Haikudetektiven uddrag

haikudetektiven

Haikudetektiven Copyright © Lasse Hjorth Madsen 2015 Omslag: Imperiet Bogen er sat med Bembo hos kat ·art og trykt hos Livonia Print 1. udgave, 1. oplag, 2015 ISBN 978-87-997322-9-6 Dansk copyright © ARONSEN

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan. Og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Det er tilladt at bruge kortere uddrag i forbindelse med anmeldelser og omtaler af bogen.

ARONSEN – København 2015 www.forlagetaronsen.dk

las s e h j o rt h mad s e n

HAIKU足 DETEKTIVEN krimi

En munk kærtegnede bjergtræet for at forstå dets natur; en videnskabsmand studerede træets blade folde sig ud. Jeg er ikke som nogen af dem. Jeg hviler mig i skyggen af de blade, jeg elsker for deres skrøbelighed.

Matsuo Bashō, 1644-1694

Prolog

T e r n d r u p, n o v e m b e r 19 82

Der var børnefødselsdag på Mølledamsvej, og intet var overladt til tilfældigheder. Matias fyldte seks år, hele den nye børnehaveklasse var inviteret. Matias’ mor var fuldt bevidst om, at det kunne blive en svær dag, der var meget på spil. Hun var helt på det rene med, at Matias havde særlige behov, og netop derfor var det vigtigt, at det blev en god dag. Børnene kom klokken 13:30, blev hentet igen klokken 16:30, der var afsat 30 minutter til boller og lagkage, 90 minutter til fire forskellige lege, 30 minutter til skattejagt med slikposer. De sidste 30 minutter var til fri improvisation.

Fødselsdagen begyndte godt. Børnene spiste bollerne, drak saftevandet og ventede pænt, til det blev deres tur til lagkage. Matias selv sagde ikke et ord, men betragtede opmærksomt selskabet og fulgte med øjnene lagkagens vandring rundt om bordet. Matias’ far holdt sig i baggrunden, han havde taget en sjælden fridag og stod efter aftale med sin kone langs den ene væg, parat til at gribe ind, hvis der skulle ske noget uforudset.

Første leg var ballondans. Balloner blev pustet op og fastgjort til ben, Matias’ far tændte for kassettebåndafspilleren, klar til at skrue op når dansen skulle begynde. Matias’

9

mor havde for overblikkets skyld stillet sig op på en lille skammel, hendes opmærksomhed zoomede hurtigt ind på hendes egen søn. Matias stod i et hjørne for sig selv. Han kiggede skiftevist på dansegulvet og på den afmålte længde garn, han var blevet tildelt til at fastgøre ballonen med.

Moren trådte resolut ned fra skamlen, satte sig ved Matias og løftede drengen op på sit skød.

“Det er helt okay, Matias,” sagde hun. “Helt okay. Det skal du ikke tænke på.”

“Hvorfor ikke?” sagde Matias.

“Lad mig lige mærke dig,” sagde moren og lagde sin hånd fladt mod Matias’ brystkasse. “Jamen, søde ven. Dit hjerte banker jo helt balstyrisk. Prøv at trække vejret dybt ind. Mor er her.” Moren kastede et sonderende blik rundt i lokalet, så rejste hun sig, stadig med Matias knuget ind til sig.

“Hør her, alle sammen,” sagde hun ud i lokalet. “Matias har det ikke altid så nemt med den slags. Det har jeres lærer fortalt jer, ikke? Han kan ikke så godt lide for meget … uro. Og når man … rører ved hinanden.” Moren trykkede beskyttende Matias ind til sig og fortsatte. “Men det skal I slet ikke tænke på. Nu skal I bare danse ballondans og have det sjovt. Der er en hel pose balloner til den, som vinder!” Hun nikkede over til Matias’ far, der skruede op for musikken, som snart blev overdøvet af råbene og lyden af balloner, der sprang. Matias’ mor hørte slet ikke, at Matias spurgte, om hun ikke snart ville sætte ham ned igen.

