10 minute read

2022 i lokalafdelingerne

Next Article
Vand i byrum

Vand i byrum

Arkitektforeningen Nordjylland

Forsøg med Nordjysk ArkitekturKlub Med initiativet ArkitekturKlub Nordjylland har vi testet mulighederne for at skabe et fagligt forum på tværs af byggebranchens forskellige parter, foreninger og uddannelser, og samtidig styrke den lokale arkitekturscene.

I 2022 havde vi primært fokus på livestreamingformatet MorgenFrisk – en halv times levende formidling om, hvad der rører sig i regionen. Værtskabet gik på skift, og til de første udsendelser kunne man også mødes foran storskærmen på Utzon Center og nyde en fælles kop kaffe. Siden klubben startede i 2021, er det blevet til syv fine MorgenFrisk-film med hver med sit blik på og historie om regionens aktuelle byudviklingsprojekter.

Til trods for at entusiasmen og opbakningen til den fælles klub-indsats var stor, har vi valgt at indstille MorgenFrisk-produktionerne, da det er svært at finde tid til for de frivillige kræfter. Netværket bag klubben fortsætter imidlertid og kan f.eks. aktiveres i forbindelse med Arkitekturens Dag, studieture m.m. Flere fra netværket er kommet med i et advisory board, som er tilknyttet Arkitektforeningens nye initiativ FORUM for Arkitektur. Her har de bl.a. bidraget med input til en temadag, som skal afholdes i det nordjyske til efteråret 2023.

Faglig inspiration fra Nye til Finland 2022 har også budt på faglig inspiration skræddersyet for MAA’ere i Nordjylland. Ved årsmødet i april fik vi et oplæg om den nye bydel Nye ved Jørn Tækker og Peter Boe fra Tækker Group. På en sensommerudflugt til Aarhus besøgte vi Nye og Æbeløgade – og fik en rundvisning på den nye arkitektskole i Aarhus.

Igen i år var vi medarrangør på diverse aktiviteter på Kulturmødet Mors. Læs mere s. 12. Desuden bidrog vi til planlægningen af en ISCA-konference på AAU i juli med fokus på bridging mellem ingeniører og arkitekter, forskning og praksis.

Årets højdepunkt var den ni dage lange studietur til det sydlige Finland med besøg i Helsinki, Turku, Tampera og Jyväskylä. Som optakt afviklede vi Finlands-symposiet “Aalto, finsk arkitektur og historie” på Kunsten i september – med oplæg af bl.a. Leif Høgfeldt Hansen, Alvar Aalto-ekspert og lektor på Arkitektskolen Aarhus, samt den finske tegnestue Avanto.

Arkitekturens Dag fejrede vi på Utzon Center under titlen “Stedsans i sommerlandet” med deltagelse af bl.a. Aalborg Kommunes nye rådmand, arkitekt Erik Brandt Dam og Stadsarkivet. Dagen afsluttede vi med fællesspisning ved langbordet i udstillingen “Sommerhus”. Året sluttede vi af med julebag i Kornets Hus, tegnet af Reiulf Ramstad Arkitekter.

Forberedelser til UIA’s verdenskongres 2023 Fra Nordjylland har vi også bidraget med input til forberedelserne til UIA’s verdenskongres i København. Vi planlægger bl.a. at kunne tilbyde konferencegæsterne en studietur til Nordjylland i samarbejde med VisitNordjylland.

Arkitektforeningen Bornholm

Stemme i samfundsdebatten

Ledelsen i Arkitektforeningen Bornholm har i 2022 engageret sig i debatten om “Energiø Bornholm” og indsendt høringssvar både i forbindelse med “Indkaldelse af ideer og forslag til miljøvurdering af planen” og “Udarbejdelse af kommuneplantillæg”. Ud over de planlagte havvindmøller syd for Born- holm skal der etableres store landbaserede anlæg på Sydbornholm, som man vil søge at indpasse i landskabet f.eks. med et bælte af lokal vegetation. Arkitektforeningen Bornholm har bl.a. påpeget, at beplantning kan gøre meget, men udgangspunktet må altid være at udforme bygninger og anlæg, så de indpasses funktionelt og visuelt i omgivelserne. Desuden har vi opfordret til, at der udskrives en arkitektkonkurrence, inden lokalplansprocessen igangsættes.

