Jeg lader dig gå uddrag

C L A R E M AC K I N T O SH

JEG L A DER DIG GĂ… Oversat til dansk

Christian Bundegaard og Anette Broberg Knudsen

JEG LADER DIG GÅ er oversat fra engelsk efter I LET YOU GO Copyright © Clare Mackintosh 2014 First published in Great Britain in 2014 by Sphere, an imprint of Little, Brown Book Group Oversættelse: Christian Bundegaard og Anette Broberg Knudsen Omslag: Imperiet Bogen er sat med Berthold Baskerville hos k at · a rt og trykt hos CPI, Clausen & Bosse, Leck, Tyskland Printed in Germany 2016 1. udgave, 1. oplag 2016 ISBN 978-87-933381-5-9

Dansk copyright: Aronsen, i samarbejde med Little, Brown Book Group Limited Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan. Og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Det er tilladt at bruge kortere uddrag i forbindelse med anmeldelser og omtaler af bogen.

ARONSEN – København 2016 www.forlagetaronsen.dk

TIL ALEX

P RO L O G

Vinden får hendes våde hår til at flagre ind foran ansigtet, og hun kniber øjnene sammen i regnen. Den slags vejr får alle til at skynde sig; folk skøjter af sted på de glatte fortove med kraven slået op om ørerne. De forbipasserende biler sprøjter søer af regnvand op over deres sko; støjen fra trafikken gør det umuligt at høre andet end løsrevne ord af den ivrige rapport om dagens hændelser, der begyndte, straks da porten til skolegården gik op. Ordene vælter uden ophold ud af ham hulter til bulter; så spændende er den ny verden, han er ved at opdage. Hun kan forstå, at det er noget med en bedste ven; et projekt om rummet; en ny lærer, og hun ser ned og smiler ad hans begejstring og mærker slet ikke den kolde regn, der trænger ind gennem hendes tørklæde. Drengen griner og vender ansigtet op mod regnen; hans øjenvipper er tunge af væde.

‘Og jeg kan skrive mit eget navn, mor!’

‘Du er så dygtig,’ siger hun og stopper op for at give ham et kys på hans fugtige pande.

De spadserer, så hurtigt de femårige ben kan følge med; hun holder ham i hånden, og i den anden har hun hans skoletaske, der slår mod hendes knæ, mens de går.

De er næsten hjemme.

Billygterne glinser i den våde asfalt og blænder dem hvert andet øjeblik.

De dukker sig og skynder sig over den befærdede gade; hun griber fastere 5

om hans lille hånd i den våde uldvante, og han må løbe for at hænge på.

Fugtige blade klæber til rækværket; alle efterårsfarverne er blevet til den samme mørkebrune.

De når ned i den stille gade, hvor de bor lige om hjørnet, og glæder sig allerede til at komme ind i varmen. Nu da de næsten er hjemme, slipper hun hans hånd for at stryge det våde hår væk fra øjnene og ler, da det sender en kaskade af vand ned over hendes ansigt.

‘Se,’ siger hun, da de drejer om hjørnet, ‘ jeg lod lyset brænde, til vi kom hjem.’

På den anden side af gaden ligger huset. Røde mursten, to soveværelser, et lillebitte køkken og en have fyldt med urtepotter, som hun længe har haft planer om at få plantet noget i. De bor alene dér, de to.

‘Hvem kommer først, mor…’

Han er altid i bevægelse: fuld af energi fra det øjeblik, han vågner, til han ligger i sin seng om aftenen. Han hopper, løber, uafladeligt.

‘Kom!’ Det sker på et øjeblik. Tomrummet ved siden af hende, da han løber i forvejen hjem til den varme forstue oplyst af lampen ude på trappen. Mælk, kiks, tyve minutters tv; fiskefileter til aftensmad. De vaner, de allerede har fået, selv om han knap har gået i skole et halvt år nu.

Bilen kommer ud af ingenting. De våde bremser, der hviner; lyden af en femårig krop, der rammer forruden, snurrer rundt i luften og klasker ned i asfalten. Hun løber efter ham, ind foran bilen, der stadig er i fart. Hun glider og falder forover og tager imod med hænderne. Luften bliver slået ud af hende ved nedslaget.

Det er ovre på et øjeblik.

Hun knæler ned ved siden af ham og leder som en gal efter en puls. Hun ser sin egen ånde danne den eneste hvide sky i luften. Hun ser den mørke skygge under hans hoved og hører sit eget skrig, som kom det fra en anden.

Hun ser op mod den tilduggede forrude, hvor vinduesviskerne sender bølger af vand ud i mørket, og hun skriger om hjælp til den usynlige bilist.

6

Hun krummer sig sammen for at holde drengens krop varm med sin egen, hun trækker sin frakke sammen om dem begge, men den bliver øjeblikkelig gennemvædet af vandpytterne. Og hun kysser ham og tigger ham om at vågne op, mens det gule lys, de har været badet i, svinder, idet bilen bakker væk. Motoren hviner anstrengt; bilen forsøger to, tre, fire gange at vende i den smalle gade og skraber i farten mod et af de store ahorntræer, der står langs gaden.

Og så bliver det mørkt.

FØR S T E DEL

1

Kriminalkommissær Ray Stevens stod ved vinduet og betragtede sin kontorstol, der for mindst et år siden havde mistet det ene armlæn. Efterhånden havde han lært simpelthen at undlade at læne sig til venstre, men i hans frokostpause havde en eller anden nu været der og med en sort tuschpen skrevet ‘defekt’ hen over ryggen på den. Stevens spekulerede på, om indkøbsafdelingens uventede udfarende aktivitet også ville omfatte udskiftning af kontorudstyret, eller om han fortsat ville være nødt til at lede Bristols kriminalpoliti fra en stol, der skabte alvorlig tvivl om hans troværdighed.

I rodet i den øverste skrivebordsskuffe fandt Ray en tuschpen, satte sig ned på hug og ændrede ordet til ‘detektiv’. I det samme gik døren til kontoret op. Han rejste sig hurtigt og satte proppen på pennen.

‘Hej, Kate, jeg skulle lige til at …’ Han tav, da han så udtrykket i hendes ansigt og udskriften af meddelelsen fra alarmcentralen, hun havde i hånden. ‘Hvad har du til os?’

‘Flugtbilist i Fishponds. En femårig dreng er blevet dræbt.’

Ray fik udskriften og læste hurtigt ned over siden, mens Kate stod lidt kejtet og ventede i døråbningen. Hun kom fra ordenspolitiet og havde kun været i kriminalpolitiet et par måneder og 11

skulle stadig lige finde sine egne ben. Men hun var dygtig. Også dygtigere end hun selv vidste.

‘Ikke noget registreringsnummer?’

‘Ikke så vidt vi ved. Kollegerne fra omgangstjenesten har spærret ulykkesstedet af og er lige nu i gang med at afhøre drengens mor. Som man kan forestille sig, er hun slemt chokeret.’

‘Kan du gå sent i dag?’ spurgte Ray, og Kate nikkede allerede, inden han havde nået at færdiggøre sætningen. De smilede skævt til hinanden, da de opdagede, at de begge mærkede det adrenalinsus, som det altid føltes lidt forkert at få, når noget så forfærdeligt var sket.

‘Godt, så lad os komme af sted.’

De nikkede til den bande rygere, der stod under halvtaget ved bagindgangen.

‘Okay, Stumpy,’ sagde Ray, ‘jeg tager Kate med ud til den flugtbilistsag i Fishponds. Kan du ikke høre med Obs’en, om de har fået noget ind?’

