Dit liv i din hænder - uddrag

Dit liv i dine hĂŚnder

JANE PLANT

Dit liv i dine hænder Lær at forstå, forebygge og overvinde brystkræft og æggestokkræft Praktiske råd om kost og livsstil til alle med brystkræft, æggestokkræft og andre kræftformer

Oversat af Ellen Strandgaard

FORLAGET ARONSEN

Dit liv i dine hænder Lær at forstå, forebygge og overvinde brystkræft og æggestokkræft er oversat fra engelsk efter Your Life in Your Hands Understand, Prevent and Overcome Breast Cancer and Ovarian Cancer www.janeplant.com Copyright © Jane Plant 2000, 2003, 2007 First published by Virgin Books Ltd Published by arrangement with Tönnheim Literary Agency, Sweden Oversættelse: Ellen Strandgaard Omslag: Sisterbrandt designstue Bogen er sat med Celeste hos Christensen Grafisk og trykt hos WS Bookwell, Finland Printed in Finland 1. udgave, 2. oplag, 2008 ISBN 978-87-991109-4-0 Dansk copyright: Forlaget Aronsen

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan. Og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Det er tilladt at bringe kortere uddrag i forbindelse med anmeldelser og omtaler af bogen.

Forlaget Aronsen - København 2008 www.forlagetaronsen.dk

Til mine børn Mark, Emma og Thomas

Indhold

Dansk forord

9

Forord til fjerde udgave

12

Et par indledende ord

17

1 Hatten, boaslangen og forskeren

20

Om hvorfor jeg som naturvidenskabelig forsker nærmer mig problemet brystkræft på en anden måde end læger og ortodokse medicinske forskere. Hvordan min uddannelse og erfaring som jordbundskemiker hjalp mig til at klare alle de behandlingstyper, en brystkræftpatient kan blive udsat for, bl.a. operation, strålebehandling og kemoterapi. Nogle af de fejl, jeg gjorde, og hvordan man undgår dem.

2 Celler der opfører sig forkert

72

Om hvad jeg gerne ville have vidst, da jeg fik stillet diagnosen brystkræft første gang. Forklaring på hvad kræft er, baseret på information fra nye videnskabelige artikler, i et ligefremt, dagligdags sprog.

3 Det tredje jordbær Om hvordan jeg brugte min forskning, min viden og mine erfaringer fra arbejdsophold i Kina og Korea til sammen med kolleger fra disse lande – foruden en stor portion held – at identificere, hvad jeg mener er hovedfaktoren bag udvikling af brystkræft.

82

4 Rige kvinders sygdom

101

En forklaring på de videnskabelige fakta, der forbinder indtagelse af mælkeprodukter med bryst- og prostatakræft. Hvorfor du kan nedsætte risikoen for at få brystkræft, prostatakræft og mange andre sygdomme ved at ophøre med at spise mælkeprodukter.

5 Plantprogrammet – kostfaktorerne

131

De syv kostfaktorer som kan medvirke til at nedsætte risikoen for at få bryst- eller prostatakræft.

6 Plantprogrammet – livsstilsfaktorerne

209

De fem livsstilsfaktorer, som kan medvirke til at nedsætte risikoen for at få bryst- eller prostatakræft. Det gælder bl.a. om at nedbringe stressniveauet og at udsættes for færre kunstige kemikalier.

7 Overvejelser fra vest til øst

244

Om hvorfor systemet ikke har beskyttet os mod – endsige informeret os om, hvordan vi kan undgå – mange af de risikofaktorer, som har med bryst- og prostatakræft at gøre. De ti gyldne regler, som man kan følge for at nedsætte risikoen – både individuelt og på samfundsmæssigt plan. Hvorfor kvinders liv virkelig er i deres egne hænder.

Opdatering til Kapitel 1. Ajourføring

258

Opdatering til Kapitel 2. Stamceller der opfører sig forkert

291

Opdatering til Kapitel 3. Om jordbær, citroner og kræftrisiko

304

Opdatering til Kapitel 4. Mælk – nej tak!

323

Opdatering til Kapitel 5. Kostfaktorerne

346

Opdatering til Kapitel 6. Ti livsstilsfaktorer

380

Opdatering til Kapitel 7. Hvorfor vores liv er i vores egne hĂŚnder. Ti enkle retningslinjer

412

Casestories om personer der følger Plantprogrammet

443

En bemĂŚrkning fra forfatteren

477

Tak

478

Noter

479

Dansk litteratur

539

Danske internetsider

539

Register

540

Dansk forord

Brystkræft og andre hormonafhængige kræfttyper samt kræft i det hele taget er gennem mange år blevet hyppigere og hyppigere. På trods af milliarder af kroners forskning og udvikling af mere og mere sofistikerede former for behandling. Hver niende danske kvinde bliver nu ramt af brystkræft. En væsentlig grund til denne negative udvikling er helt givet, at man har koncentreret sig om kræftbehandling i stedet for om årsagerne til og forebyggelse af kræft. Vi ved gennem moderne videnskab mere og mere om mindre og mindre, og der er ikke sket væsentlige fremskridt i kræftforskningen i mange år. Der er mange penge i forskning og udvikling af kemoterapi og apparatur til opsporing og behandling af kræftlidelser, mens det kniber med penge til forskning i kræftens årsager og forebyggelse. Og det er de grundlæggende årsager, der skal afsløres og modvirkes. Ellers bliver problemerne ved kræft aldrig løst.

Professor Jane Plant, der er forfatteren til Dit liv i dine hænder, er geokemiker og jordbundsforsker med en solid videnskabelig uddannelse.

Da hun fik brystkræft, var det væsentligt for hende at finde frem til årsagen, og hun gik videnskabeligt til værks ved at læse alt det, hun kunne finde om kræft. Vejledningen fra hendes behandlere på sygehuset var mere end sparsom, når hun spurgte, om der ikke var noget, hun selv kunne gøre, fx via kostændringer. Men det var først, da hun efter fire tilbagefald af kræften med spredning i kroppen blev opmærksom på den store forskel i hyppigheden af brystkræft i Kina og Asien i øvrigt og hyppigheden i vores del af Verden. Hun fandt frem til en væsentlig forklaring – betydningen af mad og drikke. I Asien er brystkræft sjælden.

Det er de rige kvinders sygdom, og det er derude kun de rige, som spiser en vestlig kost og bruger mælk.

Jane Plant har med baggrund i forskerbedømt videnskab blandt andet kunnet påvise, at mælk og mælkeprodukter er en væsentlig årsag til ikke alene brystkræft, men også æggestokkræft, prostatakræft og andre 9

kræftformer. Især de hormonafhængige. Mælk er fyldt med kræftfremkaldende hormoner og andre kræftfremmende kemikalier og proteiner som kasein. Selv i små mængder virker de hormonforstyrrende stoffer, fx pesticider, kræftfremkaldende.

Jane Plant holdt helt op med at spise mælkeprodukter, og efter få dage begyndte hendes knude på halsen at skrumpe, og den var væk efter seks uger. Hun har nu været fri for sin brystkræft i 15 år, og har viet sit liv til at udbrede sin meget store viden om årsagerne til kræft, og hvordan man ved en ændring af sin kost og livsstil kan bekæmpe kræft. I Dit liv i dine hænder er hendes store videnskabelige indsigt og erfaringer beskrevet nøje. Bogen udkom første gang i år 2000 med fokus kun på brystkræft, men den nyeste og opdaterede udgave er baggrunden for denne danske oversættelse og er udvidet med viden om andre hormonafhængige kræftformer, især æggestokkræft og kræft i prostata, hvor hendes kostprogram også har vist sig at have meget stor virkning.

Det centrale i Jane Plants kostprogram er totalt at undgå mælk og mælkeprodukter, også ost. Kosten skal være domineret af økologisk grønt og frugt, også som friskpresset saft, og man skal undgå at få for meget protein, især fra dyr. Kroppens surhedsgrad er af stor betydning for kræftvæksten. Kræftceller trives kun i en sur krop, der blandt andet fremmes af kød, sukker og mælk.

Jane Plant går meget ind for sojaprodukter (ikke gensplejsede) og mener, at advarslerne mod soja er forkerte. Der er meget fine opskrifter i bogen med brug af sojaprodukter som tofu, miso og tempeh, og der er yderligere mange at finde i en af hendes andre bøger.

Professor Jane Plant anbefaler, at man spiser friske, ubehandlede og uraffinerede fødevarer og undgår hvidt sukker, hvidt mel og brød, hvide ris, almindeligt hvidt salt, færdiglavede fødevarer og snacks, margarine og alle mulige tilsætningsstoffer samt kunstigt fremstillede vitaminer.

Maden må ikke komme i kontakt med plastic, især blød plastic der afgiver hormonlignende stoffer til maden. Hun summerer det op i sine ti kostråd og ti livsstilråd, hvori der blandt andet indgår råd om tilberedning af kosten, om at undgå kemiske stoffer og om stress. Det hele er skrevet med humor og krydret med hendes egne og andres oplevelser af de positive virkninger af hendes råd.

Bogen er i det hele taget en meget fin lærebog om kræftsygdomme, deres årsager og opståen, og den vil kunne være en kolossal hjælp til alle, der 10

har eller gerne vil undgå at få kræft. Jane Plant understreger, at man som kræftramt eller kræfttruet er nødt til selv at skaffe sig viden og sætte sig ind i baggrunden for kræft og kræftbehandling og selv være med til at kontrollere, at det hele går rigtigt til. Hun mener, at man skal søge den bedste lægelige og veldokumenterede behandling, men at den ikke må stå alene. Man skal selv gøre noget. Som kræftramt har man brug for dygtige kræftbehandlere, men også for støtte fra familie og venner. Det er blandt andet vigtigt, at man har en ledsager med til konsultationer og behandlinger.

Dit liv i dine hænder er skrevet i et til tider ret videnskabeligt sprog, som det kan knibe med for alle at forstå fuldt ud, men budskabet står alligevel meget fint frem, selv om man ikke forstår enkelte af ordene.

Så man skal ikke stå af ved de første ukendte fremmedord. Der er også en del gentagelser, som gør det endnu lettere at forstå alt det væsentlige.

Det vil også kunne hjælpe, at man læser bogen sammen med andre.

Der er et imponerende antal henvisninger til videnskabelig litteratur, der bekræfter Jane Plants oplysninger, og det virker meget relevant, når hun stiller spørgsmålet: Hvorfor har vi ikke fået alle disse oplysninger for mange år siden? Hun mener, at en del af forklaringen er lægernes manglende viden om kostens betydning, medicinalindustriens modvilje mod, at kræftramte kurerer sig selv med naturlige metoder, og at journalister ukritisk viderebringer lægernes og industriens oplysninger om kemoterapi og anden kræftbehandling uden at tænke på alternativer eller supplerende naturlige midler for ikke at blive uvenner med industrien og kræftforskerne.

Dit liv i dine hænder giver kræftramte og deres familie gode muligheder for selv at deltage i kampen mod kræftlidelsen på en solid og videnskabelig baggrund. Den vil være en meget fin gave til familie, venner og bekendte, der har fået kræft, og den bør være pligtlæsning for alle kræftlæger, sygeplejersker og andre, der er involveret i behandlingen og forebyggelsen af kræftlidelser. Da kræftbehandling koster samfundet dyrt, vil det også være fint, hvis politikerne læser den.

Carsten Vagn-Hansen Læge, sundhedskonsulent Speciallæge i almen medicin 2008 11

Forord til fjerde udgave

Vi skriver nu 2008, og det er 15 år siden, mine brystkræftmetastaser forsvandt efter en grundlæggende ændring i min kost og livsstil. Min kræft havde spredt sig til lymfekirtlerne på halsen på trods af, at jeg havde fået fjernet hele brystet, tre yderligere operationer, 35 strålebehandlinger, bestråling af mine æggestokke for at fremkalde menopause samt flere omgange kemoterapi. På trods af alle disse behandlinger mente mine læger, at jeg kun havde få måneder tilbage at leve i. Så kom jeg i tanke om, at mennesker på landet i Kina, hvor jeg havde forsket i jordbundskemi, havde meget lav forekomst af brystkræft. Jeg ændrede øjeblikkelig min kost og livsstil, og til alles forundring og, må jeg indrømme, også min egen, forsvandt den store kræftknude på min hals i løbet af nogle uger.

Siden da har jeg ikke fået så meget som en forskrækkelse, og mine årlige kontrolundersøgelser ved Charing Cross-hospitalet i London har været tilbøjelige til i højere grad at dreje sig om min kost og livsstil end om min kræft.

Jeg har talt med erfarne læger, som har sagt, at de personligt ikke har mødt nogen, der har overlevet så alvorlig sygdom, og som har været skeptiske med hensyn til mine bøger, indtil de har talt med mig.

Min erfaring og mit kendskab til mange andre kvinder, der har fulgt mit kost- og livsstilsprogram, fik mig til at skrive Dit liv i dine hænder, der udkom i 2000. Året efter, i 2001, fulgte The Plant Programme, og i 2005 udkom Eating for Better Health, som jeg har skrevet sammen med Gill Tidey. Det er kogebøger, der fungerer som supplement til kostrådene i Dit liv i dine hænder.1 Gennem de mange reaktioner, jeg har modtaget fra mennesker i hele verden, er jeg blevet klar over, at mit kost- og livsstilsprogram også har en gavnlig virkning på andre kræftformer som fx æggestokkræft, livmoderkræft, spiserørskræft og kræft i tyktarm og endetarm. I denne nye udgave af Dit liv i dine hænder er der også information om æggestokkræft.

12

Information om andre kræftformer kan nu fås på webstedet www. cancersupportinternational.com, som jeg driver sammen med min veninde Laura Jones. På webstedet kan man få den nyeste videnskabelige information og støtte til kræftpatienter, ligesom der er et diskussionsforum, hvor man kan diskutere erfaringer med sygdom, behandling, kost og livsstil. Jeg får mange reaktioner fra mænd og kvinder, som har suppleret den traditionelle behandling med den kost og livsstil, som jeg anbefaler, og jeg ved fra disse reaktioner, at mange af de pågældende nu er raske og fri for kræft.

Siden første udgave af denne bog udkom for syv år siden, er der kommet flere og flere videnskabelige beviser til støtte for de resultater og anbefalinger, bogen giver. Det er måske værd at bemærke, at på trods af, at pressen har grebet fat i en eller to af bogens mest sensationelle anbefalinger – at udelukke mælkeprodukter og så vidt muligt at undgå hormonforstyrrende og hormonlignende kemikalier – var der oprindelig syv kostfaktorer og fem livsstilsfaktorer, som man skulle være opmærksom på. Nu er der ti af hver.

Eksempler på nye yderligere beviser er bl.a. resultater af undersøgelser udført af fremstående forskere, som viser, at der er en forbindelse mellem brystkræft og indtagelse af store mængder mælkeprodukter og kalcium. Der er også flere og flere beviser for, at sygdommen er forbundet med et højt indhold i kroppen af et kemisk stof, som kaldes IGF-I, og at dette er forbundet med bestemte kostfaktorer, som identificeres i denne bog, især ved høj indtagelse af mælkeprodukter, transfedtsyrer og raffineret kulhydrat og lav indtagelse af grønsager og frugt. Der er også meget, som tyder på, at en kost indeholdende mange østrogener er forbundet med brystkræft, og denne bog identificerer, hvorfra vi får størsteparten af de farlige animalske østrogener i kosten. Den afvæbner også propagandaen mod soja, som har et højt indhold af beskyttende planteøstrogener.

Der er desuden yderligere beviser for betydningen af en korrekt balance af olier i kosten, ligesom mere og mere tyder på, at man ikke bør indtage kunstige vitaminer og mineraler, heller ikke kæmpedoser Cvitamin eller kalcium mod kræft. Mængden af beviser for, at der er en forbindelse mellem brystkræft og kræftfremkaldende kemikalier, som fx findes i insektbekæmpelsesmidler, stiger stadig.

Grunden til, at al den nyeste publicerede forskning har bekræftet re13

sultaterne og anbefalingerne i mine bøger og vist, at de er så fornuftige, er ikke, at jeg er clairvoyant eller særlig klog. Grunden er ganske enkelt, at mine bøger er baseret på research i forskerbedømt videnskabelig litteratur. På grund af min videnskabelige skoling er jeg i stand til at læse og forstå tekster, der er skrevet i den form for videnskabeligt sprog, som alle forskere er tilbøjelige til at bruge, når de kommunikerer med andre specialister inden for deres område, og at oversætte dem til et enkelt og ligefremt sprog, så de bliver tilgængelige for en større kreds. Jeg er også i stand til at se, når en undersøgelse, der er finansieret af grupper med økonomiske interesser, som fx mejeri- eller lægemiddelindustrien, er forudindtaget. Det omfang, hvori lægelig praksis er påvirket af grupper med særlige økonomiske interesser, tages i dag meget alvorligt af mange andre, bl.a. af British Medical Journal (BMJ). BMJ kræver nu, at forfatterne til alle artikler, som de publicerer, skal angive, hvem der har finansieret deres undersøgelse, eller om der kan være andre interessekonflikter.

Derfor kommer mange af henvisningerne i denne bog fra BMJ. Der er også bekymring for særinteresser og vildledning i forhold til fødevarer.

I bogen Save yourself from breast cancer 2 beskriver Robert D. Kradjian, leder af brystkirurgiafsnittet ved Seton Medical Centre, Daly City, Californien, problemet på følgende måde: Sagen er klar. En stor del af det meget varierede, indbringende fødevareudbud, som vi er så glade for, har vist sig at være sundhedsfarligt. De, der tilvejebringer disse fødemidler og som tjener penge på at sælge dem, ønsker ikke, at vi skal vide det. De har gavmildt belønnet forskere, der har støttet, og som fortsat er villige til at støtte deres produkter. Hvis disse forskere pludselig skiftede sind og oprigtigt ville undersøge, om fødevarerne var sikre, kan man være sikker på, at fødevareindustriens umådelige støtte ville forsvinde.

Hvem skal man tro på? Dem, der ikke har noget økonomisk udbytte af salget af fødevarer, og som bakkes op af videnskabelig litteratur fra hele verden? Eller skal man følge dem, der til tider har udgivet fejlbehæftede undersøgelser og høstet millioner af dollars fra virksomheder, som de undlader at kritisere? Man må tage sin egen beslutning, og helbredet vil blive påvirket heraf.

14

Til min glæde har mange læger og forskere støttet mit arbejde, og i 2005 blev jeg tildelt den den ære at modtage livsvarigt medlemskab af Royal Society of Medicine. Jeg ved, at mange læger nu anbefaler mine bøger til deres bryst- og prostatakræftpatienter og til patienter med andre kræftformer, bl.a. kræft i tyktarm og endetarm. Oftere og oftere bliver jeg inviteret til at tale i lægeforeninger og kræftstøttegrupper, og ved sådanne anledninger får jeg meget positiv respons.

Måske bør jeg nævne, at den kost, jeg foreslår, IKKE vil give knogleskørhed. Tværtimod. I bogen Understanding, Preventing and Overcoming Osteoporosis,3 som jeg skrev sammen med Gill Tidey, fremlægger jeg videnskabelige beviser for, at denne sygdom, ligesom bryst- og prostatakræft, er stærkt forbundet med vestlig kost, og at den er meget sjælden i lande, som fx Kina. Bogen om knogleskørhed indeholder mange flere lækre, sunde opskrifter som supplement til dem, der findes i The Plant Programme og Eating for Better Health, og den er særlig værdifuld for patienter, der er bekymrede for, at kræften skal spredes til knoglerne, eller som tager medicin, der kan forårsage afkalkning af knoglerne.