Lokalledelsen er repræsenteret i LAG-Bornholms bestyrelse (LAG står for lokale aktionsgrupper), som i 2022 har igangsat en proces til udformning af en ny LAG-Bornholm-strategi. Den forrige LAG-strategi havde fokus på jobskabelse, og de fleste midler gik til iværksættere og virksomheder. Vi arbejder for flere støttemidler til forskønnelse af byer og lokalområder.

Arkitekturudstilling på Gudhjem Museum Med støtte fra Dreyers Fond og Arkitektforeningen og i samarbejde med Gudhjem By- og Museumsforening arrangerede Arkitektforeningen Bornholm en udstilling med temaet “Stedets potentialer – små huse og anlæg i naturen og ved vandet”,

I udstillingsperioden, midt-marts til slut-april, blev der afholdt et velbesøgt offentligt arrangement, hvor tegnestuerne MAST og MATTERS præsenterede deres værker og designprocesser. MATTER’s del af udstillingen blev flyttet til Arkitektforeningens lokaler i København og udstillet i sommeren 2022. Siden er MATTER’s bornholmerprojekt “4KløverKlynge” nomineret til en pris ved arkitekturfestivalen i Lissabon i slutningen af 2022. Lokalafdelingen er nu repræsenteret med et medlem i udstillingsgruppen for Gudhjem Museum med henblik på at arrangere flere arkitekturudstillinger på museet.

Julefrokost og nytårskur

I begyndelsen af 2022 samledes medlemmerne til nytårskur i den nye værelsesfløj i Green Solution House i Rønne. Her fik vi en grundig gennemgang af udfordringerne ved bæredygtigt træbyggeri i Danmark.

Året blev afsluttet med en alternativ julefrokost for MAA’ere i madkulturhuset Melstedgård. Her drøftede Arkitektforeningen Bornholms bidrag til og eventuelle deltagelse i aktiviteter forbundet med UIA’s verdenskongres i København i 2023.

Arkitektforeningen Østifterne

Debat om fremtidens forening

Et af de centrale omdrejningspunkter for lokalledelsen i Arkitektforeningen Østifterne i år har været debatten om fremtidens arkitektforening.

Arkitekternes organisationsgrad og foreningens evne til at fastholde medlemmerne er altafgørende for vores berettigelse og mulighed for indflydelse. Derfor har vi i Østifternes lokalledelse haft drøftelser om forholdet mellem kontingent og værdien for det enkelte medlem – og ikke mindst om, hvilken betydning kontingentets størrelse har for medlemstilgangen. Overvejelserne har udmøntet sig i et konkret forslag til nedsættelse af kontingentsatserne i foreningen. Dette blev ikke vedtaget, men der er nu nedsat et udvalg bestående af repræsentanter, herunder lokalledere, der kigger på forskellige modeller for fremtidens forening.

Faglig debat med Ane Cortzen på årsmødet Årsmødet 2022 blev holdt i marts i Pakhuset Braunstein på Køge Havn tegnet af Adept. Et hus, som er baseret på en midlertidig tilladelse og derfor er designet til igen at kunne skilles ad. Her fik deltagerne en snigpremiere på Ane Cortzens nye sæson af “Er der en arkitekt til stede?”, og vi fik indsigt i de udfordringer, der ligger i at få arkitekter til at gå ind i en åben debat om forholdet mellem bygherre og arkitekt.

Samarbejder og netværk Østifterne har i år, i samarbejde med bl.a. Fynske Planlæggere, været værter ved rundvisninger på Nature Impact, der producerer grønne tage, og ved besøg på H.C. Andersens Hus i Odense.

Vi har også besøgt Lundsgaard Gods, der under Realdanias initiativ til aktivering af tiloversblevne landbrugsbygninger har indrettet den gamle kostald til udstillingsrum og koncertsal.

