Indhold
3 Stort potentiale for nye frivillige
4 Forbered rekrutteringsindsatsen
6 Sæt gang i rekrutteringen
14 Evaluér indsatsen
15 Her kan I få hjælp til rekrutteringen
Udgivet af Ældre Sagen
Snorresgade 17-19
2300 København S Tlf. 33 96 86 86 aeldresagen@aeldresagen.dk www.aeldresagen.dk
Udgivet: November 2024
Design: Grafik/Design
Foto: Jeppe Bjørn, Ditte Capion
Tryk: Ældre Sagen
Stort potentiale for nye frivillige
Mange er interesserede i at udføre frivilligt arbejde. For eksempel viser en undersøgelse, at flere end halvdelen af de 60-70-årige kan se sig selv udføre frivilligt arbejde inden for de næste par år. Dermed er der et stort potentiale for at rekruttere frivillige til lokalafdelingen og gøre en forskel for endnu flere i lokalområdet.
Fakta om frivillighed
21 % af Ældre Sagens medlemmer kunne godt se sig selv som frivillig i deres lokalafdeling, men har endnu ikke fået gjort noget ved det.
Det samme gælder 10 % af dem, der (endnu) ikke er medlem af Ældre Sagen.
Kilde: Epinion, 2024
Større synlighed – flere frivillige
Det er vigtigt, at potentielle nye frivillige ved, at der er mulighed for at udføre frivilligt arbejde i jeres lokalafdeling. Derfor er første skridt i rekrutteringsindsatsen at gøre opmærksom på jeres arbejde og frivilligaktiviteter.
Om guiden
Denne guide er til lokalafdelinger, der ønsker at blive bedre til at rekruttere nye frivillige. Guiden indeholder gode råd og vigtig viden om rekrutteringsindsatsen. Den er baseret på erfaring fra andre lokalafdelinger og baggrundsviden fra Ældre Sagens sekretariat.
Guiden er delt op i tre afsnit, der deler rekrutteringsprocessen op i overskuelige faser:
1. Forbered rekrutteringsindsatsen
2. Sæt gang i rekrutteringen
3. Evaluér indsatsen
Brug guiden som opslagsværk, når I har brug for hjælp og inspiration til rekruttering af nye frivillige.
1. Forbered rekrutteringsindsatsen
Det er en god idé at forberede rekrutteringen godt, inden I går i gang. På den måde sikrer I, at I kommunikerer velovervejet og rammer de rigtige.
Dette kan I med fordel overveje:
Hvilke aktiviteter søger I frivillige til?
Det er vigtigt, at I ved præcist, hvilke aktiviteter I søger frivillige til. Det er nemlig meget lettere at rekruttere frivillige til en specifik aktivitet.
På den måde kan I give et klart billede af, hvad aktiviteten kræver og indebærer.
Hvem
er jeres målgruppe?
Når I ved, hvilke aktiviteter I søger frivillige til, kan I beslutte, hvem I gerne vil rekruttere. Skal det for eksempel være frivillige med specifikke faglige forudsætninger eller interesser?
Hvad skal I kommunikere?
Her kan du overveje, hvad I skal kommunikere ud for at motivere potentielle nye frivillige til at kontakte jer. De fleste vil gerne høre om, hvad aktiviteten går ud på, og hvor meget tid det kræver.
Hvor finder I nye frivillige?
Når I har besluttet, hvem I gerne vil rekruttere, kan I tænke over, hvor I bedst får fat på dem. Overvej for eksempel:
• Læser de lokalavisen?
• Er der specifikke grupper på Facebook, hvor det giver mening at søge efter frivillige?
• Er der nogen aktiviteter eller møder i lokalområdet, hvor det ville give mening at fortælle om jeres frivilligaktiviteter?
Tag gerne fat i jeres egen gruppe af frivillige på området:
• Hvad motiverede dem til at blive frivillige?
