AIU #7 by Sophie Amalie

#7 September-Oktober 2012 1

Leder Ord: Sophie Amalie Fälling

Et kærlighedsbrev med tårer Denne leder vil jeg gerne dedikere til 4 forskellige mennesker. 4 mennesker som virkelig har gjort noget for mig denne sommer. De første er jer to piger jeg mødte i kiosken på Rantzausgade. Lad mig skitse det op for alle jer, der ikke aner hvad jeg taler om: Jeg kommer ind i en kiosk, og skal købe mine sædvanlige gule kings – der står to piger foran mig og er ved at betale. Jeg stiller mig pænt i kø, og venter. Da pigerne er færdige med at betale, og vender sig om for at gå ud – sker følgende. Pigerne stopper op og kigger på mig (jeg bemærker også her deres fine farveforskel fra ansigt til hals). De siger så: ”Ej.... er det ikke dig der laver det der Alice In Underland?” Hvortil jeg svare: ”Jo det er det.” Og her kommer deres gyldne sætning, mine damer og herre: ”Ej, vi har hørt du skulle være vildt snobbet” Og det er så her jeg tænker: Hvem er i? Hvem har fortalt jer det? Hvorfor ved i hvem jeg er? Hvorfor sker det her? Mit ansigtsudtryk var forstenet, og kiosk manden måtte afbryde min trance ved at sige ”Undskyld, hvad var det du skulle have?” Da jeg chokeret fortæller historien til mine venner, får jeg følgende bemærkning: ”Har du seriøst regnet med at folk ikke tager stilling til hvordan du er som person, uden at kende dig?”

Jeg var i dyb chok – er STADIG i dyb chok. Er det helt normalt at folk tager stilling til hvordan andre mennesker er som person, uden at kende dem? Jeg blev rigtig ked af denne situation, men som det som så meget, så må man jo takle situationen på bedste vis. Så:

Kære jer to piger fra kiosken, jeg vil rigtig gerne invitere jer på en kaffe og en kage, på min regning – så kan vi lære hinanden at kende, for jeg har endnu ikke taget stilling til hvordan i er. Kærlig Hilsen Sophie Amalie Fälling, hende der bor i NV.

En anden jeg gerne vil have lov at dedikere denne leder til, er en gammel ven. Ham har i faktisk hørt ret meget om. Jeg vil ikke sige så meget. Ikke så meget andet, end at jeg er rigtig glad nu. Det kunne ikke være bedre. En stor knude i min mave er løsnet. Tusinde tak. En sidste person, er en jeg er blevet mere end almindelig glad for over sommeren. Men hvor tit har man ikke hørt det? ”Jeg er blevet glad for en over sommeren.” Nogen gange er det bare en sommer ting, nogen gange er det bare et en-gangs-knald, men så nogen gange, er det lidt mere end bare det. Jeg har tit tænkt på hvordan det egentlig sker. Hvordan og hvornår er det vi beslutter om hvorvidt noget kun er en én gangs ting, eller der faktisk er mere i det. Hvor mange forhold er vi i virkeligheden gået glip af? Hvor mange hjertesorger har vi undsluppet? Jeg ved det ikke, men jeg har i hvert fald fanget en af de der søde drenge. Der er ikke så mange af dem tilbage, dem, som bare er søde. Dem som passer på dig, dem som aer dig over håret og siger ”jeg elsker dej” og griner. Man siger at én ud af tusinde er født i empatiens tegn. Det er dem der opretholder resten af menneskeheden. Tak til alle jer, jeg tror jeg har samlet en del af jer efterhånden.... jeg håber i bliver ved med at opretholde mit liv. Tak for en helt uforglemmelig sommerferie. En ferie med kriser, gode dage, lange nætter, badeture, vin og sankt hans torv. Pernille, Veronica og Clara – i har i den grad sørget for en ualmindelig heftig sommerferie. Tak

