Byg 01 2017

Bohrs Tårn

1

BÆ RE DYGTI GT BYG G E RI N R . 01 2 01 7

TEMA: HØJHUSE

Det mest bæredygtige højhus jeg kender, Biofili i højhusbyggeri, Brandsikkerhed i høje huse, Chris Thurlbourne anmelder Bohrs Tårn, Ole Birk Olesen og Morten Kabell kommenterer, BIG, Jean Nouvel, Nye højhuse og ny teknologi. Hvordan moderne storbyer tvinger højhuse til at udvikle sig.

BYG

2

The Chicago Tribune Competition 1922 ”Det store Chicagoblad The Chicago Tribune – efter sigende Verdens største – udskrev I Sommer en Architekkonkurrence om en Administrationsbygning I North Michigan Avenue i Chicago, en Konkurrence om ”the most beautiful and distintive office building in the world”. Mod et særligt honorar paa 200 Dollars blev indbudt ti store amerikanske Architektfirmaer, fem fra New York, fire fra Chicago og et fra San Fransisco, men desuden stod konkurrencen aaben for enhver Architekt Verden over, der efter at have ansøgt om Tilladelse til at deltage og redegjort for sin uddannelse, sin Duelighed og sin Praksis havde faaet sine kvalifikationer godkendte af Juryen. Konkurrencen har vakt betydelig Opmærksomhed overalt, godt opreklameret som den var og deltagelsen har været ganske betydelig, over 1000 Projekter (263 red.). Første Præmie var paa 50,000 Dollars, anden Præmie 20,000 og tredje Præmie 10,000.” Fra Architekten, januar 1923.

1. præmie John Mead Howels & Raymond Hood, New York. 2. præmie Eliel Saarinien, Helsingfors.

3. præmie Holabird & Roche, Chicago.

Af Adrian Täckman. Illustrationer fra Tribune Tower Competion, Chicago Tribune 1923 Fellheimer & Wagner

Claude Bragdon

Howels & Raymond Hood

Eliel Saarinien

Holabird & Roche

Scarzella & Caselli

Dioguardi

Wassilief

Salmon

Scott & Grant

Baalen

Adolph Loos

Duiker

Slothouwer

Meischke & Schmidt

Tvedt

Sjöström & Eklund

Indholdsfortegnelse Bohrs Tårn

1

Livet mellem skyerne og skyggerne Herlev Hospital er med sine 120 meter Danmarks højeste hus lidt endnu. Men kun meget lidt endnu, for alene København får snart 44 nye højhuse, viser en opgørelse fra Københavns Kommune fra 2016. Aarhus følger med, med det nye universitetshospital, La Tour og forslaget om den nye havns Lighthouse* – så vi må for længst være forbi det punkt, hvor vi diskuterer, om højhuse er nødvendige eller ej. Globalt set taler urbaniseringen for sig selv, og herhjemme siger investorer, politikere og lokalplaner, at vi skal til at forholde os til højhuse i Danmark.

Men vi har jo ingen tradition for høje huse herhjemme, så vi må i gang med at udfordre typologien – så vi ikke ender med bevidstløst at bygge etage på etage på etage, indtil stadsarkitekten siger stop. For hvert højhus tager en bid af himlen. Det strækker sig højest i flokken af bygninger, så vi skal se på det hele tiden. Det skygger for solen. Det skal give noget tilbage.

Om det skal være bedre luftkvalitet, biodiversitet i byerne, billige boliger, skybarer, smukke skulpturer så store som højhuse, strøm til fællesnettet eller hvad pokker – bare vi gør os umage! Jeg krydser fingre for arkitekturambitioner, som er højere end developernes håb om at tjene penge. Jeg håber på teknologiske fremskridt, som kan gøre byggeriet bæredygtigt og livet mellem skyerne og skyggerne sundt og smukt. /ms

Redaktion Marie Sofie Larsen, redaktør, msl@arkitekten.dk Adrian Täckman, grafisk design Cornelius Colding, korrektur og oversættelser Rådgiverpanel Graves Simonsen Kurt Emil Eriksen Anne-Mette Manelius Peter Andreas Sattrup Lasse Lind Jette Snoer Mikael Koch Carsten Rode Lau Raffnsøe Christine Larsen Martin Vraa Nielsen Udgiver Akademisk Arkitektforening Åbenrå 34 1124 København K +45 30859000 www.arkitektforeningen.dk Jesper Pagh, direktør Annoncer DG Media as Havneholmen 33 1561 København V Casper Sindet Jacobsen, casper.j@dgmedia.dk, 33 70 76 38, 29 25 04 07 Lars Schau Nielsen, lars.n@dgmedia.dk, 33 70 76 65 www.dgmedia.dk Salg og markedsføring Susanne Gregersen, kommerciel chef sg@arkitektforeningen.dk

Det mest bæredygtige højhus jeg kender Julian Chen

2

Biofili i højhusbyggeri Dzakiyya Dina

8

Brandsikkerhed i høje huse Samtale med Jens Husbjerg ved Marie Sofie Larsen

12

Bohrs Tårn Det nye boligtårn i Carlsberg Byen

14

Vi må videre!

Chris Thurlbourne

16

Højt byggeri skaber spændende muligheder Ole Birk Olesen

18

Bohrs Tårn er et kedeligt udgangspunkt Morten Kabell

19

W57 BIG’s nye courtscraper i New York

20

White Walls Tower Jean Nouvels hvide højhus på Cypern

24

Stockholm – London – Cambridge Tre nye europæiske højhuse og én ny teknologi

28

Giganterne kommer: Hvordan moderne byer tvinger højhuse til at udvikle sig David Nicholson-Cole

30

Abonnement Telefon: 30 85 90 00, hd@arkitektforeningen.dk Repro og tryk Stibo Graphic A/S, www.stibographic.com Oplag 11.066

Omslag: BIG’s Via 57 West i New York © Iwan Baan

BYG

2

Oasia Downtown, et kombineret hotel og bolig-højhus i Singapore

Julian BohrsChen Tårn

3

Julian Chen. Som arkitekt og byplanlægger arbejder Julian med højhusbyggeri og byplanlægning. Julian har solid erfaring med at arbejde med internationale teams på projekter i Europa, Mellemøsten og Asien. Før sin ansættelse hos Henning Larsen Architects arbejdede Julian for Richard Rogers i London – også med højhusbyggeri og udvikling af masterplaner. Derudover har han arbejdet på flere højhusbyggerier i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, herunder Crystal Towers - to mixed-use tårne på henholdsvis 18 og 26 etager © Sebastian Simonsen

DET MEST BÆREDYGTIGE HØJHUS JEG KENDER Nybyggeri er i princippet alt andet end bæredygtigt. Imidlertid er enhver ny bygning med til at bestemme, hvordan rummene indtages og bruges, og det kan have stor betydning for miljøet. Nye bygninger kan for eksempel få os til at bo og arbejde på en mere bæredygtig måde. Højhusets kernefunktion, at få så meget som muligt ud af en lille grund, kommer først og fremmest til udtryk i dets højde. Med højde kommer tæthed, og med tætheden kommer en infrastruktur, der understøtter en kompakt og bæredygtig centralby. Men betyder det, at højden er nøglen til den bæredygtige by?

Et af de spørgsmål, jeg oftest bliver stillet, når talen falder på højhusbyggeri i Danmark, er, hvordan man definerer et højhus. Sandheden er, at der ikke er nogen faste regler for, hvor høj en bygning skal være for at kunne kaldes et højhus. Ifølge Council on Tall Buildings and Urban Habitat skal et højhus opfylde et eller flere af følgende tre kriterier: være højt i forhold til konteksten, være højt i forhold til proportionerne eller være opført ved hjælp af højhusteknologi. Et 45 meter højt ombygget vandtårn i Jægersborg kan virke lige så højt som Commerzbank-bygningen i Frankfurt eller som en ultrasmal 14-etagers boligblok, der er opført med anvendelse af særlig højhusteknologi.

Derfor bryder jeg mig egentlig ikke om ordet højhus, fordi det signalerer noget ualmindelig højt og undervurderer den højde, som mindre bygninger kan have, selv om de kan være lige så opsigtsvækkende som nogle af verdens højeste bygninger.

Det er i det hele taget overfladisk kun at fokusere på højden. Desværre er højhusets nyhedsværdi direkte proportionalt med dets højde.

Og det har fået de opmærksomhedssøgende til at stræbe efter højde for højdens egen skyld. Højden er samtidig blevet et statussymbol

for arkitekter og ingeniører, der gerne vil vise, at de har hår på brystet. Med mindre man befinder sig i Dubai, er denne opportunistiske stræben efter højde ofte ugleset, ikke mindst i ældre bystrukturer som den københavnske. For eksempel er de høje bygninger ikke overraskende blevet et hadeobjekt for nærmest religiøse græsrodsbevægelser, der er imod alt, hvad der hæver sig over byens tage. Der er imidlertid noget, der taler for det højhusbyggeri i en bæredygtighedssammenhæng. Men hvor høj skal en bygning egentlig være for at være bæredygtig? I slutningen af de brølende 1920’ere besluttede en gruppe ejendomsmæglere på Manhattan sig for at finde svaret på det spørgsmål, men set ud fra et økonomisk perspektiv. Dengang, i 1920’ernes New York, var der kun få parametre for højhusbyggeriet – det var overvejende kontorhuse; de opførtes som stålkonstruktioner; lokalplaner og byggevedtægter var mere sort/hvide; og alt dette kombineret med et givent grundareal og en beregnelig lejeindtægt førte til den konklusion, at en bygning skulle være på 63 etager for at give det maksimale afkast. Jo højere bygningen var, jo dyrere var den at bygge. Princippet var, at de øgede byggeomkostninger stort set opvejedes af lejeindtægten fra de ekstra etager. Men så snart bygningen nåede op på mere end 63 etager, begyndte byggeomkostningerne at blive så høje, at det ikke længere kunne svare sig. Med så få parametre kunne man sikkert have fundet frem til en bæredygtig højde, hvis man havde haft værktøjerne til at vurdere miljøeffekten.

Springer vi 100 år frem i tiden, er parametrene for højhusbyggeriet imidlertid blevet meget mere komplekse. I dag vil man næppe kunne blive enige om, hvilken højde der giver det maksimale afkast, og da slet ikke hvilken højde der er mest bæredygtig.

BYG

4

Snit, Skanderup Menighedshus 1:50

Kirkegærdet af kampesten fortsætter. Vinduespartierne har partielle blændingspartier, så taget synes at svæve let over den tunge og kampestensbase.

Atriet i One Bligh Street, Sydney © Julian Chen

Høje bygninger er kun bæredygtige, hvis deres højde er udtryk for et tilstedeværende behov. Hongkong har verdens største antal bygninger på over 150 meter og er også hjemsted for flere af verdens 10 højeste bygninger. Ikke desto mindre rangerer byen kun lidt under København på det seneste bæredygtighedsindeks fra konsulentfirmaet Arcadis. Det interessante er, at Hongkong ikke bygger højt for højdens egen skyld – antallet af etager i byens højeste bygninger er en konsekvens af udbud og efterspørgsel. Det er sjældent, man støder på hybris og machismo i denne ultra-pragmatiske by.

Ligesom de bedste frugter og grøntsager er den bæredygtige højde et rent naturprodukt, som frembringes uden anvendelse af steroider. Højden kan faktisk være et brugbart redskab, som kan skaffe de tiltrængte ekstra kvadratmeter uden at forøge bygningens fodaftryk og uden at bidrage yderligere til byernes mere eller mindre ukontrollerede vækst. Men ligesom ved enhver andet bymæssigt indgreb skal det anvendes med forsigtighed. Er dosen for lille, vil det ikke have nogen effekt; er dosen for stor, kan det det få hele bæredygtighedsregnskabet til at ramle.

