Francys evangelium - uddrag by Forlaget Aronsen

1. Lille Marie og eventuelt Belle Denne elendige regn over haven, grå og charmeforladt som en mand uden mandighed – ikke engang den lille kerubstatue under hibiscussen glædede Francys øje. Hun var allerede træt af efteråret. Kunne man dog bare aflyse årstiderne. Havde hun bare været Gud. Hun bed i en negl, havde ikke lyst til at arbejde mere i dag, men det var, som det var. »Du får en chance til,« sagde hun og løftede hagen med de korte skægstubbe op på den storsniffende småtyv Hannes, der endnu ikke havde været kvik nok til at hoste op med, hvem der var begyndt at sælge narko til Stureplanseliten og dermed var braget direkte ind på hendes territorium. Hun holdt en kunstpause og borede sit isblik ind i hans svømmende, skrækslagne øjne. Stakkels fyr, han burde være blevet nørd i stedet for, i tryg forvaring på et eller andet kontor. Det var sørgeligt med alle disse vildfarne sjæle. »Kun én,« sagde hun. Hun klemte hans mund sammen, så han lignede en guppy. Hun havde altid tænkt, at de lod til at have det så godt. Guppyerne, altså. De svømmede frem og tilbage i deres akvarium, og efter hvert bump mod glasset vendte de velfornøjede om og fortsatte med at svømme gennem deres uendelige univers. Det, der lige var sket, var glemt. Der var ingen minder at grave sig ned i. Der var ingen synder at bekende. Der eksisterede ingen anger. Ingen længsel efter

andet end at fortsætte med at svømme og se, hvad der – bump – gemte sig bag hjørnet i havets dyb. Hvis bare jeg kunne være en guppy af og til, tænkte hun, da hun overlod Hannes i hænderne på Lille Marie og tangen. Det ville være dejligt. Intetsigende og absolut ikke mindeværdigt, men dejligt. Som en pause fra sin egen menneskelighed. Hun gik gennem den dunkelt oplyste forhal og smilede indvendig, da hun så de indrammede tegninger, som Adrian havde lavet. Slotte, magiske skove og riddere til hest, for han ville jo være ridder, når han blev stor, præcis som sin mor. Hun mærkede et stik i hjertet. Hun åbnede døren til sit arbejdsværelse og gik ind. Satte sig stønnende på kontorstolen og lagde vanen tro fødderne op på skrivebordet. Strømpeklædte fødder. Tåstrømper. Ja, ligesom fingervanter, men til fødderne. Uldstrømperne var desuden blå-, rosa- og grønstribede. Hun havde selv købt dem. Det var også det eneste, hun selv købte af tøj, alt andet var postordreting eller noget, som Natascha, barnepigen og blæksprutten, havde købt. Francy havde helt enkelt ikke tålmodighed til at slentre rundt i tøjbutikker og shoppe, det føltes, som om hun ville eksplodere af rastløshed. Desuden blev hun ofte ufattelig træt. Blodsukkeret sank ned i tæerne, og hun havde bare lyst til at lægge sig ned og sove. Nej, det var bedre, at Natascha tog sig af tøjindkøbene. Hun havde desuden blik for, hvad Francy kunne være i, og kom sjældent hjem med noget, der slet ikke passede. At Francy var en forholdsvis elegant kvinde, kunne hun altså ikke selv tage æren for. Hun tændte for radioen, P2, naturligvis, for det eneste,

der kunne overdøve skrigene, var klassisk musik, helst strygere. Hun var heldig, der var en violinkoncert, en af Schuberts, hvis hun ellers gættede rigtigt. Hun vrikkede med tæerne og foldede hænderne over den bristefærdige mave. Lille Marie havde foreslået navnet Belle. Ja, hvorfor ikke? Eller Tracy. Men det lød lidt for jævnt. Hendes datter var ikke jævn, men eksklusiv. Rebecka, så? Nej, for bibelsk. Isa? For køligt. Ida? For nuttet. Katja? Nej, for hårdt. Belle. Hun følte uvilje mod at vælge et navn, som hun ikke selv havde bestemt. På den anden side var Lille Marie jo hendes højre hånd og dermed en forlængelse af hende selv, så i princippet var det alligevel Francy, der havde valgt navnet. Eventuelt Belle, skrev hun i sin notesbog for Barnet. Der havde hun også skrevet ting ned som: Narkose. Klippet. Syet sammen. Plastikkirurgi. Op. overvåget af Lille Marie. Dr. Wallins datter går på Enskilda Gymnasium. Er hans gæld justeret? Jim og Louise, gudfar, gudmor. (NB! Har de lev. varer til Theo?) Flytte møde med Ronnie D til ugen efter fødslen. Men egentlig hørte Ronnie D-noten hjemme i notesbogen vedrørende Woman’s Paradise. Hun stregede surt sætningen over og skrev den i den rigtige bog. Francy var vældig nøjeregnende med, at den rigtige ting havnede det rigtige sted. Huset var altid klinisk rent, og der var knap nok en blomst i haven, der voksede vildt. Hun