Sophie Amalie Fälling Tino Hanson Skribenter: Fritjof Nørretranders Morten Holm Rasmussen Fleur Marie Marcus Mortensen Anna Davidsen Kristoffer Reynolds Christine Monberg Mats Magnussen Josephine Roshni Wiig Tino Hanson Sophie Amalie Fälling Fotografer: Tino Hanson Anna Davidsen Emilie Hoppe Younes Ghazouani Gústi Goo Thor Lodberg Emil Hougaard Alexander Lissalde Ihsan Tahir Sophie Amalie Fälling

Redaktionen

De har lavet Alice In Underland #7

Korektur: Twigg Safai Grafik og layout (gæst) Magnus Kristoffersen

Foto: Alexander Lissalde

PATO SIEBENHAAR

Af Sophie Amalie Fälling

En gammel rotte i spillet Alexander og jeg møder Pato i hans lille studie på Vesterbro Det er ikke stort, men det er hyggeligt og har alt, hvad det behøver. Du kender Pato, du har sikkert også en mening omkring ham. Det er måske ikke så underligt, når man har været i spillet så længe, som hr. Pato her har. Pato hedder ikke rigtig Pato. Han hedder Martin Siebenhaar, og som han selv siger: ”Det er lidt forskelligt, hvad folk kalder mig, afhængigt af, hvor de kender mig fra. Publikum kalder mig Pato, min gamle folkeskolekammerater kalder mig Felix, mens min familie kalder mig Martin”. Jeg spurgte Martin, om der er forskel på Martin og Pato, og det mener han ikke selv. ”Jeg prøver at være den, som jeg er – også når jeg optræder. Jeg vil gerne vise publikum, hvem jeg er gennem min musik”.

Muren Martin har været i spillet længe. Det siger han også selv. Han har ikke noget sikkerhedsnet, ingen ekstra uddannelse. Men frygten for at ramme muren, prøver han ikke at tænke på for meget. Sådan som tingene er nu, kan han leve af det, betale regningerne og få mad på bordet. Men da snakken lander på emnet omkring alle de unge, som hitter nu, så er han ikke i tvivl om, at nogle af dem måske en dag vil ramme den omtalte mur – og det er måske helt okay. I følge Martin, så skal man gøre det, som man godt kan lide, og man skal gøre det nu – at man så måske ikke kan lide at gøre det om 10 år, det må man tage til den tid. Noget, som Martin synes er fedt ved den nye ungdom, er, at de er ligeglade med, hvad der blev lavet for 10 år siden. ”Det kan godt være, at de laver noget, som nærmest allerede er blevet lavet for 10 år siden, men det

er de sgu da ligeglade med – det, synes jeg, er sejt!” Om de unge løber ind i muren, ved vi ikke, men som han selv siger: ”Det, der sker lige nu, er rigtig spændende”.

Musikbranchen Jeg spørger Martin, hvordan han synes at hele musikbranchen har udviklet sig, hvortil han svarer: ”Jeg synes, at den har udviklet sig positivt. Musikbranchen er, som den er, men i dag er det kun dem, der virkelig brænder for musikken, der stadig er her. Folk, som går ind i musikbranchen for pengene, forsvinder også ret hurtigt igen, for der er ikke ret mange penge at hente i den danske musikbranche. Så alle dem, der er her nu, det er folk, som brænder for musik og intet andet. Det, synes jeg, er positivt.”

At være ung Martin har mange projekter i gang med ungdommen. Da vi interviewede Danni Toma sidste måned, kaldte han Martin for ”Onkel Danny – ham der passer på os andre”. Jeg spørger Martin, hvordan han overhovedet har det med at være den lidt ældre i blandt de unge. ”Jeg tror, at jo ældre man bliver, jo mere accepterer man, at intet er statisk. Intet forbliver det samme. Alting ændrer sig. Og jeg tror at jo mere man acceptere dét, jo mindre bitter bliver man. Der er mange af dem fra min generation, der siger, ”jamen, det var federe dengang i 90’erne” osv., og jeg var selv til mit første jungle arrangement i ’94 i den grå hal, og rendte rundt og røg dårlig hash til en 50’er, så jeg ved, at jeg har udviklet mig meget. Jeg er blevet en mere rundet person. Jeg er ikke så meget en narrøv, som jeg engang har været (griner).” Jeg er ikke i tvivl om, at jeg taler med en meget tålmodig, rar og venlig person,

når jeg taler med Martin Sibenhaar. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at jeg taler med en barnlig sjæl (på den gode måde).

