2 minute read
3 projekter, der bidrager til bæredygtige byer og lokalsamfund
Højer By Gammel marskby sikres mod regn og prydes af et tæppe af klinker
Med klimaforandringerne presser vandet sig på fra himlen og fra havet, og kystnære byer er derfor særligt udsatte for oversvømmelser. Samtidig flytter stadig flere borgere fra de små byer til de større byer, og det kræver, at mindre bysamfund gør sig attraktive at besøge og bosætte sig i, hvis de skal overleve på sigt.
Højer er en gammel marskby på kanten af Tøndermarsken ved Vadehavet. I århundreder har byen måttet sikre sig mod vand fra marsken og havet. Også i forbindelse med Højers seneste byomdannelse var klimasikring i fokus. Regnvandet skulle skilles fra spildevandet, og denne udfordring er blandt andet løst med et stort skybrudsbassin på en tidligere industrigrund. Nydesignede riste hjælper desuden med at lette afledning af overskydende regnvand. Røde lerklinker, som er fremstillet til at matche Højers historiske huse, har erstattet byens eksisterende asfaltbelægning.
HVOR: Højer
BYGHERRE: Tøndermarsk Initiativet – et samarbejde mellem Realdania, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal, Nordea-fonden og Tønder Kommune
ARKITEKTER OG RÅDGIVERE: ERIK BRANDT DAM arkitekter, NIRAS, Light Bureau, Urban Creators
Herning Bibliotek
Varehus i jernbeton blev til moderne bibliotek
Når de mange betonbyggerier fra 1960’erne og 1970’erne rives ned, koster det dyrt i klimaregnskabet. Samtidig udfordres bymidter og gågader af stigende onlinehandel og decentrale butikscentre, der suger livet ud af de traditionelle byrum.
Et tidligere varehus fra 1968, midt i Herning, er omdannet til et nyt og moderne bibliotek med forskellige tilbud til alle byens borgere, blandt andet café, legeområde, sprogcafé, foredrag, koncerter og makerspace. Biblioteket fungerer som en indendørs forlængelse af byens centrale gågade og skaber en direkte forbindelse til bus- og togstationen på den anden side af bygningen. Biblioteket bidrager til at styrke livet i bymidten, og det viser, hvordan en eksisterende betonkonstruktion kan genbruges og få en ny arkitektonisk og brugsmæssig værdi.
HVOR: Østergade 8, Herning
BYGHERRE: Herning Kommune
ARKITEKTER OG RÅDGIVERE: GPP Arkitekter, Kristian H. Nielsen Arkitekter
The Social Spine
Siden 2011 har København mistet 14 procent af sine grønne områder til nybyggeri, og høje kvadratmeterpriser truer byens mangfoldighed. Fleksibilitet, fællesskaber og delte rum er vigtige værktøjer til at ændre en udvikling, hvor forskellige socialgrupper sjældent befolker de samme boligområder.
Øresundskollegiet er Skandinaviens største kollegium. I dag er en totalrenovering i gang, og første del af projektet er gennemført. Det består af en transformation af kollegiets 1.470 m² lineære og tidligere golde tagterrasse, der nu har fået drivhus, græsplæne, festplads, studie- og frokostområder, og mere end 350 nye og genbrugte træer, buske og slyngplanter. Beplantningen er valgt for at give et frodigt og artsrigt udtryk og fungerer som habitater og fødekilder for dyr og insekter. Resultatet er et attraktivt mødested for beboerne, som både omfatter studerende og udsatte unge.
HVOR: Dalslandsgade 8, København S
BYGHERRE: Øresundskollegiet / PAB /FA09
ARKITEKTER OG RÅDGIVERE: SLA, arki lab, AB Clausen, Optimus
Dennis Larsen: ”Politikere, borgere og embedsfolk vil alle den gode by og kommune, og det betyder noget, hvad vi mener hver især. Så lad os få begejstringen og debatten ud at leve.” Foto: Arsenijs Mamikonans/Unsplash.