kunne endda blive irriteret over vinterens snedriver, hvis de lå det forkerte sted (nej, hun kunne ikke rigtig forklare det, men det var måske et eller andet feng shui-halløj) ude i haven. Hvis fejlen ikke blev rettet, fik hun et raseriudbrud, hvorefter hun lukkede sig inde i sit arbejdsværelse og tudede. Hun var en dobbeltnatur, skrøbelig som en æggeskal, hård som beton. Hun kunne lide af angst i timevis over en ridse på bilen. Kunne med lethed køre nogen over, som hun syntes fortjente det. Hun blev konstant kastet frem og tilbage mellem sine to naturer, havnede aldrig et sted midt imellem og led derfor konstant af en slags mental søsyge. Det skete, at hun smuttede ind i en kirke et sted og sad dér og forbandede Gud for den skæbne, hun havde fået tildelt. Det var faktisk ikke retfærdigt. Det skyldtes nok, at hun var en skurk, men det havde hun jo ikke været, da hun blev født. Medmindre arvesynden fandtes, selvfølgelig. Far Josef havde ikke ligefrem været nogen engel. Det bankede på døren. »Kom ind.« Lille Maries varme, svedige ansigt dukkede frem, musklerne svulmede under tøjet, den kæmpemæssige barm vippede, og der var en blodig tand i den tang, hun havde i hånden. »Han snakkede til sidst,« sagde Lille Marie og tog et kort skridt over dørtærskelen. For hvis hun kom til at røre ved tærskelen, ville der ske noget forfærdeligt, uvist hvad, men hun turde ikke undersøge sagen nærmere.

»Og?« »Rhenman.« Francy hævede forbavset højre øjenbryn. Ja, kun det højre. Velplukket og en smule farvet. Sådan ville hudterapeutdamen have det. Hun tog sig ikke selv synderligt af det, hun var kun forfængelig i perioder, og sådan en periode havde hun absolut ikke nu. Det var ligesom lidt svært at føle sig chik, uanset hvordan man opførte sig, med denne hvalroskrop på slæb. Pär masserede hendes fødder hver aften og mumlede pligtskyldigt, at hun var smukkere end nogen sinde. Han var så sød, men alligevel havde hun mest lyst til at slå ham for den elendighed, han havde forårsaget. Hvem som helst, der kom til hende og påstod, at de havde en kunstig livmoder under udvikling, ville få en fed check af hendes egen lomme. Så ville hendes datter i det mindste slippe. »Slagtehuset,« sagde hun. »Okay,« sagde Lille Marie. »Og fyren derinde?« »Gør, hvad du vil.« Lille Marie nikkede og tørrede sveden af panden. Blikket blev draget mod barskabet, hun var tidligere alkoholiker, ædru nu, men tørsten var der stadig. E-skålsbrysterne, der var kunstige og i vejen, beholdt hun også kun for konstant at blive mindet om det liv som luder og junkie, hun havde lagt bag sig. Francy havde reddet hendes liv ved at fiske hende op af fornedrelsens morads og påbegynde en langtrukken sjælerenovering, der endnu ikke var helt færdig. Nu og da brød Lille Marie sammen og græd ud i Francys favn. Og omvendt. Ikke ofte, men tilstrækkelig hyppigt til, at begge tænkte søster om hinanden.

