Læserbreve

Læserbreve sendes på mail til bladet@aeldresagen.dk eller Ældre Sagen, Att.: redaktionen, Snorresgade 17-19, 2300 København S. Mærk kuverten ”Læserbrev”. Vi bringer udvalgte – og aldrig anonyme – læserbreve.

Bedste læserbrev. Vinderen modtager chokolade og karameller.

Uforudset glæde

DA MIN MAND OG JEG var unge, samlede vi på frimærker. Men i de travle år var der ikke tid til at sortere og kategorisere. Derfor blev kuverter og postkort gemt over årene i en kasse på loftet. I pensionistårene har der været andet at tage sig af. Men under en oprydning forleden tog jeg de mange, ofte meget smukke kort fra hele verden frem, og de gav mig en glæde, jeg slet ikke havde forudset: glæden over, at så mange, familie, venner og bekendte, har delt deres ferieoplevelser eller hverdagstanker med os. I de kort finder jeg en rigdom, som vi nok er den sidste generation, der oplever.

INGRID GADE-JØRGENSEN, HILLERØD

Den demokratiske samtale

LANDSFORMANDEN OMTALTE i augustnummeret af medlemsbladet, at det er vigtigt at fremme den demokratiske samtale. Jeg er med i en privat samtalesalon, der snart har 10-års jubilæum. Deltagerne er 14 personer med forskellig baggrund, der mødes en gang om måneden og diskuterer et emne, der er oppe i tiden, eller bekymrer/berører os og hvor vi måske kan gøre en forskel. I hvert fald ved at få flere aspekter i sagen op at vende. Jeg kan anbefale, at samtalen har et skriftligt udgangspunkt, så alle har samme referenceramme – og at samtalen akkompagneres af en bid brød. Så glider samtalen lettere.

JES RYTTERSGAARD, GISTRUP

På besøg hos olde

I WEEKENDEN havde jeg mit oldebarn på otte år og hendes jævnaldrende veninde på besøg. Vi hyggede os og satte os til bordet med frikadeller, nye kartofler og jordbærgrød. På et tidspunkt spurgte veninden: ”Olde (som hun ligesom mit oldebarn kalder mig), bruger du øjenskygge?” ”Ja, det gør jeg da, når jeg skal være fin,” svarede jeg. ”Kan du også ta’ tænderne ud – har du sådan et gebis?” spurgte hun. ”Nej, jeg har ikke gebis,” måtte jeg svare. ”Nå, det kan min farmor da,” lød det så. Jeg var lidt beskæmmet og faldt nok noget i graderne hos veninden.

JUDITH DAMGAARD, BORUP

Sorg

SORGEN KOMMER, i bidder, kommer snigende. Tårerne triller, næsen løber lige så stille. Sorgen over, at vi ikke får flere timer sammen. En langsom sorg, som også indeholder varme over alt det, vi havde sammen. Indtil sidste uge. 42,5 år. Min verden er forandret. For altid. Og sorgen følger med.

HANNE GÖRLITZ, HORSENS

Læserbreve sendes på mail til bladet@aeldresagen.dk eller Ældre Sagen, Att.: redaktionen, Snorresgade 17-19, 2300 København S. Mærk kuverten ”Læserbrev”. Vi bringer udvalgte – og aldrig anonyme – læserbreve.

Et nyt og skønt liv

DA JEG BLEV ENKE, fik jeg solgt mit hus og fik en lejlighed i en boligforening. Jeg følte mig meget alene og fik så en lille lejlighed i et ældrecenter, hvor der er mange aktiviteter for os ældre. Det har givet mig et helt nyt og skønt liv. Både de ansatte og de frivillige gør rigtig meget for os. Jeg priser dem højt for det. Jeg er 94 år.

EMMA MADSEN, FREDERIKSHAVN

Mormors fonduesæt

EN AFTEN for mange år siden var familien samlet til fondue. Det var meget moderne i lange tider og smagte så dejligt. Ved middagsbordet så mit yngste barnebarn, der var seks-syv år, på mig og sagde: ”Mormor, når du dør, må jeg så arve dit fonduesæt?” Der blev sandelig ikke pakket noget ind. Man finder jo ud af, hvad man er værd.

ANNI ZEUTHEN, ROSKILDE I MIT VOKSNE LIV HAR JEG INDSET, AT ENSOMHEDEN ER NOGET, DER FØLGER ALLE MENNESKER. TIDLIGERE GIK JEG RUNDT I DEN VILDFARELSE, AT JEG VAR DEN ENESTE, DER VAR ENSOM, OG AT ALLE ANDRE BARE HAVDE DET FEDT HELE TIDEN. MEN SÅDAN ER DET IKKE.”

Søs Fenger, sanger og sangskriver, til Alt for Damerne

Telefonsnak

HAN: ”Jeg har forresten fået ny telefon!” Hun: ”Er det så en smartphone, du har fået, morfar?” Han: ”Nej, den er nu ikke særlig smart, Tina!”

KAY HOLM, RISSKOV

Hjernen

HVER GANG JEG VIL ÅBNE DØREN til min hjerne, har de sat en ny lås i. Jeg vil jo ellers så pokkers gerne fortælle de vitser, jeg kan li’. Mine børnebørn kigger kærligt på mig og smiler til hinanden. Jeg kigger genert den anden vej med dybe rynker i panden.

