Vendepunktet

Banken skal aldrig mere have lov til at bestemme over vores liv

Den dag, motorsaven skar sig ind i benet på Gunnas mand, Søren, tabte han en masse blod og var heldig at overleve. Men ulykken førte også et økonomisk tab med sig. Og pludselig forstod Søren og Gunna, hvor sårbar deres økonomi var

Af Liv Mygind Illustration: Maria Wandel

”Da banken havde lukket vores konti og bedt os sælge gården, bestemte vi os for, at vi ikke måtte låne penge mere. For det var gået op for os, at hvis man låner penge, så afgiver man noget af sin selvbestemmelse”

SKRIV TIL OS Har du oplevet, at dit liv ændrede sig fra det ene øjeblik til det andet? Så hører vi gerne fra dig, og så er det måske dit vendepunkt, vi dykker ned i næste gang. Skriv til vendepunktet@aeldresagen.dk, eller send et brev med dit navn og din adres-se til: Ældre Sagen, Snorresgade 17-19, 2300 København S. Mærk brevet: ”Vendepunktet”.

Af Liv Mygind Illustration: Maria Wandel

”Vi købte gården lidt over evne i 1986, men banken troede på os, så det gjorde vi også. Vi lånte til en rente på 22,56 %. Men vi var glade, for vi elskede vores gård og vores landsby, Røgen, hvor vi havde boet i fire år. Landsbyfællesskabet var begyndt som et kollektiv, og nu kendte vi alle. Børnene nød også pladsen på gården og havde heste og kørte motocross, og vi havde endelig fundet et sted, hvor der var tilpas mange projekter til, at vi kunne se os selv blive her i rigtig mange år.

I september 1991 var vores økonomi ikke så god efter sommeren, for vi havde begge holdt lang sommerferie, og vi så derfor frem til, at Søren som skovarbejder skulle begynde på pyntegrøntsæsonen. For her var gode akkorder, og han tjente næsten halvdelen af sin løn om efteråret.

Mandag den 16. september 1991 sidder jeg ved spisestuebordet og taler med banken i telefonen. Vi har netop taget endnu et lån – denne gang for at købe en ny bil, og jeg skal have banken til at sætte pengene ind på bilforhandlerens konto. I det samme kører en ambulance med udrykning gennem byen.

Hvad jeg ikke ved, er, at det er Søren, der ligger i ambulancen. For cirka 12 minutter tidligere har han løftet sin motorsav for at skære en granstamme over. Men han har ramt træet skævt. Saven har slået bagud, og han har fået krydsede arme. Han har holdt fast i saven og mistet kontrollen. Saven har skåret sig ind i hans lægmuskel bagfra og taget halvanden centimeter af benet helt frem til skinnebenet.

Hans makker, Orla, har ikke hørt ham råbe, for han har gået og savet med høreværn på. Så der har han ligget i skovbunden med støvlen fuld af blod og ude af stand til at gå. Han har fået slæbt sig på armene op til deres bil og vinket til Orla. Orla er kommet løbende, og da han har set blodet, har han smidt Søren ind bag i deres Hanomag-varebil og kørt til Falck-stationen, der ligger en kilometer væk. Falck har fået standset blødningen, og en ambulance med udrykning kører ham nu på hospitalet, hvor han de næste cirka syv timer ligger på operationsbordet.

Vendepunktet kommer først senere. For i begyndelsen er vi bare glade for, at Søren har overlevet, og senere bliver vi glade, da det ser ud til, at benet bliver reddet.

Men det viser sig, at arbejdsulykkeforsikringen ikke dækker, da han har skåret sig i benet med sin egen sav og ikke arbejdsgiverens. Så Søren får ingen penge. Hverken fra kommunen eller forsikringen.

Efter nogle uger ringer banken og siger, at de har lukket alle vores konti. For de kan se, at Søren ikke tjener penge, og de har hørt om ulykken og regner ikke med, at han kommer til at tjene penge foreløbig. Vi er i chok. Min lærerløn kan lige dække vores afdrag til banken, men vi har ikke noget at leve for. Og så indkalder banken os til møde. Vores bankrådgiver præsenterer en plan for os. Han vil have, at vi skal sælge gården, og vi skal regne med et tab på 400.000 kroner, som vi kan afdrage til banken over 10 år. Bankrådgiveren foreslår os at leje et billigt hus ude i skoven.