Francy havde en biologisk søster, men Lille Marie stod hende meget nærmere. Blod. Ja, Christine var søster gennem blod, men det var Lille Marie også, om end på en anden måde. »Skal du bruge dem her til noget?« Lille Marie havde gravet hånden ned i lommen og rakte en nævefuld blodige tænder frem. »Dem kan du beholde,« sagde Francy, som vidste, at det var, hvad Lille Marie ønskede. Hun spekulerede på, hvor Lille Marie opbevarede alle de trofæer, hun havde taget gennem årene. Der var jo temmelig mange på nuværende tidspunkt. Nogle af dem optog også betydeligt mere plads end disse tænder. For eksempel pædofilsheikens hoved. Men hun havde måske en kummefryser. Rigtigt gættet. I det lille hus med den lille have, hvor hun boede, var der en udbygget kælder, hvor Lille Marie havde lavet et lille museum, som hun aldrig havde vist til nogen, ikke engang Francy. I kælderen havde hun også sit træningsrum. Hun var stærk som en okse. Et vægtløfteremne. Hun var ikke ligefrem rap som en væsel, men hun var forbløffende smidig og havde lynhurtige reflekser. Engang havde hun været en mager, lille pige, som var blevet kneppet sønder og sammen af svin, der kaldte sig mænd. Hun havde bedøvet sig selv på alle mulige måder for at holde det ud. Forsøgt at tage sit liv to gange. Det lykkedes med bravur at kaste sig ud foran et metrotog og slippe med et smadret lår. Dengang havde hun været enogtyve, nu var hun toogfyrre. Med hestehale, vandfast mascara, Slog-

giundertøj, tømrerbukser, træningssko og en livmoder, der værkede af misundelse over Francys højgravide mave. Ingen børn til Lille Marie. Utallige spontane aborter og tre provokerede havde gjort hende steril. Om hun fortrød aborterne? Nej. Hun ville ikke føde sexkunders børn. Heller ikke voldtægtsbørn. Men hun var fadder til et barn i Tanzania, som hun skrev til næsten hver måned. I brevene skrev hun, at hun arbejdede som bibliotekar og hver dag gik rundt i et gigantisk bibliotek, hvor hun klatrede op på fem meter høje stiger og hentede romaner fra det forrige århundrede, som en eller anden forvirret professor havde bestilt. I brevene havde hun også en søster, der var vidunderlig. Og døde forældre. For hun ville gerne slippe for at skrive om sine forældre, finde på liv til dem, tænke på dem. »Hvornår vil du møde Rhenman?« spurgte Lille Marie. »Så hurtigt som muligt,« sagde Francy. »Han tager hen og træner i Sturebadet hver morgen klokken syv. Han parkerer bilen i nærheden, så …« »Jeg er med.« Francy smilede. Det boblede i Lille Maries hjerte. Vellyst. »Ring til mig senere i aften og rapportér om Hannes,« sagde Francy. »Hvis du når det, kan du køre forbi Jim og Louise og hente penge fra inddrivningen. I morgen skal jeg give Johansson et par håndører.« Johansson. Politimanden, der var stamkunde i Francys kasino. Han sad altid i uheld. Hvilket var heldigt for Francy. Hun var altid et skridt foran, tog retsvæsenet ved næsen og strøg dommerne Grönlund og Berg med hårene, forsynede

dem med cigaretter og sprut, fede checks, biler, både, rejser, forblommede trusler og søde damer fra bordellerne. Når de svingede hammeren, var det Francy, der afsagde dommen. Men nu og da strittede de imod. Så fik de besøg. Det var sådan, det foregik, og hidtil var det gået forholdsvis smertefrit. Den konstante krig, som Josef havde talt om, havde indtil videre gemt sig i en eller anden skyttegrav. Men i og for sig … Den bil, der næsten havde påkørt hende – havde det været et mordforsøg? Føreren var stukket af. Selv havde hun måttet gå med armen i gips i over en måned. Da hun fik fjernet gipsen, var musklerne svundet så meget ind, at armen nærmest lignede en asparges. »Du må hygge dig i aften,« sagde Lille Marie, som kendte til middagsplanerne og var misundelig over dem. »Tak,« sagde Francy. »I lige måde.« Lille Marie vendte sig om for at gå, men Francy greb hende i armen. »Hvordan har du det?« spurgte hun. »Godt nok,« sagde Lille Marie. »Er du sikker?« Lille Marie trak på skuldrene og snøftede. Ganske vist kun en lillebitte smule, men tilstrækkeligt til, at en bølge af ømhed skyllede igennem Francy. Hun trak Lille Marie ind til sig, og hun hvilede taknemmeligt hovedet mod Francys brystkasse. De stod sådan et kort øjeblik. Så tog Lille Marie sine tænder og gik. Da Lille Marie var forsvundet, gik Francy sin sædvanlige tur gennem huset. Det tog lidt tid. Eller snarere meget.