Den fjerde udgave af Dit liv i dine hænder indeholder den nyeste videnskabelige information om kræftbehandling. Jeg ser først på nye metoder til traditionel diagnosticering og behandling af bryst- og æggestokkræft. Derefter beskriver jeg i et enkelt og ligefremt sprog, hvad kræft er, og viser, at i stedet for at være et skrækkeligt, udefra kommende angreb på kroppen er det vores egne celler, der opfører sig forkert under betingelser, der får dem til at miste kontrollen.

Jeg beskriver derefter nogle af de sidste forskningsresultater angående vækstfaktorer og hormonforstyrrende og hormonlignende stoffer i mad, drikkevarer og miljø, som jeg mener er skyld i den voldsomme stigning i forekomsten af bryst- og æggestokkræft i hele den vestlige verden. Jeg viderefører debatten om kemopræventive stoffer i maden, og jeg giver enkle, praktiske råd om, hvordan man kan nedsætte risikoen for at få bryst- og æggestokkræft – råd, som også kan bruges til behandling, hvis man allerede har fået sygdommen. Jeg ser igen på de politiske forhold ved problemet, fx forbindelsen mellem lægemiddelindustrien og lægerne, samt pressens undladelse af at opspore partiskhed og fejlbehæftede forskningsresultater, der er finansieret af økonomiske interessegrupper, som fx mejeriindustrien.

Måske bør jeg forklare, at jeg næsten ingen ændringer har foretaget i 15

teksten til første udgave. Det betyder, at læsere, som kender første udgave, ikke behøver at lede hele bogen igennem efter nyt stof. Al den nye tekst er samlet i opdateringerne til hvert kapitel i sidste del af bogen. Dette mønster fulgte jeg i anden udgave. I tredje udgave blev de casestories, som nu findes bag i bogen, tilføjet. I nærværende udgave er opdateringerne revideret, så den sidste udvikling er med.

I opdateringen til hvert af kapitlerne forklarer jeg indgående forskningsresultaterne og deres konsekvenser, og i slutningen af opdateringen til Kapitel 2 til 6 har jeg opsummeret hovedpunkterne »i en nøddeskal«, for at det skal være lettere at følge argumentationen. De videnskabelige artikler, som er grundlag for bogen, er nævnt i henvisningerne for det tilfælde, at du eller din læge skulle ønske at læse dem.

Endelig vil jeg nævne, at jeg har skrevet denne bog uden at modtage økonomiske midler og uden påvirkning fra nogen gruppe med skjulte økonomiske interesser. Jeg har tilstræbt, at den forskning, som bogen er baseret på, efter min bedste overbevisning er objektiv, autoritativ og så fri som det er muligt af økonomiske, politiske eller andre interesser.

16

Et par indledende ord

Denne bog er resultat af mange hundrede samtaler, jeg har haft med kvinder, der ønsker svar.

Brystkræft er et forvirrende og skræmmende emne. Da jeg fem gange har haft stadig mere fremskreden brystkræft, der til sidst havde spredt sig til lymfesystemet, før den blev overvundet, ved jeg af egen erfaring, hvor forfærdeligt det er. Men skønt brystkræft er et emne, der skræmmer mange kvinder, er dette ikke en skræmmende bog. Tværtimod. Faktisk er det en optimistisk beretning, der giver håb.

I løbet af forrige århundrede skete der på mange områder store fremskridt for kvinder i Vesten. Vi fik stemmeret, metoder til familieplanlægning og metoder, der sikrer, at de fleste af vores børn overlever, og vi kan frit vælge uddannelse. På trods af denne imponerende og værdifulde fremgang truer vore dages »brystkræftepidemi« vores trivsel, angriber selve symbolerne på vores kvindelighed og på moderskabet og er faktisk en større fare for vores liv end de fleste andre trusler.

De nøgne fakta er chokerende. For kvinder mellem 25 og 75 er hoveddødsårsagen kræft,1 og den kræfttype, der dræber flest kvinder, er brystkræft.2 Hver tiende af de kvinder, du kender (jeg håber ikke, det bliver dig selv), vil sandsynligvis få brystkræft.3 De tørre, statistiske tal er faktisk ikke et tilstrækkeligt udtryk for situationens alvor, for brystkræft påvirker mange flere mennesker end som så. Hvis du medtager alle de elskede ægtefæller, sønner, døtre, mødre, fædre, venner og veninder og kolleger, hvis liv bliver påvirket af sygdommen, begynder du at forstå, hvor forfærdelig denne vor tids svøbe er. Der er næsten ingen i Vesten, som ikke er påvirket af den. Faktisk ser det ud til, at vores stigende velstand forværrer sagen. De fleste sygdomme går hårdere ud over de fattige end over de rige og veluddannede, men bryst- og prostatakræft er anderledes. De påvirker især de højere socioøkonomiske grupper. 4 Faktisk er slangudtrykket for brystkræft i Kina »Rige kvinders sygdom«, 17

fordi sygdommen overvejende rammer kvinder, der lever efter en vestlig middelklasselivsstil.

Alt for længe har kvinder ukritisk accepteret, at en vis del af os vil få brystkræft. Man har overbevist os om, at sygdommen ikke kan forebygges, så vi passivt har affundet os med, at vi kun kan gøre meget lidt eller intet for at forebygge en sygdom, der bogstavelig talt reducerer den kvindelige befolkning med en tiendedel. Og den overvejende del af de medicinske, videnskabelige, politiske og økonomiske bestræbelser rettes mod opsporing og behandling i stedet for forebyggelse af denne forfærdelige sygdom.

Det budskab, som findes på de følgende sider, er ganske anderledes.

Jeg mener, at alle kvinder har ret til den bedste information, der findes, så de kan tage deres egne beslutninger på grundlag af viden. Min hensigt med denne bog er på en klar og ligefrem måde at levere livsvigtig information, som kan hjælpe dig med i væsentlig grad at nedsætte risikoen for at få – og dø af – brystkræft. Det er frustrerende for en kvinde ikke at vide, hvordan hun kan hjælpe sig selv. Vi ved, at hvis vi ryger, forøger vi risikoen for at få lungekræft, og at hvis vi får for meget sol, forøger vi risikoen for at få hudkræft, så vi kan vælge, om vi vil udsætte os for disse risici. Men med hensyn til brystkræft føler vi os alt for ofte afmægtige, fordi det er sjældent, at vi hører, at vi faktisk kan gøre noget for at beskytte os. Selv om vi har hørt om mange risikofaktorer for brystkræft, har vi fået indtryk af, at vi faktisk ikke kan stille noget op.

Derfor føler vi os magtesløse.

Denne bog giver for første gang alle kvinder en stor mængde nye, fyldestgørende beviser, der peger på de underliggende grunde til brystkræft.

Jeg håber, at kvinder vil bruge denne information til at forebygge eller behandle sygdommen både for deres eget og deres nærmestes vedkommende. Der er også megen nyttig information fra mine egne personlige erfaringer med de praktiske aspekter ved sygdommen, bl.a. diagnosen og behandlingen. Desuden har jeg under min forskning konstateret, at mange af de data og den information, der eksisterer om prostatakræft, fører til konklusioner angående årsag og behandling, som er meget lig dem, der gælder for brystkræft. Da jeg regner med, at de kvinder som læser dette, også vil have omsorg for mændene i deres liv, har jeg medtaget mange informationer om prostatakræft. Jeg har også nogle forslag til, hvordan man ved en ændring af værdier og adfærdsmønstre kan 18

forbedre miljøet. På det samfundsmæssige plan kan vi nedbringe udsættelsen for nogle af de faktorer, der er medvirkende til disse sygdomme.

Bogen fortæller om en del af min rejse gennem fem gradvis værre tilbagefald af brystkræft og beskriver, hvordan jeg brugte min uddannelse som forsker til at klare både sygdommen og behandlingerne. Min videnskabelige træning havde lært mig at iagttage og nedskrive alt, at finde hver eneste stump information og at skelne mellem, hvad der var relevant og irrelevant, og hvad der var rationelt og irrationelt og at blive ved med at stille de to nøglespørgsmål, som er væsentlige for videnskab: hvorfor og hvordan? Denne bog indeholder det, jeg mener er svarene på disse to spørgsmål med hensyn til brystkræft.

Hvis denne bog havde eksisteret blot to år før, jeg fik stillet diagnosen brystkræft første gang, er jeg sikker på, at jeg aldrig ville have fået sygdommen. Jeg håber, at du kan bruge den information, som den rummer, på den allerbedste måde i dit eget liv.

Jane Plant, professor London

Hædersbevisninger: CBE (Commander of the Order of the British Empire), honorær doktor, dr. scient., FRSM (Fellow of Royal Society of Medicine), FRSE (Fellowship of Royal Society of Edinburgh), FRSA (Fellowship of the Royal Society of Arts), FRGS (Fellow of Royal Geological Society), FIMM (Fellow of the Institution of Materials, Minerals and Mining), GFS (Fellow of the Geological Society), C Eng (Chartred Engineer), C Geol (Chartered Geologist)

19

1 Hatten, boaslangen og forskeren

I dette kapitel forklarer jeg, hvorfor jeg som naturvidenskabelig forsker nærmer mig problemet brystkræft ganske anderledes end læger og ortodokse medicinske forskere. Dernæst forklarer jeg, hvordan jeg brugte min uddannelse og erfaring til at klare alle de konventionelle behandlingsmetoder, en brystkræftpatient udsættes for, herunder operation, strålebehandling og kemoterapi. Jeg forklarer behandlingen klart og letforståeligt og giver mange praktiske råd, som kan hjælpe dig med at klare bivirkningerne, fx at undgå eller at mindske hårtab under kemoterapi. I dette kapitel forsøger jeg at få dig til at føle det, som om du har en god og omsorgsfuld ven, der leder dig hen mod lyset for enden af tunnelen.

Forskere kan ofte være underlige.

Sandheden er, at forskere er anderledes – det bliver vi uddannet til at være. Lad mig forklare, hvad jeg mener ved at bruge den historie, jeg fortæller ved første forelæsning for de nye studerende ved universitetet.

Den kommer fra en vidunderlig børnebog, som du måske allerede kender: Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry1. I denne fortryllende bog tegner den lille prins et billede af en boaslange, der fordøjer en elefant.

Men da han viser sit mesterværk til de voksne og spørger dem, om de bliver bange for billedet, svarer de, hvorfor de dog skulle blive bange ved synet af et billede af en hat. Det er evnen til at se hatten som en boaslange, der fordøjer en elefant, der kendetegner de bedste forskere.

Jeg tænkte meget over de eventyrlige begivenheder i urskoven, og det lykkedes mig med en farveblyant at afstedkomme min første tegning.

Min tegning nummer ét. Den så sådan ud:

20

Lad mig give et velkendt eksempel for at vise, hvad jeg mener. Hvad er det for en slags menneske, der ser et æble falde fra et træ, undrer sig over, hvad det er for en kraft, der trækker det ned mod jorden – og derefter udvikler teorien om tyngdekraften?

Her er endnu et eksempel. Hvad er det for en slags menneske, der stiller en glasplade dækket med fremkaldervæske ved siden af et stykke granit i en skuffe og lader være med at bande og smide væsken væk, da han ser, at den tilsyneladende er ødelagt af »udstråling« fra granitten? I stedet slutter han, at hidtil ukendte partikler og stråler udgår fra granitten – og opdager radioaktiviteten.

Og endnu et eksempel. Hvad er det for en slags menneske, der forsøger at dyrke bakterier i en petriskål, konstaterer at dyrkningen er »mugnet« og lader være med at smide den væk? I stedet kigger han nærmere på substansen og ser, at noget i svampekulturen har dræbt bakterierne, hvorved han opdager penicillinet – og således skaber han grundlaget for udviklingen af moderne antibiotika. Disse tre skikkelser – Isaac Newton, Henri Bequerel og Alexander Fleming – så tingene lidt anderledes. Det er sandsynligvis denne evne til at se på velkendte situationer fra en ny vinkel, der får forskere til at virke underlige på andre mennesker. Men somme tider resulterer det i afgørende fremskridt inden for naturvidenskaben.

At tænke som en kreativ naturvidenskabelig forsker er mere en sindstilstand end et spørgsmål om uddannelse (selv om der kræves kenskab til stadig flere fakta, før man kan bidrage med nye idéer).

Denne bog ser tingene en lille smule anderledes. I mange år har kvinder levet i skyggen af en frygtelig sygdom, som fortsætter med at dræbe et stort antal mennesker, og som af mange kvinder forbindes med lemlæstende kirurgiske indgreb og udsættelse for strålebehandling og kemiske stoffer med skræmmende bivirkninger. Der er selvfølgelig tale om brystkræft. Det eneste håb, vi får, er, at hvis der afsættes tilstrækkelige midler til forskning, finder vi måske en dag en virkelig effektiv behandling. Desværre er den dag stadig fjern.

Jeg vil tage min læser med på en rejse. Dels er det historien om mine egne erfaringer med brystkræft, som jeg har haft fem gange, før jeg overvandt sygdommen. Men først og fremmest er det historien om en ny og temmelig anderledes opfattelse af sygdommen og behandlingen af den.

21

Jeg håber, at denne bog vil tjene to formål. For det første vil de ligefremme og enkle råd om levevis, den indeholder, være til gavn for alle kvinder, da man nedsætter risikoen for at få brystkræft markant ved at følge dem. Hver tiende kvinde får brystkræft, og hvis du er en af dem, vil du finde masser af information her, som vil forøge din chance for at overleve og desuden hjælpe dig med at klare de krævende behandlingsmetoder.

For det andet er det af afgørende betydning, at denne bog sætter en debat i gang i de videnskabelige og medicinske miljøer. Videnskabelig forskning er dybest set en konfliktfyldt proces. Fremskridt sker ved, at man konstant stiller spørgsmål til sit eget og andres arbejde. Denne bog fremsætter et nyt perspektiv på bryst- og prostatakræft, som støttes af overbevisende resultater fra den videnskabelige litteratur. Den uundgåelige konklusion er, at forholdsvis små tilføjelser til de konventionelle behandlinger, som nu anvendes på hospitalerne, ville resultere i, at betydeligt flere patienter overlevede. Fx ville det forøge overlevelsestallet betragteligt at give brystkræftpatienter fornuftig kostvejledning, som man gør i forbindelse med hjertesygdom og sukkersyge. Så megen lidelse kunne undgås, og så mange liv kunne reddes, hvis man ville lytte til de videnskabelige beviser og handle efter dem – så hurtigt som muligt.

Begyndelsen på min historie Jeg valgte ikke at fordybe mig i studiet af brystkræft – det valgte mig.

Det skete på følgende måde.

Jeg begyndte at forske, fordi jeg instinktivt var feminist. Drengene på gymnasiet derhjemme kunne vælge mellem enten latin, humaniora og fysik, mens vi, der gik på pigeskole, kun kunne vælge mellem latin, humaniora eller husholdning. Selv om latin var mit bedste fag, brød jeg mig ikke om det og afskyede, at jeg skulle bruge tid på noget, jeg som teenager syntes var formålsløst. Så jeg førte an i en kampagne for, at pigerne skulle have de samme valgmuligheder som drengene, og jeg blev fanget i mit eget garn, da jeg blev nødt til at læse fysik ligesom drengene.

Uden at være klar over det, var jeg slået ind på forskerbanen.

Mens jeg gik i skole, fortrød jeg af og til, hvad jeg havde gjort, men på universitetet blev jeg bogstavelig talt forelsket i det videnskabelige 22

emne, jeg havde valgt, nemlig geokemi. Jeg var den eneste kvinde, som studerede dette fag. Men jeg var så pligtopfyldende og perfektionistisk, at jeg fik problemer. Fx løb jeg min vej efter afgangseksamen, fordi jeg troede, at jeg var dumpet. Da professoren endelig opsporede mig, var det for at fortælle mig, at jeg havde fået førstekarakter.

Da jeg var færdig med min universitetsuddannelse, blev jeg gift med en ung læge, som siden uddannede sig til psykiater i hæren, og vi fik en søn, Mark. Vores ægteskab gik i stykker, og i en langvarig og smertefuld kamp om forældremyndigheden mistede jeg min søn til fordel for min eks-mand og hans nye kone, der var psykolog. Dette har været årsag til voldsom og kronisk stress de sidste tredive år af mit liv. Fire år efter at jeg blev skilt, giftede jeg mig med min nuværende mand, Peter, der er jordbundsforsker ligesom jeg. Vi har to børn, Emma, som nu er seksogtyve og Tom, der er nitten. Jeg vil fortælle om dem senere.

Jeg var så heldig at få ansættelse ved den Britiske Geologiske Undersøgelse (BGU) som den anden kvindelige forsker. (Kvinder var tidligere kun blevet ansat som teknisk personale). Jeg er nu leder af organisationen og håber, at jeg bidrager til at opmuntre andre kvinder til at gøre karriere inden for dette forskningsområde, som tidligere var meget mandsdomineret.

Geokemi handler om jordens kemiske processer. Jeg har specialiseret mig i kemien på jordens overflade, især kemikaliekoncentrationer hvor disse forefindes enten naturligt i malmårer eller som resultat af menneskelig aktivitet, fx lossepladser eller forgiftet jord. Jeg har ofte samarbejdet med biokemikere, dyrlæger, epidemiologer og kulturgeografer i undersøgelser af, hvordan kemiske stoffer i miljøet påvirker menneskers, dyrs og afgrøders sundhedstilstand. Tidligt i min karriere, mellem 1975 og 1977, arbejdede jeg i en komité under Royal Society, der beskæftigede sig med geokemi og sundhed.2 Siden da har mit forskerteam ved BGU beskæftiget sig med en lang række miljøspørgsmål med henblik på menneskers helbredsproblemer. Nogle af de metoder, vi har udviklet, gør det muligt for os at lave kort, der med stor nøjagtighed viser fordelingen af kemikalier på jordens overflade. På vores computerskærme kan vi fx se fordelingen af arsenik og uran (som potentielt giftige elementer) eller zink eller jern (sporstoffer, som er livsvigtige for mennesker og dyr) på samme måde, som man fx kan se på jordens fysiografi ved hjælp af satellitbilleder.3 Skønt disse billeder var beregnet 23

for geologer, vakte de næsten helt fra begyndelsen stor interesse hos dyrlæger i Storbritannien, som kunne bruge dem til diagnosticering af dyresygdomme, der havde miljø- eller ernæringsmæssige årsager.

Det var i forbindelse med dette arbejde, at jeg lærte om nogle af de forbløffende sammenhænge mellem geokemi og biokemi. Mens jeg var syg, opdagede jeg også, at det var litteratur fra veterinærforskning og ikke fra den medicinske forskning, der gav de mest grundlæggende resultater baseret på biokemi. Jeg oprettede et team, der anses for at være det bedste i verden i kampen mod helbredsproblemer relateret til jordbundens indhold af sporstoffer – som fx arsenik og fluor, der kan optræde i så store mængder, at de er sygdomsfremkaldende. Andre som fx selen, jod, zink og kobolt findes visse steder i så små mængder, at det påvirker både menneskers og dyrs helbred. Dette er et særligt problem i mange udviklingslande.

For nylig har BGU foretaget en undersøgelse af arsenikforurening af vandet i brønde i Bangladesh, som har vakt stor opmærksomhed.

Der kan arsenikindholdet i vand være så højt, at mange mennesker får problemer med huden, der bliver mørk og læderagtig, og et betragteligt antal udvikler hudkræft.