Hvis bygningens højde over terræn siger noget om dens økonomiske og miljømæssige bæredygtighed, så siger den måde, hvorpå den lander på terrænet, meget om dens sociale bæredygtighed. Et livligt gaderum er den bedste indikation på et vellykket bymiljø, men det afhænger af, hvordan bygningernes underetager interagerer med gadelivet. I Europa betragtes højhuse ofte som fremmedelementer, der klemmes ind i byen uden hensyn til konteksten. Problemet med højhuse er, at de som regel har en traditionel central kerne. Pga. det

begrænsede grundareal kommer elevatorer og servicefunktioner dermed til at fylde en stor del af underetagen, og resten af pladsen går til cirkulationsarealer og en privat lobby. Dermed kommer underetagen til at virke uigennemtrængelig og afskåret fra gadelivet. Tårn + basemodellen, som ses overalt i byer som Shenzhen og Vancouver, er en oplagt løsning på det problem, men den giver omvendt et andet problem, da baserne ofte ender som indadvendte butiksarkader.

Vindforholdene ved foden af et højhus har også stor betydning for, om bygningens møde med det offentlige rum er vellykket. Som københavner ved man, hvor ubehageligt det kan være at cykle forbi Codan-huset pga. den turbulens, der opstår ved foden af bygningen.

Hvis der ikke er taget hånd om mikroklimaet, går det ud over det offentlige rum. De ekstreme vindforhold, der kan opstå omkring et højhus, er ikke blot ubehagelige, de kan også være livsfarlige, som man kunne opleve det ved Bridgewater Place i Leeds i 2012.

Og hvad så med livet i de højere luftlag? De fleste forskere vil sige, at alt hvad der finder sted oppe over sjette sals niveau, ingen betydning har for bylivet, men det er en sandhed med modifikationer.

Det er rigtigt, at folk interagerer med hinanden og omgivelserne i gadeniveau, men er livet ikke netop der, hvor folk befinder sig? Bylivet finder i stigende grad sted over 6. sals niveau. Selvfølgelig kan man mene, at det forholder sig sådan, fordi udviklingen dikterer det, og ikke, fordi det nødvendigvis er sådan, det bør være. Ikke desto mindre er der for de fleste mennesker noget tillokkende ved det liv, der udspiller sig højt hævet over byens tage. Det er Herzog & de Meurons 1111 Lincoln Road i Miami et godt eksempel på med sine eksklusive

Julian BohrsChen Tårn

koncertarrangementer og banketter, der udspiller sig højt oppe i det åbne parkeringshus. Der behøver dog ikke nødvendigvis at være noget eksklusivt over det. Torre David, en ufærdig kontorbygning i det centrale Caracas, som er besat af ssquattere, tilbyder for eksempel et rekreativt fristed for børn og voksne højt oppe i sit åbne betonskelet.

Ifølge overskriften på denne artikel burde jeg udpege verdens mest bæredygtige højhus, men det vil jeg ikke indlade mig på. I stedet vil jeg diskutere nogle udvalgte højhuseksempler, der hver især indeholder nogle af de komponenter, som gør et højhus bæredygtigt. One Bligh Street i Sydney er på mange måder en af de mest progressive bygninger i verden. Med sine 139 meter fremstår den som meget beskeden i forhold til det omgivende finanskvarter. Det ‘lille’, base-løse højhus er imidlertid udstyret med den mest avancerede teknologi og de nyeste grønne løsninger, hviklket gør den til en gigant på bæredygtighedsområdet. One Bligh er først og fremmest et alternativt arkitektonisk bud på, hvordan en kontorbygning kan se ud, og den har et forbilledligt indeklima og fine sociale kvaliteter.

Kernen (der normalt er placeret midt i etagen) er her splittet op og skudt ud mod den facade, der vender væk fra havnen. Det skaber en åben og ubrudt plan med maksimal fleksibilitet. De usædvanlig dybe kontorlokaler (der ville være utænkelige i Danmark) er langtfra mørke og skumle. Kernens placering giver nemlig mulighed for, at atriet, som er bygningens omdrejningspunkt, kan strække sig hele vejen op gennem bygningen og afsluttes med et stort ovenlys. Atriet fungerer ikke blot som en lysgård, der henter lys ind i de dybe etager, men skaber også interaktion og kommunikation på tværs af etagerne.

Den elliptiske bygning er beklædt med en af Australiens dyreste og mest avancerede curtain walls og har en udnyttelsesgrad, der er 12 procent højere, end den ville være, hvis bygningen havde været rektangulær. Men den mest interessante og hidtil oversete detalje ved One Bligh er måske vuggestuen. Den usædvanlige sammenstilling af vuggestuebørn og nogle af verdens bedst betalte advokater er opsigtsvækkende i sig selv, men det faktum, at det er muligt at indpasse så omfattende en funktion inden for bygningens begrænsede grundplan sammen med en generøs foyer plus en restaurant og en café, er også tankevækkende. Den alternative placering af kernen får underetagen i One Bligh til at fremstå transparent og demokratisk og gør bygningen til den diametrale modsætning til den typiske Manhattan-lobby.

Hvis højhusbyggeriets historie begynder med “a machine that makes the land pay”, som Cass Gilbert sagde om højhuset i begyndelsen af det 20. århundrede, så udgør The Leadenhall Building i London en overraskende og inspirerende slutning. Den skrå form, der ligner et rivejern, er en konsekvens af den komplekse bymæssige kontekst. Formen betyder, at alle etagerne bliver forskellige i størrelse, varierende fra det grotesk store til det hyggelige små. For at kunne betjene alle de forskelligartede etager er kernen skubbet hen i siden af bygningen, hvor den skaber en dynamisk facade, der animeres af bevægelserne i de glasindklædte elevatorer. Dette arkitektoniske greb frigør en stor del af underetagen til offentlige formål. Underetagens fravær af afgrænsende glasvægge får sammen med bænke og træer og den store etagehøjde interiøret til at smelte sammen med gaderummet udenfor og gør det dermed til en del af det offentlige rum.

Og således endte historien – til sidst gav “the machine that makes the land pay” altså jorden tilbage til folket.

Commerzbank Tower i Frankfurt blev lanceret som verdens første ‘økologiske’ skyskraber, og den fremstår stadig som en af de grønneste højhuse i verden. Ud over at være meget energirigtig er bygningen også grøn i bogstavelig forstand. En ‘spiral’ bestående af otte etager høje haver er omkranset af roterende V-formede blokke med otte

5

kontor-etager i hver, alt sammen indkapslet i en trekantet bygningskrop, der accentueres af servicekerner i hjørnerne. Disse ‘sky gardens’ skaber ikke blot en følelse af fællesskab, de henter også masser af dagslys ned til de 12 meter dybe etager. En lignende tilgang er benyttet i Oasia Downtown, et kombineret hotel og arbejds/bolig-højhus i Singapore. Bygningen, som er indrammet af fire delkerner placeret i hver sit hjørne af den kvadratiske grundplan, byder på tre hævede udearealer, der agerer fikspunkter for de lokale ‘fællesskaber’. Helt overgroet, som bygningen er, af tropiske slyngplanter fremstår den som en gigantisk levende organisme midt i det centrale Singapore.

Sidst, men ikke mindst, er Keyence HQ i Osaka formentlig det højhus, der byder på nogle af de største nyskabelser inden for genren. Alligevel er projektet mere eller mindre overset, og det har sine grunde.

Bygningen, der er opført i 1994, har arvet en række postmoderne træk, som har ‘mærket den for livet’. Den ser lige så trist ud som en den typiske lønslave på randen af et sammenbrud. Ikke desto mindre står den som et mønstereksempel på, hvad den næste generation af højhuse vil byde på. Hvis man skal analysere Keyence HQ, kræver det tolerance og objektivitet. Med sine kun 20 etager med kontorer og laboratorier er bygningen et meget beskedent højhus. Dens vigtigste kendetegn er de kvadratiske, søjlefrie dæk på hver 25 x 25 meter.

De søjlefrie dæk muliggøres af fire gigantiske søjlesæt, der bærer de lange dragere, som udgår fra midten af hver af facaderne. Denne usædvanlige konstruktion åbner for et panoramisk udsyn hen over hjørnene fra hver af etagerne. For helt at kunne undvære søjler er elevatorerne, toiletterne og brandtrapperne skudt ud og placeret ved siden af de etagedækkene som to selvstændige volumener sammen med rørføringerne, der er forbundet med etagerne via hule dragere.

Disse servicekerner fremstår som beslægtede, parallelle minitårne. De sekundære volumener er forenklet og koblet sammen, så de danner en trio af kvadratiske rør. Hvis man ser bort fra Keyence-bygningens arkitektoniske udtryk og udelukkende fokuserer på det konstruktive princip, kan man forestille sig de kvadratiske dæk danne ramme om et utal af alternative typologier og funktioner. Det kunne f.eks. være et børslokale, et kontorlandskab grupperet omkring et centralt, glasindækket mødelokale, en nystartet teknologivirksomhed med et dobbelthøjt udviklingslaboratorium i det centrale atrium, to eller tre lejligheder på hver etage med en uendelig variation af planløsninger, et hotel med en central lobby, en sportshal, et hydroponisk planteskole, en urban have, eller hvorfor ikke en kombination af alle disse stablet oven på hinanden? I underetagen er der, eftersom der ikke er nogen kerne og ingen brandtrapper, frit valg på alle hylder – her kan man forestille sig et auditorium, en teaterscene, en svømmehal eller et gigantisk drivhus, alt sammen med 20 etager hængende ovenover!

Det moderne højhus version 2.0: en ekstrem mixed-use-bygning, der udgør sit eget lille vertikale samfund.

Bemærk, at ingen af de højhuse, jeg her har nævnt, har en central kerne, og det er netop pointen. Sjovt nok er højhusets mest usynlige komponent nemlig også den, der har de mest synlige konsekvenser.

Højhuset er stadig en meget ung typologi, og selv om den har rod i Chicago, har den undergået så mange mutationer, at ingen individuel by eller kultur længere kan tage æren for den. Her i Danmark har vi allerede eksempler på det kvadratiske 25 x 25 meter-højhus, men i form af boliger grupperet omkring en central kerne – et koncept, der tilsyneladende har en høj stjerne hos developerne. Spørgsmålet er, om vor tids fokus på et bæredygtigt byliv kan være med til at gøre det imaginære højhus 2.0 til en af fremtidens foretrukne danske typologier?

Artiklen er oversat fra engelsk af Cornelius Colding

BYG

6

VAND ER LIVETS GRUNDSTOF. Derfor er rent drikkevand vores topprioritet.

Rent drikkevand er det mest dyrebare på jord. Derfor er drikkevandshygiejne en af vores absolut vigtigste målsætninger som ledende leverandør på verdensmarkedet af rørføring og hygiejniske installationer. Vi tager ikke bare vores ansvar på os, når det gælder daglige installationstekniske udfordringer, men også når det gælder vores globale ansvar som ledende spiller på verdensmarkedet. Viega. Connected in quality.

viega.dk/Om-os

Bohrs TÃ¥rn

7

BYG

8

Hvad er biofili, hvor stammer begrebet fra, hvordan bruger man det i arkitektur og hvorfor har vi overhovedet behov for en skov på altanen og grønne rum i høje huse? Af Dzakiyya Dina

BIOFILI I HØJHUSBYGGERI Som byboer kan man nemt komme til at tilbringe hovedparten af sit liv med at arbejde og bo i et højhus, hvor man er omgivet af menneskeskabte elementer som beton og kunstlys. Og jo højere oppe man bor, jo mere krævende og besværligt er det at komme ud i naturen.

Men som du måske har mærket på din egen krop, og som den amerikanske biolog Edward O. Wilson og socioøkologen Stephen Kellert siger, så har vi mennesker et stærkt bånd til naturen, der kommer af, at vi siden oldtiden har levet side om side med den. Den relation er det vigtigt at holde fast i, for den har stor betydning for vores velbefindende. Derfor skal vi have flere naturlige elementer i byerne – i højhusbyggeriet – så vi kan forbedre brugernes livskvalitet.

Her gør Wright sig simpelthen til fortaler for en harmoni mellem den menneskelige bosætning og naturens verden. Ældgamle livsfilosofier som den kinesiske Feng Shui og den indiske Vaastu indeholder nogle af de samme regler, som stadig efterleves.

