Dyrenes Stemme 24.1

DYRENES STEMME

LEDER

NÅR NØDEN ER STØRST...

UNDERHOLDNING

KAMPEN OM SPÆKHUGGERNE

REPORTAGE

ANIMA TIL COOP-FESTIVAL

POLITIK

DYRENES STEMME I EU

KYLLINGER

AFSLØRING FRA KYLLINGEFARM

REDNING

DYR BEHØVER OGSÅ NØDHJÆLP

PELS

MAX MARA

BOGANMELDELSE

MELLEM SORG OG KÆRLIGHED

FAMILIEDYR

SYDKOREA FORBYDER HUNDEKØD

Når nøden er størst, er hjælpen fjernest

DEN MENNESKELIGE HJERNE KAN LET blive vores værste fjende, når vi vil hjælpe dyr. Den er ikke altid særlig rationel og kan endda gøre det svært for os at se verden, som den er.

Forestil dig at du skal træffe et valg. Du kan enten hjælpe et mishandlet dyr, eller du kan redde 1000 mishandlede dyr. Når spørgsmålet stilles på denne måde, så vil de fleste vælge at hjælpe, hvor man gør den største forskel. Det virker logisk.

Men i praksis vil vores hjerne ofte, helt ubevidst, få os til at gøre det modsatte. Undersøgelser viser, at når ulykken er stor, så bliver vi let overvældede eller udmattede. Så hvis man råber, at der er ild i laden og 40.000 turbokyllinger risikerer at brænde inde, så kan chancen for at et menneske springer op og iler til hjælp være mindre, end hvis kun en enkelt kylling var i nød.

Så når problemet er størst, kan hjælpen faktisk være fjernest.

Det er en kæmpe udfordring, når man ønsk­

er at hjælpe de dyr, som holdes indespærret i massive anlæg, hvor et hav af næb og tryner kan få hvert enkelt til at virke anonym. Vi ved godt, at hver eneste gris, kylling eller ræv har sin egen personlighed. Men når man hører om 100 millioner kyllinger og 28 millioner grise, så kan man også let glemme det.

Det er op til os at minde alle om, at dyr ikke er en uformelig masse. Og selv når de skal tælles i millioner, så er hver enkelt et individ.

Derfor har redninger i mange år været en vigtig del af Animas arbejde. I det sidste nummer af Dyrenes Stemme fortalte vi om den stakkels ræv Pirat. Han blev reddet, men var så forpint og ødelagt, at han ikke overlevede.

Efter redningen af Pirat vendte vi tilbage til endnu en farm, og denne gang var historien lykkeligere. Fra at sidde rystende i et trådbur, kom ræven Iłka ud fra den dystre og triste farm. Som et lille julemirakel kom hun i trygge arme, fik dyrlægebehandling og kan nu leve resten af sit liv i tryghed på

et dyrehjem. Hver dag vil skæbner som Iłka og Pirat minde verden om den gru, som rævefarme er.

Din støtte er med til at redde enkelte dyr og samtidig at tale for de mange, der er spærret inde i mørket. Sammen kan vi kaste lys over deres trængsler og udfordre det syn på dyr, der gør, at vi ikke ser dem, som de faktisk er.

Joh Vinding

JOH VINDING DIREKTØR

Kampen om spækhuggerne

International handel med spækhuggere er en stor industri, som er skabt udelukkende for at forsyne turismeindustrien, der tjener penge på de store dyr i fangenskab. Nogle fanges i naturen, mens andre avles i fangenskab og fragtes rundt mellem lande for at optræde. Selvom industrien forsøger at fortælle en historie om det gode liv for spækhuggerne, gemmer der sig et liv i lidelse under overfladen.

AF: NANNA CAPION

I DAG ER DER TO DYREPARKER TILBAGE i Europa, hvor det stadig er muligt at se shows med spækhuggere. Den ene er Loro Parque på Tenerife, som Anima har ført kampagne imod i flere år, for at få parken til at stoppe sine shows med de store havpattedyr. Og så er der Marineland i Frankrig, som siden 1970’erne har haft spækhuggere til at udføre tricks og optræde for turister.

Begge steder har været under stor kritik fra dyrevenner især pga. dyrenes levevilkår i betonbassinerne, hvor det er umuligt for dyrene at få et ordentligt liv.

I Marineland har de i alt haft 14 spækhuggere igennem tiden, hvor 11 af dem er døde i fangenskab. Hele otte af spækhuggerne blev fanget og frataget deres hjem i naturen, hvor Marineland sidenhen har avlet på dem for at få endnu flere spækhuggere til at optræde.

Men lige nu udspiller der sig en kamp om de tilbageværende tre spækhuggere i den franske dyrepark. Fra 2026 træder et forbud i kraft i Frankrig, der forbyder shows og optrædener med hvaler. Samtidig bliver det forbudt at avle dem i fangenskab.