HANS JØRGEN BUCHBERG, KALUNDBORG

Mennesker er ikke uundværlige, men de er uerstattelige, mener tidligere sygehuspræst Ruth Østergaard Poulsen.

Hverdagshistorier

Mød Ruth Østergaard Poulsen, der som tidligere sygehuspræst ved Aalborg Universitetshospital har været tæt på døden og hjulpet mange mennesker i sorg. I sit arbejde erfarede hun, at vi har svært ved at tale om døden, og hendes opgave var derfor blandt andet at hjælpe familier til at snakke sammen under alvorlig sygdom. Hun mener, at vi har svært ved at snakke om døden, fordi vi tror, vi er uundværlige. Men det er vi ikke, forklarer hun. Hendes råd er, at vi skal turde tale om døden.

”Vi skal tale om døden”

Ruth Østergaard Poulsen har som sygehuspræst været tæt på døden og hjulpet mennesker i sorg

Af Vera Bundgaard Foto: Lars Horn

Iløse gevandter tager Ruth Østergaard Poulsen imod i sommerhuset i Tranum Strand en sommerdag i juni. Himlen er høj, og lige bag klitterne ligger stranden, hvorfra der er udsigt til Svinkløv Badehotel i det fjerne. ”Jeg går 10 kilometer hver dag, når vi er her. Som Søren Kierkegaard sagde, kan man gå sig til mange gode tanker, og der er ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den,” siger Ruth Østergaard Poulsen.

De tunge tanker kender hun fra sit tidligere arbejde som sygehuspræst ved Aalborg Universitetshospital. Gennem to årtier ydede hun her sjælesorg for mennesker i dybe kriser og på kanten af døden. ”Sjælesorg er samtaler med mennesker, der har brug for at reflektere over livet. Det handler ikke kun om døden, men også spørgsmål som ’Hvorfor er vi her?’ og ’Hvad er meningen med livet?’,” fortæller hun.

Samtalerne drejede sig dog ofte om døden, og her erfarede Ruth Østergaard Poulsen, at vi har svært ved at tale om den. Hendes opgave var derfor også at hjælpe familier til at snakke sammen under alvorlig sygdom. Hun skulle tale både med syge og pårørende, fx ægtefæller. Det er to vidt forskellige former for sorg, og der var ofte misforstået hensyntagen til hinanden: ”Jeg plejer at kalde det kærlighedens skjold. En mand, der var syg, sagde til mig: Du må for alt i verden ikke fortælle min kone, at jeg har snakket med dig, for så tror hun, at jeg skal dø. Når jeg så snakker med konen, siger hun, at jeg ikke må sige det til hendes mand. Blandt andet derfor synes jeg, det er så vigtigt, at vi får snakket om døden i tide,” siger hun og fortsætter: ”Én af grundene til, at vi har så svært ved at snakke om døden, er, at vi tror, vi er uundværlige. Det er vi ikke, men vi er uerstattelige. Det er noget andet, og jeg synes, det er en fin skelnen. Vi skal koncentrere os om det, vi er uerstattelige i. Det er der, vi skal lægge vores energi.”

En dømmende Gud

Ruth Østergaard Poulsen voksede op i Thy i det nordvestlige Jylland og har al-

tid gerne villet være præst. For en thybo var der dog langt til studiet i Aarhus, og der var også den udfordring, at hun voksede op i et missionsk miljø. ”Jeg har det svært med gudsbilledet af en dømmende Gud. Det var en evig kamp på sygehuset, hvor patienterne spurgte: ’Hvorfor rammer det lige mig? Hvad har jeg gjort galt?’ Med fornuften ved vi jo godt, at sådan hænger det ikke sammen, men mange har den der med, at det er min egen skyld,” siger hun og tilføjer: ”Som om Gud er en købmand, man kan handle med.” I første omgang søgte hun ind på lærerseminariet i NørJeg har aldrig tvivlet på, at der er en Gud, men jeg har re Nissum, hvor modet voksede til at søge ind og blive optaget på teologistudiet på tvivlet på, hvad han er for én Aarhus Universitet. Det var noget af et miljøskift, men RUTH ØSTERGAARD POULSEN, FHV. SYGEHUSPRÆST der var et varmt studiemiljø. Da hun blev færdig i 1980, vidste hun, at hun skulle ud og arbejde som sognepræst. ”Den deciderede teologi interesserer mig egentlig ikke så meget, men derimod sjælesorgen og mødet med mennesker. Jeg er pragmatiker, ikke akademisk anlagt, og det ville ikke være mig at forske i teologi,” siger hun. Ruth Østergaard Poulsen blev sognepræst i først Vejgaard ved Aalborg og dernæst Dalby ved Kolding, før hun i 2000 blev ansat som sygehuspræst ved Aalborg Universitetshospital.

”Jeg var sognepræst i 20 år og opdagede, at jeg var god til samtalerne, og man skal jo gøre det, man er bedst til. Jeg havde mere lyst til at blive sygehuspræst og snakke med folk på gulvet end at stå oppe i en tønde og prædike om, hvordan det hele hænger sammen,” siger hun med et ironisk smil.

Det akutte fylder

Som præst på et stort hospital fylder det akutte meget. Hun stod blandt andet for nøddåb af for tidligt fødte børn og velsignelseshandlinger for dødfødte. ”Der var nødvielser, der skulle gøres her og nu, fx før en mand skulle ind til en stor operation. Og så var der de pludselige dødsfald: En ung mand, der var faldet i havnen, eller trafikulykker. Det var ikke sjove ting,” fortæller hun.