Huset, der var en arkitekttegnet sag på cirka fire hundrede kvadratmeter, var omgivet af en nærmest uoverskuelig have, som en halvtidsansat gartner kiggede til et par gange om ugen i vintersæsonen, fire gange om ugen i sommerhalvåret. En høj, tæt enebærhæk beskyttede imod nysgerrige naboers blikke. Lige inden for hækken stod der et næsten lige så højt stålhegn (som hun kaldte for tandbøjlen), hvis øverste kant var forsynet med skarpe spidser, og inden for det stod en række tætte rosenbuske, der skjulte det meste af hegnet. Hegnet gik endda ned i jorden, godt og vel to meter, for hun ville ikke have, at nogen ganske enkelt gravede sig ind. Den smukke smedejernsport var godt tre meter høj og dækket af slynget efeu. Garagen, der lignede en lille villa, havde forbindelse til huset via en glasoverdækket gang, der også fungerede som drivhus. Dér stod Francys tre biler på rad og række, altid lige velholdte og lige til at køre i. Den koralblå Mercedes med skudsikkert glas og eksklusiv indretning (mørkerøde lædersæder, minibar, instrumentbræt af sølv og kirsebærtræ, kostbart højttaleranlæg samt et lille pengeskab, hvor hun opbevarede diverse våben, medicin og – til sine gæster – diverse beroligende eller opkvikkende midler) havde hun købt til sig selv på sin femogtrediveårs fødselsdag for den nette sum af 1,2 millioner. Den kørte hun i, når hun ville være helt sikker på, at ingen ville kunne skyde hende. Desuden mindede den hende om barndommens ture ude på landet. Josef og Grace havde jo haft en Mercedes dengang, ganske vist hvid, men alligevel. Hun havde været ti år, første gang hun fik lov til at prøvekøre den. Det havde faktisk været Grace, som havde givet hende lov og siddet ved siden af og givet instrukser.

De havde kørt rundt i gården bag huset og derefter ud på den ujævne vej hen til badestedet, hvor de var steget ud og havde siddet og betragtet søen. De havde været fuldstændig tavse, men alligevel havde de aldrig haft en så dyb kontakt som dengang. Francy savnede de stunder. Savnede sin mor. Siden hun havde overtaget Firmaet efter Josef, var deres forhold blevet mere og mere anstrengt. Begge gav hinanden skylden, men lod som ingenting, når de endelig så hinanden. Den sorte Dodge-jeep kørte Francy i, når hun skulle fragte våben eller andre varer, når hun skulle køre i mere ufremkommeligt terræn end byens gader, og når hun ville have overblik over trafikken, føle sig lidt større og stærkere end alle andre. Den tredje bil var en beige Golf, og hun havde stadig ingen anelse om, hvorfor hun havde købt den. Det var en typisk familiebil, bekvem, men kedelig, hun følte sig altid utilpas, når hun sad i den, og kørte derfor sjældent i den. Natascha brugte den derimod næsten daglig for at køre Adrian frem og tilbage til skole, så den udfyldte alligevel sin funktion. Selve huset bestod af tre etager, der blandt andet rummede tre badeværelser, fem soveværelser, dagligstue, bibliotek, et stort køkken med tilstødende spisestue, vaske- og strygerum, indendørs pool, træningslokale, filmrum, et næsten halvtreds kvadratmeter stort arbejdsværelse til Francy, et boksrum, hvor hun opbevarede sine mest dyrebare ting, deriblandt sine våben, og et sikkerhedsrum, som alle overvågningskameraer og alarmer var koblet til. Der var naturligvis også våben i sikkerhedsrummet, og hun havde gemt pistoler forskellige steder rundt om i huset.

