Brunstkalenderen - uddrag

EMMA HAMBERG

Brunst-

kalenderen

P책 dansk ved Henriette Rostrup

FORLAGET ARONSEN

Brunstkalenderen er oversat fra svensk efter Brunstkalendern © Emma Hamberg, 2007 Udgivet af Albert Bonniers Forlag, Stockholm, Sverige Oversættelse: Henriette Rostrup Omslag: Sisterbrandt designstue Bogen er sat med Caslon hos Christensen Grafisk og trykt hos WS Bookwell Printed in Finland 1. udgave, 1. oplag, 2009 ISBN 978-87-991109-7-1 Dansk copyright: Forlaget Aronsen, i samarbejde med Bonnier Group Agency, Stockholm, Sverige

Kopiering fra denne bog må kun fi nde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan. Og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Det er tilladt at bringe kortere uddrag i forbindelse med anmeldelser og omtaler af bogen.

Forlaget Aronsen – København 2009 www.forlagetaronsen.dk

Til Agi, verdens modigste kæmpe. Og selvfølgelig vores tre bedårende døtre: Ditte, Nåmi og Saga. Jeg håber og tror på, at jeres fine og varme søsterskab kommer til at vare evigt.

Jeg elsker jer, hele banden.

1 »Hvad kigger I på?« »Ved det ikke. Der var et eller andet monster – se, der er han, med de blodrøde øjne. Og monsteret skal til at spise børnene, tror jeg ...« »Nej, det skal han i hvert fald ikke. Han jagter dem bare, for han vil have den der store diamant. Først lå den store diamant på bunden af havet, og ...« »Hold kæft! Jeg kan ikke høre noget! Moar, jeg er sulten!« Mor Lena er lige vågnet. Klokken er fem minutter over ni lørdag morgen, og hun er lige vågnet. Lidt af en sensation. Og vent lige lidt ... hun er også udhvilet! Gudskelov for alle tv-kanaler med morgen-tv! Hul i om det er rødøjede monstre, ungerne glor på, det er det hele værd at få lov at sove. Også selvom børnene bliver helt medieforskruede i hovedet. Men de bliver jo ikke spor rundt på gulvet af at se lidt dårlig tegnefi lm, det er jo fuldstændig overdrevet. Ungerne fatter jo godt, at det ikke er virkelighed. Men når mor ikke får lov at sove, så forvandler hun sig til et rødøjet monster, som giver sine børn mén for livet. I virkeligheden.

Lena kigger på sine tre yngste børn. Hampus, som fylder tre i morgen, Vilda som lige er begyndt i første klasse, og Engla, som tror, hun er begyndt i første klasse, selvom hun skal gå i børnehave et år endnu. Hun må ind og kysse lidt på dem.

7

De er allerdejligst, når de sidder der i deres nattøj, helt tæt sammen under plaiden og ser tv. Rolige, søde og stille. Uha, sådan må man ikke tænke. Men det gør man. Tv er omtrent 1000 gange bedre til at få ungerne til at falde til ro og være søde, end hun selv, deres mor, er det.

Lena snuser til dem. Lugter til den fugtige fordybning i Hampus’ nakke, borer næsen ind i Englas kinder, der stadig er helt babybløde, og kysser Vildas alvorlige pande. Vilda. Der var noget, der gik galt der. En unge, som er fuldstændig uden vildskab. Som man er nødt til at slæbe med ud, om det så er 30 grader varmt, og havet er lige uden for døren. Som aldrig svinger sig i dørkarmene eller prutter grinende under middagen. Engla derimod. Hun burde ikke hedde Engla. Hun burde hedde Vilda.

Men det er for sent at ændre nu. »Pas på, du træder på Skutt!« For helvede. Har de nu lukket kaninerne ud igen? Og hvor er Vincent? »Hvorfor har I taget kaninerne indenfor?« »De var så ensomme, så ensomme. Nina græd faktisk. Hun græd helt stille.« Lena kigger ud gennem vinduet. Kaninburet er tomt. Det betyder, at der er fem kaniner inde i huset. Og er det ikke en St. Bernhards hund, der ligger derude? Jo, Vincent ligger og sover i køkkenhaven. Jamen okay da. Nu gælder det om at passe på, man ikke jokker i kaninlort. Hvor er Robert for resten, skulle han ikke være hjemme i dag? »Hvor er far?« Lena kigger på sine børn. »Han er nede på benzintanken. Der var en, der havde en beskidt lastbil. Jeg er sulten!« Okay. Fint nok. Alle de forbandede lastbiler. Roberts firma er 8