Eller patienter, der havde ligget længe i respirator, og de pårørende, der måtte træffe den tunge beslutning at sige stop for yderligere behandling. ”Så kunne en sygeplejerske ringe til mig og sige: ’Vi har én, vi skal have ”afsluttet”.’ Det udtryk bryder jeg mig ikke om, for det er et af mange tegn på, at døden er kommet i menneskehænder. Vi kan mere, end vi kan magte,” siger hun.

Ruth Østergaard Poulsen var også præst for personalet, både læger og sygeplejersker.

”De har et stort arbejdspres og står i mange etiske dilemmaer. Jeg skulle desuden undervise dem i, hvad tro er, og hvad det betyder for mennesker i krise. Det kommer patienterne til gode, når personalet har mere viden og respekt for, hvad tro kan gøre,” siger hun. Omvendt skulle sygeplejerskerne forsøge at ’sælge’ præsterne til patienterne, og det kunne de godt have problemer med: ”Folk har et bestemt billede af præster, og de kan også tænke: Er det så alvorligt, at jeg skal have en præst? Det handler om at vinde deres tillid, og det behøver ikke altid at handle om Gud. Jeg opfatter ikke mig selv som missionær, men som én, der skal hjælpe folk til selv at snakke,” siger hun og tilføjer: ”Jeg kommer ikke med Biblen foran mig, men jeg har den med i tasken.”

Herrens mark

Gennem de mange år som sygehuspræst er der episoder, der har gjort indtryk. Ruth Østergaard Poulsen gik på pension i 2019, men der er stadig oplevelser, der hænger ved: ”Når forældre dør fra deres børn, eller når børn dør. Nætterne i skadestuen kunne tage hårdt på mig. Det er meningsløst i én forstand, og der er sager, man aldrig bliver færdig med. Man tager skade af det her arbejde, og jeg har ikke fundet ud af, hvordan jeg har håndteret det,” siger hun.

Hun modtog supervision, men selvbebrejdelsen nagede ofte. ”Jeg blev kastet ind i familier i krise, og når jeg cyklede hjem, tænkte jeg tit: Hvorfor spurgte jeg ikke om det eller sagde sådan? Men som en god kollega engang sagde til mig: ’Husk, at Herrens mark er Herrens, ikke Ruths’,” siger hun og tilføjer, at troen kom hende til hjælp: ”Jeg har aldrig tvivlet på, at der er en Gud, men jeg har tvivlet på, hvad han er for én. Når jeg cyklede hjem, har jeg ofte tænkt: Nu må du tage over.” Hun er dog ikke i tvivl om, at arbejdet som sygehuspræst var hendes rette element. ”Jeg tror, jeg er skabt til at være dér. Jeg er et melankolsk menneske, der helst vil være i det dybe og svære. Jeg tror, at jeg har hjulpet mange mennesker, og får stadig julekort fra børn 15 år efter deres nøddåb eller ved konfirmation,” fortæller hun.

Jeg var sognepræst i 20 år og opdagede, at jeg var god til samtalerne, og man skal jo gøre det, man er bedst til RUTH ØSTERGAARD POULSEN, FHV. SYGEHUSPRÆST

Selvom man er nok så meget præst og troende, kan man alligevel være bange for at dø. Sådan har Ruth Østergaard Poulsen det, og det er også hendes erfaring fra felten: ”Dødsangst er noget diffust, men det handler mere om, at man er glad for livet og bange for at skulle væk fra det her liv, end at man er bange for, hvor man kommer hen bagefter. Det er en urangst i os alle, og den skal deles. Man skal ikke nødvendigvis tage angsten fra folk, men lytte til den og rumme den.”

Ruth Østergaard Poulsens råd er, at forældre skal snakke om døden med deres børn – og få det gjort i tide. ”Gør det en dag, solen skinner. Ring til børnene, og sig, at nu har vi lagt hvidvin på køl og købt ind til en rejemad. Kom forbi, så skal vi have planlagt vores død.”

Det kan godt være, at børnene stritter imod og siger, at I skal da ikke dø foreløbig, men forsøg alligevel.

OM RUTH ØSTERGAARD POULSEN

• Født 1952 i Hurup og voksede op i Elsted i Thy. • Student fra Thisted Gymnasium.

Et år på Nørre Nissum Seminarium og studerede derefter teologi på Aarhus Universitet, færdig i 1980. • Sognepræst i Vejgaard ved

Aalborg 1980-1985 og Dalby ved Kolding 1985-2000. • Sygehuspræst ved Aalborg

Universitetshospital 2000-2019.

Nu pensionist, holder foredrag og er tilknyttet Hospice Vendsyssel og Hjørring Sygehus. • Bor i Aalborg sammen med sin mand, Tommy, og har to børn og fem børnebørn.

Han fangede forbrydere i mange år – i dag fanger han store fisk

Af Mette Fugl Foto: Per Morten Abrahamsen

Hvis man er forbruger af lørdagskrimier, er en standardreplik fra Barnaby eller andre politifolk: ”Better get the forensics to take a look.” Så kommer kriminalteknikerne. Blandt de hvidklædte, der arbejder bag politiafspærringen, kan vi forestille os Bent Hytholm Jensen – forfatter til bogen ’Djævlen ligger i detaljen’. Han sikrer spor efter fingeraftryk, blod, DNA, fodaftryk m.m.