For at styrke interessen og den faglige diskussion af arkitekturen uden for metropolerne faciliterer Østifterne flere netværk, der rækker bredere ud. Herunder Arkitekturnetværket på Fyn, der er en åben invitation til yngre arkitekter om faglig sparring. Netværket har bl.a. mødtes på kulturcentret Polymeren i Årslev. På Sjælland er både arkitekter og planlæggere velkomne i netværket “Arkitektur og Planlægning Syd”. Begge netværk forsøger at facilitere en hyppigere og mindre formaliseret dialog mellem medlemmerne.

Arkitektforeningen Vestjylland

Ny strategi skal løfte det faglige engagementet Arkitektforeningen Vestjylland er geografisk en stor afdeling, men medlemsantallet er lille, og vi har hele tiden brug for nye kræfter i lokalledelsesarbejdet til at gå forrest for arkitekturen. Derfor har vi sat os for at inddrage og engagere nye og yngre medlemmer i lokalafdelingens arrangementer og arbejde.

Politisk synlighed

Vi ønsker at være synlige i lokale sager, hvor arkitekturen er i fokus. Det har vi forsøgt at realisere i forbindelse med alle vores arrangementer i 2022. Desuden har vi et tæt samarbejde med Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Holstebro og Omegn om at byde ind i debatten om midtbyplanen og sygehusgrunden i Holstebro. I den forbindelse blev vi inviteret ind i debatten af Færchfonden.

Årsmøde i Ringkøbing

For at tilgodese så mange medlemmer som muligt forsøger vi at besøge områdes mange byer i løbet af året. I år var Ringkøbing omdrejningspunktet for årsmødet. Den lokale tegnestue Bay Arch bød på byvandring og gav foreningen en opdatering på arkitekturens tilstand i Ringkøbing. På mødet trådte Tyge Lundø Dahl ud af ledelsen efter 15 år som leder af Arkitektforeningen Vestjylland og blev afløst af Therese Agerkilde.

Forelæsning og værkbesøg

Besøg ud af det vestjyske område gik mod den nyopførte arkitektskole i Aarhus, hvor prorektor Kristine Leth Juul viste rundt. På en skøn forårsdag i maj var Arkitektforeningen Vestjylland den første gruppe på rundvisning på De fem Halder ved Viborg, som er istandsat og nyformidlet af MAA Erik Brandt Dam. Fremmødet var stort, og der var en god diskussion om stedbundne potentialer både under fremvisningen og den efterfølgende middag på Hald Hovedgaard.

Ved det årligt tilbagevendende medlemsarrangement på Krabbesholm Højskole fik vi i 2022 besøg af tegnestuen ReVærk, som gav et oplæg om brugen af traditionelle materialer og teknikker og deres kompromisløse tilgang til bæredygtighed og arkitektonisk kvalitet. Oplægget blev efterfulgt af diskussion med deltagerne.

Kulturmødet Mors

Kulturmødet Mors blev i 2022 den første gang, et større samarbejde mellem lokalafdelingen Vestjylland, lokalafdelingen Nordjylland, Morsø Kommune, Utzon Centret og hovedforeningen skulle afprøves. Programmet var tætpakket, og emnerne var mange i Den Gule Campingvogn, og det var en særdeles god mulighed for Lokalafdelingen Vestjylland til at få unge/nye tegnestuer på dagsordenen. Læs mere s. 12.

Arkitektforeningen Sydjylland

Styrkelse af det lokale, faglige fællesskab

I sommeren 2022 besluttede vi at undersøge, om der er andre måder at styrke det faglige fællesskab og engagere medlemmerne i Sydjylland på end via den klassiske foreningsstruktur. Kan vi med andre ord gøre det lettere for medlemmer at igangsætte kortvarige initiativer uden at indgå i lokalledelsen i en treårs-periode?

I slutningen af juni inviterede vi derfor til fællesspisning i Spinderihallerne i Vejle og en snak om behovet for fagligt fællesskab i lokalområdet. Det resulterede først og fremmest i, at en gruppe

Årets studietur for Arkitektforeningen Sydjylland gik til Bordeaux, hvor de bla. besøgte etageejendommen EKKO tegnet af Duncan Lewis, SCAPE ARCHITECTURE.

