Solsorten uddrag

Linda Olsson

Solsorten synger En roman OversĂŚttelse: Christian Bundegaard

Af samme forfatter Astrid & Veronika ∙ roman 2008 Sonate til Miriam ∙ roman 2009 Det gode i dig ∙ roman 2011

SOLSORTEN SYNGER er oversat fra svensk efter I skymningen sjunger koltrasten Copyright © Linda Olsson 2014 Oversættelse: Christian Bundegaard Omslag: Imperiet Bogen er sat med Sabon Hos k at·a rt og trykt hos Scandinavian Books A/S Printed in Denmark 2015 1. udgave, 1. oplag, 2015 ISBN 978-87-933381-1-1 Dansk copyright: Aronsen, i samarbejde med Partners in Stories Stockholm AB Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan. Og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Aronsen – København 2015 www.forlagetaronsen.dk

Til Thomas, som aldrig tvivlede

V I do not know which to prefer, The beauty of inflections Or the beauty of innuendoes, The blackbird whistling Or just after.

Jeg ved ikke hvad jeg foretrækker: Skønheden i tonefaldet eller skønheden i det usagte, solsorten der fløjter eller lige bagefter.

F r a Thirt e e n

ways of look i ng at a bl ac k bir d

af

Wa ll ace St ev ens

PROL O G

Vinden var kommet fra Stadsgårdskajen og var taget til, da den ramte den stejle klippevæg på sin vej sydover. Den medbragte sin egen tørre, lammende kulde, men havde desuden samlet væde og mørke fra det sorte vand i havnen, hvor isen netop var brudt op. Oppe på Mosebacke fik den yderligere fart på og drønede skånselsløst videre gennem de smalle gader.

Så pludselig slog kirkeklokkerne i Katarina Kirke to.

Lyden var skarp og gennemtrængende. Der var intet derude, der kunne fange den og dæmpe den. Den styrtede ned fra kirkeklokkerne og vældede ud over kirkegården med dens tørre græsplæner, hvor de nøgne træer stod sorte og stivnede, ude af stand til at yde nogen modstand.

1.

Nogle gange havde det ringet på døren. Til sidst havde hun foldet en stump toiletpapir sammen og sat det ind i ringeklokken. Derefter havde hun ikke hørt mere til den. Om det skyldtes, at der ikke var nogen, der ringede på, eller at toiletpapiret udfyldte sin funktion, vidste hun ikke. Hvis det ikke virkede, ville hun enten være nødt til at høre på den, indtil den der ringede på gav op; eller også måtte hun bede vedkommende om at lade hende være i fred. Det var hun ikke sikker på at hun kunne. Hun stolede ikke på sin stemme. Vidste ikke længere om den kunne holde. For hver dag med tavshed blev hun mere og mere usikker på det.

Lejligheden var blevet som en skal der omsluttede hende. Den var ikke en del af hende, men den beskyttede hende. De fleste af hendes ejendele lå stadig pakket ned i kasser. Ejendele. Hvilket besynderligt ord. Det passede slet ikke på det forhold hun havde til de ting. De hørte ikke til hende længere. Hun havde ikke engang rigtig set, hvad det var hun havde fået med sig, det hele var gået så hurtigt.

Hun havde ikke brug for noget af det, og hun kunne ikke forestille sig, at hun nogensinde ville komme til at pakke kasserne ud.

Der trængte lyde igennem forskellige steder fra. Fra trappeopgangen, fra gaden og fra naboernes lejligheder.

En stol der blev trukket hen over gulvet ovenpå. Skridt.

Og det værste af det hele, fjerne stemmer. Små lyde, tegn på liv, der rev hendes hud som skarpe kløer.

9

Og så kirkeklokkerne. Den stadigt tilbagevendende lyd af kirkeklokker. Disse meningsløse tidsmålere. Vi var i marts måned nu. Næsten to måneder havde hun været her. Og det var mandag i dag, var det ikke? Eller var det tirsdag?