Hun sad af og til i sikkerhedsrummet med den tunge ståldør låst. Kun da følte hun sig helt tryg. Ellers lurede farerne bag hvert hjørne. Hun var hadet af mange. Når hun tænkte over det, var det faktisk mærkeligt, at hun ikke blev udsat for flere mordforsøg end det dér eventuelle forsøg på at køre hende ihjel. »Rhenman,« sagde hun højt for sig selv og lod fingrene spille over knapperne til overvågningsmonitoren. En mager snob med mindreværdskomplekser og en seriøs midtvejskrise. Gik rundt og brystede sig over for alt og alle, han mødte, og pralede alt for højt og vidt og bredt med sine penge. Desuden pyntede han sig med stjålet krimskrams af guld og diamanter, der var topmålet af dårlig smag. Hun havde endnu ikke bestemt sig for, om hun havde ondt af ham eller foragtede ham. Uanset hvad kunne det ikke være ham, der var overboss i den nye narkoorganisation. Han var for fej til selv at tage sådan et initiativ. Hvem? En eller anden ny? Hun forlod sikkerhedsrummet og gik ned i køkkenet, hvor hun rodede posen med lakridspiber frem, som hun havde gemt i skabet med ubenyttede vaser. Med et suk af lettelse satte hun sig ved bordet i køkkenet. Trangen til lakridspiber var blevet stadig stærkere, jo længere hun kom hen i graviditeten, og selv om hun egentlig ikke behøvede at skamme sig, gjorde hun det. Hun burde jo holde igen i stedet for at proppe sådan i sig. Indtil nu havde hun taget nitten kilo på, og somme tider, når Pär så på hende, virkede han næsten skrækslagen.

Et stykke inde i den sjette pibe stod Natascha pludselig foran hende og gloede anklagende på hendes oppustede korpus. Hvis Natascha havde været indianer, var hun blevet kaldt Den Tynde Lusker eller noget i den stil, for det var næsten umuligt at høre, når hun kom og gik. »Smager det godt?« spurgte Natascha. Francy havde ansat Natascha efter anbefaling fra en estisk pusher, som hun tidligere havde gjort forretninger med. Natascha havde siden sine tidlige teenageår haft et ekstrajob som dennes administrator, hvilket hun havde gjort vældig godt. Hun stillede aldrig spørgsmål, hun ikke burde stille, og selv om hendes blik af og til var irriterende gennemborende, ville hun aldrig afsløre, hvad hun havde set af virksomheden. Hun var helt enkelt loyal. Hvilket antagelig hang sammen med, at hun fik en fed løn for ulejligheden, og med, at hun havde underskrevet en kontrakt om tavshedspligt, hvor hun i princippet accepterede, at hun øjeblikkelig ville blive forvandlet til et lig, hvis hun sladrede til nogen. »Ja,« sagde Francy og rejste sig heftigt. »De er rigtig lækre. Du kan få resten, hvis du vil.« Der kom et kraftigt spark inde i maven. Barnet ville have mere lakridspibe. Men nej. Francy stormede ud af køkkenet, op ad trapperne og ind i den store garderobe, hvor hun dumpede ned på gulvet foran det enorme spejl og begyndte at græde. Pludselig var hun lille Francy igen, pigen, der aldrig var tilstrækkelig perfekt. Natascha gav hende konstant dårlig samvittighed, over kroppen, men frem for alt over sønnen.

At Francy ikke fyrede Natascha, skyldtes ikke først og fremmest hendes begavelse inden for området husarbejde, men at Adrian forgudede hende. »Det er faktisk min søn, ikke din,« snøftede Francy. En kraftig plukve lukkede munden på hende, og da den endelig var ebbet ud, begyndte hun pludselig at hyperventilere. Kunne ikke få luft. Kunne ikke trække vejret. Lå knockoutet på gulvet og pressede hænderne mod maven som for at beskytte barnet. Sådan lå hun længe, så faldt åndedrættet til ro, og hun kunne sætte sig op igen, udmattet og med koldsved. Selv om hun havde lidt af panikangst i flere år nu, var det stadig ikke lykkedes hende at finde ud af, hvad der udløste anfaldene. Pludselig savnede hun Grace. Gud, hvor hun savnede Grace! Hun tog mobiltelefonen og indtastede med dirrende fingre telefonnummeret hjem til forældrenes lejlighed ved Karlaplan. De hørte ringetonen, men svarede ikke, eftersom de lå og hyggede sig i jacuzzien og flettede tæer. Graces lange, gråsprængte hår boblede op omkring de stadig mere knoklede skuldre. Hun var en smuk, men mager kvinde, som burde være blevet bitter i betragtning af det liv, hun havde levet. En skygge bag sin mand. En kvinde, der over for sine døtre mest havde fremstået som en kulisse, der eksisterede for deres skyld, ikke for noget som helst andet, absolut ikke for sin egen.