MAA’ere og Horsens Kommune inviterede til byvandring og erfaringsudveksling om processen for kommunens udviklingsplan for Åkvarteret. Omkring 30 MAA’ere deltog, herunder mange nye ansigter. Desuden kom der en række arrangementer i støbeskeen, som planlægges afholdt i 2023.

Besøg i regionens nye arkitektur

I forbindelse med årsmødet i marts besøgte Arkitektforeningen Vejen Kunstmuseum og fik en introduktion til ombygningen af de nye udstillingslokaler, som næsten var på plads. Her fik vi en dedikeret rundvisning i de gamle og nye bygninger af museets direktør, Teresa Nielsen, og arkitekt Steffen M. Søndergaard.

I september var vi på en sensommertur til Skærbæk Skole og Marsk Tårn. På skolen fik vi en rundvisning af en repræsentant fra Tønder Kommune og hørte om de udfordringer, der fulgte byggeriet allerede fra start. Ved Marsk Camp, som er blevet til i et unikt samarbejde mellem lokale ildsjæle, fik vi en rundvisning af én af de ni lokale ejere.

Studietur til Bordeaux

Hvert år arrangerer Arkitektforeningen Sydjylland en årlig studietur. I september 2022 drog 28 arkitekter sammen til Bordeaux, hvor vi så resultaterne af en politisk indsats for at øge cyklisme og offentlig transport, samt hvordan de gennem politisk fokus har fået vendt en affolkning til befolkningstilvækst. Vi bevægede os i grønne byrum og parker og så mange spændende byggerier, herunder Cité Frugés Le Corbusier, CAUE og Architecture and Urban Planning Concil – et tidligere autoværksted, der var ombygget til kontor.

Behovet for et fagligt fællesskab i Syd er der – ikke mindst blandt yngre arkitekter. Men det kræver, at vi gør tingene på nye måder.

Arkitektforeningen København

Nye visioner for hovedstaden

I 2022 blev projekt Fingerplan 2.0 skudt i gang. Projektet, der er opdelt i tre faser, skal munde ud i en arkitektkonkurrence om en vision for hovedstadens udvikling. Hen over vinteren har der været kørt en borgerinddragelsesproces med hjælp fra konsulent- og analysehuset Backscatter, som har lokaliseret og faciliteret borgerbaserede dialoger på Facebook, fulgt op af en fysisk workshop.

Udviklingen af konkurrenceprogrammet, som forventes igangsat i sommeren 2023, skal stå på skuldrene af input fra borgerne samt fra et advisory board med repræsentanter fra bl.a. arkitektfaget, universiteterne, kommunerne og industrien. Projektet er finansieret af Dreyers Fond og bliver til daglig drevet af MAA Gustav Kragh-Jacobsen. Projektet er tæt fulgt af Arkitektforeningen og lokalledelsen i København gennem repræsentanter i henholdsvis en projekt- og en styregruppe.

Nytårskur med ‘Kritik og kåring’ af Årets Arne

Nytårskuren i 2022 blev på grund af coronarestriktioner afholdt som en hybrid-event. I Arkitektforeningens lokaler blev der afholdt ‘Kritik og kåring’ af Årets Arne med fysisk deltagelse af repræsentanter fra samtlige finalist-tegnestuer og den fulde jury bestående af lokalledelsen i Arkitektforeningen København samt gæstekritikerne Christine Bjerke og Kjeld Vindum. Det hele blev livestreamet, så arkitekter fra hele Danmark kunne se med og deltage i diskussionen via chatten.

Fest, faglighed og værksbesøg

I Arkitektforeningen København lægger vi stor vægt på, at foreningens årsmøde bliver en festlig dag. Derfor blev det afholdt en fredag i marts, hvor vi startede med værkbesøg og bobler. Efterfølgende holdt vi det klassiske årsmøde i Arkitektforeningens lokaler i Åbenrå 34, som sluttede af med fællesspisning og uformelle, faglige diskussioner.