Hun havde stadig nogle poser suppe tilbage. Men der begyndte at blive tomt i skabene og i køleskabet. Det bekymrede hende, for hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, når der ikke var mere mad. Vente på at hendes krop gav op? Hvor lang tid ville det tage? Og hvis det var sådan det skulle ende, hvorfor så ikke fremskynde processen?

Og smide det ud hun havde tilbage. Hun skubbede tanken til side. Forsøgte at gøre sig tom igen. Ingen tanker. Hun lukkede øjnene og håbede på at synke ned i en tilstand af intet. Var det for meget forlangt?

Når hun lå helt stille i sengen, tålmodigt – og hendes tålmodighed havde nået nye højder – skete det at Kvinden i Grønt dukkede op. Akkurat som hun havde plejet at dukke op i hendes barndoms febervildelser. Altid siddende ved sit klaver uden at røre sig; med den smalle ryg vendt mod hende og klædt i den grønne spadseredragt. Med hovedet let bøjet og det brune hår samlet i en tung knold sad hun dér, ubevægelig i en evig skumring. Uden en lyd.

Uden nogensinde at bevæge sig. Kun den dér ildevarslende, ladede stilhed, som skabte en ualmindelig væmmelig håbløshed hinsides hendes kontrol.

Først troede hun at de var de samme. Synerne, eller hvad hun nu skulle kalde dem. Hun kunne ligge dér og glide ind og ud af søvnen med koldsved på panden og en brændende varm krop, som om hun havde feber. Så følte hun en 10

kvælende væmmelse, akkurat som da hun var barn. Og så viste den stumme og ubevægelige skikkelse sig, som samtidig med sin tilsyneladende fredfyldte fremtræden indgav en intens følelse af rædsel og total magtesløshed.

Hun kunne ikke huske, hvornår hun så Kvinden i Grønt første gang. Det var som om hun altid havde været der, et sted i mørket bag ved virkeligheden. Da hun var lille, havde hun frygtet hende så meget, at blot den mindste antydning af feber fuldstændig kunne lamme hende. Ikke fordi synerne i sig selv var skræmmende, tværtimod. Der skete aldrig noget. Efterhånden som årene gik, var synerne forsvundet, og til sidst troede hun at hun var vokset fra dem for altid.

Men nu var de kommet tilbage, og hun var lige så hjælpeløs, som da hun var barn. Der var intet der kunne beskytte hende imod dem, og ingen steder at gemme sig for dem. Mærkeligt nok var disse møder – hun var begyndt at tænke på dem som møder – også sært dragende. Hun var lige så stille begyndt at længes efter dem. De var mindst lige så ubehagelige som før, måske endda mere. Men de havde gennemgået en næsten umærkelig forandring. De var ikke længere helt de samme. Det var svært at sætte fingeren på, hvad det var der havde forandret sig. Hun ville nærmest beskrive det på den måde, at det var som om der var opstået en form for kontakt. En form for ikke-­ kommunikation, der alligevel var en slags kommunika­ tion.

Det var ikke fordi Kvinden i Grønt var begyndt at sige eller gøre noget. Nej, hun forblev ubevægelig, bortvendt, 11

lukket inde i sin mørke verden, i sit eget mørke. Og dog…

Det var som om de begge ventede på, at noget skulle begynde. Så hun lå dér i sin seng med en følelse af dyb forventning.

Men i stedet skar en lyd nu gennem lejligheden. Den rev den stilhed i stykker, hun så møjsommeligt havde bygget op, og opløste i løbet af et øjeblik alle de følelser hun havde været fyldt af.

Den lyddæmpede dørklokke klikkede flere gange. Hendes håbløse forsøg på at bringe den til tavshed havde blot skabt en meget mere påtrængende lyd.

Så blev der stille igen.

Hun fornemmede at de begge to ventede. Hun, derinde, og denne nogen uden for hendes dør.