ikke Roberts firma, det er Roberts familie. Det er os herhjemme, der er Roberts firma. Eller nej, vi er ikke Roberts firma. Vi er Roberts ... vi er Roberts sorte polakker. Underbetalte, usete, helt uden faglige rettigheder, og vi skal helst bare være taknemmelige. Nej, nu er jeg retfærdig! Øh, jeg mener uretfærdig. Robert gør jo alt det her, for at vi kan have alle vores børn og huset og dyrene og ... men jeg er jo alligevel nødt til at arbejde. Arbejde i ICA hver anden weekend, og med jævne mellemrum springe til i børnehaven eller i skolekøkkenet, og så er der alle ungerne, dyrene, vasketøjet, opvasken, vasketøjet der skal foldes, den rene opvask der skal proppes tilbage i skabene, alle mulige småting der skal ryddes op, sorteres, jamen, hvad helvede er nu det!

Kaninlort. Fem små kugler, nu fladtrådte kugler, der sidder under foden. Lena bander stille og skraber foden af på kanten af skraldespanden. Der havde vist også gemt sig lidt indtørret spaghetti og et stykke salat under foden. Hun tømmer kattenes og Vincents gamle madskåle, fylder nyt tørfoder og vand i dem, klapper kaninerne som hopper forbi, sætter Peter Jöbacks opsamlingsalbum på anlægget i køkkenet. »När guldet blev til saaaaaand ... »Frem med leverpostej, agurker, mælk, cornflakes, brød ... for helvede, der er ikke mere brød. Eller jo, der er to små endeskiver tilbage. Lena finder minipeberkageformene frem og trykker dem ned i endeskiverne.

Det bliver til små mini-brødhjerter. Måske kan det kompensere for, at der næsten ikke er noget brød? En moders list!

Lena har været mor længe. I 17 år. Siden hun selv var 17.

17 + 17 = 34. Hun er 34 år i dag.

Josefin var ikke meningen. Eller jo ...

Lige siden Lena var lille, har hun vidst, at hun skulle have mange børn. Tidligt. Hvorfor vente? Hvorfor vente på noget dejligt? Som ikke engang er unødvendigt eller dyrt, kun dejligt.

9

Rille og hun var forelskede. Godt og grundigt skrupforelskede. 16 år og så forelskede, at man ikke tænker sig om. Man dyrker bare sex. Og når de 16-årige teenagere »tænker«, så »tænker« de, at hvis der kommer et barn, så er det vel meningen. Så fantaserer de om det lille barn. Men de fantaserer kun om de dejlige øjeblikke. De bløde og buttede lår. Den varme plaid, som babyen skal ligge i. Kærligheden. Som spreder sig og giver nyt liv. Højdepunktet af romantik. Og der kom et barn.

Selvfølgelig. Når to nyudsprungne teenagere med friske kroppe boller alle steder, så kommer der let nye frø til, som begynder at gro. Men da pigen kom ud, var Rille for længst forsvundet.

Det var den inderlige kærlighed også. Men Lena var tilbage.

Og den lille pige.

Josefin var ikke meningen. Men hun blev meningen. Med Lenas liv.

Lena og Josefin flyttede ind i et af de små huse på gården.

Mor og far boede i hovedhuset 25 meter fra dem. Det var så tæt. Tæt på kærligheden. Josefin og Lena var sammen hele tiden. Når Lena malkede køerne, havde hun Josefin i en sele på maven. Når hun mugede ud, sad verdens fineste lille datter i barnevognen og så på. Indimellem fik hun lov til at sidde i en af køernes båse, som var en ganske praktisk kravlegård. Præcis sådan som Lena selv havde siddet, da hun var barn. Samme bås tilmed.

Morgenmad, frokost og natmad i Solvändans storstue. Mor, far, Josefin og Lena. Sammen. Lena behøvede ikke betale for kost eller logi. Det kom overhovedet ikke på tale. Det indgik jo i aftalen, at hun hjalp til på gården. Som altid. Men det var hun vant til. Ikke bare at passe sine egne pligter, men også sine søskendes, så en lille baby fra eller til gjorde ikke den store forskel. Muge ud skulle man jo alligevel. Og nu var det tid til at muge kaninlort ud af køkkenet. Køkkenet i hendes og Roberts 10

hus i Braby. Tredive kilometer fra barndomshjemmet Solvändan. Ingen køer. Men kaniner, hunde, katte og et marsvin.

Så er morgenmaden serveret, eller nej, noget der ligner morgenmad. Klokken er halv ti, tør hun vække Josefin? Nej, det er nok bedst at lade være. Hun kan jo ikke sove hele dagen. Eller, det kan hun faktisk ...