Nu og da i årenes løb havde hun tænkt på, om hun overhovedet fandtes, eller om det, der engang havde været et selvstændigt individ, var blevet udskiftet med noget andet. Men hun var ikke bitter (i hvert fald ikke endnu), det syntes hun ikke, at hun havde ret til at være efter alt det, hun havde set under sine natlige vandringer gennem de knuste hjerters kvarterer. Josef kendte ikke til disse spadsereture, det var hun overbevist om. Han sov godt i sin seng, uden bekymringer, eller i hvert fald næsten. Hun var begyndt på nattevandringerne, nogle år før han overlod Firmaet til Francy. Mens han helligede sig Satans værk, helligede hun sig Guds. Det var sådan, hun så på det, men det ville hun aldrig sige til ham, hun havde ikke lyst til at blive slået sønder og sammen eller det, der var endnu værre. Desuden elskede hun ham, hvor sur og gnaven han end kunne være, for dybt inde var han stadig den unge mand, der havde opvartet hende med en sådan elegance og charme, at hun ikke engang havde ønsket at stå imod, selv om hun tidligt fik kendskab til, hvordan han tjente sine penge. Mord, ofte ligefrem slagtning. Tyveri og svindel, afpresning, bestikkelse, ludere, narko, spil – alt, hvad der hørte til synden. Og Francy gik i hans fodspor. Gjorde til og med sporene dybere, mørkere, blodigere. Somme tider, når Grace så på sin yngste datter, fik hun næsten brækfornemmelser – trods den kærlighed, hun følte – over, at hun havde båret dette væsen i sin krop. Grace havde mødt Josef i en natklub i New York en solrig dag i maj – et blik og et smil, og hun havde været solgt.

Tre uger senere var hun fulgt med ham til Stockholm, hvor han boede i et usselt hul proppet med tyvegods, og sådan stod det til. Hendes penge, som hun havde fået af sine nu afdøde forældre som startkapital i det nye land, havde ligget til grund for Josefs virksomhed. Pengene havde gjort, at han kunne gå fra at være smågangster til at være storgangster. Hun var blevet mafiafrue. Kunstnerdrømmene havde hun begravet dybt inde i sig, hun turde stadig ikke strejfe dem, og hver gang, hun gik forbi et galleri, vendte hun blikket væk. Francy parkerede Mercedesen lige uden for restaurant Nova, hvor spytslikkerne ventede på at svanse rundt om hendes bord. Det var den ene af søsteren Christines to restauranter, men alle vidste, at det i virkeligheden var Francy, der var den øverste chef, og hvis man ville blive og fortsætte med at hæve superløn, var det bare om at opføre sig ordentligt. Nu var Francy ikke den, der lod sig imponere af rygklappere, men hun var så vant til det, at hun ikke længere tog sig af det. »Her, skat,« sagde Pär og bød hende sin arm. Hun tog taknemmeligt imod hans støtte, for tyngdepunktet i hendes krop havde jo flyttet sig, hvilket medførte problemer med balancen. Sammen gik de ind ad døren, som overtjeneren holdt åben. Francy tiltrak sig folks blikke. Det mørkeblonde, lokkede hår faldt blødt omkring nakken, de blågrønne øjne var virkningsfuldt indrammet af sort makeup, læberne virkede usædvanlig fyldige, og hendes lyse hud så for en gangs skyld ikke bleg ud, bare lys. Hun havde tynde skuldre, markerede

kindben og en slank hals. Skulderbladene plejede at være en anelse udstående, også rygraden, men graviditeten havde givet hende blødere former. I håndtasken havde hun en pistol – Magnum kaliber 44, hendes favorit – og hun så imponerende ud i den skræddersyede graviditetsbuksedragt med matchende sorte, højhælede sko, der ikke ligefrem kom fra en discountbutik. Diamantringen på fingeren var over et hundrede tusind værd og Patek Philippe-uret endnu mere. En højgravid skurk i luksusindpakning. Som strålede til sin egen private entertainer. Oliver. Hvis kone troede, at den løn, han fik hver måned, kom fra hans agentur. I virkeligheden var han Francys øjne og ører til diverse personale- og firmafester, hvor han blev hyret til at underholde. Berusede direktører og andre højtplacerede høns og haner sludrede gerne løs. Ikke fordi det førte til ret meget konkret, men hun ville gerne have fingeren på pulsen, høre al sladder. »Du ser fantastisk ud!« sagde Oliver, og det lykkedes ham med nød og næppe at omfavne hende. »Jeg ligner en ko,« sagde Francy. »Vel gør du da ej.« »Jamen, jeg er så forbandet fed, at jeg …« Hun tav. Olivers blik gled sørgmodigt over hendes ansigt. Han spekulerede på, hvorfor hun så ofte talte nedsættende om sig selv. Hun var jo smuk. Hun var ganske vist gået gevaldigt op i vægt, men det var der jo mange kvinder, der gjorde, når de var gravide.