Til sidst bankede det på. En gang. Så en gang til, mere ihærdigt. Hun mærkede hvordan hun bed tænderne sammen og knyttede næverne, som om hun forberedte sig på at forsvare sig mod et angreb. En brutal indtrængen, det var hvad det var. Hun satte sig op i sengen og hvilede på albuerne. Lyttede. Ventede åndeløst.

En skrabende lyd. Så en stemme.

“Hallo! Er der nogen hjemme?” Det lød som en ung mand. Pause.

“Jeg har en pakke til dig. Den blev afleveret hos mig ved en fejltagelse.” Stemmen var opfordrende, afventede svar.

Igen en pause. Hun holdt vejret.

“Jeg lægger den her ved døren, hvis det er okay. Den kan ikke komme gennem brevsprækken.”

Hun ventede.

12

Lyden af brevsprækken der smækkede i. Havde han kigget ind gennem den? Set hendes mørke? I så fald måtte han vel være gået ud fra, at der ikke var nogen hjemme.

Til sidst atter tavshed og stilhed. Hun sank tilbage på puden. Hendes pande var fugtig af koldsved.

Men så igen, som et slag i ansigtet, lyden af brevsprækken der blev åbnet igen. Og stemmen.

“Nå, men så hej igen.”

Som om han vidste at hun skjulte sig derinde. Den svage lyd af skridt i opgangen. En dør der blev lukket.

Hun trak vejret igen, blundede, stod op og gik ud i køkkenet. * * * Uden at tænde lyset rakte hun ud efter det glas, som hun vidste stod ved siden af vasken, og fyldte det med vand.

Hun drak langsomt af det, mens hun prøvede at gætte hvad klokken kunne være. Ikke fordi det betød noget. Det føltes som om tiden var et sprog der blev talt derude, i en anden verden, og som hun blev tvunget til at forsøge at forstå.

Det var ikke klokkeslættet hun var ude efter, hun tænkte bare på om hun mon kunne åbne døren og tage pakken ind uden at risikere at møde nogen. Hun ville ikke have at en af naboerne skulle opdage det og forsøge at komme i kontakt med hende. Hun stillede sig ved vinduet og kiggede ud. Det var ganske vist mørkt, men ikke helt vintermørkt længere. Det var som om himlen var en tynd, mørk hinde udspændt over noget en anelse lysere bag ved den.

13

Gaden var helt mennesketom, så hun gik ud fra at det måtte være sent. Hun gik ud i gangen og stod et øjeblik med hånden på dørhåndtaget, inden hun forsigtigt åbnede døren på klem. Trappeopgangen var mørk og hun bøjede sig hurtigt ned og tog det der lå på måtten. Det var ikke en pakke, men et anbefalet brev, kunne hun mærke. Men han havde haft ret. Det var for tykt til brevsprækken.

Hun trak vejret dybt nogle gange. Hun var ikke interesseret i denne kontakt. Ville ikke mindes om virkeligheden derude. Det var slemt nok med den post der landede på dørmåtten. Hun havde lagt den i en bunke på køkkenbordet og forsøgt at lade være med at tænke på den. Da hun nu lagde kuverten øverst i bunken, gik det op for hende hvor underligt det var, at hun ikke bare havde smidt posten direkte i skraldespanden. Hvorfor havde hun gemt alle disse uvelkomne livstegn? Hun skulle ikke bruge dem til noget.

Men nu denne kuvert. Det var anderledes med den. I løbet af et øjeblik havde den sat hende i taknemmelighedsgæld til vedkommende der havde lagt den uden for hendes dør. Den havde etableret en slags forhold mellem dem; mellem den usynlige nabo og hende selv. Hun ville overhovedet ikke have noget forhold af nogen slags til nogen. Det pinte hende, at hun følte denne påtvungne taknemmelighed. Det var simpelthen ikke til at holde ud.