• Hvad kan de godt lide ved aktiviteten?
• Hvad skal man kunne som frivillig på området?
• Hvor meget tid bruger de på aktiviteten?
2. Sæt gang i rekrutteringen
Rekruttering af frivillige kan foregå på mange forskellige måder. Her finder du inspiration til, hvor I kan forsøge at rekruttere, og gode råd til, hvad der virker bedst, når man skal rekruttere nye frivillige.
Gode råd til rekrutteringen
Ældre Sagens lokalafdelinger har stor erfaring med at rekruttere nye frivillige. Her har vi samlet erfaringerne fra rekrutteringsprocessen til nogle gode råd:
Fokusér på aktiviteten i jeres kommunikation
Læg vægt på aktiviteten, og hvad den kræver. Undgå overskrifter som ”Vi mangler frivillige til generationsmøder” som det første. Brug hellere en overskrift, der fortæller noget om frivilligaktiviteten, fx ”Læs og hyg med søde børn” eller ”Gør en forskel for byens børn”. Brug i det hele taget teksten til at beskrive, hvad frivilligaktiviteten går ud på.
Skriv til modtageren
Skriv mere ”du” og mindre ”vi”. På den måde kan potentielle nye frivillige se sig selv i teksten. I stedet for at skrive ”Ældre Sagen Odsherred ønsker at udvide vågetjenesten” kan I med fordel skrive ”Vil du gøre en forskel for døende i Odsherred?”
Fleksibilitet er vigtig
Ofte er det frygten for, at den frivillige indsats tager for meget tid, der holder folk fra at blive frivillige. Derfor kan I med fordel tænke over, hvordan I kan gøre frivilligopgaverne mere fleksible.
Kan man fx være flere aktivitetsledere og frivillige, som deles om ansvaret og vagterne? Er der nogle frivilligaktiviteter, der kan bruge ad hoc-frivillige, dvs. frivillige, der blot ønsker at hjælpe til en gang imellem?
Fortæl om udbyttet
Det virker ofte motiverende, at I fortæller om, hvad man får ud af at være frivillig i jeres lokalafdeling – ud over at gøre en forskel, naturligvis. Her kan I fokusere på, at man:
• Holder sig beskæftiget
• Får et fagligt udbytte
• Bliver en del af et socialt fællesskab
Sæt ansigt på lokalafdelingen
I er de bedste ambassadører for den frivillige indsats i jeres lokalafdeling. Muligheden for at mødes og snakke uforpligtende med jer, inden man tilmelder sig, kan være med til at bryde nogle af de barrierer, som gør, at folk ikke tilmelder sig.
Skab synlighed – hele tiden
Det er en stor fordel, hvis lokalområdet allerede kender jer godt, når I skal søge efter nye frivillige. Husk derfor generelt at lægge vægt på den gode PR, når I afholder arrangementer og aktiviteter, eller laver nogle gode initiativer.
I kan finde inspiration i Rudersdal-modellen, når I skal øge jeres synlighed. Rudersdal-modellen er en måde, hvorpå man kan få hele aktivitetsprogrammet med i den lokale ugeavis flere gange om året.
Ældre Sagen i Rudersdal har intet lokalt blad, men annoncerer i stedet for deres aktiviteter i Rudersdal Avis ni gange årligt med en dobbeltside. Løsningen er gratis for Ældre Sagen i Rudersdal, da annoncerne i bunden af opslaget betaler udgifterne.
Læs mere om Rudersdal-modellen på Frivilligportalen www.aeldresagen.dk/eksempler-rekruttering
Kanaler til rekruttering
På de næste sider finder I en liste over kanaler, I kan bruge til rekrutteringen. I kan med fordel bruge flere kanaler samtidig for at styrke jeres synlighed og øge chancen for at finde nye frivillige.