Hvad jeg har lært ved gentagne gange at have udført denne form for miljødetektivarbejde er, at indtil man har identificeret den grundlæggende årsag til den slags problemer, kan man kun gøre lidt eller intet for at hjælpe de angrebne individer. Og indtil man har fundet selve årsagen (det gælder for brystkræft og enhver anden sygdom) og fjernet den helt, vil man aldrig nogen sinde kunne påstå, at man har løst problemet.

Indtil 1987 var jeg ikke interesseret i brystkræft, fordi jeg ligesom de fleste mennesker ikke forestillede mig, at noget sådant ville ramme mig. Jeg havde aldrig røget eller dyrket sol, drak sjældent alkohol og spiste, hvad de fleste eksperter ville anse for en sund kost. Jeg brugte kun kosmetik, som jeg vidste var fri for skadelige stoffer. Min livsstil var hektisk, helt bestemt (det er den stadig!), men ikke mere stressende end mange andre kvinders.

Så en fredag aften i september dette år ændredes mit liv for altid.

Jeg var i Nordcanada for at undersøge nogle guldforekomster forud for en vigtig videnskabelig konference i Toronto. Jeg arbejdede på at finde ud af, hvordan guld, som er det mest sjældne af grundstofferne, 24

gennem naturlige geologiske processer kan koncentreres i op til omkring 10.000 gange normalforekomsten, så der dannes årer, som kan udnyttes økonomisk. Jeg var tilfreds, fordi jeg var begyndt at se nogle spor, der ville kunne føre til nye teorier og modeller, som jeg efterfølgende udgav i faglige publikationer og i en bog, som jeg senere skrev. Det havde været en anstrengende dag i guldminen. Jeg var varm, svedig og snavset for ikke at nævne støjen og støvet, og jeg længtes efter at komme tilbage til hotellet og nydelsen af sæbe, varmt vand og rene håndklæder.

Efter badet tørrede jeg mig og gik ind i soveværelset efter en bh. Jeg gik rundt og ledte efter mit undertøj med bar overkrop, da jeg pludselig i det lave, sene eftermiddagssollys så en bule cirka på størrelse med en stor ært lige under huden på mit venstre bryst. Jeg følte på den og blev straks overvældet af skræk. Jeg blev tør i munden og fik kvalme. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde brystkræft. I løbet af den næste uges tid blev jeg meget fortrolig med, hvordan kræftknuden føltes. Jeg var forbavset over, hvor hård den var – ligesom en sammenpresset gummibold, der lå omkring en af mælkegangene i mit venstre bryst. Jeg var vred på mig selv, fordi jeg ikke havde undersøgt mine bryster før, men på en eller anden måde havde jeg aldrig følt, at det var noget, jeg burde. Jeg var kun 42 – altså alt for ung til at få kræft? Min familie og mine venner, min karriere, de mange lykkelige og produktive år, jeg altid havde forestillet mig lå foran mig. I et smerteligt øjeblik brasede det hele sammen.

Efter at det første chok nogenlunde havde fortaget sig, forsøgte jeg at overveje, hvad jeg skulle gøre. Min mand arbejdede på Jamaica, og jeg havde ikke hans telefonnummer (det er almindeligt blandt geologer), og begge mine børn var hos deres bedstemor. Jeg så ikke nogen grund til at gøre dem urolige. Det første, jeg gjorde, var at ringe til en af mine ældste og kæreste venner. John Camac var min læge, mens jeg var barn, og han var stadig min mors læge. På trods af at det må have været omkring midnat i England, var han en vidunderlig støtte for mig. Han forklarede mig, hvordan jeg skulle undersøge mig selv. Han kendte mig godt nok til ikke at give mig falske forhåbninger, og vi blev enige om, at knuden, som jeg havde fundet, sandsynligvis var kræft, men at den virkede, som om den var meget afgrænset, så den ville sandsynligvis kunne bortopereres, uden at brystet skulle fjernes, når jeg kom tilbage til England. Efter hans råd og med støtte fra en canadisk ven besluttede jeg at blive på konferencen, indtil mine forpligtelser var overstået, men 25

også at tage til det berømte Princess Margaret-hospital i Toronto og blive undersøgt og få en diagnose.

Således tilbragte jeg den næste uge med skiftevis at være en professionel forsker, der optrådte som ordstyrer eller holdt forelæsninger for omkring 800 personer, og at besøge en specialafdeling for brystkræft, blive undersøgt og få foretaget biopsi for endelig at få diagnosen kræft.

Ind imellem sad jeg alene eller sammen med venner og følte mig som en skræmt femårig, der var bange for fremtiden. De fleste mennesker har et eller andet attraktivt træk – det kan være lange ben, smukt hår, smukke øjne og så videre. Jeg havde altid været stolt af mine bryster. Jeg var slank om taljen og havde velformede bryster. Mens jeg var teenager, fik jeg smigrende kælenavne på grund af dem. Tanken om at miste et af mine bryster var forfærdelig. Ville det betyde, at man ville synes, at det var synd for mig? Ville mine kolleger fortælle vittigheder om mig?

Da jeg vendte tilbage til London, var det allerede lykkedes for min praktiserende læge at få mig ind til en undersøgelse på afdelingen for brystkræft på Charing Cross-hospitalet, som er et førende universitetshospital i London. Jeg vil aldrig glemme det syn, der mødte mig ved mit første besøg. Venteværelset var fyldt til bristepunktet med anspændt udseende kvinder og deres ledsagere. Atmosfæren var tæt af frygt og bekymring. Ingen talte sammen, og vi undgik for det meste at have øjenkontakt med hinanden. Selv da lagde jeg mærke til, at de fleste af kvinderne virkede velplejede, men de var af forskellig alder, facon og kropsbygning, og deres bryster var i forskellige størrelser. Der var to sorte kvinder, en kvinde der så indisk ud, en kvinde så ud, som om hun var fra Mellemøsten, men der var ingen orientalske kvinder. Når jeg tænker på det, er jeg klar over, at jeg allerede da var på udkig efter spor, der kunne pege på årsagen til brystkræft ved at lede efter fællestræk hos de brystkræftramte kvinder. Selvfølgelig ville en eller anden for længst have identificeret sådanne træk, hvis det var så let, men det var umuligt for mig at undertrykke mit forskerinstinkt. Da jeg så disse bange ansigter – vel vidende hvor bange jeg selv var – forstod jeg for første gang, hvor almindelig en sygdom brystkræft er, og hvor frygtelig og ødelæggende den er for kvinder, deres familie og venner.

I løbet af de måneder og år, der gik efter mit første besøg på denne afdeling, satte jeg mig for at lære så meget, som jeg kunne om denne forfærdelige sygdom. Under store personlige kriser læner de fleste men26

nesker sig som regel op ad de grundlæggende ting, de kender bedst og har mest tillid til. For nogle kan det være deres religiøse overbevisning.

For andre kan det være nære venner og dem, de elsker. Da katastrofen ramte mig, lænede jeg mig op ad det, jeg havde mest tillid til: min videnskabelige skoling.

Og det reddede mit liv.

Hvordan videnskaben hjælper os – og hvorfor den ikke altid gør det En god forsker ser tingene lidt anderledes. Da jeg ved, hvordan det opleves »indefra«, vil jeg fortælle noget om, hvordan videnskab fungerer, som vil hjælpe dig med at forstå, hvordan det kan være, at videnskaben har nærmet sig brystkræft fra så forskellige indfaldsvinkler.

Når jeg holder forelæsning for de studerende, beder jeg dem gerne visualisere videnskab som et vældigt egetræ – et kundskabens træ, om man vil. Det begynder langt nede under jorden helt ude i spidserne af de altid sonderende rødder. Her bliver konstant gjort nye opdagelser.

Efterhånden bliver nogle af dem ført sammen, så de danner større rødder, og endelig kan al kundskaben samles, så man får en helhed i træets stamme. Denne sidste funktion – at samle de forskellige småstumper af information, så man opnår en ny indsigt eller teori eller somme tider et afgørende gennembrud – er ofte udført af en enkelt person, der har forstået mange eller alle de forskellige aspekter af et problem. Vedkommende har været heldig at befinde sig på rette sted i rette tid for at kunne lave alle de nødvendige sammenkædninger. Den netop erhvervede viden strømmer til sidst op og ud i træets grene og blade, ligesom informationen viderebringes til omverdenen – der kan bruge den på godt og ondt.

Dette er selvfølgelig en forenkling af en kompleks og dynamisk proces, men den er god til at få en forståelse af, hvordan videnskaben altid har fungeret, således at frugterne af dens arbejde når ud til samfundet. I de senere år har dette imidlertid ændret sig markant og ikke til det bedre.

I dag satses næsten udelukkende på at give den største opmærksomhed og de fleste ressourcer (penge, mennesker, udstyr og hjælpemidler) til forskere, der arbejder i rodspidserne, ofte med meget dyre, højteknologiske metoder. Somme tider kaldes denne metode »bottom-up« (i 27

modsætning til »top-down«). Den store naturvidenskabsmand James E. Lovelock forklarer problemet i bogen Gaia: praktisk videnskab: »For at forstå jordens fysiologi kræves et »top-down«-syn på jordens systemer som en helhed. Vi behøver videnskab, men den skal vokse både fra toppen og nedefra!« Videnskab, som udelukkende begrænser sig til de yderste rodspidser på bekostning af alt andet, kan være dårlig. Min ven John Dewey, professor ved Oxford Universitet, skrev om dette for ikke længe siden i en velskrevet og tankevækkende artikel i det videnskabelige tidsskrift Geoscientist (John er en moderne videnskabelig helt. Han er en af pionererne inden for pladetektonisk teori, der omhandler hvordan jordens overflade har udviklet sig gennem tiden). Han skrev: I vores ambitiøse jagt på midler og anerkendelse har vi glemt den videnskabelige dygtigheds traditionelle værdier, den gnidningsfri forening af forskning og undervisning, som genererer ny indsigt og videnskab. Videnskabelig dygtighed opnås bl.a. ved intensiv forskning på biblioteker og læsning af litteratur, der er mere end fem år gammel. 4 Der er et ord, som beskriver, hvad der er sket med mange videnskabsgrene de senere år, et ord som i stigende grad har fået en negativ klang, nemlig reduktionisme.

Den vægt, som for tiden lægges på højteknologisk reduktionistisk forskning, betyder, for at sige det som det er, at vi bruger flere og flere ressourcer på at lære mere og mere om mindre og mindre. Jeg vil forsøge at illustrere problemet ved hjælp af et gammelt indisk folkeeventyr om seks blinde mænd og en elefant. For længe siden levede i Brahmaputradalen i Indien seks blinde mænd, som havde været blinde fra fødslen.

De havde for vane at prale overfor hinanden med deres lærdom. Af en eller anden grund blev de interesserede i elefanter og hyrede en rejsefører ved navn Dookiram, som skulle ledsage dem til en elefant. Da de nærmede sig elefanten, faldt den første mand mod elefantens side.

Han undersøgte alt, hvad han kunne mærke af dyret og erklærede, at elefanten var ligesom en stor mur. Den anden rakte hænderne frem og fik fat i en af elefantens stødtænder og erklærede, at den var ligesom et spyd. Den tredje, som fik fat i elefantens snabel, erklærede, at dyret var 28

ligesom en slange og så videre. Hver af de blinde vismænd udviklede således sin egen mening om, hvordan elefanten var, på grundlag af sin personlige erfaring, og efterfølgende disputerede de længe og voldsomt om elefantens sande natur. Historiens pointe er, at hver af de blinde mænd delvis havde ret, skønt de alle tog fejl.

Og det er netop problemet, hvis man sætter for megen lid til reduktionisme: Man ser ikke skoven for bare træer. Med hensyn til kræftforskningen betyder det, at vi forsker i mindre og mindre dele af hele sygdommens udviklingsproces, som fx et aspekt ved cellens biologi eller molekylære kemi – i visse tilfælde et enkelt gen eller det protein, genet koder for. Men denne tiltagende specialisering og inddeling i adskilte enheder af kræftforskningen, hver eneste underinddeling med sit eget kryptiske fagsprog, frembringer ikke de resultater, som samfundet har krav på. Sagt med økonomiske termer har udbyttet af vores store investeringer været lavt. Hvis kræftforskningen havde været en forretning, ville aktionærerne for længst have fyret ledelsen og ændret strategi.

Reduktionistisk videnskab frembringer enorme mængder data. Det er faktisk et kronisk problem for forskning i dag. Alt for mange mennesker tilvejebringer alt for megen information, og alt for få mennesker har tid til at læse og tilegne sig den. Jeg har en mistanke om, at i visse tilfælde gentager forskere andres forskning uden at vide det. Alt for mange taler – mens alt for få læser, gennemtænker, analyserer og sammenfatter. Hvad sker der med alle de data, som genereres? Jo, de bliver publiceret i lærde tidsskrifter og medvirker til at give forskerne anseelse og få flere fondsmidler, så de kan forske endnu mere. Men hvor meget af dette arbejde kommer direkte kræftpatienterne til gode? Sørgeligt lidt, er jeg bange for.

Der er endnu et problem, som vægten på reduktionistisk forskning forårsager. Dens altgennemtrængende indflydelse har vanskeliggjort alle andre former for videnskabelige bestræbelser. Jeg taler her særlig om den form for forskning, som finder sted længere oppe af træstammen – den slags forskning, som indebærer analyse, sammenfatning eller vurdering af andres arbejde. Den er nu blevet meget umoderne. Den anses for ikke at være kreativ og ikke at give de originale, grænsebrydende ideer, som »bottom-up«-forskning producerer. Derfor får forskere, der udfører den slags arbejde, ikke mange priser eller udmærkelser, og det er svært at få forskningsbevillinger til den slags arbejde. Oversigtsartikler er generelt 29

heller ikke velkomne i de fleste forskerbedømte forskningstidsskrifter, og de tæller ikke meget på den enkelte forskers curriculum vitae.

Den underforståede hensigt med reduktionistisk kræftforskning er at finde »den magiske kugle«, den manglende brik i puslespillet, det endelige svar, den hellige gral. Derfor sigter moderne medicinsk forskning generelt og kræftforskning især på at finde en ren form af en kemisk forbindelse, som har en klart defineret (stoikiometrisk) kemisk formel, der kan gives i afmålte doser, og som i statistisk udformede kliniske studier kan påvises at påvirke sygdomsforløbet markant og reproducerbart.

Men hvad hvis den ikke findes?

Hvad, hvis vores tro på »magiske kugler« er netop dette – magisk, illusorisk, uden hold i virkeligheden? Hvis det forholder sig sådan, vil man aldrig finde den, uanset hvor megen forskning og hvor mange forskningsmidler man sætter ind med. Så har vi spildt formuer, masser af tid og mange kvinders liv på absolut ingenting.

I mellemtiden får vi tilbudt operation, strålebehandling og kemoterapi – ganske vist forbedret og forfinet – som den helt overvejende behandling for brystkræft, som det er foregået siden 1950erne, sammen med hormonbaserede lægemidler som fx tamoxifen. Der er ganske vist sket små forbedringer, men frekvensen af brystkræft og antallet af overlevende brystkræftramte kvinder er stort set upåvirket (se Figur 1, side 93).

En reduktionistisk vinkel på brystkræftforskningen vil også før eller siden støde ind i det aftagende udbyttes lov, hvorved vi har brugt flere og flere økonomiske ressourcer på at opnå mindre og mindre. Derfor har alle kræftorganisationerne en tilsyneladende umættelig appetit på penge, og derfor er mange af dem blandt de mest velhavende institutioner, der findes. Det eneste budskab, vi får, er et højt og tydeligt: »Giv os en milliard mere, og giv os ti år til, så får vi endelig et middel, der virker.« Måske. Men selv hvis man fandt et middel, ville vi så have råd til at ordinere det til alle brystkræftpatienter? Den offentlige sygesikring i Storbritannien har allerede problemer på grund af udgifter til ny, dyr medicin, som det har kostet mange penge at udvikle. I en leder i avisen Independent on Sunday den 14. november 1999 stod, at førende onkologer (kræftspecialister) ved en konference advarede om, at de ikke havde penge nok på deres budgetter til at kunne ordinere den sidste nye medicin, og at de var tvunget til at skjule dette for patienterne.5 I 30

samme artikel blev det beskrevet, hvordan det lykkedes for en patient at få en velgørenhedsorganisation til at betale for behandlingen med et nyt lægemiddel ved navn docetaxel.

Den højteknologiske metode til udvikling af kræftmedicin fører til mange nye midler, som er ekstremt dyre. De bliver så intensivt markedsført, ofte direkte til patienterne via internettet – selv om de måske kun forlænger livet med nogle få uger eller måneder. Der foregår stadig mere følelsesladede diskussioner mellem patienter og deres familier, som forståeligt nok ønsker at få den sidste nye behandling, og sundhedsmyndighederne, som har svært ved at retfærdiggøre de store udgifter til enkelte patientgrupper uden de store resultater. Er denne fremgangsmåde virkelig til gavn for brystkræftpatienter undtagen på meget kort sigt?

Den højteknologiske metode til udvikling af kræftmedicin blev diskuteret i en artikel af Andrew Tyler i tidsskriftet New Statesman 12. juni 1992. Han hævdede, at »de medicinske organisationer er alt for forblændede af jagten på mirakelkure ...« Tyler skriver, at »det er mere spændende at investere i biologiske mirakler end i enkle strategier som sund levevis og sund kost, selv om en objektiv analyse af journalen viser, at den industrielt fremstillede medicins krig mod det, der er blevet kaldt ‘velstandssygdomme’ – kræft, hjertesygdom, emfysem, sukkersyge, bronkitis – er tabt. Men offentligheden lovpriser teknodoktorerne mere end nogensinde.« Senere i artiklen fremfører han, at »i de sidste tyve år er der ikke sket virkelige fremskridt med hensyn til forlængelse af levetiden for patienter med de mest almindelige ondartede tumorer – dem, der dræber flest – på trods af en kolossal, endeløs strøm af forskningsmidler.« Ifølge Tyler er »de to største kræftforskningsorganisationer i Storbritannien, Imperial Cancer Research Fund og Cancer Research Campaign, tydeligvis overbevist om, at der er en forbindelse mellem et højt østrogenniveau og brystkræft. Men den metode, de foretrækker til nedsættelse af østrogenmængden, er ikke kostomlægning men indtagelse af et kraftigt virkende lægemiddel, der kaldes tamoxifen. Planen er at give dette produkt til 15.000 sunde kvinder, der er identificeret som højrisikogruppe, for at se om det får brystkræfthyppigheden til at falde. At give lægemidler til mennesker, som ikke er syge, er en ny og lukrativ forretningsmetode.« Jeg er altid mistænksom, når kræftorganisationer rækker hånden frem og igen lover os et middel mod kræft, hvis blot vi giver dem endnu 31

en sum penge. Sandheden er, at videnskab drives af nysgerrighed, ikke af penge. Man kan ikke »købe« god videnskab uanset hvor mange penge, man bruger, lige så lidt som en millionær med fremskreden lungekræft kan »købe« sig til sundhed. Videnskab er ikke en vare. Det er en livsform, en måde at tænke på. Store videnskabsmænd som Newton og Darwin krævede ikke store summer, før de gik i gang med arbejdet. De var i stand til at tage den nødvendige tid stort set uden økonomiske restriktioner eller politisk indgriben (bortset fra kirken) til at fremlægge videnskabelige teorier ud fra grundsætninger.