‘Skal jeg nok.’ Han tog et sidste hiv af sin hjemmerullede. Kriminalassistent Jake Owen var blevet kaldt Stumpy så længe, at det altid var overraskende at høre hans fulde navn blive læst op i retten. Stumpy var en mand af få ord, der havde oplevet mere end de fleste, men aldrig gik og bralrede op om det. Og ingen gjorde ham rangen stridig som Rays højre hånd. De havde arbejdet sammen i årevis, og Stumpy var lige så bomstærk, som han var lille, og en god mand at have ved sin side i kritiske situationer.

Ud over Kate bestod Stumpys team af den besindige Malcolm Johnson og Dave Hillsdon, en ivrig men også lidt fandenivoldsk, ung kriminalassistent, hvis ihærdighed, når det gjaldt om at sikre en tilståelse, var lige i overkanten efter Rays smag. Tilsammen udgjorde de et ret stærkt hold, og Kate var hurtig til at lære af de andre. Hendes lidenskab i jobbet fik Ray til nostalgisk at mindes sin egen tid som sulten ung kriminalassistent, dengang 12

sytten års erfaring med bureaukratiet endnu ikke tyngede ham.

Kate sad bag rattet i den civile Opel Corsa, da de kørte gennem den begyndende myldretidstrafik til Fishponds. Hun var en utålmodig bilist: Hun dyttede, hvis de andre biler ikke flyttede sig hurtigt nok, når det skiftede til grønt, og strakte hals for at se, hvad der holdt dem tilbage. Hun var hele tiden i bevægelse: Hun trommede med fingrene på rattet, rynkede på næsen, flyttede sig i sædet. Så snart trafikken kom i gang igen, lænede hun sig forover, som om hun på den måde kunne trække bilen hurtigere fremad.

‘Savner du at have horn og lygter?’ spurgte Ray. Kate grinede. ‘Måske lidt.’ Hun brugte eyeliner, men bar ellers ingen makeup. På trods af skildpaddehårspændet røg hendes mørkebrune krøller hele tiden ind foran hendes ansigt.

Ray fiskede sin mobil op af lommen for at foretage de nødvendige opkald. Han fik bekræftet, at færdselsteknikerne var på vej, at vagtlederen var blevet underrettet, og at nogen havde sørget for en Obs-vogn – et stort skrummel af en bus proppet med feltudstyr, kraftige lamper og varme drikke. Det var alt sammen i orden. Hvis han skulle være helt ærlig, så var det altid i orden, men som vagthavende kriminalkommissær var det hans ansvar.

Kollegerne i omgangstjenesten brokkede sig altid lidt, når efterforskerne dukkede op og begyndte at gå det hele igennem forfra, men sådan måtte det bare være. De havde alle sammen været turen igennem; selv Ray, der ellers havde tilbragt så lidt tid i uniformen som muligt, før han havde bevæget sig videre.

Han talte med kommandocentralen for at lade dem vide, at de var på stedet om fem minutter, men han ringede ikke hjem. Ray var begyndt kun at ringe til Mags, hvis han undtagelsesvis kom hjem til tiden. Det gav mere mening, med de lange dage han som regel havde.

Da de kom rundt om hjørnet, sænkede Kate hastigheden til sneglefart. Et halvt dusin politibiler holdt rundt omkring i gaden; 13

hvert andet øjeblik kastede deres blink et blåt skær over stedet.

Der var projektører på stativer, og deres lys fangede den fine tågedamp efter regnen, der heldigvis var stilnet af i løbet af den sidste times tid.

På vej ud ad døren havde Kate grebet en regnfrakke og skiftet fra de højhælede til gummistøvler. ‘Mere praktisk end pæn!’ havde hun grinet, da hun smed skoene ind i sit skab og trak gummistøvlerne på. Ray tænkte som regel ikke meget over nogen af delene, men lige nu ville han ønske, at han i det mindste havde taget en frakke med.

De parkerede bilen omkring hundrede meter fra et stort hvidt telt, der skulle forhindre regnen i at udslette, hvad der måtte være tilbage af spor. Den ene side af teltet stod åben, og en kvindelig kriminaltekniker lå på alle fire derinde og skrubbede på et eller andet, man ikke kunne se hvad var. Længere nede ad gaden var en anden skikkelse i hvid overtræksdragt i færd med at undersøge et af de store vejtræer.

Da Ray og Kate gik nærmere gerningsstedet, blev de standset af en ung politibetjent med den selvlysende jakke lynet så højt op, at Ray dårligt nok kunne se hans ansigt mellem kasketskyggen og kraven.

‘Godaften, sir. Skal De se gerningsstedet? Så må jeg lige have Dem skrevet i bogen.’

‘Nej tak,’ sagde Ray. ‘Men kan du sige mig, hvor din chef er?’

‘Han er henne hos moren,’ sagde betjenten. Han pegede ned ad gaden i retning af nogle små rækkehuse og trak sig ind bag kraven igen. ‘Det er nummer fire,’ tilføjede han inde fra jakken.

‘For pokker da, det er et rædsomt job,’ sagde Ray, da han og Kate gik videre. ‘Jeg kan huske, at jeg engang, mens jeg var på prøve, skulle holde vagt i tolv timer i silende regn og blev skældt ud af kriminalinspektøren for ikke at smile, da han dukkede op klokken otte næste morgen.’

14

Kate lo. ‘Var det derfor, du søgte over til kriminalpolitiet?’

‘Ikke udelukkende,’ sagde Ray, ‘men det var helt sikkert medvirkende. Nej, faktisk var det, fordi jeg blev led og ked af at overlade alt det interessante til eksperterne og aldrig følge en sag til ende. Hvad med dig?’

‘Lidt det samme.’

De var nået hen til rækkehusene, betjenten havde udpeget.

Kate fortsatte, mens de ledte efter nummer fire.

‘Jeg kan lide at have med de mere alvorlige sager at gøre. Men det er primært, fordi jeg let kommer til at kede mig. Jeg kan godt lide de komplicerede efterforskninger, som man kan få helt ondt i hovedet af. Jeg foretrækker de svære krydsord frem for de lette.

Giver det mening?’

‘Det gør det bestemt,’ sagde Ray. ‘Bortset fra, at jeg altid har været elendig til krydsord.’

‘Der findes tricks,’ sagde Kate. ‘Jeg skal lære dig dem en dag.

Her er det, nummer fire.’

Gadedøren var nydeligt malet og stod let åben. Ray skubbede den op og råbte: ‘Det er kriminalpolitiet. Er det i orden, vi kommer indenfor?’

‘Vi er i stuen,’ lød det indefra.

De tørrede fødderne på måtten og gik ned ad den smalle gang, hvor de kantede sig forbi en overlæsset knagerække, under hvilken et par røde børnegummistøvler stod pænt opmarcheret ved siden af et par i voksenstørrelse.

Barnets mor sad i en topersoners sofa og stirrede på den lille blå gymnastikpose, hun havde på skødet.

‘Mit navn er Ray Stevens, jeg er kriminalkommissær. Det gør mig forfærdelig ondt med din søn.’

Hun så op på ham. Hun havde snøren på gymnastikposen viklet så stramt om hænderne, at den skar røde striber i hendes hud. ‘Jacob,’ sagde hun tonløst. ‘Han hedder Jacob.’

15

En uniformeret politimand sad ved siden af sofaen på en køkkenstol og balancerede med en stak papirer på skødet. Ray havde set ham på stationen, men vidste ikke, hvad han hed. Han kastede et blik på hans navneskilt.

‘Brian, vil du ikke tage Kate med ud i køkkenet og briefe hende om, hvad du har indtil nu? Jeg vil gerne stille vidnet et par spørgsmål, hvis det er okay? Det varer ikke så længe. Måske kan du samtidig lave en kop te til vidnet.’