Derfor står de tre spækhuggere nu til at blive sendt til et akvarium i Japan, hvor de skal fortsætte deres triste, isolerede liv med at optræde for publikum hver dag!

Det skal selvfølgelig ikke være løsningen bare at flytte dyrene til andre delfinarier og akvarier, hvor de skal leve under de samme elendige forhold og tvinges til at optræde.

Heldigvis kæmper dyrevenner for at få det stoppet. Den franske organisation One Voice, som Anima samarbejder med gennem koalitionen Dolphinaria­Free Europe, kæmper for at få stoppet flytningen af de tre spækhuggere og er gået gennem en retssag for dyrene.

Spækhuggerne skulle nemlig være flyttet allerede i januar 2024, men retten har forbudt Marineland at flytte dem, indtil der er blevet foretaget en undersøgelse og vurdering af dyrenes tilstand.

Der har nemlig flere gange været store bekymringer vedrørende dyrenes velfærd, så håbet og forventningen er, at vurderingen vil påpege, at: det ikke er forsvarligt at flytte de tre spækhuggere til et nyt sted, hvor de efterfølgende skal optræde i Japan.

One Voice har sammen med den amerikanske organisation The Whale Sanctuary Project sat arbejdet i gang med at undersøge, om de tre spækhuggere i stedet skal flyttes til et fristed i havet.

Fremgang for spækhuggerne

Den nuværende sag fra Marineland i Frankrig viser, at spækhuggere fortsat bliver handlet og flyttet rundt til nye dyreparker for at optræde og indbringe store summer til turismeindustrien.

Men brugen af vilde dyr har heldigvis rykket sig, og flere tager i dag klart afstand fra at betale for at se vilde dyr optræde. Specielt bliver der sagt nej til optrædener med spækhuggere og hvaler, der for mange står som et tydeligt eksempel på, hvordan vilde dyr umuligt kan trives i fangenskab.

Det blev gjort helt klart efter den verdensomspændende succes med dokumentarfilmen Blackfish, der viste hele verden, hvordan spækhuggere i fangenskab lever, og hvor ustabilt det er for både dyrene og deres trænere at holde dem i fangenskab.

Så selvom handlen med spækhuggere fortsat er en indbringende industri, så sker der altså flere positive fremskridt, som alt sammen er med til at få spækhuggerne ud af parkerne, blandt andet:

• En række lande har indført forbud eller restriktioner mod optrædener med og avl af spækhuggere og andre havpattedyr. Det er steder som: Grækenland, Kroatien, Canada, og de amerikanske stater Californien og Hawaii

• Dyrevenner og dyreværnsforeninger arbejder for at oprette fristeder, som spækhuggere og andre hvaler kan sendes til for at leve resten af deres liv uden at optræde.

• SeaWorld, der har været kendt for spækhuggershows i deres parker, stoppede opdræt af spækhuggere tilbage i 2016, og de nuværende vil derfor være sidste generation af spækhuggere i SeaWorld.

Berygtet delfinpark skal lukkes

Det berygtede delfinarie, Miami Seaquarium, lukker nu ned! Det sker blandt andet på grund af de mange sager om dårlige forhold for både delfiner og spækhuggere, og andre dyr, der lever i parken. Mindst 120 delfiner og hvaler er døde i fangenskab i parken igennem de næsten 70 år, som den har været åben, og selvom dyreværnsforeninger i mange år har kæmpet for dyrenes frihed og for at få parken lukket, så har det alligevel taget sin tid.

Det var her spækhuggeren Lolita levede i mere end 50 år indtil hendes død. Der var planer om, at Lolita skulle sættes fri, men hun nåede aldrig at få sin frihed, og hun døde i parken sidste år. Men omsider skal det endelig være slut med at udnytte dyr i Miami Seaquarium.

Anima til Coop-festival

Når 1600 medlemsvalgte, varehuschefer og brugsuddelere fra Coop samles på samme sted, står vi tidligt op for at tale turbokyllingernes sag. Frivillige var en kold lørdag i marts rejst helt fra København og Malmø for at byde de mange Coop­folk velkommen til Fredericia Messecenter med vores satiriske tilbudsavis om Scoop, banner, plakater og en kæmpekylling som i dagens anledning fik selskab af selveste Irma­pigen.

AF: CHRISTIAN DEICHMANN

KL. 05.55 RINGER VÆKKEURET, og selvom det er lørdag, kan det ikke komme på tale at snooze. Tasken pakkede jeg i går, så efter en hurtig skål havregryn begiver jeg mig mod banegården i Århus og køber mig en kop kaffe, som jeg slubrer i mig, mens toget triller til Fredericia.