Hun gik flere gange frem og tilbage mellem køkkenet og stuen. Irriteret tog hun kuverten og slog den mod håndfladen. Hun kunne smide den ud. Men det ville ikke ændre noget. Hendes nabo havde gjort hende en tjeneste, hvor 14

uvelkommen den end var. Hun lod kuverten falde ned på køkkenbordet og gik ind i stuen igen. Hun hev hurtigt flapperne op på en af de mange kasser med bøger. Hun rakte ned under det øverste lag og tog nogle af bøgerne op. Mærkeligt. Hendes hænder huskede det som hun selv havde fortrængt. Så snart hun holdt en af bøgerne mellem hænderne, vidste hun hvilken det var. Og dermed også hvilken kasse det drejede sig om. Det gik op for hende at det ikke var den kasse hun havde tænkt på, og hun åbnede yderligere to inden hun fandt hvad hun søgte. Hun tog det tunge bind op og rejste sig. Inden hun nåede at fortryde, gik hun ud på trappen og listede stille hen over det kolde marmorgulv til naboens dør.

“E. Blom” stod der på messingskiltet. Så også det havde han ret i. Fejlen var forståelig. De havde samme efternavn.

Til og med de samme initialer. Måske lå der post til denne E. Blom i bunken på hendes køkkenbord. Det havde aldrig foresvævet hende at se efter om al posten faktisk var til hende. Og som sagt havde hun ikke åbnet noget af den.

På hendes dør stod der bare “Blom”.

Hun stillede bogen ved hans dør, lænet op ad væggen.

Hun vidste ikke hvorfor hun valgte netop den. Hun havde kun den unge stemme at gå efter. Og så det at han havde fornemmet at hun måtte være derinde. Hun vidste at det var sådan det var. Og at han havde gidet at sige hej. Af en eller anden grund kunne hun ikke få det ud af hovedet igen.

Breve til en ung digter. Rainer Maria Rilke. Sønderlæst og fuld af æselører. Og sikkert helt forkert. Men nu stod 15

den der i hvert fald. Uden takkekort. Måske ville han ikke kunne forstå hvorfor den stod der eller hvem den var fra.

Det spillede ingen rolle. Hun var befriet for sin taknemmelighed. Gælden var betalt, de var kvit.

Lige så stille vendte freden og roen tilbage. Hun satte sig ved bordet i køkkenet. Brevet interesserede hende overhovedet ikke og hun smed det over i bunken med al den anden post. Der var kun en enkelt ting hun manglede at gøre inden hun endelig kunne gå ind i seng igen.

Hun tændte den lille lampe i vinduet og åbnede den sorte dagbog der lå på bordet. Tog pennen og begyndte at skrive. Hun vidste egentlig ikke hvorfor. Eller til hvem.

Det gjorde tilværelsen tydeligere. Forklarede det der var svært at forstå. Men på en måde virkede det meningsløst nu. Et ritual uden indhold. Der var ikke længere noget at forstå. Alligevel blev hun ved. Korte optegnelser, en eller et par gange om dagen.

Da hun var færdig varede det et godt stykke tid inden hun genvandt mørket.

2.

Han fandt bogen om eftermiddagen næste dag. Han havde arbejdet det meste af natten og sovet til langt op ad dagen. Det var da han var på vej ud at han fik øje på den.

Det var tydeligt at den ikke bare var havnet foran hans dør ved en tilfældighed. At den ligesom bare skulle være faldet ud af nogens taske eller lomme. Nej, den stod pænt lænet op ad dørkarmen. Der var ikke noget kort i den eller en hilsen af nogen slags, men alligevel vidste han hvem der havde stillet den der.

Han havde lagt mærke til hende allerede den dag hun flyttede ind. En mørk skikkelse som hurtigt var skrået over gaden, hvor sneen lå ankelhøjt, og havde vist vej for flyttefolkene. Skønt det var den eneste gang han havde set hende var han sikker på at det var hende der boede inde ved siden af. Han kunne ikke forklare hvorfor, det var han bare. Selv om han havde følt sig som en idiot da han havde åbnet brevsprækken og råbt sit fjollede “nå, men så hej igen,” så fortrød han det ikke. Eftersom hun ikke havde åbnet og ikke havde svaret måtte hun jo ville være i fred, det havde han forstået. Men der kunne jo være noget galt. Måske lå hun og var død derinde. Nej, det gjorde hun ikke. Det var han af en eller anden grund sikker på. Han havde været helt sikker på at hun var derinde bag den lukkede dør og hørte ham. Og nu stod den bog uden for hans dør og bekræftede det. Han havde haft ret.

