BYG 04 2016

B Æ R E DYG T I G T B YG G E R I N R . 4 2 0 1 6

TEMA: KRAFTVÆRKER BJARKE INGELS Det mest bæredygtige byggeri, jeg kender ENERGIPRODUKTIONENS ANSIGT I BYEN Gottlieb Paludan Architects

AMAGER RESSOURCECENTER Fotoreportage fra byggepladsen KRAFTVÆRKER FRA HELE VERDEN BIG, C.F. Møller, Gottlieb Paludan, Schmidt Hammer Lassen, ZGF, Hundertwasser, IBA, Renzo Piano, Tzannes Associates

Find produkter og materialer til dit næste projekt på byggematerialer.dk får du ... Ô Hurtigt overblik over mere end 1700 producenter og leverandører Ô produkter, dokumentation og referenceprojekter samlet ét sted Ô produktnyheder målrettet til den professionelle byggebranche

Se hvorfor vi har mere end 15.000 besøgende hver måned. byggematerialer.dk er den hurtige vej til de rette produkter og materialer.

Vi samarbejder bl.a. med:

-75.511 - arkitekten 2016 - nr08 helside 270x184.indd 1

Byggematerialer.dk en del af Byggefakta

tlf: 7025 3031 info@byggematerialer.dk www.byggematerialer.dk

07-07-2016 17:04:08

ET NABO-KRAFTVÆRK, TAK! Jeg kendte kun kraftværker som storrygende øjebæer. Giftige skrumler, skamfuldt gemt væk i udkanten af storbyerne. Sådan nogle, som aktivister kæmper for at få lukket. Men så blev jeg næsten nabo til “Bjarkes Bakke”, som min overbo på Amager kalder BIGs kraftværk på Refshaleøen i København. Det byggeri blev min dør ind til en verden af kunstfærdige kraftværker, som du finder et udvalg af i dette nummer af BYG. Nødvendige industribyggerier, som både kan være sjove og smukke. Sågar bæredygtige? Noget, som man så småt kan glæde sig til at cykle ud til om søndagen for lige at kaste et blik ind i maven på det ulmende uhyre. Man kan måske blive lidt små-stolt over at bo i en by, der har et kraftværk, som blæser en advarende røgring op på himlen, når man sammen med de andre borgere har brugt for meget CO2? Ubekymret se til, imens et +80 meter højt kraftværk kribler frem i baghaven? Og blive ekstra glad, når man opdager, at danske arkitekter giver den gas med flere kæmpe kraftværker - i Kina og Sverige for eksempel. Kraftværkerne bliver bygget sammen med byerne, og de inviterer borgerne indenfor, så vi kan lære noget om al den energi, vi bruger. Arkitekturen tager sin plads i samfundet, og smukke teglfacader, skywalks og skibakker pakker nødvendighederne pænt ind, så jeg nu ikke nødvendigvis har noget imod sådan et nabo-kraftværk. Jeg tror, at det er på vej til at blive ganske godt at have et kvalitets-kraftværk på c.v.et, når man arbejder i byggebranchen. Kraftværkerne er på vej i en positiv retning. En af de næste opgaver kunne være at finde en økonomisk løsning, der gør, at disse kraftværker ikke bliver dyrere end de gængse, så flere byer kan få kønne kraftværker der stræber efter bedre bæredygtighed. /msl

Redaktion Marie Sofie Larsen, arkitekt MAA, redaktør, msl@arkfo.dk Adrian Täckman, grafisk design Cornelius Colding, korrektur og oversættelse Annoncer: DG Media as, Havneholmen 33, DK-1561 København V Heidi Faarborg, +45 30 94 67 05, Heidi.f@dgmedia.dk www.dgmedia.dk Repro og tryk Stibo Graphic A/S, Saturnvej 65, 8700 Horsens Rådgiverpanel Graves Simonsen, arkitekt MAA, Bygherreforeningen Kurt Emil Eriksen, ingeniør, IDA Byg og VELUX Anne-Mette Manelius, arkitekt MAA, Tegnestuen Vandkunsten Peter Andreas Sattrup, arkitekt MAA, Danske Ark Lasse Lind, arkitekt MAA, GXN Jette Snoer, cand. jur., Dansk Byggeri Mikael Koch, arkitekt MAA, Træinformation Carsten Rode, ingeniør, DTU Indeklima og Bygningsfysik Lau Raffnsøe, ingeniør, DGNB Christine Larsen, cand.com., InnoBYG Martin Vraa Nielsen, ingeniør, Henning Larsen Architects Udgiver Arkitektens Forlag, Pasteursvej 14, 4. tv. (6. etage), 1799 København V (+45) 32 83 69 70, Sanne Wall-Gremstrup, direktør

DET MEST BÆREDYGTIGE BYGGERI, JEG KENDER Der var ingen, der bad om en skibakke Bjarke Ingels

4

BYGGEPLADS 8 Amager Ressourcecenter Adrian Täckman og Marie Sofie Larsen BYGGEPLADS 14 Energiproduktionens ansigt i byen John Strandfelt BYGGEPLADS 22 Superindustri, skorstensæstetik og spildvarmejagt Marie Sofie Larsen PROJEKT 28 Verdens største kraftværk Marie Sofie Larsen PROJEKT 29 Campus-kraftværk Marie Sofie Larsen PROJEKT 30 Hundertwassers kraftværk Marie Sofie Larsen PROJEKT 31 Fran bunker til kraftværk Marie Sofie Larsen PROJEKT 32 Renzo Pianos kraftværk Marie Sofie Larsen PROJEKT 33 Fra bryggeri til kraftværk Marie Sofie Larsen METODE 34 Overskudsjord er så godt som guld Graves Simonsen

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

4

Det mest bæredygtige byggeri, jeg kender

Vi har undersøgt, hvordan svære betingelser kan vendes til fordele. Vi har set, hvordan bygninger og byer kan forvandles til menneskeskabte økosystemer. Vi har oplevet, hvordan miljøhensyn kan sprede glæde – og hvordan man kan bryde industriel infrastruktur op og få samfundsmæssige fordele ud af det. Af arkitekt Bjarke Ingels

DER VAR INGEN DER BAD OM EN SKIBAKKE

V

i har rejst fra de varmeste til de koldeste steder på planeten og set, hvordan arkitekturen kan tilpasse sig den arabiske ørken og den finske tundra. Evolution foregår ved, at livet tilpasser sig sine omgivelserne.

Som en omvendt evolution har arkitekturen givet os mulighed for at tilpasse vores omgivelser til livet. I stedet for at bo i en hule, vi finder, kan vi skabe vores egen hule. I stedet for at klatre op i et træ kan vi bygge vores eget hus oppe i træet.

Jordens geologiske historie er inddelt i kronologiske tidsaldre, der defineres ud fra deres indflydelse på planetens geografi.

Mange forskerne omtaler vores nuværende tidsalder som ‘antropocæn’ – menneskets tidsalder – den epoke, der startede, da menneskets indvirkning på det globale økosystem begyndte at nedbryde de traditionelle naturværdier.

Nogle forskere holder på, at den antropocæne tidsalder be-

Amager Ressourcecenter, plan, opstalt, snit

gyndte med den industrielle revolution omkring år 1800. Andre mener, at menneskets indflydelse på den geologiske udvikling startede allerede for 8000 år siden, da vi opfandt landbruget, blev fastboende og begyndte at bygge huse og byer. Da vi blev arkitekter, med andre ord.

Nogle pionerer udvider vores horisont ved at udforske og erobre rummet. Som arkitekter yder vi også en pionerindsats, når vi skaber rum med vores arkitektur. Det antropocæne element bliver mere og mere tydeligt, og med isafsmeltning, stigende vandstande, inddæmning af floder, ørkendannelse, skovrydning og global opvarmning har vi i høj grad bevist vores evne til at gøre skade på planeten. Men med stor magt følger også et stort ansvar. Vi kan ikke acceptere, at vores levevis skal forvolde utilsigtede (men ofte katastrofale) skader. Derfor må vi bruge vores

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

viden og teknologi til at skabe artificielle landskaber og økosystemer. I stedet for at prøve at kompensere for vores skammelige civilisation med velgørenhed og klamre os til det bestående skal vi integrere økologiske systemer i samfundet ved at skabe holistisk arkitektur.

