hun været derhenne og havde set nogle i øjnene, og så blev det nemmere at møde op selv. Det synes jeg er sådan et fint billede på, at en støttende arm vitterlig kan være en støttende arm ind i noget andet og ende med en tro på, at man selv kan blive en del af et fællesskab.”

Det er også Dortes erfaring. Men det kræver også en opmærksomhed fra frivilliges side på netop den barriere, som findes i folks egne hoveder, mener hun, og hun opfordrer frivillige til at have øje for dem, der føler sig alene. Selv har hun altid et særligt blik for dem, som står i døren og ikke tør komme ind.

Fra folderen: www.aeldresagen.dk/fpa

”Jeg siger altid: Kom og sæt dig ved siden af mig. Eller hvis nogen spørger, så siger jeg altid: Nej, den stol er ikke taget. Og jeg er glad for, at du sætter dig ved siden af mig. Det forsøger jeg også at udbrede – at der altid skal være en ledig stol til dem, der kommer og spørger. Den er aldrig optaget. Heldigvis lykkes det ofte, at de, som er usikre, ender med at tro på, at der også er en plads til dem.” ■