At dømme efter udtrykket i Brians ansigt var det tydeligt, at det var det sidste, han havde lyst til, men han rejste sig og gik ud i køkkenet sammen med Kate og ville uden tvivl beklage sig til hende over, at kriminalkommissæren brugte sin overordnede rang. Ray lod som ingenting.

‘Jeg er ked af, at jeg bliver nødt til at stille dig endnu flere spørgsmål, men det er helt afgørende, at vi får så mange informationer, vi kan, og så hurtigt som muligt.’

Jacobs mor nikkede, men så ikke op.

‘Jeg kan forstå, at du ikke så nummerpladen på bilen?’

‘Det hele gik så hurtigt,’ sagde hun, og ordene fik følelserne til at vælde frem. ‘Han snakkede om, hvordan det var gået i skolen, og så … Jeg slap ham bare et øjeblik.’ Hun strammede snøren endnu mere om hånden, og Ray så, hvordan farven forsvandt fra hendes fingre. ‘Den kom så hurtigt. Bilen. Den var der lige pludselig.’

Hun talte lavmælt uden at give udtryk for den enorme frustration, hun måtte føle. Ray hadede at trænge sig på, men han havde ikke noget valg.

‘Hvordan så føreren ud?’

‘Jeg kunne ikke se ind i bilen,’ sagde hun.

‘Var der andre i den?’

‘Jeg kunne ikke se ind i bilen,’ gentog hun tonløst og apatisk.

‘Okay,’ sagde Ray. Hvor i alverden skulle de ende og begynde?

16

Hun så på ham. ‘Kan I finde ham? Ham, der slog Jacob ihjel.

Kan I finde ham?’ Hendes stemme knækkede over, og ordene faldt fra hinanden og blev til en lav jamren. Hun bøjede sig forover og knugede gymnastikposen mod sin mave, og Ray følte det stramme i brystet. Han tog en dyb indånding og tvang sig selv til at skubbe sine følelser til side.

‘Vi skal gøre vores bedste,’ sagde han og hadede sig selv for at bruge den kliché.

Kate kom ind fra køkkenet med et tekrus i hånden og Brian efter sig. ‘Er det okay, hvis jeg får resten af vidneforklaringen nu?’ spurgte han.

Hold op med at genere mit vidne, mener du, tænkte Ray. ‘Ja, tak – og undskyld afbrydelsen. Har vi alt, hvad vi skal bruge, Kate?’

Kate nikkede. Hun så bleg ud, og han spekulerede på, om Brian havde sagt noget, der havde gjort hende vred. Om et års tid eller to ville han kende hende lige så godt, som han kendte de andre i teamet, men endnu kunne han ikke helt greje hende.

Hun sagde, hvad hun mente, så meget vidste han. Hun var ikke bange for at sige noget på møderne, og hun var lærenem.

De gik tavse tilbage til bilen.

‘Er du okay?’ spurgte han, selv om det var tydeligt, at det var hun ikke. Hun var stram i masken, og farven var fuldkommen forsvundet fra hendes ansigt.

‘Helt okay,’ sagde Kate, men hun var så tyk i mælet, at Ray indså, at hun kæmpede for ikke at begynde at græde.

‘Hvad så?’ sagde han og lagde lidt akavet en arm om hendes skuldre. ‘Er det arbejdet?’ I løbet af årene havde Ray opbygget en forsvarsmekanisme mod at blive ramt af sager som denne.

Det havde de fleste politifolk – derfor skulle man også bare overhøre nogle af de vittige bemærkninger i kantinen – men måske var Kate anderledes.

17

Hun nikkede og tog en dyb, bævrende indånding. ‘Undskyld, sådan er jeg altså normalt ikke. Jeg har taget masser af underretninger, men … Han var fem år, for pokker! Jacobs far har åbenbart aldrig villet have noget med ham at gøre, så hun har altid været helt alene med ham. Kan du forestille dig, hvad hun må gennemgå?’ Hendes stemme knækkede over, og Ray mærkede spændingen i brystet vende tilbage. Hans evne til at klare den slags sager afhang af, at han fokuserede på efterforskningen – på de kendsgerninger de stod med – og ikke dvælede for meget ved følelserne hos de mennesker, der var involveret i sagen. Hvis han begyndte at tænke for meget over, hvordan det måtte føles at se ens barn dø i ens arme, ville han ikke være til nogen gavn overhovedet, slet ikke for Jacob og hans mor. Rays tanker sprang uvilkårligt videre til hans egne børn, og han fik en irrationel trang til at ringe hjem og sikre sig, at de begge to havde det godt.

‘Jeg beklager.’ Kate sank en gang og smilede flovt. ‘Jeg lover ikke at være sådan her hver gang.’

‘Hallo,’ sagde Ray, ‘det er okay. Det har vi alle sammen prøvet.’

Hun hævede et øjenbryn. ‘Selv du? Jeg ville ikke umiddelbart forestille mig dig som den følsomme type, Ray.’ ‘Det hænder, at jeg overgiver mig.’ Ray gav hendes skulder et klem, inden han tog armen til sig igen. Han mindedes ikke nogensinde faktisk at have grædt på jobbet, men havde været tæt på. ‘Er du okay?’

‘Ja, ja. Men tak.’

Da de kørte derfra, så Kate ud på gerningsstedet, hvor teknikerne stadig var i fuld gang. ‘Hvad er det for en idiot, der slår en femårig dreng ihjel og så bare kører sin vej?’

Og Ray svarede uden tøven: ‘Det er lige præcis, hvad vi skal finde ud af.’

2

Jeg har ikke lyst til den kop te, men jeg tager alligevel imod den.

Jeg sidder med koppen mellem hænderne og hovedet inde i dampen, indtil den skolder mig. Det prikker i huden, mine kinder bliver følelsesløse, og mine øjne svider. Jeg kæmper med trangen til at trække mit hoved tilbage; jeg vil have, at følelsesløsheden skal dæmpe de billeder, der ikke vil forsvinde.

‘Skal jeg komme med noget at spise til dig?’

Han står foran mig, og jeg ved godt, at jeg burde se op, men jeg kan ikke. Hvordan kan han spørge, om jeg vil have noget at spise, som om ingenting er hændt? Jeg skal kaste op, og da jeg synker, kan jeg smage den bitre mavesyre, der vælder op i mig.

Han synes, det er min skyld. Han har ikke sagt noget, men det behøver han heller ikke, for jeg kan se det i hans øjne. Og i øvrigt har han ret – det var min fejl. Vi skulle være gået en anden vej hjem; jeg skulle ikke have snakket; jeg skulle have holdt fast i ham …

‘Nej, tak,’ siger jeg stille, ‘Jeg er ikke sulten.’

Ulykken afspilles igen og igen inde i hovedet på mig. Jeg forsøger at trykke på pauseknappen, men filmen bliver ved: Hans krop bliver igen og igen kastet mod bilens forrude. Jeg løfter tekoppen op til ansigtet igen, men teen er kølet af, og varmen mod 19

min hud er ikke stærk nok til at gøre ondt. Jeg mærker tårerne komme, men de store, fede dråber brister, da de rammer mine knæ. Jeg ser, hvordan de trænger ind gennem mine jeans, og med en negl kradser jeg en mudderplet af mit lår.

Jeg ser mig om i den stue, som jeg har brugt så mange år på at indrette. Gardinerne jeg har købt, så de passer til puderne; kunstværkerne, nogle af dem har jeg selv lavet, andre har jeg fundet i gallerier og syntes så godt om, at jeg måtte eje dem. Jeg troede, at det var et hjem, jeg skabte, men det var aldrig andet end et hus.

Det gør ondt i hånden. Jeg kan mærke pulsen banke hurtigt i mit håndled. Jeg er glad for den smerte. Jeg ville ønske, at det gjorde mere ondt. Jeg ville ønske, at det var mig, bilen havde ramt.

