Ordet er frit

Hvad var det første, du så i fjernsynet?

Af Liv Mygind Foto: Ulrik Jantzen

Idag virker tanken absurd: Tænk at blive inviteret over til sine naboer eller onkler for at sidde stablet op på puder på gulvet og mast sammen i små, hårde sofaer for at se en 15-tommersskærm vise et TV-program. Måske dreje hovedet og kigge vantro over skulderen for at se, hvor fremviseren burde stå. Det var magisk i sig selv, at der kunne komme et levende billede uden en projektor.

Prøv at spørge dine venner eller naboer (og alle de andre, du kender på 70+), hvad de så i fjernsynet første gang. Hvor var de, og hvem var de sammen med? Min erfaring siger mig, at det er et spørgsmål, rigtig mange kan svare på.

Men kan de ikke lige huske det, så er et rigtig godt bud, at de så Ungarnshjælpen. Det enorme underholdningsprogram blev sendt over tre lørdage i foråret 1957 for at samle ind til de stakkels ungarere, der var blevet sendt på flugt af russerne. Lille Per var med i showet og måtte stå på en stol for at kunne nå de voksnes mikrofon, og reaktionen udeblev ikke. Både brudepar, kendte skuespillere og store erhvervsmænd bidrog til de 3,4 millioner kroner, der blev samlet ind til de fordrevne. Faktisk var programmerne så populære, at det kunne aflæses på salget af fjernsyn. I 1956 var der 15.648 TV-apparater i Danmark. I 1957 voksede tallet til 66.651.

Lidt afhængigt af alder kan den første TV-oplevelse også meget vel have været indsættelsen af dronning Elizabeth i 1953, OL i Rom 1960 eller måske serien om collien Lassie.

Alle de nævnte programmer var naturligvis i sort-hvid, for farvefjernsynet kom først til Europa i 1967. Og dog: Nogle få var så heldige at kunne se TV i farver allerede i 50’erne. Nogle TV-forhandlere solgte nemlig et farvefilter, som man kunne sætte foran TV-skærmen, så den blev grøn forneden, orange i midten og blå foroven. Den farveskala passede bedre til 'Lassie'-filmene end til Ugerevyens billeder fra Rigsdagens åbning, hvor alle politikerne stod der med grønne sko og orange tøj og var helt blå i hovederne.

I dag er der cirka lige så mange TV-apparater i Danmark, som der er mennesker, og dertil kommer de computere, tablets og mobiler, som vi ser TV på. Og der er helt sikkert ingen unge mennesker, der kan huske deres første TV-udsendelse.

På mange måder nyder jeg godt af det store udbud af streamingtilbud, men udviklingen har en pris. For jeg savner dengang, TV faktisk skabte minder – når alle så det samme program på samme tid, gav det en følelse af fællesskab. Jeg savner også minutterne efter udsendelserne, hvor der kom prøvebillede eller sne. Underholdningen stoppede. Det var tid til at kede sig. Den pause savner jeg inderligt, og jeg tror, hele vores kultur lider under manglen på kedsomhed – den ægte prøvebilledekedsomhed, som giver tankerne mulighed for at vandre og dagdrømme.

Alting var selvfølgelig ikke bedre i gamle dage, men lige på dette punkt forbeholder jeg mig retten til nostalgi. Hvem der bare kunne se en mindeværdig TV-udsendelse sammen med sin onkel eller nabo og runde af med et prøvebillede.

OM Liv

Ud over at være mor til to vilde børn og gift med en høj, glad mand er Liv Mygind dårlig til at aflevere biblioteksbøger og god til at parallelparkere. Hun er uddannet journalist og har gjort det til sin levevej at hjælpe ældre mennesker med at forevige deres livshistorier som podcast. Blikket ind i ældres liv inspirerer hende til at sætte spørgsmålstegn ved hverdagslogikken anno 2022.