Hvis det ikke er fiktion og kriminalromaner, så er det virkelighedsfortællinger. True crime er et populært tilbud fra mange medier, altså dokumentarer om sande forbrydelser. Det er en genre, der pirrer nysgerrigheden og rammer os med grusomheder. Vi insisterer på opklaring. Hvem er den eller de skyldige?

Det spørgsmål har Bent Hytholm Jensen gennem sit virke som kriminaltekniker i 32 år i et samarbejde med politikredsenes efterforskning forsøgt at finde svar på. Han beskriver arbejdet i bogen ’Djævlen ligger i detaljen’. Den handler naturligvis om, hvordan man kan finde lige den detalje, der fælder en gerningsmand.

Du har været tættere på menneskelig ondskab, end de fleste har. Det må have givet anledning til spekulationer om, hvorfor mennesker bliver onde? ”Jeg kan ikke afvise, at der findes ondskab. Men i mange af de sager, jeg har haft med at gøre, kan man også tale om afmagt hos den enkelte. Ikke at der er undskyldninger for at bryde loven. Aldrig. Måske skal vi bare ikke glemme, at samfundet af og til stiller flere krav, end det tilbyder løsninger. Det kan jo være et hårdt liv med ræset mod altid at være den bedste.”

Sager, man aldrig glemmer

Ondskab er imidlertid ikke til at komme uden om, når Bent skal beskrive en af de værste opgaver, han har haft: Scandinavian Star. ”Det er den tragedie, der har sat sig dybest. Et uhyggelig barskt syn. Branden havde udviklet blåsyre. I et forgæves forsøg på at undslippe var røgforgiftede passagerer faldet om på kahytsgangen, og andre mennesker faldet over dem. Jeg skulle tage billeder af de omkomne og forsøge

Jeg kan ikke afvise, at der findes ondskab. Men i mange af de sager, jeg har haft med at gøre, kan man også tale om afmagt hos den enkelte

BENT HYTHOLM JENSEN, FHV. KRIMINALTEKNIKER

at identificere dem og sende dem i ligposer over i en container og videre til kister i en fiskehal,” fortæller han.

Fra bogen ’Djævlen ligger i detaljen’: ”Den dag i dag kan jeg godt få en klump i halsen og blive grådkvalt, når jeg fortæller om mine oplevelser med bjærgningen på færgen. For mit indre blik ser jeg stadig de forfærdelige scener, hvor voksne og børn lå døde.”

Når en tragedie har sat sig så dybt og i den grad har påvirket én følelsesmæssigt, hvordan kommer man så videre? Var der hjælp at hente?

Bent siger det i bogen: ”Da jeg startede i teknisk afdeling i 1983, gik man ikke så meget op i medarbejdernes mentale helbred. Man forventede, at vi kunne tåle mosten, når vi var ude til gerningsstedsundersøgelser i alvorlige sager. Dermed blev det også vigtigt at have nogle gode kolleger at tale med. Nogle af dem havde mange års erfaring inden for arbejdsområdet, og det kunne jeg læne mig op ad. Det har også været vigtigt for mig at have et godt bagland. Min dejlige familie og gode venner.”

Uopklaret

Det er uomtvisteligt, at det barske miljø kan udløse traumer og give ar på sjælen. Men når Bent gradbøjer det lange liv i tjenesten, siger han: ”Ellers er det jo mest de uopklarede sager, der sidder i én. Især fylder håbet om, at kommende kolleger falder over noget, der kan vise vejen. Det er en misforståelse at tro, at drabssager bliver henlagt. De kan blive stillet i bero, hvis vurderingen er, at man lige nu ikke kan nå længere. Hvis alle muligheder synes udtømte.”

Og tanken om, at der går en skyldig rundt? ”Det er meget svært at håndtere. Der vil altid være et ønske om, at vedkommende ryger i fælden. Men det er

jo ikke sikkert, at gerningsmanden er i live. Hvis personen har været død i to år, bliver sporene slettet i registrene.”

Man kan høre på Bents tonefald, at det ærgrer ham. Man kan også læse det i bogen: ”Det vil efter min opfattelse være nødvendigt at ændre lovgivningen, så politiet i et væsentligt længere tidsrum end to år har tilgængeligt materiale, uanset om personen er død. Man kan selvfølgelig ikke straffe en person, der er død… men der er formentlig pårørende til ofre for uopklarede drab, som gerne vil have en eller anden form for vished om, hvem der står bag forbrydelsen. Og dermed kan få fred i sindet.”

Som nævnt tidligere er kriminalteknikerens arbejde at sikre spor. Han søger efter fingeraftryk, blod, DNA og fodaftryk. Han undersøger afskudte patronhylstre og projektiler for detaljer, og han tager fotografier. Bent Hytholm Jensen har været med til at indføre videorekonstruktioner af forbrydelser. De kan skaffe afgørende vidner.