Tanken om at bruge biofili i arkitekturen er altså ikke ny, men har været udviklet på forskellige måder, og det har bidraget til forskellige arkitektoniske stilarter, der dog grundlæggende bygger på det samme ønske: at skabe samklang mellem mennesker og deres fysiske omgivelser for derigennem forbedre deres livskvalitet.

“Formålet med biofilisk arkitektur er ikke at imitere naturen, men at indgå i en forbindelse med den” (Scott et al. 2015; 347).

Hvad er biofilisk design?

Ordet ‘biophilia’ blev første gang brugt af den tyske psykoanalytiker Erich Fromm i bogen The Anatomy of Human Destructiveness (1973) til at beskrive et menneske, som er begejstret for alt, hvad der er levende og vitalt. Edward O. Wilson har senere defineret biophilia som “behovet for kontakt med andre livsformer” (Edward O. Wilson, 1984; 85).

Wilson udviklede ideen i en række artikler i bogen The Biophilia Hypothesis (1993), som han skrev sammen med Stephen Kellert. De to fortsatte derefter hver for sig med at udvikle begrebet, og Kellert har bl.a. skrevet bogen Building for Life: Designing and Understanding the Human Nature Connection (2005), hvor han definerer biophilia som: “en række genetiske anlæg for at værdsætte naturen, der har stor betydning for vores fysiske, materielle, emotionelle, intellektuelle og moralske velbefindende. Da den biofiliske tanke er baseret på den menneskelige biologi og evolution, er der et godt argument for at bevare naturen ud fra en langsigtet egeninteresse” (Kellert, 2005: 50).

Judith Heerwagen, som sammen med Kellert har skrevet bogen Biophilic Design: The Theory, Science and Practice of Bringing Buildings to Life (2008), er en anden psykolog, hvis forskning fokuserer på sammenhængen mellem det byggede miljø og vores psykiske velbefindende. På symposiet “Bringing Buildings to Life” fortalte Heerwagen, at biofilia har så stor betydning for os som mennesker, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at bevare naturelementet i vores omgivelser.

Som eksempel nævnte hun, hvordan de ansatte på en arbejdsplads, hvor der ikke er nogen udsigt, kompenserer ved at omgive sig med potteplanter og screen-savere med naturscenerier (Wilson, 2006).

Det biofiliske element er altså af stor betydning, fordi naturen har direkte indflydelse på vores trivsel – både fysisk og mentalt.

Sådan designer du biofilisk Hensigten med biofilisk design er at skabe et bygget miljø, som er menneskevenligt, og som har en positiv indvirkning på vores helse, kondition og trivsel. For at nå frem til en bedre forståelse af begrebet har Kellert og Calabrese (2015) opstillet en række grundlæggende principper:

Biofili i arkitekturen Mærk selv efter; de fleste af os har det simpelthen bedre, hvis vi er i direkte kontakt med naturen, hvad enten det er noget så enkelt som at se træerne svaje blødt eller at høre fuglene kvidre om morgenen.

Det forstod den organiske arkitekturs stamfader, Frank Lloyd Wright, og han inspirerede mange med sin berømte – men kryptiske – erklæring fra 1954: “Her står jeg så foran jer og forkynder den organiske arkitektur – udråber den organiske arkitektur som det moderne ideal og som en nødvendighed, hvis vi skal kunne favne hele livet og tjene hele livet og ikke lade nogen traditioner stå i vejen for den store tradition.

Og ikke lade nogen forudbestemt form binde os til hverken fortiden, nutiden eller fremtiden, men i stedet hylde den almindelige sunde fornuft eller sanseligheden, hvis man foretrækker at definere formen via materialernes natur...”

w

w w

w

w

Biofilisk design kræver regelmæssig og vedvarende kontakt med naturen Biofilisk design handler om at tilpasse sig naturens verden Biofilisk design skaber en følelsesmæssig tilknytning til bestemte miljøer og steder Biofilisk design understøtter det positive samspil mellem mennesket og naturen Biofilisk design skaber løsninger, som er gensidigt bekræftende, sammenhængende og integrerede.

I bogen The Practice of Biophilic Design (Kellert & Calabrese, 2015), skriver Kellert, at biofilisk arkitektur bygger på tre overordnede designstrategier: w At skabe en direkte naturoplevelse ved fysisk kontakt med naturelementer i det byggede miljø – dagslys, luft, planter, dyr, vand og landskaber w At skabe en indirekte naturoplevelse ved hjælp af naturens mønstre og kendetegn – f.eks. via billeder, materialer, dagslyslignende kunstlys eller hybrid/naturlig ventilation med justering af temperatur, luftgennemstrømning og luftfugtighed w At skabe en oplevelse af rum og steder ved hjælp af rumlige egenskaber, som har betydning for vores sundhed og velbefindende.

For eksempel ved at skabe en fornemmelse af tryghed og omsluttethed gennem at arbejde med rummets proportioner, dets kontakt med omverdenen og dets placering.

William Browning har beskrevet de biologiske konsekvenser af disse designstrategier, og hvilken indvirkning biofiliske strategier har på stressniveauet, de kognitive evner, følelserne og humøret, når vi oplever alle disse tiltag med en kombination af synet, hørelsen, følesansen, lugtesansen, smagssansen og bevægelsesapparatet. Og ud over at opfylde vores psykologiske og biologiske behov kan den biofiliske arkitektur også være med til at nedbringe energiforbruget, da fokus jo er på naturlig ventilation og dagslys.

Boliger og erhverv er de primære funktioner i højhusbyggeri. Her er tre bygninger, der inden for de kategorier belyser brugen af biofilisk

Dzakiyya Bohrs Dina Tårn

9

Bosco Verticale, Boeri Studio © Laura Cionci Bosco Verticale, Boeri Studio © Laura Cionci

design i højhusbyggeri: Bosco Verticale i Milano Bosco Verticale – den vertikale skov – er mit yndlingseksempel på et biofilisk bolighøjhus. Komplekset, som ligger i det centrale Milano, består af to tårne, hvis lejligheder alle sammen har hver sin lille skov på altanen, som ud over at styrke biofilien altså også bremser kastevinde omkring facaden. Ifølge arkitekten, Stefano Boeri, var intentionen at skabe det 21. århundredes optimale bolig gennem at introducere en helt ny højhustypologi, hvor mennesker og natur kan leve side om side. Som juryformanden Christoph Ingenhoven sagde ved uddelingen af den internationale skyskraberpris: “Den vertikale skov afspejler menneskets behov for kontakt med naturen.”

Projektets centrale element er altanen med de plantede træer og forskellig anden vegetation, som er et stort aktiv for bygningens beboere. Her kommer de automatisk til at interagere direkte med naturen, da de er nødt til at passe og pleje planterne hver dag. På den åbne altan kan man desuden nyde varmen fra solen og vinden mod huden samt duften fra planterne og synet af deres skiftende farver. Alt dette opleves med en kombination af sanser, hvilket netop er ideen med biofilisk design. Med de vertikale træbeplantninger skabes nye miljøer, der tiltrækker fugle og insekter. Når beboerne dermed kan se naturen fra deres vinduer, får de en bekræftende oplevelse af samhørighed med andre levende væsener. Beplantningen i Bosco Verticale består primært af buske og træer, der skaber sit eget mikroklima og giver fugtighed, filtrerer luften, producerer ilt og beskytter lejlighederne mod stråling, støjforurening, vind og vejr. Vegetationen, der er fremdyrket specielt til placering på højtliggende voksesteder, tilpasser sig gradvist det byggede miljø. Samtidig er vegetationen med til at animere bygningens facade med sine skiftende, årstidsbestemte farver. Dette naturfænomen kan være med til at bekræfte

relationen mellem beboeren og naturen, eftersom beboerne kan se vegetationen udvikle sig dag for dag.

Projektet var meget kostbart, men ikke desto mindre har arkitekten, Stefano Boeri, planer om at tegne endnu en vertikal skov i Schweiz.

Det sker, fordi Bosco Verticale er blevet meget eftertragtet. Det er det væld af muligheder, som beboerne her har for at opleve og interagere med naturen, der har gjort bygningen så populær. Med Bosco Verticale er det altså lykkedes at forbedre beboernes trivsel ved at tilføre et frisk pust af natur til et ellers tæt og artificielt bymiljø.

Commerzbank, Frankfurt Forskningen har gang på gang vist, at man ved at integrere inde- og udearealer kan forbedre et arbejdsmiljø og gøre det mere inspirerende, hvilket igen har en positiv indvirkning på produktiviteten. For at opnå det må bygningen kunne tilbyde en bred vifte af rumligheder med forskelligartede miljøer. Det er netop det, Commerzbank kan, og som gør byggeriet til et vellykket eksempel på biofilisk arkitektur.

Intentionen med denne kontorbygning var at skabe en arbejdsplads, som kunne være en attraktion for koncernen, og det har Foster + Partners først og fremmest løst ved at integrere bygningens ude- og indearealer. Commerzbank er et lidt ældre projekt, men konceptet var forud for sin tid, og det fremstår stadig som et af de bedste eksempler på et behageligt kontormiljø.

Tårnet, der først og fremmest indeholder kontorer, er kendt som den højeste bygning i Tyskland. Bygningen udmærker sig ved overvejende at anvende passive strategier og bruge dem til at skabe et behageligt arbejdsmiljø for de ansatte. Blandt virkemidlerne er et stort trekantet atrium midt i bygningen og de smukke ‘sky gardens’, som er fordelt på forskellige placeringer. Atriet, der er holdt fri af konstruktionen, trækker dagslys ind i bygningen og fungerer samtidig som en

BYG

10

Bosco Verticale, Boeri Studio © Laura Cionci

enorm tunnel, der med sin skorstenseffekt trækker luften op og ud gennem toppen af tårnet. Dermed skabes et passivt ventilationsystem, som sikrer et godt airflow i hele bygningen.

Kontorerne har store vinduespartier, der vender ud mod enten atriet eller bygningens omgivelser, og som sørger for, at arbejdspladserne får så meget dagslys som muligt året rundt. Det frie udsyn til atriet gør det muligt for de ansatte at interagere visuelt med mennesker og natur i taghaverne. Taghaverne vender i forskellige retninger, mod henholdsvis øst, syd og vest, og vegetationen varierer, alt efter hvor meget sol der er på det pågældende sted. De sydvendte haver, der er de mest solrige, indeholder planter fra Middelhavsområdet.

De vestvendte haver, der får en hel del eftermiddagssol på alle tider af året, består overvejende af nordamerikanske planter, mens de mindre solrige nordvendte haver er tilplantet med forskellige asiatiske sorter, der trives godt i skyggefulde omgivelser. Ud over at rense luften fungerer haverne også som rekreativt mødested, hvor de ansatte kan slappe af og udforske havernes artsrigdom. Alt dette har selvfølgelig gjort byggeriet betydelig dyrere, end det ellers ville have været. Ikke desto mindre viser Commerzbanks regnskaber, at summen af de ansattes lønninger på sigt overgår udgifterne til byggeriet, og derfor giver beslutningen om at integrere kontorlokaler og naturmiljø måske alligevel god mening

Bank of America Tower, New York Sammenlignet med Bosco Verticale og Commerzbank, repræsenterer Bank of America Tower en anden og mere bred biofilisk tilgang. Som Richard Cook, den ene af partnerne i Cookfox Architects, har forklaret, er formålet med biofilisk design at forbinde mennesker med naturen for dermed at få dem til at føle sig godt tilpas. Men selv om den visuelle forbindelse er vigtig, er det endnu vigtigere at give brugerne en oplevelse af at kunne ‘mærke’ bygningen. Dette har Cook forsøgt at opnå ved at bruge naturmaterialer til at skabe en enestående rejse for bygningens brugere.