Ny plade Pato har lige udgivet et nyt album, som hedder ”Ca. Lige Her”. Anmeldelserne har været meget svingende. Selv siger han, ”jeg er meget stolt af dette album.” Det er et rocked album, som jeg personligt synes er helt fantastisk. Martins egen plan findes ikke rigtigt. Han har ikke nogen pensionsopsparing, så han vil tage udfordringerne, som de kommer, og prøve ”at få dette her shit til at flyde”. ”Er du bange for, at du løber ind i muren?” Der er stille i 5 sekunder, men Martin er ikke bange for at løbe ind i muren – for så havde han sgu nok allerede gjort det. Som han siger: ”Nu bor vi jo heldigvis heller ikke i Uganda”.

Pato’s første hit var singlen ”Nighthawks” der blev P3’s ”Ugens Uendgåelige” tilbage i 2005 Husk! Pato dropper sit mixtape ”Black Cheese Mixxtape Vol. 2” den 8 Oktober!

NØRREBRO af Christine Monberg Som ny tilflytter vil nogen måske mene, at jeg ikke er den rigtige til at fortælle om Nørrebro. Her må jeg sige til mit forsvar, at dette er en subjektiv udlægning af, hvad der er mit Nørrebro. Og måske er det netop dét, der er så smukt ved dette sted: at der er rum, for at forskellige liv kan leves på kryds og tværs på deres egne præmisser. Der er plads til stort og småt, og livet leves side om side uafhængigt af religiøse og kulturelle overbevisninger. Symbiosen mellem folket regerer og rekrutterer hele tiden nye sjæle til unikke Nørrebro mentalitet.

… Velkommen.

Man bliver allerede gjort klar ved indgangen. Dronning Louises bro afmærker skellet mellem byen og landsbyen, som Nørrebro også er blevet kaldt. På varme dage bydes man her velkommen af de solhungrende sjæle på broen, og straks føler man en form for folkelig samhørighed fra de åbne ansigter og undergrundsbassen fra en højtaler på en ladcykel. Nørrebrogade er hovedåren i den pulserende bydel. Her vibrerer gaden under mig mens der ryddes op efter nattens udskejelserne på den røde asfalt. Neonlysene venter på, at mørket igen bader gaden i uvished, så de kan stråle i asfalten og lyse gaden op, som meningen er. En gulddealer afbryder min tankestrøm, da han råber til hans ven ved siden af på et sprog, som jeg ikke forstår. Ud falder en mand fra Café Louises, og med en snert af beundring undrer jeg mig

over, at han kan holde til de tidlige timer. Jeg stopper hos min cykelhandler og pumper mit dvaske bagdæk. Han giver mig et stykke chokolade og spørger, hvordan det ellers går. Cykelhandleren minder mig om den lille Inder, der altid optager flere kvadratmetre af dansegulvet på Drone. Jeg overvejer kort, om jeg skal gøre ham kunsten efter i aften og drikke gulddamer med de andre entusiaster i den lille kælder. En kvinde støder ind i mig, hendes lille hund kigger uforstående, og hun kigger vredt på mig gennem hendes mørke solbriller. Jeg siger til mig selv, at hun nok havde haft mere brug for chokoladen end jeg. På vej ned ad Stefansgade til Nansensgade anno 2012 – bedre kendt som Jægersborggade – flyver mine tanker væk til Berlin. Pludselig føler jeg mig på den gode måde langt væk. Her kan du kan få dig en omgang fashionabel grød eller spille billard stille og roligt. Assistensen (Assitens Kirkegården, red.) trækker i mig, for her er gode råd fra de gamle, varme gravsten billige. Meyers brød er blødt og sammen med den luksus version af to go-kaffe fra Coffee Collective i hånden, går tiden i stå over de døde på kirkegården. Ved Nørrebro Station svæver en let dunst af gammel fisk rundt. Grønthandlerne på den anden side af stationen er de billigste, og jeg krydser med glæde fiskelugten og vejarbejdet for at få fat i ti citroner for en tier. Tilbage i de vante rammer har jeg overblik. Fra fjerde sal er der den nødvendige ro og perspektiv. Med tanken om at pulsen dernede stadig slår stærkt, og festen aldrig stopper, ånder jeg ud. Natten sænker sig over Nørrebro, og de fluorescerende neonlys tændes på ny. I morgen står solen atter op over landsbyen.