Tilbage i København efter vores jordomrejse – og nu meget klogere efter alle vores eksperimenter og erfaringer – har vi taget hul på vores største projekt til dato. Hvis det ikke havde været for de opdagelser, vi har gjort undervejs på vores rejse, ville vi aldrig være blevet hyret til at tegne det her projekt eller have været i stand til at udtænke og konstruere det. Efter at have tilbragt det seneste årti med at studere, hvordan man tilpasser sig forskellige klimaer og kulturer rundt omkring på kloden føler vi os nu kvalificerede og erfarne nok til at tage det næste store skridt: Amager Ressourcecenter.

En bys vartegn siger meget om dens grundlæggende værdier og afspejler samtidig tidsånden. Kongeslotte vidner for eksempel om stor koncentration af magt og rigdom. Eiffeltårnet er et levn fra en tid, hvor den heroiske ingeniørkunst gav os jernbanebroer og stationer og forbandt verden på nye og revolutionerende måder. Empire State Building symboliserer det tidspunkt i byernes historie, hvor det private erhvervslivs katedraler begyndte at overskygge de offentlige og religiøse institutioner.

Man kan udlede meget af de vartegn, vi efterlader til kommende generationer. Det her er historien om en bygning, der måske kan blive Københavns næste vartegn. Det næste vartegn

5

bliver ikke et kulturpalads eller et kongeslot. Det bliver et kraftværk, der forvandler husholdningsaffald til varme og energi.

Amager Ressourcecenter (ARC) vil sammen med byens indbyggere komme til at danne en metabolisme, der forvandler affald til en ressource, og dermed bliver københavnerne (eller rettere deres biprodukter) selv til en slags energikilde. Et ton affald har det samme energiindhold som 1,3 tønde olie. 3 kg køkkenaffald giver for eksempel fem timers varme og fire timers elektricitet.

Affaldet – og den måde, vi håndterer det på – har stor betydning for vores aftryk på miljøet. Det er, når ressourcer bliver ødslet væk, at der opstår forurening. Forureningen er et uønsket biprodukt af nogle produktionsprocesser, der skal tilfredsstille et behov. Jo større behovet er, jo større bliver biproduktet. Og da det ikke bliver konsumeret ligesom selve produktet, ender det med at hobe sig op, indtil det bliver et problem med overfyldte lossepladser og partikler, der spredes i luften og vandet.

Men ethvert problem er samtidig en mulighed. Man kan vælge at se forureningen som en stor ressource, der bare ikke har fundet sin sande brug. I løbet af de sidste 50 år har vi forfinet vores måde at behandle affaldet på. Først brændte vi det simpelthen, fordi vi ikke havde nogen steder at deponere det.

Så begyndte vi at udnytte varmen fra forbrændingen til centralvarme, og senere fandt vi ud af at udnytte energien til at drive elektriske turbiner. De seneste årtier har vi udviklet filtreringen, så vi nu kan trække aske ud og bruge den til betonproduktion sammen med C02 og andre kemikalier, og dermed eliminerer vi mere eller mindre biproduktet.

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

I dagens Danmark bliver 42% af affaldet genbrugt, og 54% bliver lavet om til varme og strøm. Kun 4% ender med at blive deponeret. 90% af landets boliger nyder godt af fjernvarmen fra forbrændingsanlæg, så næsten al varmeforsyningen i dette kolde land er altså oprindelig opstået som et biprodukt af affaldshåndteringen.

For at minimere transporttiden og transmissionstabet er det vigtigt, at kraftværkerne ligger midt i byerne – der, hvor affaldet bliver genereret og energien brugt. Økonomien er afhængig af stordriftsfordele, og derfor ender værkerne ofte som kæmpestore, grimme kasser, der overskygger naboerne og spærrer for udsigten. ARC kommer til at blive den største og højeste bygning i hele København! Da vi tegnede konkurrencen, spekulerede vi derfor over, hvordan vi kunne undgå NiMBY-effekten (Not in My Back Yard) og i stedet gøre værket til et aktiv for nærområdet.

Det specielle ved ARC er, at det bliver det reneste affaldsbaserede energianlæg i verden. Den røg, der kommer ud af skorstenen, er ren og giftfri. Halvdelen af bygningen bruges på at rense røgen for CO2 og andre skadelige stoffer og udvinde brugbare ressourcer.

Så hvor kraftværker og industrier ellers har været forvist til industriparker for at undgå forurening og svineri i boligområderne, er det her kraftværk helt rent og kan ligge midt i byen. Når man ser på Google Maps, er almindelig bebyggelse markeret med gult, mens parker er markeret med grønt, seværdigheder er røde, og industriområder er grå. Ligesom kræft sprder bebyggelsen

Amager Ressourcecenter snit

6

sig og fortærer al den omkringliggende natur. Derfor tænkte vi: Hvad hvis nu ARC kunne blive et grønt område på bykortet? Det kommer jo til at ligge på havnefronten midt i storbyen, lige op til marinaen og Copenhagen Cable Park, hvor de lokale piger og drenge står på vandski.

Da vi første gang besøgte stedet, blev vi fascineret af vandskiløberne. Midt i industrihavnen er der opstået en niche med nogle aktiviteter, der ikke findes noget andet sted i byen. Man er nødt til at opsøge folk, hvor de nu er. Og der er ikke ingen, der ved mere om byens behov og drømme end de lokale.

Så vandskiløberne var altså allerede ankommet. Og når vi nu taler om ski, så har København jo nogle kolde vintre, hvor der ofte ligger sne i flere måneder. Men vi har ikke et eneste bjerg.

Hvis vi vil stå på ski, må vi derfor køre i bil i flere timer for at komme op til de svenske skisportssteder. Vi har ingen bjerge, men til gengæld har vi bjerge af affald. Det nye energianlæg bliver 90 meter højt, og det svarer til to tredjedele af pisten i Isaberg. Værkets store skråning bliver lige så lang som en olympisk half-pipe. Med en 90 meter høj klatrevæg – den højeste i verden – bliver projektet indbegrebet af det, jeg kalder hedonistisk bæredygtighed. Og det går igen i alle bygningens overflader, udenpå og indenfor, der både er funktionelle og legende og dermed understøtter det liv, vi gerne vil leve. For eksempel bliver der en vandresti, hvor man kan gå ture eller holde picnic. Og fra toppen af bakken har skiløbere, vandrere og andre besøgende en spektakulær udsigt over byens skyline.

Den nødvendige teknik som ventilationsskakte og luftindtag er

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

med til at skabe den topografiske variation, der hører sig til på sådan en bjergskråning. Altså et menneskeskabt landskab, der bliver til i mødet mellem nedefrakommende behov og oppefrakommende ønsker.

Facaderne består af gigantiske aluminium-plantekasser, der foldes for at give dem konstruktiv styrke og stables ligesom kæmpestore mursten. Plantekasserne forvandler det indre af værket til én stor biotop for planter og dyr – i stil med de færøske fuglefjelde. Planterne er også med til at filtrere det dagslys, der kommer ind i rummet.

Opgaven lød på at tegne et affaldsbaseret energianlæg. Der var ingen, der bad om en skibakke. Det startede lidt som en joke, men da latteren så havde lagt sig, følte vi stadig, at det var en god idé. Vi foretog nogle opringninger og spurgte træneren for det danske skilandshold. Vi ringede til en skibakke-konstruktør.

Vi regnede på tallene. Det føltes stadig rigtigt. Mirakuløst nok vandt vi konkurrencen. Og nu manglede vi bare at finde ud af, hvordan det skulle løses i praksis!

Danmark vandt ikke en eneste medalje ved vinterolympiaden i Sochi. Men fra og med 2018 skal verden til at holde øje med de danske skiløbere – i hvert fald vil de fra da af have mulighed for at træne herhjemme.

Anlægget er nu under opførelse – det kommer til at hedde Amager Bakke, eller Copenhill. Wired Magazine omtalte byggeriet som ‘Powderplant’, og andre har kaldt det ‘White Trash’.

Under alle omstændigheder er det det tætteste, vi er kommet

7

på at realisere vores vision om at forvandle byer og bygninger til økosystemer. Ikke alene udnytter energianlægget de tilstedeværende ressourcer – regnvandet, dagslyset og det naturlige luftskifte – det skaber også en urban metabolisme, hvor København forvandler sit affald til en rig energikilde.