Kl. 08.03 er jeg fremme i Fredericia. Messecenteret ligger omkring to kilometer væk, så det er ingen sag at gå derhen. Det er heldigvis tørvejr, og jeg kan gå gennem et grønt område det meste af vejen.

Kl. 08.30 står jeg på parkeringspladsen foran messecenteret, som er mere eller mindre tom. Mens jeg venter på de andre demonstranter, stiller jeg mig i læ bag en transformatorstation, for det blæser en del, og vinden er pivkold, selvom termometeret siger to plusgrader udenfor.

Kl. 08.45 vælter en flok glade og trætte ansigter ud af en bil, og vi skynder os at få proppet en person i kyllingen og en pige i Irma­uniformen. Med et stort banner, skilte og satiriske tilbudsaviser tager vi opstilling foran hovedindgangen, og håber på, vi kan nå at hilse på en masse mennesker, inden vi måske bliver smidt væk af stedets vagter. Den ene bus ankommer efter den anden, og når folk ser kyllingen og Irma­pigen, så lyser øjnene op, og smilene breder sig fra øre til øre. Mange får både en krammer og en selfie, mens resten får et smil med og ønskes en god festival. Kun få puster sig op med kommentarer som “at de dog vil være det bekendt”, men langt de fleste takker os faktisk for at stå her på vegne af de mange hurtigtvoksende kyllinger, som lider i landbruget og havner i koncernens køle­ og frysediske.

Til mit held dukker ekspolitikeren Pernille Skipper, som er indstillet til formandsposten i andelsforeningen bag Coop, også op. Jeg har forsøgt vi e­mail at få hendes holdning til salget af turbokyllinger, og hun lover at snakke med os om det, hvis hun bliver valgt i april.

Kl. 09.45 er den sidste bus tømt for passagerer, og parkeringspladsen er nu stuvende fuld af biler. De frivillige er begyndt at fryse eftertrykkeligt, og jeg lover dem alt det kaffe, de kan drikke i et nærliggende cafeteria. Da de er kommet ind i varmen, og kaffen er skaffet, går jeg tilbage til messecenteret igen, for her klokken ti kommer der en gut med en storskærm, som skal hjælpe os med at brede budskabet om at udfase turbokyllingerne endnu mere ud i dag.

Kl. 10.00 melder politiet sin ankomst, netop som skærmen er sat op på et tomt græsareal. Jeg bliver registreret som demonstrationsleder, og nu melder det første problem sig. Der skal indhentes tilladelse af grundens ejer for at skærmen kan stå på græsset indtil eftermiddag. Inden for i messecenteret finder vi først en Coop­ansat, som får fat på chefen for Messecentret. Hun går med ud og kigger kort på skærmen, hvorefter hun tørt siger, at vi skal ansøge om tilladelse på grund af diverse regulativer. Det er til trods for, at der også på græsset foran messecenteret står en endnu større skærm, som buldrer derudaf med kraftigere farver og meget mere lys. Jeg svarer lidt kækt, at så vil vi da gerne søge om tilladelse, men der er desværre ikke noget at gøre. Mobilskærmen skal flyttes. Fyren som kom og satte den op var allerede kørt på motorvejen, og han måtte helt til Kolding for at kunne vende om.

Betjentene er heldigvis godt selskab, og efter hvad der føles som lang tid, dukker gutten op igen, og vi kan sige farvel til politiet. På den anden side af vejen er der en offentlig parkeringsplads, og båsen ud til vejen er heldigvis ledig. Vi sætter skærmen op der, og faktisk står den kun endnu bedre der. For når dagens deltagere senere skal ud fra messecenterets parkeringsplads, vil de have ubetinget vigepligt og direkte udsigt til skærmen med det gode budskab om at droppe turbokylling.

Kl. 13.00 har jeg også fået varmen igen, og fra festivalens program ved vi, at deltagerne netop nu har et længere ophold i programmet. Vi tager stilling foran hovedind­

gangen igen. Det vrimler med rygere, men andre våger sig også ud for at tage en snak med os. Her bliver vi fortalt, at vores tilstedeværelse i den grad er blevet bemærket. Blandt andet har Coops CSR­chef set sig nødsaget til at bruge en stor del af sin taletid på at adressere emnet, hvilket medførte, at tiden løb fra ham og hans medbragte diasshow.

Kl. 14.00 har kulden fået overhånden igen. Heldigvis har jeg husket mine genanvendelige håndvarmere, og vi er flere, som fristes til at bøje metalclipsene og nyde varmen, som så småt strømmer fra fingrene og ud i resten af kroppen.