Sociale medier
Undersøg gerne, hvilke sociale medier jeres målgruppe er på, og rekruttér der. I kan fx lave opslag på sociale medier om, at I søger frivillige. Det kan være på Facebook i lokale områdegrupper, såsom ’Skanderborg-borgere’.
Eller det kan være i Facebookgrupper for lokale interesse-fællesskaber, som fx ’Vi hjælper hinanden i Dragør’.
Brug gerne et billede til blikfang på de sociale medier. I finder gode billeder i Billedbanken. Kontakt lokalafdelingens bestyrelse for at få adgang til Billedbanken.
Læs mere på Frivilligportalen www.aeldresagen.dk/ om-billedbank
Frivilligjob
Frivilligjob.dk er en jobportal for frivilligaktiviteter. Her kan I lave et jobopslag, hvor I gør opmærksom på, at I søger frivillige.
Fordelen ved portalen er, at dem, der læser opslagene, allerede er interesseret i at udføre frivilligt arbejde, men søger inspiration til, hvilken frivilligaktivitet, det skal være. Derfor er det en god idé at I gør jer umage med at beskrive aktiviteten, og hvad den kræver.
Annoncer eller omtale i lokalaviser
I kommer bredt ud i lokalområdet gennem områdets lokalaviser. Her kan I forsøge at få redaktionel omtale gennem en pressemeddelelse eller ved at kontakte dem med et tip om en god historie. I kan også sætte en annonce i avisen. Vær opmærksom på, at der ofte er krav til, hvor meget tekst, der kan stå i en annonce. Kontakt lokalavisen for at høre om priser og tekstlængde.
Ældre Sagens sekretariat har eksempler på annoncer mv. for rekruttering til nogle områder, lavet til enkelte lokalafdelinger, som I måske kan bruge eller tage inspiration i.
Send en mail til design@aeldresagen.dk for at høre mere.
Lokalafdelingens hjemmeside
I kan skrive en tekst, der kan ligge på lokalafdelingens hjemmeside. Kontakt lokalafdelingens webmaster for at høre mere om mulighederne.
Opslag i Det Sker
Det lokale Det Sker-blad har mange læsere. Kontakt lokalafdelingens Det Sker-redaktør for at få en tekst med. Her er der også krav til, hvor meget tekst I må skrive. Derfor bør I kun skrive det allervigtigste i indlægget.
Sådan kunne et indlæg i Det Sker se ud:
Bliv besøgsven
Har du lyst til hyggeligt samvær og at gøre en forskel i en andens liv?
Som besøgsven besøger du en enlig i lokalområdet en gang om ugen eller efter aftale.
Kontakt xxx på tlf. xxx for at høre mere.
Det lokale aktivitetsprogram/ flyers/plakater
Hvis der laves aktivitetsprogrammer i jeres lokalområde, kan I bede om at få en tekst med i programmet. I kan også vælge at lægge flyers eller hænge plakater op på jeres lokale bibliotek, aktivitetscenter, apotek eller andre relevante steder, hvor jeres målgruppe kommer.
Arrangementer og aktiviteter i lokalområdet
Kender I til aktiviteter eller arrangementer i lokalområdet, som jeres målgruppe deltager i, er det oplagt, at I enten sørger for at uddele rekrutteringsmaterialer der eller møder op for at fortælle om jeres frivilligaktivitet og muligheden for at blive frivillig.
Det kan fx være til aktiviteter i den lokale idrætsklub, hvor I fortæller om muligheden for at blive frivillig instruktør i stolemotion, gymnastik eller noget helt andet. Her kan I med fordel medbringe tilmeldingsblanketter, så deltagerne får mulighed for at skrive sig op med det samme. På næste side finder I en skabelon til tilmeldingsblanketter.
I kan finde inspiration i Hvidovre-modellen, når I skal rekruttere flere frivillige.
Hvidovre bruger deres arrangementer og aktiviteter til at rekruttere flere frivillige ved at have lavet en tilmeldingskupon, hvor man kan tilmelde sig nyhedsbrevet eller kan skrive, at man ønsker at blive ringet op.