Både Matias’ mor og far åndede lettet op, da den første forælder ringede på døren præcis klokken 16:30. De næste

10

ti minutter var der en heftig trafik af forældre og børn, Matias’ mor forsøgte at tale med alle, hun sagde på Matias’ vegne tak for gaverne og forsikrede de andre forældre om, at det havde været en dejlig dag. Hun tilføjede, med dæmpet stemme, at Matias desværre ikke rigtigt havde kunnet deltage på lige fod med de andre børn. Hun var ikke helt sikker på, om klasselæreren havde informeret fyldestgørende om Matias’ situation. Forældrene nikkede forstående, og Matias’ mor fornemmede lykkeligvis et strejf af medlidenhed; de forstod, at det ikke var nemt at have et barn, der var “bagefter”.

Hvad Matias angik, så hørte han, på trods af det dæmpede tonefald, hvert et ord. Han forstod, som det eneste barn i 0. klasse på Terndrup Skole, betydningen af udtrykket “sociale kompetencer”. Det, der optog ham mest, var, hvad der mon var blevet af de fire ekstra slikposer, som han vidste, moren havde lagt til side.

Første del

1.

Kroppen svævede i luften, det var en stor og rund krop, den svævede som en zeppeliner. Lagde man hovedet tilbage for at betragte den, måtte man knibe øjnene sammen, for kroppen var badet i den stærke forårssol. Kroppen hang allerøverst oppe i Centralforbundets store, lyse atrium, helt oppe i sjette sals højde, sjette sal, som normalt var forbeholdt de allervigtigste møder. Men nu hang den der, den imponerende 114 kilo tunge og næsten to meter lange krop. Armene og benene var strakt ud til alle sider, så de dannede et stort X. Det var naturstridigt, man så uvilkårligt efter skjulte wirer eller gennemsigtig fiskesnøre, der holdt kroppen svævende. Men der var ingen kontakt mellem kroppen og bygningen.

Bygningen tilhørte Centralforbundet. Dens mest sympatiske træk var det store atrium i midten, et enormt felt af luft og lys fra ovenlysvinduerne øverst oppe. Rundt om atriummet løb på hver etage en svalegang, hvorfra man kunne bevæge sig videre til kontorer, mødelokaler, toiletter, kaffeautomater, kopirum.

Hvor man end så hen, var der hæve-/sænkeborde, som altid var sænkede, hvert bord udstyret med en skærm, en telefon og et menneske. Ingen af menneskene havde endnu fået øje på den svævende krop; de var travlt optaget af deres arbejde.

15

Kroppen svævede kun nogle få tusindedele af et sekund, før den begyndte at falde. Og da bevægelsen først var i gang, gik det stærkt. Kroppen accelererede i frit fald, for hver etage den passerede, fik den yderligere fart på. Befandt man sig på svalegangen, mærkede man et tydeligt pust, når kroppen susede forbi.

Armene og benene baskede, nu lignede kroppen mere en fugleunge på sin første flyvetur end en zeppeliner.

Ethvert fald må nødvendigvis komme til ophør. I dette tilfælde skete det efter 2,1 sekunder, da kroppen ramte gulvet foran receptionen i foyeren. Det var en brat afslutning; luften blev slået ud af kroppens store lunger med et brag, som når man slår hårdt og pludseligt på en oppustet papirpose, kroppens hoved pådrog sig et altødelæggende kraniebrud, ribbenene knækkede som saltstænger, de indre organer blev mast.

Fire marmorfliser i gulvet revnede og måtte senere under stort besvær skiftes ud med nogle, som desværre ikke matchede helt. Blodet bredte sig ud over gulvet fra et utal af læsioner i kroppen, der hurtigt befandt sig i en smuk, næsten cirkelrund sø af blod på det hvide marmorgulv. Herefter begyndte blodsøen i noget langsommere tempo at sprede sig yderligere, væsken fandt selv de skæve fuger og uregelmæssigheder i fliserne.

