1 minute read
Om at passe på sig selv som pårørende
from Demens guide
by Ældre Sagen
Som pårørende kan man stå i et dilemma mellem at skulle opfylde sin nærmestes ønsker og behov og at respektere sine egne grænser. Det kræver et overskud af kræfter at yde den nødvendige omsorg, også når ens grænse er overskredet.
Det kan fx være grænseoverskridende at skulle hjælpe sin forælder eller ægtefælle med den personlige hygiejne samtidig med, at det kan være svært at sige fra overfor opgaven. Hvis man har svært ved at mærke sine egne grænser, kan der være god hjælp at hente ved at få sparring fra fx en psykolog.
Mange pårørende oplever, at deres familie og venner ikke helt forstår deres situation.
Som pårørende kan man føle sig meget alene, og man har brug for nogen, som lytter. Det er ikke altid, at familien eller venner er de bedste til at rumme det, der sker. Derfor kan det være en stor støtte med professionel hjælp som fx kommunale pårørendekonsulenter, Alzheimerforeningen eller Ældre Sagens Rådgivning. Ældre Sagen har desuden pårørendegrupper og demenscaféer mange steder i landet. Man passer på sig selv ved at bruge ét ord … Nej…Det er ikke alt, man kan påtage sig.
Svigersøn til kvinde med demens
Hvis jeg har været ude for nogle frygtelige ting derhjemme, så hjælper det mig, når jeg taler med nogen om det.
Ægtefælle til mand med Alzheimers sygdom
Man skal ikke have dårlig samvittighed, når man har sagt fra, det får man det jo ikke bedre af.
Datter til kvinde med Alzheimers sygdom
Gør noget for dig selv! Man skal gøre noget for sig selv, tage på ferie alene eller noget andet. Jeg løber fx en tur i skoven … det gør jeg for mig selv.