Hvad vil du beskrive som det vigtigste fremskridt for opklaringsarbejdet i din tid? ”Det er uden tvivl DNA. At vi i dag kan skabe en DNA-profil eller genetiske fingeraftryk ved hjælp af blod, sæd, hud, spyt eller hår fundet på gerningsstedet og identificere matchende DNA fra en mulig gerningsmand. Det var kontroversielt i begyndelsen. Husk bare, at det ud over at fælde folk kan frifinde dem. Men fingeraftryk er fortsat et uvurderligt spor – det bedste og sikreste, vi har. Der findes ikke to personer med identiske aftryk. De bliver udviklet allerede i fosterstadiet. Selv når vi ældes, vil mønsteret altid være det samme. Vi bruger også fingeraftryk, når omkomne mennesker skal identificeres.”

Og hvad så nu efter de mange år i en grum branche?

Bent skubber sin kaffekop til side og beder mig om at følge med. Vi skal ind og se hans store mængde af fiskeudstyr. Og det er imponerende: ”Ja, jeg fisker som en sindssyg,” fortæller han.

Det forekommer indlysende at sammenligne fritidslivet med det professionelle liv. Det er jagten på resultater og viljen til at fange noget, der under alle omstændigheder driver værket. Det gælder om at få fat i den fedeste gedde eller den største laks. Den største indtil nu var på 15,3 kilo. Den præsenteres med stolthed på det klassiske lystfiskerfoto.

Ud over lystfiskeriet har han også skrevet en bog om sit virke. Hvorfor? ”At skrive en bog kan have mange grunde. Selvfølgelig har jeg helt personligt et ønske om, at min familie og mine efterkommere kan få en forståelse af, hvad jeg har arbejdet med. Men gennem foredrag og deltagelse i podcasts har jeg også opdaget, hvor stor interessen er fra almindelige danskere for at høre mere om, hvad mit usædvanlige arbejde gik ud på. Hvis en enkelt potentiel forbryder af frygt for at blive fanget kan blive afskrækket fra at begå noget kriminelt, ville det ikke være dårligt,” siger han.

OM BENT HYTHOLM JENSEN

• Født 11. november 1950.

• Arbejdede som kriminaltekniker i næsten 32 år. Var i en periode vicekriminalinspektør og leder af gerningsstedsgruppen hos Nationalt

Kriminalteknisk Center. Nu foredragsholder og forfatter til bogen ’Djævlen ligger i detaljen’. • Bor i Ishøj med sin hustru. • Parret har to voksne børn og fem børnebørn.

KONKURRENCE:

Djævlen ligger i detaljen

Hvordan er det som kriminaltekniker at finde det spor, som er med til at fælde en drabsmand? Og hvordan er det at overse noget på et gerningssted, som kunne have været afgørende? Som kriminaltekniker gennem næsten 32 år har Bent Hytholm Jensen været tættere på menneskelig ondskab end de fleste. Han har sammen med sine kolleger været med til minutiøst at gennemsøge gerningssteder for at finde de kriminaltekniske spor, der skal til for at løse en sag, og han har været med i opklaringen af nogle af de mest kendte danske drabssager.

Har du lyst til at læse om de sager, Bent Hytholm Jensen aldrig glemmer, kan du deltage i en konkurrence om en af de tre bøger, forlaget Lindhardt og Ringhof donerer til Ældre Sagens læsere. Gå ind på hjemmesiden aeldresagen.dk/konkurrence, og skriv dit navn og din adresse. Eller send os et postkort med navn og adresse, så vi har det i hænde senest 26. oktober. Adressen er: Ældre Sagen, Snorresgade 17-19, 2300 København S. Mærk kortet ”Detaljen”.

Vinderne får direkte besked.

JEG STOPPER ALDRIG MED AT TAGE BLUE BERRY

Kathy fik hjælp med tabletten Blue Berry™ , som indeholder blåbær og øjentrøst, som hjælper med at vedligeholde øjets sundhed. –Jeg er virkelig imponeret, fortæller hun.

–Jeg er i 60’erne og er meget bevidst om, at synet ændrer sig, når man bliver ældre. Jeg vil gerne bevare et normalt syn så længe som muligt. Jeg har tidligere læst om Blue Berry™ tabletterne med blåbær og øjentrøst, som hjælper med at bevare øjets sundhed, og jeg besluttede mig for at begynde at tage dem. –Efter ca. 5 måneder kan jeg kun sige, at jeg er imponeret, og jeg er meget tilfreds med tabletterne. De indeholder blåbær og øjentrøst samt lutein, vitamin A og zink, der hjælper med at bevare et normalt syn. Blåbær er et af mine yndlingsbær, så det er jo meget interessant at det hjælper med at vedligeholde øjets sundhed – det var netop det jeg gerne ville. Jeg stopper aldrig med at tage Blue Berry tabletterne. Jeg fortæller alle jeg kender om Blue Berry og mange af mine veninder er selv begyndt at tage dem.

ET GODT SYN ER LIVSKVALITET

Dine øjne har travlt hver dag. Du læser, kører bil, arbejder foran computeren eller ser fjernsyn, Derfor er det ikke så underligt, at synet har stor betydning for din livskvalitet. Synet ældes naturligt i takt med, at du bliver ældre. Blue Berry tabletten indeholder blåbær og øjentrøst, som hjælper med at bevare øjets sundhed og vitamin A og zink der bidrager til at vedligeholde et normalt syn.

Et ganske særligt blåbær ...