Vi går fra mødet og tænker: Hvad! Hvad forestiller de sig? Det skal banken fandeme ikke bestemme.

Det er så hæsligt, at banken nu bestemmer over vores liv, og det vil vi bare ikke.

Da naboerne hører, at vi måske bliver nødt til at sælge, laver de uden vores viden en anonym indsamling. Det er enormt rørende, den dag vores nabo Lars kommer med en kuvert og lægger den på bordet til os og siger, at naboerne i byen har samlet 11.000 kroner ind. Det er ret imponerende, at byen kan mobilisere sådan en omsorg. Det gør, at vi kan blæse på, at banken har spærret vores konti.

Og det er netop da, at vi beslutter os for aldrig mere at låne penge. Vi vil aldrig mere risikere, at banken kan bestemme over vores liv. Det bliver et vendepunkt.

Vi laver budgetter og går fra at bruge 8.000 kroner om måneden på mad, gaver, forsikringer, TV, smøger, benzin med mere til kun at bruge 4.000 kroner. Der går sport i at spare.

Og vi finder også ud af, hvor vi kan få nye indtægter. Vores golden retriever, Camilla, hjælper os ved at få hvalpe to gange i løbet af de næste år. Hun får otte hvalpe hver gang, og de kan

Lyt til VENDEPUNKTET

Lyt til podcasten, hvor Gunna fortæller mere om ulykken, der ramte familien og betød trange år med stram økonomi. Du finder podcasten i din foretrukne podcast-app ved at søge på Vendepunktet eller på Ældre Sagens hjemmeside, aeldresagen.dk/podcast, eller du kan bruge kameraet på din telefon og scanne QR-koden her.

sælges for 4.000 kroner stykket. Det er et gevaldigt tilskud til vores husholdningsbudget.

Og så siger vi til hinanden, at fra nu af handler det om, at der skal afvikles gæld. Vi bliver ved med at leve stramt, og alt, hvad vi kan undvære, går til afdrag. Så snart vi kan afvikle et lån, gør vi det.

Og vigtigst af alt: Vi låner ikke flere penge til noget som helst. Vi køber ikke noget, før vi har pengene til det. For det er gået op for os, at hvis man låner penge, så afgiver man noget af sin selvbestemmelse.

Sørens ben klarer skærene, og han kommer tilbage i job som skovhugger og bliver endda topskærer, hvor man kravler rundt med en motorsav øverst i trækronerne.

Men oplevelsen med banken, der tog styringen over vores liv, kommer til at forme resten af vores liv. Det tager os fx 15 år at sætte vores gård i stand, for vi køber kun to nye vinduer ad gangen, og vi køber først, når vi har sparet op til dem. I løbet af cirka 10 år genvinder vi fuld kontrol over vores økonomi, og vi ved nøjagtig, hvad vi har. Og siden dengang har vi aldrig købt noget, før vi har haft penge til det.

OM GUNNA

• Født i 1952 i Randers.

• Uddannet lærer og har undervist i matematik i udskolingen på Skovvangskolen i Hammel i 37 år.

• Er gift med Søren, som hun har været kæreste med, siden de var 16 år. De har to børn og fem børnebørn. • Planlægger at sælge gården – denne gang er det frivilligt – og bygge et lille hus i deres naboers have i Røgen, tæt på forsamlingshuset, hvor der er masser af aktiviteter.

LÅN I 1980’ERNE OG I DAG

I 1980 betalte man i gennemsnit 20.000 kr. i renter om året for et lån på 100.000 kr. Det samme lån vil i dag koste ca. 2.700 kr. i renter om året.

Siden anden halvdel af 1800-tallet har bankernes gennemsnitlige ind- og udlånsrenter varieret markant. Fælles for begge renter er dog, at de toppede i 1980 ved henholdsvis 12 og 20 %, og i dag (juni 2022) er de på et historisk lavt niveau på cirka henholdsvis -0,4 % og 2,7 %. De rekordhøje renter i begyndelsen af 1980'erne skal ses i lyset af den økonomiske situation, som Danmark var i. Danmark havde gennem længere tid haft underskud på betalingsbalancens løbende poster. Underskuddet førte til devalueringer af kronen over for den tyske D-mark op gennem 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne. Devalueringen bidrog til høj inflation, der nåede op på over 10 % pr. år, og yderligere forventninger om stigende inflation pressede renterne op.

Kilde: Danmarks Nationalbank, juni 2022