Nu siger han noget igen. Politifolk alle vegne leder efter den bil … aviserne vil bede vidner om at melde sig … det kommer med i nyhederne i tv …

Stuen snurrer rundt, og jeg fæstner blikket på sofabordet og forsøger at nikke til det, han siger på de rigtige tidspunkter. Han går to gange hen til vinduet og tilbage igen. Jeg ville ønske, at han ville sætte sig ned – han gør mig nervøs med al den faren frem og tilbage. Mine hænder ryster, og jeg vil sætte den urørte te fra mig, inden jeg taber koppen, men jeg ryster, så koppen banker mod glasbordet. Han ser frustreret på mig.

‘Undskyld,’ siger jeg. Jeg har en metalsmag i munden, og det går op for mig, at jeg har bidt igennem indersiden af min læbe.

Jeg synker blodet for ikke at skulle bede om en papirserviet.

Alt er forandret. I det øjeblik, den bil skred ud på den våde asfalt, blev mit liv fuldstændig forandret. Jeg ser det hele klart, som om det er noget, jeg iagttager på afstand. Det kan ikke fortsætte på den måde.

20

Når jeg vågner, går der et øjeblik, før jeg forstår, hvad det er for en følelse. Alt er det samme og alligevel er alt forandret. Og så, endnu inden jeg overhovedet har åbnet øjnene, bruser det som et undergrundstog i hovedet på mig. Da kommer de: Scenerne i Technicolor, som jeg hverken kan sætte på pause eller lydløs. Jeg presser håndleddene mod tindingerne, som kunne jeg få billederne til at forsvinde ved rå kraft alene, men de bliver ved at komme i en lind strøm, som om jeg uden dem ville glemme, hvad der er sket. På mit natbord står det vækkeur, som Eve gav mig, da jeg gik på universitetet – ‘for ellers når du aldrig til forelæsningerne’ – og jeg kan ikke forstå, at den allerede er halv elleve. Smerten i min hånd er blevet overskygget af en hovedpine så kraftig, at den blinder mig, hvis jeg bevæger hovedet for hurtigt, og da jeg kravler ud af sengen, gør hver eneste af mine muskler ondt.

Jeg tager det samme tøj på som i går og går ud i haven uden at lave kaffe, selv om min mund er så tør, at blot det at synke kræver en indsats. Jeg kan ikke finde mine sko, og frosten bider i mine bare fødder, da jeg går hen over græsset. Haven er ikke ret stor, men vinteren er på vej, og da jeg er nået over plænen kan jeg ikke længere mærke mine tæer.

Atelieret i haven har fungeret som mit private helle gennem fem år. Udefra ligner det bare et almindeligt redskabsskur, men det er dér, jeg søger ind for at tænke og arbejde og flygte fra verden. Gulvbrædderne er plettede af de lerklatter, der ryger af min drejebænk, som står solidt placeret midt i rummet, så jeg kan komme rundt om den og træde et skridt tilbage for at kaste et kritisk blik på det, jeg er i gang med. På tre af væggene i skuret er der hylder af træ, hvor jeg stiller mine skulpturer i en bestemt, kaotisk orden, som kun jeg kan få øje på. Her står de skulpturer, jeg stadig arbejder på; her er de, der er brændt, men ikke glaseret; her er de, der venter på at skulle af sted til kunder. Der er i hundredvis, men hvis jeg lukker øjnene, kan jeg stadig føle hver 21

og en af dem i mine hænder, deres former og det våde ler mod mine håndflader.

Jeg tager nøglen fra skjulestedet under vinduet og åbner døren. Det er værre, end jeg troede. Gulvet er skjult af et tæppe af knust keramik; de runde former af halve tepotter brudt af skarpe, takkede kanter. Hylderne langs væggene er tomme, mit skrivebord er ryddet, og de små figurer i vindueskarmen er knust til uigenkendelige skår, der glimter i sollyset.

Lige inden for døren ligger der en lille statuette af en kvinde.

Det var en, jeg lavede sidste år, ud af en serie figurer til en butik i Clifton. Jeg havde lyst til at lave noget naturtro; noget, der var så langt fra det perfekte, som man kunne komme, men som alligevel havde en skønhed. Jeg lavede ti kvinder, med hver deres kurver og bumser og ar og alt det andet uperfekte. Som model brugte jeg min mor, min søster, piger jeg havde undervist på keramikkurset, kvinder jeg så i parken. Den her forestiller mig.

Ganske vist kun tillempet, og ingen vil kunne se, at det er mig, men det er det altså. Brysterne er lidt for flade, hofterne lidt for smalle, fødderne lidt for store. Noget rodet hår samlet i en knude i nakken. Jeg bøjer mig ned og samler den op. Den ser ud til at være intakt, men da jeg tager den op i hånden, bevæger leret sig, og den brækker i to stykker. Jeg ser lidt på dem. Så slynger jeg dem af al kraft mod væggen, og de pulveriseres i tusind stykker, der drysser ned over bordet.

Jeg trækker vejret dybt og ånder langsomt ud.

Jeg er ikke helt klar over, hvor mange dage der er gået siden ulykken, eller hvordan det er lykkedes mig at komme igennem ugen, eftersom det føles, som om jeg hele tiden vader gennem tyk sirup. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør, at jeg beslutter mig for, at i dag skal det være. Men det skal det. Jeg pakker kun så meget, som der kan være i min weekendtaske, for jeg ved, at hvis jeg 22

ikke rejser nu, kommer jeg nok aldrig af sted. Jeg går lidt rundt i huset og forsøger at forestille mig, at det er sidste gang, jeg er her.

Tanken er både skræmmende og berusende. Kan det virkelig lade sig gøre? Kan man bare forlade ét liv og begynde et andet?

Jeg bliver nødt til at gøre forsøget. Det er min eneste chance for at komme helskindet igennem det her.

Ude i køkkenet ligger min bærbare computer. Den indeholder fotos og adresser, som jeg måske vil få brug for en dag, og som jeg ikke havde tænkt på at gemme et andet sted. Jeg har ikke tid til at gøre noget ved det nu, så selv om den er tung og besværlig at have med, smider jeg den i tasken. Der er ikke rigtig plads til mere, men én ting til må jeg have med. Jeg hiver en trøje og en håndfuld T-shirts op og skaber plads til en cedertræsæske, der indeholder en rodet samling minder fra hele mit liv. Jeg åbner den ikke – det behøver jeg ikke. Den indeholder mine usystematisk førte dagbøger fra da jeg var teenager; her og dér er en side revet ud, når der var noget der blev fortrudt. Der er også en hel stak koncertbilletter samlet med en elastik. Der er mit eksamensbevis. Avisudklip med omtale af mine første udstillinger. Og billeder af den søn, jeg elskede så intenst, at det syntes umuligt.

Dyrebare fotografier. Så få billeder af en, der var så højt elsket.

En, der havde så ringe indflydelse på verden, men som alligevel var centrum i min.

Jeg kan alligevel ikke nære mig og åbner æsken. Øverst ligger der et polaroidfoto taget af den søde jordemoder, den dag han blev født. Han er ikke andet end en lillebitte, lyserød klat, som man dårligt nok kan få øje på under det hvide hospitalstæppe. På billedet ligger jeg med armene i den nybagte mors lidt akavede stilling, omtumlet af kærlighed og udmattelse. Det hele var gået så hurtigt og havde været så skræmmende, at det på ingen måde havde mindet om beskrivelserne i de bøger, jeg havde slugt, mens jeg var gravid, men jeg elskede ham uforbeholdent 23

fra første sekund. Pludselig kan jeg ikke få vejret, og jeg lægger billedet tilbage i æsken og stopper den ned i tasken.

