1 minute read
FORUM for Arkitektur inviterer nye faggrupper indenfor
from Indblik 2022
Arkitektur har alle dage været et resultat af mange fagligheders fælles indsats, men kompleksitet og et akut behov for bæredygtig omstilling i byggeriet og byudviklingen stiller krav om styrket samarbejde på tværs.
Derfor åbnede Arkitektforeningen i vinteren 2022 for det nye tværfaglige netværk FORUM for Arkitektur. Netværket blev skudt i gang med arrangementet Når mennesket ikke er i centrum i december, hvor 80 arkitekter, antropologer, biologer m.fl. mødtes til oplæg og tværfaglige workshops – inspireret af dagens hovedtaler, Emanuele Coccia, italiensk filosof og forfatter til bogen Planternes liv
Flere sammen
Ideen med FORUM for Arkitektur er netop at få nye vinkler på arkitekturen og knytte stærkere bånd på tværs af alle de forskellige fagligheder, som arbejder professionelt med arkitektur og det byggede miljø, fortæller FORUM’s programleder, Arendse Bardram Noes.
“Med FORUM for Arkitektur ønsker vi at invitere flere faggrupper ind for at få andre perspektiver på arkitekturens kvaliteter og blive endnu skarpere på, hvordan vi fremmer kvaliteten og bæredygtigheden i fremtidens arkitektur og byudvikling.”
Fagligt fællesskab om arkitekturen Baggrunden for netværket er en analyse fra Advice fra 2021, som viser, at mange af de faggrupper, som kommer med en anden uddannelsesmæssig baggrund end cand.arch., savner et fagligt fællesskab omkring arkitekturen. Og den pointe kan Arendse nikke genkendende til:
“Jeg er ikke arkitekt, men er uddannet cand.soc. fra Plan, By og Proces og Geografi på RUC, og jeg har altid beskæftiget mig med processer, der direkte eller indirekte spiller ind i arkitekturens verden. Derfor har jeg, lige fra jeg blev færdig med min uddannelse, følt mig lidt hjemløs og savnet et sted, hvor jeg kunne udvikle mig fagligt sammen med andre i faget og samtidig styrke mit netværk.”
Fælles arbejdsrum Med fire store årlige arrangementer er FORUM for Arkitektur endnu et gratis skud på stammen af tilbud til MAA’erne, men netværket er også en håndsrækning til de mange relaterede fagfolk, der arbejder professionelt med byggeri, by og landskabsudvikling og har en særlig passion for arkitekturen. Det kan være alt fra planlæggere, landskabsarkitekter og konstruktører til antropologer eller f.eks. ledere af en tegnestue med en anden uddannelsesmæssig baggrund.
Fælles for arrangementerne er, at de er bygget op som et fælles arbejdsrum med lige dele oplæg og workshops, hvor faggrupperne bliver klogere på hinandens kompetencer og fælles snitflader. MAA Mette Prag står bag de første fire workshops, der skal styrke tværfagligheden og sikre, at netværksmedlemmerne får brugbar og konkret viden med hjem, som de kan omsætte til praksis.