for 책r sjagt
Forårsjagt er oversat fra svensk efter Vårjakt i Rosengädda Copyright © Emma Hamberg 2015 Oversættelse: Anette Broberg Knudsen Omslag: IMPERIET Foto forside: Shutterstock Foto af Emma Hamberg: Jenny Grimsgård Bogen er sat med Adobe Jenson Pro hos KAT·ART og trykt hos CPI, Germany Printed in 2016 1. udgave, 1. oplag, 2016 ISBN 97-887-933381-3-5
Dansk copyright: ARONSEN, i samarbejde med Brandt New Agency Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan. Og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at bruge kortere uddrag i forbindelse med anmeldelser og omtaler af bogen. ARONSEN · København 2016 forlagetaronsen.dk
Emma Hamberg
For책rsjagt
P책 dansk ved Anette Broberg Knudsen
Af samme forfatter Brunstkalenderen 2009 Svømmeprøven 2012 Næste stop Rosengädda 2014 Hjerter i brand 2015
Resume
Nogle gange tager livet en lykkelig drejning, som man slet ikke er forberedt på. Ofte er det jo ulykkelige overraskelser, der dukker op, men her skal vi tale om de varianter, som vi alle ønsker os og i al hemmelighed går og håber på. Det var lige præcis det, vor heltinde Tessan kom ud for: Som ved et vildt mærkeligt trylleslag blev hun befriet fra et indespærret liv i en stinkende grill, dårlige relationer (både til sin løsagtige kæreste Lebbe og sin kontrolfreak af en mor) og andre menneskers alt for store forventninger til hende. Hun stak af fra alt og alle, tog ikke den mindste stump jordisk gods med, men overgav sig helt til sine nye venner: kvinden Jane og teenageren Bror. Bror delte rundhåndet ud af sin ungdommelige tro på kærlighed, visdom og tillid. Og Jane dryssede ikke bare selvfølelse ud over Tessan, men skænkede hende oven i købet sin helt egen stationsbygning på Kinnekulla i Västergötland – stationen i Rosengädda med en halvgammel restaurant, en nedslidt ventesal og rungende tomme lokaler. For så lykkeligt kan livet nogle gange være, at det, der er det 5
ene menneskes værste mareridt (som det var for Jane at arve sit barndomshjem i Rosengädda, et sted, der bar på så mange tunge minder), kan være livets jackpot for et andet menneske (ja, vi tænker her på Tessan, der pludselig oplever stationen i Rosengädda og i sin sjæls inderste ved, at det er lige præcis der, hun vil leve og turde satse på sin hemmelige drøm: at åbne en restaurant og arbejde med det, hun elsker allermest, mad!). Så Jane forærer sit mareridt til Tessan, der bliver ovenud lykkelig for at få nøglen til sin egen drøm. Så bliver det efterår på Kinnekulla. Tessan og geden Bella huserer alene i stationen, et hus, der ikke bare kræver omtanke, men også en hulens masse renovering. Netop på det punkt er en ged måske ikke det optimale selskab. En ged er måske heller ikke den bedste samtalepartner, da Tessan finder ud af, at hun er gravid med ekskæresten Lebbe (som hun mere eller mindre er stukket af fra). Men takket være sine nye venner (som er mennesker og ikke geder) lykkes det Tessan at blive stærk trods alt, eksperimentere med ufatteligt mange madopskrifter, renovere huset lidt og indlede et passioneret forhold til casanovaen Rafael. Sidst, men ikke mindst, lykkes det hende at opbygge et nært venskab med byens brandinspektør Jonny (der faktisk indleder et endnu mere passioneret forhold til selvsamme Rafael). Jonny finder med Tessans hjælp sig selv, selv om han står midt i en jungle af pligter og forventninger, og han bliver mere eller mindre hevet ud af skabet og trækker Tessan med sig. Sammen lander de hånd i hånd på den rigtige side i livet: Tessan med en ny og fin baby på armen og Jonny langt om længe med hjertet på rette sted i sit bryst. At Tessans ekskæreste Lebbe finder sit livs kærlighed i Rosengäddas 6
lokale vvs’er/fitnesscenterejer, Camilla, gør sådan set ikke sagen værre – tværtimod. Det var det bedste, der kunne ske for ham, Camilla og Tessan. Da vi tog afsked med vore venner, holdt de jul i den gamle stationsbygning. Hele bundtet – Tessan, Jonny, Jane, Bror, Lebbe, Tessans mor Ann-Kristin, geden Bella, Camilla, ja selv godsejeren Gustaf slog et smut forbi. Det var vinter, og der var såvel knuste hjerter som et par nyforelskede sjæle, et nyfødt barn og drømme om snart at kunne åbne restauranten. Nu er der gået godt og vel et år, snart bliver det forår på Kinnekulla, og jeg byder dig hjertelig velkommen tilbage til Rosengädda. Emma
K apitel 1
At leve i sin egen yndlingsfilm