Som sagt bliver Amager Bakke det reneste affaldsbaserede energianlæg i verden. Skorstenen kommer udelukkende til at udsende en lille smule damp og noget CO2 – og i meget mindre doser end dem, vi kender fra de hidtidige anlæg. For helt at vende op og ned på folks opfattelse af, hvad et kraftværk er, fandt vi på en kunstnerisk gimmick: I samarbejde med kunstnerne/ arkitekterne realities:united og Copenhagen Suborbitals har vi udviklet en skorsten, der kan akkummulere overskudsdampen.

Tanken var egentlig, at CO2-en skulle udledes i klumper, men fordi røgen er så ren, er den også usynlig, og derfor er det kun det andet biprodukt, dampen, der bliver synlig nok til at kunne danne røgringe. Med jævne mellemrum, hver gang anlægget har udledt et ton C02, så bliver al den opsparede damp derfor udledt i form af en røgring!

For fremtiden behøver man altså bare at se op på himmelen over København og tælle røgringene. Hver af dem signalerer, at nu er der udledt et ton CO2. Ved ikke at feje noget ind under gulvtæppet, men i stedet at projicere vores CO2-aftryk op på himmelen over København giver vi dermed alle københavnere en intuitiv viden, der kan være med til at påvirke de beslutninger, de tager for deres eget liv og den by, de gerne vil bo i.

I BYG bidrager danske aktører i byggebranchen med essays under temaet “Det mest bæredygtige byggeri, jeg kender”. Dette nummers forfatter er Bjarke Ingels, som startede BIG 2005.

Gennem en række byggerier har han vist bygninger, der er programmatisk og teknisk nyskabende, og har ved siden af ​​sin arkitektoniske praksis undervist på Harvard University, Yale University, Columbia University og Rice University, og har blandt andet talt i TED, WIRED, AmCham, Downing Street 10 og World Economic Forum.

byg bĂŚredygtigt byggeri 4 2016

Byggeriet af Amager Bakke, som er mere alpetop end bakke, begyndte i forĂĽret 2013. Der er lagt over 2,2mio. arbejdstimer i projektet.

8

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

9

På byggepladsbesøg: Byggeriet af Amager Ressourcecenter begyndte i foråret 2013 og forventes færdigt i 2018. Der er indtil videre lagt over 2,2 mio. arbejdstimer i projektet. Af Adrian Täckman og Marie Sofie Larsen

AMAGER RESSOURCECENTER

A

mager Ressourcecenter (ARC) er et fælles-kommunalt selskab ejet af Dragør, Frederiksberg, Hvidovre, København og Tårnby Kommuner. Selskabet tager imod og behandler restaffald fra byens borgere og virksomheder og forsyner dem med genbrugsmaterialer, elektricitet og fjernvarme. Med etableringen af Amager Ressourcecenter, der erstatter ARC’s 40 år gamle affaldsforbrændingsanlæg, får København formodentlig verdens mest moderne og miljørigtige affaldsbaserede energianlæg, der samtidig producerer 20% mere energi end det gamle anlæg. Computerne, der overvåger og styrer anlægget, håndterer mere end 32.000 forskellige signaler og ARC får en affaldssilo med en kapacitet på ca. 22.000

tons svarende til ca. tre ugers leverance af affald. Amager Ressourcecenter har to identiske ovnlinjer, der hver kan behandle 35 tons affald i timen.

Over 99% af al energien i affaldet frigives under forbrændingen. Den luft, som er nødvendig for forbrændingsprocessen, suges fra affaldssiloen, så der ikke slipper lugt ud til omgivelserne.

Forbrændingen er aktiv døgnet rundt, og der er altid mindst en ovnlinje i drift. Hver ovnlinje kan være i drift uafbrudt i næsten to år.

BIG og MOE har vundet en international pris for deres BIMmodeller af projektet. Modellerne blev bygget digitalt med programmet Tekla.

Til venstre: Gennem blæst og byggelarm får fløjten hele byggepladsen til at stå stille og se mod kranen, som stille svajer betonelementet hen imod montørerne, der før dinglede med benene og deres karabinhagefæstnede faldsikringer ud over kanten af tagkonstruktionen, der slutter +80 m over jorden. En radio knaser kommandoer, og montørerne trækker elementet på plads, fæstner det, klikker wiren fri og sender krankablet tilbage efter næste element. Til højre: byggeplads på det eksplotionssikrede tag som snart bliver til en skibakke.

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

10

Da der var travlest på byggepladsen var der tyve kraner og godt 700 mand i gang på samme tid. Alligevel har der været meget få arbejdsulykker: ”En ulykke er en ulykke, og jeg bliver ked af det og forskrækket, hver gang der sker nogen noget. Men heldigvis har vi kun haft 8 skader, som klemte fingre eller forstuvede ankler, siden vi startede”, siger Lars Juel Rasmussen, som er projektdirektør. Mønsterrundering, faldsikringer og sikkerhedskurser til alle på byggepladsen har ifølge projektdirektøren medvirket til at holde antallet af arbejdsulykker nede.

Amager Ressourcecenter er ca.: 41.000 m² – som syv fodboldbaner 2400 jernbetonpæle – svarende til 24 km 35.000 m³ beton 5.000 tons stålkonstruktion 1.800 ventiler 850 pumper, blæsere og kompressorer 3.300 måleinstrumenter 310 km kabel

Hovedrådgivere: Bascon, BIG cph, MOE, Rambøll Energi Entreprenører: NCC – råhus, Geo København, Tvilum Landinspektørfirma Ovnene: Babcock & Wilcox Vølund Turbine: Siemens Danmark Røggasrensning: LAB, Frankrig SRO/EL: Siemens Danmark Stål og tag: Züblin Stahlbau, Tyskland Facade: Sipral, Tjekkiet Kilde: ARC Alle fotos: Adrian Täckman

byg bĂŚredygtigt byggeri 4 2016

11

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

12

Den ligner et tusindben fra helvede, den lange røde maskine, der strækker sig i en dobbeltrække af siloer, som snart skal sende slagger fra affaldsforbrændingen i teknikbjergets glødende indre, videre til bearbejdning inde i verdens mest moderne og miljørigtige affaldsbaserede energianlæg. Anlægget skal lave københavnernes affald om til elektricitet og fjernvarme til ca. 140.000 familier om året, ved hjælp af ovne, røgrensningsanlæg, turbiner og generatorer. Fra alle åbninger i de stadigt våde betonelementer lurer kæmpekedler og maskiner, og de røde rør, som sender al røg til rensning i affaldskæmpens lunger, forgrener sig fra ovnene. Finurlig finmekanik overvåger affaldsvidunderets organer.

Over tyve fagentrepriser tager sig af forbrændingsanlæggets vitale dele, som var de læger og sygeplejesker på et hospital. De taler over 25 forskellige sprog. Enhver som har haft ansvaret for bare en lille byggeplads, ved hvor meget kommunikation det kræver, at alt bliver løst rigtigt og til tiden. Det har man en byggeleder til at sørge for. På Amager Bakke er der 16 byggeledere. De sikrer, at arbejdsdøgnet er planlagt ned til mindste møtrik. Stram styring og detaljerede delmål gør, at byggeriet er foran tidsplanen, trods alle de potentielle benspænd, der altid lurer i en byggeproces.

byg bĂŚredygtigt byggeri 4 2016

13

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

14

Värtaverket ligger i Hjorthagen i det centrale Stockholm. Brændsel til værket fragtes gennem en tunnel fra den nærliggende Värtahamnen. Fotografiet er fra før monteringen af det ydre facadelag. Foto: Hans Ekestang.

Värtaverket ligger prominent på en klippetop, tæt på et boligområde, langs en stor indfaldsvej. Så kraftværket er på mange måder til stede midt i byen. Af John Strandfelt, Gottlieb Paludan Architects

ENERGIPRODUKTIONENS ANSIGT I BYEN

E

t givent forhold ved at arbejde med arkitektur i forsyningssektoren er, at man arbejder helt på produktionens præmisser. Her på Värtaverket i Stockholm handlede det blandt andet om at etablere en samlende klimaskærm om et konglomerat af teknisk betingede volumener i en ny biomassefyret kraftvarmeblok. En yderligere præmis for opgaven var en central placering i byen. Värtaverket ligger i området Hjorthagen, nær boligområder og prominent placeret på et klippeplateau langs en af byens hovedindfaldsveje. Den nye kraftværksbygning er derfor tydeligt til stede i byens landskab.

