JEG BETALER IND TIL EFTERLØN. DET ER MIN FORSIKRING...

Det er ikke svært at forstå, hvorfor livet som blikkenslager kan være hårdt, når man ser Henrik på arbejde. På taget kravler han op på en lille interimistisk hønsestige, der følger tagets hældning. Herfra sætter han fødderne på nogle små trætrin. Det ene ben er bøjet, mens det andet er strakt, samtidig med at kroppen læner sig mod kobberet. Sådan står han timevis i en stilling, der ville få en ergoterapeut til at korse sig.

Imens er hans højre hånd knyttet om den store hammer, der konstant slår på falsen. Trods smerterne i hånden kunne Henrik ikke tænke sig en operation, selvom nogle læger har forslået det.

H Nden Skal Formes

- Jeg vil sgu ikke have, der er nogle, der skal ind og pille, medmindre det er meget alvorligt. Jeg lever af de her hænder. Tænk hvis hånden ikke kan bruges, så skal den i hvert fald formes enten til en ølflaske eller til en hammer, griner han.

Det er heller ikke en mulighed for Henrik at lægge hammeren på hylden.

- Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg ellers skulle lave. Jeg har aldrig haft lyst til at have et job, hvor jeg skulle stemple ind og ud og sidde stille hele dagen.

I en periode på et par år skiftede Henrik faktisk arbejdspladsen på taget ud med private hjem. Men det begrænsede friheden.

- Jeg kørte service. Det er ikke mig. Så skal man ind til fru Hansen, fru Pedersen og fru Jensen og sige, de ikke må bruge toilettet. Og hvad gør de? De bruger det alligevel. Man er også meget hængt op på tider. Jeg synes sgu, der er meget brok, selvom de fleste er flinke. Det kan godt stresse lidt.

Ingen Stress

På taget på Børsen er der hverken brok eller stress. Dagen starter klokken seks og slutter klokken 14 kun brudt af en halv times frokostpause.

Sjakket på fire kender hinanden og ”forholdene er fine”, synes Henrik.

- Det kan være lidt hårdt om vinteren. Så er man nødt til at tage de lange underbukser på. Men det går den rigtige vej med overdækning og vinterforanstaltninger.

Stilladset og overdækningen om bygningen stjæler udsigten til de københavnske tage. Til gengæld skaber det næsten en illusion af at være indenfor i en stor hal. Og der er både læ for vind og ly for regn

Den slags var der ikke meget af, da Henrik kom i lære i 1982.

- Der var det tarzaner, der rendte rundt. Der var ingen hjælpemidler. Nu har vi en anden tilgang til tingene, hvor vi forsøger at vise hensyn til hinanden, og Brian Toft (mester red.) er ikke bleg for at betale for hjælpemidler. Jeg har nogle gode knæpudder. Det var der ikke noget af, da jeg var ung.

Dengang var der heller ikke tænkt over sikkerheden.

- Vi fik bare et reb bundet om maven med en knude og så var det ellers ud og rense tagrender. Så stod der en kollega og mærkede, om rebet var stramt nok. Den var ikke gået i dag, fortæller Henrik, der trods den grænseoverskridende oplevelse, aldrig har oplevet at have højdeskræk.

- Hvis du kommer op i en lille lift, eller hvis du kravler ud i en snor, så kan det godt kilde lidt, indtil du har vænnet dig til det.

Selvom Henrik er glad for sit job, ved han ikke, hvor længe kroppen kan holde til at kravle rundt på tagene.

- Jeg betaler ind til efterløn. Det er min forsikring. Det er også godt, der er kommet tidlig pension. Når man konstant sætter pensionsalderen op, er der nødt til at være en mulighed for tilbagetrækning. Min søn på 30 er også blikkenslager, han skal arbejde, til han er 72 år. Det er jo helt hen i vejret. Politikerne skulle prøve at arbejde ligesom os.

Jonathan Roed Kirkedal