»Hej, Jane!« sagde Francy og kindkyssede Olivers kone. »Det er alt for længe siden!« Trods tre graviditeter lignede Jane en slank teenager, desuden sad brysterne det rigtige sted. Francy var så misundelig, at hun gladelig havde givet Jane én på skrinet, hvis det ikke var, fordi hun syntes så godt om Oliver. Han var en mild, venlig og ydmyg mand, utrolig dygtig til sit arbejde, men desværre uden tilstrækkelig karisma til at kunne nå rigtig langt. Når han stod på scenen, fik man det indtryk, at han var én stor undskyldning for sig selv og helst ville blive usynlig. Deraf hans behov for Francys lønningspose. Francy bemærkede, at Janes næsebor var lidt medtagede. Amfetamin? Kokain? Ja, ja, så forsvandt appetitten jo. Selv havde Francy hverken sniffet eller sprøjtet noget ind, men et par hvæs marihuana havde hun da fået i sig gennem årene, til fester, når hun var blevet budt. Det havde dog ikke bidt på hende som forventet, hun var bare blevet sløv og ligeglad, ikke sådan behageligt lalleglad som mange andre, så nu om stunder tog hun slet ikke noget. Desuden havde hun jo sine beroligende piller. »Hvornår skal det være?« spurgte Jane. »Den 17. november,« sagde Francy. »Præcis?« »Klokken otte om morgenen. Planlagt kejsersnit.« »Ved I, om det bliver en dreng eller en pige?« »En pige. Hun skal hedde Belle.« »Det har vi ikke diskuteret,« sagde Pär. »Men Belle er da et godt navn, ikke, skat?« sagde Francy og smilede til Pär, som hun vidste ville føje sig.

Han var en tøffelhelt. Det brød hun sig egentlig ikke om, faktisk ville hun have et rigtigt mandfolk, som hun kunne have heftige diskussioner med, en mand, der ikke gav sig for let, en mand med brede skuldre, masser af muskler og en behåret brystkasse, som hun kunne læne sig op ad og græde ud ved. I stedet var det Pär, som for det meste lænede sig ind til hendes bryst og sukkede og trængte til trøst. »Værsgo.« Overtjeneren viste dem hen til det sædvanlige bord længst inde i lokalet. Sådan ville Francy altid sidde, uanset hvor hun kom. Længst inde, med udsigt over alt og alle. Hvis hun fik brug for hurtigt at flygte, var det bare at skyde vinduet i stykker og hoppe ud. Straks stod der fire glas champagne og et marmorfad med tynde skiver spansk skinke på bordet. De nåede at skåle og sludre lidt. Så gik vandet. Fossede ud på gulvet og ned på Janes nyligt indkøbte Miu Miu-sko. Jane blev hvid i ansigtet. Francy og Oliver begyndte at skraldgrine. Pär tog fat i Francy og sørgede for, at hun et øjeblik senere sad på bagsædet i bilen med Oliver ved siden af sig, for hun havde brug for at holde nogen i hånden. Jane var som sunket i jorden. Pär ringede til Lille Marie, der for længe siden var blevet indforskrevet til at overvåge kejsersnittet. Men eftersom Lille Marie var travlt optaget af at skille sig af med den stadig mere besværlige Hannes, gjorde hun sig for en sjælden gangs skyld ikke den ulejlighed at svare. »Nej!« skreg Francy, da hun mærkede, hvordan barnet pressede mod underlivet.