Indbyg tolerancen i projektet Facaden er skilt i to lag med hver sin funktion. Det inderste udgør klimaskærmen og er udført i ‘steel sandwich elements’.

Det yderste består af en åben skærm af vertikale terrakottaelementer arrangeret i brede, horisontale bånd. Denne ydre del udgør en homogen drapering, som tillader de teknisk betingede udluftningskanaler, indtag og åbninger at perforere den indre facade, uden at anlæggets fremtræden i bybilledet kompromitteres. På samme måde kunne det tekniske udstyr arrangeres rationelt som volumener inden for planens omrids. Denne opdeling gjorde projektet robust over for også sene ændringer i det tekniske projekt. Projekteringen af arkitekturprojektet for et kraftvarmeværk foregår som nævnt i konstante feedbackloops med det tilhørende forsyningstekniske projekt. Ændringer langt hen i processen er derfor en præmis, som det kun giver hovedbrud og spild af ressourcer at ignorere.

Nær- og fjernvirkning Et sådant anlægs arkitektoniske udtryk udgøres ligeligt af nærog fjernvirkningen. På distancen opleves det primært som en gestalt på en landskabshorisont eller i en urban skyline. Virkemidlerne er her fladernes homogenitet og en let aflæselig hovedform. Et eksempel fra den hjemlige kontekst kunne være Avedøreværket, hvis fjernvirkning og offentlige identitet baserer sig på dets konisk-ikoniske silhuet, oplevet i høj fart på E20 over broen ved Kalveboderne.

På mellemlang og kort afstand bliver facadens strukturering og materialitet afgørende. Den eksisterende del af Värtaverkets bygningsmasse består blandt andet af murede byggerier fra forrige århundrede af ganske høj kulturhistorisk og arkitektonisk værdi. At basere det gode naboskab på en identisk byggeteknik ville dog dels være meningsløst, dels ikke nødvendigvis bibringe den nye kraftværksblok en arkitektonisk legitimitet modsvarende ressourceforbruget. I stedet valgte vi at møde det omgivende miljø med en moderne fortolkning af teglfacaden. Den ydre facade er som nævnt disponeret i horisontale bånd. Mellem hvert bånd er terrakottaelementerne trukket fri af hinanden, og her kigger bæreværkets metalkonstruktion frem og etablerer en vandret skyggenot.

Projektet blev skabt i et parallelopdrag, som vi vandt sammen med en svensk partner, arkitektfirmaet Urban Design. Vi er tilbage i de buldrende byggeår lige op til finanskrisen. Bygherren Fortum AB opererede i først omgang med et kedelrum udsparret i fjeldet. Denne løsning ville have muliggjort et lille, elegant

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

15

Det ydre, lette facadelag af terracottaelementer deler materiale med Värtaverkets murede bygningsbestand, men fortolkningen af teglet og af facadens rolle er nutidig. Foto: GPA.

Opstalt mod syd.

Den ydre facades tætte, ensartede takt gør bygningen til en integreret brik i bybilledet, trods et komplekst og teknisk krævende program. Foto: GPA.

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

16

Ovenfor: Situationsplan med Värtahamnen mod øst og hovedindfaldsvejen Norra Länken, som passerer syd om Värtaverket. Til højre: Fra opbygningen af turbinehallen. Foto: Hans Ekestang.

volumen på terræn, men fordyrede også projektet betragteligt.

I de år havde den lille håndfuld leverandører af udstyr på feltet mere end nok at tage sig til, så prisen for en ukurant løsning var høj. Fortum AB valgte derfor at sætte projektet i bero. Da man siden genoptog projekteringen, var det med en mindre omfattende nedgravning af det tekniske anlæg. Det er denne øgede højde, som afsætter sig i den aftrappede bygningskrop.

Et værk midt i byen Alt brændsel til Värtaverket fragtes ind på området gennem en tunnel fra den nærliggende Värtahamnen. Havnens vandspejl udgør bydelens topografiske nulpunkt, og herfra rejser terrænet sig op mod det niveau, som kraftværksområdet er placeret på.

Neden for denne afsats løber indfaldsvejen Norra Länken. Mod syd, vis à vis og i øjenhøjde med den nye kraftværksblok, ligger en fin stok-boligbebyggelse fra 1930erne. Det tilgrænsende område mod vest forventes udviklet med boliger i de kommende år.

På selve Värtaverkets område gror de såkaldte ‘kongelige ege’. Træerne er fredede, og det bevoksede areal mellem værkets bygninger spiller tillige en rolle som faunapassage mellem grønne områder nord og syd for Hjorthagen. Egene får konkrete, afledte konsekvenser for den nye kraftværksbloks form, idet bygningen visse steder ‘trækker maven ind’ for at komme omkring et træ. Värtaverkets nære omgivelser skal også fremover fungere som et offentligt tilgængeligt rum, så projektet har skullet orkestrere dette nære samliv mellem væsensforskellige programmer.

Tæt på energiproduktionen Gottlieb Paludan Architects arbejder bredt med projekter inden for forsyningssektoren. Som regel er disse opgaver præget af mange og komplekse grænseflader mellem det strengt tekniske

og det bredere arkitektoniske projekt. Skalaen af maskinel og mængden af materiale, der omsættes i sådanne anlæg, er ofte også ganske omfattende. Forsyningsarkitekturen udgør som sådan knudepunkterne i nogle af samfundets fysiske hovedarterier.

Sammen tilsiger disse forhold en vis monumentalitet i udtrykket, hvilket vi som samfund også historisk set har lagt os efter. I de senere år har en ny dagsorden så manifesteret sig med krav om tilnærmelighed og bedre anknytning til den menneskelige skala.

Denne udvikling er yderligere styrket af, at mange forsyningsanlæg populært sagt er blevet ‘indhentet’ af de byer, de engang var placeret i udkanten af. Dette gælder også ved udbygningen af Värtaverket, hvor man ikke med rimelighed kunne tillade sig at se bort fra beliggenhedens høje grad af offentlig eksponering.

Senest har den grønne omstilling meldt sig både som et behov for nye, fysiske strukturer – her en ny kraftværksblok, der anvender biomasse som brændsel – men også som et nyt sæt af forestillinger om, hvem vi er, og hvor vi gerne vil hen. Vi oplever en stor opblomstring af programmer, som ud over at løse konkrete forsyningsopgaver også efterspørger arkitekturens svar på bud på det formidlende og narrative aspekt af en ny type energiproduktion. På mange måder udgør ønsket om at tilbyde førstehåndserfaringer med energiens kredsløb et paradoks. Der er ofte tale om højteknologiske og højt specialiserede anlæg, som umiddelbart kalder på et ‘adgang forbudt’-skilt. Omvendt er dèt, at en bæredygtig omgang med de fysiske ressourcer bliver en del af et kollektivt identitetsprojekt af afgørende betydning for dens succes. At skabe gode og meningsfulde løsninger i dette krydsfelt er krævende, men bliver en central, arkitektfaglig opgave i de kommende år.

Den nye kraftværksblok blev officielt indviet i juni 2016 og forventes i drift ved årsskiftet 2016-17.

byg bĂŚredygtigt byggeri 4 2016

17

byg bĂŚredygtigt byggeri 4 2016

Byggepladsen ved KVV8, august 2014. Foto: Hans Ekestang.

Facadesnit.

Lodret snit i facadekonstruktionen.

18

byg bĂŚredygtigt byggeri 4 2016

Planudsnit af den dobbelte facade.

19

Øverst: Opbygningen af hovedformens geometri. Nederst: Den dobbelte facadeopbygning med et ydre, homogent svøb af terrakottaelementer tillader en rationel placering af de tekniske installationer som volumener inden for bygningens omrids. Foto: Hans Ekestang Til højre: Projekteringen og byggeprocessen er præget af et tungt, teknisk program og et maskinel i meget stor skala. Foto: Hans Ekestang.

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

22

Det dansk-tegnede kraftvarmeværk Greenwich Peninsula Low Carbon Energy Centre kombinerer et stort og nødvendigt industribyggeri med skorstensskulpturkunst og jagten på mere bæredygtig energi til London.