Høretelefoner Her i AIU, elsker vi musik, og vi ved alle, hvor vigtigt det er, at havde et par gode høretelefoner til sine tunes. Det gik op for mig for et par måneder siden, hvor skod mine høretelefoner var. Jeg har et plads i mit hjerte for høj kvalitet – især når det kommer til musik. Jeg sad og brugte et par dage på at se på internettets udvalg af høretelefoner. Jeg blev især tiltrukket af Bose’s høretelefoner og selvfølgelig Beats by Dr. Dre. Bose havde klart den bedste lyd, men da jeg begyndte at kigge på Monster Beats Solo, var min beslutning taget. Første gang jeg satte mig til at høre musik med dem, gik det op for mig, hvor meget jeg var gået glip af. Et par gode høretelefoner ændrer virkelig ens opfattelse af musik. Jeg blev opmærksom på den musik, som jeg hørte og fik en større forståelse for, hvordan mine ynglings sange var konstrueret. Høretelefoner afhænger ikke kun af lydkvalitet men også design. Beats har helt klart et lækkert design. Den stilede sorte farve og folde-sammen-funktionen gør Beats frække, og så er lyden bare langt over standard. Jeg vil klart anbefale Bose’s on-ear-høretelefoner, Marshall on-ear-høretelefoner og selvfølgelig Beats. Hvis du ikke er til de store høretelefoner, vil jeg kun anbefale et mærke, som laver nogle fantastiske in-ear høretelefoner ved navn Bowers and Wilkins. Deres lyd er også helt fantastisk, men designmæssigt er de ikke så fede. Jeg vil anbefale disse mærker, men der er også mange mærker, som laver meget billigere høretelefoner, hvis kvalitet også er helt okay. Jeg vil ikke fortælle dig, hvilke høretelefoner du skal købe. Det er klart at høretelefoner passer til mennesker på forskellige måder. Jeg blev forelsket i Beats – ikke fordi de har den højeste kvalitet, men fordi dens look tiltalte mig. Hvis du elsker musik, så overvej at få brugt nogle penge på nogle ordentlige høretelefoner. Du vil ikke fortryde det. - Kristoffer Albeck Reynolds

Jeg mødte Rebekah på en lidt sjov måde. Jeg crashede hendes fest, en sørgelig fredag aften, hvor der ikke længere var noget at hente i byen. Festen var sjov – men det fedeste ved den aften var at jeg mødte Rebekah. Vi faldt hurtigt i snak, og hun fortalte mig om hendes musik, hendes ”drenge” som hun laver musik med, fremtidsplaner og andet lir. Jeg blev total nysgerrig, og skyndte mig hjem for at høre hendes musik. Jeg blev meget glædeligt overrasket! Jeg fik gåsehud.