Haves: Hyggelig restaurant i Rosengädda station på Kinnekulla. Søges: Ærlig og redelig m/k, der kan hjælpe med opvask, servering, lidt rengøring, skrælle kartofler, slå græs og måske en gang imellem fælde et træ. Hvad går det ud på: Ærlig og redelig m/k arbejder fem dage om ugen. Til gengæld får ærlig og redelig m/k gratis logi i et pænt værelse og kost på restauranten. Ærlig og redelig m/k kan også få lov at låne cykel. Desværre udbetales der ingen løn. Tessan læser annoncen igennem endnu en gang og ler lidt for sig selv. I tre måneder har den ligget på nettet. Og ikke én har svaret. Ikke engang en forvirret teenager på flugt har bidt på. “Godt gået, Tessan, det er lykkedes dig at slå et job op, som absolut ingen vil have. Selv om der er krise, og folk skriger på job. Okay, måske vil de, der skriger, også have løn. Men jeg tilbyder jo mad og husly, og så kan man oven i købet låne en 9
cykel! Men hvem ved sine fulde fem tager et job, hvor man måske også kan få lov at låne en cykel? Men er det overhovedet nogen ved sine fulde fem, jeg har brug for? En fornuftig fyr med styr på både skatter, papirer og … nej. Så er det bedre med en, der ikke er ved sine fulde fem, som vasker op og manisk fælder træer og bagefter ikke laver andet end at sove og spise. Som en zombie med gode hensigter. Lyder faktisk lidt som en film: Zombies with good intentions. Levende døde, der bare kører på uden at stille så mange spørgsmål. Måske var det allerbedste en hel bande zombier. Kommer de ikke som regel i grupper med armene strakt frem? Giv dem et par knive og spader og sæt dem i arbejde. Ja, jeg tror, jeg sletter ærlig og redelig person og skriver zombie … Eller måske ikke.” Med en træt bevægelse lukker Tessan den bærbare, løfter den væk fra maven og placerer den oven på alle de gamle kogebøger på natbordet. Langsomt, langsomt svinger hun benene ud over sengekanten og sætter fødderne på det kølige trægulv. Sengen knirker, og Tessan stopper ængsteligt midt i bevægelsen. Med et dybt åndedrag hæver hun sig op og hører sengen udstøde et vældigt knirk. Hun står fuldstændig bomstille på gulvet i sin hvide natskjorte med det pjuskede hår i en løs hestehale og briller på næsen. Uden en lyd vender Tessan sig om og kigger på barnet og geden, der ligger i ske i sengen. I samme nu åbner Bella sine gule øjne, blinker søvnigt og glor på hende. Fornærmet over, at Tessan forlader dem, fornærmet over, at sengen knirkede – en ged er altid fornærmet. På vakkelvorne ben rejser Bella sig op, tramper rundt om det sovende barn og bræger. Tessan vifter med armene 10
og tysser på den, men Bella er ligeglad med at blive tysset på. Geden bræger surt og hopper ned fra sengen og klaprer ud af soveværelset. Uroligt kigger Tessan på sit sovende barn, der nu begynder at røre på sig. Kære, søde sovegud, lad hende sove videre. Ikke vågne, ikke vågne! Barnet smasker lidt, spænder i kroppen, slår en prut, sukker dybt, slapper af i kroppen, vender sig om og … sover videre. Tak! Tessan sniger sig ud af soveværelset på liste fødder. Hun forbander den knirkende dør, den knirkende trappe, hele den knirkende stationsbygning. Lytter efter barn, der måske vågner, sukker lettet over barn, der sover videre, og prøver lydløst at gå ned i spisestuen. Tessan strækker armene i vejret, smiler bredt og retter sin smertende ryg. – Yes! Næsten som om hun lige havde besteget et højt bjerg, hvor luften er iltfattig. Som en vinder går hun videre ud i køkkenet, hvor Bella står og stirrer i sin tomme madskål. Tessan laver high five mod sin hvidhårede ven, der dog ikke helt er med på den. Hun hælder cornflakes i Bellas madskål, hiver skåle, tørgær og mel frem. Mørket falder på uden for de store køkkenvinduer. Hun kan svagt høre fuglenes aftensværmeri derude, og i det fjerne slår kirkeuret ni slag. Tessan kigger på Bella, der propper sig med majsflager. – Hvordan var det nu? De bygger om på Smörkulla, og så kommer håndværkerne her og spiser. Hvor mange var de? Ti? Og så har Aino nogle præster fra Uppsala på besøg. Var det i morgen, at fædregruppen skulle spise her? Nej … det var jo torsdag. Og så de sædvanlige, selvfølgelig. Tre brød? Fire må 11
være nok. Så kan Lebbe og Camilla få det, der bliver til overs. Jeg laver fem brød. Nej, seks! Så er der rigeligt til alle. Jonny elsker det her brød. Tessan slår et forklæde om sig, stikker fødderne i et par træsko og øser rundhåndet mel i skålene. Tilsætter tørgær, salt og sukker, rører rundt. Trasker hen til den gamle håndsvingsgrammofon, sænker pickuppen ned på pladen, der allerede ligger og venter. Louis Armstrongs trompet fylder rummet. Tjept hælder hun vand over melet, rører forsigtigt, lægger film over skålene og stiller dem en for en i det kølige spisekammer. Sådan, så er de parate til at blive bagt om ti timer. Et hurtigt kig i de store køleskabe, som hun arvede efter Skaraborgs flyvestation i Såtenäs. De skulle