Læs mere om Hvidovre-modellen på Frivilligportalen www.aeldresagen.dk/eksempler-rekruttering
NAVN:
ADRESSE:
MOBIL NR.:
E-MAIL:
JA, VIL GERNE MODTAGE E-MAIL MED INVITATION TIL DET LOKALE NYHEDSBREV
JA, VIL GERNE KONTAKTES OG HØRE OM AT VÆRE FRIVILLIG
SKRIV HVILKET FRIVILLIGOMRÅDE DU ER INTERESSERET I HER:
NAVN:
ADRESSE:
MOBIL NR.:
E-MAIL:
JA, VIL GERNE MODTAGE E-MAIL MED INVITATION TIL DET LOKALE NYHEDSBREV
JA, VIL GERNE KONTAKTES OG HØRE OM AT VÆRE FRIVILLIG
SKRIV HVILKET FRIVILLIGOMRÅDE DU ER INTERESSERET I HER:
NAVN:
ADRESSE:
MOBIL NR.:
E-MAIL:
JA, VIL GERNE MODTAGE E-MAIL MED INVITATION TIL DET LOKALE NYHEDSBREV
JA, VIL GERNE KONTAKTES OG HØRE OM AT VÆRE FRIVILLIG
SKRIV HVILKET FRIVILLIGOMRÅDE DU ER INTERESSERET I HER:
Rekruttér fra egne rækker
Erfaringen fra Ældre Sagens lokalafdelinger er, at det er lettere at rekruttere nye frivillige blandt medlemmer og aktive frivillige i lokalafdelingen. De har allerede en interesse for Ældre Sagen og/eller jeres lokalafdeling. En undersøgelse, som Ældre Sagen har fået lavet, viser desuden, at medlemmer af Ældre Sagen er mere tilbøjelige til at blive frivillige end folk, der ikke er medlemmer.
Her er nogle forslag til, hvor I kan rekruttere:
Egne arrangementer og aktiviteter
Lokalafdelingens arrangementer og aktiviteter er en oplagt mulighed for at gøre folk opmærksomme på jeres frivilligaktiviteter og behov for flere frivillige. Her kan I fx bede om at få lov til at møde op og fortælle om jeres aktiviteter. Eller I kan bede den ansvarlige for arrangementet dele jeres rekrutteringsmaterialer ud.
Nyhedsbrev til medlemmer
I kan også vælge at skrive om jeres behov for flere frivillige i det lokale medlems-nyhedsbrev. Vi ved, at det er en af de kanaler, som mange lokalafdelinger har succes med. Kontakt den ansvarlige for nyhedsbrevet og spørg ind til mulighederne.
OBS!
Der er krav til længden på tekster i nyhedsbrevet:
Overskrift: maks. 50 tegn med mellemrum
Annoncetekst: maks. 1000 tegn med mellemrum
Lad frivillige rekruttere nye frivillige
De nuværende frivillige er ofte de bedste ambassadører for jeres frivilligaktivitet. Knap halvdelen af Ældre Sagens frivillige er startet, fordi de blev opfordret til det af en allerede aktiv frivillig. Derfor er det en god idé at bruge nuværende frivillige i processen.
Her er nogle idéer til, hvad nuværende frivillige kan gøre:
• Uddele rekrutteringsmateriale i omgangskredsen
Giv nuværende frivillige nogle flyers eller andet rekrutteringsmateriale med hjem, som de kan dele ud til deres nærmeste/lægge i postkassen hos venner og naboer.
• Dele på sociale medier
Bed nuværende frivillige dele lokalafdelingens Facebookopslag om nye frivillige på deres egen profil.
• Kontakte mulige frivillige
Spørg ind til, om der er nogen i jeres frivilliges omgangskreds, der kunne være oplagte at rekruttere til jeres aktivitet. Bed dem om at tale med vedkommende.