Af Marie Sofie Larsen

SUPERINDUSTRI, SKORSTENSÆSTETIK OG SPILDVARMEJAGT

O

m få måneder begynder kraftvarmeværket Greenwich Peninsula Low Carbon Energy Centre at sende energi med energi med reduceret CO2-aftryk fra Europas største nybyggede fjernvarmesystem til mere end 10.000 nye boliger og over 300.000 m² kontorer, som lige nu bliver bygget på Greenwich-halvøen syd for London. Det 3.000 m² store anlæg strækker sine skorstene op på skylinen tæt på den tunge trafik til Blackwall Tunnel, der løber under Themsen. Når byggeriet er helt færdigt, vil alle kunne inspicere den gasfyrede kombinerede kraftvarmeproduktion (CHP), standby-gaskedler og termisk lagring af varmt vand fra et besøgscenter, som skal afmystificere energiproduktionen.

Flere fjernvarmenet Greenwich Peninsula Low Carbon Energy Centre er blot et af hundredvis af fjernvarmesystemer, som nu skyder op som en superindustri i byer over hele Storbritannien. Årsagen er, at der i dag kun er omkring to procent af det engelske varmebehov, der bliver dækket af fjernvarme. Det tal vil den britiske regering have op på 20 procent i 2020 og 40 procent i 2050, og i de senere år har en støt strøm af statslige midler tændt interessen for energinetværk i byer som Newcastle og Nottingham, efter at flere rapporter har afsløret omfanget af varmespild i Storbritannien.

Ingeniørerne fra Buro Happold har for eksempel estimeret, at Londons spildvarme kunne dække 70 procent af hovedstadens varmebehov, så med forhåbninger om at matche fjernvarmehistorier fra resten af Europa har den britiske regering afsat 300 millioner pund til at finansiere udbygningen af godt 200 fjernvarmenet, årtier efter etableringen af Europas første fjernvarme. Som svar på et tværpolitisk ønske om at øge brugen af kombineret kraftvarmeproduktion over hele Storbritannien og for at realisere en vision om decentral energiproduktion i London indgår kraftvarmeanlægget i en samlet bæredygtighedsstrategi for halvøen. Målet er at spare 15-20 tusind tons kulstof.

Maskinrum og skorstenstårn Bygningen står på en plint, der med sine mursten responderer til det murede nabohus, The Dreadnought Building. Selve kraftvarmeværket består overordnet af to dele; maskinrummet og skorstenstårnet. Maskinrummet er en stor hal med et søjle-frit spænd på 20 meter. Rummets størrelse er bestemt af maskinernes driftskrav, og der er gjort plads til flere maskiner, fordi efterspørgslen på energi er stigende. Bygningshøjden er afstemt med Dreadnought-bygningen. Facadens paneler har forskellige profiler, som skal bryde de store overflader ned til mere mennesklig skala. Ligesom det 90 meter lange maskinrum har plads til flere kedler, kan skorstenstårnets fire skorstene suppleres med seks yderligere skorstene, når behovet opstår. Skorstenstårnet ligger mod vest og parallelt med maskinrummet. Det optimerer planen for maskinrummet og giver en mere tilgængelig øst-facade til maskinrummets logistik. Det var de lovgivningsmæssige krav i “Clean Air Act”, en luftforureningslov, der bestemte, at skorstenene skulle slutte +49 meter fra det færdige gulv. Det rent rationelle svar ville have været at bygge separate, præfabrikerede skorstene til kraftvarmeanlæggets maskiner. Men nu står skorstene inden for en høj og smal klinge-lignende stålstruktur – en ny skulpturel tilføjelse til Londons horisont.

Portræt af Conrad Shawcross i sit atelier, 2015. Foto: Carolina Mazzolari.

Skorstensskulptur En kunstnerisk konstruktion kravler op omkring kraftvarmeanlæggets skorstene. Det er en optisk kappe, “The Optic Cloak”, som kunstneren Conrad Shawcross kalder den skorstensskulptur, der bliver halvøens højeste kunstværk. Camouflage, kubisme og opart – en kunstform med psykedeliske optiske effekter i form af mønstre og geometriske figurer, som opstod omkring 1960 – inspirerede den britiske kunstner til at beklæde kraftvarmeværkets skorstene i en metalfacade, der forener avanceret teknik og komplekse optiske studier. Skorstenskulpturen, som er næsten 50 meter høj, 20 meter bred og 3 meter dyb, består af en galvaniseret stålkonstruktion med en overlappende aluminiumsbeklædning af trekantede og perforerede paneler – hundredvis af trekantede felter. Små runde huller i metallet gør overfladen visuelt let og transparent – som tekstiler, der krøllet pakker skorstenene ind. Panelerne foldes omkring den bærende konstruktion og danner indviklede geometriske mønstre, der visuelt opbryder grundformen og skaber en ujævn og skulpturel overflade.

Målet er moiré-effekter – de store mønstre, der opstår, når ens og periodiske mønstre overlapper hinanden. Som transparente tekstiler fordeler aluminium-panelernes fintmaskede rastermønster sig i lag-på-lag, over paneler med identisk mønster, og fordi facaden foldes og forskydes, opstår der i overlapningerne nye og større mønstre end dem, som er på de enkelte paneler. Bevæger du dig omkring skorstensskulpturen, skifter strukturen i det store mønster. Når byggeriet er færdigt, vil effekten af de overlejrede perforeringer på hver plade i forskellige vinkler til hinanden give en dynamisk overflade, som ændrer sig, alt efter hvorfra man ser på bygningen. Om natten oplyser et integreret lysdesign med skiftende kompositioner facaden indefra.

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

23

Conrad Shawcross lod sig inspirere af dette camouflerede P-51-1 fra 1942. Foto: Anon, Wright Field. NASA Langley Research Centre. Nasa File 16_09_29.

Svær stålkonstruktion Den oprindelige designidé var at bygge skorstensrørene med en lukket overflade som en lodret flyvinge mod horisonten, for at opnå et skorstenstårn med en usædvanligt slank profil. Det koncept gav mange konstruktions-udfordringer, ikke mindst med vindbelastningen på strukturens bredeste facade. I stedet står der nu en diagonal letvægtsstruktur, med mindre materialeforbrug og mere transparens, som giver et let udtryk og lader lyset lege med lagene af stål og alu. Trækstyrken af stål kombineret med materialets bøjelighed gav mulighed for at skabe en stærk, men slank og perforeret, og dermed mere vindmodstandsdygtig, struktur. Ud over de strukturelle materialeegenskaber føjer stålets æstetik og krydsafstivningen sig ind i Greenwich-halvøens industriarkitekturhistoriske kontekst. Den præfabrikerede konstruktion til skorstenene kræver meterlange bolte til at stabilisere konstruktionen. Boltene sidder i store cirkulære bundplader, som sikrede, at den bærende konstruktions 15 præfabrikerede stålsektioner straks var stabilt monterede – i større cirkulære bundplader – uden brug af midlertidig støtte. De tre meter brede sektioner er monteret med 4,5 meters afstand og samlet med en serie af diagonale tværelementer. Store knudepunktsamlinger på stålsektionerne forbinder tværelementerne, og nogle af disse samlinger kan forbinde med op til otte punkter. Den 345 tons tunge præfabrikerede stålkonstruktion til skorstenene suppleres af en 130 tons tung stålrammekonstruktion til maskinrummet.

Spildvarme søges Kraftvarmeanlægget er designet til at generere godt 87 MWth varme, som sendes gennem nettet af de næsten 20 km præisolerede stålrør, der udgør fjernvarmenettet. En af aftagerne er

Intercontinental Hotel, som kræver 4,5 MWth varme. Med de 453 værelser fordelt på 18 etager giver hotellet en energiefterspørgsel, som sikrer, at det kombinerede kraftvarmeværk kan operere med en højere basisproduktion og en mere optimeret og omkostningseffektiv energiforsyning.

For at bringe den engelske kulstofudledning ned vil man sende nationens spildvarme ind i fjernvarmenetværket, og man er nu konstant på udkig efter affaldsvarmekilder omkring London for at kunne etablere flere projekter som The Greenwich Peninsula Low Carbon Energy Centre.