renovere kantinen, og vupti havde Jonny kørt de to 70’er-køleskabe herhen. Måske passer de ikke helt fantastisk ind i det elegante gamle restaurantkøkken, men hvad gør det, når de kan rumme lige så meget som to Boeing-fly? Farsen af vänarlaks, dild og citron venter pænt på at blive til burgere. Citronmayonnaisen er også klar. I morgen skal hun bare hakke rødløg, hive de syltede agurker frem, bage brødet, stege lakseburgerne og for filan … det havde hun glemt! Tessan finder sin telefon mellem alle melposerne. Jonny svarer næsten med det samme. – Hej, Tessan, hvordan går det? – Jeg tror, jeg har styr på det hele til i morgen, men jeg glemte at hente de syltede agurker hos Sørens kusine, du ved. – Jeg skal derover på kontrol i morgen tidlig, så kan jeg tage glassene med. Sover Marta? – Ja! Jeg lå ved siden af hende, til hun faldt i søvn. Jeg 12
kiggede på den der annonce. Ændrede et par ord. Nu er den lagt på igen, og … – Læste du ikke eventyr for hende? – Selvfølgelig gjorde jeg det, men jeg kiggede på annoncen, da hun skulle sove. – Hvorfor hvisker du? – Det ved jeg ikke. – Du er vel i køkkenet. Og Marta sover vel ovenpå? Tessan rømmer sig og hæver stemmen lidt. – Tak for, at du vil hente agurkerne. Jeg bager et ekstra brød til jer. – Du behøver ikke bage til os, du har rigeligt at lave. Kom Lebbe i dag og begyndte at slibe havemøblerne ned? – Nej, han har så meget om ørerne, så jeg tænkte … at jeg måske selv kan gøre det. – Hvornår? – Nu? Klokken er ikke mere end ni, Marta sover, og … – Gå nu i seng. Du skal ikke til at slibe møbler nu. – Okay, okay. – Vi ses i morgen. Sov godt. – Det gør vi! I lige måde. Hils. Tessan finder værktøjskassen i forhallen og træder ud i den kølige aften. Bella springer letbenet efter hende. Rosengädda sover i fred og ro. Det dufter af forår, fugtige marker og træer i knop. Tessan bliver stående lidt ude på trappen. Hun ånder dybt ind og ser ud mod jernbanesporene, ud over markerne og over til kvæggården, som man netop kan skimte allerlængst ude. Med Bella i hælene går Tessan hen til de tyve slidte havestole. Missionshuset fik pludselig en gave øremærket til nye 13
havemøbler, og så havnede de gamle her. Hele landsbyen ved, at Tessan og Restaurant Rosengädda ikke har ret mange penge og derfor tager imod stort set alt muligt med tak. Med et suk stiller Tessan værktøjskassen fra sig i gruset, roder rundt og finder lidt fint sandpapir. Sætter sig i stolen, klapper Bella med den ene hånd og sliber distræt på stolens armlæn med den anden. Tankefuldt stirrer hun ud i mørket over marker og enge. “Inden jeg flyttede hertil, brugte jeg meget tid på at se film. Der var ikke andet at tage sig til. Drikke øl med Lebbe i Krypten, kigge på, hvad folk siger på Facebook, at de laver, eller sidde og stene med en film. Gud, hvor det føles som meget længe siden. Det er ikke ret lang tid siden, men det føles, som om jeg taler om et helt andet menneske. Fuldstændig. Når jeg var alene hjemme, når Lebbe ikke ville se fodbold eller en eller anden ’full metal battle combat 12’, så var det altid den samme slags film, jeg lejede. Ensom kvinde lever et forkert liv. Ensom kvinde får en chance. Hun køber måske et faldefærdigt hus i Frankrig, ja, sådan var det tit. Kvinde flytter til Frankrig og renoverer hus. Og hun gør sit bedste, får hjælp af folk i landsbyen, der først ikke forstår hende, men siden kommer til at elske hende. Så bliver huset færdigt, helt vildt flot selvfølgelig. Hen mod slutningen plejer der altid at dukke en fyr op, som hun ikke har lagt mærke til før. Måske har han haft briller og en grim frisure, så tager han brillerne af, og hun er bare helt … wow! Så slutter filmen. Mit liv er den film. Minus alt Hollywood-glimmeret. Jeg har ikke nogen kæreste, men en meget hyggelig ged. Jeg har ikke ligefrem fået et hus i Frankrig, men i Västergötland. Folk i landsbyen hjælper mig, og vi kan godt 14
lide hinanden. Jamen for dælen da! Jeg lever i min egen yndlingsfilm! Nu skal der så bare være en mega sød og charmerende, men lidt indesluttet fyr, der svarer på min annonce. Måske har han briller. Efterhånden viser han sig så ikke at være så indesluttet, og så tager han brillerne af, og jeg er bare helt … wow, vil du gifte dig med mig? Men det er jo mig, der har briller. Så må jeg nok hellere tage brillerne af, og så er det ham, der siger wow. Måske en lille smule kikset …” Tessan ler højt for sig selv. Et par skridt derfra står Bella og tygger drøv på et stykke sandpapir. – Nej, Bella, det går ikke. Jeg sliber møbler i natkjole, og du æder sandpapir. Det er der ikke meget Hollywood over. Skal vi gå ind og sove? – Mæ.