LAGOON DIGITAL

Nogen dage senere mødte jeg så ”drengene”, Frej og Simon – mændene bag ”Lagoon Digital”. Vi havde en lang snak om hvad der er vigtigt i musikbranchen, hvad de selv går efter og hvad det lige er der gør Rebekah så speciel. Jeg fandt hurtigt ud af at jeg her sad med nogen ærlige og ægte mennesker. I den kreative branche, møder man rigtig rigtig mange mennesker der gerne vil tage røven på en - og de er ikke ret svære at gennemskue. Men her sad jeg, med nogen mennesker, som ærligt mener at Rebekah, og alle de andre kunstnere de arbejder med, virkelig har noget særligt, og de er i den grad ude på at hjælpe dem så meget som de kan. og høre gå ind : å s g o Du kan get mere her /dk/ me le.com nes.app nk-vol.-1/ u t i / / : p t fu ht lagoonalbum/ 7650904?l=da id53

å høre andet ogs t d n la b n Du ka å youtube Christel p .youtube. w http://ww ch?v=t a /w com lcp feature=p & o u m K jk s cSy

UDOVER DET, KAN ALT LAGOON DIGITAL’S MUSIK HØRES GRATIS PÅ SPOTIFY. GIV DET EN LYTTER! DU VIL IKKE FORTRYDE DET!

Alice in Underland Månedens slang Sophie Amalie Fälling

Skråt op (1976) ”skråt op med det! ” Udtryk for afsky, afvisning, ligegyldighed el. Bagatellisering; det kan være lige meget!; skidt med det! – (Udtrykket ledsages oftest af en gestus med langemand strakt i vejret, mens resten af hånden er knyttet, jf. Skråt op fingeren)

INTER Forstil dig det: nogle gode venner, en rygsæk med de mest basale ting, en togbillet og Europa. Den ultimative frihedsfølelse er ikke langt væk. Og hvis du i forvejen har set dig sur på Roskildes marker, eller bare har brug for at prøve noget nyt, så er det bare om at komme af sted.

Accepter det. Du kan ikke nå det hele

Billetten. En interrailbillet giver dig ubegrænset mulighed for at rejse med tog

Couchsurfing.com. Bo gratis og mød nye mennesker

DSB. De er vældig hjælpsomme. Tag ind på hovedbanen for et visit

Europe on a Shoestring. Interrailbiblen som dækker 40 lande

Fiesta, fest, fête. Du skal nok finde den

Gamle venner. Rejs med nogen, som du kender godt

Hostelworld.com. En billig og nem måde at bo på

Det store interrail alfabet Af Christine Monberg

ID. Herunder er studiekort uundværligt, da det skaffer dig rabatter og gratis indgang

Juster. Du kan altid justere den planlagte rute undervejs, hvis det bliver nødvendigt

K Klamme dyr. Bed bugs har det med at bide på. Klamt, besværligt, men ikke farligt L

Lommetyve. Det er ikke sjovt at miste sin interrail billet..

Medbring sovepose og fiberhåndklæde, så slipper du for at leje det på hostels

Nakkestøtte. Så du kan sove i toget

RRAIL O

Overlevelse. Mad og drikke er essentielt, hvis du ikke vil gå sukkerkold

Pladsbillet. En dødirriterende ekstra udgift, der desværre er en nødvendighed

Quick. Hurtige bekendtskaber kan komme dig til gode

Rygsæk. Bedste backpacker stil

Socialiser. Mød nye mennesker

ogene. Smarte, men det er ikke her, oplevelserne sker, så undgå en alt for lang rute

Uventet. Forvent det uventede

Vade rundt. Husk sko, som du kan overskue at gå til verdens ende i

Xylofon. Eller egentlig bare live-musik generelt

Yoyo. Eller anden underholdning til togturene

Zoner. Din billets pris afhænger bl.a. af, hvor mange zoner du vil rejse i

Æsel. Hvis du bliver træt at togenes fejl og mangler kan du leje et æsel i Grækenland

Østeuropa. Det er billigere at opholde sig her

År. Forvent at der vil gå mange år, før du glemmer det.

Julius Sylvest Danmark mødte Holland i den første kvalifikationskamp, men tidligere på dagen havde Alice in Underland mødt det spirende dj- og producertalent, Julius Sylvest, i Yo Foks baggård på Nørrebrogade.