Jacob er på forsiden af alle aviserne. De råber til mig, da jeg passerer servicestationen, kiosken på hjørnet og køen ved busstoppestedet, hvor jeg står og venter, som om jeg bare var én blandt alle andre. Som om jeg ikke var på flugt.

Alle taler om ulykken. Hvordan kunne det ske? Hvem kunne det være, der havde gjort det? Hver gang bussen standser, er der nyt; rygterne svirrer, og jeg kan ikke undgå dem: Det var en sort bil.

Det var en rød bil.

Politiet er tæt på at kunne arrestere gerningsmanden.

Politiet har ingen spor at gå efter.

Der sidder en kvinde ved siden af mig. Hun åbner en avis og pludselig føles det, som om nogen trykker mig hårdt på brystet.

Jacobs ansigt helt tæt på; forslået ser han bebrejdende på mig, fordi jeg ikke passede på ham, fordi jeg havde ladet ham dø. Jeg tvinger mig selv til at se på ham, og jeg mærker, at det snører sig sammen i min hals. Mit blik bliver sløret, og jeg kan ikke læse ordene, men jeg er nødt til det – jeg har set den overskrift i alle de aviser, jeg har passeret i dag. Udtalelserne af hans forfærdede lærere; omtalen af blomsterne på ulykkesstedet; ligsynet – som vil blive genoptaget, når man ved mere. På et andet billede ser man en krans af gule krysantemummer på en ufatteligt lille kiste.

Kvinden sukker og begynder at snakke. Halvvejs henvendt til sig selv, tror jeg, men måske fornemmer hun, at jeg kan se avisen.

‘Forfærdeligt, ikke? Og så lige op til jul.’

Jeg siger ikke noget.

‘Bare køre sin vej på den måde uden at standse overhovedet.’

Hun sukker igen. ‘Og tænk dig,’ fortsætter hun, ‘han var kun fem år. Hvad er det for en mor, der lader et barn i den alder krydse gaden alene?’

24

Jeg kan ikke gøre for det – jeg kommer til at snøfte. Uden at jeg har vidst af det, er varme tårer begyndt at strømme ned ad kinderne på mig og ned i den papirserviet, der blidt er blevet trykket ind i hånden på mig.

‘Lille ven,’ siger kvinden, som om hun trøster et barn. Det står mig ikke helt klart, om hun mener mig eller Jacob.

‘Du kan slet ikke forestille dig, hvordan det må være, kan du?’

Men det kan jeg, og jeg har lyst til at sige til hende, at uanset hvad hun forestiller sig, så er det tusind gange værre. Hun giver mig en serviet til, den er krøllet, men ren, og bladrer videre i avisen for i stedet at læse om julebelysningen, der tændes i Clifton.

Jeg har aldrig tænkt på at stikke af. Jeg har aldrig tænkt, at jeg ville blive nødt til det.

3

Ray tog trappen op til tredje sal, hvor det hidsige tempo i de afdelinger, der var bemandet 24/7, blev afløst af kontorfolkenes og kriminalpolitiets tyste, tæppebelagte kontorer. Han kunne bedst lide stationen om aftenen, når han i fred og ro kunne arbejde med den evige stak sager på sit skrivebord. Han gik igennem kontorlandskabet og ned til kriminalkommissærkontoret, der var placeret i et afskærmet hjørne af det store kontor.

‘Hvordan gik briefingen?’

Det gav et sæt i ham. Han vendte sig om og så Kate sidde ved sit skrivebord. ‘Vagthold P4 er jo mit gamle hold, så jeg håber, at de i det mindste lod, som om de var engagerede.’

Hun gabte.

‘Det gik fint,’ sagde Ray. ‘De er gode nok, og om ikke andet så vil det holde dem lidt til ilden.’ Det var lykkedes Ray at holde sagen med flugtbilisten på briefingen i en hel uge, men til sidst var den røget af, efterhånden som flere og flere nye sager kom til.

Han gjorde, hvad han kunne for at komme rundt til de forskellige teams og minde dem om, at han stadig havde brug for deres hjælp. Han bankede på glasset af sit armbåndsur. ‘Hvad laver du her så sent?’

‘Jeg gennemgår de svar, vi fik på appellen i medierne,’ sagde 26

hun og bladrede hurtigt med tommelfingeren i en bunke computerudskrifter. ‘Ikke at det rigtig giver noget.’

‘Ikke noget der er værd at følge op på?’

‘Nada,’ sagde Kate. ‘Nogle, der har set biler køre vildt, et par stykker der siger deres uforbeholdne mening om forældres ansvar, og så de sædvanlige tosser og tågehorn inklusive en fyr, der forudsiger Jesu genkomst.’ Hun sukkede. ‘Vi kunne virkelig godt bruge noget – bare et eller andet – at arbejde med.’

‘Jeg ved godt, at det er frustrerende,’ sagde Ray, ‘men bare bliv ved, det kommer. Det gør det altid.’

Kate stønnede og skubbede stolen væk fra papirbunken. ‘Jeg tror ikke, jeg er født tålmodig.’

‘Jeg kender det.’ Ray satte sig på kanten af hendes bord. ‘Det her er den kedelige del af al efterforskning – den del de aldrig viser i tv-serierne.’ Han smilede ad hendes triste ansigtsudtryk.

‘Men resultaterne er det hele værd. Du skal bare tænke: Et eller andet sted blandt alle de her stykker papir kan selve nøglen til opklaringen af sagen ligge.’

Kate betragtede tvivlrådigt sit skrivebord og Ray lo.

‘Så, nu laver jeg en kop te til os, og så giver jeg en hånd med.’

De gennemgik hver eneste side, men fandt ikke det, Ray havde håbet på.

‘Nå, ja nu er det i det mindste gjort,’ sagde han. ‘Tak for at du gad blive hængende så sent og gå dem igennem.’

‘Tror du, vi finder den der kørte bilen?’

Ray nikkede energisk. ‘Det er vi nødt til at tro på. Hvordan skulle folk ellers have tillid til os? Jeg har siddet med hundredvis af sager. Jeg har ikke opklaret dem alle sammen – langtfra – men jeg har altid været overbevist om, at løsningen ventede lige om hjørnet.’

‘Stumpy sagde, at du har bedt om, at sagen bliver nævnt i Crime­watch?’

27

‘Ja. Det er almindeligt, når der er tale om en flugtbilist – især når der er et barn involveret. Det betyder, at vi får meget mere af det her, er jeg bange for.’ Han slog ud med hånden i retning af papirbunken, der nu var lige til makulering.

‘Det er okay,’ sagde Kate. ‘Jeg kan godt bruge noget overtid.

Jeg købte en lejlighed sidste år, og jeg sidder lidt hårdt i det, for at være helt ærlig.’

‘Bor du alene?’ Han overvejede, om han egentlig måtte spørge om sådan noget nu om dage. I den tid, han havde været strømer, havde den politiske korrekthed nået et punkt, hvor selv den svageste antydning af noget personligt skulle undgås. Om få år ville folk slet ikke kunne tale sammen.

‘For det meste,’ sagde Kate. ‘Det er min lejlighed, men min kæreste bliver tit og sover. Så det er ret ideelt, synes jeg.’

Ray tog de tomme tekrus. ‘Godt, du må hellere se at komme hjemad,’ sagde han. ‘Han begynder sikkert snart at undre sig over, hvor du bliver af.’

‘Han er kok, så det er okay’ sagde Kate, men rejste sig alligevel også. ‘Han kommer senere hjem, end jeg gør. Hvad med dig? Er din kone ikke ked af, at du aldrig er hjemme?’

‘Det er hun så vant til,’ sagde Ray og hævede stemmen for at kunne fortsætte samtalen, mens han hentede sin jakke inde på sit kontor. ‘Hun har også været i tjenesten – vi blev optaget samtidig.’