Den moderne kræftforskning begyndte i USA, da præsident Richard Nixon i en berømt tale i 1971 erklærede kræften »krig«. Og lige fra begyndelsen var den domineret af reduktionistisk videnskabelig tankegang med kravene til store bevillinger og lokkende løfter om, at der var et middel »lige om hjørnet«. »Mange mennesker ventede en hurtig sejr,« beretter nyhedsmagasinet US News & World Report, »da tæmningen af den frygtede sygdom blev sammenlignet med en månelanding. Så sent som i 1984 forudsagde direktøren for the National Cancer Institute, at antallet af kræftdødsfald ville være halveret i USA i år 2000.« En sådan optimisme var naturligvis ubegrundet. På trods af enorme udgifter – 2 milliarder dollars i USA i 1996 – var antallet af kræftdødsfald steget med mere end 6 procent i 1992.6 Nogle af kritikerne tog krigsmetaforen, som kræftforskerne holdt så meget af, til sig og har kaldt Nixons krig mod kræften for »et medicinsk Vietnam«.

Der har ganske vist været nogle vigtige medicinske succeshistorier.

Fx kan kræft hos børn, især visse former for leukæmi, behandles og kureres. Mellem 75 og 80 procent af de børn, der får stillet diagnosen akut lymfocytisk leukæmi, kan nu helbredes. Men der er for langt mellem sådanne lyspunkter.

Så hvad er alternativet til den stærke satsning på reduktionistisk forskning? Og vil det i højere grad kunne gavne almindelige mennesker?

Lad mig give et par eksempler på betydningsfulde lægevidenskabelige gennembrud, der er sket tidligere med minimale ressourcer, men skarpt intellekt og intuition og en god portion sund fornuft. De fleste læger vil være enige i, at det vigtigste bidrag i kampen mod infektionssygdommene ikke var antibiotika men forbedringen af sundhedstilstanden: rent vand, forbedret hygiejne, sundere kost og bedre boliger.

Disse forbedringer skete, efterhånden som vi fik bedre forståelse for 32

infektionssygdommenes smitteveje. Et tidligt eksempel på denne type arbejde blev udført af lægen John Snow, der påviste betydningen af sygdomsforekomstens mønster. Han lavede det berømte kort med prikker, som viste, hvor der var flest dødsfald under koleraepidemien i London i september 1854. Dødsfaldene blev markeret med prikker, og de elleve vandpumper i området blev markeret med kryds. Da Snow iagttog fordelingen af prikker og kryds på kortene, så han, at koleratilfældene næsten udelukkende fandtes blandt dem, der boede i nærheden af (og drak vand fra) vandpumpen i Broad Street. Han fik fjernet pumpestangen fra den forurenede pumpe, og det førte til afslutningen af en epidemi, som havde berøvet mere end 500 mennesker livet i dette område. Dette »videnskabelige detektivarbejde« kaldes epidemiologi – bogstavelig talt studiet af epidemier – og det er blevet brugt med succes mange gange for at identificere årsagen til sygdom og til at gennemføre sygdomsforebyggende foranstaltninger via det offentlige.

Hvad angår kræft var professor Richard Dolls epidemiologiske undersøgelse af lungekræft i 1950erne et af de mest betydelige fremskridt i forståelsen af kræft i det 20. århundrede. Richard Doll påviste, uden at der var nogen skygge af tvivl, sammenhængen mellem lungekræft og tobaksrygning. Doll viste os, at lungekræft ikke var en forbandelse, som Gud havde nedkaldt over os, og at sygdommen heller ikke skyldtes dårlige gener, men at den skyldtes noget, som mennesker selv udsatte sig for.

For første gang fik vi en moderne, logisk begrundelse og videnskabelig forståelse for årsagen til en udbredt kræftform. Nu kan vi vælge, om vi vil ryge eller ej, vel vidende at hvis vi gør det, forøger vi i væsentlig grad risikoen for at udvikle lungekræft. Kendskabet til årsagen til lungekræft har fået mange til at holde op med at ryge, og det har omtrent halveret antallet af dødsfald som følge af sygdommen.7 Siden da har man fundet logiske forklaringer på mange andre kræftformer. Fx ved man nu, at mesoteliom – en kræfttype, der sætter sig i brystvæggen – skyldes asbeststøv, hudkræft skyldes udsættelse for ultraviolet lys eller arsenikforgiftning, og livmoderhalskræft skyldes infektion af det seksuelt overførte human papillom (vorte) virus blot for at nævne et par eksempler.

Når man netop har fået stillet diagnosen brystkræft, bliver al denne baggrundsinformation pludselig til meget mere end en akademisk diskussion.

Det første, jeg gjorde, efter at jeg havde fået stillet diagnosen, var at 33

udfylde et spørgeskema, som viste, at jeg var i lavrisikogruppe for udvikling af brystkræft! Ifølge det canadiske brystkræftselskab og Canadas statistik er nogle af de vigtigste risikofaktorer: ■

■

■

■

Brystkræft i familien, især hos mødre, døtre og søstre samt slægtninge som tanter, kusiner og bedstemødre. Man har seks gange større risiko, hvis ens mor eller søster har haft brystkræft inden menopausen og indtil ti gange større risiko, hvis ens mor eller søster har haft kræft i begge bryster.

Der er en let forhøjet risiko for kvinder, som ikke har fuldført et svangerskab, og som var førstegangsgravide efter at være fyldt 30.

Der er en højere risiko, hvis menstruationerne er begyndt tidligt eller menopausen er indtrådt sent.

Andre formodede risikofaktorer er langvarig brug af p-pillen før det første barn, flere godartede knuder i brystet, hormonbehandling, stort alkoholforbrug, fedme og høj alder.

Faktisk indgår de fleste af disse risikofaktorer i vestlig middelklasselivsstil og betyder måske ikke særlig meget. Lad mig forklare det. Før professor Doll påviste, at lungekræft var forbundet med tobaksrygning, kunne man have udviklet en lignende række risikofaktorer for lungekræft, som dem man tilskriver brystkræft. I 1950erne, før professor Doll offentliggjorde, hvad han havde opdaget, kunne en liste over risikofaktorerne have set sådan ud: at være mand (dengang var der kun få kvinder, som røg), at tilhøre arbejderklassen, at drikke alkohol, høj alder, at komme fra en familie med flere tilfælde af lungekræft (rygere er ofte børn af rygere) og så videre. Ingen af risikofaktorerne forårsagede lungekræft – det var ganske enkelt træk, der gjaldt den del af befolkningen, som var rygere. Jeg tror, at det samme gælder for risikofaktorerne ved brystkræft: Det er beskrivelser af den del af befolkningen, som får brystkræft.

Mange læger er tilbøjelige til at opfatte ikke-smitsomme sygdomme, især bryst- og prostatakræft, som en uundgåelig følge af aldring. Fx omtalte en artikel i British Medical Journal »... den voksende byrde af ikkesmitsomme sygdomme – både i udviklingslande og industrialiserede lande – som en konsekvens af at folk bliver ældre. Hjertekarsygdomme, 34

kræft, neuropsykiatriske sygdomme og tilskadekomst er hastigt ved at blive de overvejende grunde til invaliditet og for tidlig død de fleste steder.«8 I artiklen nævnes det ikke, at »vestlig kost og livsstil« eller andre underliggende årsager kan føre til ikke-smitsomme sygdomme. Ifølge dette ræsonnement er alder en af de primære årsager til kræft. Det tror jeg ikke på.

I perioden efter at jeg fik stillet diagnosen, fulgte et ubehageligt kapløb. Sideløbende med, at jeg fem gange fik konstateret stadig mere aggressiv brystkræft, som til sidst spredte sig til lymfesystemet, ledte jeg efter større videnskabelig forståelse for min sygdom, hvad årsagen kunne være, og hvad der kunne få den til at forsvinde.

I begyndelsen var jeg meget, meget bange. Jeg stillede kritiske spørgsmål til grundlaget for den behandling, jeg blev ordineret, undersøgte selv behandlingsresultaterne og vurderede så vidt jeg kunne alle mulige alternative behandlingsformer og teorier. Intet af dette gjorde livet let for de kræftspecialister, der behandlede mig, men for mig gjorde det en afgørende forskel. Jeg følte mig mindre som et offer, og når jeg ser tilbage, er jeg klar over, at det var denne fremgangsmåde, der reddede mit liv.

Somme tider blev jeg meget forvirret. På dette tidspunkt var der meget delte meninger blandt specialisterne om, hvorvidt det var bedst at fjerne brystet helt, eller om det var nok at fjerne knuden, ligesom der netop har været stor uenighed om, hvorvidt mammografi betaler sig sammenlignet med en forbedring af kemoterapi. Så er der den stiltiende krig mellem traditionel og alternativ behandling om, hvad der er bedst, så man kan meget let blive totalt desorienteret.

Hvad skulle jeg gøre. Den eneste metode, der gav mig mening, og en følelse af tryghed, var at falde tilbage på min videnskabelige skoling.

Sædvanligvis nærmer videnskaben sig et nyt problem i fem faser: 1. Samle den eksisterende viden Tidligere resultater og teorier gennemgås så objektivt og upartisk men så kritisk som muligt.

2. Generere ny viden Denne samles gennem eksperimenter eller observationer uden følelsesmæssigt engagement. I nogle tilfælde genereres nye ideer gennem analyse og syntese af viden, der er genereret af andre forskere. For at være en god forsker må man være indstillet på at indrømme, når man tager fejl. Det er sand35

heden, som er vigtig, ikke den personlige anseelse. Stiller man et spørgsmål, vil man blive respekteret, hvis man arbejder åbent og ærligt, også selv om man ikke når frem til det rigtige svar. I begyndelsen af min forskerkarriere lærte jeg en talemåde, som jeg har brugt som ledetråd i mit arbejde lige siden: »Den, der stiller spørgsmålene, løser problemet«.

3. Evaluere De nye resultater evalueres i forhold til eksisterende teorier, og nye indsigter eller ideer identificeres.

4. En ny hypotese fremsættes Spekulation må identificeres som sådan og adskilles fra fakta.

5. Afprøve hypotesen Hvis hypotesen virker, skal den udsættes for yderligere test og efterprøvning, indtil man har en ny teori. Hvis den ikke virker, begynder man forfra.

D.E. Packham fra Bath Universitet fremførte i en artikel en liste over de karakteristiske værdier, som forskere traditionelt har efterstræbt:9 Ærlig eksperimenteren Pedantisk respekt for beviser Ærlig indrømmelse af misforståelser og fejl Stræben efter sandheden Moralsk og intellektuel uafhængighed af alle politiske autoriteter og økonomisk magt Åbenhed for at lade kolleger offentligt granske forskningsresultaterne (Bogen igennem benytter jeg udtrykket »forskerbedømt« (engelsk: »peer-reviewed«) som angivelse af, at det er et videnskabeligt arbejde, der er kritisk gennemgået af andre forskere.

Denne form for information adskiller sig fra avisartikler og andre informationskilder).

■ ■ ■ ■ ■

■

Denne logiske og etiske struktur er blevet anvendt med succes af forskere (hvad enten de gjorde sig det klart eller ej) i århundreder. Og det var præcis sådan, jeg nærmede mig den udfordring, som min egen brystkræft var.

Det, som jeg opdagede i månederne og årene efter, at jeg fik stillet diagnosen brystkræft, er emnet for resten af denne bog. Der findes store mængder forskning – hvoraf en del er foretaget for ganske mange år siden – om de faktorer, der hænger sammen med bryst- og prostata36

kræft. Når du læser de følgende kapitler, er jeg sikker på, at du vil blive lige så forbavset, som jeg blev i begyndelsen over at opdage, hvor meget man allerede ved, som ikke er nået ud til offentligheden. Mens det er sandt, at nogle af risikofaktorerne for brystkræft – såsom høj alder, tidlig menstruation, sen menopause og brystkræft i familien – har vi absolut ingen indflydelse på, er der mange andre risikofaktorer, som vi let kan kontrollere. Disse »kontrollerbare« risikofaktorer drejer sig om enkle ændringer, som alle kan foretage i dagligdagen for at forebygge og behandle brystkræft.

Mit budskab er, at selv fremskreden brystkræft kan overvindes.

Jeg ved det, for jeg har gjort det.

Fortsættelsen på min historie Det følgende handler om, hvad der skete med mig, efter at jeg fik den skæbnesvangre diagnose: hvad jeg gjorde forkert, hvad jeg gjorde rigtigt, og hvad jeg ville have gjort anderledes, hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved i dag. Jeg vil også forklare argumenterne for og rationalet bag de behandlingsmetoder, man bruger i dag, og beskrive, hvordan jeg oplevede at være kræftpatient.

Et af de første spørgsmål, jeg stillede, et, som mange kvinder med brystkræft vil forstå, er: »Hvorfor lige mig? Hvorfor er dette forfærdelige sket for mig?« Til sidst fandt jeg svaret på dette spørgsmål, og det var meget foruroligende, fordi det sagde mig, hvor stor en risiko jeg havde løbet på trods af, hvad jeg troede var en sund livsstil. Jeg fandt ud af, at en vestlig kvindes livsstil forøger hendes risiko for at få brystkræft, og risikoen forøges for hvert år, der går.

I den vestlige verden er brystkræft den mest udbredte kræftform blandt kvinder.10 I EU bliver fx tre gange flere kvinder ramt af brystkræft end af den næststørste dræber, tarmkræft. Brystkræft er forholdsvis sjælden hos kvinder under 25, og flere end fire ud af fem kvinder, der får sygdommen, er over 50 år. Brystkræft er den hyppigste årsag til kræftdødsfald blandt kvinder mellem 40 og 55 i mange vestlige lande.

Et lille antal mænd får også brystkræft.

Sagt på en anden måde er risikoen for, at en kvinde i den vestlige verden får brystkræft 1 til 8 visse steder i USA og 1 til 20 visse steder i 37

Sydeuropa. For kvinder i Storbritannien er risikoen ca. 1 til 12. Det er foruroligende, at risikoen er forøget betragteligt de sidste 20-30 år. Fx ramte brystkræft 1 kvinde af 20 i USA i 1960, mens tallet i 1991 var hver niende (og tallet er endnu højere i dag).11 Mellem 1979 og 1987 steg antallet af kvinder med brystkræft i Storbritannien med ca. 2 procent om året, men mellem 1988 og 1992 steg det med næsten 4,5 procent om året.12 Så jeg burde ikke være blevet så forbavset over at være blandt dem, der fik sygdommen. Risikoen var stor. Men det, der virkelig gjorde indtryk på mig, da jeg blev opmærksom på disse tal, var kontrasten mellem den høje risiko, som vestlige kvinder har for at få brystkræft sammenlignet med den meget mindre risiko, som kvinder fra Fjernøsten har (se Kapitel 3). Det var den første grund til, at jeg fik mistanke om, at der kunne være en årsag til brystkræft, ligesom der er en specifik årsag til, at rygere risikerer at få lungekræft. I de følgende kapitler vil jeg fortælle, hvad jeg mener, årsagen er. Men først vil vi gå ad den traditionelle behandlingsvej, som de fleste brystkræftpatienter mere eller mindre følger, afhængig af hvilken type kræft de lider af, og på hvilket stadium den er.

Bevar fodfæstet Den typiske vej gennem et kræftforløb er operation, strålebehandling og kemoterapi. Min behandling var typisk: fuldstændig bortoperation af det ene bryst, 3 yderligere operationer, 35 strålebehandlinger, 5 gange bestråling af mine æggestokke for at fremkalde menopause og standse min egen østrogenproduktion og 12 kemoterapibehandlinger. Det lyder som en syndflod af behandlinger, og faktisk fremstiller nogle alternative behandlere brystkræftbehandlingen som en kamp mellem sygdommen og behandlingerne – med patienten som slagmark. Selv om denne analogi ikke er yndet af hverken kræftorganisationerne eller lægerne, må man fra begyndelsen være klar over, at operation, bedøvelse, stråleterapi og kemoterapi er en vældig belastning for kroppen. Mange er nødt til at tage pauser eller indstille behandlingen, især kemoterapi, fordi de bliver for syge – fx hvis antallet af blodlegemer bliver for lavt. Behandlingen kan være særlig ubehagelig for mænd med brystkræft, især hvis hospitalsafdelingerne og den tilgængelige litteratur om emnet kun er beregnet for kvinder. Hvis man skal klare behandlingen, må man være 38

godt udrustet fysisk, følelsesmæssigt og praktisk. Specialkost og andre metoder, som holdt min krop i så god ernæringstilstand som muligt, hjalp mig med at klare den fysiske side. Jeg udnyttede min videnskabelige viden til at sørge for, at de radioaktive stoffer (der var brugt til diagnosen) og kemiske stoffer (der blev brugt til behandlingen) blev fjernet fra min krop så hurtigt som muligt efter behandlingen. En oversigt over de strategier, jeg benyttede, findes i afsnittet med gode råd i slutningen af dette kapitel. Jeg ved, at disse råd har været til stor hjælp for andre brystkræftpatienter.

Væk med offermentaliteten Kræftpatienter føler det ofte, som om sygdommen er deres »fejl« – enten en arvelig fejl, noget med »følelsesmæssige blokeringer« (forskning viser, at der ikke findes sådan noget som en »kræftpersonlighed« – se Kapitel 6) eller andre personlige svagheder. Men det er ikke tilfældet. Desuden kan den traditionelle kræftbehandling »bearbejde« patienterne i en sådan grad, at de ophører med at forstå, hvad der egentlig bliver gjort med dem.

En kræftpatient er sårbar, og de anstrengende behandlinger kan give en følelse af, at man har mistet kontrollen. Men det er meget vigtigt at bevare kontrollen og udvikle et konstruktivt samarbejde med sin læge. Jeg vil vise, hvordan jeg holdt op med at være et offer, afslog at overlade kontrollen til mine læger og gik i gang med at finde ud af mere om denne stærke kraft, der tilsyneladende ubarmhjertigt førte mig mod døden.

Når det drejer sig om brystkræft, er det vigtigt at forstå forskernes, herunder de medicinske forskeres, og de behandlende lægers forskellige roller. Læger er professionelle humanbiologer, som har aflagt et løfte – lægeløftet – om at følge strenge etiske og professionelle retningslinjer. De er tilbøjelige til kun at følge traditionelle fremgangsmåder, som er blevet til gennem kliniske forsøg, der som regel er baseret på rene kemiske præparater eller standardiserede tekniske procedurer, efterprøvet med velkontrollerede, statistisk baserede forsøg med cellekulturer eller på dyr i laboratorier og til sidst på patienter. Den voksende trussel om retssager mod læger gør det sværere og sværere for dem at gå væk fra den traditionelle medicin (selv om en række artikler om alternativ behandling i British Medical Jounal viser den stigende accept af nogle af disse metoder hos en meget konservativ faggruppe). Forestillingen om at benytte diæt 39

til behandling af sygdom går tilbage til den græske læge Hippokrates, der levede omkring 400 f.Kr. Hippokrates afviste, at sygdom skyldtes magiske eller overnaturlige kræfter og hævdede, at alt havde en rationel forklaring. Han mente, at årsagerne til sygdom fandtes i luften, vandet eller føden og omtalte kroppens evne til at helbrede sig selv, hvis den fik de rette betingelser i forhold til disse naturlige faktorer. Det hævdes, at den moderne vestlige lægekunst begyndte at bevæge sig bort fra de traditionelle rødder med brugen af kirurgi under den amerikanske borgerkrig. Vi kender alle det gamle ord »du bliver, hvad du spiser«; man kunne i Hippokrates’ ånd tilføje »hvad du drikker og indånder«. Faktisk er naturlige stoffer blevet brugt i kinesisk lægekunst i mere end 3000 år. Som WHO har påpeget, gør det meste af jordens befolkning stadig brug af urtemedicin.