Julius er i forhandlinger med et stort pladeselskab. Hans nye EP er undervejs, den første release fra pladen hedder Royal Straight, og den er fyldt med god bas og Sydlandske tribella rytmer.

Der lugter af pot i studiet, og vi får at vide, at det er lugten af Yo Fok.

Da vi har sat os til rette i studiet og har tændt for optageren, spørger jeg ind til Julius’ musikalske baggrund. Han starter med et grin og fortæller, at han startede sin musikalske karriere i Tivoli-Garden som Julius Sylvest står klar i porten og lukker os marchtrommeslager. Han var der i fire år og nåede ind i baggården. Han ser en smule træt ud, at spille for dronningen og andre kendte mennesker. på trods af at klokken nu kun er 16 om eftermiddagen. “Jeg var sådan lidt en kongelig hofnar,” siger han. Han har som sædvanligt spillet natMen hvor kommer så kærligheden til den ten forinden, og sådan har det været sydamerikanske og især mexikansk clubde sidste mange år. Sammen med “...Når man er til musik fra? August “Eloq” Fenger, Emil “Lange” fest, må man helst “Jeg synes simpelthen, at det var det musik, og Kristoffer Lundberg udgjorde de gerne gå derfra der var mest gang i, og som hav de den fire dj-crewet Lortehænderne, der er med et smil på bedste og mest positive energi. Når man er mest kendt for sangen om snapbacks, læben,” til fest, må man helst gerne gå derfra med fixiebikes og overskæg. Idag spiller et smil på læben,” siger Julius med et bredt han rundt omkring i København med smil på læben selv. Faktisk er der ikke nogen Yo Fok, som er en gruppe af producere, der allesastørre videnskab eller historie bag hans kærlighed til mmen spiller Sydamerikansk clubmusik. Julius Sylmusikken, som man måske havde troet. “Jeg mødte vester præsenterer os for Åsmund Kverneland, bedre Åsmund, da jeg spillede med Lortehænderne. Vi kendt som Copyflex, der er i gang med et track. spillede meget de samme steder, og på et tidspunkt

mødtes vi for at snakke om et 24-timers mixtape. Det blev aldrig til noget, men han præsenterede mig for den mexikanske tribella musik. Jeg fik det for vildt over de rytmer, og gik så straks hjem og bryggede iCaramba på en enkelt nat.” Snakken flyder naturligt, og da jeg spørger ind til, om ham og August kommer til at lave noget sammen, forklarer han, at de allerede er i gang. “Vi er begyndt lave et bascollab sammen med Dixone, vi sætter os sammen en gang om ugen og laver en tune. Det går faktisk rigtig hurtigt. Vi sidder 3 mand rundt om computeren. Det er sjovt. Men vi håber da på at komme ud og spille en turné.” Venskabet med ”Cheff Records”-produceren har holdt i mange år, og de skal endda til São Paolo sammen til sommer. “Jeg har remixet en der hedder MC G, og ham skal vi hooke op med. Vi skal også spille et gig dernede, så det bliver spændende!” Julius spiller rundt i hele København og omkring i landet. I år er han blevet skrevet på Roskilde festivals program, hvor han med ro i stemmen forklarer, hvordan hans set bliver sindssygt! “Jeg skal spille to gange. Vi har ”Yo Fok”-huset, der hoster skatescenen om tirsdagen! Derudover skal jeg spille på Apolloscenen, der lige er lavet i år. Det bliver