Politiets kursuscenter i Ryton-on-Dunsmore havde ikke mange forsonende træk, men den billige bar havde afgjort været et af dem. En særligt pinlig karaoke-aften havde Ray set Mags sidde sammen med sine klassekammerater. Da han så hende rejse sig for at hente en omgang, havde han tømt sit næsten fulde ølglas, så han kunne møde hende ved baren, men kun for fuldstændig at miste mælet, da han så stod der. Heldigvis var hun ikke lige så genert, og resten af de seksten uger, deres kursus varede, var de 28

uadskillelige. Ray måtte undertrykke et smil, da han mindedes, hvordan han havde lusket fra kvindernes barak tilbage til sit eget værelse klokken seks om morgenen.

‘Hvor længe har I været gift?’ sagde Kate.

‘Femten år. Vi blev smedet sammen, da vi havde overstået vores prøvetid.’

‘Men hun er ikke ved politiet længere?’

‘Mags tog orlov, da Tom blev født, og vendte ikke tilbage, efter at vores nummer to kom til,’ sagde Ray. ‘Lucy er ni nu, og Tom går i syvende, så Mags er begyndt at tænke på at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Hun vil gerne uddanne sig til lærer.’

‘Hvorfor holdt hun så lang en pause fra arbejdet?’ Der var ægte nysgerrighed i Kates øjne, og Ray mindedes, hvordan Mags havde været lige så skeptisk, dengang de begge var nye i tjenesten og hendes nærmeste foresatte havde forladt korpset for at få børn. Hun kunne ikke se meningen med at begynde på en karriere, hvis man bare opgave det hele igen, havde hun sagt til Ray. ‘Hun ville være derhjemme for børnenes skyld,’ sagde Ray. Han mærkede et stik af skyldfølelse. Var det egentlig, hvad Mags havde villet? Eller havde hun simpelthen følt, at det var det rigtige. Det var så dyrt at få børn passet, at det havde virket som den indlysende løsning, at Mags holdt op med at arbejde, og han vidste, at hun gerne ville kunne møde op sammen med de andre forældre til skoleidrætsdagene og temaugerne. Men Mags var lige så kvik og dygtig som han selv – faktisk både kvikkere og dygtigere, hvis han skulle være ærlig.

‘Hvis man gifter sig med en politimand, er man vel nødt til at leve med hans elendige arbejdsforhold.’ Kate slukkede skrivebordslampen, og der blev mørkt omkring dem et øjeblik, indtil Ray gik ud på gangen og dermed fik fotocellen til at tænde lyset derude.

29

‘Ja, det er en erhvervsskade,’ sagde Ray. ‘Hvor længe har du og kæresten været sammen?’ De gik ned i gården, hvor deres biler stod.

‘Kun et halvt års tid,’ sagde Kate. ‘Men det er ret lang tid for mit vedkommende – jeg plejer at droppe dem efter et par uger.

Min mor siger, at jeg er for kræsen.’

‘Hvad er der galt med dem?’ ‘Årh, alt muligt,’ grinede hun. ‘Enten er de for interesserede, eller ikke interesserede nok; enten har de ingen humoristisk sans, eller er nogle klovnehoveder …’

‘En kritisk dame,’ sagde Ray. ‘Ja, måske.’ Kate rynkede på næsen. ‘Men det er jo vigtigt, at man vælger den helt rigtige, ikke? Jeg er lige blevet tredive, uret tikker.’ Hun så ikke ud til at være tredive, men på den anden side havde Ray aldrig været god til at bedømme folks alder. Når han så sig i spejlet, så han sig selv, som han så ud, da han var i tyverne, selv om hans træk sagde noget andet.

Ray stak hånden i lommen og fandt sin bilnøgle. ‘Ja, ja, hav nu ikke alt for travlt. Det er altså ikke lutter roser alt sammen.’

‘Tak for rådet, farmand …’

‘Hov hov, så gammel er jeg heller ikke!’

Kate grinede. ‘Tak for hjælpen i aften, vi ses i morgen.’

Ray kluklo for sig selv, mens han manøvrerede sin bil ud fra pladsen bag en Vauxhall Omega politibil: Farmand, ja den var god – fræk var hun.

Da han kom hjem, sad Mags i stuen og fjernsynet kørte. Hun havde pyjamasbukser og en af hans gamle sweatshirts på og sad med benene trukket op under sig som et barn. En nyhedsoplæser genfortalte endnu en gang historien om flugtbilisten for det tilfælde, at den intense dækning af ulykken i løbet af den seneste uge skulle have undgået nogens opmærksomhed. Mags så på 30

Ray og rystede på hovedet: ‘Jeg kan ikke lade være med at se det.

Den stakkels dreng.’

Han satte sig ved siden af hende og greb fjernbetjeningen og slog lyden fra. Billedet skiftede til tidligere optagelser fra ulykkesstedet, og Ray så sig selv bagfra sammen med Kate på vej derhen fra bilen. ‘Det forstår jeg godt,’ sagde han og lagde armen om hende. ‘Men vi skal nok finde dem.’

Vinklen skiftede igen, og Rays ansigt fyldte skærmen, mens han talte til kameraet og intervieweren et sted uden for billedet.

‘Tror du? Har I nogen spor?’

‘Næ, ikke rigtig.’ Ray sukkede. ‘Der var ingen, der så det ske – og hvis de gjorde, siger de ikke noget – så lige nu har vi kun retsmedicinerens rapport og vores iagttagelser.’

‘Er det muligt, at det ikke gik op for føreren af bilen, hvad vedkommende havde gjort?’ Mags satte sig op og vendte sig om imod ham. Hun skubbede sit hår bag øret med en utålmodig bevægelse. Mags havde haft den samme frisure, lige siden Ray mødte hende: langt og lige uden pandehår. Det var lige så mørkt som Rays, men i modsætning til hans var der ingen tegn på, at det var ved at blive gråt. Ray havde forsøgt sig med at lade skægget gro, lige efter at de havde fået Lucy, men han havde opgivet efter tre dage, da det stod klart, at det ville blive mere gråt end sort. Så han var blevet ved det glatbarberede og forsøgte at ignorere sine grånende tindinger, som Mags kaldte ‘distingverede’.

‘Det er umuligt,’ sagde Ray. ‘Drengen røg direkte op på motorhjelmen.’

Mags fortrak ikke en mine. Det følelsesladede udtryk, han havde set i hendes ansigt, da han kom hjem, var blevet afløst af den koncentration, som han huskede så godt fra dengang de arbejdede sammen.

‘I øvrigt,’ fortsatte Ray, ‘så standsede vedkommende bilen, bakkede og vendte rundt. Det kan godt være, at han eller hun 31

ikke vidste, at Jacob var blevet dræbt, men vedkommende kan ikke have været uvidende om at have ramt drengen.’

‘Har du haft nogen i gang med hospitalerne?’ sagde Mags.

‘Det kan være, at føreren også blev kvæstet, og …’

Ray smilede. ‘Vi har styr på det, det lover jeg dig.’ Han rejste sig. ‘Misforstå mig ikke, men det har været en lang dag, og jeg har bare lyst til en øl, se lidt tv og så i seng.’

‘Selvfølgelig,’ sagde Mags kort. ‘Bare gammel vane – du ved hvordan det er.’

‘Ja, ja det ved jeg godt, og jeg lover dig, at vi nok skal finde den bilist.’ Han kyssede hende på panden. ‘Det gør vi altid.’ Det gik op for Ray, at han lige havde lovet Mags, hvad han ikke havde kunnet love Jacobs mor, fordi det simpelthen var umuligt at garantere. Vi skal gøre vores bedste, havde han sagt. Han håbede bare, at deres bedste var godt nok.

