LYNGE • UGGELØSE SOGNE
www.lyug.dk
December 2015 - april 2016
Lyset skinner i mørket Julebudet til dem, der bygge her i mørket og dødens skygge, det er det lys, som, aldrig slukt, jager det stigende mulm på flugt, åbner udsigten fra det lave, trøster mildelig mellem grave. Julebudet i vinterens vånde, det er Gud faders varme ånde, menneskefaldet til frelse vendt, menneskets adel på ny erkendt, hjertets ret til at kæmpe og vinde evig slået fast trods hver en fjende. Julebud under storm og torden melder og giver fred på jorden, fred til at stride vor strid med mod, fred til at vente på enden god, højt under medbør og dybt i sorgen, fred for både i går og i morgen. Julebudet til dem, der græde, det er vældet til evig glæde. Glæd dig da kun, du menneskesjæl, stinger end ormen endnu din hæl Favn kun trøstig, hvad Gud har givet, løft dit hoved og tak for livet!
(J. Chr. Hostrup 1881 og 1884. Den Danske Salmebog nr. 129)
Af sognepræst Martin Corfix Vi kender ellers teologen og præsten, Christian Hostrup, som forfatteren til de folkelige komedier og sangspil, ”Genboerne” og ”Eventyr på Fodrejsen”. Men også Hostrup mødte den store sorg i sit liv, for han mistede 3 af sine 6 børn og kendte til at sidde knuget af sorg i juletiden. Kan vi da her i mørket og dødens skygge mobilisere nogen form for juleglæde i år, når nu ondskaben triumferer i verden? Jeg tænker selvfølgelig på den islamistiske terror i Paris, vi lige igen har oplevet med mange myrdede mennesker. De var gået i byen fredag aften på steder rundt omkring i Paris, der netop afspejler den vestlige livsform, men i islamisternes øjne er udtryk for vantro og dekadence: det nationale fodboldstadion, på barer og restauranter og spillestedet, ”Le Bataclan”, fyldt af unge, livsglade, festende mennesker. Det var den helt almindelige, åbne, tolerante og liberale franske hverdag - og dermed også vores civilisation med oplysning og frihed - de islamistiske kujoner forsøgte at likvidere. Vi føler med alle ofrenes familier, der denne jul sidder
KIRKENYT
tilbage med knuste liv og dyb sorg, der aldrig forgår. Kan vi da mobilisere et minimum af juleglæde under sådanne forhold? Jesusbarnet i krybben er jo ikke den himmelske fortryller, der kommer og knipser med fingrene, og så er det hele væk, alt det modbydelige, alt det, der gør ondt og gør os utrygge. Nej, vi lever stadig i den virkelige verden, men forskellen er, at Kristus nu er hos os i denne verden med sin kærligheds lys. Vi er ikke alene i verden, selvom vi kan føle det sådan en gang imellem. Han er hos os i mørket og har tændt sit kærligheds lys med stjernen over stalden i Betlehem.Mørketerstadigmørke,mendeterikkelængere uigennemtrængeligt. For barnet i krybben er hos os i sin ånd og rækker os glæden og freden på trods af alt det, der truer i tiden. ”Min fred giver jeg jer, men jeg giver ikke, som verden giver”, siger Jesus. Den fred, Jesus giver, er hjertets fred, - lidt i tråd med det, der ligger i Winston Churhills ord, da han talte til det britiske folk i maj 1940, hvor England stod på vippen til at forgå som fri nation, hvis Nazi-Tyskland fik held til at invadere ø-riget: “Det vil koste blod, sved og tå-
Kaj Munks drabssted med mindekorset ved Hørbylunde Bakke ved Silkeborg. Foto: Søren Bidstrup
rer, men i dag er der fred i vore hjerter!” Chr. Hostrup siger det samme på sin måde: “Julebud under storm og torden melder og giver fred på jorden”. Den hjertets fred, som gør, at vi kan “stride vor strid med mod”, den hjertets fred, der er skænket os, fordi julebudet jo blev til påskebudet med Kristi sejr over døden, og vi kan derfor sige ”fred til at vente på enden god! Højt under medbør og dybt i sorgen, fred for både i går og i morgen”. Kristentroen forkynder, at vi ikke skal være bange. ”Frygt ikke!” sagde englene på marken til hyrderne, da de forkyndte dem den store glæde, at nu var verdens frelser født, og at de ville finde barnet svøbt og liggende i en krybbe i en stald. Dette ”frygt ikke!” lyder igen og igen gennem evangelierne, hvor Jesus forkynder frygtløshed, hvor der ellers virkelig er noget at frygte. Vi må være frygtløse og ikke naive. Der er desværre ingen grænser for, hvor naive mange vestlige intellektuelle og meningsdannere har været, når de søgte at bortforklare eller placere skylden og ansvaret for militant islam på ofrenes side! Frygtløsheden må mobiliseres i kampen mod ondskaben i verden. Vi må aldrig opgive og lade os kujonere eller overmande af islamistisk totalitarisme men stå fast på det græsk-romersk-kristne grundlag for vores civilisation og huske på, hvad Johannes skriver i sit juleevangelium, - ”lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke” – mørkemændene får aldrig bugt med verdens lys, Kristus. Du ved det nok, mit hjerte, du ved, at Gud er stor; men stor er og hans fjende, så tit du det erfór. Velan! så får du kæmpe og tro trods fald og brud, at stor er vel Guds fjende, men større er dog Gud.
(Kaj Munk 1938 Den Danske Salmebog nr. 634)