Traditionen tro blev årets bachelorlegat uddelt til en velbesøgt udendørs sensommerfest i Arkitektforeningens lokaler med masser af mennesker og god stemning. Også det populære format “Værk- og byggepladsbesøg” er levende – og en stor succes igen.

Studenterkonkurrence

I løbet af 2022 har vi arbejdet på at udvikle en studenterkonkurrence med temaet at “At bo med vand” for studerende i både København og Aarhus. Konkurrencen offentliggøres i starten af 2023, og vinderforslagene forventes udstillet i forbindelse med UIA-verdenskongressen for arkitekter i København.

Arkitektforeningen Østjylland

Arkitekturens stemme

Årets store satsning har været pilotprojektet “Arkitekturens stemme”. Med 100.000 kr. i støtte fra Statens Kunstfond og 50.000 kr. af lokalafdelingens egne midler har vi ansat arkitekt MAA Trine Lybech Madsen som projektleder til gennemførelse af projektet, der forløber i tre spor: “Der er dejligt på landet”, “Verdens bedste byfortætning” og “Vandet og byerne”.

For alle tre spor er der etableret faglige netværk, som er åbne for alle, der arbejder professionelt med arkitektur, by- og landskabsudvikling. Temaet Verdens bedste byfortætning er mundet ud i flere debatindlæg, et offentligt debatarrangement afholdt på Dokk1 i Aarhus samt en kortfilm produceret med assistance fra Arkitektforeningens sekretariat. Filmen kan ses på Arkitektforeningen.dk. ’

“Arkitekturens stemme” bidrog også med arrangementer til Arkitekturens Dag i henholdsvis Aarhus Ø og Æbeløgade.

Under temaet “Der er dejligt på landet” blev der holdt en konference med fokus på alternative boformer på landet i samarbejde med Syddjurs Kommune. Konferencen fandt sted på Maltfabrikken i Ebeltoft. Sporet følges op med en konkurrence, som udskrives i samarbejde med Randers Kommune i efteråret 2023. Temaet “Vandet og byerne” skal efter planen resultere i en faglig konference.

“Arkitekturens stemme” har givet lokalafdelingen mulighed for at gennemføre en række såvel faglige som offentlige arrangementer og initiativer, som vi ellers ikke ville have haft ressourcer til.

Øget synlighed i samfundsdebatten

I Arkitektforeningen Østjylland har lokalledelsen et ønske om at være mere synlige i den offentlige debat gennem høringssvar og debatindlæg i medierne. Både som repræsentanter for lokalafdelingen og i regi af “Arkitekturens stemme” har vi indsendt flere høringssvar og været aktive i debatten om helhedsplan for Randersvej i Aarhus, planerne for udvidelse af Aarhus Havn og den fortsatte nedrivning af boligblokke i Gellerup.

Kan beton være bæredygtigt?

Et af de større arrangementer i 2022 var konferencen “Bæredygtig beton og arkitektur”, som blev afholdt i samarbejde med IDA Østjylland og Arkitektskolen Aarhus. Det velbesøgte heldagsarrangement satte fokus på betonens rolle i fremtidens arkitektur og byggeri og gav de fremmødte nye perspektiver på, hvordan man kan bygge med og uden beton.

Faglige og sociale traditioner

Coronaen huserede stadig i januar 2022, derfor blev årets nytårskur til en forårskur. Kultur- og virksomhedsplatformen Institut for (X) lagde lokaler til det velbesøgte arrangement. Vanen tro blev der serveret bobler og hotdogs, og flere af instituttets små tegnestuer bød på virksomhedsbesøg.

Blandt vores andre faste arrangementer har perioden budt på årsmøde og julearrangementet Æbleskiver i Paradis, hvor de fremmødte kunne se Jacques Tatis film Playtime. I løbet af året har vores filmklub desuden vist Not Just Roads, Another Kind of Knowledge og Tokyo Ride. ReVærk og Gjørtz Andersen Arkitekter i Aarhus lagde hus til faglig fredagsbar.

This article is from: