Kirkebladet april 2016

Page 1

LYNGE • UGGELØSE SOGNE

KIRKENYT www.lyug.dk

April - september 2016

En præst siger farvel

Af Jens Fogh

Tillad mig at bruge dit kirkeblads spalteplads på at sige farvel. Jeg skal flytte. Jeg har fået et nyt embede. Jeg er blevet sognepræst og natkirkepræst i Helligåndskirken på Strøget. Det er med en fornemmelse af afslutning, at jeg har kørt igennem Lynge-Uggeløse den sidste måneds tid. Det sted, der først var fremmed, så blev velkendt og mit hjem, vil nu på et tidspunkt igen få den varme fremmedhed, som et godt minde har. Jeg vil blive et navn på en tavle i Lynge Kirke, der står 2011 – 2016 ud for. Jeg forlader noget, jeg har været rigtig glad for. Og hvor har jeg lært meget som præst her i Lynge-Uggeløse! Og endnu vigtigere: hvor har jeg lært mange mennesker at kende. Mange som jeg vil komme til at savne. Jeg vil komme til at savne byen, og det særlige fællesskab her. Jeg ser frem mod det nye, der skal komme, men det er også med et vemod, at jeg rejser herfra. At jeg stopper som præst i Lynge-Uggeløse, får mig selvfølgelig til at se tilbage. Det har været et privilegium i samarbejde med kollega, frivillige, personale og med støtte fra menighedsrådet at være med til at starte ting op som: Spaghettigudstjenester, minikonfirmander, meditationsgruppe, salmer- og sangteknik, prædikengruppe, foredragsrækker, børnekor og visionsarbejdet

i menighedsrådet. Jeg har været glad for at kunne give mit bidrag til at køre de nye ting i gang. Alligevel er det det helt grundlæggende præstearbejde som alle samtalerne, konfirmandundervisningen, gudstjenesterne og alle de kirkelige handlinger, der fylder mest, når jeg nu kigger tilbage. Det er jo også det, der fylder mest i selve arbejdet. Og jeg er stolt af og føler mig privilegeret over at have været en del af at være kirke for så mange mennesker her i Lynge-Uggeløse. Noget af det, der har gjort størst indtryk på mig, er bisættelserne og begravelserne. Det var ikke noget, jeg tænkte særligt over, da jeg blev præst, at jeg ville få betroet så mange livshistorier. Det er en helt unik tillid, man bliver vist som præst. Tak for tilliden! Når man hører så mange livshistorier, så kan man jo ikke lade være med at tænke på, at man også selv har en udløbsdato. Jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis er sundt at blive mindet om det så ofte. Men det er nu engang en del af jobbet. Når jeg tænker på det nu, er det vel fordi, jeg selv skal tage afsked. Der er godt nok ingen, der er død. Heldigvis. Men ligesom når nogen er død, så tænker man over alt det, der har haft betydning. Det er også en af grundende til at begravelser og bisættelser er meget intense. Det er sørgeligt, det er hårdt, men det er også fortættet liv. Sådan fortætter de sidste 4 ½ år sig også nu.

William de Brailes. Midten af det 13. århundrede. Disciplene venter i spænding den, der skal komme i pinsen: Helligånden.

Mens jeg skriver alt det her, nærmer vi os påsken, og når du læser det, er vi på den anden side af den, og vi nærmer os pinsen. Påsken er både død og afslutning og opstandelse og ny begyndelse. Når ting afsluttes i vores liv, så har vi brug for at tro på, at der kommer noget andet i stedet. Det er selvfølgelig ikke så vanskeligt, når man har søgt en stilling og fået den. Men andre gange tager livet en drejning, der efterlader os uden alt det, vi troede, vi havde. At tro på opstandelse handler om at leve i håb. Både håb i livet, men - og det er det forunderlige i kristendommen – også et håb, der går udover døden. Nu er pinsen på vej. Vi fejrer Gud, som den der er nærværende i verden med ånd og vejledning. Det har vi brug for i hverdagen, og vi har ikke mindst brug for det, når vi tager hul på et nyt kapitel. Den kristne tro er, når alt kommer til alt, troen på, at vi er i gode hænder. At fremtiden tilhører Gud. Det er en tro, der giver én mulighed for at slippe alle bekymringerne bare en smule og kaste sig ind i det nye. Gud i vold!

Afskedsgudstjeneste søndag d. 24. april kl. 10:30 i Lynge Kirke. Efter gudstjenesten vil der være reception i Præstegårdslængen.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.
Kirkebladet april 2016 by Alette Hoffmann - Issuu