Han gik ud i køkkenet efter en øl. Det var det med, at der var et barn involveret, der gik Mags sådan på. Måske var det dumt, at han havde fortalt hende om, hvordan ulykken var sket – det var jo svært nok for ham selv at undgå at lade sig påvirke følelsesmæssigt, så det var ikke så mærkeligt, at Mags havde det på samme måde. Han måtte hellere være ekstra omhyggelig med at holde detaljerne for sig selv.

Ray tog sin øl med ind i stuen og satte sig ved siden af hende i sofaen. Han zappede væk fra nyhederne og fandt et underholdningsprogram, som han vidste, at hun godt kunne lide.

Idet Ray lod den bunke sager, som han havde skovlet op ude i postrummet, falde ned på sit allerede overfyldte skrivebord, skred hele bunken på gulvet.

‘Ah, for helvede,’ sagde han og betragtede træt sit skrivebord.

Rengøringen havde været der, havde tømt papirkurven og gjort et halvhjertet forsøg på at tørre støv af rundt om rodet, hvilket 32

havde efterladt en kant af snavs rundt om hans indbakke. På hver side af tastaturet stod der en kop kold kaffe, og computerskærmen var dekoreret med et antal Post-it lapper med telefonbeskeder af varierende vigtighed. Ray pillede dem af og placerede dem på forsiden af sin kalender, hvor der allerede sad en skrigende pink Post-it, der mindede ham om at skrive sin MUS-rapport. Som om de ikke alle sammen havde rigeligt at se til. Ray kæmpede til stadighed med det bureaukratiske aspekt af sit job.

Han kunne ikke helt få sig selv til at gøre oprør imod det – når nu hans forfremmelse var så besnærende inden for rækkevidde – men han ville på den anden side aldrig komme til at synes om det. Efter hans mening var det spild af tid at bruge en hel time på at tale om hans personlige udvikling, ikke mindst når der som lige nu var et barns død at efterforske.

Mens han ventede på, at computeren skulle åbne, vippede han tilbage på stolen og betragtede fotografiet af Jacob, der var sat op med tegnestifter på væggen foran ham. Lige siden han begyndte som kriminalkommissær, og hans chef tørt havde mindet ham om, at uagtet papirnusseriet måtte han aldrig glemme, ‘hvad det her lortejob handler om’, havde han gjort det til en vane altid at have et foto af den vigtigste person i en efterforskning. Det plejede at ligge på hans skrivebord, indtil Mags en dag for nogle år siden var kommet ind forbi stationen. Hun havde haft et eller andet med til ham, han kunne ikke huske, hvad det var, måske en sagsmappe han havde glemt derhjemme eller hans madpakke. Han mindedes, hvordan han havde været irriteret over at blive afbrudt, da hun havde ringet ude fra modtagelsen, og hvordan irritationen var blevet til skyldfølelse, da det gik op for ham, at hun var taget helt ind på stationen bare for at se ham. På vejen til hans kontor var de gået forbi hendes gamle chefs kontor, så Mags kunne hilse på.

‘Er det ikke mærkeligt at være her igen?’ havde Ray spurgt, da de nåede ind på hans kontor.

33

Mags havde grinet. ‘Det er, som om jeg stadig arbejdede her.

Man kan forlade politiet, men politiet forlader aldrig én.’ Hun var gået lidt rundt og havde muntert ladet fingrene løbe hen over hans skrivebord.

‘Hvem er den anden kvinde i dit liv?’ havde hun drillende sagt og taget et foto, der stod lænet op ad det indrammede billede af hende og børnene.

‘Et mordoffer,’ havde Ray svaret og forsigtigt taget fotoet ud af hånden på Mags og lagt det på bordet. ‘Hun blev stukket sytten gange med en kniv af sin kæreste, fordi hun var lidt længe om at få lavet aftensmad.’

Hvis Mags var chokeret, viste hun det ikke. ‘Du har ikke billedet liggende i sagsmappen?’

‘Jeg kan godt lide at have det, hvor jeg kan se det,’ havde Ray sagt. ‘Så jeg ikke glemmer, hvad det egentlig er jeg laver, hvorfor jeg kommer tidligt og går sent – hvad det alt sammen skal til for.’

Hun havde nikket. Sommetider forstod hun ham bedre, end han var klar over.

‘Men ikke lige ved siden af os, Ray.’ Hun havde taget fotoet op igen og set sig om i kontoret efter et mere passende sted til det.

Hendes øjne faldt på den tomme opslagstavle på endevæggen, og med en tegnestift fra krukken på hans bord havde hun beslutsomt sat billedet af den smilende kvinde op midt på opslags­ tavlen.

Og dér var det blevet hængende.

Den smilende kvindes kæreste var for længst blevet anklaget for mordet, og en række af ofre for andre forbrydelser var kommet og gået i hendes sted. Den gamle mand, der var blevet banket gul og blå af en teenagebande; de fire kvinder, der havde været ude for seksuelle overgreb af en taxichauffør; og nu Jacob, stolt smilende i sin skoleuniform. Alle stolede de på Ray. Han kiggede ned over de notater, han havde gjort i sin kalender i går 34

aftes, da han forberedte sig til morgenens briefing. Det var ikke meget, de havde at gå efter. Da computeren bippede og fortalte ham, at den endelig var klar, hankede Ray mentalt op i sig selv.

Godt nok havde de ikke mange spor, men der var trods alt arbejde der skulle gøres.

Lidt i ti troppede Stumpy og hans team op på Rays kontor.

Stumpy og Dave Hillsdon satte sig godt til rette i to af de lave stole, der stod rundt om sofabordet, de andre stod op bagved eller lænede sig op ad væggen. Den tredje stol var ikke blevet besat, som om der var en tavs, gentlemanmæssig overenskomst. Det morede Ray at se, at Kate ignorerede tilbuddet og i stedet stillede sig nede bagved sammen med Malcolm Johnson. De havde midlertidigt fået forstærkning af to betjente fra ordenspolitiet, som stod og så ud til at befinde sig skidt i de jakkesæt, de havde lånt i al hast, samt af Phil Crocker fra færdselsuheldsenheden.

‘God morgen alle sammen,’ sagde Ray. ‘Jeg skal gøre det kort.

Jeg vil gerne præsentere jer for Brian Walton fra vagthold 1 og Pat Bryce fra vagthold 3. Godt at have jer om bord, drenge. Der er masser at lave, så I skal bare byde jer til.’ Brian og Pat nikkede. ‘Okay,’ fortsatte Ray, ‘formålet med den her briefing er at repetere, hvad vi ved om den flugtbilistsag fra Fishponds, og hvad de næste skridt er. Som I sikkert kan forestille jer, er chefen helt tæt inde over den her.’ Han så ned på sine notater, selv om han kunne indholdet udenad. ‘Mandag den 26. november kl. 16.28 modtog alarmcentralen et opkald fra en kvinde, der bor på Enfield Avenue. Hun havde hørt et højt brag og derefter et skrig. Da hun kom udenfor, var det hele ovre, og Jacobs mor sad bøjet over ham midt ude på vejen. Ambulanceresponstiden var seks minutter, og Jacob blev erklæret død på stedet.’

Ray tav et øjeblik for at lade sagens alvor stå klar for alle. Han skævede til Kate, men hendes ansigt var udtryksløst, og han vidste ikke, om han skulle være lettet over eller ked af, at det i den 35

grad var lykkedes hende at opbygge sit forsvar. Hun var ikke den eneste, der tilsyneladende slet ikke følte noget overhovedet.

En udefrakommende, der kiggede ind, kunne måske tro, at politifolkene var helt ligeglade med den lille drengs død, men Ray vidste, at de alle sammen var blevet berørt af det. Han fortsatte briefingen.