Vaccinium myrtillus er en særlig blåbærart hjemmehørende i Nordeuropa og en af de mest almindelige vilde planter i Sverige. Det fine blåbær-ekstrakt i denne tablet er fremstillet af vilde Vaccinium myrtillus, der er mindre end de kultiverede blåbærarter og værdsat for deres intense farve. Blue Berry™ tabletten indeholder disse storslåede, små, mørkeblå vilde blåbær.

RÅD & VEJLEDNING

Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte New Nordic på :

TLF.: 46 33 76 00

FORHANDLES HER

Blue Berry™ kan købes i Matas, Helsam og Din Lokale Helsekost samt på apoteket. Fås også online på :

www.newnordic.dk

Fra plejebarn til grevinde

Henriette Rostrup har skrevet en bog om Angelica Ewans. Det er historien om en ganske særlig kvinde fra 1800-tallet

Af Kirsten Skaaning Foto: Lars Skaaning og Andreas Hoffgaard

Hun var stædig, målrettet, pyntesyg, til tider uudholdelig. Men også sej og modig i en tid, hvor kvinder grundlæggende havde elendige forhold – især hvis de ikke lige passede ind under gældende normer. Kedelig er hun langtfra, Angelica Ewans, der bliver levende portrætteret i romanen ’Grevinden’ skrevet af Henriette Rostrup.

I bogen kommer vi rundt om et liv, der begynder med hovedpersonens fødsel den 14. december 1870 og slutter, da Angelica Ewans dør i 1914, kun 43 år. Fra en beskeden opvækst som plejebarn hos et ægtepar, der driver en bar på Nørrebro i København, følger vi med hende ind og ud af tre af hendes fire ægteskaber– og er med på rejser til Sydafrika, England og Italien.

I de seneste seks år har Henriette Rostrup rejst i Angelica Ewans’ fodspor for at finde ud af, hvem den kvinde var, som fra ingenting endte med at blive millionær som 30-årig og grevinde som 31-årig og mave sig nedefra og op gennem de sociale lag til de bonede gulve. Undervejs ydmyget af flere af sine mænd og udnyttet som prostitueret af en bordelmutter i Sydafrika.

Angelicas handelstalent

Angelica Ewans ser godt ud og elsker mænd. Valdemar er den første, hun går i seng og bliver gravid med. Han svigter hende og barnet Stella, der bliver sat i pleje som lille, fordi Angelica må tage en plads i huset hos en familie i Kolding. Dengang var det skæbnen for mange ugifte mødre, som havde svært ved at få arbejde med ’et barn på slæb’, som det nedladende blev sagt. (Valdemar er i øvrigt greve – en titel, som Angelica flere år senere bytter sig til via ægteskab med den på det tidspunkt dybt forgældede greve. Da er hun 31 år. Fornuftsægteskabet holder kun få år. Men grevindetitlen er i hus).

I Kolding møder Angelica sin første ægtemand, Arendt. Sammen emigrerer de til Cape Town i Sydafrika. På bryllupsdagen bliver Arendt lempet ud af sine velhavende forældre sammen med en pose penge, fordi han har giftet sig under sin stand. Meningen er, at han skal etablere en forretning langt væk fra familiens åsyn.

Arendt er en døgenigt. Han udfører ikke dagens gerning. I stedet slår han sig på flasken sammen med ligesindede og holder sig heller ikke tilbage fra at slå Angelica. Godt to år holder ægteskabet – til hun mørbanket træder i karakter, samler den smule habengut, hun har, og stikker af. Talentet som forretningskvinde svigter hende ikke. På vej ud ad døren snupper hun Arendts gebis og omsætter det til gangbar mønt hos en pantelåner.

Manden i hendes liv

På bar bund tager Angelica til Johannesburg. Her opsøger hun en kvinde,

Forfatter Henriette Rostrup ved den mindesten, Angelicas datter Stella har sat nær ruinerne af Aldershvile.

Angelica og Arendts forlovelse nov. 1891. Desværre viser han sig at være en døgenigt.

som hun tilfældigt har mødt under rejsen til Sydafrika. Først får hun arbejde i kvindens bar, og senere får hun ’lønforhøjelse’ som prostitueret samme sted, så hun kan spare op til at hente sin datter, Stella, hjem. Det er her, hun møder den mand, der kommer til at betyde allermest for hende.

Adolf Goertz er mineejer, 15 år ældre og rundet af de øverste sociale lag med et engelsk palæ i London.

Vigtigst af alt respekterer han Angelica, som hun er. Hun behøver ikke at forstille sig eller at tilpasse sig de uvante koder i de øvre sociale lag.

Angelicas højeste ønske er at hente sin datter tilbage fra pleje – et ønske, Angelica ikke selv har fået opfyldt af sin mor. Adolf vil gøre alt for Angelica, så Stella bliver hentet hjem og kommer til at bo hos sin mor og Adolf, fra hun er fem.

Angelica og Adolf bliver aldrig gift. De får kun få år sammen. Da han dør af tuberkulose i 1900, har han testamenteret hende, hvad der svarer til 32 millioner kroner i dag, samt et palæ i London. For noget af arven køber hun ejendommen Aldershvile i Bagsværd.

Angelica er nu 30 år og millionær. Et år senere er hun som tidligere nævnt også grevinde.

Ukuelig blandt moustacher

Angelica elsker sin datter, men forstår hende ikke. De to finder aldrig rigtig ind til hinanden. Stella er rolig og har talent for at spille klaver. Angelica går op i manérer og har talent for skønhed, rigdom og et socialt liv blandt overklassen. Og så er hun ukuelig.