rigtigt spændende! Jeg vil spille en sindssyg koncert med masser af konfetti og fyrværkeri. Det bliver bombastisk, lækkert og helt vildt sindssygt! Det bliver en kæmpe fest!” Under interviewet kan Åsmund ikke lade være med at blande sig, og han fortæller at den musik som Yo Fok spiller, er uhyre vigtig for Sydamerika, da den bidrager med en kulturel identitetserkendelse. At de kan lave noget musik selv, som ikke lyder som Amerikansk pop eller house, og spille det på diskotekerne, er meget vigtigt for sydamerikanerne. Men faktisk er den Sydamerikanske clubmusik meget ung, da der ikke har været mange, der har haft adgang til computere endnu. De bedste år indtil videre var 2008 – 2009. Når Julius og resten af Yo Fok er ude at spille, er de næsten altid iklædt nogle fantastisk farverige t-shirts. I dag er han dog noget mere klassisk klædt på med en sort Addidas vindjakke, men når han er ude at spille, ryger en helt speciel t-shirt altid frem. “Det er en sydamerikansk kvindelig kunster, der har malet min trøje. Det er som et maleri. Hun maler ikke det samme motiv på mange trøjer, og hun vil høre trøjebærerens musik, inden hun går i gang med at lave den.” Jeg går ud og ryger en cigaret med Åsmund, imens Sophie Amalie tager billeder. Vi siger pænt farvel og forlader baggården på Nørrebro i meget bedre humør end da vi ankom.

Julius Sylvest er en utroligt spændende musiker med en masse ideer og ny musik og vi vil opfodre alle jer læsere til at holde ekstra godt øje med ham og den sydlandske musik.

CityFellaz interview

Præsenter dig selv og CityFellaz, hvor kommer navnet fra? Og hvorfor Tukanen? Mit navn er Gasque og jeg er medejer, designer/grafiker hos CITYFELLAZ. Cityfellaz er et streetwear/lifestyle brand skabt og baseret i København. Det var min partner Carsten Rask der fandt på navnet back in the day. Han startede CF i 2002 men tror faktisk jeg kan huske at har haft det navn på lager længe før han gik igang med det for real… Jeg trådte ind i firmaet sent 2003 mener jeg, som grafiker på det tidspunk. Der begyndte jeg at lave grafikker med tukanen, og det holdt sgu bare ved. Folk tog mad godt imod den. Jeg har altid været helt skudt i de små krabater.

Hvor vigtig en del af CF’s branding er det når musikere har jeres tøj på i videoer og på scenen? Og er det noget i har været klar over fra starten? Branding er ALTID vigtigt for alle brands. Det er en mulighed for at holde tingene friske på. Det er også en mulighed for at vise nye varer frem på, som måske ikke lige er landet i butikkerne endnu. Så skaber det interesse for tingene.

Ang. kunstenerne så er det jo bare de folk man chiller med. Dejlige fuckin’ drenge!!!! Jeg har aldrig givet tøj til nogle jeg ik var nede med, eller som man ik kendte. Og kommer aldrig til det. MEGET VIGTIGT for både mig og Rask!!! Har altid elsket Familie aspektet i det ”TEAM” man har. Helt sikkert noget jeg har fra de gamle skateboard dage.

Hvad spiller den største rolle i forhold til CF’s image idag? Musik eller skateboarding? Shit den er svær! Vi er jo begge gamle skatere der har skatet i 15-16 år, så vores rødder er fast plantet i skateboard kulturen. Hvilket giver det vi laver noget skateboard støv på sig. Men jeg har jo siden så også dannet BLACK CHEESE RECORDS med Pato Siebenhaar, Jon Kirkhoff (Specktors) og Jonathan Lang aka. Slogan, så man blir selvfølgelig inspireret meget igennem det aspekt af det og de folk man møder gennem Osten. Og da de fleste vi sponsorere er musikere så hælder vore image nok i den retning. Men skateboarding vil ALTID være en del af os!

Hvor kigger du hen når du skal finde inspiration? Yndlings mærke? Jamen jeg prøver såvidt muligt ikke at kigge så meget på andre mærker. Min inspiration kommer fra de mennesker man hænger, ting man oplever og er meget inspireret af ting fra min

barndom som film, legetøj, slik, skateboards, reklamer osv. 8090’erne havde sgu nogle vilde ting.