Det første møde med bygningen er, når man griber om hoveddørens træhåndtag og mærker træets behagelige stoflighed mod hånden. Foyerens loft er også træbeklædt, hvad der får rummet til at virke venligt og imødekommende. Når man bevæger sig længere ind i bygningen, fanges blikket af en væg bestående af gamle kalksten, som er fulde af fossiler, og som automatisk får én til at stoppe op og mærke på overfladen med fingerspidserne. Lobbyen foran elevatorerne er beklædt med læder. Her har intentionen været at skabe en varm atmosfære, der omslutter én, mens man står og venter på elevatoren. I underetagen har arkitekterne skabt et urbant haverum med skulpturelle grønne planter, store vinduespartier og trælofter.

Et avanceret ventilationssystem renser luften, inden den slippes ind i

Bohrs Tårn

11

EnRigtigMaler.dk

Mere end et beskrivelsesværktøj

bygningen, og særlige sensorer slå alarm, hvis niveauet af kuldioxid stiger, hvorefter der skrues op for indtaget af frisk luft. Brugerne kan desuden selv justere temperaturen omkring deres egen arbejdsplads.

Udefra ligner skyskraberen enhver anden moderne glasboks, men den kan andet og mere end det. Arkitekten Richard Cook fortæller: “Indkapslet i denne klare glashud er der noget, der er organisk i sin natur, noget der ikke bare forholder sig til den kinetiske bevægelse og energi nede på gaden, men også til de dynamiske og krystallinske strukturer, man finder i naturen.”

Bosco Verticale og Commerzbank er eksempler på, hvordan man kan generere merværdi ved at bruge planter til skabe miljøer, hvor brugerne kan interagere med naturen. Etableringen af taghaver og vertikale skove kræver mange forskellige fagfolks medvirken og et meget generøst budget, men biofilisk design kan også finde sted som i Bank of America Tower: ved at man anvender naturmaterialer med forskellige mønstre og farver eller blot ved at man visuelt forbinder brugerne med verden udenfor. Biofilisk design handler nemlig ikke blot om at genskabe naturen i det byggede miljø, men derimod at skabe en forbindelse mellem brugerne og naturens verden.

Med MBA får du gratis anvisninger på både nybehandlinger og restaureringer MBA er byggebranchens eneste og største neutrale anvisningsværktøj, når det gælder anvisninger på såvel nybehandlinger og renoveringer.

Hver måned henter mere end 4000 branchefolk beskrivelser, tekniske artikler, prøvemetoder eller kvalitetssikrings materialer på mba.malermestre.dk

Det er gratis og hvis du har brug for faglig assistance udover hvad du kan finde her, så

kommer du let i kontakt med vores eksperter.

Malerfagets Behandlingsanvisninger

Oversat fra engelsk af Cornelius Colding

BYG MBA-annonce B90xH270mm-nov16-01.indd 1

04/11/2016 10.15

12

Jens Husbjerg er projektchef i MOE Rådgivende Ingeniører A/S og arbejder stort set kun med projektering af brandsikkerhed i byggeri. Han er uddannet konstruktionsinstruktør fra DTU og har taget en Master i Brandsikkerhed (MiB) fra DTU-BYG. Her er hans syn på brandsikkerhed og høje huse. Af Marie Sofie Larsen

BRANDSIKKERHED I HØJE HUSE Det højeste hus, Jens Husbjerg har været med til at bygge, ligger foran Tivolis hovedgang, på Axeltorv i København. Det er godt 65 meter højt og tegnet af Lundgaard og Tranberg. Det er fem cirkulære tombak-beklædte tårne, der nu er klar til brug. Jens fungerede som projektleder for strategier og koncepter for højhusbyggeri, brandsikkerhed, indeklima, energi og vindklima. Og han var med til at udarbejde råhus-koncepterne, beregne bundpladen og sikre mod opdrift.

Hvad er det vigtigste at starte med, når man skal tegne et højhus?

Det er at få placeret skakter, føringsveje, elevatorer og flugtvejskerner.

Det er altså alle de her horisontale føringsveje, der skal på plads i et højhus – ventilationsskakte, skakte til lufttilføring og trykaflastning til overtryksventilerede trapper. Samtidig er det statiske system for hovedkonstruktionerne også meget vigtig at få på plads tidligt i projekteringsfasen. Et af de vigtigste parametre i Danmark for høje bygninger er påvirkningen fra vind. Den vokser eksponentielt med bygningens højde. Udfordringen er at designe facader, som er smukke, holdbare energioptimerede, og som bremser vinden. Det er svært, fordi der ligger en hel del økonomi i at lave vindanalyser eller vindforsøg i en vindtunnel, hvor man får analyseret, hvordan en mere virkelighedstro vindlast rent faktisk virker på facadens forskellige retninger. Den oplevede vindkomfort for os, der bruger byen, er jo vigtig. Tænk på andre højhusprojekter, hvor der kan være en tendens til, at man oplever et ubehageligt vindklima ved snævre passager. Vinden er jo luftstrømninger, der opfører sig ligesom væskestrømme – og når der snævres ind imellem højhusene, jamen så bliver hastigheden jo sat op. Men når man sidder og får en god kop kaffe på en udendørs café, så skal der være en god vindkomfort – ingen pludselige kastevinde eller turbulens. Der betyder altså rigtig meget, hvordan nabobygningerne er indbyrdes placeret, deres topologi og den konfiguration, de indgår i.

For at skabe de bedste betingelser for et komfortabelt byklima kan man lave computersimuleringer, som er den hurtigste metode, men det er bedre at lave rigtige vindmodelforsøg. Det bliver mere og mere almindeligt, og det er faktisk også noget, som flere kommuner begynder at stille krav om, fordi man vil have en god vindkomfort i bylivet. Man vil ikke opleve, at hvis man går for eksempel går på et smalt strøg mellem to høje bygninger, så bliver man blæst fuldstændig i stykker. Og man kan faktisk godt gå ind og påvirke de luftstrømme ved at sætte nogle vindbarrierer op i form af bevoksning og læskærme og måske flytte en smule rundt på de nye bygninger.

Små ændringer kan forbedre vindkomforten betydeligt. Og hvis man alligevel skal have noget støjdæmpning, kan man slå to fluer med et smæk.

Fortæl mig alt, hvad jeg skal vide om flugtveje i højhuse?

Vi arbejder med begrebet ‘sikre trapper’. En sikker trappe er en flugtvej eller en indsatsvej for redningsberedskabet, der altid betragtes som røgfri, modsat en almindelig flugtvejstrappe i en boligetageejendom på under 22 meter. Der har du ikke nødvendigvis sikkerhed for, at trappen er røgfri. For hvis det brænder i en lejlighed eller i en kontorfløj, og døren efterlades åben, så er der en risiko for, at røgen kommer ud i trapperummet. Men så kan du jo selvfølgelig bare lukke din dør og blive i din lejlighed fremfor at flygte ned gennem trappen til det fri. Der er nogle steder en filosofi, som dog er under kritik, om at hvis bare folk bliver i deres lejlighed, så er de i sikkerhed. Men folk,

som ved, at det brænder, bliver utrygge og flygter per instinkt, hvis ikke de ved hvad der foregår. Derfor har man brug for flugttrapper i høje huse. Du kan se en ældre type – luftslusetrapper – på Herlev Sygehus, der er fra 1976, og som stadigvæk er Danmarks højeste bygning. Luftslusetrapper har man lavet mange steder i Danmark gennem de sidste 30-50 år. Men i de sidste 10-15 år har vi i stedet brugt tryksatte trapper som sikre trapper. For når du kommer op i højden, så stiger vindtrykket, og det betyder, at der også er risiko for, at det kan blive svært at åbne en flugtvejsdør til en trappe, simpelthen fordi vindens tryk bliver for højt. Derfor går man mere væk fra at anvende luftslusetrapper, når man kommer over 44 meter og vil hellere anvende tryksatte trapper, fordi de er uafhængige af det naturlige vindtryk. Hvis du har et vindtryk på 5-8 m/s, så kan det altså ikke nytte noget, at en lille pige ikke kan åbne døren, hvis det brænder i huset. Det sker ikke med en tryksat trappe. Og samtidig får du også en bedre udnyttelse af de kvadratmeter, der er ved facaden, fordi trappen jo er kapslet ind i bygningen og udgør en del af den stabiliserende kerne. Der bliver blæst et overtryk af luft i en skakt ind i trappen, og basistanken er at have et konstant luftflow og lufttryk, som sikrer, at røgen ikke løber ud i flugtvejstrappen.

Hvad stiller man op, hvis højhusets form og funktioner ikke er til en lige-op-og-ned-kerne?

Vi ser jo for tiden i udlandet mange nye forskellige former og forskellige funktioner blandet sammen. I stuen har du butikker, og så har du kultur, og så har du kontorfunktioner og et hotel, og endelig oven på det har du boliger og en tagterrasse i det fri. Alt sammen pakket ind i en vild form med områder, der er meget åbne, fordi der skal grønne elementer ind. Hvis vi gerne vil den vertikale by, bylivet, som er, at vi lever flere forskellige funktioner oven på hinanden, og de er twistede og vredet over for hinanden, så sætter det altså nogle udfordringer, for folk, der er hjemme, på arbejde eller ude at spise, til koncert eller på indkøb, agerer på forskellige måder i nødsituationer, og når alle de her funktioner – og mennesker – samles i ét højhus, så er bygningsreglementets eksempelsamling ikke lægnere helt nok.

For vi har nemlig forskellige anvendelseskategorier, og dem, som kommer i huset hver dag, er jo stedkendte, men dem, der er på café eller shopping, de er jo ikke stedkendte og kan være udlændinge, der taler et andet sprog end dansk, så hvis der opstår en varslingssituation, så kan de ikke forstå det danske stemmevarslingssystem, og de har ikke været der før, så derfor har man forskellige kategorier også i Bygningsreglementet. Det er ikke en dansk tilgang, men det, der i udlandet betegnes ‘occupancy classification’. Så man bliver nødt til at lave en ordentlig strategi for det her for at kunne evakuere bygningens forskelligartede brugere. Det er nødvendigt at have en robust evakueringsstrategi. For man kan ikke bare altid sige: Jamen, bare vi laver én trappe her og én trappe der og så blander det hele sammen som pærer og æbler der, så får vi nok en tærte til sidst. Nej, du må være konsekvent i din strategi og adskille beboerne her og kulturforeningen der, så det bliver konsistent og klart, hvilken evakueringsstrategi du har valgt. Det er her, at vi som arkitekter og ingeniører bliver udfordret, på den fede måde, til at gå ind i det komplekse designrum, agere i det og finde gode bygbare løsninger. Sammen.

Mit allerbedste råd er at fokusere sammen med alle de interessenter, der er med i projektet. Det er jo både bygherrer, myndigheder, in-

Julian BohrsChen Tårn

13

Trykaflastning i skakt Overtryk i skakt

Forrum Indsatsrum

Tryksat trappe, Pakhusene, Aarhus, hovedprojekt, 2015 © AART+MOE

Princip for en luftslusetrappe, eksempelsamlingen 2016 afsnit 2.8.3

vestorer, entreprenører – og specielt slutbrugerne er vigtig. Det er jo ikke sikkert, det er de samme brugere, der bruger projektet; det kan være en investor, der bygger projektet, men hvis han ikke har gjort sig klart, hvad det er kulturhuset bruges til, og noget andet her og går ind i en meget tæt dialog med dem om, hvad det rent faktisk er, man skal bruge bygningen til, så man får lavet et meget veldefineret byggeprogram, der siger, hvad funktionskravene er...

Evakueringselevatorer. Det er dog er stadig i sin spæde vorden. Og så skal vi være opmærksomme på, hvordan vi bruger termoplastisk isoleringsmateriale i høje bygninger, fordi det kan give nogen grimme facadebrande.

Funktionskrav – kan det ikke være svært at forudse for en bygning, som skal leve i mange år?

Jo – det lyder en lille smule fluffy, ikke? Men det er faktisk et rigtig godt begreb. Det er måske i virkeligheden, fordi man fokuserer på, hvad det egentlig helt præcist er, brugerne gerne vil bruge bygningen til: Vil I gerne bruge den også til aftenudstillinger? Eller er det bare sådan noget lidt café-et-eller-andet? På den måde kan man virkelig få defineret huset og komme tættere på den egentlige funktion og den bedste brandstrategi. Så det er mit bedste råd – virkelig at indgå i en tæt dialog med bygherre, brugerne, myndighederne, entreprenør og ofte også forsikringsselskabet og selvfølgelig også designteamet. Så man får det til at spille sammen. Så får man også de bedste løsninger.