Kl. 15.00 pakker vi sammen og søger mod cafeteriet igen. Med en kop te eller kaffe i hånden får vi snakket dagen igennem. Strabadserne ses tydeligt i de glade, men trætte ansigter. Nogle har været oppe siden klokken fire. Men indsatsen har været det hele værd, for demonstrationen er faktisk gået bedre, end vi havde håbet på.

Kl. 16.15 har vi spist tidlig aftensmad og fået afhentet den mobile skærm. Jeg får et lift op til stationen og sætter mig i en stillekupé og skriver lidt noter ned på telefonen, så jeg kan fortælle dig om det hele.

Kl. 19.30 er jeg endelig hjemme. Jeg laver mig et varmt fodbad, for mine fødder er ikke helt tilfredse med det, jeg har udsat dem for i dag. Med et lille smil sidder jeg så i sofaen og gen­ kalder mig dagens mange ansigter. Mest de glade. Da vandet er blevet koldt, går jeg i seng.

Dyrenes stemme i EU?

Den 9. juni stemmer danskerne om, hvem af de mange håbefulde EU­kandidater, der får Danmarks 15 pladser i Europa­Parlamentet. De folkevalgte kommer til at behandle mange lovforslag relateret til dyrevelfærd, blandt andet om strengere krav til dyretransporter, mere kontrol med avl af hunde og katte, forbud mod turbokyllinger, fiksering af søer og meget mere!

Anima har derfor spurgt partiernes spidskandidater:

Hvad synes du, er det vigtigste område, hvor dyrevelfærden skal forbedres i EU?

Læs deres svar her og se, om du er enig med nogen af dem.

Venstre, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne har endnu ikke besvaret vores spørgsmål. Men vi giver ikke op! Vi kæmper videre for, at alle danske folkevalgte stiller sig på dyrenes side og husker dem i deres arbejde.

AF: SARA RASMUSSEN

Niels Fuglsang,

medlem af Europa-Parlamentet og kandidat for Socialdemokratiet:

Lige nu er det vigtigste for mig at få sat en stopper for de lange og brutale dyretransporter, hvor levende dyr under kummerlige forhold transporteres mellem lande i og udenfor EU. Jeg har selv fulgt en grisetransport hele vejen fra Danmark til Italien.

Turen varede næsten et døgn. Undervejs havde grisene ikke adgang til mad, deres vandtank blev ikke fyldt op, og de blev på intet tidspunkt tilset. I flere timer mens vi holdt i kø i bagende sol på motorvejen, kunne man høre grisene skrige inde fra lastbilen. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Heldigvis er det lykkedes at lægge pres på EU-Kommissionen, så der nu er åbnet op for forhandlinger på dette område. Jeg kæmper for at forbyde de lange transporter, hvilket betyder, at der skal sættes en grænse på 8 timer maks.

Udover nye regler for dyretransporter, mener jeg også, det er helt afgørende, at bure i landbruget udfases. Mere end 1,4 millioner europæere har skrevet under på, at de ønsker dette. Desværre er der ikke sket noget konkret endnu. Det vil jeg kæmpe for, at der gør, hvis jeg bliver genvalgt d. 9. juni.

Kira Marie Peter-Hansen, medlem af Europa-Parlamentet og spidskandidat for Socialistisk

Folkeparti:

Dyrevelfærden i Europa har brug for et kæmpe løft, så jeg synes, vi skal have en europæisk dyrevelfærdslov. Den skal indeholde et forbud mod pelsavl, forbud mod at holde dyr i små bure, og et stop for de enormt lange transporttider på tværs af Europa. Vi har ansvaret for, at dyrene har det godt – det skal man kunne se på vores love.

Jan Kristoffersen, spidskandidat for Alternativet:

De europæiske borgeres ønske og ambitioner om at forbedre dyrs liv er højere nu end nogensinde. I takt med at industriens rammer er blevet mere brutale, så er borgernes erkendelse af, at dyrene fortjener langt bedre, vokset.

I Alternativet ønsker vi, at dyr skal sikres grundlæggende rettigheder til at leve et liv i overensstemmelse med deres naturlige behov. Så dyrene skal først og fremmest ud af burene, mærke jorden under dem og himlen over dem. Det betyder, at vi grundlæggende arbejder for en europæisk omstilling af det animalske landbrug og stop for eksport af kød, så vi udelukkende producerer det, landets egne borgere kan og vil aftage, med stort fokus på dyrenes oplevelse. Derudover ønsker vi total afvikling af pelsindustrien.

Vi vil konkret arbejde for, at landbrugsstøtten tilgodeser landbrug, der dyrker planter til menneskeføde, miljø- og naturvenligt med omtanke for klimaet, og handelsaftaler, der inkluderer specifikke krav og forventninger til dyrevelfærden.