Ligesom inden for de fleste andre faggrupper er der både meget dygtige og meget dårlige læger. Min erfaring med læger omfatter begge dele og er sandsynligvis typisk. Jeg var på nogle måder heldig, fordi jeg helt fra begyndelsen ikke var så imponeret af dem, som mange patienter er.

Allerede før jeg begyndte på en forskerkarriere, havde jeg udviklet en ret kritisk holdning til medicinsk skik og brug, der sandsynligvis stammede fra den behandling, min far havde fået i hænderne på psykiatere. Han var en usædvanligt begavet mand – jeg har stadig mange af de præmier, han vandt i skolen – men når jeg ser tilbage, indser jeg, at han desværre var maniodepressiv og lejlighedsvis blev forfulgt af, hvad Winston Churchill malende beskrev som »den sorte hund«.13 Min far var privatpatient hos psykiatriske overlæger og fik i 1950erne og begyndelserne af 1960erne mange dyre behandlinger, som min mor arbejdede hårdt for at betale.

Jeg mindes personer, som brugte pseudovidenskab og en autoritær optræden for at tjene penge på andre menneskers fortvivlelse. Jeg husker også stadig, at min far blev behandlet med LSD og med elektrochok med maskiner, som dengang var så dårligt justeret, at ingen vidste, hvor mange volt patientens hjerne blev udsat for. Hans personlighed og intellekt blev på tragisk vis permanent ødelagt, så han nærmest blev barnlig i sin adfærd. Jeg husker stadig, hvordan han tryglede om at slippe for at blive ført til klinikken for at få behandlingerne. Allerede dengang kunne man behandle maniodepressivitet med litium, en meget blidere behandling. Havde disse læger overhovedet hørt om litiumbehandling, før de gik i gang med deres »heltemodige« løsninger? Jeg tvivler. Jeg har 40

siden ofte diskuteret depression med læger, men ingen har nogen sinde givet mig noget, jeg opfatter som en rationel videnskabelig forklaring, der kan retfærdiggøre elektrochok. Faktisk sammenlignede en forsker, som specialiserede sig i hjernens kemiske processer, metoden med at sparke til et fjernsynsapparat for at få det til at virke. På den anden side er der en rationel forklaring på, hvordan litium hjælper hjernens »vandpumpesystem« med at rense hjernen for »dårlige« kemikalier, hvorved depressionen letter.

I den anden ende af skalaen er den mest begavede, kloge og følsomme praktiserende læge, jeg nogen sinde har mødt, den læge, som jeg allerede har nævnt (ham jeg ringede til midt om natten fra Canada, da jeg mærkede en knude i mit bryst), John Camac. Da min mor blev enke og følte sig meget ensom og ulykkelig, købte han i stedet for at give hende antidepressiv medicin en yndig lille hund til hende og besøgte hende hver eneste dag, indtil hun følte, at hun kunne klare sig. Med hans hjælp og støtte kom hun sig meget hurtigt. Jeg spekulerer på, hvor mange patienter, der faktisk ville få det bedre med pudler i stedet for piller? Det ville virkelig være en usædvanlig kur!

Ifølge den britiske patientforening dør britiske kræftpatienter »af lutter høflighed«, fordi de ikke presser hårdt nok på for at få den bedste behandling.14 Foreningen antyder, at antallet af kræftoverlevere er lavere i Storbritannien end i mange andre vestlige lande på grund af »Javel hr. læge«-syndromet. Uden at være grov eller aggressiv kan en kvinde med brystkræft engagere sig i en åben og konstruktiv diskussion med sine læger, forudsat at hun kender behandlingsmulighederne. Det er en del af min hensigt med denne bog.

Dit forhold til din læge, uanset om det er din praktiserende læge eller kræftspecialisten, er afgørende for, hvor godt du klarer sygdommen. Selv om det kun er naturligt at være bekymret eller bange (og tro mig, jeg var skrækslagen), må du forsøge at vise dine læger, at du vil samarbejde med dem for at blive rask, og at du ønsker at blive taget med på råd.

Det er vigtigt, at du etablerer et godt forhold til overlægen på hospitalet.

Du vil senere se, hvordan det sandsynligvis var min grundløse tvivl og panik ved en bestemt lejlighed, der kostede mig mit bryst. Hvordan kan du hurtigt vide, om du har fået en god læge? Her er en nem og hurtig checkliste, som jeg har lavet til dig. Den gør ikke krav på at være videnskabelig, men den vil hjælpe dig med at fokusere på det vigtigste.

41

TEST DIN LÆGE Har masser af sund fornuft og forklarer tingene klart og tydeligt

Behandler dig arrogant eller utålmodigt og benytter sig af forvirrende, uforståeligt fagsprog, når du stiller spørgsmål

Har valgt sin gerning, fordi han/hun tydeligvis holder af mennesker

Autoritær – nyder at sige, hvad du skal gøre, bliver vred, når du stiller spørgsmål eller selv har et bud på, hvad du fejler

Viser, at han/hun holder sin lægefaglige viden ajour

Viser, at han/hun ikke har sat sig ind i emner, han/hun burde kende

Teknisk dygtig, dvs. ved, hvordan man foretager en grundig fysisk undersøgelse

Undersøger ikke grundigt og stiller ikke en diagnose, der giver mening

Parat til at diskutere dit helbred på lige fod og at anbefale diæt, livsstil eller andre faktorer, som du selv kan ændre

Uinteresseret i årsag og viser tydelig forkærlighed for empiriske (spis denne og se) metoder, der fjerner symptomer; rækker ud efter receptblokken næsten før, du er begyndt på anden sætning

Et hyppigt problem, som patienter støder ind i, er lægestandens brug af fagsprog, der virker, som om det bliver brugt for at tilsløre. Faktisk er det mere end to tusind år siden, at den græske læge Hippokrates advarede lægerne: »Hellige ting skal kun afsløres for hellige, og man bør ikke afsløre dem for de vanhellige, før de er blevet indviet i videnskabens mysterier.« Den dag i dag følger alt for mange læger stadig hans råd. Før en medicinstuderende kan blive læge, skal han eller hun først indvies i hemmelighederne i et sprog, som man anslår indeholder 10.000 ord – ord, der for de fleste virker lige så døde som det græsk eller latin, de stammer fra.15 Hvorfor skal kløe fx kaldes »pruritis«, snue kaldes »rhinorrhea«, nysen kaldes »sternutation« eller hovedpine kaldes »cephalalgia«?

Dette er ganske vist ekstreme eksempler, men det er der en pointe i: Insister altid på fuldt ud at forstå, hvad din læge siger til dig, og hvis 42

han eller hun begynder at bruge uforståelige ord, der gør dig urolig, må du bede om at få en forklaring med mere enkle ord. Når du forstår det sprog, din læge bruger, kan du bede om at få tydeliggjort detaljer ved fx at bede lægen tegne et diagram. Så er du i langt højere grad i stand til at vurdere, påvirke og om nødvendigt sætte spørgsmålstegn ved din diagnose og behandling. Da mine læger blev klar over, at jeg var statsansat forsker, accepterede de mine spørgsmål og gjorde sig umage for at besvare dem og berolige mig. Men selv da følte jeg, at jeg ikke vidste nok.

Det var ikke, fordi de holdt noget tilbage. Det skyldtes, at de nærmede sig problemet helt anderledes end jeg.

Opmærksomhed og selvundersøgelse af brysterne Jeg var vred på mig selv, fordi jeg ikke havde undersøgt mine bryster før.

Hvorfor havde jeg ikke fulgt rådet om regelmæssigt at undersøge dem eller at få foretaget mammografi? Hvad burde jeg have gjort, og hvad kan man gøre for at hjælpe sig selv?

Lægerne strides om værdien af brystscreening og tidlig opsporing af sygdommen, herunder selvundersøgelse. På den ene side er der det synspunkt, at tidlig opsporing markant forøger kvindens chance for at overleve.

På den anden side pointerer nogle ældre læger, at når en tumor opdages, har den været under udvikling i flere år, og så består den allerede af tusindvis af celler. Derfor afhænger det af kræfttype og udviklingsstadie, hvordan patienten klarer sig siden hen. Ifølge den canadiske brystkræftforening er den mindste knude, der opdages ved selvundersøgelse, som regel omkring en centimeter i diameter og indeholder en milliard celler.

I mit tilfælde var det imidlertid selvundersøgelse, der reddede mit liv.

Jeg havde lært, hvordan man mærker en kræftknude, og jeg ved, hvordan jeg skal undersøge mine bryster, lymfeglandler og lever, og jeg gør det fortsat regelmæssigt. Hver gang jeg havde kræft, var det mig selv, der fandt knuden, og jeg søgte øjeblikkelig lægehjælp. Desuden dukkede min kræft nogle gange op igen i løbet af få uger, så det ville ikke have hjulpet mig at vente på mammografi eller rutinemæssige undersøgelser. Brystkræft vokser ofte hurtigere hos unge kvinder, hvilket er en af grundene til, at man måtte foretage hyppigere screening, hvis man skulle nedbringe dødeligheden hos kvinder under 50, og det ville selvfølgelig også forøge den strålingsdosis, som brysterne får.

43

Det fornuftigste er at lære noget om kroppen og at undersøge sig selv regelmæssigt, så man så hurtigt som muligt kan vurdere, om der er noget i vejen og komme til lægen. Ifølge den canadiske brystkræftforening overlever 90 procent af de patienter, der har små tumorer på mindre end 2 cm i diameter, mens 60 procent af de patienter, der har tumorer på over 5 cm, overlever. Jo tidligere, en kræft bliver opdaget, desto bedre er behandlingsmulighederne med mindre drastiske metoder. Spørg din læge, hvis du har brug for hjælp til at lære, hvordan du skal undersøge dine bryster eller andre dele af kroppen.

Jeg får undersøgt mine bryster, armhuler, lunger og lever ved Charing Cross-hospitalet i London en gang om året. En sådan undersøgelse kan man få hos de fleste praktiserende læger. Jeg anbefaler, at alle kvinder over 40 får undersøgt brysterne en gang om året. De fleste kræftknuder opdages af kvinderne selv (den canadiske brystkræftforening har anslået, at i Canada opdages ni ud af ti kræftknuder på denne måde). Man ville spare mange penge ved at lære kvinder at undersøge sig selv, ligesom de med færre mammografiundersøgelser ville udsættes for langt mindre stråling. Hvis man undersøger brysterne regelmæssigt, lærer man desuden, hvordan de føles normalt, så man lægger mærke til vigtige forandringer og kan søge læge. Til at begynde med betyder det måske flere lægebesøg, men på længere sigt sparer man tid ved at lære, hvordan kroppen fungerer og at tage ansvar for sit helbred. I Storbritannien har Boots and Chemists i samarbejde med organisationen Breast Cancer Care udarbejdet en udmærket håndbog om bryster, »Breast Awareness Guide«.16 Viden om bryster beskrives således: »Alle kvinder bør være opmærksomme på deres bryster hele livet. Brysternes størrelse og form varierer meget fra kvinde til kvinde, og det samme gør brystvorternes størrelse og form. Opmærksomhed på brysterne vil sige at vide, hvad der er normalt for dig gennem din månedlige cyklus, så du er i stand til at opdage, hvis der sker noget usædvanligt. Opdager man en forandring i tide, vil chancerne for et vellykket resultat af en eventuel behandling forøges betydeligt.« Selvundersøgelse af brysterne bør begynde så tidligt så muligt, så man lærer, hvordan de føles normalt, men det bliver vigtigere, efter at man er fyldt 40. Undersøgelsen bør foretages på samme tidspunkt hver måned (et par dage efter endt menstruation) og fortsætte også efter klimakteriet.

Det første, man skal huske er, at knuder i brystet ikke er kræft.

44

Bryst Fedtvæv Mælkekirtel

Mælkegang Mælkekammer Udførselsgang Brystvorte Areola

På denne forenklede tegning af brystet ser man, at et bryst består af femten til tyve segmenter, hver med en mælkegang, der fører ud til brystvorten. En tumor udvikler sig oftest i en mælkegang eller et mælkekammer og sjældnere i de støttende strukturer. En brystkræft er som regel hård og smertefri, men det hænder, at den er blød. Når du foretager selvundersøgelsen, må du bevare roen. Vær forberedt på at lægge mærke til ændringer, der kræver et lægebesøg, men husk, at de ikke nødvendigvis er tegn på sygdom. Ni ud af ti knuder i brystet er godartede. Vær opmærksom på følgende, når du undersøger dig selv: 1. Se på dine bryster i et spejl og læg mærke til forskelle mellem dem. Gør det først med armene ned langs siderne, derefter med løftede arme, mens du holder dig bag hovedet med hænderne. Vær opmærksom på alle forandringer i brysternes størrelse og form, alle ændringer i hudfarve, om en brystvorte er trukket ind eller om der er fordybninger i huden og selvfølgelig eventuelle buler.

Læn dig forover og se på dine brysters form fra så mange vinkler som muligt.

45

2. Læg dig på ryggen og undersøg systematisk dine bryster og armhuler med den modsatte hånds fingre. Rul og pres brystet forsigtigt men fast ind mod brystvæggen og læg mærke til alle ændringer, især hårde knuder, som du ikke har mærket før. Undersøg også, om der er knuder lige over kravebenet.

3. Vær opmærksom på udflåd fra brystvorterne. Klem forsigtigt om begge brystvorter for at se, om der flyder væske ud.

Husk, at selv om disse symptomer kan være tegn på kræft i et tidligt stadie, er det mest sandsynligt, at de skyldes andre sygdomme. Men hvis du konstaterer nogle af de nævnte symptomer, må du søge læge så hurtigt som muligt. Selv om du får at vide, at der ikke er noget galt, må du holde øje med forandringer og gå til lægen igen og presse på for at blive undersøgt nærmere, hvis du mener, der er grund til det. I to tilfælde har jeg selv målt knuderne for at følge med i, hvordan de udviklede sig.

Jeg lavede fire prikker med sort mærkeblæk foroven, forneden og ved siderne af knuden og brugte en krumpasser til målingen. Resultaterne skrev jeg på kvadreret papir. Det hjalp mig ved en bestemt lejlighed, hvor jeg måtte overbevise min læge om, at der var noget galt (mere om dette senere). Jeg lånte en krumpasser af en kollega, som er ekspert i fossiler.

Jeg bliver altid forundret, når jeg hører om kvinder, der har tumorer i leveren, som er så store, at lægen kan mærke dem ved en almindelig fysisk undersøgelse, mens kvinderne selv ikke har nogen anelse om dem. Leveren ligger tæt på huden lige neden for brystkassen og kan let undersøges for mærkbare knuder. Alle burde lære om kroppens anatomi og hvordan kroppen føles normalt, ligesom alle burde undersøge sig selv regelmæssigt for at se, om der er noget galt – især, hvis man fejler noget alvorligt. (Jeg mener faktisk, at selvundersøgelse burde indgå som en del af biologiundervisningen i skolen – det ville ikke alene skabe interesse for helbredet i en tidlig alder, det ville også gøre undervisningen mere relevant for den enkelte).

Ulykkeligvis har vi lært at stole på højteknologiske metoder, der bruger mange ressourcer, som en del erfarne læger mener man med fordel kunne bruge andre steder. I Storbritannien koster brystscreening samfundet mere end 400 millioner kroner om året. Hvis vi brugte selvundersøgelse mere effektivt med årlige undersøgelser udført af special46

uddannede sygeplejersker hos den praktiserende læge, ville de frigjorte ressourcer kunne bruges til bedre kræftbehandling. Fx er det blevet hævdet, at det var bedre at bruge pengene til at bestemme, hvor påvirkelige kræftcellekulturer fra patienterne er overfor forskellige kemoterapeutiske midler, før de gives til patienten. Det ville kunne gøre behandlingen mere effektiv og mindske mange kræftpatienters lidelser.

En prøvetid Charing Cross-hospitalet har en specialafdeling for brystkræft med et team, der omfatter eksperter i strålebehandling og kemoterapi, og før man kunne anbefale nogen form for behandling, gennemgik jeg en række prøver, der skulle vise, hvilken type brystkræft jeg havde og hvilket stadie, den havde udviklet sig til. Specialister i brystkræft inddeler faste tumorer efter hvilket stadie, de er på. Små tumorer, der ikke har spredt sig til lymfeglandlerne eller andre mere fjerntliggende områder af kroppen, betegnes i almindelighed stadium 1. Tumorer i stadium 2 og 3 er mere fremskredne, de er større og involverer flere lymfeglandler.

Tumorer i stadium 4 er så fremskredne, at man umiddelbart kan påvise sekundære knuder (eller metastaser) andre steder i kroppen. De organer, som brystkræft oftest spredes til, er lunger, lever, knogler og (sjældnere) hjernen.

Bortset fra en grundig fysisk undersøgelse og et par prøver, der viste, at blodtrykket og urinen var normal, blev jeg undersøgt med mammografi, biopsi, røntgenfotografering af mit bryst, leverscanning og knoglescanning.

De fleste kvinder kender i dag mammografi, som er røntgenfotografering af brysterne. I Storbritannien tilbydes kvinder i alderen 50 til 64 mammografi hvert tredje år via et screeningsprogram. Igangværende undersøgelser skal vise, om der er fordele ved at screene kvinder i alderen 65 til 69.

Der er megen debat om værdien af mammografi med hensyn til tidlig diagnosticering. Læger, som mener at screening er for ressourcekrævende, hævder, at det er tumorens type og aggressivitet, der har betydning, snarere end det stadium den er på, når den opdages. Mammografi fungerer bedst ved at afsløre små mineralkorn indeholdende kalciumoxalat og kalciumfosfat, der lejrer sig omkring kræftcellerne. Ho47

vedproblemet er, at der benyttes røntgenstråler på blødt væv (ikke brækkede knogler), og hos kvinder før menopausen er brystvævet meget tæt.

Godartede knuder kan også opstå og forsvinde i løbet af den månedlige cyklus, og brystets generelle vævsstruktur kan ændres, så resultaterne kan være vanskelige at fortolke. Mammografi giver derfor af og til et falsk positivt og et mindre antal falsk negative resultater. Desuden har nogle læger givet udtryk for bekymring over den gentagne bestråling af brysterne, da man mener, at strålernes virkning akkumuleres. Der er ingen beviser for, at mammografi redder liv eller ændrer udviklingen af en kræftsygdom hos kvinder under 50. Mammografi regnes for mest effektiv til opsporing af kræft hos kvinder mellem 50 og 69. I Canada, som er et af de lande, der har det højeste antal brystkræfttilfælde i verden, anslår man, at mammografi har nedbragt dødeligheden blandt undersøgte kvinder i denne aldersgruppe med 30 procent.

Min mammografiundersøgelse var smertefri om end lidt ubehagelig.

Røntgenfotograferingen af mit bryst for at undersøge, om jeg havde fået metastaser til lungerne, var også smertefri. Leverscanningen var lidt mere kompliceret, men den var også fuldstændig smertefri. Leverscanning udføres med ultralyd og ligner de scanninger, man udfører på gravide kvinder for at undersøge barnet i livmoderen.