‘Jacob fyldte fem i oktober og var lige begyndt i skolen – St Mary’s, i Beckett Street. Den dag, det skete, havde Jacob været i fritidsordningen, mens hans mor var på arbejde. Ifølge hendes udsagn spadserede de hjem, og de gik og snakkede om, hvad der var hændt i løbet af dagen, da hun på et tidspunkt slap Jacobs hånd, og han løb over vejen i retning af deres hus. Efter hvad hun har sagt, er det noget, han har gjort før – han var ikke sikker i trafikken, og derfor sørgede hun altid for at holde godt fast i ham, når de gik på gaden. Bortset fra denne ene gang,’ tilføjede han stille. Et enkelt øjebliks uopmærksomhed, som hun aldrig vil kunne tilgive sig selv. Ray gøs uvægerligt.

‘Så hun bilen?’ spurgte Brian Walton.

‘Ikke rigtig. Hun hævder, at den i stedet for at bremse tværtimod havde speedet op, netop da den ramte Jacob, og at hun selv kun lige akkurat undgik at blive ramt; faktisk faldt hun og slog sig. Kollegerne på stedet bemærkede, at hun havde nogle skrammer, men hun ønskede ikke at blive behandlet for dem. Phil, vil du gennemgå gerningsstedet for os?’

Phil Crocker, den eneste uniformerede politimand iblandt dem, var ekspert i færdselsuheld, og med adskillige års erfaring fra færdselspolitiet var det ham, Ray trak ind, når der var trafik­ aspekter i en sag.

Phil trak på skuldrene. ‘Der er desværre ikke meget at berette.

Det våde vejr betyder, at der ikke er nogen dækspor, så jeg kan ikke give jer en estimeret hastighed og heller ikke sige noget om, hvorvidt den bremsede, inden den ramte. Vi fandt et stykke af 36

en plastikramme cirka tyve meter fra stedet, hvor påkørslen skete, og bilinspektøren har bekræftet, at det stammer fra en tågelygte på en Volvo.’

‘Det er da altid noget,’ sagde Ray. ‘Jeg har givet detaljerne til Stumpy,’ sagde Phil. ‘Derudover er jeg bange for, at jeg ikke har noget.’

‘Tak, Phil.’ Ray tog sine notater. ‘Obduktionsrapporten på Jacob siger, at han døde som følge af indre kvæstelser. Han havde adskillige knoglebrud og en punkteret milt.’ Ray havde selv været til stede ved obduktionen, ikke så meget af hensyn til bevisførelsen, som fordi han ikke kunne bære tanken om Jacob alene i det kolde lighus. Han havde været til stede uden at se, hvad han så, havde undgået at se på Jacobs ansigt og havde koncentreret sig om de kendsgerninger, som retspatologen havde fremlagt i staccato-tempo. De var begge lettede, da det var forbi.

‘Skal man dømme ud fra det område af kroppen, der er blevet ramt, har vi at gøre med en mindre bil eller en mellemklassebil, så vi kan udelukke kassevogne og firehjulstrækkere. Patologen fandt små stykker glas på Jacob, men jeg forstår, at man ikke kan forbinde dem med en bestemt biltype – er det ikke rigtigt, Phil?’

Ray skævede til Phil Crocker, der nikkede.

‘Glasset i sig selv er ikke specifikt for køretøjet,’ sagde Phil.

‘Hvis vi havde en gerningsmand, kunne vedkommende have matchende partikler i sit tøj – de er næsten umulige at fjerne.

Men vi fandt ikke noget glas på gerningsstedet, hvilket kunne indikere, at vindspejlet revnede ved sammenstødet, men ikke gik i stykker. Får vi bilen, så sammenholder vi den med det, vi fandt på offeret, men uden den …’

‘Men det hjælper os da i hvert fald til at få bekræftet, hvilke skader der kan være på bilen,’ sagde Ray i et forsøg på at få noget positivt ud af de få spor, de faktisk havde. ‘Stumpy, kunne du ikke gennemgå, hvad der er blevet gjort indtil nu?’

37

Stumpy så op på væggen i Rays kontor, hvor efterforskningen formede sig som en mosaik af kort, diagrammer og flipoverark med lister over, hvad der skulle gøres. ‘Kollegaerne begyndte på dør-til-dør samme aften og fortsatte dagen efter. Flere vidner havde hørt, hvad de beskrev som et “højt brag”, efterfulgt af et skrig, men ingen af dem så bilen. Vi har haft kollegaer ude på skolen for at tale med forældrene, og vi har fordelt flyveblade i postkasserne i gaderne på begge sider af Enfield Avenue med opfordring til vidner om at henvende sig. Vi har også stadig plakater oppe, og Kate følger op på de opkald, vi har fået ud af det.’

‘Noget brugbart?’

Stumpy rystede på hovedet. ‘Det ser ikke godt ud.’

Ray ignorerede hans pessimisme. ‘Hvornår kommer vores opfordring på i Crimewatch?’

‘I morgen aften. Vi har fået lavet en rekonstruktion af ulykken, og de har nogle smarte tegninger, der viser, hvordan bilen kan have set ud, og så kører de det interview, deres vært lavede med kriminalkommissæren.’

‘Vi må have nogen, der bliver her i aften og med det samme tager de vigtigste spor, der måtte komme ind, når udsendelsen kører,’ sagde Ray. ‘Resten kan vi tage os af hen ad vejen.’ Der blev stille, og han kiggede forventningsfuldt rundt i lokalet. ‘Ja, nogen skal …’

‘Det kan jeg godt.’ Kate vinkede, og Ray nikkede anerkendende til hende.

‘Hvad med den tågelygte, Phil nævnede?’ sagde Ray. ‘Volvo har givet os nummeret på reservedelen, og vi har fået en liste over alle værksteder, der har bestilt den i løbet af de sidste ti dage. Jeg har bedt Malcolm om at kontakte dem – de lokale først – og få numrene på de biler, som de har monteret den tågelygte på siden ulykken.’

38

‘Okay,’ sagde Ray. ‘Lad os have det med i den videre efterforskning, men glem ikke, at det kun er et enkelt spor – vi kan ikke være fuldstændig sikre på, at det er en Volvo, vi leder efter.

Hvem sidder med overvågningsvideoerne?’

‘Det gør vi.’ Brian Walton rakte hånden i vejret. ‘Vi har beslaglagt alt, hvad vi har kunnet få fat på: Fra alle de offentlige kameraer og fra forretningerne og tankstationerne i området. Vi har kun taget den halve time før ulykken og den halve time efter, men alligevel er der flere hundrede timer at komme igennem.’

Ray krympede sig ved tanken om sit overtidsbudget. ‘Lad mig få listen med overvågningskameraer,’ sagde han. ‘Vi kan ikke gennemse det hele, så jeg vil gerne høre, hvad I mener vi skal prioritere.’

Brian nikkede.

‘Nå, men der er jo rigeligt at gå videre med,’ sagde Ray. Han smilede tilfreds, selv om han var bekymret. Der var nu gået 14 dage fra den ‘gyldne time’ umiddelbart efter en forbrydelse, i hvilken chancerne for at finde afgørende spor var størst, og selv om teamet lå vandret, var de ikke kommet nogen vegne. Han tav et øjeblik, inden han fortsatte med den dårlige nyhed: ‘Det kommer sikkert ikke som en overraskelse for jer, at al ferie er inddraget indtil videre. Jeg er ked af det, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for sikre, at I alle sammen får noget tid med jeres familier hen over julen.’

Der var en utilfreds mumlen, da hele flokken forlod lokalet, men ingen beklagede sig, og Ray vidste, at det ville de heller ikke gøre. Selv om ingen sagde det, tænkte de alle på, hvordan julen ville blive for Jacobs mor i år.