Centralforbundets to receptionister, Lis og Berit (ingen kendte deres efternavne), fik selvsagt det største chok. Det, som overraskede Lis mest, og som hun ville undre sig over mange år senere, var, at hun først hørte skriget, efter at kroppen havde ramt gulvet. Skriget var slet ikke, som hun havde forventet, det var mere et brøl, som fra en bjørn fanget i en 16

skovbrand. For Berits vedkommende pådrog hun sig en livslang aversion mod hvide marmorfliser. Berit var den mest åndsnærværende af de to, for det var hende, der først kom i tanke om den hjertestarter, som for nogle år siden var blevet sat op bag receptionen. Hjertestarteren var beregnet til at redde liv i tilfælde af hjertestop, der var selvfølgelig intet, den kunne stille op med den knuste krop på gulvet i foyeren. Det tjener til Berits ære, at hun alligevel prøvede. Hun havde været på kursus i brug af hjertestarteren, og selvom det var fire år siden, huskede hun stadig det mantra, som falckredderen havde gentaget igen og igen: Handl hurtigt. Red liv. Handl hurtigt. Red liv.

Hjertestarteren var udstyret med en hjælpsom robotstemme, der kom med gode råd undervejs: “Kontroller vejrtrækning. Påsæt elektroder. Stød anbefalet.” Effekten af de nøgterne, men malplacerede instrukser, var først og fremmest at forvirre Berit yderligere; hun opnåede kun at smøre sig selv og hjertestarteren grundigt ind i blod. Da ambulancen endelig kom, blev hun skrigende og sparkende lagt på båren i den tro, at hun også var hårdt såret. På det tidspunkt havde der samlet sig en kødrand af tilskuere, der tavse iagttog begivenhederne. De sendte indimellem hinanden stjålne blikke, alle med det samme formål: at bekræfte navnet på indehaveren af den ødelagte krop. Selvom blodet og læsionerne gjorde kroppen svær at genkende, var der ingen, som for alvor var i tvivl. Kroppen tilhørte Victor Staun, generalsekretær i Centralforbundet.

2.

Matias Kaa havde sin plads på tredje sal, lidt for sig selv, ved et skrivebord, der lige var blevet plads til efter kopirummet, og umiddelbart før et mødelokale, der var så lille, at det næsten aldrig blev brugt. Matias var en spinkel mand med små nervøse bevægelser, der sammen med hans nøddebrune øjne fik ham til at minde om en gnaver. Han passede sig selv og knappede altid skjorten helt op.

Tredje sal var indrettet som åbent kontorlandskab. Åbent var måske så meget sagt, for Matias’ plads var kamufleret af en enorm stuebirk. Hvis man ikke vidste, at han var der, kunne man nemt overse ham. Matias kunne lide det sådan. Han havde haft den samme plads i alle de 12 år, han havde arbejdet som controller i Centralforbundet, der aldrig blev kaldt andet end Centralen af de ansatte.

Centralen. Det var en af de organisationer, som ingen kendte, men mange mente, at de havde hørt om. En gang i 1950’erne blev Centralen egentlig født som en fagforening.

Siden havde organisationen, tvunget af medlemsflugt og økonomiske problemer, skiftet navn og fusioneret så mange gange, at ingen længere kunne huske, hvad den oprindeligt hed. Hver fusion havde samtidig gjort det vanskeligere og 18

vanskeligere at forklare, hvad Centralens opgave egentlig var, men alle var enige om, at det var noget meget nyttigt og samfundsgavnligt.

Matias så ikke Staun falde. Men han hørte brølet, og reaktionen kom øjeblikkeligt. Han begyndte at ryste voldsomt og svede, så han til sidst måtte tage brillerne af for at tørre sig ordentligt i ansigtet med den forsyning af papirhåndklæder fra toilettet, som han altid havde liggende i en sirlig bunke på en hylde i reolen bag ham, netop af hensyn til tilfælde som dette.

Det var ikke så meget brølet i sig selv, der fik Matias til at reagere, som han gjorde. Det var mere det, at han aldrig havde oplevet noget lignende i sine 12 år som controller i økonomiafdelingen. Hvis folk nu gik rundt på gangene og skreg hver dag, ville det ikke have generet ham så meget.