Hvad er elementerne i en god brandstrategi for et højhus?

De væsentligste elementer er sikre flugtveje og fornuftige, passive adskillelser – både horisontalt og vertikalt – samt sikring mod brand­ spredning via facaden. Derudover en klar evakueringsstrategi og indsatssikkerhed, som betyder, at brandvæsnet skal kunne komme sikkert hen til og ind op i bygningen – det vil typisk være med indsatselevator, hvis bygningen er højere end 22 meter – og kunne igangsætte en slukning med deres slukningsudstyr. Den konstruktive sikkerhed, som betyder, at bygningen ikke må kunne falde sammen.

Og så er den sidste jo, at der er en god sammenhæng mellem ibrugtagningen og drift, kontrol og vedligeholdelse. Igen skal den virkelighed, som bygningen kommer til at indgå i, være afspejlet i det design, man har lagt op til.

Hvilke nye teknologier, skal vi kende i forhold til brand og højhuse?

Vi har ikke den store højhus-tradition herhjemme i Danmark, men meget tyder på, at vi snart får en masse højt byggeri. Er vi sikkerhedsmæssigt klar til det?

Ja - selvom vi stadig kan lære meget af udlandet. Byggeloven er blevet ændret. Det forventes, at man laver nye regler for en certificeringsordning for den brandtekniske dokumentation. Parallelt med det indføres der en certificeringsordning, som udfaser den tekniske byggesagsbehandling i kommunerne. Med hensyn til den brandtekniske dokumentation så introduceres en certificeret brandingeniør på de mere komplekse sager. Et højhus vil sandsynligvis blive betragtet som en kompleks sag i højeste brandklasse 3. De øvrige lavere brandklasser er 0, 1 og 2. Det samme kommer sandsynligvis til at ske for de nuværende anerkendte statikere. De skal fremadrettet være certificerede konstruktionsingeniører – og så kommer der tre konstruktionsklasser 0, 1, og 2. Og så er man ved at udvikle selve sagsbehandlingen i kommunerne. Det skal træde i kraft til sommer. Helt specifikt omkring certificering af brand- og konstruktionsforhold så har man tænkt sig, at i selve sagsbehandlingen vil man arbejde med tre brandklasser.

Klasse 0, 1, 2 og 3. Hvor klasse 3 er mere komplicerede byggerier.

Det vil typisk være storcentre, hospitaler og højhusbyggeri. Grunden til, at man typisk tager dem, er set fra samfundets side, at det jo er nogle byggerier, der har stor indflydelse på personsikkerheden; i sygehusene, fordi personerne er svage, og i højhusene, fordi det er komplicerede indsatsforhold, men der også kan være flugtvejsforhold, der gør, at det tager længere tid at evakuere de her højhuse. For at få en bedre byggesagsbehandling har man derfor lagt op til, at der sidder en certificeret brandrådgiver og tredjepartskontrolrådgiver.

Altså en person, som vurderer et byggeri af en vis kompleksitet i en tidlig i fase, som fortæller, om man er på rette spor. Sammen med en tredjepartskontrol, som er uafhængig af projekteringsteamet, der har designet bygningen.

BYG

14

BOHRS TÅRN Bohrs Tårn er det første af i alt ni nye tårne i Carlsberg Byen, som ligger på grænsen mellem Valby og Vesterbro i København. Under tårnet ligger Campus Carlsberg, hvor 10.000 studerende nu er flyttet ind. Det 100 meter høje tårn har 88 luksuslejligheder og 32 mere beskedne lejligheder plus en række erhvervslokaler. Carlsberg Byen begyndte byggeriet af de ca. 80.000 etagemeter i 2012 som det første afgrænsede byggeafsnit på den gamle Carlsberg-grund, der siden 1847 har været hjemsted for bryggerigruppen Carlsberg. Området opstod i 1847, da J.C. Jacobsen grundlagde sit oprindelige bryggeri på stedet. Der har været uafbrudt produktion frem til 30. oktober 2008. Carlsberg Byen P/S vil over de næste 8-10 år udvikle den mere

Bohrs Tårn © Rasmus Hjortshøj

end 30 hektar store historiske bryggerigrund til en blanding af bolig, erhverv, detail, kultur, idræt og institutioner. Carlsberg Byen P/S er et selvstændigt selskab, der ejes af Carlsberg (25%), PFA (30%), Topdanmark (22,5%) og PenSam (22,5%). /ms Arkitekter: Vilhelm Lauritzen Arkitekter, & Co Arkitekter, Cobe arkitekter, Nord Arkitekter og Effekt Ingeniører: Rambøll og Niras Entreprenør: NCC Bygherre: Carlsberg Byen Foto: © Rasmus Hjortshøj

Bohrs Tårn

82x-3 5

6

7

15

8

9

G

Bohrs Tårn © Rasmus Hjortshøj

F 82t-3 Snit O-O 07-TG Snit N-N 07-TG

Snit M-M 07-TG

25060

82T-19.D08 Værelse 9 m² V5.04a 2719 100

75 630

2570 710 75 910 100

82T-19.D09 Værelse 12 m² II

650 V4.15

3261

D1916V 9M

V5.04a 240

Vi 3.01

60 1151

B 82x-3

2149

Vi 1.02

573

1655

1430

Vi 2.08

1270

1355

Vi 2.09

1420

1205

1130

2149 723 1355 1120 1608 1608 1205 1420 1355 1270 820

910

82T-19.C02 Stue 57 m² II

Vi 1.02

100

82T-19.C08 Værelse 17 m²

Vi 3.01

2125 4975

Vi 2.11

1608

1130

2875

376

240 2433 150 2883 155

100

V2.19

1430

100

155

100 100 1240 150

2424

Vi 2.06

1655

910 245

1080

1130

2424

2445 V5.04a

Vi 2.08

82T-19.C09 Tilvalgsværelse II

100

4620

Vi 2.11

1608

1130

1151

V2.19

Vi 2.06

820

910

Vi 2.09

V5.06a

573

V5.04a

V

630 100 75

100 910 100 378 910

V

100 1840

D1921V 9M

2495

2495

1300

D1922H 9M

1840

100 800

V

V2.19

82x-2

900

V5.03a

82T-19.C04 650 Gang D1917H 9M 3 m² II

T

82T-19.C07 Værelse 12 m² II

3038

910

Vi 2.11

V4.15

V5.04a D1913H V5.04a D1912H 9M 9M

82T-19.C01 Entré 5 m² II 565 1730 75 75

95

95

3945 100

445

3945 3160

1105 910

9M

9M

T

75 580 1675

2200 100 82T-19.C05 Bad/Toilet C1 650 5 m² 615

EL

V5.03a

82T-19.D04 D1923V Gang 9M 3 m² II 2642

100 910 180

82T-19.B01 Entré 5 m² II V5.03a

580 800 100 75

95

82T-19.B07 Tilvalgsværelse II

100

D1904H

82T-19.S6 Skakt S6 2 m²

7025

100 910 100 360

1400

1035

V5.04b

1300

V5.03a

Vi 2.11

650 100

V5.04a 2200 100 1773 95 2025 100 100 82T-19.C03 82T-19.D06 250 240 82T-19.C06 Køkken C1 82T-19.D10 Bad/Toilet D3 Bad/Toilet C3 7 m² II Depot 615 5 m² 5 m² 6 m² II V5.04b V5.04a 75 690 910 910 750 100 V5.06a D1910H V5.04a D1911H V5.03a

1038 D1926H

V2.19

2388

1010

300

100 100 342

V5.04a 100

910

1330

100

V5.04b 10M V6.31 EI 2 60-C

82T-19.E05 Elevator E05 5 m²

82T-19.E04 Elevator E04 5 m²

Vi 2.08

75

2495

1080

82T-19.B03 Køkken B1 7 m² II

95

95 1010

D1905V 10M EI 2 60-C ABDL

9M

Vi 3.01

1605

D1901V 10M EI 2 60-C

82T-19.S5 Skakt S5 1 m² 82T-19.F2 Forrum 8 m²

BSV

EL

V5.04b V5.04a

82T-19.B02 Stue 58 m² II

V5.04a 82T-19.S4 Skakt S4 V EL 3 m² 810 340 V5.03a V5.04b D1925V 95 1315 75 980 75

V5.03a 82T-19.TR10 Trappe TR10 19 m² I

D1906H 10M EI 2 60-C ABDL

82T-19.S1 Skakt S1 2 m²

3470

V5.04a

2149

2440 630 100 75

100 100 75 630 910

150 2495

2835 100 1330

910

82T-19.B05 82T-19.A08 Bad/Toilet B2 Depot 5 m² 7 m² II 95 615 250 100 1773 240 2025 100 100

100 910 195 195 150 710 75

V V5.03a 75

95

723

7025

75 610 20

1035

1420

1300

610 75 75

4780

Vi 3.01

95 895

2424

1151

2149

T

82T-19.S3 Skakt S3 1 m²

D1903V BSV V5.04b 10M V6.24 EI 2 60-C

82T-19.D01 Entré 6 m² II

82T-19.D02 Stue 70 m² II

V

T

1260

V5.03a 82T-19.D03 Køkken D1 9 m² II

V2.19

V

8M EI2 60-C

75 2329

910

C 1355

100

147 100 100 910 150 1840

1300

D1909H 9M

300

82t-1

100

D1915H 9M

82T-19.B04 Gang D1918H 9M 3 m² II 650 D1914H

V6.24

82T-19.F1 Forrum 2065 100 8 m² 82T-19.D05 300 Bad/Toilet D2 5 m² V5.04a 650 100 V5.04b V5.04a

910 50

630 75

82T-19.A05 Bad/Toilet A2 5 m² 615

82T-19.S2 Skakt S2 3 m² V5.04b

1150

Vi 3.01

100

3200

2570

3945 3240

100 910 910 1105 140 910 1240

V5.03a

D1908V 9M

82T-19.D11 Tilvalgsværelse 100 650 II

95

10M EI 2 60-C

100

Vi 2.11

Vi 2.08

910

9M

581 100 V5.04a

EL 1420

82T-19.A01 Entré 6 m² II D1902H

100 650 580 75

100

V

Vi 1.02

4815

9M

2200

2149

82T-19.B06 Værelse 17 m²

805

82T-19.A04 D1924H Gang 9M 3 m² II D1907V V5.06a 910

342 100 100

3470

V5.03a

610 1300 75 75

100

Vi 2.11

155

1205

2373 150 2942

V5.06a

1608

1130

82T-19.D07 Værelse 12 m² II

100

376

240

1420

V4.15

Vi 2.09

100 600 650

2080

100

155

3030

1270 1355

Vi 2.08

V5.04a

82T-19.A06 Værelse 12 m² II

1038 V5.04a V5.04b

82T-19.A03 Køkken A1 9 m² II 75

1300

7025

2149 1430

8000

Vi 2.06

1120

1130

2424

640 573

V2.19

V5.04a

75 580

D1920H 9M

D1925H 9M

Vi 2.06

240 650

V4.15

82T-19.A02 Stue 66 m² II

1655

100

3464

2643

820

1655

Vi 1.02

820

2125

100

V2.19

1608

25000

2517

1430

Vi 2.08

82T-19.A09 82T-19.A07 Tilvalgsværelse Værelse II V5.04a 100 12 m² II 455 910 100 100 910 2454

Vi 3.01

573

3700

100

1270

1151

Vi 2.09

155

D

8000

1355

V2.19

D1919H 9M

5300

1420

7025

Vi 2.11

7025

E

7860

1205

75

Vi 2.11

1608

3020

1130

1150

Vi 2.08

1608

100

1130

100

1120

3020

Vi 3.01

82t-1

8000

1355

75

723

1400

2149

100

60 1151

910 100 150

7860

100

700

Vi 2.08

1120

1355

Vi 3.01

723

Snit O-O 07-TG Snit N-N 07-TG

Snit M-M 07-TG

Snit O-O 07-TG Snit N-N 07-TG

Snit M-M 07-TG

2149

1151

82t-3

Etageplan, etage 19-22

BYG

16

Det er sund fornuft at bygge højt i de store byer, og selvfølgelig skal vi samtidig passe på vores kulturarv.