Knoglescanningen var mere kompliceret og havde i mit tilfælde visse underholdende aspekter. Jeg fik først en injektion med et radioaktivt stof, teknetium, i en fosfatforbindelse, som skulle få den til at »klistre« til knoglerne. De radioaktive stråler, som stoffet teknetium udsender, kan påvises, og et billede af skelettet, der viser uregelmæssigheder som fx tumorer, kan fremkaldes på en computerskærm. Jeg havde ikke læst instruktionen grundigt nok, og mellem injektionstidspunktet og scanningen havde jeg været i hospitalets cafeteria og drukket en kop te sammen med en veninde, der fulgte mig. Jeg havde bagefter ikke tømt blæren, hvad jeg burde. Under scanningen forsøgte jeg at se på computerskærmen. Da scanneren bevægede sig hen over mit bækken, så man en enormt stor, lysende masse i nærheden af det, jeg troede var det nederste af min rygsøjle. Straks så jeg for mit indre blik mig selv i en kørestol, forkrøblet af kræft, da radiografen sagde: »Du har ikke været ude at tisse, vel?« Min blære var fyldt med urin med koncentrerede mængder af radioaktivt isotop. Jeg blev sendt på toilettet, og da jeg kom tilbage, var kræften i min rygsøjle forsvundet. Efter undersøgelsen drak jeg flere 48

glas af et velkendt colamærke, der indeholder fosforsyre, for at få min krop til så hurtigt som muligt at udskifte de radioaktive fosfater med ikke-radioaktive fosfatforbindelser fra colaen. (Som man vil se senere, drikker jeg ellers aldrig den slags produkter).

Læger klassificerer brystkræft i mere end tolv kategorier, herunder mælkekirtelkræft og kræft i mælkegangene, som er en af de almindeligste brystkræfttyper. Undersøgelserne viste, at jeg havde kræft i en mælkegang i stadium 1, og kræften havde ikke spredt sig videre i kroppen.

Mastektomi eller lumpektomi?

Til sidst fik jeg en konsultation hos kirurgen, som skulle give mig resultaterne af alle undersøgelserne. Venligt og uden omsvøb beskrev han det stadium, min kræft havde udviklet sig til og beroligede mig med, at en brystbevarende operation med efterfølgende strålebehandling sandsynligvis ville være tilstrækkelig. Han forklarede, at denne behandling, som var den, han foretrak, kunne forøge risikoen for tilbagefald, men at den ikke påvirkede den generelle dødsstatistik. Sagt på en anden måde er overlevelsestallet efter en brystbevarende operation med efterfølgende strålebehandling på langt sigt det samme som ved fjernelse af hele brystet. Jeg kunne altså bevare mit bryst, men jeg ville ikke sætte livet på spil for det.

En af de fejltagelser, jeg gjorde på dette tidspunkt, var at tage til hospitalet alene. Jeg var så forvirret over de dårlige nyheder, at jeg mistede flere af mine ejendele. Og jeg var ikke sikker på, hvad der var blevet sagt. Det bedste råd er at tage en partner eller en ven med, som har en notesblok og en pen.

Kirurgen og de andre læger, som jeg har truffet på Charing Crosshospitalet, har altid været medfølende men ærlige, og det foretrækker jeg for falsk tryghed.

Grundstammen i behandlingen af brystkræft er fortsat operation – lumpektomi (en brystbevarende operation med fjernelse af knuden), mastektomi (fjernelse af brystet), strålebehandling (brugen af radioaktive stråler – som regel højenergi røntgenstråling, der ødelægger kræftcellerne), kemoterapi (brugen af kemiske stoffer, der ødelægger kræftcellernes fysiologi) eller hormonbehandling som tamoxifen, der ved visse 49

brystkræfttyper (klassificeret som østrogenafhængige) menes at forhindre hormonet østrogen i at nå frem til receptorcellerne i kræften eller i brystvævscellerne generelt. Problemet med nogle af disse behandlinger (hovedsagelig strålebehandling og kemoterapi) er, at de kan have bivirkninger, der er så skadelige, at de opvejer fordelene ved behandlingen (i visse ekstreme tilfælde kan de forårsage andre former for kræft, som fx leukæmi). I ganske mange tilfælde virker de heller ikke, uden at man ved hvorfor. Derfor kan læger kun give patienterne den statistiske sandsynlighed for overlevelse. De kan ikke give nogen garanti for helbredelse.

De undersøgelser, som jeg gennemgik, blev brugt til at finde frem til den bedste behandling eller kombination af behandlinger for min kræfttype og det stadium, den var på. Siden da har jeg talt med mange kvinder, som har haft brystkræft, og jeg er blevet klar over, hvor heldig jeg var at blive behandlet på Charing Cross-hospitalet, som er et forsknings- og undervisningshospital på meget højt niveau. Mange kvinder, herunder nogle, der er blevet behandlet privat for store summer, er blevet opereret af almene kirurger, som benyttede en fremgangsmåde, man kun kan beskrive med at de »klarede sig igennem på bedste beskub«. Fra begyndelsen blev der ikke gjort noget forsøg på at vurdere problemets art eller omfang. Det er meget vigtigt, at man bliver behandlet af specialister. Sørg for, at din praktiserende læge kender dine synspunkter, og kræv at blive behandlet på en specialafdeling. Dit liv kan bogstavelig talt afhænge af det. Hvis du fx skal opereres, må du sikre dig, at du bliver opereret af en kirurg, som udfører mindst tredive af den slags operationer om året.

Undersøg, hvor mange vellykkede operationer, han eller hun har udført og sammenlign med resultatet på landsplan. Undersøg også, hvor mange der overlever generelt ved det hospital, hvor du bliver behandlet. (Den slags information er særlig vigtig for mænd, der skal gennemgå prostataoperationer, fordi denne operation er mere kompliceret end fjernelse af et bryst). Den slags statistikker skal imidlertid behandles med forsigtighed, fordi nogle læger vil behandle patienter, andre opfatter som uhelbredeligt syge. Jeg husker, at jeg spurgte overlægerne ved Charing Cross, hvornår de plejede at give op – var det, når en patient havde mindre end 50 procent chance for at overleve? Deres svar bevægede mig meget. De sagde, at hvis patienten ønskede at leve, ville de aldrig give op.

En søndag eftermiddag mens jeg ventede på strålebehandlingen, gjorde jeg endnu en fejltagelse, og måske den mest beklagelige. Jeg havde 50

lidt meget af præmenstruelle spændinger, og begge mine bryster var ømme og knudrede. Jo mere jeg trykkede og prikkede, jo mere forestillede jeg mig, at jeg kunne finde tumorer i dem. Til sidst ringede jeg i desperation til hospitalet. Jeg kunne ikke få et møde med min sædvanlige læge med så kort varsel, så jeg blev set af en anden læge. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at debatten om brystbevarende operation med strålebehandling versus fjernelse af hele brystet rasede i lægeverdenen. Jeg var heller ikke klar over, at læger i samme team kunne have helt forskellige holdninger (selv om jeg vidste, at det ofte er tilfældet for forskere). Den mand, der så mig, gik tydeligvis til forskel fra min sædvanlige læge ind for fjernelse af brystet. Han hævdede bestemt og utvetydigt, at min kræft, der sad i en mælkegang uden spredning, krævede, at hele brystet blev fjernet. Ellers, sagde han, ville jeg være død inden tre måneder. Han holdt fast i sit synspunkt under hårdt pres og kritiske spørgsmål fra min mand, der ligesom jeg er forsker. Lægen fortalte, at han for nylig havde færdiggjort en ph.d. om klassificering af brystkræft, og han anbefalede fjernelse af brystet på grundlag af sin forskning. (Jeg har altid været mistænksom overfor forskere, der bruger deres liv til at beskrive og klassificere. Jeg foretrækker forskere, der beskæftiger sig med at forstå grundlæggende processer, og det skulle jeg have tænkt på). Min mand havde ikke tillid til lægen og forsøgte at få mig til at lade være med at rette mig efter ham. Jeg forlod konsultationen fortumlet, bange og med følelsen af, at for mit yngste barns skyld (mine børn var på det tidspunkt seks og tretten år) måtte jeg vælge at få fjernet brystet.

Da jeg så min sædvanlige læge ved næste konsultation, holdt jeg stejlt på, at jeg ville have fjernet brystet, selv om jeg ikke følte, at jeg kunne fortælle ham, hvorfor jeg havde ændret holdning. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor jeg troede mere på hans kollega end på ham. Frygt og panik kan ændre et menneskes adfærd, så den, der normalt er fornuftig, opfører sig som et skræmt barn. Hvad jeg skulle have gjort, var at bede om længere betænkningstid. Jeg vil altid spekulere på og aldrig få at vide, om min kræft ville have være overstået, hvis jeg havde fuldt den behandling, som min egen læge havde anbefalet.

Fjernelse af brystet er den traditionelle behandling, og tanken om at miste et bryst er noget af det, man frygter mest ved sygdommen. Allerede i det gamle Egypten forekom brystkræft. Her bestod behandlingen som regel i at brænde det syge væv bort. Brystkirurgi udvikledes under renæs51

sancen af den flamske anatom Andreas Vesalius. I 1800-tallet begyndte kirurger at skrive detaljerede journaler over brystkræftpatienter. Deres data viser, at selv blandt dem, der fik bortopereret brystet, var der mange, som fik tilbagefald, inden der var gået otte år, især hvis lymfekirtlerne i armhulerne var angrebet. (Den franske læge LeDran var den første, der i slutningen af 1700-tallet påpegede, at det var vigtigt at holde øje med disse lymfekirtler).

I det 19. århundrede hældte kirurgerne til total fjernelse af brystet.

Halsted-metoden, der blev udviklet i USA i 1890, var særlig lemlæstende og omfattede fjernelse af bryst, armhule og de store brystmuskler. Da de første, som udførte den, blev klar over, at den ikke forbedrede patienternes chancer, begyndte de også at fjerne dele af skulderen. Det var først i 1927, at den britiske læge Geoffrey Keynes (bror til den berømte økonom John Maynard Keynes) hævdede, at total fjernelse af brystet var både grusomt og spild af tid. Han havde sluttet, at brystkræft på det tidspunkt, sygdommen blev konstateret, ofte havde spredt ganske få celler til blodet, der førte dem med sig rundt i kroppen. Hvis kræften allerede havde dannet metastaser, var den form for lemlæstelse formålsløs – og ligeledes hvis den ikke havde.

Debatten rasede stadig i 1980erne, da jeg blev behandlet, selv om fjernelse af brystet på det tidspunkt generelt betød fjernelse af færre brystmuskler og var mindre vansirende. En af grundene til, at man i Storbritannien foretrak total fjernelse af brystet for brystbevarende kirurgi var, at strålebehandling nød ringe anseelse sammenlignet med operation, skønt man i Frankrig længe havde foretrukket strålebehandling (muligvis en del af arven efter Marie Curie). Internationale kliniske undersøgelser havde allerede vist, at ved brystkræft i et tidligt stadium redder en brystbevarende operation kombineret med strålebehandling liv i samme omfang som total fjernelse af brystet. Det vidste min kirurg, men i dag forekommer det mig, at på det tidspunkt rådgav hans kollega udelukkende på grundlag af sin egen ph.d.

Hvis tumoren er stor i forhold til brystet, hvis der er mere end én primærtumor, eller hvis der er mange små tumorer i hele brystet, er det stadig vigtigt at fjerne hele brystet. Men ingen af disse situationer passede på mig.

Jeg tror, at hvad man kan lære af denne erfaring er, at patienter skal forstå, at lægelige behandlingsmetoder ofte kan være genstand for meget 52

større professionel uenighed end offentligheden er klar over. Forskellige specialister kan have modsatrettede holdninger. For ret nylig blev det fx moderne at ordinere cyklotronbehandling (en cyklotron er en maskine, der bruges til at forøge de subatomare partiklers hastighed) til særlige kræftformer (for at dræbe kræftceller ved at bombardere dem med neutroner). Britiske velgørenhedsorganisationer indsamlede mange millioner pund til køb af cyklotroner, og selv den britiske premierminister støttede kampagnen. Så begyndte rapporter om alvorlige bivirkninger at dukke op. Til sidst forlangte Storbritanniens medicinske forskningsråd og en række kræftspecialister, at man opgav denne behandlingsmetode.17 Før man indvilliger i et vigtigt behand-lingsprogram, bør man stille følgende spørgsmål: Hvor ofte er denne behandlingsmetode lykkedes? (og hvad vil det sige, at den »lykkedes«?)

Hvad er det sandsynlige resultat i min situation?

Hvilke andre behandlingsmetoder har jeg adgang til, og hvad er forskellen?

Hvor mange behandlinger er lykkedes for den specialist/kirurg, der skal operere mig?

Hvor mange sammenlignet med andre specialister på samme område?

Hvad er bivirkningerne (både de almindelige og de sjældne)?

Hvordan vil min livskvalitet være efter behandlingen?

■

■ ■

■

■

■ ■

En god læge vil tage sig tid til at besvare disse spørgsmål.

Jeg fik fjernet brystet ca. to uger senere. Fysisk er operationen ikke vanskelig. Jeg talte med kirurgen og narkoselægen før operationen (en standardpraksis ved Charing Cross-hospitalet) og følte mig tryg ved dem begge. Lige en enkelt ting: Ved Charing Cross er det almindelig praksis, at kirurgen afmærker brystet eller knuden, der skal fjernes, med sort blæk, mens patienten er helt vågen. Selv om det virker foruroligende, især når det drejer sig om brystet, må man tænke på, hvor meget værre det ville være at vågne efter bedøvelsen og opdage, at det var det forkerte bryst, der var fjernet. Hvis ikke det er almindelig praksis ved det hospital, hvor du skal opereres, må du insistere på, at der sættes mærke på dit bryst, før du får et beroligende middel inden bedøvelsen. Jeg fik et beroligende middel før operationen for at dulme angsten, og inden jeg havde nået at 53

tælle til ti for narkoselægen, befandt jeg mig på opvågningsstuen.

Da jeg kom tilbage til sengeafsnittet, opdagede jeg, at jeg havde en lang række sting der, hvor mit venstre bryst havde været, og et dræn fra såret med et rør, der førte ned i en flaske, som jeg skulle have med overalt. Flasken indeholdt en klar væske og blodspor. Hensigten med drænet er at forhindre for voldsom blodansamling ved såret. Fysisk havde jeg det ikke specielt dårligt bortset fra i min venstre arm og min venstre håndryg, hvor droppet havde siddet under operationen. Efter omkring tre dage blev flasken og drænet fjernet (det var smertefrit), og efter ca. ti dage blev stingene også fjernet (det var også smertefrit). Kirurgen besøgte mig hver dag, og efter et par dage sagde han til mig, at der ikke havde været tegn på yderligere kræft i det fjernede brystvæv, og at alle mine lymfekirtler var raske. Lymfekirtlerne i armhulen er kroppens første forsvarslinje mod spredning af brystkræft. Deres tilstand anses for den mest pålidelige indikator for omfanget af spredning fra primærtumoren og indgår i vurderingen af hvilket stadium, kræften har nået. Mere moderne metoder til vurdering af lymfekirtlernes tilstand formindsker risikoen for udvikling af lymfødem, der er en ubehagelig hævelse på grund af væskeansamling i armen. Tilstanden kan lindres, men når den først er opstået, er den ofte umulig at helbrede.

Jeg fik at vide, at ifølge patologirapporten skulle jeg ikke få flere problemer, og det var ikke nødvendigt med yderligere behandling. I slutningen af 1980erne, da jeg blev behandlet, brugte man i Storbritannien sjældent forebyggende kemoterapi. I dag er det mere almindeligt, og man mener, at det er en del af årsagen til, at dødeligheden som følge af brystkræft er faldet i Storbritannien den senere tid. Forskning ved Oxford Universitet i 1980erne viste, at 25 procent flere kvinder over 50 overlevede i mere end fem år, hvis de blev behandlet med forebyggende kemoterapi og tamoxifen. Disse behandlingsformer var blevet indført omkring ti år tidligere i USA. For nylig har man fået adgang til mere pålidelige test, som kan afsløre uopdaget kræft, hvorved forebyggende kemoterapi kan målrettes bedre.

Jeg fik et par fysioterapibehandlinger for at forbedre bevægeligheden i min venstre arm men besluttede selv at udføre øvelserne i mit eget tempo, og når det passede ind i min egen tidsplan. Andre kan have behov for den støtte, man får gennem et fastlagt fysioterapiforløb.

54

Håndtering af smerterne Jeg nægtede og nægter stadig så vidt muligt at tage lægeordineret medicin (herunder tamoxifen) eller medicin, som kan fås i håndkøb på apoteket.

Steroider (binyrebarkhormoner) gives somme tider for at lindre forskellige former for ubehag i forbindelse med kræft eller kræftbehandling, men da de også hæmmer immunfunktionen, har jeg aldrig taget dem.

Jeg forsøger også at begrænse brugen af antibiotika til et minimum, og jeg husker ikke, hvornår jeg sidst brugte smertestillende midler. Ingen af disse medicintyper vides at forårsage kræft, jeg har blot ikke lyst til at spise kunstige kemikalier, hvis jeg kan undgå det.

Jeg var heldig ikke at have særlig mange smerter efter operationen.

Hvis jeg havde haft det, ville jeg have forsøgt akupunktur i stedet for kemiske smertestillende midler, især morfin. Akupunktur menes at være opfundet i Kina for over 4000 år siden, da man opdagede, at soldater, der var såret med pile, ofte kom sig forbavsende godt efter langvarig sygdom. I 2686 f.Kr. udstedte kejser Huang-Ti (Den gule Kejser) følgende bekendtgørelse: Jeg er bekymret over de beløb i skatter og afgifter, som jeg ikke modtager på grund af sygdomme blandt befolkningen. Jeg ønsker, at vi ikke længere skal bruge medicin, som forgifter folk, ej heller gammeldags metoder. Jeg ønsker, at disse mystiske metalnåle, som leder energi, skal bruges i stedet.

Akupunktur til smertebehandling er en af de bredest accepterede alternative behandlingsformer. Faktisk publicerede den britiske lægeforening en rapport om »Alternativ behandling« i 1986, hvori den accepterede, at der er videnskabeligt belæg for påstanden om, at akupunktur virker smertelindrende.18 Nogle dyrlæger bruger rutinemæssigt akupunktur til smertelindring hos dyr.19 Generelt støtter resultaterne af randomiserede, kontrollerede forsøg brugen af akupunktur mod smerter, herunder smerter efter operation. Den slags forsøg viser også, at metoden virker mod kvalme, så akupunktur er effektiv til lindring af ubehag ved kræft og kræftbehandling, og metoden påfører ikke kroppen kemiske stoffer eller andre bivirkninger.20 Akupunktur virker ved at stimulere særlige nervefibre, der hæmmer overføring af smerteimpulser til hjernen, og ved at stimulere produk55

tionen af kroppens eget smertelindrende stof, endorfin, der kan fjerne smerter længere tid ad gangen, foruden andre neurotransmittere som fx serotonin. Imidlertid er der nogle aspekter ved akupunktur, som ikke kan forklares ved hjælp af traditionel lægevidenskab. Fx har man hos patienter med bestemte sygdomme iagttaget ændringer i den elektriske ledningsevne ved akupunkturpunkter, der er forbundet med det syge organ. Der er ingen kendte anatomiske eller fysiologiske forklaringer på disse iagttagelser. Foruden en detaljeret beskrivelse af sygdomsforløbet bruger traditionelle akupunktører andre iagttagelser, som de hævder fortæller om patientens helbredstilstand. Det drejer sig om tungens form, belægning og farve, ansigtskuløren samt pulsens styrke, rytme og kvalitet. Både vestlige og traditionelle akupunktører palperer sig frem til punkter, hvor tryk forårsager ømhed eller smerte. Akupunkturnåle er meget tynde og gør ikke ondt på samme måde som fx en injektion. Patienten er ikke altid klar over, at der er placeret en nål. Mange patienter oplever akupunktur som afslappende og beroligende, men metoden virker ikke lige godt på alle. Man bør altid vælge en akupunktør, der er medlem af en faglig sammenslutning.