Heller ikke hvis de nu og da kastede sig ud fra sjette sal, ud i den store skakt af lys, baskende febrilsk med arme og ben, mens de susede ned mod marmorgulvet. Herregud, det måtte folk da selv om. Så længe det skete med en vis regelmæssighed, så var det i orden for Matias. Men han brød sig ikke om begivenheder, han ikke forstod, irregulære, uforklarlige, enkeltstående fænomener. Det, og så kropskontakt, var Matias’ værste mareridt. Derudover var han meget normal, lidt fåmælt måske, som regel venlig og hjælpsom. Men brølet fra den faldende Victor Staun var næsten for meget for ham.

Sveden og rystelserne blev værre og værre, indtil Matias til sidst kravlede ned under skrivebordet, lagde sig i fosterstilling, lukkede øjnene, rokkede frem og tilbage, mens han reciterede sit yndlingshaikudigt:

19

Smagen af vandspejl kølner så fredsommeligt græshoppens ankler Digtet var af Gihachiro Tsukamoto og var det første haiku, som Matias havde lært udenad. Det var mere end 25 år siden, dengang Matias gik i 6. klasse, og klassen som led i et udvekslingsprogram havde haft en japansk hjælpelærer. Der havde været noget over hende, som Matias aldrig havde kunnet glemme. Noget skrøbeligt. I lang tid havde han nægtet at tro på, at Japan, og de ting hun fortalte om landet, rent faktisk fandtes. Det forekom ham at være ekstremt usandsynligt. Som et eventyrland. Men Tsukamotos digt var i hvert fald virkeligt nok; han have stirret på tavlen, hvor læreren havde skrevet det med smuk, sirlig håndskrift, og han havde aldrig glemt digtet igen. Senere, lang tid senere, havde han memoreret mange flere haikudigte. 289 var han oppe på nu, alle sammen omhyggeligt arkiveret i et blåt ringbind på reolen. Men hans yndlingsdigt var stadig det samme.

Langsomt, ganske langsomt, fortog rystelserne sig, indtil Matias til sidst kunne kravle frem fra sin hule under skrivebordet, tørre ansigtet med en frisk forsyning af papirhåndklæder og tage brillerne på igen. Hans første sammenhængende tanke, efter han kom til hægterne, var om han nogensinde ville besøge Japan. Det var umuligt, han vidste det godt. Matias havde aldrig været ombord på et fly.

3.

Bent Ekmann var, som økonomichef, Matias’ overordnede, og som de fleste andre i økonomiafdelingen havde Bent for vane at trække bukserne godt op; han bar gerne livremmen lige omkring navlen. Bent var en glad og rødmosset mand, om end han på det seneste havde virket lidt nervøs. Det var nok stress.

Dagen efter Stauns død blev Bent afhørt af politiet, fordi han var en af dem, som kom tættest på rent faktisk at se Staun falde. Ifølge Bent selv var det nu meget begrænset, hvad han egentlig havde set. Han oplyste, at han havde befundet sig på svalegangen ud for anden sal, på vej ind i et mødelokale, da han fornemmede noget stort suse forbi. Han hørte brølet, men før han nåede at dreje hovedet, havde Staun allerede ramt gulvet i foyeren.

Afhøringen hos politiet var hurtigt overstået. Bent var hurtigt tilbage i den næsten mennesketomme kontorbygning, hvor han konstaterede, at dagens møder alle var aflyste.

Det slog ham, at det var det helt rigtige tidspunkt at udvise omsorg for sine medarbejdere. Økonomiafdelingen bestod ud over ham selv af fire ansatte, hvoraf i hvert fald de tre var sygemeldte. Noget sagde ham, at den fjerde, Matias Kaa, nok 21

ikke havde taget imod tilbuddet om psykologhjælp og sikkert heller ikke var sygemeldt.

Han fandt Matias på sin plads, bag stuebirken, med blikket stift rettet mod et farverigt regneark på den ene af sine to computerskærme. Matias ænsede ham ikke, selv ikke da Bent rømmede sig. Han overvejede, om Matias mon kunne være i chok, og fortrød øjeblikkeligt, at han var gået hen til ham. På den anden side, Matias var ikke kendt for at lade sig distrahere, hvis han først var optaget af noget.