Det var jo ikke planlagt sådan her, planen var, at hun kom i narkose og blev snittet og fik barnet i armene uden at skulle presse en eneste gang. Præcis som med Adrian. »Så stå dog på sømmet!« hylede hun til Pär, som allerede trykkede speederen i bund. Så tav hun, for hun var nødt til at presse. Det brændte som ild, og hun mindedes, at Christine havde sagt, at det føltes nogenlunde som at skide en kokosnød ud. Hun begyndte at græde og knugede så hårdt om Olivers hånd, at den blev helt hvid og knasede for hvert bump, Pär kørte over. »Så, så,« sagde Oliver og forsøgte at smile opmuntrende. »Jeg vil ikke!« brølede Francy. »Det kommer til at gå supergodt.« »Jeg klarer det ikke!« »Kvinder har jo altid klaret det, hvorfor skulle du så ikke …« »Hold kæft!« Oliver kneb sammen. Det forsøgte Francy også at gøre, dernede, men ungen var stædig og begyndte at bore sig ud. »Av! Aaaaav!« Vel ankommet til fødeafdelingen viste det sig, at Francy allerede havde åbnet sig syv centimeter, og der blev ikke tale om kejsersnit, selv om hun råbte ordrer til højre og venstre mellem smertenshyl og gråd. Hun var skrækslagen. Klik. Hannes skreg og krøb sammen på jorden og nærmest kravlede. Som en fisk på land. Lille Marie kløede sig i panden med pistolmundingen og mærkede pludselig lugten af

pis. Staklen havde pisset i bukserne. Men hun måtte ikke lade sig narre af hans ynkelige fremtoning, hun måtte gøre det klart for ham, at man ikke lyver for Francy, man hoster op med sandheden til Francy, øjeblikkelig, ellers går det sådan her. »Smut med dig,« sagde Lille Marie og stak pistolen ned i bæltet. »Og gør det ikke igen …« »Det lover jeg,« peb Hannes. Han kravlede væk på alle fire med vidtåbne, vilde øjne og en halvt tandløs mund, der var våd af snot. Først da han var kommet godt halvtreds meter fra Lille Marie, som allerede havde vendt ryggen til ham og var begyndt at gå tilbage til bilen, rejste han sig op og vaklede ud på det vidtstrakte område, Gärdet. Et fugleskræmsel, der let kunne forveksles med en dranker. Måske skulle han sørge for at komme i brummen i nat. Det ville ikke gøre noget, for så var han i hvert fald i sikkerhed for voldsmaskiner som Lille Marie. »Du skal nok klare det, skat,« sagde Pär, som sad og opmuntrede Francy og badede hendes blussende pande. »Tænk på noget andet,« sagde Oliver, som stod på den anden side af hende og lod, som om han tryllede mønter frem af ørerne. »Jamen, jeg vil jo ikke!« skreg Francy og pressede Belle ud. Bagefter var hun bare træt og tom i flere timer. Mørbanket, udmattet, syet sammen. Belle var ganske vist helt bedårende, men nogen lykkerus mærkede hun ikke, heller ikke noget umiddelbart instinkt, der gav hende trang til at tage sig af det lille menneske. Hun ville bare sove og spise en hamburger med pommes frites. Jo mere hun tænkte på

det, jo mere trængte hun til det, så Oliver måtte styrte hen til den nærmeste grillbar og købe det, hun ville have. Jeg overlevede i hvert fald, tænkte hun, da hun sad og guffede, mens Belle suttede på hendes ene bryst. Men hvad er egentlig formålet med det her? tænkte hun og smilede til sin datter. Det spørgsmål havde hun stillet sig selv mange gange og havde altid svaret: Fordi det føles godt. Det var også tilstrækkeligt denne gang. Hun bad om at få sin mobiltelefon og ringede til Lille Marie, som sad og langede lasagne i munden, mens hun bladede i det seneste nummer af ELLE. »Til lykke!« sagde Lille Marie, som spekulerede på, om der var nogen idé i at lægge fransk manicure i betragtning af sit ret så beskidte arbejde. »Undskyld, at jeg ikke var der, men jeg vidste jo ikke, at …« »Det er i orden, men lad det ikke ske igen,« sagde Francy. »Hvordan gik det med Hannes?« »Han forstod budskabet.« »Kom hjem til mig i morgen ved femtiden.« »Bliver du ikke på fødeafdelingen?« »Nej, jeg bryder mig ikke om at være her. Der er for meget blod og skrål. Jeg tåler det ikke.« »Det ved jeg godt. Har hun det godt?« »Hvem?« »Din datter.« »Ja, hun har det fint. Hun ligger her. Kan du høre hende?« Lille Marie trykkede røret hårdere mod øret og syntes, at hun kunne opfatte den lilles vejrtrækning. »Jeg elsker dig, Francy,« snøftede hun.

»Behøver du at blive sentimental?« sagde Francy og begyndte også at græde. »Jamen …« »Også jeg.« »Hvad?« »Jeg elsker også dig.« De afsluttede samtalen. Francy kiggede ned på sin datter. Helt afgjort Belle, tænkte hun og tørrede sine tårer.