Per Clausen, spidskandidat for Enhedslisten:

Jeg vil fortsætte i forlængelse af den indsats, jeg ydede på dette område i Folketinget fra 20052015, hvor jeg prioriterede arbejdet med at forbedre produktionsdyrenes vilkår højt. Vi skal satse langt mere på plantebaserede fødevarer, så vi i langt mindre omfang har brug for produktionsdyr, men vi skal naturligvis forbedre forholdene for de dyr, som fortsat i en årrække vil indgå i produktionen.

Her vil jeg fokusere på at få sat en stopper for de lange transporter af levende dyr. De opstramninger, som er gennemført, er helt utilstrækkelige. Et andet kernepunkt er et opgør med fikseringen af søer i svineproduktionen. Der er tale om et helt oplagt eksempel på dyremishandling, som der skal sættes en stopper forligesom alle andre former for fiksering af produktionsdyr skal udfases. Jeg har i årevis arbejdet for et stop for mink- og anden pelsproduktion. Det arbejde vil jeg fortsætte i EU-regi. Vi skal have sat en stopper for produktionen af turbokyllinger og rutinemæssig aflivning af hanekyllinger.

Stine Bosse, spidskandidat for Moderaterne:

For at være helt konkret, skal vi have et forbud mod turbokyllinger i EU. Vi skal samtidig have langt bedre vilkår under dyretransporter. Det skal ske på EU-niveau. På den måde sikrer vi bedre dyrevelfærd på et niveau, der virkelig batter, og vi sikrer samtidig lige og fair konkurrence mellem virksomhederne.

Anders Vistisen, medlem af Europa-Parlamentet og spidskandidat for Dansk Folkeparti:

Jeg mener, at dyrevelfærden bør løftes markant for mange forskellige dyr - både mink, kyllinger, grise, og andre dyr. Dyrevelfærden skal både løftes for produktionsdyr, helt almindelige kæledyr og dyr i naturen. Vi skal bl.a. udfase turbokyllinger i EU, vi skal arbejde for et EU-forbud mod pelsdyrproduktion, og vi skal skabe bedre rammer for dyretransport.

Niels Flemming Hansen, spidskandidat for Konservative:

EU skal løse de grænseoverskridende udfordringer, som vi er fælles om. Resten klarer vi herhjemme. Når det kommer til dyrevelfærd, giver det bl.a. mening, at EU er med til at sikre, at dyretransport på tværs af EU’s grænser sker på ordentlig vis og med hensyn til dyrevelfærd.

Sigrid Friis, spidskandidat for Radikale Venstre:

Vi skal sikre at dyrevelfærd ikke bliver glemt, når landbruget står overfor en grøn omstilling. I omlægningen til mere bæredygtige og tidssvarende landbrug bør dyrenes ve og vel også være en vigtig faktor – for eksempel mener jeg, at det skal være slut med små bure. Indespærring og fiksering af dyr hører fortiden til, ligesom jeg synes vi bør stramme yderligere op for, hvor længe levende dyr må transporteres på tværs af lande til slagtning.

Afsløring fra kyllingefarm

Undercover­optagelser fra en svensk kyllingebedrift viser kannibalisme, brutale aflivninger, skaldede kroppe og åbne sår. Det er livet for ‘bedsteforældrene’ til de turbokyllinger, der ender i de danske kølediske.

AF: SUSANNE HINDBERG

DER ER INTET NYT I, AT TURBOKYLLINGER lever med smertefulde helbredsproblemer, da de er avlet til at vokse ekstremt hurtigt. Men for første gang er der nu optagelser, som afslører, hvordan turbokyllingernes ‘bedsteforældre’ lider om muligt endnu mere end de kyllinger, der ender i køledisken. Forholdene er intet mindre end grusomme og viser én af de værste sider af landbruget ­ avlen af turbokyllinger.

Undercover­optagelserne er fra den svenske afdeling af en af verdens største avlsvirksomheder, Aviagen. Her finder man de såkaldte “bedsteforældre­dyr”, nemlig de høner og haner, der er bedsteforældre til kyllingerne i den danske produktion.

Sult og kannibalisme

Kyllingerne i kødproduktionen er avlet til at vokse sig store hurtigst muligt, så de kan blive til billigt kød. Turbokyllinger bliver normalt slagtet efter kun 35 dage. To gene­

rationer af kyllingerne bliver imidlertid ikke slagtet og spist. De er avlsdyr og holdes i live lige så længe, de kan producere æg til udrugning. De lever i over 400 dage – og dét er de slet ikke egnet til.

Hvis de fik lov til at spise den mængde mad, som de har brug for, ville de blive alt for store, mindre frugtbare, og de ville få meget svært ved at bevæge sig. Derfor sulter man dem.

