2 minute read
STOR OPBAKNING TIL DEMONSTRATION: HOLD NALLERNE FRA VORES STORE BEDEDAG
Familier, fagligt aktive, forbundsformænd og folketingspolitikere havde trodset vinterkulden for at vise deres modstand mod regeringens planer om at afskaffe store bededag. Det gjaldt også en hel del medlemmer fra Blik- og Rørarbejderforbundet, der kom med busser fra hele landet.
En håndfuld var måske kommet for at høre Tessa og Anne Linnet, men resten af de tusindvis af fremmødte på Christiansborg Slotsplads den 5. februar havde en anden dagsorden.
Advertisement
De ville vise deres utilfredshed – utilfredshed over, at regeringen vil stjæle en fridag, over at politikerne blander sig i den danske model, og over at den danske lønmodtager bliver presset til at arbejde mere og mere.
Det gjaldt også medlemmer fra Blik- og Rørarbejderforbundet, der var talstærkt repræsenteret - og ikke kun af københavnermedlemmerne. Busser var kørt til København fra hele landet. I en af dem sad de to kollegaer fra firmaet Krenk VVS: Jon Johansen, 57, og David Jensen, 45.
De var taget fra Kolding fra morgenstunden og hoppet på en bus fuld af Blik- og Rørarbejderforbundets medlemmer. De nåede lige forbi forbundshuset i Nyropsgade, inden turen gik i samlet flok mod slotspladsen.
- Jeg er vred over, at politikerne bare har trukket det her ned over hovederne på os, sagde David Jensen.
Nogenlunde samme overvejelser havde Jon Johansen:
- Jeg var ikke i tvivl om, jeg ville med i dag. Det er for dårligt den måde, det er foregået på. Politikerne har slet ikke spurgt arbejdsmarkedets parter, inden de tog beslutningen om at afskaffe store bededag.
Også forbundsformand Henrik W. Petersen, iført Blik- og Rørarbejderforbundets gule vest, var klar til at sende et signal til politikerne.
- Vi skal ind og vise vores modstand mod, at regeringen vil afskaffe store bededag. Regeringen skal holde nallerne fra vores overenskomst, lød det fra formanden, inden den store flok med røde faner og til tonerne af Natasjas ”Gi' mig Danmark tilbage” fyldte gaderne mod Christiansborg Slotsplads.
Et hav af røde faner og kreative budskaber på pinde, som ”Vi er ikke nede med det, hvede Mette” gjorde det svært for de bagerste på slotspladsen at se scenen. Til gengæld var det ikke svært at høre hverken Anne Linnets velkendte stemme synge ”Forårsdag” eller de mange talere.
- Hvad er det næste, de vil tage, når de mangler finansiering? 1. juledag? brølede Carl Emil Lind, der er industriteknikker-lærling, inden han hævede stemmen og satte trumf på:
- Nallerne væk fra store bededag! De ord fik publikum til at juble. Udover almindelige lønmodtagere, hvor mange havde medbragt deres børn i alle aldre, havde også forbundsformænd og politikere som blandt andre Pia Olsen Dyhr (SF), Karsten Hønge (SF), Morten Messerschmidt (DF) og Pelle Dragsted (EL) trodset vinterkulden.
Tessa sluttede dagen af med koncert til stor glæde for de forfrosne piger på første række, der efter to timer fik, hvad de var kommet efter.
Resten fik også lidt at varme sig på fra vestegns-lyrikeren, da hun mellem numrene råbte:
- Der er ingen, der skal tage noget fra os!
Som bekendt blev forslaget om at afskaffe store bededag vedtaget af Folketinget den 28 februar.
Blik- og Rørarbejderforbundets medlemmer var mødt talstærkt op til demonstrationen. Mange var kommet med busser fra Jylland.
Næstformand
Niels Braaby, forbundsformand
Henrik W. Petersen, forbundssekretær
Kim Fusager og næstformand Stig
Søllested var også til demonstrationen.
Blik og Rørarbejderforbund fyldte godt blandt de mange tusinder, der var på plads på Christiansborg Slotsplads
Forbundsformand
Henrik W. Petersen fik en snak med Lizette Risgaard, der er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Kredsene og afdelingernes røde faner blev luftet. Her er det Thomas Christensen, formand i Kreds Nord-Midtjylland, og Jan G. Henriksen, opmåler i kredsen, der holder fanerne højt.