K apitel 2
Når man ikke længere vil være en sofa pakket ind i plastic – Du får alt i hele lejligheden for … tyve tusind kroner. Sofaerne er gamle, men jeg har altid haft plastic over, så de er i virkelig god stand. Det er det samme med lagner, håndklæder, tøj. Alt sammen utrolig velholdt. Altid rullet og strøget. De porcelænstallerkener, der hænger på køkkenvæggen, er en serie. Da jeg købte dem for 25 år siden, sagde sælgeren, at de med tiden ville blive temmelig meget værd. Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg ikke, det er rigtigt. Men det er i hvert fald en nummereret serie. Bøgerne er stort set ikke læst, der er ingen grimme æselører. Jeg har ikke haft tid til at læse. Fjernsynet er så godt som nyt, jeg har bare set Go’ Kväll og lidt quizprogrammer. Se bare på fjernkontrollen. Ikke en skramme. Porce lænshundene oven på fjernsynet har jeg arvet efter min mor. Oppe på loftet har jeg noget pænt julepynt, et par rejsetasker i god stand og en næsten ubrugt brudekjole. Tag det hele. Manden i det lidt for snævre jakkesæt skutter sig lidt beklemt. – Altså, jeg opkøber jo dødsboer. Da du ringede, forstod jeg det sådan, at der var en, der var død. Men … du lever jo. 16
– Lever og lever, det kommer vel an på, hvordan man ser på det. Lejligheden er sagt op, jeg har kvittet mit job, jeg vil af med det hele. Og nu har du chancen for at købe det. Jeg kunne jo se på din hjemmeside, at du kører affaldet væk og rydder op bagefter. – Vi rydder op i dødsboer, ja. Men som sagt: Du lever jo, og … Ann-Kristin hæver stemmen. – Død eller levende, du får det hele for tyve tusind. Hele mit liv. Men så skal du tømme lejligheden og gøre rent efter dig. Ja eller nej? Manden i det snævre jakkesæt kigger nervøst på kvinden, der står ved siden af. Lille, spinkel, omhyggeligt sminket, tyndt, skulderlangt hår og ru hænder. Pænt strøget skjortebluse og lige så pænt strøgne bukser med tydelig pressefold. – Desværre. Jeg kan se, at du er et menneske med ordenssans og har passet godt på det hele, men der er ikke noget her, der har nogen egentlig værdi. Ann-Kristin sætter sig i den ene sofa. Den beskyttende plastic knitrer, da hun synker ned. – Se på mønstret. Det er ikke det mindste falmet, selv om sofaerne er næsten 15 år gamle. De er i virkelig god stand. – Desværre. Ann-Kristin ler opgivende og klapper på de blanke pyntepuder i sofaen. – Så jeg har altså siddet på noget kedeligt plastic i 15 år helt uden grund? Manden trækker på skuldrene. – Det kommer nok an på, hvordan man ser på det. 17
– Det kan man vel ikke se på på flere måder. Jeg har siddet på et væmmeligt stykke plastic i 15 år for at skåne stoffet. Og til hvad nytte? Jeg har aldrig lænet mig op ad det bløde fløjl, aldrig siddet med bare fødder og mærket andet end plastic. Og nu vil jeg ikke have sofaerne længere. Det er der åbenbart heller ikke andre, der vil. Selv om de er i virkelig god stand. Med et stille suk lader Ann-Kristin blikket glide gennem sin stue. Ser de kobberbrune Billy-reoler, de få bøger, der står i alfabetisk orden, porcelænsfigurerne, glasvaserne, to flamencodukker i plastic med stive skørter fra en ferie på De Kanariske Øer, skolefotografierne af hendes datter står i række og geled i rammer. Ni fotos af en lille pige, der for hvert foto bliver mere og mere kvinde. – Flamencodukkerne står helt urørt. Min datter fik aldrig lov til at lege med dem. Så de kan vel nok være et par håndører værd. Manden kigger nervøst på de stirrende dukker i dansestilling, tager overfrakken på og prøver at knappe en af knapperne over maven, men uden held. – Jeg kan maks. give dig … fem tusind kroner. Men så skal bilen også med. – Fem tusind? Hmm … plus bilen. Tømmer du så lejligheden og gør rent? – Ja, det ordner jeg. Ann-Kristin rækker sin ru hånd frem og giver manden et fast håndtryk. – Du kan komme om en uge. Så er jeg væk. Nøglen ligger under måtten. Men jeg vil have pengene i kontanter inden. Nu må du have mig undskyldt, for jeg har en aftale. 18