Optagelserne fra Sverige dokumenterer, at sulten fører til stress, og at dyrene i desperation spiser hinanden levende. Høns med brækkede hofter, kroppe pillet næsten helt nøgne, åbne sår og øjenskader. Ulovlige og helt igennem brutale aflivninger. Hele 30% af hønsene døde i bare én stald under undercover­perioden, grundet de nådesløse forhold.

Alt sammen for at der kan produceres så billigt kød som muligt til supermarkederne.

Ender i danske kølediske

Udklækkede kyllinger fra disse gruopvækkende farme importeres til Danmark, så de også kan bruges som avlsdyr. De bliver altså forældregenerationen til de kyllinger, som ender i køledisken hos supermarkeder som Coop.Over 90 procent af kyllingerne fra den svenske bedrift bliver eksporteret, herunder til Danmark, Norge, Finland, Island, Tyskland, Polen og Spanien for at blive opdrættet og holdt som ‘forældre’ i disse landes kyllingeindustri. De danske kølediske er altså fyldt med turbokyllinger, hvis familier lider!

Optagelserne understreger endnu engang vigtigheden af, at virksomheder tager ansvar og stopper med at sælge kyllinger, der har været helvede igennem. Kun ved at stoppe brugen af turbokylling kan tre generationer af kyllingers lidelser få en ende.

Kommunernes kyllingekamp

Kommunerne indkøber tonsvis af turbokyllinger, som bliver serveret i de kommunale institutioner - det vil Anima lave om på. Flere kommuner har fået øjnene op for kyllingernes lidelser. Eksempelvis er Aarhus Kommune med et bredt flertal tæt på et totalforbud mod turbokylling i kommunens indkøb. „Det er grotesk, at der i Danmark findes en industri, hvor vi behandler dyr så dårligt,“ sagde SF’s ordfører og forslagsstiller Liv Gro Jensen.

Vi har været i dialog med alle partierne og indrykket annoncer i lokalaviser for at hjælpe forslaget godt på vej. For vi er sikre på, at når først én kommune indfører et forbud, lægger det grundstenen for, at andre kommuner gør det samme. Og vi er allerede videre med arbejdet i andre store kommuner.

Dyr behøver også nødhjælp

Krigen i Ukraine har mange ofre. Dyrene nævnes dog sjældent, så i december måned satte Anima fokus på dem og samlede ind til Ukraines største internat for dyr fra landbruget. Alle donationer er hårdt tiltrængt for at kunne hjælpe de forsvarsløse dyr gennem krigen. Med gavmilde danskeres støtte donerede vi den sidste halvdel, som foreningen Vulpix manglede, for at få sin indsamling i mål.

AF: CHRISTIAN DEICHMANN

I KHERSON, MYKOLAIV OG DNIPRO går dyrene nu en lidt mindre usikker fremtid i møde. Det lykkedes nemlig foreningen Vulpix, som giver ly til dyr i det krigshærgede land, at få indsamlet penge til at kunne købe hø og andre fornødenheder. Det har kun været muligt, fordi betænksomme og gavmilde dyrevenner har doneret penge. Og det betyder alverden for de mange dyr, som nu ikke er overladt til deres egen skæbne midt i den tragiske krig. Alene i Dnipro bor der lige nu omkring 500 dyr på internat. Det er alt lige fra køer og heste til katte, hunde og vaskebjørne.

I krigens kaos ser mange sig nødsaget til at forlade de dyr, som er i deres varetægt, hvad enten det er elskede familiedyr eller dyr i landbruget. Det er en hjerteskæren­

de situation, som ingen nogensinde bør udsættes for. Men når det alligevel sker, så er shelteret det sidste sikkerhedsnet for dyrene. Det eksisterer kun takket være donationer, som dækker lige fra foder og hø til husly og medicin. Netop nu er gode folk i Vulpix i fuld gang med at lave og vedligeholde de faciliteter, som der kræves for at kunne tage vare på dyrene. Det er eksempelvis individuelle rum, som dyrene bruger til at sove i eller holde sig varme, når det er bidende koldt udenfor.

Selvom situationen stadig ikke ser lys ud i Ukraine, så er historien her trods alt et glimt af lys i mørket. Og lad os huske hinanden på, at der er lys et sted. Det er muligvis ikke meget lys, men det vinder over mørket, som digteren Charles Bukowski skrev.

På internatet i Dnipro er der:

• Over 100 hunde

• Over 100 grise

• Omkring 100 køer

• 41 får

• 39 geder

• 17 vaskebjørne

• 18 heste

• 10 ponyer

MARERIDT!

Max Mara

Modegiganten Max Mara blev i februar mål for en stor international kampagne. Max Mara er nemlig ét af de sidste modehuse, som stadig har pels i kollektionerne. Nu er virksomheden under voldsomt pres fra dyrevenner verden over, som kræver, at Max Mara skriver mishandling af pelsdyr ud af sin forretningsmodel.