En variation er akupressur, hvor trykket gives ved hjælp af et specielt armbånd, der er konstrueret, så det trykker på akupunkturpunkterne ved hvert håndled. Desuden er der elektroakupunktur, hvor man sender en elektrisk impuls ind i akupunkturpunktet i stedet for en nål. Laser bruges somme tider i stedet for nåle. Transkutan elektrisk nervestimulation (TENS) gør ikke brug af akupunkturpunkter men stimulerer de nerver, der blokerer for smerterne. Denne metode kan bruges hjemme.

Hypnose er en anden mulighed, som man også mener forøger endorfinproduktionen.*

Erstatning for det mistede bryst I den første tid havde jeg en brystprotese af nylon fyldt med plastfiber.

Efter seks uger, da såret var lægt, blev jeg ambulant patient. Jeg blev udstyret med en velformet silikoneprotese af en omsorgsfuld, hjælpsom kvinde, som var specialist i den slags. (De første brystproteser bestod af * For yderligere information om smertekontrol ved kræft, herunder fremskreden kræft, se Kathleen M. Foleys artikel i Scientific American, september 1996.

56

en bomuldspose med fuglefrø!). Mange kvinder bliver nu tilbudt plastikkirurgi efter fjernelsen af brystet. Jeg er blevet tilbudt det flere gange, men jeg har aldrig rigtig haft tid. Hvis jeg får tid, vil jeg foretrække den operation, hvor man bruger en muskel fra ryggen i stedet for et silikoneimplantat. Mine silikoneproteser begynder at lække efter to år, og jeg kan slet ikke holde ud at tænke på, at dette klistrede stof skulle sive ud i min krop. I mellemtiden er jeg begyndt at acceptere mit kunstige bryst.

Jeg bruger forholdsvis normale bh’er, og den eneste form for specialtøj, jeg køber, er badedragter med en indsyet lomme til mit kunstige bryst.

Brystprotesen kan være ubehagelig i varmt, fugtigt vejr – selv om det hjælper at putte den ind i et rent bomuldsbetræk. Mit største problem er, at jeg nogle gange mister den! En gang forlod jeg Charing Cross-hospitalet efter en rutineundersøgelse uden at tage den med og måtte have den sendt med posten. Sygeplejerskerne driller mig stadig med det.

Det er forskelligt, hvor åbne folk er med hensyn til brystkræft og fjernelse af et bryst. Jeg besluttede at være åben men forholdsvis saglig og ikke at tale for meget om min situation (der er ikke mange, som bryder sig om at blive konfronteret med andre menneskers problemer).

Andre brystkræftpatienter klarer det på andre måder, og mange kvinder ønsker ikke, at nogen skal vide, at de har fået fjernet et bryst. Ofte ønsker de ikke engang, at nogen skal vide, at de har haft brystkræft, hvis folk nu skulle antage, at de har fået fjernet et bryst. Enhver må gøre op med sig selv, sin partner og sin familie, hvordan man vil forholde sig til situationen.

Et tilbageblik På dette tidlige, afgørende trin i behandlingen kan det betale sig at undersøge, hvad jeg gjorde rigtigt, og hvad jeg gjorde forkert, fordi det kan hjælpe andre til at tage de beslutninger, som er rigtige for dem.

Hvad jeg gjorde rigtigt: ■

■

Fandt min indre styrke – og indrømmede for mig selv, at jeg havde et problem.

Søgte lægehjælp så hurtigt som muligt og fandt beroligende information.

57

■

■

■ ■ ■

Bad min praktiserende læge om at sende mig til et hospital med en specialafdeling, ikke til en almen kirurg.

Involverede mine veninder og min familie, der gerne ville hjælpe, men forstod, at nogle var for bange eller bekymrede til at kunne hjælpe mig (se Kapitel 6).

Fik foretaget alle undersøgelserne og fulgte anvisningerne.

Lyttede til mennesker med en positiv og åben indstilling.

Forsøgte at holde myter på afstand og at udvikle en mere rationel, mindre skræmmende opfattelse af brystkræft baseret på videnskabelig indsigt (se Kapitel 2).

Hvad jeg gjorde forkert: Blev grebet af panik og skræmte mig selv ved at tænke på alle de forfærdelige ting, der kunne ske.

Lyttede til skrækhistorier.

Gik alene til hospitalet, da jeg skulle have diagnosen (Tag din partner eller en veninde med, og medbring notesblok og pen).

Lod mig påvirke af en læge, som ikke havde ansvar for min behandling.

Hvis jeg kunne gøre noget om i mit sygdomsforløb, ville jeg stille spørgsmålet: »Hvad er bedst, at få fjernet hele brystet eller at få en brystbevarende operation og strålebehandling?« Denne gang ville jeg tro på min egen kirurg og ikke på hans kollega.

■

■

■

■

■

Et uvelkomment gensyn Mens jeg lå på hospitalet, spurgte jeg gentagne gange lægerne og sygeplejerskerne, hvad der var årsag til brystkræft, og om der var noget, jeg kunne gøre for at forhindre, at sygdommen kom igen. Da de blev ved med at tale om østrogen (mere om dette senere), spurgte jeg, om jeg kunne få en østrogenfri kost eller om jeg kunne nedbringe mit eget østrogenniveau. Det virkede, som om de ikke vidste, hvordan de skulle besvare den slags spørgsmål, men jeg fik lov at tale med en diætist.

Diætisten virkede fuldstændig forvirret over mine spørgsmål, og selv om hun lovede at kigge på sagen, kom hun aldrig tilbage og besvarede aldrig mine telefonopkald. Generelt blev jeg rådet til at forsøge at glemme min brystkræft, lægge situationen bag mig og tænke positivt.

58

På det tidspunkt virkede lægerne, som om de mente, at de som eksperter »havde ansvar« for mig, og jeg skulle ikke selv bekymre mig om noget.

Jeg tror, at de gjorde det i den bedste mening og ud fra den opfattelse, at blot det at tænke positivt ville hjælpe mig. (Jeg er glad for at kunne sige, at fremgangsmåden er ved at ændre sig til det bedre nu, og at man i det mindste ved Charing Cross-hospitalet gør sig mere umage for at informere og inddrage patienten i behandlingen).

Men jeg var ude af stand til at acceptere rådet. Alt, hvad jeg havde lært, sagde mig, at jeg måtte have en rationel forståelse af problemer for at kunne løse dem, og blot at se bort fra problemerne og »tænke positivt« var jeg ikke i stand til. Så jeg begyndt at læse både traditionel og alternativ medicinsk litteratur om emnet og fandt snart henvisninger til lægerne Max Gerson og Alec Forbes, der begge havde udarbejdet specielle diæter til kræftpatienter.21 Af alle de aktuelle tilgængelige metoder til kræftbehandling virkede forestillingen om at ændre min kost som den mest fornuftige, så jeg ændrede min kost og livsstil efter de anbefalinger, som Bristol-diæten gav. Bristol-diæten er et program mod kræft udarbejdet af Alec Forbes. Den beskriver elementerne i en god ernæring og anbefaler, at man spiser masser af uforarbejdede, uraffinerede fødevarer som bælgfrugter, kornsorter og spirer, og maden bør tilberedes med ghee (klaret smør). En vis mængde yoghurt og kogt mælk er tilladt. Jeg fortalte alle, der gad høre det, også mine læger ved Charing Cross-hospitalet, om de store fordele ved denne kost, og på trods af deres skeptiske indstilling var jeg overbevist om, at jeg aldrig mere ville få problemer med kræft.

I de næste fem år gik jeg regelmæssigt til kontrol. Men på trods af at jeg bevarede en optimistisk indstilling, begyndte jeg at få det dårligt – som om noget truende boblede lige under overfladen.

Jeg kan ikke sige nøjagtig hvornår, men jeg begyndte at blive opmærksom på en stor, hård knude i arret under min venstre arm. Det var der, hvor drænet havde siddet. Men når jeg nævnte det for lægerne, som undersøgte mig ved kontrolbesøgene, beroligede de mig med, at det blot var fortykket arvæv. Det accepterede jeg, delvis fordi jeg mente, at jeg levede så sundt og fulgte Bristol-diæten så fanatisk, at knuden umuligt kunne være kræft.

Men det var den.

Efter kontrolbesøget i 1992 besluttede jeg at måle knuden og holde øje med den for at finde ud af, om jeg blot bildte mig ind, at den voksede. Jeg 59

brugte sort mærkeblæk, som jeg fornyede hver gang, farven blegnede, og den slags krumpasser, som palæontologer bruger, når de måler fossiler. I begyndelsen af 1993, da jeg var til kontrol på Charing Cross, tog jeg mine måleresultater med. Knuden var vokset, selv om det ganske vist kun var to millimeter på et år. Jeg viste målingen til den unge læge, der foretog den rutinemæssige undersøgelse. Jeg fortalte hende om min bekymring, og at man havde beroliget mig. Hun besluttede at foretage en biopsi. I løbet af nogle dage blev jeg indlagt for at få fjernet knuden, og to uger senere blev der fjernet endnu en kræftknude, som også befandt sig i arvævet. Det var tredje gang, jeg havde opdaget kræft.

Efter operationen fulgte en række undersøgelser, der lignede dem, jeg gennemgik, da jeg fik diagnosen første gang i 1987. Der var ikke tegn på, at kræften havde spredt sig, og jeg blev anbefalet at få en serie strålebehandlinger. Det indvilligede jeg i i den tro, at det ville rense området, hvor mit venstre bryst havde været, for kræft.

Mange er bange for radioaktiv stråling, og det er de med rette. Den bruges meget til diagnosticering, bl.a. til mammografi, røntgenfotografering og knoglescanning samt til strålebehandling. Det er værd at huske, at ifølge den uafhængige, officielle britiske strålebeskyttelseskommission stammer omkring tolv procent af den gennemsnitlige dosis ioniseret bestråling (en særligt skadelig form for bestråling), som britiske borgere udsættes for, fra lægeligt brug, mens mindre end én procent stammer fra atomindustrien. Faktisk kommer størsteparten (mere end 60 procent) af den ioniserende stråling, vi udsættes for, fra gammastråler eller alfapartikler fra radongas, der siver ud fra klipper, op af jorden og ud fra de bygninger, vi bor og arbejder i.

Strålebehandlingsmetoden udvikledes efter, at Marie Curie for første gang udskilte det naturligt forekommende radioaktive isotop radium -226 fra en uranmalm, der kaldes begblende. Hun var elev af Henri Bequerel, der opdagede radioaktivitet. Desværre døde Marie Curie af kræft, sandsynligvis fordi hun blev udsat for radioaktivitet i løbet af de år, hun forskede. På det tidspunkt vidste man ikke, hvor farligt det er at blive udsat for radioaktiv bestråling, og man tænkte endnu ikke på sikkerhedsforanstaltninger eller forholdsregler.

Hensigten med strålebehandling er at ødelægge kræft med stærke røntgenstråler (usynlige, men meget kraftige elektromagnetiske energibølger), som gives enten ved at bestråle udefra eller ved at implantere 60

radioaktivt materiale, der udsender gammastråler (med endnu stærkere energi). Nøjagtig hvordan bestråling ødelægger kræftceller, ved man ikke, men man mener, at den enten forårsager genetisk skade, så kræftcellerne dør, eller at den får cellerne til at begå selvmord ved en proces, der kaldes apoptose. Metoden bygger på den kendsgerning, at sundt væv er bedre til at reparere skader, der skyldes radioaktiv bestråling, end kræftceller er.

En af de væsentligste fordele ved strålebehandling er, at de anatomiske strukturer rundt om kræftvævet bevares, så behandlingen er mindre vansirende end et kirurgisk indgreb. Bestråling kan også ødelægge mikroskopisk kræftvæv, som ikke er blevet fjernet ved operation, og det er en mere skånsom behandling for ældre og skrøbelige patienter. Men somme tider lykkes det ikke at ødelægge alle kræftcellerne i tumorerne, og i lighed med et kirurgisk indgreb er det en lokal behandling. Den hjælper ikke på kræft i stadium 3 og 4, hvor der er dannet metastaser, undtagen til symptomlindring. Hvis hele kroppen blev udsat for en bestråling, der var stærk nok til at ødelægge tilbageværende kræftceller, ville livsvigtigt væv også blive ødelagt.

Jeg blev behandlet med stærke røntgenstråler fra en såkaldt lineær accelerator. Da jeg blev henvist til strålebehandling ved Charing Crosshospitalet, blev jeg tilset af en meget dygtig røntgenspecialist, som jeg straks fik tillid til på grund af hans omhyggelighed med detaljer, da han skrev mit sygdomsforløb i journalen, og hans store kendskab til overfladeanatomi. (Til min undren må jeg ofte fortælle læger, hvor mine lymfekirtler er!). Han forklarede forståeligt og tålmodigt, hvad der skulle foregå, og besvarede alle mine spørgsmål fyldestgørende – endnu et tegn på en god læge.

Derefter blev jeg ført ind i behandlingsrummet, hvor man udregnede, hvilke vinkler strålerne skulle gives fra, samt deres styrke. Rummet så vældig højteknologisk ud – som noget fra en James Bond-film – men al min frygt forsvandt på grund af radiografernes venlige og professionelle væremåde. Jeg fik tatoveret små sorte prikker på min hud til markering af det område, der skulle bestråles. Jeg har dem stadig, men man lægger ikke mærke til dem, med mindre jeg udpeger dem. Man forklarede mig også, at lungevæv bliver meget påvirket af strålebehandlingen, og at jeg ville miste omkring femten procent af min lungekapacitet som følge af behandlingen. (Jeg spekulerer på, om rygere er klar over, hvor 61

begrænsede mulighederne for at behandle lungekræft er). Ca. en uge senere begyndte behandlingerne. Hver dag mødte jeg op og sad et kort øjeblik og talte med andre patienter i venteværelset. Derefter blev jeg bedt om at skifte tøj i en kabine, hvor en ren, hvid kittel hang parat til mig. Alt tøj og alle metalgenstande skal fjernes fra det område, der skal bestråles. Til sidst gik jeg ind i behandlingsrummet. Jeg måtte ligge fladt på ryggen, mens en pose med saltopløsning blev placeret der, hvor mit venstre bryst havde siddet (det var for at skabe samme forhold som efter en brystbevarende operation). Maskinen blev derefter sat i stilling af radiografen, som forlod rummet, men fortsatte med at tale venligt og beroligende til mig, mens området blev bestrålet. Hver gang blev mit venstre bryst bestrålet fra tre forskellige vinkler for at ødelægge kræftcellerne på brystvæggen og så vidt muligt undgå at beskadige lungerne.

De første gange mærkede jeg intet efter behandlingen, men gradvis begyndte min hud at se ud og føles, som om den var voldsomt solbrændt.

Man advares mod solbadning efter at have fået strålebehandling. Hvis jeg får sol på brystet, kan man endnu i dag se omridset af den firkant, der blev bestrålet. Man får mange forskellige råd angående behandling af det ubehag, som strålebehandlingen giver, især fra alternative behandlere, men selv urtemedicin indeholder konserveringsmidler, som jeg frygtede kunne forværre mine symptomer. Jeg besluttede ikke at bruge hverken creme eller medicin men at overholde min diæt (jeg fulgte stadig Bristol-diæten) og at spise større mængder af de fødevarer, der indeholder kemikalier som ligner dem, astronauter får som kosttilskud for at undgå strålesyge (mere herom senere). Og skønt jeg brugte en mild sæbe på resten af kroppen, vaskede jeg det forbrændte område forsigtigt udelukkende med rent vand. Lægerne ved Charing Cross var glade for at se, at min hud lægte så godt og hurtigt efter bestrålingen.

Mange mennesker blander strålebehandling og kemoterapi sammen.

De har forskellige bivirkninger. Bortset fra forbrændingen på det bestrålede område havde jeg ingen problemer. Jeg kender ingen, der har fået strålebehandling for brystkræft, som har mistet håret eller haft kvalme (selv om bestråling af hovedet eller af spiserøret for andre kræfttyper kan give den slags symptomer). I løbet af strålebehandlingen fik jeg foretaget blodprøver for at afgøre, om jeg kunne tåle at fortsætte behandlingen.

Jeg lagde mærke til, at udstyret meget ofte blev kontrolleret. Det er vigtigt, fordi strålebehandlingsudstyr, der er dårligt vedligeholdt, kan være 62

særdeles farligt. Jeg fik 35 strålebehandlinger i en periode på 7 uger. Ved afslutningen af behandlingen gennemgik jeg en grundig helbredsundersøgelse, som blev gentaget seks uger senere og viste, at jeg var fri for kræft. For at fejre det holdt jeg en frokost sammen med nogle af mine venner og var afslappet og glad. Denne gang var det virkelig lykkedes at bekæmpe sygdommen.

Men seks uger senere, en fredag morgen i juli, sad jeg og talte med en af mine chefer. Uden at tænke over det, lod jeg min højre hånd glide hen over halsen lige over kravebenet.

Der var den igen – en lille hård knude i det, jeg vidste var en af mine lymfekirtler. Jeg vidste øjeblikkelig, at det var kræften, der var kommet igen.

Jeg kan ikke sige, hvordan det føltes. Måske har du set nogle af disse skrækfilm, hvor en overnaturlig, ondskabsfuld morder bliver ved med at vågne op fra de døde for at dræbe flere ofre. Det, jeg oplevede, var endnu værre. Hvorfor ville dette monster ikke lade mig være i fred? Jeg havde kæmpet mod det og besejret det, var det ikke nok? Men det var kommet tilbage – der var ingen tvivl om, at jeg havde kræft igen. Med en gysen indså jeg, at jeg ikke ville få fred, før kræften havde dræbt mig.

Jeg løb til telefonen og ringede til røntgenspecialistens sekretær. Han ringede tilbage i løbet af mindre end en halv time og forklarede, at selv om han så mig med det samme, ville han ikke kunne gøre noget, fordi han behøvede det udstyr, der fandtes ved brystkræftafdelingen. Jeg fik en aftale den følgende tirsdag eftermiddag. Jeg er sikker på, at han vidste, at det var kræft igen, da han undersøgte min hals, men der blev igen foretaget en biopsi. Han beroligede mig med, at selv hvis det var kræft, var der stadig behandlingsmuligheder. Sådan følte jeg det bestemt ikke.

Knuden blev fjernet ambulant på Charing Cross, fordi selv om det var en kræftoperation, var det et mindre indgreb. Jeg var efterhånden så følelsesmæssigt udkørt, at jeg ikke følte særlig meget.

Bagefter blev jeg rådet til at tage tamoxifen, men jeg afslog, fordi jeg vidste, at dette stof var forbundet med forøget risiko for andre kræfttyper som fx kræft i livmoderslimhinden.22 Jeg havde også kendt flere kvinder, der havde fået tamoxifen og som var død af deres kræft, selvom de havde tålt de ubehagelige bivirkninger. Og på et sådant tidspunkt er det personlige holdninger og ikke statistiske data, man reagerer på. Jeg blev derfor rådet til at få fremskyndet menopausen ved bestråling af 63

mine æggestokke med det formål at fjerne østrogen og andre hormoner fra min krop.

Fjernelse af æggestokkene kan ske enten kirurgisk eller ved bestråling, som er mere almindeligt i dag. Mine skulle fjernes ved bestråling.