Men det står vel ikke i vejen for nytænkning?

ET SPØRGSMÅL OM PENGE? For nylig deltog jeg i et netværksarrangement, hvor emnet var bæredygtighed i arkitekturen. På et tidspunkt kom diskussionen ind på spørgsmålet om, hvordan man laver bæredygtig og ansvarlig restaurering, eller rettere transformation, af eksisterende bygninger. Ét oplagt svar er selvfølgelig, at genbrug og opgradering af en eksisterende bygning jo i sig selv er bæredygtigt, og at det snarere handler om at få så meget som muligt ud af det, der allerede er der. At forbedre bygningens performance. Der gik imidlertid ikke lang tid, før nogen nævnte det andet oplagte svar – nemlig at bygge oven på den eksisterende konstruktion, at fortætte ved at bygge i højden. Men her kommer vi op imod puritanerne, der hævder, at det er et overgreb mod kulturarven, at man ved at bygge ovenpå skader originalens arkitektoniske integritet og betydning, og at det, uanset hvad arkitekten gør, ikke kan undgå at blive en forringelse. Eller at man i det mindste er nødt til nøje at vurdere en eventuel tilføjelse i forhold til det oprindelige arkitektoniske ‘monument’. Her står vi ansigt til ansigt med den grundlæggende kultur, der præger vores forhold til bygninger og byer. At vi skal træde varsomt for ikke at ødelægge den arkitektoniske grundstruktur og de kulturværdier, vi allerede har. Den danske storby har en taglinje, som sjældent overskrider en grænse på 5-6 etager, med mindre man lige er et kirketårn. Det er en så indgroet del af vores arkitekturforståelse, at jeg selv på uddannelsen oplever, at de studerende kæmper med forestillingen om, at det er en synd at hæve sig over den eksisterende urbane horisont.

Den sunde fornuft er dog ved at få overtaget – eller er det bare et spørgsmål om penge? – og vi begynder nu at se flere og flere projekter, der imødegår behovet for en større tæthed med mere højhusbyggeri. Det betyder nødvendigvis, at vores byer kommer til at forandre sig, og samtidig er både vores syn på den nye bygningskultur og udsynet FRA den nye bygningskultur under forandring. Udviklingen af Carlsberg-grunden i Valby er – heldigvis – ved at tage form. Jeg kan godt lide masterplanen. Jeg kan godt lide ideen om, at vi er nødt til at komme videre, ikke nødvendigvis med bulldozere, men med bevidstheden om, at ansvaret for bygningsarven ligger i vores hænder, og at vi er nødt til at ændre vores livsstil og gøre den mere kompakt og bæredygtig, uden dermed at kaste vrag på vores forgængere og deres bygningsværker. Det indebærer, at vi skal se nærmere på de eksisterende bygninger og erkende nødvendigheden – ja, nødvendigheden – af at bygge i højden.

Chris Thurlbourne er BA (hons) Dip.Arch lektor og programleder for kandidatuddannelsen på Arkitektskolen Aarhus

Artiklen er oversat fra engelsk af Cornelius Colding

Så intentionerne på Carlsberg er gode. Masterplanen tager udgangspunkt i det, der allerede er der, og tilføjer nye lag og tæthed og et nyt byliv ved hjælp af højhusbyggeri. Visionen er at skabe en aktiv og mangfoldig bydel, og det tror jeg nok skal lykkes. Det sker ved at bevare områdets historie, men kombinere den med et moderne byliv. Det er i hvert fald, hvad de skriver, og indtil videre tyder det på, at sådan bliver det. Når man ser på Bohrs Tårn, er der ingen tvivl om, at tætheden har dikteret. University College Complex (UCC), som bebyggelsen hedder, består af en seksetagers base (seks etager, er det en tilfældighed?), som krones af et 100 meter højt boligtårn – kun fem meter lavere end Rådhustårnet. Arkitekturen udforsker med sine materialer og byggeteknik den generelle målsætning om at “bibeholde områdets historie”. Komplekset har et industrielt præg, som jeg godt kan lide. Det er robust. Imødekommende, men også slidstærkt.

Foto: Rasmus Hjortshøj

Chris Thurlbourne Bohrs Tårn

Materialerne får UCC til at fremstå som en moderne modstykke til områdets tidligere funktioner. Og rummene virker både velproportionerede, sammenhængende, indbydende og funktionelle. Det høje tårn er helliget boliger. Der er vendt lidt op og ned på det hele, for, hvor det normale ville være at placere erhvervsdelen (studiepladserne) i tårnet og boligerne nede i gadeniveau, så har man her valgt at følge den nye trend med at placere boligerne i tårnet. Det har jeg som sådan ikke noget problem med, men lejlighederne virker bare så pæne og velfriserede, og de spiller slet ikke med på den overordnede fortælling om områdets historie. Til nød udvendigt med den industrielt udseende beklædning, men indvendigt er det mest ejendomsmæglerarkitektur, og i virkeligheden kunne de her boliger ligge hvor som helst. Jeg savner, at arkitekturen forholder sig til målsætningen om at bruge en palet og sprog, der passer til konteksten. Der er oceaner af

17

eksempler på, hvordan man kan indpasse boliger i industriarkitektur, New Yorks legendariske ‘lofts’ er et klassisk eksempel. Jeg ville have foretrukket en mere robust finish, der lægger op til en ny og anderledes livsstil. Hvor boligens volumen og loftshøjde skaber nogle generøse rammer for livet i storbyen. Og hvor det rustikke materialevalg er overført til hjemmets fire vægge. Glem ikke, at det at bo oppe over den obligatoriske seksetagers grænse er noget helt nyt i Danmark og derfor fortjener at blive set på med nye øjne; og hvorfor ikke et bomiljø, hvor områdets historie er en nærværende bestanddel? Jeg ville gerne have set arkitektkonsortiet for alvor bryde isen og give deres egen udlægning af livet på toppen af et industrikvarter. Et dansk bud på en forståelse og fortolkning af den moderne by, med dyb respekt for fortiden. Men måske er det for meget forlangt; måske har det alligevel bare handlet om penge for developeren. Det håber jeg nu ikke.

BYG

18

Ole Birk Olesen (LA) er transport-, bygnings- og boligminister

Højt byggeri skaber spændende muligheder Bohr Tårnet i Carlsberg Byen er et meget synligt udtryk for den markante udvikling, der sker i vores hovedstad i disse år. Byen vokser, og der er en stor efterspørgsel efter boliger, som enten ligger i byen eller tæt på den.

Det betyder blandt andet, at der er et ønske om at transformere områder, som tidligere blev brugt til industri og erhverv, til områder med moderne boliger, butikker og kulturtilbud. Det er den udvikling, vi har set og fortsat ser langs hele havnefronten, hvor alle de mange tiltag over de senere år har været med til at åbne byen mod vandet, men også at binde byen meget bedre sammen.

Denne tranformation og positive udvikling ser vi nu også med Carlsberg Byen, der med sin unikke placering på Vesterbro og tæt på Frederiksberg Have udgør en indlysende magnet på både boligsøgende, kulturudbud og uddannelsesinstitutioner.

Samme udvikling og behov for at bygge moderne bygninger inde i byen ser vi flere steder. På Nørrebro har vi således for nylig indviet det nye og roste Mærsk Tårn, der med sine 75 meter også rager godt op.

Hensynet til det omkringliggende miljø varetages via lokalplaner, som giver kommunen de nødvendige styringsredskaber, og inden for disse rammer er det efter min opfattelse både helt naturligt – og i øvrigt som aktiv bruger af byen spændende at opleve – at forskellige bygherrer i samarbejde med gode arkitekter løbende udvikler og beriger vores hovedstad med nye, flotte bygninger.

Når det gøres på den rigtige måde i respekt for eksisterende bebyggelse og lokale forhold, er der nogle helt indlysende fordele ved højt byggeri.

Kvadratmeterprisen kan holdes nede, og det giver en bedre udnyttelse af den eksisterende infrastruktur – både på den trafikale side og på den energimæssige side, til gavn for borgerne og til gavn for miljøet.

Samtidig giver højt byggeri også et spændende æstetisk udtryk, som afveksler fra den gængse lave bebyggelse, vi har tradition for i de danske byer. Derfor glæder jeg mig også til at se de mange nye, højere bebyggelser, som er på vej – blandt andet i København.

19

Morten Kabell (EL) er teknik- og miljøborgmester

Bohrs Tårn er et kedeligt udgangspunkt Københavns skyline får i disse år tilføjet nye bygninger til silhuetten.

Over for Tivoli skyder Axel Towers op, og på Nørrebro er Mærsk Tårnet netop blevet indviet. To gode eksempler på, hvordan arkitektur kan give noget tilbage til byen alene igennem bygningernes udtryk og design.

Desværre må man konstatere, at det modsatte er tilfældet i Carlsberg Byen, hvor Bohrs Tårn dominerer, og hvor flere højhuse er på vej.

At betragte henholdsvis Bohr Tårnet og Mærsk Tårnet er som nat og dag. Mens det nye hjem for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Nørrebro med rette kan kalde sig for et nyt vartegn for København, er det svært at finde rosende ord for Carlsberg Byens intetsigende mastodont af en brun skyskraber. Dermed er det også svært at være optimist, når Carlsberg Byen føjer otte ekstra af slagsen til området.

Det første bud er et kedeligt eksempel på, hvordan boligområder desværre også kan se ud.

Carlsberg Byens administrerende direktør, Jens Nyhus, forsvarer sig med, at anerkendte arkitekter har fundet løsningerne for Carlsberg Byen. Det er muligt, men det kræver ikke andet end observation med det blotte øje for at konstatere, at det er minimalt (om noget), hvad Bohrs Tårn giver tilbage til byen. Og nu kan vi så se frem til mere af det samme. Et flertal i teknik- og miljøudvalget har nemlig givet Carlsberg Byen mulighed for at fortsætte denne tendens gennem et løst tillæg til en lokalplan, og det er en kedelig udvikling for et område, som ellers har masser af potentiale til at blive noget helt særligt. Det ser Carlsberg Byen også ud til at blive, desværre i negativ forstand, når man ser på arkitekturen. Det er synd, når nu mulighederne var der.

Forhåbentlig tør mine politiske kolleger en anden gang stille større krav, så vi ikke ender med kedelige, intetsigende bygninger i resten af København.

BYG

20

W57

BIG’s Via 57 West er hverken skyskraber eller boligblok. Så i New York kalder man bygningen en ‘courtscraper’. De 77.200 kvadratmeter kombinerer den amerikanske skyskrabers tæthed med den velkendte gård fra den gode gamle boligbloktypologi. Den rummer 709 boliger omkring en 2.044 kvadratmeter store have midt i bygningen – midt på Manhattan. W57 indtager næsten en hel karré på hjørnet af West 57th Street og West Side Highway, med udsigt til Hudson River. Bygningen topper ved 137 meter på sit nordøstlige hjørne og bøjer sig som en gentleman for tilstødende Helena Towers, som derved beholder sin udsigt over floden. Set fra vest er bygningen en hyperbolsk paraboloide eller en skæv pyramide. Fra øst er courtscraper’en mere slank. Ved at holde tre hjørner af blokken lavere og løfte den nordøstlige del af bygningen åbner der sig en udsigt til Hudson River, og den lave vestsol får lov til at nå ind i blokken.