Et eksempel fra bogen er, da Angelica er indkaldt til bestyrelsesmøde i den luksusejendom i London, hun bor i. Årsagen er, at der været et heftigt jalousislagsmål i hendes lejlighed. Den slags tolereres ikke i den fornemme bebyggelse. ”Rummet emmer af tyngde og rigdom. Over for hende sidder en imponerende samling kunstfærdige moustacher og buskede bakkenbarter. En enkelt lorgnet og utallige gyldne urkæder,” observerer Angelica.

Hun bestikker bestyrelsen med en stor sum penge til at friske ejendommen op med og undgår således at blive smidt ud af sin lejlighed. Opfindsom som altid og på ingen måde indstillet på at give op.

Voldsom rutsjetur

Det er i ægteskabet med sin fjerde ægtemand, William, at Angelica oplever sin deroute. William er adelig – naturligvis – en levemand. Og en svindler. Han er dannet, fester og bruger løs af hendes formue. Og har – viser det sig – indgået ægteskab under falsk navn. Da hun konfronterer ham med bedraget og tyveri af hendes checkhæfte, får han en af sine lægevenner til at bedøve og tvangsindlægge hende på et psykiatrisk hospital. Utroligt, men sandt efter datidens forhold, fordi enhver læge på den tid alene med sin underskrift kunne indlægge folk uden skygge af en diagnose.

Takket være en samvittighedsfuld læge på hospitalet og Stellas mellemkomst bliver Angelica udskrevet dagen efter.

Næsten ribbet for sin formue lever hun tilbagetrukket sammen med Stella og en husholderske i Aldershvile. En voldsom brand lægger huset øde i 1909. Samtidig går de sidste af hendes værdipapirer op i luer.

Angelica Ewans ender sit korte, indholdsrige og bevægede liv med at ernære sig som pantelånerske. Hun dør af nyresvigt i 1914, 43 år.

Opbrudstider

Er historien om Angelica Ewans interessant i 2022?

I høj grad, mener Henriette Rostrup. ”I dag har vi opbrudstider ligesom i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Kvindernes kamp for rettigheder var i fuld gang. Korsettet blev smidt. Der blev kæmpet for at indføre stemmeret og for, at kvinder kunne bestemme over deres egen krop.

Jeg er selv 52. Da jeg var ung i 1970’erne og 1980’erne, troede vi, at kampen for kvinders rettigheder kun gik fremad. Der blev indført fri abort i 1973. Det var kun et spørgsmål om tid, før vi havde ligestilling og ligeløn. Siden har alt stået stille. Kropsidealer er under lup. Botox-industrien blomstrer. Og retten til fri abort bliver der stillet spørgsmål ved rundtom i verden – også her i landet,” konstaterer Henriette Rostrup.

Angelica Ewans var i tvivl om, om hun støttede kvindekampen. Men i sine handlinger kæmpede hun for sin plads i samfundet på lige fod med mændene. Og hendes sociale bevidsthed fejlede ikke noget.

Da Valdemar fx var hende utro med en af de ansatte, fyrede hun tjenestepigen på stedet. På vej ud ad døren sagde Angelica: ”Er du blevet gravid, skal jeg nok hjælpe dig.”

KONKURRENCE:

En stærk kvinde

Efterskrift: Stella blev uddannet pianist og gift i en sen alder, men fik ingen børn. Hun overlevede sin mand og døde som 92-årig i 1988.

Nær ruinerne af Aldershvile har Stella sat en mindesten over sin mor med teksten: ”Min kære lille gode Mami Ange Evans, Født Pierri.” På stenen er indgraveret Angelica Ewans’ fødsels- og dødsdato.

Angelica Ewans, født i 1870, er ukendt for de fleste – skønt hun har haft en livsrejse som de færreste: Som lille blev hun sat i pleje af sin ubemidlede mor. Med en ukuelig vilje kæmpede hun sig derfra til en plads i samfundet blandt de allerrigeste. Henriette Rostrup har sørget for at gøre den stærke kvinde udødelig i sin bog ’Grevinden’. En mindesten ved Aldershvile satte hende for seks år siden i gang med en research, der har ført forfatteren rundt i verden i sporene på den stærke, målrettede romanfigur. Har du lyst til at læse den vilde historie om grevindens korte og hektiske liv, kan du deltage i en konkurrence om en af de tre bøger, forlaget People’s donerer til Ældre Sagens læsere. Gå ind på hjemmesiden aeldresagen.dk/konkurrence, og skriv dit navn og din adresse. Eller send os et postkort med navn og adresse, så vi har det i hænde senest 26. oktober. Adressen er: Ældre Sagen, Snorresgade 17-19, 2300 København S. Mærk kortet ”Grevinden”.

Vinderne får direkte besked.

Kæmpe trolde i naturen

Multikunstner Thomas Dambo bruger troldene til at hive os ud i naturen

Af Kirsten Skaaning Foto: udlånt af Thomas Dambo

Har du set en mand, der læsser kasserede butikspaller og andet træaffald på sin cykel, kan du have mødt Thomas Dambo – multikunstner og ophavsmand til omkring 93 kæmpe trolde på verdensplan. Lasten af affaldstræ bruger han til at snedkerere trolde af. Kæmpe goliatter, som skal lokke os på opdagelse i naturen.