– Klippe det hele af? Ann-Kristin nikker bestemt. – Af med det hele. Frisøren Sussi læner sin store barm mod Ann-Kristins ryg, og der står en sky af sød parfume om hende, da hun næsten hvisker: – Jeg hører, at du har sagt dit job op? – Det er rigtigt. – Og sagt lejligheden op. Agneta fortalte … – Korrekt. – Og nu skal jeg klippe dig korthåret? Ann-Kristin kigger ud gennem vinduet på det kolde forstadstorv. En grå udsigt med beton, asfalt, hvide mursten og noget kedeligt træ. Hun ser hen på grillen, hvor hendes datter Therese har stegt talløse pølser og maxi-burgere. Krypten, hvor der bliver serveret pizza og øl på samlebånd. Video- og spilbutikken, hvor de unge kan købe cigaretter uden at vise legitimation. Under frisørsalonen ligger der en ICA, hvor hun har købt ind hver anden dag de sidste 25 år. 150 meter længere henne ligger hendes lejlighed. Tre værelser og et køkken, en altan og et badeværelse med ny brusekabine. Det har alt sammen været det samme hele tiden. Ligesom hendes frisure. Men nu skal det være slut. – Gør, hvad du vil, Sussi. Bare det ikke bliver, som jeg har altid har plejet. – Mener du det? Sussi masserer hendes spinkle skuldre. – Er der sket noget? – Nej. Tværtimod. Der sker ikke noget. 19
– Men det gør der vel. Du er jo blevet bedstemor? Går man ikke ind i et nyt livsafsnit så? – Bestemt. Og det her er min nye fase. – Men hvad vil du lave, jeg mener … uden job og lejlighed. Har du mødt nogen? – Det kan man måske godt sige. – Hvem? Nu bliver jeg vanvittigt nysgerrig. – Jeg vil ikke tale om det. Det er så … nyt. Sussi nikker uden helt at forstå. Hun kører fingrene gennem det tynde hår. Kniber øjnene sammen og løfter det ene øjenbryn. – Skal vi prøve at farve det lidt? Kan han godt lide farve, ham den nye? – Fint. Gør som du vil. – Rødt? Tør du det? – Selvfølgelig. Sussi klapper begejstret i hænderne og suser på høje hæle ud for at hente farvekortene. Hun peger med sine lange negle på forskellige små totter i hundredvis af røde nuancer, fortæller om indpakninger, farvens fylde, og at mænd elsker rødt hår. Ann-Kristin nikker, men tænker mest på sine sofaer. At hun altid har syntes, det var upraktisk med det der plastic. Men sofaerne havde været dyre, og hun havde været så bange for, at de skulle komme noget til. Næsten bange for dem. Hun er selv en sofa pakket ind i plastic. Men selv om hun altid har pakket sig selv ind i plastic, er farverne alligevel blegnet. Man kan næsten ikke se hende mere. Hun er nærmest ikke til. Nu skal plasticen af, og sofaen svines til. Eller i hvert fald bruges på en fornuftig måde. Eller måske ikke ligefrem fornuftig, men den skal i hvert fald bruges. Hun skal bruges. 20
Ann-Kristin sidder i sofaen med en ostemad uden at have en tallerken under. Plasticen ligger i en bunke på gulvet, og der falder krummer ned på blusen. Det bløde fløjl kærtegner hendes fødder, og sofaen dufter næsten ny. I fjernsynet kan man spørge lægen. Og lægen svarer tålmodigt om udslæt på halsen. Ann-Kristin tager en bid mere af ostemadden og en slurk sort kaffe. Det gør ondt i hele kroppen. Det er ren og skær illusion, at hun sidder stille og ser ud til at have det rart. Hele Ann-Kristin-systemet ryster indvendigt. “FÅ SÅ PLASTICEN PÅ! NED MED FØDDERNE! HENT EN TALLERKEN, MENNESKE – DU KAN DA IKKE SIDDE DER OG KRUMME I SOFAEN! OG DU KAN FOR POKKER DA IKKE STILLE KAFFEKOPPEN DIREKTE PÅ SOFABORDET – DER FINDES FAKTISK DÆKKESERVIETTER!” Men det kan skrige, lige så tosset det vil. Hun henter ikke en tallerken. Hun har tænkt sig at stille kaffekoppen direkte på bordet, og krummerne skal blive liggende på blusen. I hvert fald lidt endnu. – Kære læge. Hvad skal jeg gøre? Det gør ondt i hele kroppen, når jeg ikke har plastic på sofaen. For ikke at tale om at lade være med at lægge en dækkeserviet på. Lægen i fjernsynet lægger hovedet på skrå og fortsætter med at tale med studieværten. – Hvis det røde udslæt ikke har fortaget sig efter tre dage, er det en god ide at kontakte sin læge. Rødt. Rødt! Ann-Kristin lader hånden glide gennem det nyklippede hår. Helt forfærdelig rødt. Helt forfærdeligt i det hele taget. Uden at tænke over det rejser hun sig op og går hen 21
til stablen med plasticdækkeservietter med fugle på. Lægger en på bordet og sætter koppen ovenpå. Angsten stilner lidt af, men ikke mere end det. Tavs sidder hun og kigger på dækkeservietten. Nej. Nu må hun holde op med det her. Holde op med at være bange hele tiden. Ann-Kristin løfter koppen, tager dækkeservietten og lægger den tilbage i bunken på reolen. De skal væk. Ligesom en alkoholiker ikke kan have spiritus i huset, kan hun ikke have dækkeservietter. Ann-Kristin kyler alle servietterne ned i plasticen fra sofaen, ruller det hele sammen til en stor kugle og går med faste skridt ud i opgangen og maser plastickuglen ned i affaldsskakten. Væk! Nu fik hun ikke affaldssorteret det her affald. Plast med plast og servietter med … kork måske? Skal hun gå ned i kælderen og prøve at rydde op i det? Nej. Det skal hun ikke. Ann-Kristin går tilbage til lejligheden, sæter sig i sofaen og prøver at ignorere den uro, der blæser som en orkan gennem hendes krop.