Håbet er, at man kan identificere en varmekilde, der kan erstatte den gasfyrede energi. Mange fjernvarmesystemer kører på biomasse, men fordi Greenwich-halvøen er nabo til Blackwall-tunnelen, er områdets kvote for mængden af de sundhedsskadelige kvælstof-ilter (NOx), som benzinbiler og biomasse udsender, opbrugt, og indtil der kommer flere brint- eller elbiler på vejene, har man brug for at minimere afhængigheden af teknologi, der udsender NOx. Et alternativ, som man har undersøgt, er biogas, men det blev valgt fra, fordi det er for dyrt i øjeblikket. At udvinde varme fra Londons metro-undergrund er en anden mulighed, som er undersøgt og fravalgt, fordi undergrunden nær Greenwich ikke er varm nok. En tredje mulighed er at bruge varmen fra Themsen, og nu studerer man, hvordan varmen fra Themsen kan høstes med den temperatur, systemet har brug for for at køre effektivt. Energiudviklingen er en proces, som vil være i gang i mindst 25 år.

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

Øverst: Modeller af skorstensskulpturens paneler. Foto: Richard Forbes-Hamilton. I midten: Conrad Shawcross, skitse til skorstensskulptur, 2014.

Model af skorstensskulptur. Foto: Richard Forbes-Hamilton. Nederst: Produktion af stålsektionerne til skorstensskulpturen. Foto: Marc Wilmott.

24

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

Greenwich Peninsula Low Carbon Energy Centre År: 2008-2016 Estimeret pris: 87 millioner pund Størrelse: 3000 m2 Adresse: Millenium Way, Greenwich, London, UK Bygherre: Royal Borough of Greenwich og Knight Dragon Arkitekt: C.F. Møller Landskabsarkitekt: C.F. Møller Landscape Kunstner: Conrad Shawcross Miljøteknik: Buro Happold Infrastruktur: Ove Arup & Partners Ingeniør: Price & Myers Stål: Billington Structures Entreprenør: Kier Construction Illustrationer: Øverst: Opstalt, vest-facade, C.F. Møller Architects. Nederst: Situationsplan, Greenwich-halvøen med den store O2-arena, energicenteret og fjernvarmeledninger markeret med rødt. C.F. Møller.

25

byg bĂŚredygtigt byggeri 4 2016

26

Skorstensskulptur, snit, axonometri, C.F. Møller.

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

27

Skorstensskulptur, axonometri, C.F. Møller.

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

28

VERDENS STØRSTE KRAFTVÆRK Schmidt Hammer Lassen Architects og Gottlieb Paludan Architects har tegnet verdens største affaldsforbrændingsanlæg i Shenzhen, Kina.

Shenzhen East Waste-to-Energy Plant ligger i den bjergrige udkant af Shenzhen og vil forbrænde 5.000 tons affald om dagen – svarende til en tredjedel af det affald, der genereres af Shenzhens 20 millioner indbyggere hvert år. Anlægget vil anvende den mest avancerede teknologi til affaldsforbrænding og elproduktion og på samme tid invitere borgerne i Shenzhen indenfor til oplysning om affald.

Anlægget har form som en cirkulær bygning, der bryder med den herskende rektangulære udformning af industribyggeri. Den cirkulære form minimerer anlæggets fodaftryk, og betyder, at man kan klare sig med at udgrave mindre.

De besøgende inviteres ind i anlægget gennem en anlagt park via en indgangsbro, der stiger op mellem skorstene til en lobby og besøgscenter med udsigt over anlæggets indre. En cirkulær gangsti omkredser anlægget og fremviser de forskellige processer, inden den fører op til en 1,5 km lang panoramisk offentlig gangbro på taget, hvorfra der er udsigt over det omgivende landskab og mod byen.

Det 66.000 m2 store tag er designet til at kunne dækkes med op til 44.000 m2 solcellepaneler, så anlægget ikke kun håndterer byens affald på en renere måde, men også bidrager med vedvarende energi til byen.

Anlægget er beregnet til at demonstrere produktionen fra affald til energi som en vigtig teknisk proces, der både kan håndtere de voksende affaldsmængder og udfordringen med at finde nye mere miljøvenlige måder at producere energi på.

Samtidig bliver de besøgende informeret om udfordringen i den voksende affaldsmængde, som vi producerer hver dag, og de vil lære om initiativer til, hvordan de kan reducere deres egen daglige mængde affald.

Projekteringsarbejdet påbegyndes primo 2016, ​​ og anlægget er planlagt til at være operationelt i 2020. /msl Arkitekter: Schmidt Hammer Lassen Architects, Gottlieb Paludan Architects Ingeniør: Schlaich Bergermann Partners Bygherre: Shenzhen Energy Environmental Engineering Ltd. Areal: 112.645 m2 Konkurrence: 2016, førstepræmie i international konkurrence

byg bæredygtigt byggeri 2 2016

29

POLYESTER POLYESTER AKUSTIKBATTS LYDABSORBENT

•• •• •• •• ••

100%genanvendeligt genanvendeligt materiale 100% materiale Brandklasse B-s1, d0 Brandklasse B-s1, Valgfritykkelse, tykkelse,densitet densitetogogdimensioner dimensioner Valgfri Fås i farverne sort, sort, grå grå eller eller hvid hvid Fås Ingenbehov behovfor forkantforsegling kantforseglingeller eller åndeIngen drætsværn ved bearbejdning åndedrætsværn ved bearbejdning

CAMPUS-KRAFTVÆRK Stanford University i Palo Alto i Californien har fået et nyt energicenter. Den oprindelige campus-masterplan blev tegnet i 1888 af Frederick Law Olmsted – landskabsarkitekten, som også designede New Yorks Central Park, og det nye energicenter respekterer Olmsteds aksiale plan. De 11.700 m2 består af seks forskellige programmatiske elementer: et gårdrum, som tager imod ved ankomsten til de administrative kontorer, undervisningsfaciliteterne, det medicinske fakultet, et børnehospital og et kraftværk. Anlægget dækker næsten 1,2 hektar og kan lagre 45 millioner liter vand. Energicenteret er samlet bag skærme med et arkitektonisk udtryk af lethed og transparens. Glas, mørke stålsøjler og poleret aluminium giver anlægget en moderne æstetik, og genbrugt træ tilføjer en visuel varme under tagudhængene. En stor baldakin af solceller giver skygge og elektricitet. En kardinalrød vandtank er synlig gennem en metalskærm. Om natten er den oplyst som et rødglødende centrum i huset. Bygningen rummer den seneste teknologiske udvikling i varmegenvinding og bruger software, der kan forudsige energiforbrug, spidsbelastninger, økonomi og vejrforhold, og som styrer systemet mod optimal effektivitet. Anlægget er universitetets forsøg på at reducere afhængigheden af fossile brændstoffer. Andre foranstaltninger omfatter konvertering af varmeforsyning for alle bygninger fra damp til varmt vand, etablering af en omfattende varme-genvindingscyklus og udvinding af strøm fra en solgård. Man forventer, at anlægget vil reducere energiforbruget med 150.000 tons kuldioxid om året, hvilket svarer til at fjerne 32.000 biler fra vejene hvert år. Det forventes at give Stanford energibesparelser på 425 mio. $ over de kommende 35 år. /msl Bygherre: Stanford University Arkitekt: ZGF Architects El og VVS ingeniør: AEI Consulting Engineers Civilingeniør: BFK Engineers Konstruktioner: Rutherford + Chekene Landskab: Tom Leader Studio Entreprenør: The Whiting-Turner Contracting Company Foto: Tim Griffith

3B Middelfart · DK-5500 Middelfart ØstergadeIndustrivej 40 - 5500 - Tlf.: 64418033 Tlf. +45 6441 8033 · www.mras.dk mra@mras.dk - WWW.MRAS.DK

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

30

HUNDERTWASSERS KRAFTVÆRK Spittelau-kraftværket processerer omkring 250.000 tons husholdningsaffald hvert år. Anlægget producerer ca. 40.000 MWh elektricitet, 470.000 MWh fjernvarme, 6000 tons skrot jern, 60.000 tons klinker, aske og filterkage. Varmen fra Spittelau er nok til at opvarme mere end 60.000 husstande i Wien i et år.