En bog. Hun havde givet ham en bog. Hun kunne jo 17

ikke vide hvor skævt det var. Hvor svært han havde ved at komme igennem selv de korteste tekster. Men han havde da taget den op og kigget lidt på den. Begyndt at pløje sig igennem det der stod på bagsiden. Breve til en ung digter.

Det blev værre og værre. Kunne ikke være mere skævt.

Han smed den fra sig.

Men da han kom hjem den aften samlede han bogen op igen. Som sædvanlig når han skulle forsøge at læse noget fandt han sin tegneblok frem og penne, pensler og tusch.

Andre mennesker læste for deres fornøjelses skyld. Det havde han aldrig forstået. For ham var det hårdt arbejde.

Så besværligt at han forsøgte helt at undgå det. Processen var forbundet med alt det han havde forsøgt at lægge bag sig. Ubehagelige erindringer fra skolen. Alene ordet: ordblind. Mor. Alt det lort han havde forsøgt at holde ude af sin lejlighed.

At forsøge at tolke bogstaverne og forme dem til ord, et bogstav ad gangen, et ord ad gangen, var så enormt besværligt. Det var næsten som om de sorte tegn på siden trængte ind i hans hoved, bare uden nogen orden og sammenhæng.

Som om de dansede derinde, hånligt utilnærmelige.

Han havde en del bøger i reolen i gangen, men han åbnede dem aldrig igen, når det først var lykkedes ham at komme igennem dem. I stedet lå ordene gemt mellem de bunker af papir og tegneblokke som fyldte op på reolerne i gangen og i stuen, som var hans arbejdsværelse. På tegneblokkene fandtes teksterne oversat til noget han kunne læse. Hvert ord, hver sætning det var lykkedes ham at tolke, fandtes i hans billeder.

18

Da han havde lært Otto ovenover at kende havde han også givet ham bøger. Otto havde pillet den ene efter den anden ned fra sine bugnende reoler og rakt dem til ham.

“Den her må du simpelthen læse” og “har du virkelig ikke læst den her?” Det varede noget før han kunne få sig selv til at sige til Otto at de fleste af bøgerne ville han aldrig komme igennem. Tykke klassikere på fem-seks hundrede sider. Små typer på gulnet papir. Så var det at Otto begyndte at fortælle dem for ham i stedet for. Han læste ikke op men fortalte frit fra hukommelsen. Måske syntes han at det var mere hensynsfuldt at gøre det sådan. At Elias ikke blev mindet så meget om sit handikap på den måde.

Og det var rigtigt; de følte begge at det var bedre sådan.

Elias kunne selvfølgelig ikke bedømme i hvilken grad Ottos version stemte overens med originalen, men det spillede heller ingen rolle.

Men nu sad han og hakkede sig igennem den tynde bog, ét ord ad gangen. Vinden peb udenfor vinduet og ruden dirrede, men Elias bemærkede det ikke. Han var langt inde i det han havde givet sig i kast med. I lyskeglen fra arbejdslampen tegnede han tegning efter tegning. Bunken med det andet, næsten færdige projekt skubbede han til side. Det måtte vente.

Det tog ham en uge.

Så havde han praktisk taget fyldt hele blokken. Og kunne mere eller mindre Rilkes Breve til en ung digter uden­ad.