K apitel 3
Udkonkurreret af en lorteble
– Hjælpen er nær! Camilla smækker køkkendøren op og stiller sig skrævende midt på gulvet med det brune hår i en løs knold, cykelbukser, mudret træningsjakke og cykelhjelmen under armen. – GUD, hvor er det herligt at få lidt fri. Tessan kigger op fra laksefarsen. 70 runde laksebøffer ligger klar til stegning på store fade. Hurtigt skyller hun hænderne under hanen. – Fri? Skal du ikke arbejde her i dag, eller hva’? Sveden løber ned ad panden på Camilla, og hun tørrer sig med bagsiden af hånden. Sætter sig på bænken ved det massive træbord og snupper en af korendekagerne, der står og venter på et fad. Tygger ivrigt og snupper en til. – Selvfølgelig skal jeg arbejde her, baby. Men det er ren ferie i forhold til at være hjemme med drengene. I nat havde de på mystisk vis bestemt sig for at køre os fuldstændig i sænk.“Ja! Vi vågner en gang i timen! Hyler og nægter at spise og hyler igen.” Aner ikke, om de er ved at få tænder eller noget. Hugtænder 23
har jeg mistanke om. Blodsugere! Så jeg kan ikke sige andet end, at det var SÅ fantastisk at vinke farvel til dem og Lebbe for at cykle over til dig. Jeg snuppede lige en ekstra lille tur. Om et par uger kommer der masser af ramsløg, vi kan plukke nede ved kastanjeengen, bare vent. Hvor er Marta for resten? Tessan ser forvirret op fra de dampende brød, som hun stiller fra sig på marmorbordpladen. Kigger tomt frem for sig. Hvornår så hun sidst Marta? Hun har stået her i en time og forberedt frokost, og Marta har været helt stille. Og det har Bella også været. Okay, det forklarer det hele. – Kig under bordet. Camilla kigger ind under langbordet. Der sidder en lys håret pige og mader en liggende ged med korendekager. Pigen kigger op med et selvsikkert blik under det blonde pandehår. – Hej, Milla. – Hej, Marta. Giver du Bella morgenmad? – Nej, kage. Milla kage? – Ja, for hulen – tante Camilla vil altid have kage. Martas buttede hånd rækker en halv kage frem mod Camillas vidåbne mund. Bella blinker og bræger misfornøjet. Puffer med klovene mod Martas bare ben. – MÆ! Med den anden hånd propper Marta en tør brødskorpe ind i Bellas fornærmede, lille mund og får hende til at holde op med at bræge. Camilla tager fat i Martas arme og hiver hende op til sig. – Lad nu den der ged være og giv mig et kram. Du kan ikke bare sidde dernede under bordet og være så nuttet, det er jo ren og skær tortur! Camillatortur. Fnisende forsvinder Marta ind i Camillas store favn. Hun 24
har stadig nattøj på, sætter sig til rette og begynder koncentreret at pille ved snorene i Camillas jakke. Camilla kysser hende på håret og giver hende et kæmpeknus. – Kommer du hen til os og leger med drengene? – Ja! – Ja, skattebasse. Nu kommer Jonny snart og henter dig, så kan I rigtig hygge jer. – Jonny Jonatan! – Jep! Jonny og Jonatan. Men i weekenden skal du sove hos os. Så skal vi lege nede i motionscentret, synes jeg. Du ved godt de der store bolde, ikke? Vi lader gutterne passe sig selv, og så leger du og jeg med boldene. Eller også går vi ud og spiller lidt fodbold. Hvis det er fint vejr, er det det, vi gør, Marta. Du hedder ikke Marta, bare fordi det er et sødt navn. Det er din stolte arv! Marta de Silva og Marta fra Rosengädda – verdens bedste fodboldspillere! – MÆ! Bella stikker hovedet frem og stirrer skeløjet mod Marta, der straks lader sig glide ned under bordet med tung ble. – Skal gi mad. Velfornøjet kryber geden efter Marta til serveringsstedet og lukker munden højt op. Marta fortsætter med at made, og Bella fortsætter med at bræge fornøjet. – Der er lidt Junglebogen over deres forhold. Marta bliver ikke opdraget af ulve, men af en ged. Hvordan vil det ikke påvirke det arme barn? – Bella er et udmærket forbillede. Hun tager, hvad hun vil, og siger fra, hvis nogen er dumme mod hende. Desværre er hun ikke stueren, men det er der ingen af dem, der er. 25
