1 minute read
SILAS FIK SIG EN SLUDDER MED KRONPRINSEN
Der var kongeligt besøg ved den officielle åbning af DM i Skills 2023 i Fredericia. Fra scenen skød H.K.H. Kronprinsen – i bogstavelig forstand – det årlige danmarksmesterskab i gang, da det – efter ti sekunders fælles nedtælling – regnede med konfetti over deltagere og publikum i
MESSE C.
Advertisement
Efter åbningsceremonien, hvor der bl.a. var præsentation af de mange forskellige fag og indmarch fra konkurrencedeltagerne, var kronprins Frederik på Skills-rundtur.
Her besøgte han en række – på forhånd udvalgte – konkurrencestande og talte med de unge. I den forbindelse lagde han (naturligvis) vejen forbi konkurrenceområdet for VVS-energispecialister og elektrikere, hvor han talte med en VVS-lærling og en elektrikerlærling. 19-årige Silas Sebastian Hansen, som var en af de fire deltagere i konkurrencen for VVS-energispecialister, fik fornøjelsen af at møde kronprinsen.
- Det var mega specielt. Det er vildt at se, at der bliver gjort så meget ud af det – men også specielt at få lov til. Jeg synes, det er megafedt, at sådan en som ham viser interesse og er med til at støtte op om det, siger han.
HVAD TALTE I OM, OG
HVAD SAGDE KRONPRINSEN?
- Han ønskede egentlig bare at blive præsenteret for det, vi lavede, og det, som vores fag gik ud på, fortæller Silas Hansen og fortsætter:
- Jeg fortalte, at når vi snakker om energibesparelser og varmebesparelser, så kan man ikke undgå at snakke om VVS-faget. Det er jo faktisk det, vores fag og især specialet som VVS-energispecialist handler om. Vi talte også om, at VVS-faget er blevet og fortsat bliver meget mere teknisk. Der kommer meget mere teori indover det.
Silas Hansen går til daglig på Rybners Tekniske Skole og er i lære hos Carl W. Reis A/S. Han fremhæver tempoet i arbejdet som noget af det fede ved at være i lære som VVS-energispecialist.
- Du får hurtigt sat noget i gang, og du får lavet en masse. Det er selvfølgelig også hårdt arbejde, men det gør også, at det giver en tilfredshed bagefter, siger han.
Hvis Danmark skal nå i mål med den grønne omstilling, er der brug for flere faglærte. Silas mener, at en stor begivenhed som DM i Skills kan være en øjenåbner og bidrage til, at flere unge får øjnene op for en erhvervsuddannelse.
- Man skal fortsætte med det her, for det har virkelig været en kæmpe optur, siger han.