Da han var færdig med bogen havde han lavet endnu en tegning. Når han holdt tegningen op foran sig kunne han mere eller mindre ordret gentage teksten: 19

Dette frem for alt: spørg Dem selv i Deres stilleste nattetime: må jeg absolut skrive? Grav i Dem selv efter et dybt svar. Og hvis dette skulle lyde bekræftende, hvis De kan møde dette alvorlige spørgsmål med et stærkt og enkelt “jeg må”, så byg Deres liv efter denne nødvendighed; Deres liv må helt ind i dets ligegyldigste og ringeste time blive et tegn på og et vidnesbyrd om denne trang.

Han så på sit billede og det gik op for ham at han havde udskiftet ordet “skrive” med “tegne”. Og på det spørgsmål havde han et helt klart svar.

Nederst på arket skrev han: “Ja, jeg må.”

Så rev han tegningen af blokken, foldede den på midten og stoppede den ind i bogen på den side hvor teksten hørte hjemme.

Det var sent. Eller tidligt, afhængig af hvordan man så på det. Men han tog sin jakke på og støvlerne og tog bogen og åbnede yderdøren og gik ud på trappen. Han stod et øjeblik foran hendes dør. Der var ikke en lyd at høre. Så bøjede han sig ned og stillede bogen på samme måde som han havde fundet den ved sin egen dør.

Udenfor var det stadig helt mørkt. Han stod i læ i gadedøren og lynede jakken, tog hue og handsker op af lommen og så op mod den mørke himmel. Hans ånde steg op som hvid røg i den kolde luft for derpå hurtigt at forsvinde. Morgengryet var endnu flere timer borte. Det var hans tid. Han gik med raske skridt over kirkegården og drejede op mod Mosebacke. Han mødte ingen.

3.

Hun stod i det mørke køkken og havde lige ført glasset med vand op til læberne da hun hørte lyden af skridt i trappe­ opgangen. Det var for sent til at kunne være en nabo der kom hjem og for tidligt til at kunne være avisbuddet. Hun havde ikke hørt porten blive åbnet. Skridtene standsede ud for hendes dør. Så blev der stille. Hun listede ud i gangen.

Stod han uden for hendes dør midt om natten? Det var en ubehagelig tanke. Ligefrem skræmmende. Hun holdt vejret og lyttede opmærksomt. Så hørte hun en svag lyd. Hun kunne ikke afgøre hvad det var; ikke en skramlen og ikke et bump. Blot en ubetydelig lyd, som på en vis måde antydede at vedkommende derude foretog sig et eller andet.

Ville han igen åbne brevsprækken? Instinktivt trådte hun et par skridt tilbage. Hun lyttede, spændt som en fjeder.

Men der kom ingen klik-lyd fra den dæmpede dørklokke og ingen klapren af brevsmækken. Ikke en lyd overhovedet. Og ingen normale mennesker ville vel i øvrigt ringe på midt om natten hos en nabo de ikke kender? Medmindre det drejede sig om noget akut. Men de forsigtige, sagte skridt tydede bestemt ikke på en nødsituation. Det var virkelig mærkeligt. Hun lyttede. Igen lød der skridt. Hen over gulvet og ned ad trappen. Så blev gadedøren åbnet og smækkede i igen. Hun gik hurtigt ind i soveværelset, stadig med glasset i hånden, og så ned på gaden.

Det varede lidt før hun så ham, han måtte være standset op i gadedøren. Men dér gik han. Høj. Ja, at han var høj 21

og gik med lange, hurtige skridt var i virkeligheden det eneste hun kunne se. Læderjakke og strikket hue. Bedre ville hun ikke kunnet have beskrevet ham. Alligevel virkede han allerede bekendt på en eller anden måde. Hun rystede på hovedet. En fjollet tanke. Men nu havde hun i hvert fald en skikkelse at føje til den stemme hun havde hørt tidligere. E. Blom. Hvad stod E’et for? Erik? Det var faktisk det eneste drengenavn til en så ung mand hun kunne komme på. Ingen hed Evald eller Ejnar eller Evert nu om stunder. Eller gjorde de? Det var længe siden hun havde tænkt på svenske drengenavne. Eller på navne i det hele taget.