– Men man behøver ikke fortælle alt til Fødevarestyrelsen, vel? – Nej, i hvert fald ikke, at der er en ged, der hænger ud i køkkenet. Med erfaren hånd trykker Tessan let på de dampende brød, banker på skorpen og mærker efter, om den er hård nok. Camilla tager cykelbukserne og træningsjakken af. Vasker sig hurtigt i den gamle køkkenvask under et af de store vinduer. Lader det iskolde vand køle sig af. Sæber ansigt og armhuler ind, kører hænderne gennem håret. Pruster højt i det iskolde vand og hiver håndklædet til sig fra en knage ved siden af. Kold og velduftende roder Camilla rundt i det høje faste køkkenskab og finder et par sorte bukser, en hvid skjorte og en sort vest. Skabet er fuldt af tøj fra restaurantens tidligere liv: kokketøj, serveringstøj, forklæder – ja, selv kokkehuer fra engang i 50’erne. Tessan har ikke købt den mindste las, siden hun flyttede til Rosengädda. Her er alt det arbejdstøj, hun kan forestille sig. Når hun ikke er på arbejde, kan hun altid finde nogle kjoler eller elegante habitjakker i garderobeskabene ovenpå. Camilla trækker maven ind og knapper de tre øverste knapper i bukserne. – Tænk, at jeg kan komme ned i de her bukser, det troede jeg ikke. Hvis jeg havde vidst, hvor meget man taber sig, når man ammer, så havde jeg aldrig startet et fitnesscenter. Fitness er bare SÅ meget 2010. Hvorfor ikke bare køre den gode, gamle middelalderstil? Fød et barn hvert år, am hele tiden indimellem og spis ikke andet end nødder. Slank på stedet! Apropos mad – hvad serverer vi i dag? – Lakseburgere. Jeg har lavet en fars af laks, lidt moset 26
kartoffel, citron, hvidvin, dild og parmesan, og dem steger jeg lige om lidt i alt for meget smør. Så smækker jeg fisken ind mellem et par skiver nybagt brød, som jeg smørsteger. Citronmayonnaise, mine syltede gule tomater, rødløg i tynde skiver og så Sørens kusines syltede agurker. Dem kommer Jonny med om lidt. Hertil citronsaftevand. Du serverer, praler om maden og holder det rent derude, jeg fikser noget kage, og så vasker Linus op i dag. – Nå da, Raimos Linus? – Han er i erhvervspraktik i den her uge, så det passede perfekt. Måske ikke lige det, han havde tænkt sig, men … han får erhvervserfaring! Og bagefter forbedrer han sine karakterer i en hulens fart, så han aldrig behøver at vaske op igen. Den direkte vej til universitetet ene og alene på grund af mig. – Den knægt har godt af at vaske op. Jeg rydder af bordet imens. Camilla og Tessan halvt sidder, halvt ligger i hver sin uslebne havestol foran stationsbygningen. Klokken er fire, frokostgæsterne er gået, opvasken klaret, og nu er der tid til en halv times pause, inden næste dags frokost skal forberedes. Eftermiddagssolen skinner generøst på de to udkørte kvinder, der hviler hovedet mod stoleryggen og langsomt lader hagen falde ned mod brystet. Ved siden af står der to renslikkede tallerkener og en halv kande citronsaftevand. Tessan masserer sine ømme arme. – Hvis vi nu tænker på det samme rigtig intenst, så sker det måske. – Hvad skal vi tænke på? – At Jonatan kommer et smut forbi, får øje på os og siger: 27
“Hej, piger, skal jeg ikke lige fikse lidt kaffe til jer?” Skal vi ikke tænke det? Camilla ler. – Det lyder som en rigtig god tanke. Er du allerede begyndt at tænke? Tessan nikker. – Okay, så kører jeg også på. Stille sidder de og tænker, at Jonatan skal komme forbi og lave kaffe. Jonatan. Jonnys elskede kæreste, der dukkede op for præcis et år siden. Rosengäddas sognepræst Aino havde en vision om, hvordan hun skulle få de unge til at komme i kirke. Nu er det måske ikke bare landsbyens unge, Aino gerne ville lokke i kirke, men et sted skal man jo begynde. Og det sted var altså hyggelige temaaftener. Film med efterfølgende samtale. Sport og samtale om livet. Egentlig hvad som helst og så en samtale om livet bagefter. Lok med et eller andet, som de unge godt kan lide. Det var samtalen bagefter, Aino var ude efter. Så hun fik fat i Jonatan. Denne mand i skovmandsskjorte med det smukke, krøllede hår, som havde stået for kirkens ungdomsarbejde i Skövde. Pludselig ville de unge i Skövde gerne konfirmeres igen, de kom helt frivilligt til kirken. De spillede teater, lyttede til foredrag, lavede gymnastik og talte om livets store spørgsmål. Aino synes, det er meget bekymrende, at de unge mest taler om de små spørgsmål, som hvem alle kendisserne nu er kærester med. Eller hvem der er kæreste med hvem i byen. Frem med de store samtaler. Gud! Livet! Døden! Efter døden! Før fødslen! Jonatan med det smukke, krøllede hår kom. Men de unge i Rosengädda dukkede aldrig op. Til dels fordi der ikke er ret 28