Hvordan ser du den Københavnsk streetstyle i forhold til andre byer, i fx. USA? Den er sgu fresh!. Folk på gaden er godt med, og mange rocker sgu sin helt egen underlige stil. Jeg elsker når folk gør nogle underlige ting og er originale. Og det syntes jeg KBH er gode til! Syntes sgu de fleste jeg kender har meget personlig stil. Det blir jeg meget inspireret af.

Hvad er dit bedste råd, til folk der gerne vil igang med at lave noget tøj? De skal ihvertfald være 110% sikker på det er det de har lyst til at lave!!! fordi det er hårdt arbejde, mega hårdt. Koster blod, sved og kærester…haha…24/7 stilen. Men helt ærligt. Man ska brænde for det og man ska slet ik kunne lade være. Ligemeget hvor dårligt det end går ka vi ik lade være med at brygge på nogle grafikker eller designs. Vi stopper aldrig, så havde vi sgu stoppet for længst.

Hvem laver det fedeste tøj fortiden? Favorit bydel og hvorfor? Undskyld CHEFF boys, men Vesterbro er det dopeste!!!! esker mitt spot her. Vi har Black Cheese Records, CF HQ, 1001 NAT kiosk, Bakken i kødbyen, Isted Grillen…hvad mere har man brug for.

Det gør Vi sgudda…hahaha…Vi er lige nu igang med at sælge vores S/S 2013 kollektion og der er virkelig nogle lirede ting!!! glæder mig så meget til den bliver offentlig gjort…meget stolt af den!!! Glæd jer!!!

Er der en forkskel imellem hvem der gik i tøjet da I startede og nu, og hvordan ser du på det? Da vi startede var det et clean skate/hip hop mærke. Men som vi blev ældre begyndte vi at blive mere og mere interesseret i tøj. Tror tit et mærke udvikler sig med dem der laver det, eller ihvertfald hvad angår os. Vi har og vil aldrig lave noget tøj som vi ikke selv syntes er fresh, ligemeget hvor meget det end ville sælge. Sådan har vi altid haft det.

M A J O R

L A Z E R

Ord og foto: Sophie Amalie Fälling Onsdag aften var der Major Lazer i store vega. Personligt glædet jeg mig ualmindeligt meget. Med supporten bestående af Yo Felles (Julius Sylvest, Eloq og Dixone), kunne det kun blive en eksplosiv aften. Da jeg kommer ind i den store sal, bobler salen allerede. Julius Sylvest står bag pulten, og det går ikke stille for sig. Folk hopper og danser rundt til de høje moombathon rytmer. Copyflex slutter af inden Major Lazer, og jeg tænker at festen ikke kan ramme et højere punkt. Det er fuldstændig vandvittigt hvordan folk er på. Hele publikum er badet i sved, og folk er stille og roligt begyndt at smide tøjet – hvilket kun skaber end endnu vildere stemmening. Hele store Vega står i bar overkrop og svinger deres trøjer rundt i luften. Da man tror at det ikke kan blive meget bedre, kommer Munchi på. Moobathon festen er ved at eksplodere. En god kombination af nogen artister der mener hvad de laver, og fyre den for vildt af - og et publikum der fester som om det var deres sidste dag, gør aften legendarisk.

Da Major Lazer går på, skriger hele salen. De har taget to damer iført spejder kostume, og de gir den for vildt op. Hele salen danser og fester, og stemmeningen minder mig om en klub et sted i Brasilien. Festen rammer ikke en nedtur på ét tidspunkt. Der flyver badedyr, konfetti og store bobler rundt i luften, er stemmeningen så intim, så eksplosiv og så festlig som den kan blive. Major Lazer levere en helt igennem fantastisk koncert, med alt fra nyt til gammelt musik – og det fungere skide godt. Da jeg kommer ud, er jeg rødere end en tomat i hovedet, vådere end efter en tur i bad og gladere end nogensinde før efter en koncert. Major Lazer gav en af de bedste koncerter jeg i mit liv har været til. En koncert der vil blive talt om LÆNGE. Fuldstændig fantastisk oplevelse!

AliceinUnderland.dk HABALBEBERG