Klæd de frivillige på til opgaven ved at:
• Oplyse dem om de aktiviteter, I mangler frivillige til
• Give dem relevante materialer – der er fx lavet foldere til de fleste aktivitetsområder
• Sørge for, at der er en kontaktperson, de frivillige kan henvise folk til for at høre mere eller tilmelde sig.
Den gode opstart
Hvis nye frivillige ikke oplever en god velkomst og opstart, er det slet ikke sikkert, at personen overhovedet kommer i gang som frivillig hos jer. Derfor er det vigtigt, at der er en god velkomst og godt opstartsforløb, så de er motiverede til at komme i gang og fortsætte indsatsen.
Du kan få mere inspiration til den gode velkomst og finde velkomstmaterialer på Frivilligportalen www.aeldresagen.dk/velkomst-af-nye-frivillige
3. Evaluér indsatsen
Uanset hvordan I har grebet rekrutteringsindsatsen an, er det en fordel at evaluere indsatsen løbende, så I kan lære af jeres erfaringer. På den måde sikrer I, at I bruger jeres kræfter og økonomi på en god måde.
Overvej gerne:
• Hvordan er det gået med de aftaler, I fik lavet om, hvem der gjorde hvad?
• Hvor mange henvendelser fik I?
• Hvor mange nye frivillige er der kommet ud af jeres indsats?
• Hvad er gået rigtig godt – og hvad skal I gøre anderledes næste gang?
OBS!
Husk, at rekruttering er en løbende proces. Alle erfaringer viser, at det er en fordel at tænke rekruttering ind i alle lokalafdelingens aktiviteter. Når I har arrangementer eller aktiviteter, så sørg for at fortælle om dem, fx på jeres sociale medier eller i lokalavisen, så I styrker jeres synlighed.
Hold øje med rekrutteringsmuligheder hele tiden og slå til, når muligheden byder sig. Det kan fx være, I skal udnævne en rekrutteringsansvarlig, der kan sørge for, at I kommer ud og fortæller om jeres frivilligaktiviteter, når der er relevante arrangementer, koordinerer indsatsen osv.
Her kan I få hjælp til rekrutteringen
Har I brug for mere viden og inspiration til jeres rekruttering, er der hjælp at hente her:
Frivilligportalen:
Her har vi samlet viden og gode råd om rekruttering. Har du lyst til at gå mere i dybden med rekrutteringen, kan du dykke mere ned i det der. Der kan du også læse mere om, hvordan du laver den gode velkomst til nye frivillige, og hvordan du skaber den gode trivsel i lokalafdelingen.
www.aeldresagen.dk/frivilligportalen
Frivilligshoppen:
Find og bestil relevante rekrutteringsmaterialer på frivilligshoppen.dk
Rekrutteringsugen
En gang om året holder vi i Ældre Sagen en fælles rekrutteringsuge, hvor Sekretariatet tilbyder færdige rekrutteringspakker. Læs mere på Frivilligportalen www.aeldresagen.dk/ rekrutteringsugen
Annonceskabeloner, flyers, plakater mm.
Ældre Sagens sekretariat har eksempler på annoncer mv. for rekruttering til nogle områder lavet til enkelte lokalafdelinger, som I måske kan bruge eller tage inspiration i. Send en mail til design@aeldresagen.dk for at høre mere.
Fag- og foreningskonsulenter
Ældre Sagens fag- og foreningskonsulenter har meget viden og erfaring inden for jeres område. Tag gerne fat i hende/ham for at få hjælp. På Frivilligportalen kan du finde navne og kontaktinformationer for den relevante fageller foreningskonsulent for dit frivilligområde eller distrikt.
www.aeldresagen.dk/frivilligportalen/kontakt
Gode tips og erfaringer
Har I gode tips og erfaringer, så del dem gerne ved at skrive til lokalfokus@aeldresagen.dk