Som barn kravlede Thomas Dambo altid rundt inde i buske for at udforske, hvad der foregik uden for de slagne stier og veje. Som voksen og elev på Designskolen i Kolding fik han idéen til at lave fuglehuse af skrottet træ. Og fra 2016 er han gået ’all in’ på at fabrikere trolde af affaldstræ.

Isak Stenhjerte

Teddy Venlig, Oscar under Broen, Sovende Louis, Lille Tilde, Thomas på Bjerget og Bakketop Trine er navnene på de seks trolde fra 2016, der er gemt i træer og buskadser på Vestegnen omkring København. Siden har Thomas Dambo skabt 17 flere, som er placeret andre steder i landet. Ikke altid uden udfordringer. Det gælder fx Anker Drømmefanger på Fanø, som på grund af protester er blevet flyttet et par gange. For øjeblikket er trolden opmagasineret, mens kommunalbestyrelsen finder et nyt, passende sted til Anker.

Mere dramatisk er det gået for sig i Colorado, USA, hvor trolden Isak Stenhjerte så at sige er elsket til døde. Isak var anbragt på et plateau, hvor han stablede klippesten som symbol på minedriften i området. Isak blev hurtigt ombejlet af valfartende turister, der ville tage en selfie med ham. Det førte til trafikkaos og efterladt skrald i et omfang, så regeringen til sidst besluttede at skrotte trolden. Thomas Dambo var målløs over beslutningen og har nu gjort sin kæmpe udø-

Oscar under Broen står i Ishøj på Sjælland.

De Seks Forglemte Kæmper – Lille Tilde – København.

Isak Stenhjerte fra Colorado, USA, er blevet fjernet, fordi tusindvis af turister skabte trafikkaos, når de kom for at tage selfies.

Thomas Dambo foran trolden Kamiel i Belgien.

TROLDEKORT

På trollmap.com kan du finde et kort og se flere af Thomas Dambos trolde.

Mikil – en af De 7 Trolde – Boom,

Belgien.

Mama Mimi – Jackson Hole, Wyoming.

delig med reggae-sangen ’Isak Heartstone dræbt af regeringen’.

Troldsplinten i øjet

Det er i øvrigt Thomas Dambo, der selv finder på navne til sine trolde. Det gælder også de knap 70 trolde rundtom i verden, som indtil nu er flikket sammen af genbrugstræ. Kickstarten til troldeuniverset var de seks gemte kæmper på Vestegnen, som lynhurtigt blev kendt verden over. I dag er der trolde i skove, parker og grønne områder i USA, Kina, Sydkorea, Tyskland, Frankrig, Belgien, Luxembourg, Mexico, Chile, Puerto Rico, England, Nordirland, Australien og Singapore. 15 fuldtidsansatte og flere frivillige hjælper firmaet Thomas Dambo Art med at skabe trolde med fødder så store som mennesker. Trolde, der er mellem 5 og 10 meter høje og har de mest overrumplende udtryk. En har jumboøreflipper så store, at fugle bygger reder i dem. En anden en mund så bred, at børn med lethed kravler igennem. Andre signalerer Thomas Dambos blik for den bæredygtige natur, vi skal værne om. I Miami har en gigantisk trold således væltet en bil med sin ene hånd – som en advarsel mod vores uhæmmede brug af fossile brændstoffer.

Thomas Dambos kæmpe trolde er så finurlige, at du kun kan beundre den kreativitet, han lægger for dagen. Og troldsplinten i hans øje har blik for de drilagtige kæmper, som du kan gå på skattejagt efter kloden rundt.

OM THOMAS DAMBO

• Født i Odense i 1979, bor og arbejder nær Roskilde. • Gået på Designskolen i Kolding. • Genbrugskunstner, musiker og rapper. • Legebarn med passion for eventyr, natur og genbrug. • Kendt fra TV-programmerne ’Fra YT til NYT’ og ’Kreakampen’. • Har udført 3.500 fuglehuse og 70 trolde i genbrugstræ. • En trold koster fra 500.000 til 900.000 kr.

• Har i 2020 udgivet bogen ’Den kæmpestore troldefolkefest’.

9 788797316207

KONKURRENCE:

Hjælp Lille Tilde

Der er nogen, der vil fælde skoven og udrydde trolden Lille Tildes hjem. Hun løber ud for at finde nogle kæmpe trolde, som kan hjælpe hende. Undervejs møder hun et barn. De to bliver gode venner og kæmper sammen for at redde skoven og skovens dyr. Historien om Lille Tilde kan du læse i bogen ’Den kæmpestore troldefolkefest’ skrevet af Thomas Dambo. Bogens omslag kan foldes ud til et danmarkskort, som viser vej til de 23 kæmpe trolde af genbrugstræ, forfatteren har udført.

Har du og dine børnebørn lyst til at læse, hvordan det går med Lille Tilde, kan du deltage i en konkurrence om en af de tre bøger, Thomas Dambo donerer til Ældre Sagens læsere. Gå ind på hjemmesiden aeldresagen.dk/konkurrence, og skriv dit navn og din adresse. Eller send os et postkort med navn og adresse, så vi har det i hænde senest 26. oktober. Adressen er: Ældre Sagen, Snorresgade 17-19, 2300 København S. Mærk kortet ”Trolde”.

Vinderne får direkte besked.