ELEGANT HERSKABSLEJLIGHED MED ALTAN OG ELEVATOR
I den historiske bygning Esplanadegaarden, på hjørnet af Esplanaden og Store Kongensgade, ligger denne imponerende femværelses herskabslejlighed. Allerede i opgangen får man det første indtryk af ejendommens unikke karakter som vidner om at den er opført i 1908 i ægte Art Nouveau stil. Her bliver man mødt af dekorative træornamenter, vinduer med glasmosaik og en smuk elevator med smedejernsgitre. Elevatoren fører op til 2. sal hvor en elegant og rolig lejlighed på 214 kvm venter. Fra den fine tapetserede entré og serveringsgang, kommer man ind til tre stuer en-suite med smukke tidstypiske træk. Her findes alt hvad man kan forvente af en klassisk herskabslejlighed. Højt til loftet, sildebensparket, original stuk, træpaneler og skydedøre. To af stuerne har fine lyse karnapper med udsigt over Nyboder og Store Kongensgade helt ned til Hotel D’Angleterre.