mange unge tilbage i Rosengädda, men især fordi de, der er der, gør alt, hvad de kan, for at komme derfra. Der gik rygter om, at de ligefrem kørte til kirken i Skövde for at dyrke sport og tale om dybe ting. Men Jonny dukkede op for at tjekke brandsikkerheden i missionshuset, inden det væltede ind med unge. Mange møder om brandsikkerhed senere (ja, hold da op, sikke mange møder Jonny var nødt til at holde om det), og mange kopper te senere (ja, og hold da op, hvor var Jonatan og Jonny kolde, så de var nødt til at drikke te, og hold da op, hvor blev det sent) så inviterede Jonatan til sidst sig selv op i Jonnys lejlighed oven på brandstationen (for at tale om buskørsel af de unge til kirken). Der blev han så. Lange, tynde Jonatan med det krøllede hår, de røde kinder, den store overbevisning om menneskers gode vilje, den stærke tro og den dybe forelskelse i Jonny. Den forelskelse, som Jonny havde drømt om hele sit voksne liv. Jonatan var det menneske, som Jonny havde ventet på. Camilla og Tessan lukker øjnene og er lige ved at falde i søvn i solen. Det suser i det kommende løv. Tiden er ikke helt inde endnu, men knopperne er klar til start. Det er mere, end man kan sige om de to kvinder, der sidder og døser i solen. Et tog tøffer forbi, i det fjerne kan man høre Linus’ tunede knallert forsvinde hjemad, og Tessan åbner øjnene. – Jeg kan mærke, at jeg savner Marta helt vildt. Det kan komme over mig som et lyn fra en klar himmel! Når hun er hjemme, smutter jeg tit væk. Står hellere og skræller kartofler i stedet for at lege med hende. Men når hun så er blevet hentet af Jonny eller jer, så gør det forfærdelig ondt i maven. Jeg vil bare have hende tilbage. Så kommer hun, og jeg begynder at 29
skrælle kartofler igen. Hvad er det for noget, hvorfor gør jeg sådan? Jeg står der og ser på hende, føler alt det der … kærlighed … og jeg kan se på hende, at der ikke er noget, hun hellere vil, end at jeg sætter mig og leger med hende. Så laver jeg en dej i stedet for. Jo jo, jeg skal jo forberede en dej, jeg ER NØDT TIL det, men jeg kan jo gøre det senere. Kender du det? Camilla ser op og er helt blå under øjnene. – Nej, ikke rigtigt. Jeg får mere en kæberasler af længsel væk fra det hele syv gange om dagen. Væk fra bleer, opkast og det der krav om at være så forbandet moden. Voksen! Klog! Gøre det rigtige hele tiden. Være tålmoooodig! Altså, jeg elsker Messi og Ronaldo og bla bla bla, som man altid skal sige, når man brokker sig, men to børn på én gang er bare skidebesværligt. – Det er underligt, at Lebbe tager det så godt. Det havde jeg aldrig troet, kan jeg vist roligt sige. – Lebbefar, ja, han elsker alt det der. Han har det allerbedst, når han har både Marta og drengene derhjemme. Skifter ble på Messi og Ronaldo, smører en mad til Marta, tager dem alle tre med ud på en gåtur. Ved du hvad – sidste weekend tog han på skovtur med dem. Han havde smådrengene i barnevognen og Marta på skulderen og så ellers ned til stranden. Han havde en termoflaske med vælling med. Fatter du det – en termo med vælling! Mig ser han ikke mere. Du ved, vi var et par rigtige kaniner inden alt det her, men nu … ingen kaniner, snarere skildpadder. – Men han har da stadig et godt øje til dig? Han sender dig nogle helt utrolige blikke, og … – Blikke? Blikke som i “sid ikke der og glo, Messi vil gerne kæles for”, eller “vi kan ikke ligge her nu – Ronaldo er vågen”. 30