Jeg var mere bange for det end for den strålebehandling, jeg havde fået på mit bryst. Jeg var især bekymret over at komme i klimakteriet så tidligt og forestillede mig, at jeg i løbet af kort tid ville se meget ældre ud med rynket hud og gråt hår, ligesom jeg var bange for at få knogleskørhed. Jeg vidste også, at efter menopausen ændrer de fleste vestlige kvinder figur og tager på omkring hofterne. Det skyldes ændringen i hormonspejlet, der bliver mere maskulint. Hos mænd sætter fedtet sig omkring livet i stedet for på brysterne eller bagdelen, og kvinder kan efter menopausen miste deres typisk kvindelige figur. Jeg begyndte at mærke hedestigninger, men de ophørte med det samme, jeg begyndte på min nye diæt.

Tilsyneladende ser jeg ikke ud, som om jeg ikke længere menstruerer, for kvindelige kolleger, som jeg møder ved konferencer, spørger mig ofte, om jeg har en tampon, de kan låne. Når jeg får foretaget smeartest eller andre underlivsundersøgelser, spørger sygeplejersker og læger ligeledes til min menstruation. Mit hår, min hud og mine negle er blevet sundere, og min figur er, som den har været de sidste tyve år. Jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg kan takke de kostmæssige ændringer, jeg beskriver senere, for, at jeg ser ungdommelig ud (det er interessant, at de fleste orientalske kvinder bevarer et ungt udseende langt op i årene).

Omkring to uger efter at knuden var bortopereret, var jeg inde på Charing Cross for at få fjernet stingene. Jeg husker, at kirurgen henkastet sagde til mig, at knuden havde indeholdt brystkræftceller, og så bad han mig om at gå hen til spejlet. Om ikke han havde lavet et godt stykke arbejde? Jo bestemt, man kunne næsten ikke se noget ar. Jeg var imidlertid ikke i humør til at lykønske ham med hans tekniske dygtighed; jeg var rasende over hans ufølsomhed. Var han ikke klar over, hvor fortvivlet jeg var over at få at vide, at jeg havde kræft igen? Senere har jeg dog beundret hans dygtighed og været taknemmelig, fordi han anvendte kosmetisk kirurgi for at skjule, hvad der ellers ville have været et grimt ar på min hals. I tilbageblik er jeg klar over, at han forsøgte at være venlig.

Han undersøgte mig grundigt fysisk og sagde, at han ikke kunne finde nogen tegn på kræft.

Så der var den igen. Ikke mere kræft. Nu måtte alle kræftceller i min 64

krop bestemt være blevet skåret væk eller bestrålet bort, og mit østrogenniveau – som man antog var en af de STORE RISIKOFAKTORER, måtte være bragt ned på et meget lavt leje, hvis ikke det var helt borte.

Hvis blot det havde forholdt sig sådan.

Omkring to uger efter at stingene var fjernet og et par dage efter, at behandlingen, som skulle fremkalde menopausen, var overstået, blev jeg opmærksom på en større, kløende hævelse i arret. Denne knude var opstået i løbet af et par dage. Det gjorde ondt rundt om den, men selve hævelsen gjorde ikke ondt, selv om man let kunne se den. Den lignede faktisk et lille halvt, kogt æg, der stak ud fra det nederste af min hals.

Først troede jeg, det var en infektion, og fik aftalt et møde med røntgenlægen. Da han havde undersøgt min hals og så venligt og forsigtigt, som han kunne, fortalt mig, at det var kræft igen, fyldtes jeg med bange anelser.

Nu var der ikke længere noget håb, jeg havde lyst til at give op. Og dø med det samme. Hvad var formålet med at blive ved?

Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på filmen Butch Cassidy and the Sundance Kid. I slutningen af filmen bliver de to banditter skarpt forfulgt af en flok mænd. Uanset hvad de gør for at slippe væk, fortsætter deres forfølgere nådesløst. Sådan følte jeg mig: Uanset hvad jeg gjorde for at bekæmpe min kræft, kunne jeg ikke slippe væk.

Men endnu en gang var røntgenlægen vidunderlig. Han gav mig humøret igen og brugte tid på at overtale mig til at få kemoterapi, selv om jeg protesterede og sagde, at det var formålsløst. (Når jeg tænker på det, har jeg dårlig samvittighed over, at jeg tog så meget af hans kostbare tid). Endelig gik jeg med til at forsøge, om ikke andet så for at få mere tid med min familie, og han sørgede for, at behandlingen kunne begynde tre dage senere.

Jeg var meget bekymret ved tanken om kemoterapi. Jeg havde en forestilling om skaldede, magre mennesker, der led under kemoterapiens bivirkninger, som jeg vidste bl.a. bestod af kvalme og opkastninger. Det var tanken om at miste alt håret, der bekymrede mig mest. Jeg besluttede at forære mig selv en virkelig god paryk fra et velrenommeret firma. Noget som jeg gjorde, og det er et enkelt råd, som kan gavne mange, der står overfor at skulle have kemoterapi, var at kontakte min sædvanlige frisør.

Han hjalp mig med at vælge en paryk i den rigtige farve og kvalitet og klippede den, så den næsten ikke var til at skelne fra min egen frisure.

65

Bortset fra besøget hos min frisør for at få parykken klippet har jeg dog aldrig haft den på, for da det kom til stykket, tabte jeg ikke mit hår.

Charing Cross-hospitalet er berømt for sin fremragende kemoterapiafdeling. Kemoterapi er kræftmedicin, som bliver ført rundt i hele kroppen via blodet. Det kaldes derfor en systemisk kræftbehandling.

Mange kemiske forbindelser er i brug, og nye bliver konstant afprøvet.

Kemoterapi forhindrer celler i at formere sig ved at beskadige deres dna. I nogle tilfælde får kræftmedicinen kræftcellerne til at begå selvmord, en proces der kaldes apoptose. Mens de kemoterapeutiske stoffer befinder sig i kroppen, angriber de desværre alle celler, som deler sig (mitose). Derfor påvirker behandlingen alt væv, hvori der sker hurtig cellefornyelse som fx slimhinderne i fordøjelseskanalen, hårsækkene og knoglemarven. Derfor er nogle af de almindeligste bivirkninger ved kemoterapi kvalme og opkastning, hårtab og blodmangel. Beskadigelse af de hurtigtvoksende celler i knoglemarven kan være særlig problematisk, fordi ud over at patienten får blodmangel, svækkes også evnen til, at bekæmpe infektioner, ligesom der opstår risiko for indre blødninger på grund af et formindsket antal røde og hvide blodlegemer og blodplader (blodceller der får blodet til at størkne).

Den første kemoterapeutiske medicin blev udviklet i 1940erne som et biprodukt fra nazisternes udvikling af kemiske våben. I begyndelsen var medicinen ofte ineffektiv, når den blev doseret individuelt eller blev givet gentagne gange. Men i løbet af 1960erne opdagede lægerne, at visse kræftformer, eksempelvis leukæmi, kunne helbredes, hvis man kombinerede forskellige stoffer. Desværre kan faste tumorer som fx brystkræft sjældent helbredes udelukkende med kemoterapi.23 Ligesom bakterier udvikler resistens mod antibiotika, udvikler nogle tumorer også ret hurtigt resistens mod de stoffer, der bruges i kemoterapi.

Nogle tumorer kan endda udvikle resistens mod flere stoffer, selv om patienten kun er behandlet med et enkelt. Jeg blev behandlet med stofferne metotrexat, fluorouracil og cyklofosfamid. De første to virker ved at »lade som om« de er andre stoffer i cellernes biokemiske reaktioner. Fx minder metotrexat kemisk om folinsyre, der indgår i replikationen af de dna-strenge, som er bærere af genetisk information under celledeling (mitose). Cyklofosfamid (der i USA er klassificeret som kræftfremkaldende) virker ved at forbinde sig kemisk med bestemte dna-byggesten, hvorved der opstår brud og fejlagtige forbindelser på dna-strengene. Ligesom ved 66

strålebehandling udnytter man i kemoterapi de normale cellers evne til at læges, mens kræftcellerne ødelægges permanent, fordi de har mistet deres »dna-reparationsværktøj«.

Mine behandlinger blev tilrettelagt i et mønster med kemoterapi to torsdage i træk, derefter var der en pause på tre uger og så fremdeles.

Behandlingen stod på i seks måneder, således at jeg fik kemoterapi tolv gange i alt. Jeg blev behandlet særdeles godt på Charing Cross-hospitalet, og personalet gjorde alt, hvad de kunne for at mindske mit ubehag og min ængstelse i forbindelse med behandlingen. Alligevel var det slemt.

Jeg bad om en ærlig vurdering af mine chancer for at overleve af hensyn til mine børn, så jeg kunne forberede dem og lave en plan for deres fremtid. Man svarede mig, at jeg sandsynligvis havde tre måneder igen – seks måneder, hvis jeg var heldig.

Hver gang jeg mødte til behandling, gennemgik jeg samme procedure. Først blev jeg vejet og fik foretaget urin- og blodprøver for at sikre, at antallet af røde og hvide blodlegemer ikke var så lavt, at jeg ikke ville kunne tåle behandlingen. Når prøverne var klar, blev jeg set af en læge, som ordinerede cellegiften på grundlag af prøveresultaterne. Derefter gik jeg selv til hospitalets apotek og hentede stofferne for at aflaste det travle personale – en fremgangsmåde, der som man vil kunne se nedenfor, kan få afgørende betydning. Kemoterapien blev udført på en stor, åben hospitalsstue fyldt med andre patienter, der blev behandlet med kemoterapi for en række forskellige kræfttyper. Jeg fik først injektioner med metotrexat, og derefter blev poser med en opløsning af de andre stoffer placeret på dropstativer og injiceret gennem en kanyle i håndryggen.

Man kan ikke komme udenom, at behandlingen er ubehagelig. Jeg havde det nogenlunde godt indtil omkring fire eller fem timer efter, at jeg havde forladt hospitalet. Så blev jeg forfærdeligt dårlig og kastede op, også selv om jeg ikke havde mere at kaste op af. Men da mine antikvalmepiller blev ændret til ondansetron, som blokerer de receptorer i hjernen, der fortæller, at man har kvalme, aftog problemet i væsentlig grad, og jeg kunne gå på arbejde et par dage efter hver behandling.

Jeg blev senere involveret i en særdeles uheldig episode, idet jeg ledsagede en veninde til kemoterapi på et andet hospital. Den viser, hvor vigtigt det er at være meget opmærksom, hvis man vil være sikker på at overleve på et travlt hospital, uanset hvor godt det er. Lægen kontrollerede resultaterne af de rutinemæssige prøver, som blev foretaget, før 67

min veninde skulle have kemoterapi. Han indlæste dem i computeren for at udregne, hvor stor dosis cellegift, hun skulle have, baseret på hendes nye vægt (dosis udregnes på grundlag af højde og vægt). Da vi hentede medicinen, som han havde ordineret på hospitalets apotek, læste jeg, hvad der stod på mærkesedlen (det gjorde jeg helt automatisk) og var sikker på, at opløsningen var dobbelt så stærk, som den havde været ved tidligere lejligheder, mens koncentrationen ellers gradvis var blevet lidt svagere, fordi min veninde havde tabt sig. Da jeg gav cellegiften til sygeplejersken, som stod for behandlingen, sagde jeg til hende, hvad jeg havde observeret og bad hende checke dosis nøje, før hun injicerede den i min veninde. Da min veninde og jeg havde ventet en times tid, spurgte vi, hvad der foregik, og efter at vi havde lovet ikke at lægge sag an mod hospitalet, indrømmede sygeplejersken, at lægen faktisk havde ordineret ca. dobbelt så stærk en koncentration af cellegiften, som hun skulle have. Jeg regnede ud, at der var sket det, at lægen havde indtastet min venindes vægt der, hvor han skulle have indtastet hendes højde.

Jeg bebrejder ikke den pågældende unge læge. Læger ved brystkræftafdelinger arbejder på alle hospitaler under et utroligt pres. Men der burde have været et bedre kvalitetskontrolsystem. Fx burde computeren have været programmeret til at give et advarselssignal og nægte at udregne dosis (ingen kan vokse en meter på tre uger!). Jeg skrev til hospitalets ledelse og fortalte om episoden. Jeg påpegede også, at mit kemiske laboratorium ved den Britiske Geologiske Undersøgelse bearbejder mange tusinde sten-, jordbunds- og vandprøver hvert eneste år, men vi har et meget strengt kvalitetskontrolsystem. Det, der skete ved et af de bedste sygehuse inden for det offentlige sundhedsvæsen, kunne ikke ske med en sten i laboratoriet på den Britiske Geologiske Undersøgelse.

Sygehusvæsenet har generelt en ekstremt dårlig informationsteknologi med mange læger og sygeplejersker, der ikke er godt nok uddannet (eller slet ikke uddannet) til at bruge den. Selv nu bruges mindre end to procent af sygehusvæsenets budget på IT. I den organisation, som jeg arbejder for, bruges mere end 25 procent af budgettet til IT, og fordelene med hensyn til effektivitet, besparelser og data- og informationsstyring bliver større og større.

Da jeg spurgte, hvad der ville være sket med min veninde, hvis hun havde fået den forkerte dosis cellegift, fik jeg at vide, at hun sandsynligvis ville være død af lever- eller nyresvigt. Siden har jeg hørt om flere 68

patienter i kemoterapi, som er døde af lever- eller nyresvigt, dog ikke på Charing Cross-hospitalet. Jeg håber ikke, at nogen af dem er døde på grund af utilstrækkelige kvalitetskontrolsystemer på hospitalerne, hvor de er blevet behandlet. På det tidspunkt da dette nær skete for min veninde, fulgte hun mit program, og hendes kræft var forsvundet. Det ville have været skæbnens ironi, hvis hun var blevet dræbt af den kemoterapi, som hun ikke længere behøvede!

På trods af at min kræft forsvandt tidligt i min behandling (se Kapitel 3), var jeg fast besluttet på at fuldføre behandlingen, hvilket jeg gjorde.

Bortset fra kvalmen var den eneste mindre bivirkning, jeg havde, nogle forkølelsessår (som jeg behandlede med rå hvidløg) og infektioner langs neglene (som reagerede på at blive badet i varmt saltvand) som tegn på, at mit immunsystem var svækket som følge af behandlingen. Jeg havde også nogle tandbylder, som min tandlæge behandlede med stor omhu (fordi jeg sørgede for, at han vidste, at jeg var i behandling for kræft).

Jeg fik også nogle skrækkelige hæmorider, fordi jeg fik forstoppelse af de piller, jeg fik ordineret mod kvalme. Dem fik jeg styr på ved at spise biodynamisk dyrkede hørfrø, der kan fås i mange helsekostbutikker. De har også andre fordele i kampen mod kræft (se Kapitel 5).

Det var under denne sidste, femte omgang kræft, at situationen vendte. Kræften var borte og kom ikke igen. Og, hvad der også var vigtigt for mig, jeg havde ikke mistet mit hår. Faktisk blev det mørkere og tykkere, og jeg mener, det skyldes den nye kost og livsstil, som jeg er begyndt på. Andre, som har fulgt »Plant-programmet«, mens de var i kemoterapi, har heller ikke mistet deres hår. Min frisørs chef var bange for, at mit hår ville havne på gulvet i salonen, men min frisør, David, som jeg havde kendt i lang tid og havde tillid til, stolede på mig, da jeg sagde, at jeg ville tage ansvaret, hvis det skete. Han behandlede mit hår, som han plejede: Det blev permanentet glat og bleget; det skulle endda udtyndes for at hænge glat ned langs hovedet, sådan som jeg bedst kan lide det. Faktisk foreslår David nu min diæt til andre kunder, som har kræft.

Jeg ved ikke nøjagtig, hvad det er ved min kost, der modvirker hårtab, men jeg gør mig nogle tanker. Fx kan det være, at dens høje indhold af folinsyre indtager de folinsyrelignende metotrexatmolekylers plads, så cellegiften forsvinder fra kroppen meget hurtigt efter at have virket.

Min røntgenlæge (som jeg fik lov til også at bruge som onkolog – altså 69

kræftspecialist – og som nu tager sig af mit tilfælde) var lykkelig over, at alle tegn på kræft var forsvundet efter den femte behandling, men han var bekymret for, at jeg ville få tilbagefald, så snart jeg var færdig med kemoterapien. Men kræften er aldrig kommet igen. Syv år efter er jeg fri for kræft. Den medicin, jeg fik, var det billigste standardpræparat, man kunne få på det tidspunkt, og selv når jeg i dag læser medicinsk faglitteratur, er det tydeligt, at det er meget usandsynligt, at cellegiften alene kunne have helbredt min kræft.

To år efter at jeg var blevet rask, blev jeg tilbudt en ny, avanceret form for kemoterapi ved Charing Cross-hospitalet. Jeg fik at vide, at den behandling, som jeg denne gang fik tilbudt, var meget dyr, men tilsyneladende var lægerne imponerede over min positive indstilling og det faktum, at jeg havde overlevet meget længere, end de havde forventet. De ville gerne hjælpe mig så meget, de kunne. Jeg sagde nej tak til tilbuddet, fordi jeg vidste, at nøglen til min helbredelse lå et andet sted.

I de følgende kapitler vil jeg fortælle, hvorfor og hvordan jeg blev helbredt for kræft og det allervigtigste, hvordan jeg holder mig fri for kræft.

Oversigt over råd om, hvordan man klarer kræftbehandlingen Generelt 1. Kræv at blive behandlet på et hospital, hvor man har specialiseret sig i behandling af brystkræft. Der skal være en brystkirurg – ikke bare en specialist i almen kirurgi – en røntgenlæge og en medicinsk onkolog (en læge med speciale i kemoterapi).

2. Tag din partner eller en ven med, når du skal til lægen. Sørg for at have en notesbog og en pen med, så du så vidt muligt undgår at blive forvirret og yderligere stresset.

3. Hvis du ved, at du kan gå i panik eller blive følelsesmæssigt meget påvirket, må du bede lægerne om mere tid, før du skal tage beslutninger, der ikke kan ændres, såsom hvorvidt du skal have fjernet hele brystet eller have en brystbevarende operation og strålebehandling. Vær så rolig som muligt, når du skal tage vigtige beslutninger.

70

Diagnosen 4. Lyt og læs alle instruktioner omhyggeligt og følg dem nøje, så du så vidt muligt undgår at skulle have prøver taget om. Dermed begrænser du mest muligt udsættelsen for radioaktiv stråling og andre uheldige virkninger af diagnosticeringsprocessen.

5. Drik cola indeholdende fosforsyre efter knoglescanning for at det radioaktive stof kan blive skyllet ud af kroppen så hurtigt som muligt. (Stoffet er som regel bundet til en fosfatforbindelse, så det klæber til knoglerne under undersøgelsen).

Operationen 6. Før operationen, mens du stadig er vågen og ved fuld bevidsthed, skal du sørge for, at kirurgen, som skal operere dig, tydeligt har mærket det bryst, der skal bortopereres, eller hvor knuden skal fjernes.

Strålebehandling 7. Vask det behandlede område varsomt med rent vand. Brug ikke sæbe. Smør huden ind i olivenolie, ikke i creme – heller ikke urtecreme – da disse kan indeholde konserveringsmidler, der irriterer huden.

8. Spis tang, et økologisk æg om dagen og masser af hvidløg, så din krop får tilført cysteinlignende kemikalier, der fx anvendes af astronauter for at reparere deres dna (se Kapitel 5).

Kemoterapi 9. Køb en paryk og få din sædvanlige frisør til at vejlede dig og at give den din sædvanlige frisure. Drik saft indeholdende store mængder folinsyre for at minimere eller forebygge hårtab (se Kapitel 5).

10. Drik kun filtreret, kogt vand, så du ikke indtager mikroorganismer der kan forårsage kvalme og diarré hos patienter med nedsat immunforsvar (se Kapitel 5).

Opdateringen til dette kapitel findes på side 258.

71