“Matias?”

Intet svar.

“Matias?”

Matias drejede hovedet og kiggede spørgende på Bent.

“Er du okay?”

“Okay?”

“Ja, jeg tænkte efter alt det i går.”

“Hvad med det?”

“Det er jo ret forfærdeligt.”

“Ja.” “Så hvis der er noget, du har brug for, noget … jeg kan gøre?” Bent overvejede kort at lægge hånden på Matias’ skulder, det var ligesom om situationen krævede noget ekstraordinært, men han lod klogeligt være.

“Noget du kan gøre?”

“Så må du endelig sige til.”

“Faktisk er der noget, jeg har brug for.”

“Ja?” Bent blev helt glad. “Sig til. Bare sig til.”

“Jeg har brug for en iPhone.”

“En iPhone?”

22

“Ja.” “Hvad skal du bruge den til?”

“Som arbejdstelefon.”

“Arbejdstelefon?”

“Ja, den gamle duer ikke mere,” sagde Matias og nikkede mod sin telefon, der lå slukket på skrivebordet på sin sædvanlige plads ved siden af papirclipsene.

“Duer den ikke?”

“Nej.” “Har du talt med IT?” “Den duer ikke.”

“Kan den ikke repareres?”

“Nej. Den er forældet.”

“Der er jo nedsat en arbejdsgruppe, som skal se på, hvorvidt vi skal have nye telefoner, og hvilken model det i givet fald kan betale sig at investere i.”

“Arbejdsgruppen har arbejdet i halvandet år. Jeg skal bruge telefonen nu.”

“Jeg kan jo ikke bare give dig en uden også at give alle de andre. Der er ikke penge på budgettet til nye telefoner.”

“Jeg afstår til gengæld fra krisehjælp. Så sparer vi lidt der.”

“Du afstår fra psykologhjælp til gengæld for at få en iPhone?”

“Ja.” “Altså, Matias, jeg ville gerne. Men jeg kan ikke. Jeg er nødt til at have en saglig begrundelse. Du kan ikke sådan lige kæde psykologhjælp sammen med din arbejdstelefon.”

Matias tænkte sig om. Det var nu, han skulle prøve at sætte sig i Bents sted, så meget vidste han. Problemet var, at det var 23

meget vanskeligt. Han var jo ikke Bent, så hvordan skulle han kunne sætte sig i Bents sted? Det var, som om der fandtes et eller andet kodeord, der ville få Bent til at give sig. Men hvordan skulle han kunne gætte, hvad det var? Matias gjorde et forsøg.

“Hvis jeg ikke får en iPhone, laver jeg ikke nøgletallene til kvartalsregnskabet.” Matias var den eneste, der havde fuld indsigt i, hvordan økonomisystemet fungerede. Det var et system, som var blevet indkøbt lige omkring den tid, hvor Matias startede i Centralen, og det var i dyre domme blevet tilpasset Centralens behov med det resultat, at systemet var et mareridt af en fejlbehæftet rodebutik. Leverandøren var siden hen gået konkurs, så det var umuligt at få rettet fejlene. Af den grund var Matias uundværlig. Og han vidste det.

“Matias, for pokker, det er jo fuldstændigt urimeligt. For min skyld må du få alle de telefoner, du vil have, men du kan vel forstå, at jeg skal bruge en begrundelse af en slags. Jeg kan ikke bare begynde at dele iPhones ud til enkelte medarbejdere, ikke før arbejdsgruppen er færdig.”

Matias tænkte sig om igen. Bent var tydeligvis blevet ophidset, han talte hurtigere og var rød i hovedet. Det havde ikke været meningen at ophidse ham. På den anden side, der var også sket et fremskridt, Bent havde sagt, at Matias måtte få alle de telefoner, han ville, hvis det stod til Bent. Men det var anden gang, han bad om en begrundelse. Var det ikke en begrundelse, at Matias ikke ville lave nøgletallene, før han fik en iPhone? Det var forvirrende. Måske skulle han bare prøve en ny begrundelse.