AF: MATHIAS MADSEN

EN OPSIGTSVÆKKENDE LUFTBALLON

driver hen over Milano, Italiens ikoniske mode­hovedstad. Det er dagen, hvor modeugen i Milano begynder. Ballonen flyver hen over Max Maras hovedkvarter, og det er alt andet end tilfældigt, for den er lige præcis sendt op til ære for dem. “MAX MARA GO FUR­FREE!” står der på ballonen med bombastiske bogstaver. Aktioner som denne har i løbet af de seneste måneder givet sved på panden hos ledelsen i Max Mara.

Max Mareridt

Max Mara er blevet genstand for en international kampagne koordineret af Fur Free Alliance, som Anima har formandskabet i. I modsætning til de mange store modehuse, som i løbet af de seneste år har indført pelsfri politikker, er Max Mara nemlig stadigvæk med til at opretholde den brutale industri, som er et sandt mareridt for mink, ræve og andre pelsdyr. Målet med kampagnen er at få Max Mara til at droppe pels og tilslutte sig vores dyrevenlige program Fur Free Retailer, som i dag tæller hele 1.581 pelsfrie virksomheder.

Massivt pres

I flere end 20 byer, herunder Rom, Berlin og London, har aktivister demonstreret foran Max Maras fashionable butiksfacader. På sociale medier har dyrevenner bombarderet Max Mara med kritiske kommentarer, og virksomheden har modtaget – hold nu fast ­ flere end 270.000 e­mails og 5.000 telefonopkald!

At modehuset mærker presset, er der ingen tvivl om. På Facebook og Instagram valgte Max Mara desperat at lukke ned for kommentarer, og alle pelsgenstande forsvandt på mystisk vis fra modehusets hjemmesider. I Danmark skal der lyde en stor tak til Animas dedikerede skare af dyrevenner, som på blot et døgn paralyserede Max Mara Danmarks profil på Trustpilot. Måske var du én af dem?

I skrivende stund møder Max Mara fortsat kampagnen med pinlig tavshed. Men mon ikke det er et spørgsmål om tid, før modehuset slutter sig til rækken af virksomheder, som siger nej tak til pels?

En konge af i morgen?

2024 blev året, hvor Kronprins Frederik blev til Kong Frederik 10. Ved tronskiftet lovede den nye regent at være “en samlende konge af i morgen”. Anima sendte derfor et brev til Hans Kongelige Højhed med en opfordring til, at kongehuset siger nej til pels. For pelsindustrien hører ikke fremtiden til. Det indså det britiske kongehus allerede for fem år siden. Vi venter spændt på et svar fra Frederik.

Fur Free Europe

Sidste år modtog EU­Kommissionen 1,5 mio. underskrifter for et forbud mod pels. Nu har Kommissionen som svar besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal vurdere, hvordan dyrene på pelsfarme har det. Det er et første skridt i retning af det forbud, som må og skal være resultatet af de mange underskrifter fra borgerinitiativet Fur Free Europe. Bolden ruller, og vi kæmper videre for at få den helt i mål!

Mellem sorg og kærlighed: En sonetkrans for Fiske

AF: JOH VINDING

SONETTER ER NORMALT IKKE NOGET, der finder vej til blade som Dyrenes Stemme. Men Bjørn Rasmussen har med sin digtsamling Fiskesonetterne skabt et værk, der bringer dyr og menneskers forhold i fokus. Fiske var nemlig Bjørn Rasmussens hund, og Fiskes billede præger smukt forsiden. Men Fiske er ikke mere, og digtene kredser om den store kærlighed mellem mand og hund og det knusende tab ved at miste en man elsker.

De fleste har nok mødt et menneske, der negligerede denne relation og tabet: „Slap af, det var jo bare en hund“.

Når Bjørn Rasmussen sætter følelserne på spil i en smuk digtsamling, så bliver det til mere end blot en fortælling om ham selv og Fiske. Det bliver også et værk, der hæver dyrenes status og siger, at det vi føler for dyr er sandt og ægte og fortjener at blive talt om.

„Man strammede os ud af vores lighed i regelmæssighed, kadence, trin.

Man snakker ikke om andet end om frihed, men kolde røster snører livet ind.“

Hvor stærk er kærligheden så? Jo, den er faktisk stærkere end selv de hårdeste stim­

ulanser og nærmer sig næsten det guddommelige.

„Da det eneste jeg tænkte på var opiater kom du i parkens grønne og gav mig slik i øret som oblater.“

Digtene fortæller om, hvordan livet kan være hårdt og svært, men at Fiskes umid­

delbarhed og tilstedeværelse er som en lise.