Fotos: Iwan Baan

80 træer og græsplæner indgår i gårdens 47 plantearter. På de øverste niveauer er lejlighederne organiseret i et fiskebenslayout, som orienterer boligerne mod udsigten over vandet. Terrasser er hugget ind i den skæve facade. I interiøret er materialeholdningen ‘Scandimerican’ – en kærlighedsbastard af skandinaviske materialer blandet med lokale New York-materialer. /ms Team: BIG, SLCE Architects, Starr Whitehouse, Thornton Tomasetti, Dagher Engineering, Langan Engineering, Hunter Roberts, Enclos, Philip Habib & Associates, Vidaris Inc, Nancy Packes, Van Deusen & Associates, Cerami & Associates, CPP, AKRF, Glessner Group, Brandston Partnership Inc. Foto: Iwan Baan, Nic Lehoux. Bygherre: The Durst Organization.

BIGs Via Bohrs 57 West TÃ¥rn

21

BYG

22

Ă˜verst: snit. Nederst: situationsplan

BIGs Via Bohrs 57 West Tårn

23

Øverst: snit. Nederst: plan 4. etage

BYG

24

JEAN NOUVELS HVIDE HØJHUS Jean Nouvels 18 etagers højhus i centrum af Nicosia, Cypern, indeholder lejligheder, kontorlokaler og butikker. På den sydlige facade dækker et lodret landskab omkring 80% af bygningens facade. Planterne fungerer som en naturlig solafskærmning, der værner lejlighederne og kontorerne mod direkte sol i løbet af sommeren, men lukker maksimalt sollys ind om vinteren.

På den levende facade gror en række kypriotiske planter, og terrasser og store altaner udnytter middelhavsklimaet og giver mulighed for et righoldigt udeliv.

På den østlige og vestlige facade danner perforerede betonvægge en loggia, som beskytter husets brugere mod støj, vind og sol.

Tilfældige rækker af åbninger, nogle med glas, og andre helt tomme, skaber skiftende skyggespil alt efter solens position i løbet af dagen. /ms The White Walls Tower, 25 Stasinou, Nicosia, Cypern Opført: 2015 Bygherre: Nice Day Developments Arkitektteam: Ateliers Jean Nouvel Lokale samarbejdspartnere: Takis Sophocleous Architects Ingeniører: KAL Engineering Mitsidea Samouhl & Partners Nicolaou & Konnides Etageareal: 6739 m² Budget: 25.445.000 € Anlægsudgifter: 11.500.000 €

Bohrs TÃ¥rn 25

BYG

26

1. sals plan

2. sal plan

Jean Nouvels hvide Bohrs højhus Tårn

27

Boliger

Facade

BYG

28

Stockholm: C.F. Møllers 34 etager i træ

London: Nyt projekt fra Santiago Calatrava

C.F. Møller har i samarbejde med Dinell Johansson tegnet et 34 etagers højhus i træ.

Santiago Calatrava har løftet sløret for en ny bebyggelse til den nette sum af 1 milliard pund, der vil komme til at ligge på bredden af Themsen i London, og som skal rumme en ny metrostation, et kulturcenter og vinterhaver, der alt sammen krones af en række tårne.

Huset er bygget op omkring en trækonstruktion med stabiliserende betonkerne. Søjlerne og bjælkerne er lavet af massivt træ, og inde i lejlighederne er alle vægge, lofter og vinduesrammer af træ, så materialet vil også være synligt udefra gennem de store vinduer.

Hver lejlighed får en energieffektiv glasinddækket veranda, og selve bygningen får energi fra solceller på taget. /ms

Tre koniske tårne kommer til at knejse over en metro- og busstation, teater, biograf, barer, butikker og en multiscene. De lysende, terrasserede blokke vil huse kontorer, lejligheder og hoteller med tilhørende vinterhaver og udsigt over Themsen. Beboere og besøgende vil fra metrostationen træde ind i et 24 meter højt, glasinddækket galleri, som rummer haverne.

En ny gitterindklædt rørbro vil forbinde bebyggelsen med flodbredden. Broen bliver forankret med kabler til en høj mast – en løsning, der minder om Calatravas egen Chord Bridge i Jerusalem. /ms

Stockholm - London - Cambridge

29

London: Næsten nyt projekt fra Mies van der Rohe

Lodon: PLP Architecture står bag "The Toothpick" som - måske med hjælp fra Cambridge - kan blive verdens højeste træbygning

Mies van der Rohes urealiserede projekt til et ravfarvet kontortårn i London er nu for første gang blevet afsløret i detaljer, som optakt til en udstilling på Royal Institute of British Architects, der åbner i den kommende måned.

Nøglen til at fremstille træ, der er stærkt nok til at kunne bruges til skyskrabere, ligger tilsyneladende i samspillet mellem molekyler, der er 10.000 gange smallere end bredden på et menneskehår.

Mansion House Square-projektet var på tegnebrættet i mere end 20 år, men blev aldrig opført takket være modstand fra, blandt andre, prins Charles, der er kendt som en ihærdig modstander af den modernistiske arkitektur. På den pågældende grund blev i stedet opført James Stirlings omstridte bebyggelse No 1 Poultry.

Detailprojektet var ikke inkluderet i det Mies van der Rohe-arkiv, som Museum of Modern Art (MoMA) etablerede i slutningen af 1960erne, og det har derfor været stort set ukendt indtil nu. /ms

Et nyt forskningsprojekt udført af forskere på universiteterne i Warwick og Cambridge har løst mysteriet om, hvordan centrale polymerer i planteceller kobles sammen og danner stærke, træge materialer som træ og strå. Ved at genskabe denne ‘lim’ i et laboratorium har ingeniører været i stand til at fremstille nye træbaserede materialer, der langt overgår de nuværende i styrke. Opdagelsen knytter sig til forbindelsen mellem de to mest udbredte polymerer, cellulose og xylan (også kaldet hemicellulose), som begge findes i veddets cellevægge.

Forskere har i længere tid interesseret sig for, hvordan xylan, en lang, snoet polymer, der er ‘pakket ind i’ sukker og andre molekyler, kunne klæbe til de tykkere, stavformede cellulose-molekyler.

"Vi fandt ud af, at cellulosen får xylanen til at rette sig ud, så den kan hæfte sig fast på cellulose-molekylet. Den fungerer så som en slags lim, der kan beskytte cellulosen eller binde molekylerne sammen, så der dannes meget stærke strukturer.” forklarer den forskningsansvarlige, professor Paul Dupree fra Department of Biochemistry på universitetet i Cambridge. Han tror på, at opdagelsen kan give os stærkere byggekomponenter af træ.

Tømrede skyskrabere skyder snart op rundt omkring i verden, og denne seneste udvikling kan være med til at konsolidere træets position i det fremtidige højhusbyggeri. /ms

BYG

30

Giganterne kommer:

HVORDAN MODERNE BYER TVINGER HØJHUSE TIL AT UDVIKLE SIG Af David Nicholson-Cole

Over hele verden kaster glatte, spejlblanke skyskrabere deres skygger over byrum og gader. Disse mastodonter er notorisk ineffektive: Deres glasydre fanger solens stråler om sommeren og bløder varme om vinteren og skaber behov for aircondition og klimakontrol hele året rundt. Mørke interiører nødvendiggør umådelige opbud af lyskilder, mens hundredvis af computere summer gennem alle døgnets 24 timer og forbruger endnu mere elektricitet.

På et tidspunkt, hvor energieffektivitet er en sag med global bevågenhed, er det værd at overveje, hvordan disse mørke glasgiganter kom til at dominere det urbane landskab ‒ og hvordan vi i fremtiden kan bygge på en måde, der udbedrer deres fejl. Faktisk er den moderne skyskraber opstået ud af en arkitektonisk revolution, der begyndte med opførelsen af Chicagos høje kontorbygninger i 1880erne. Den ikoniske ‘International Style’-skyskraber ‒ en prismatisk glasoverflade, der indhyller en central installationskerne ‒ blev udtænkt i 1920erne og 1930erne af tyske arkitekter, der flygtede til USA fra Tyskland ‒ navnlig Walter Gropius og Mies van der Rohe.

Den blev først bygget i USA i 1950erne ‒ New Yorks FN-bygning (1952), Lever House (1954) og Seagram Tower (1958) er skelsættende kontorbygninger med mørke glasvægge, der indtil 1980erne har givet anledning til et utal af efterligninger verden over.

Stilikon for det 21. århundrede Skønt den internationale stils begrænsninger blev tydelige i slutningen af det 20. århundrede, da regeringerne begyndte at implementere strengere energistandarder, er glas stadig dominerende, nu hvor vi nærmer os 2020. Kontorskyskrabere, og særligt dem i forretningsdistrikterne i Mellem- og Fjernøsten, bruger i dag dobbelte glasfacader ‒ et ydre lag af glasindpakning rundt om den egentlige bygning indeni ‒ til at opretholde den glasagtige stil og lade dagslys komme ind og samtidig forbedre isolering og modstand mod solvarme.

Energibesparende funktioner såsom effektivt lys og energi-regenererende elevatorer er nu normale. Trigeneration (som på kraftvarmeværker, der også producerer fjernkøling) brummer effektivt i kældrene, mens solafskærmning og oplukkelige vinduer somme tider bruges til at reducere aircondition-belastningen. Grøn beplantning dukker op i lobbyer og som taghaver, der næres ved indsamlet regnvand.

Den måde, byer og arbejdspladser udvikler sig på, fordrer endnu større ændringer. I en tid med stigende urbanisering er den amerikanske idyl ‒ der bygger på kompakte forretningsdistrikter bestående af højhuse omgivet af vidtstrakte forstadsbeboelser, der betjenes af free­ ways og shopping centre ‒ ikke kompatibel med de jordressourcer og befolknings-, energi- og transportkrav, som det 21. århundredes byer kan tilbyde.

Forskellige byer reagerer forskelligt på disse udfordringer. London har en politik om at klynge høje bygninger sammen omkring større togstationer for at bibeholde klare synslinjer imellem klyngerne. Klyngerne bliver magneter for yderligere kontor- og beboelsestårne.

Paris holder højhuse helt og aldeles ude fra sit centrum og begrænser dem til distrikter såsom La Défense i byens udkanter. Samtidig bygger Kina sælsomme ‘spøgelsesbyer’: hele områder bestående af høje bebyggelser, der konstrueres, før befolkningen flytter ind.

Funktionsblandede fremtider Den måde, folk bruger højhuse på, ændrer sig også. For det første har internettet reduceret behovet for konventionelle kontorer. Den aktuelle tendens er store handelsgulve eller kontorlandskaber med flerskærms-arbejdsstationer og hotdesking ‒ og møder, der holdes i dagsbelyste ‘breakout’-rum. Der er mindre brug for store glasvægge.

I forhod til dagslys vender man tilbage til det store glasvindue, der er indsat i en isoleret væg.

Hos små virksomheder, der ofte har til huse i ombyggede lagerbygninger, er der et behov for rugemaskine’-kontorer. Medarbejderne kan arbejde hjemmefra ved hjælp af videomøder og virtuelle netværk. Faktisk er mange af de overflødige kontorbygninger fra det 20. århundrede allerede blevet ombygget til beboelsesformål, såsom Metro Central og the Southbank Tower i London.

En anden markant tendens er det funktionsblandede højhus, hvor parkering, restauranter, transport, hotel, kontorer, sociale ‘skyparks’, beboelse, universiteter og fitnesscentre er stablet vertikalt i et og samme grønne fodspor ‒ med mad og drikke og detailsalg i stueetagen. Dette er ved at blive normen i de nyeste høje bygninger, særligt i Japan og Kina.

Funktionsblandede tårne gør bedst brug af landarealet og er mere robuste over for økonomiske udsving, fordi lejeindtægterne kommer fra mange forskellige kilder ‒ og fordi menneskeflowet er afbalanceret i stedet for at peake to gange dagligt. Idéen opstod i Chicago i 1969, blev udviklet i Kina og dukker nu op i de fleste mega-byer verden over. Eksemplerne tæller the London Shard, Shanghai Tower, PS100 (Singapore), Hysan Place (Hongkong) og den foreslåede bebyggelse på 470 11th Ave i New York.

Nye konstruktionsteknikker såsom ultrastive installationskerner, kontinuerlig betonstøbning, udriggere, gitterrammer og seismiske dæmpningssystemer har gjort det muligt at bygge virkelig højt. Burj Khalifa i Dubai overstiger 800 meter, og Kingdom Tower i Jeddah kommer til at nå 1000 meter, når det er færdigbygget.