Hun stillede glasset fra sig og gik ud i gangen. Der var stille igen og hun åbnede forsigtigt yderdøren på klem.

Trappeopgangen lå hen i halvmørke, kun oplyst af lampen over gadedøren. Men alligevel så hun den straks. Bogen.

Dér stod den, præcis som hun selv havde stillet den ved døren overfor, lænet op ad dørkarmen. Hun fnyste af irrita­ tion. Havde han afvist hendes taknemmelighedsgestus?

Efter at have haft bogen i over en uge? Hun havde følt sig så overbevist om at balancen var genoprettet. At de var kvit.

Da hun tog bogen op faldt et sammenfoldet stykke papir ud. Det lykkedes hende at gribe det i faldet, hun trådte et skridt tilbage og lukkede stille døren efter sig.

Hun satte sig ved bordet i køkkenet. Tøvede men endte alligevel med at række ud og tænde den lille lampe der stod i vindueskarmen. Det pludselige lys fik hende til at fare sammen og hun lukkede øjnene hårdt i og holdt dem lukkede et stykke tid. Da hun forsigtigt åbnede øjnene 22

igen faldt hendes blik på bunken med post. Hun skubbede den til side og lagde bogen og papiret foran sig. Så foldede hun forsigtigt papiret ud. Hun vidste ikke hvad hun havde forventet. En slags besked måske. En forklaring på hvorfor han havde stillet bogen tilbage. Måske til og med nogle ord til tak. Men det var der ikke noget af. Det var en tegning, tegnet med sort tusch. Den lignede ikke noget hun havde set før. Selv om billedet ikke forestillede noget hun havde set før var formerne sært naturlige. De slyngede sig om hinanden så de dannede en slags ensartet helhed. Et mønster. Det var en helhed, men en helhed hvor hver detalje var udsøgt gennemført og helt unik. Hun kunne ikke for alt i verden begribe hvad det skulle forestille, hvis det da skulle forestille noget overhovedet. Eller hvad meningen var. Så fik hun øje på at der var skrevet noget i kanten længst nede. “Ja, jeg må.” Ikke andet. Hun fnyste igen og lod papiret falde ned på bordet. Hvad skulle det betyde?

Det var helt ubegribeligt. Måske papiret bare var en slags bogmærke? Noget der ikke var tiltænkt hende? Hun tog bogen op og åbnede den. Det virkede som om den helt af sig selv sprang op på en bestemt side. Som om den for nylig havde været åbnet netop dér. Hun bøjede sig frem og begyndte at læse. Hun behøvede kun at læse nogle få ord før hun genkendte stedet. Hun havde læst det mange gange.

Haft det stående i sin notesbog siden hun gik i skole.

Dette frem for alt: spørg Dem selv i Deres stilleste nattetime: …

Han havde ikke blot læst bogen, han havde også taget indholdet til sig. Og havde åbenbart villet have at hun 23

skulle vide det. Det føltes som om han havde villet takke hende.

Hun rejste sig. Hun havde svært ved at få vejret og fyldte igen glasset med vand og drak langsomt.

“Latterligt,” tænkte hun. “Latterligt og patetisk. Hvorfor tog jeg overhovedet det møg ind igen?”

Hun kneb øjnene sammen. Drak en slurk til.

“Så er taknemmeligheden tilbage hos mig! Den skide tegning! Den skide bog!” Hun greb bogen og tegningen og kastede dem rasende ud i gangen. Men tårerne kunne hun ikke skjule.

4.

Han arbejdede bedst om aftenen og om natten, men efter at han var begyndt på det nye projekt hændte det stadig oftere at han vågnede tidligt og gik direkte ud og satte sig ved arbejdsbordet. Det var længe siden han havde haft det på den her måde. Både historien og billederne kom helt selvfølgeligt – han mindedes ikke at det nogensinde havde føltes så rigtigt. Måske med den allerførste bog, men dengang havde han ikke vidst hvad det egentlig var han lavede. Dengang havde det bare været en måde at overleve på. Han havde tegnet for at klamre sig til livet lidt endnu.

