2 minute read
ENDELIG BLEV ELEFANTERNE SAT FRI
from Årsberetning 2019
by Anima
I Danmark har vi i over 10 år diskuteret at forbyde at bruge vilde dyr i cirkus. I al den tid har elefanter måttet leve store dele af deres liv i en lille transportvogn, der kørte dem fra by til by for at de skulle optræde. Faktisk var det lovligt at holde elefanterne i transportvognen op til 22 timer i døgnet. Men 2019 blev året, hvor vi endelig fik den lovændring, vi har arbejdet for, og de elefanter som tålmodigt har ventet langt om længe får et velfortjent otium.
Der måtte kæmpes for loven, da nogle talte for, at det ville være bedst for elefanterne Ramboline, Djunga, Jenny og Lara, hvis de optrådte resten af deres liv i cirkus. Hvis det var blevet virkeligheden, havde dyrene måttet vantrives i årtier. Heldigvis fandt man en langt mere dyrevenlig løsning, og stemmerne fra de 50.000 danskere der havde underskrevet vores opråb om et forbud blev hørt. Til sidst indgik Staten en aftale om at købe de sidste 4 elefanter fri for 11 millioner kr. Med loven fulgte en erkendelse af, at vi som samfund må blive ved med at udvikle dyrevelfærden og forkaste gammeldags og nedværdigende behandling af dyr. Fødevareminister Mogens Jensen udtalte efter aftalen var lukket, at:
Advertisement
”Vilde dyr hører ikke til i hverken en stald
eller en manege”,
og vi kunne ikke være mere enige. Elefanterne får nu et nyt anlæg i Knuthenborg dyrepark, hvor de vil have 15 hektar, som svarer til omkring 20 fodboldbaner, at boltre sig på.
Nu skal hele Europa med
Danmark var langt fra det første land, der forbød brugen af vilde dyr i cirkus. Men vi har brug for at få alle med. Derfor fortsætter vores arbejde med at sikre, at der kommer et solidt og robust forbud som dækker hele EU. Det vil Anima kæmpe for, og vi er sikre på, at det kan lade sig gøre.
TUI, drop Loro Parque
I foråret startede vi en kampagne for at overtale rejseselskabet TUI til at droppe Loro Parque. Tidligere kampagner har overbevist deres konkurrenter Spies og Virgin om at tage dette skridt og TUI står dermed isoleret i branchen og det er vigtigt, at vi presser på for at de følger med tiden.
Vores kampagne viste tydeligt, hvordan TUI ikke følger sine egne retningslinjer for dyrevelfærd, når de sender turister til delfinarier, hvor dyrene sultes for at optræde og lever i helt unaturlige miljøer. Vi satte et særligt fokus på spækhuggeren Morgan, der blev født i Loro Parque og som må tilbringe hele sit liv i fangenskab, hvis selskaber som TUI ikke ændrer holdning og begynder at fokusere på dyrevenlig turisme.
Kampagnen fik tusinder af danskere til at skrive under på vores opfordring til TUI om at droppe delfinarierne.
Sammen med Dolphin Project demonstrerede vi foran TUIs hovedkvarter i Danmark og overrakte med forkæmperen Ric O’Barry et brev til firmaets ledelse.