Den femte generation dukker op Mens vi ser frem i tiden, skal det bemærkes, at den mest markante tendens ikke kommer til at være de ekstravagante højder ‒ men energi-effektivitet. Arkitekter kalder fremtidens skyskrabere ‒ der sigter på at få et CO2-neutralt fodspor og tæller bygninger som Melbournes CH2, One Bligh Street i Sydney og One Angel Square i Manchester ‒ den ‘femte generation’.

Disse exceptionelle tårne inkluderer en række miljøvenlige innovationer, såsom generering af vedvarende energi, solafskærmning og dobbelte glasfacader med naturlig ventilation. De kommer også til at inkorporere termisk masse, atriumlandskaber, undergrunds-varmelagring, vandopsamling, genbrug, elevatorer baseret på lineær induktion lige så vel som vertikale bylandbrug, grøn beplantning og facader og tage, der genererer elektricitet.

Fremtiden findes ikke i et lille antal ualmindeligt høje konstruktioner. Snarere findes den i det store antal effektive og alsidige højhuse, der er essentielle for at klare befolkningstilvæksten og holde byerne kørende.

David Nicholson-Cole

31

BYG

32

Udsigter for Danmark Alt vedrørende livet i Danmark tyder på, at livet er mere behageligt i byer, der er til at gå og cykle i og har effektiv offentlig transport til at transportere folk til de bedste shopping-, arbejds- og beboelsesområder. Alle de steder, hvor biler er blevet udelukket fra et gåvenligt centrum, er det urbane liv blevet forbedret med flere caféer i det fri, grøn beplantning på det, der tidligere var vej, madmarkeder, musikere og børn, der leger sikkert. Økonomien i shopping er langt mere påvirket af den voksende internethandel end af, hvor mange biler der kan køre igennem en butiksgade. Gader fyldt med shoppere og caféborde er at foretrække frem for en hårdknude af biler hyllet ind i en støjende sky af bilos.

Så hvordan passer høje bygninger ind i billedet? De er del af en fortætningsproces, hvilket vil sige at gøre urbane områder mere kompakte i forhold til mennesker, aktiviteter, arealanvendelse og grundværdi. Det vender udviklingen i det århundrede af forandringer, som bilen bragte med sig, og som har gjort byer til udspredte netværk af veje til forstadsområder.

Urbaniseringen er en gradvis proces, hvor folk flytter fra land til by (på jagt efter arbejde, billigere boliger eller kortere rejsetid og pendlen), og mere end halvdelen af verdens befolkning betragtes nu som urbaniseret. Asien oplever en industriel revolution, og det udgør en enorm magnetisk kraft, der får millioner til at migrere til byerne.

Høje bygninger koncentrerer de indtjenende etagearealer i samme fodaftryk. Grundlæggende behøver de kun at eksistere, fordi grundværdien er for høj til at retfærdiggøre bygninger af normal højde. Når vi fornyer byernes allerede eksisterende grunde, er det vigtigt, at en ny bygning er mere værd end den, der blev revet ned.

Uanset om høje bygninger er arbejdssteder eller til beboelse, gør de offentlig transport mere bæredygtigt ved at sørge for et forudsigeligt flow af brugere. Omvendt kan en koncentration af høje bygninger medføre trængsel, hvis der ikke er offentlig transport i byen.

Derfor er højhusene populære Mellemkrigstidens Bauhaus-arkitekter, Mies van der Rohe og Walter Gropius, inspirerede arkitekturverdenen med visioner om høje bygninger klædt i glas, et materiale, der var overraskende billigt i Tyskland efter første verdenskrig. De inspirerende ideer fortsatte med at gøre sig gældende indtil godt op i 1970erne, indtil en energibevidst desillusion indtraf. Fra 1950 faldt materialerne på plads ‒ glas, aluminium, rustfrit stål og kunstigt gummi ‒ og pludselig var det muligt at bygge skarpe, kubiske former med den nye teknologi med ikke-bærende ydermure/ curtain wall-teknologi – et system af metalsprosser på en beton- eller stålkonstruktion, fyldt ud med et materiale, der ikke kunne korrodere, ruste eller synke ned; det er billigt, ser altid rent ud, og det lukker lys ind ‒ glas! FN-bygningen, Lever House og Seagram Tower er eksempler fra 1950erne på denne nye bølge af international arkitektur.

På trods af at transparens er et romantisk ideal, blev glasset mørknet for at give privatliv og mindske solvarmen. Glasvinduer blev til glasvægge, uden mulighed for at kunne åbnes, og uden naturlig ventilation. Det resulterede i meget mørke interiører med behov for høje niveauer af belysning og dermed stort elektricitetsforbrug og klimakontrol styret af systemer, ikke af brugerne. Solvarmen blev ikke effektivt kontrolleret, og heller ikke vinterens varmetab blev håndteret med det mørke glas i ét lag, hvilket resulterede i høje aircondition- og varmeomkostninger. I byer med høje temperaturudsving fra sommer til vinter udgjorde det mørke glas’ termiske udvidelse en farlig risiko.

I de energibevidste 1980ere blev der ændret i reglerne for energieffektivitet med henblik på at reducere elektricitetsforbruget og CO2udledningen. Sick building syndrome blev udpeget som en sundhedsfare forbundet med at opholde sig i fuldstændig kunstige miljøer uden naturligt dagslys og frisk luft. Bygningerne skulle derfor belægges med dobbelte glaslag, og der dukkede nye ideer op om at gøre glasset

tydeligere med smarte belægninger, der skulle tillade bedre dagslys, men modstå varmeoverførsel. Bruger-betjente gardiner blev normalen.

Kontorbygninger udgør et problem, hvis brugere ikke kan kontrollere deres arbejdsmiljø, og et skrivebord på den nordlige side foretrækkes ofte. Fritformede skrivebordsarrangementer med grøn beplantning er kommet på mode. I høje boligbebyggelser har solvarme ikke været så stort et problem. Glas i fuld højde giver ikke mening i soveværelser, og balkoner bidrager med skygge. Brugerne byder direkte sollys velkommen og kan kontrollere gardiner og åbninger til lys og ventilation.

I 1990erne og fremefter har dobbeltbelægningen udviklet sig og gjort det muligt for arkitekter at bibeholde et glasagtigt ydre ved at have et ydre enkelt glaslag, der fungerer som en klimaskærm til al slags vejr, et hulrum, der er stort nok til ingeniøradgang og store, solkontrollerede gardiner med dobbelt glasbelægning på sit indre lag. Mange facader genintroducerede oplukkelige vinduer, som brugerne kan kontrollere luft og lys med, eller lod hulrummet fungere som en vinterhave. Det er dyrt, men mere effektivt i forhold til energiregulering om vinteren og sommeren og tillod arkitekter at bibeholde stærkt glasagtige bygninger.

Moderne kontorers etageplaner er dybere, og belysningen er mere energieffektiv, så der er en tilbagevending til ideen om 50%-facaden, en meget mindre dyr facadeløsning, der bruger meget effektive vægpaneler, med oplukkelige glaslag ‒ meget billigere end den dobbelte glasfacade, og som møder energimål effektivt. Vægmaterialer såsom rustfrit stål, aluminium, fibercement og glasbelagt terrakotta giver blanke vægge, der ikke kræver meget vedligeholdelse; moderne isolationsmaterialer er effektive og brandsikre; fabrikkerne præfabrikerer paneler, der sikrer høj kvalitet og inkluderer vinduerne som en del af produktet.

Det er logisk, at solafskærmning uden på et ydre glaslag straks vil reducere solvarmen forudsat, at afskærmningen har den rette vinkel i forhold til solens orientering. Horisontale lamelvinduer virker bedre mod syd, og vertikale lamelvinduer eller en kombination af vertikale og horisontale virker bedre mod øst og vest. Det er billigere end en dobbeltfacade.

Når man går rundt i en hvilken som helst stor by nu til dags, udgør de nyere kontorbygninger fra efter årtusindskiftet en opvisning i forskellige måder at bruge solafskærmning på, inklusive lamelvinduer lavet af reflekterende metaller, grønt glas, solceller, af og til med motoriserede mekanismer. Der er en høj procentdel af isolerede vægge og grøn beplantning til frit skue. I stueetagen findes der ofte forretninger med mad og drikke i stedet for gigantiske glaslobbyer og blanke vægge. Bylivet bliver bedre, og luften er renere.

David Nicholson-Cole er professor i arkitektur på University of Nottingham, hvor han underviser i design af høje bygninger på et M.Arch Master-kursus i Sustainable Tall Building.

Oversat fra engelsk af Steffen Krejberg Knudsen

De tre danske Chicago Tribune Projekter

Bohrs Tårn

33

Anton Rosen. Efter skuffelsen over Chicago Tribune forslagets afvisning forsøgte Rosen at sælge skyskraberen til DSB som kontorbygning. Den 60 meter høje bygning tænkte han rejst i Bernstrorffsgade mellem hovedbanegården og Vesterbro postkontor, men planen realiseredes ikke, da DSB overtog Sølvgades kasserne. (fra ”Arkitekten Anton Rosen 1859-1928”, 1984). I 1926 genbrugte Anton Rosen sin skyskraber en sidste gang til den internationale arkitekturkonkurrence til Folkeforbundets hovedsæde i Geneve, hvor projektet blev præmieret. Illustration fra Architekten januar 1923.

Knud Lønberg-Holm. Fra L’Architectura Vivante, Paris, 1924

Chicago Tribunes Bygning Weimar har fået et nyt, stort ”Bauhaus”, og Direktøren for denne Statsanstalt, Walther Gropius, indvier Bygningen med en eksklusiv Udstilling af moderne Arkitektur – ”imod det dynamiske og funktionelle – bort fra Ornament og Profil”. Fra Holland er indbudt Oud og hans kres, fra Paris Corbusier-Saugnier og hans kres, fra Prag Chochol, Feuerstein, Krejcar og Konle, fra Tyskland Mendelsohn, Mies, Schauron, Häring, Döcker m.fl. nogle ny russiske arbejder fra Moskva – og fra Danmark Arkitekt Lønberg-Holm, som udstiller det ovenfor gengivne Projekt til Chicago Tribune’s Bygning.

Poul Henningsen iPolitiken 31. juli 1923

KLH om Chicago Tribume konkurrencen: Den amerikanske avis ”The Chicago Tribune” udskrev i 1922 en international arkitektkonkurrence for tegninger til en ny administrationsbygning. Det udsendte program lagde hovedvægten på bygningens ydre. ”Chicago Tribune Jeg har udført mit Projekt paa Grundlag af følgende Overvejelser: Klar Orientering af den indre lodrette Færdsel. Elevatorerne sammenhængende lyse, overskuelige Arbejdsrum, der efter stadig skiftende Behov kan inddeles i Bureauer ved Hjælp af lette Skillevægge.

Elevatorgangen ligger naturligt i bygningens Midte og kan i Ildebrandstilfælde afspærres automatisk.

Røranlægende er samlet i Kanaler omkring Elevatorskakten. Bygningens ydre form er betinget af de foreskrevne Aftrapninger og Elevatorernes Beliggenhed og Aftrapning opefter. Konstruktionen er for den amerikanske Skyskraber sædvanlige ”Steel Cage Construction”. Konstruktionens Yderfelter er lukkede med tynde vægge af Terracottasten, beklædt med farvede glaserede Fliser. Den ”Reklamemæssige” Facadebehandling, Lysreklameanlægget og de to Projektører, karakteriserer Bygningens bestemmelse: Administrationsbygning for en moderne amerikansk avis. Et stort Reklamebrøl for ”Chicago Tribune”– ”Verdens Største Avis”. – ”Ser alt”– Sensations-­Magnavox og ”Evige Tanker”.

Knud Lønberg-­Holm. Fra Bygmesteren 1923.

Gunnar Biilmann Petersen, projektet er tegnet da han var medarbejder på Anton Rosens tegnestue. Illustration: Tribune Tower Competion, 1923.

BYG

34