Forsøge at slippe for at tænke fremad. At det skulle blive til en bog havde han slet ikke tænkt på dengang. Men det blev det jo faktisk. Og en til. Og til sidst blev det et arbejde. Det som mor kaldte “Elias’ hobby” og Gunnar hans “skide krims-krams” var faktisk blevet til et arbejde som betalte huslejen og maden. Og lidt til.

Han havde givet den nye mappe på computeren en titel: Solsorten. Ikke fordi hun sang. Han havde jo aldrig hørt en lyd fra hende. Knap nok set hende, for den sags skyld. Kun silhuetten af en mørk skikkelse i en tyk frakke og vinterhue. De tegninger han tegnede havde egentlig ikke noget som helst at gøre med hvem hun måske egentlig var. Det var bare hans fantasier om en usynlig nabo. Her sad han dag ud og dag ind og fandt på en historie om en kvinde han aldrig havde mødt. Gjorde hende til en fugl.

Temmelig perverst, hvis man tænkte nærmere over det.

25

Men det var netop hvad han havde tænkt sig ikke at gøre.

Han ville ikke et øjeblik tænke nærmere over det. Han ville fastholde denne stemning. Spændingen. For det var faktisk sådan det føltes. Hans arbejde var blevet spændende igen. Når han satte sig ned og greb pennen og begyndte at skitsere, havde han ingen anelse om hvad det skulle blive til. Alligevel følte han ikke den mindste tvivl og hvert billede virkede fuldstændig selvfølgeligt så snart det var færdigt.

Hvad han skulle gøre med hensyn til teksterne vidste han ikke. Han havde taget for givet at Maja skulle skrive dem for ham som sædvanlig. Derfor havde det været så stor en skuffelse da hun ikke ville. Hendes egen roman var endelig blevet antaget og nu arbejdede hun fuldtid på den. Der var ikke andet at gøre end at ønske hende til lykke og være glad på hendes vegne. Men nu måtte han finde en anden. Hvordan det så end skulle gå til. Maja læste ham perfekt. Ofte var det nok at hun så en enkelt tegning, så kom den rette tekst. Som om hun tænkte præcis som han. Hun kendte ham ud og ind og de havde lavet historier sammen lige siden de lærte hinanden at kende i første klasse. Hun havde ordene og han havde billederne. Ingen førte an, ingen fulgte efter. Og de var begge lige afgørende for resultatet.

Men nu var det som det var. Skulle det her blive til en bog måtte en anden skrive ordene. Lige nu var det nok med tegningerne. Hvad han senere skulle gøre havde han ikke tænkt sig at spekulere over nu.

Han så overrasket op da han hørte Otto banke i gulvet i lejligheden ovenover. Otto signalerede at middagen var 26

serveret. Det gik op for ham at hele dagen var gået. Modvilligt lagde han pennen fra sig og rejste sig med øjnene fæstnede på den halvfærdige tegning. Han kunne se hele historien for sig. Han rynkede panden. Det forbandede handikap. Han havde historien i hovedet men kunne for alt i verden hverken formulere den eller skrive den ned.

Det var som at høre musik inde i hovedet og ikke kunne synge eller spille den. Låst inde i hans hoved var historien værdiløs. Eksisterede ikke for nogen anden end ham selv.

Han rev sig løs fra tegnebordet og gik ud på badeværelset, klædte sig af og stillede sig ind under bruseren. Lukkede øjnene og lod vandet løbe ned over ansigtet. På en måde var det rigtigt, det med at han kun havde halvdelen af de evner der skulle til. Hele hans forbandede liv var et halvliv.

Han kunne sidde her og tegne sine forbandede tegninger og lytte til sine historier. Men hvad var det egentlig for et liv?

Han lukkede for vandet, tørrede sig og klædte sig på igen.

Og så gik han op til Otto.