Kraftværket blev bygget mellem 1969 og 1971; i 1987 ødelagde en brand store dele af affaldsforbrændingsanlægget. I stedet for at rive resterne ned blev kraftværket genopbygget på samme sted. For hele fjernvarmeteknologien var jo allerede til stede ved Spittelau. Affaldet blev brændt præcis, hvor det blev genereret – midt i byen. Og borgmesteren i Wien på det tidspunkt, Helmut Zilk, ville endnu mere: Det nye Spittelau skulle være særligt rent og sætte nye standarder for miljøbeskyttelsen. Og så skulle Spittelau-værket være et kunstværk, så miljø-krigeren, naturelskeren, kunstneren og arkitekten Friedensreich Hundertwasser fik til opgave at designe det nye anlæg.

Bygningen stod færdig i 1992. Den farverige facade, den gyldne bold på skorstenen, grønne tage og træer har gjort det nye Spittelau til et wiener-varetegn på niveau med Stefanskirken og Riesenrad-pariserhjulet.

Affaldet, som kommer til anlægget, vejes først på en vægt og opbevares så i et rum på ca. 7000 m3. En gribearm bringer affaldet til de to affaldsovne, hvor det brændes. /msl

De varme røggasser føres gennem en varmeveksler, der producerer damp. I næste trin bliver dampen brugt til at producere både fjernvarme og elektricitet. For at rense røggasserne fra forbrændingen anvender Spittelau her en række state-of-theart systemer. Den rensede røggas frigives fra skorstenen i en højde på 126 meter.

I dag – efter 40 års drift – er kraftværket blevet moderniseret.

Produktionen er næsten tre gange større end tidligere, og man sparer fem millioner kubikmeter naturgas om året.

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

FRA BUNKER TIL KRAFTVÆRK Denne bunker fra anden verdenskrig er blevet omdannet til et energianlæg for vedvarende energi og et besøgscenter. Det er IBA, der står bag projektet i Hamburg. De har restaureret og udvidet den 42 meter høje – og noget ødelagte – betonskal, som har stået tom siden slutningen af krigen. Sammen med Hamburg Energie har virksomheden nu omdannet bunkeren til et kraftværk, der giver varme og elektricitet til det omkringliggende kvarter.

Efter at have stået tom i mere end 60 år, efterfulgt af en syv år lang projektudvikling og byggefase, er krigsmonumentet på vej mod en klimavenlig fremtid.

Bunkeren har en balkon på toppen, og over den sidder fire cylindriske former i hvert hjørne og under dem en stor afsats, som bliver brugt til terrasser for en offentlig café, der har til huse bag en glasvæg.

For at gøre bunkeren sikker at tage i brug, blev der sprøjtet beton på den – for at stabilisere – og så blev der varmeisoleret omkring caféen. De bombede gulvplader blev fjernet og erstattet, og elevator og trapper blev tilsat.

Nu sidder der et reservoir til to millioner liter vand i midten af strukturen. Det er det termiske varmelager. Det varmes af et biomasse-kraftvarmeværk, et solvarmeanlæg på taget og spildvarme fra et nærliggende industrianlæg. Varmen omfordeles til de omkringliggende bygninger i bydelen.

Rækker af solceller, der dækker den sydlige facade, og et termisk kraftværk sender strøm til el-nettet. I caféen er der en interaktiv skærm, der viser den aktuelle energiproduktion, og besøgende kan få guidede rundvisninger på kraftværket.

Fra krigsmindesmærke til grønt kraftværk – energi-bunkeren i Hamburg-Wilhelmsburg er det første projekt af sin art i verden. Ydeevnen vil gradvist blive udvidet, og efter den seneste ekspansion vil værket varme 3000 husstande og generere over 2,5 millioner kilowatt-timer elektricitet.

Efter krigen kunne bunkeren på Neuhöfer Strasse ikke bombes væk uden fare for de nærliggende boliger. Så den britiske hær holdt sig til at ødelægge interiøret. På ydersiden forblev bunkeren mere eller mindre intakt og stod der – midt i et boligområde, stort set ubrugt og i fare for at kollapse. Små 30 mio. € senere – støttet af Den Europæiske Fond for Regional Udvikling (EFRU) og Hamburg Climate Protection Concept – er bunkeren i brug igen. /msl

BYG DIGITALT: issuu.com/ arkitektensforlag/ stacks

31

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

RENZO PIANOS KRAFTVÆRK Renzo Piano skal konvertere et tidligere kraftværk til kulturcenter. V-A-C Foundation har udpeget tegnestuen til at omdanne et område på to hektar i Moskva til et center for moderne kunst og kultur. GES2-kraftværket ved Moskva-floden i byens Røde Oktober-distrikt blev bygget i begyndelsen af 1900-tallet og leverede energi til byen. Nu bliver kraftværket delvist restaureret og delvist transformeret, og forsynet med en plads på 150 meter gange 150 meter.

Det gamle kraftværk bliver opdelt i tre sektioner: en foyer, et udstillingsområde og et undervisningsområde. Omkring sig får det et amfiteater, en skulpturel have, birketræer, en delvist udendørs – delvist indendørs piazza i tillæg til et bibliotek, en boghandel, en café, et auditorium og plads til permanente og midlertidige kunstinstallationer.

Udstillingsområdet vil bestå af gallerier, som kan rumme udstillinger med en bred vifte af stilarter og størrelser, og et 100 meter langt og 23 meter højt centralt rum, som et kirkeskib.

Undervisningsområdet vil permanent huse V-A-C s kuratorassistent-uddannelse og nye kurser og workshops om samtidskunst, plus legatboliger og klasseværelser.

Bæredygtigheden i projektet øges ved at bruge kraftværkets skorstene til naturlig ventilation og til at opretholde et lavt energiforbrug. Solceller dækker taget, og geotermiske kilder vil også indgå. Byggeriet forventes afsluttet ved udgangen af 2018/begyndelsen af 2019. /msl

32

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

33

FRA BRYGGERI TIL KRAFTVÆRK Tre zink-klædte tårne danner et kraftværk på taget af en gammel ølbryggeri i Sydney. Kraftværket leverer energi til et nyt indkøbscenter og en række boliger i det gamle bryggeri. Og så giver kraftværket varmt og koldt vand samt el til over 2.200 lejligheder, der vil blive bygget på den gamle bryggerigrund på Sydneys Irving Street. Tårnene er første etape af et projekt til godt 950 millioner omfattende boliger, butikker, et hotel, kollegier og en offentlig park.

De metalliske tårne står i kontrast til det gamle bryggeris røde murværk. Bryggeriet lukkede i 2005. Den nye form harmonerer med den nye teknologi og opfylder de krævende tekniske krav, som for eksempel køletårne har.

Støbte plader af zink-net fremhæver tårn-trioens lidt fremmede, buede former, som er sat oven på taget af bryggeriets gamle fyrrum. Deres perforerede metaloverflader forbinder visuelt med en anden nybygning, som er bygget på bagsiden af bryggeriet, og en Frank Gehry-designet campus med en facade, der ligner en forpjusket brun papirpose, ligger også i nærheden. Gennemsigtigheden af zink-nettene er minimeret for at øge soliditeten af formen, men samtidig med det tillader nettet ventilering af køletårnene, der har brug for et stort luftindtag. Det var endnu en motivation for zinknet-pladerne, der som stof er draperet over en bærende buet ramme. Meget af byggeriet fra det 20. århundrede på den gamle bryggerigrund blev ryddet for at gøre plads til det nye, men det røde murstensfyrrum bibeholdes for at hylde Carlton &

United Breweries, der sidst brugte bygningen.

Det nye kraftværk svæver over det gamle kedelhus, som jo var det oprindelige kraftværk til det bryggeri, som blev udfaset i 1980erne. De oprindelige kultragte med former som omvendte pyramider bevares, og stålbjælker, der understøtter tårnene, danner en stillads-lignende struktur, som er tydelig fra den ene side af bygningen og refererer til den gamle industriarkitektur.

En høj muret skorsten på siden af det tidligere kedelhus er pakket ind i metalbure som et ekko af de gamle koniske køletankes materiale. /msl

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

34

En ressource, der tidligere har fået meget lidt opmærksomhed ved planlægning af større bygge- og anlægsprojekter, er overskudsjord. Meget store mængder jord bliver behandlet som affald og er dyrt og svært at bortskaffe.

