Venner, kollegaer og naboer

VENNER, KOLLEGER OG NABOER

Nogle pårørende oplever, at vennerne forsvinder, når der er brug for dem. Det kan skyldes, at mange af dem har svært ved at vide, hvordan de skal hjælpe. Nogle er bange for at sige eller at gøre noget forkert – derfor undgår de kontakt. Andre vil ikke være til besvær. Selvom det kan være grænseoverskridende, kan det være nødvendigt direkte at bede om hjælp. Det kan være en hjælp at have en liste over de ting, man ønsker hjælp til fra sin familie og omgangskreds.

Til vennen, kollegaen eller naboen

Som ven, nabo eller kollega til en familie, som rammes af demens, kan det være svært at vide, hvordan man skal forholde sig til familien. Man vil gerne hjælpe, men man vil ikke trænge sig på. Det er en svær balance.

Demenssygdommen sender ofte både de syge og deres pårørende ud i livskriser. Det er ofte kendetegnende for folk i krise, at deres humør bliver meget svingende, og at deres tolerancetærskel bliver lav. Reaktionerne er ofte midlertidige, og det gælder derfor om at ’hænge på’ og ikke lade sig gå på eller tage det personligt, men blot blive ved med at tilbyde omsorg og støtte.

Mange gange kan man som kollega, ven eller nabo føle, at man måske ikke er helt tæt nok på, at der sikkert er andre, der er tættere på, og som familien har mere brug for. Man kan derfor holde sig tilbage for at give plads til andre. Men måske er der ikke så mange andre, eller måske er det netop alle dem – kollegaer, venner, naboer mv., der tidligere var en del af den almindelige hverdag – som der er mest brug for. At lytte og være til stede for familien, lige der hvor de selv er, er ofte den bedste støtte.

Lige der, da vi begyndte at fortælle vores venner og familie, at min hustru havde demens, der fandt jeg ud af, hvem der var vores virkelige venner. Der er nogen jeg ikke har set i flere år nu, og som jeg heller ikke ønsker at se mere.

Ægtefælle til kvinde med Alzheimers sygdom

Erfaringer fra pårørende:

Det er vigtigt at have nogen at tale med – jeg følte mig meget ensom og havde dårlig samvittighed overfor min egen familie. Efter jeg kom ind i pårørendegruppen går det bedre. Vi støtter hinanden. Det var også her, jeg fandt ud af, hvor jeg kunne få hjælp fx i kommunen. I dag taler jeg mest med demenskonsulenten.

Det krævede al min tid og energi at passe min mand. Selv når jeg købte ind, tænkte jeg på ham, og hvordan mon det gik derhjemme. Nu kommer der nogen, når jeg går fx kommer naboen om tirsdagen, en frivillig om onsdagen og jeg kan ringe til familien, når jeg skal noget i weekenden.

Når man er hængt op hele døgnet, så glemmer man sig selv, og får dårlig samvittighed, når man bruger tid på sig selv.

Jeg måtte lære at give mig selv tid til at strikke igen. Så kommer der en frivillig og er sammen med min mand imens. Det gavner os begge to.

Efter jeg er begyndt at invitere flere på besøg, så er det som om min kone liver op, og jeg får selv lidt aflastning. I starten blev jeg vred, når min mand ikke blev inviteret med, men nu kan jeg godt se, det er det bedste for os begge to. Jeg nyder aftenen og han har ro og hygger sig med nogen derhjemme.

Det hele blev så uoverskueligt, så jeg skrev en liste med alt det, der skulle gøres. Så satte jeg kryds ved det, jeg selv kunne overkomme, og så begyndte jeg at finde ud af, hvem der kunne hjælpe med de andre ting.

Jeg magtede ikke mere. Så sendte jeg en mail med en liste til mine børn og vores venner og spurgte, om der var nogen, der kunne påtage sig at hjælpe. Min nabo klarer alt det med apoteket, min datter er den, der ringer til kommunen, og mit barnebarn på 15 kommer en gang om ugen og tager min mand med på biblioteket.