“Jeg kan være tester.”

24

“Tester?”

“Vurdere, om den model opfylder behovene.”

“Det er jo det, arbejdsgruppen gør. Men … måske ser de mere på priser og leverandør og den slags. Jeg tror ikke, de helt konkret afprøver de enkelte modeller.” Bent talte igen i et normalt stemmeleje. Og han var ikke længere rød i hovedet.

Jeg må være på rette spor, tænkte Matias. “Det tror jeg heller ikke, de gør,” sagde han.

“Ville du kunne lave en skriftlig vurdering? Når du har testet den.”

Der var ingen tvivl. Han havde fundet kodeordet. Det havde åbenbart været “tester”. Matias tog sig sammen, kiggede Bent i øjnene, noget han vidste folk indimellem forventede, og sagde: “Selvfølgelig.”

“Jamen … så tror jeg godt, vi kan finde ud af det. Så dyr er den jo heller ikke. Om ikke andet tager vi den bare fra vores udviklingsbudget. Det finder vi ud af. Ordner du selv det praktiske?”

“Det skal jeg nok.”

“Alle tiders. Så har vi en aftale.” Bent, tydeligt lettet, gjorde mine til at gå igen. Så kom han i tanke om noget.

“Og nøgletallene? Hvornår kan du have dem klar?”

“I overmorgen,” sagde Matias.

“Perfekt,” sagde Bent og gik. Det var alligevel endt med at blive en god snak. De havde begge to fået noget ud af det. En ægte win-win.

Matias vendte sig mod den mindste af sine to computerskærme og gik i gang med at bestille en iPhone. Han vidste 25

ikke præcist, hvad han skulle bruge den til, men han glædede sig til at finde ud af, hvordan den fungerede.

Ved siden af tastaturet lå, under en linjeret spiralblok, et chartek med de færdige nøgletal i kvartalsregnskabet. Han ville nok aflevere dem til Bent engang i næste uge.

4.

Om eftermiddagen indkaldte Maria Engquist til et krisemøde. Engquist var sekretariatschef i Centralen, en slags administrerende direktør, direkte under den netop afdøde generalsekretær. Hun stod i husets største mødelokale foran alle medarbejderne. Der var så stille i lokalet, at flere mente at kunne høre en svag hyletone. Hun så ud over forsamlingen.

Det var umuligt at vide, hvad hun tænkte. Så talte hun.

“Jeg har brevet her,” sagde Engquist og holdt et A4-ark i et gennemsigtigt plastikchartek op foran forsamlingen. Ingen forstod, hvad hun mente.

“Det er en kopi,” sagde Engquist. “Politiet har originalen.

Jeg vil gerne læse det op for jer.”

Engquist læste: Til hvem det måtte vedrøre.

Jeg beklager dybt det, som skal ske nu. Jeg beklager, at jeg ikke kan mere. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, og mere kan ingen forlange. Det må være nok nu. Det er ikke min mening at gøre nogen ondt, men hvis det ikke kan undgås, beklager jeg igen.

Alt godt, VS 27

Da hun var færdig, vendte Engquist chartekket mod forsamlingen. Der var ingen, der sad tæt nok på til at kunne læse ordene, men mange genkendte de store, lidt klodsede bogstaver, skrevet med grøn filtpen. Staun havde altid skrevet sine beskeder med grønt, på spiralblokke i A5-format, og efterladt instrukserne på medarbejdernes kontorstole. ‘En grøn besked’ var gennem årene blevet et fast udtryk i Centralen og betød en opgave, der, koste hvad det ville, skulle udføres samme dag.

Bagerst i lokalet, langs væggen, stod tillidsmand Niels Henrik Ellehammer. Som mangeårig medarbejder var han en af dem, som havde fået en del grønne beskeder. Synet af Stauns sidste grønne besked, holdt frem mod forsamlingen i Engquists let rystende hænder som et krucifiks, der skulle afværge alt ondt, var lige ved at få ham til at kaste op.