Og vi bruger i mange tilfælde jomfruelige råstoffer som grus og sand, hvor vi kunne have brugt overskudsjord og have sparet penge og råstoffer. Af Graves Simonsen, Bygherreforeningen

OVERSKUDSJORD ER SÅ GODT SOM GULD

I

takt med det stigende fokus på bæredygtighed i byggeriet opstår nye erkendelser og ny synergi mellem de elementer, der indgår i bygge- og anlægsprojekter. Det gælder ikke mindst den gryende erkendelse af, at ressourcer ikke er ubegrænsede, og at det er nødvendigt at tænke i helheder og cirkulære anvendelser. En af de ressourcer, der tidligere har fået meget lidt opmærksomhed ved planlægning af større bygge- og anlægsprojekter, er overskudsjord. Der er i bred forstand tale om meget store mængder af jord, der hidtil har været betragtet som restprodukt og affald, og som kan være dyrt og problematisk at bortskaffe – og i mange tilfælde at erstatte med jomfruelige råstoffer som grus og sand.

Alene i hovedstadsområdet transporteres der årligt 7-10 mio. tons overskudsjord. I de senere år har en stor del af overskudsjorden kunnet anvendes i havneudvidelser i blandt andet København og Aarhus, men her er kapaciteten ved at være opbrugt, og med de igangværende og planlagte byggeaktiviteter over hele landet er der udsigt til, at der må tænkes nye tanker omkring genanvendelse af overskudsjorden.

Miljø- og klimagevinster De umiddelbare konsekvenser af flytningen af de store mængder jord er belastningen af miljøet og klimaet. Her spiller udledningen af CO2, partikelforureningen og støj- og trængselsbelastningen fra lastvognstrafikken en meget stor rolle, og trafiksikkerheden påvirkes negativt.

På miljøsiden tæller også, at det kan være vanskeligt at sikre, at jorden har det indhold og den kvalitet, som den kan klassificeres med. Det gælder, selv om der udvises omhyggelighed i prøvetagningen og det efterfølgende analysearbejde. Konsekvensen kan være, at forurening flyttes rundt i geografien og kan medføre juridiske tvister.

Der er således klare gevinster ved at tænke jord ind i de allertidligste faser af et byggeri eller anlægsprojekt, især hvis det

kan medføre, at jordflytningen begrænses i volumen og transporthenseende.

De kreative udfordringer Anvendelse af overskudsjord fra anlægsprojekter til simple støjvolde er alment kendt, men bringer sjældent vitaminer til landskabet. Ved at nytænke overskudsjord som en værdifuld ressource åbner der sig et væld af kreative muligheder. Er det for eksempel strengt nødvendigt at foretage meget store udgravninger i forbindelse med et nybyggeri, eller kan der tænkes i løsninger, hvor kælderfunktioner placeres i terræn? Eller hvis udgravninger er nødvendige for eksempel til parkering i byområder, er det så muligt at genanvende jorden lokalt – helt eller delvist? Giver lokalplanen og de lokale forhold mulighed for at byggeriet hæves i landskabet?

Genanvendelse af jord kan antage mange former. Genereres overskudsjorden for eksempel i forbindelse med hospitals- eller institutionsbyggeri er det oplagt at tænke i sundhedslandskaber, der kombinerer bevægelse og æstetik. Æstetisk udformede sundhedslandskaber appellerer til borgere eller brugere, der gerne vil dyrke motion, samtidig med at de får en behagelig og smuk kultur- og naturoplevelse.

Ved større anlægsprojekter, hvor jordflytning kan være nødvendig, er der måske mulighed for at tænke i genanvendelse af overskudsjorden i lokale klimasikringsprojekter, eller der kan eksperimenteres med at genanvende overskudsjord i tømte grusgrave – enten til retablering af landskabet eller til skabelse af energilandskaber med kunstige vandreservoirer og turbineanlæg, der kombineres med vindmøllestrøm til pumper?

Planlægges nye kvarterer og større byområder, bør det være et krav, at overskudsjord fra byggemodning, infrastrukturprojekter osv. håndteres lokalt. Den udfordring har Frederikssund Kommune taget på sig i forbindelse med udviklingen af den nye bydel Vinge. Her er kommunen gået strategisk til værks og har

byg bæredygtigt byggeri 4 2016

udarbejdet en strategi og plan for, hvordan meget store og forskelligartede jordmængder kan genanvendes lokalt. På samme måde bør det være et krav, at overskudsjord fra større anlægsprojekter håndteres intelligent. Det kan fx være at genanvende ren muld på nærliggende landsbrugsarealer eller i naturparker.

Barrierer kan overvindes Er myndigheder, planlæggere, bygherrer, rådgivere og transportører parate til at arbejde med overskudsjord som en ressource i stedet for affald? Ikke alle, men der er næppe nogen vej uden om at tage hul på de udfordringer, det giver. Der skal strammes op på prøvetagningen, men vigtigst af alt er at få indarbejdet jorden i de tidligere planlægningsfaser. Det giver nemlig muligheden for at vælge mellem en række løsninger ud fra sociale, miljømæssige og økonomiske betragtninger.

Så længe jorden genanvendes inden for bygherrens egen matrikel, vil klassificeringen normalt ikke volde vanskeligheder, men skal jorden flyttes og overtages af andre, er sagen en ganske anden. Her er sikkerheden for, at jorden har den beskaffenhed, den giver sig ud for, afgørende for udvekslingen. Derfor må bygherrer og deres rådgivere arbejde professionelt med jordhåndteringen, så eventuelle risici er afdækkede og håndterbare.

Det indebærer også, at bygherrer, der forventer at generere overskudsjord, meget tidligt henvender sig til og går i dialog med kommunen som myndighed. Det åbner også muligheden for, at jorden kan indgå som et element i kommunens planlægning af for eksempel klimaprojekter, parker, infrastrukturer osv. Økonomiske betragtninger Naturligt nok vil en bygherre skulle vurdere, hvordan jordhåndteringen påvirker økonomien i et givent projekt. Her kan der være forskel på, om der er tale om en privat eller offentlig bygherre, hvor sidstnævnte i højere grad er forpligtet til at tage samfundsmæssige hensyn i betragtning. Under alle omstændigheder bør

35

bygherren foretage en totaløkonomisk analyse af sit projekt, og her vil det ofte vise sig at være en god forretning at håndtere overskudsjord som en ressource, der kan værdisættes ud fra flere parametre.

Fakta Region Hovedstaden har været initiativtager til et projekt om helhedsorienteret, bæredygtig jordhåndtering, der netop er afsluttet. Projektet har analyseret en række problemstillinger omkring håndtering af overskudsjord, herunder muligheder for forædling ved genanvendelse og en række af de genanvendelsesmuligheder, der er nævnt i artiklen. Projektet er gennemført af Bygherreforeningen i samarbejde med Niras, SWECO og Danmarks Miljøportal. Mere end 45 bygherrer, kommuner, forsyningsselskaber, miljømyndigheder, foreninger og virksomheder har været engageret i de ni delprojekter, som projektet har været organiseret i.

Jordhåndtering.dk Projektets resultater er samlet på en hjemmeside, jordhåndtering.dk, hvor brugere kan finde værtøjer, paradigmer, vejledninger, inspirationscases og meget mere. Alt indholdet stilles gratis til rådighed og kan være en stor hjælp for de personer i bygge- og anlægsprojekter, der får til opgave at håndtere overskudsjord.

Jordbasen.dk Genererer et projekt overskudsjord, som ikke kan anvendes lokalt, har man som bygherre eller rådgiver mulighed for at oprette en annonce med jorden på en ny portal, jordbasen.dk. Tilsvarende kan man søge efter jordpartier ud fra en række kriterier for eksempel ved hjælp af en søgeagent på portalen. Endelig kan ansvarlige for faste jorddepoter annoncere på portalen. Annoncering er gratis indtil udgangen af 2017. Yderligere oplysninger info@bygherreforeningen.dk

Otto E. Eckert Station blev opført af Lansing Board of Water and Light i staten Michigans hovedstad Lansing i 1922. Kraftværket er et af de mange første generations kulkraftværker i USA, som nu tages ud af produktion og erstattes af et naturgasanlæg. Otto E. Eckert Station bliver revet ned i 2017. Værket forsynede Lansing og den nærliggende General Motors Grand River Assembly Plant.

De tre 187m høje skorstene blev opført i 1981 og værket producerede 351 megawatt. Foto og tekst: Adrian Täckman