Fiskesonetterne vækker følelser og digtenes billeder vil få enhver til at mindes både nogle af de smukkeste og triste tider. Det er svært at læse digtene uden at få billeder på nethinden af dem, man selv har måttet sige farvel til.

“Et sted, jeg aldrig finder på min vej, Kan spores af din snude og din sansning. Jeg savner dig, som hvalpe savner leg, når lænkerne har bundet hver en elskling.”

Digtene er skrevet med enorm teknisk snilde i en såkaldt sonetkrans, hvor dele af de enkelte digte gentages i andre og til sidst i en samlet mestersonet, der består af første strofe fra alle andre digte i samlingen. Det er svært og selve formen er en stærk pointe i sig i forhold til at insistere på det legitime i at værdsætte dyr og se dem som de er.

Det er en digtsamling man vil kunne tage frem fra reolen i årevis, læse lidt, tænke og føle noget helt inde i sjælen.

„Jeg tror vi kan forkynde verset sammenat hundene er evigt engle, amen!“

Sydkorea forbyder hundekød

AF: SUSANNE HINDBERG

Efter mange års hårdt arbejde for at få Sydkorea til at lukke den grusomme hundekødsindustri, skete det endelig: parlamentet vedtog i starten af 2024 et lovforslag om at udfase salg af hundekød. Loven vil skåne over en million hunde årligt fra at blive opdrættet på grusomme farme og brutalt slagtet.

SYDKOREAS PARLAMENT VEDTOG i januar et historisk lovforslag, der udfaser salg af hundekød frem mod 2027. Forbuddet er et stort skridt på vejen mod en verden uden hundekød, da Sydkorea er det eneste land, hvor hunde opdrættes på industrielle farme.

3.500 hundekødsfarme bliver tvunget til at lukke. Det vil årligt skåne over en million hunde fra et grusomt liv og en smertefuld død.

En dyrevenlig udvikling

Forandringen har været længe undervejs, men tendensen har været klar. Hundens status har ændret sig i Sydkorea og hunde bliver af langt de fleste koreanere set som et familiedyr. Den Koreanske præsident har længe talt åbent om sit dyrevenlige hjerte, og det har uden tvivl været med til at bane vejen for en lovændring.

Ifølge loven kan man blive straffet med tre års fængsel eller med en bøde på 150.000 kr, hvis man slår en hund ihjel for hundekød.

Det nytter

Anima har i flere år arbejdet for at lukke hundekødindustrien i Sydkorea, og derfor er det fantastisk at opleve, at det vedvarende internationale pres nu bærer frugt. Vi har bakket op om lokale organisationer og støttet frivillige, der deltog i protesterne i Sydkorea. Derudover har vi løbende presset på for et forbud, dels ved at mødes med Sydkoreas ambassadør i Danmark, hvor vi bl.a. har overrakt underskrifter fra danske dyrevenner, og ved at skrive direkte til politikere i Sydkorea.

Leve-postej

Denne postej er en klassiker, som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Den er et godt og sundt alternativ til leverpostej. Den smager forrygende, og den lader dyrene leve. Derfor er det en leve-postej.

Ingredienser

• 500 g champignoner

• 1 løg, hakket

• 100 g usaltede cashewnødder*

• 1 dl vand

• 1 dåse kidneybønner eller sorte bønner (240 g kogte)

• 1-2 tsk. salt

• Friskkværnet peber

*Hvis du bruger saltede cashewnødder, bør mængden af salt i opskriften justeres.

Fremgangsmåde

Hak champignonerne fint (brug eventuelt en foodprocessor). Steg champignoner og løg på en pande i 10-15 minutter, indtil champignonerne har afgivet al deres væde, og væden er stegt væk. Det er ikke nødvendigt at tilsætte vand eller olie, da champignonerne indeholder meget væde i sig selv.

Hæld cashewnødder og vand i en foodprocessor og blend, indtil det har en ensartet konsistens. Tilsæt derefter de stegte champignoner, løg, drænede bønner, salt og peber.

Blend indtil postejen har den ønskede konsistens, eksempelvis helt fin eller lidt grov. Smag til med salt og peber. Skrab postejen ned i en form og bag den i ovnen ved 200 grader i 45-55 minutter (mængden passer til en 9 dl aluminiumform eller en lille brødform). Postejen kan også bages i muffinforme, hvilket er praktisk hvis den skal fryses eller med på tur.

Server eventuelt leve-postejen med stegte champignoner og løg på toppen og spis den varm eller kold sammen med rugbrød og syltede rødbeder eller syltede rødløg.

Opskriften er fra bogen “Kærlige madpakker” af Mia Sommer, som har vundet prisen for Årets Veganske Udgivelse.