Så lyder der et hyl fra overetagen. Josefin er vist vågnet helt af sig selv. »Hvem har lukket kaninerne ind på mit værelse? Moooaar!« Josefins stemme skærer gennem huset. Nu tramper hun ned ad trappen.

Stiller sig, dirrende af raseri, i køkkenet, kun iført et par trusser og en lille kort nattrøje med Snoopytryk. Hendes krop.

Lena kan slet ikke se sig mæt på den. Hendes lille tulle har fået en kvindes krop. Brede hofter, bryster, en lille topmave, talje.

Så fin. Så perfekt. »Sådan noget lort! Jeg har jo sagt tusind gange, at jeg for helvede ikke vil have kaninerne ind på mit værelse, de skider jo overalt. Nu har de for helvede skidt i min gymnastikpose, jeg skal spille håndbold i eftermiddag, og jeg skal fandme ikke spille håndbold med lort på tøjet. Englaaaaaa!« »Jossan, vent nu lidt. Nej, lad ungerne være, de ser tv. Tag det roligt – jeg kan godt nå at vaske din gymnastikpose. Så snakker jeg med børnene om kaninerne og ...« »Ja, den har man jo hørt før.« »Jo, men jeg snakker med dem. Jeg skifter låsen ud! På kaninburet. Som det kun er mig, der har nøglen til. Jossan ...?« »Men gymnastikposen skal for helvede være ren OG tør inden klokken to. Jeg vil hellere dø end at spille håndbold med lort på tøjet.« »Selvfølgelig lille skat. Vil du have noget morgenmad?« »Er der ikke noget brød?« 11

»Jo, hjertebrød ...« »Du kan sguda ikke have fire børn og så glemme at købe brød, det går jo ikke. Jeg går op og sover igen.« »Gør det, min skat, bare smid gymnastikposen uden for døren, så tager jeg den senere.« Okay. Dagens første anfald. Faktisk rimelig mildt. Så er det tid til den første affodring af ungdyrene. »Unger – så er der morgenmaaaad!«

2 »Nu kommer Hells Angels. Skønt.« Marie tager et dybt sug af cigaretten og misser med øjnene gennem røgen mod motorcyklerne, som svinger ind til fortovskanten. Hun slår rutineret med det lange hår og suger den sidste tobak i sig, så det knitrer hele vejen ned i lungerne. Der kan ikke være mere liv dernede.

Knitre. Knitre. Ud med røgen. Ikke noget med at hoste. Her er en, som har inhaleret i mere end halvdelen af sit liv, lige siden hun var 12 år gammel. Måske ikke ligefrem verdens største bedrift, men dog et tegn på udholdenhed. Noget at skrive på sit cv. At man faktisk kan fortsætte med noget, på trods af at hele verden skriger, at det er forkert. Så er man da stærk. Eller dum i hovedet.

Marie vinker ligegyldigt til MC-englene, når de ganske selvfølgeligt smutter forbi køen og ind på klubben. Måske skulle man købe sig sådan en vest på nettet. Bedre end alverdens VIP-kort. I denne verden i al fald. I Maries verden.

Rygepausen er slut. For helvede. Eller på den anden side, som barchef kan man tage rygepause, lige præcis når man vil.

Det har man for helvede ret til.

Især Marie. Hvis man har arbejdet på den samme klub siden marts 1989, må man vel for helvede godt ryge færdig. Marie smider lidt dvask cigaretten fra sig, strækker sig, ruller skuld13

rene lidt frem og tilbage. Åh, hvor er hun stiv i nakken. Hun går ind på klubben igen.

Hells Angels-fyrene maser sig frem mod baren med brede vestklædte rygge, overdrevent seje miner og ja, det virker. Det enorme tryk ved baren letter. Som om det var Jesus og hans disciple, der kom masende med læderveste og hestehaler. Vand, vin og dyr spreder sig for dem.

De andre gæsters hænder, som har viftet som propeller i luften for at få en drink eller en stor fadøl, ryger ned i læderbukselommerne igen. Hurtigt.

Nej, nej, pludselig er der ingen, der behøver bestille alkohol så forbandet hurtigt. Nej, lad da bare de her fine fyre bestille først.

Der bliver altid roligt som en sensommerbrise på Rock ‘n’ chocks bar, når Hells Angels dukker op. Intet brok, hujen eller vrøvl. Pæne køer og ingen overdreven headbanging. Så kan man mene, hvad man vil om kriminelle MC-fjolser, men det er ikke så dumt at få gratis ordensvagter på en hardrockbar.

Men dermed ikke sagt, at man gerne vil have dem i sin dagligstue ...

Lige siden marts 1989 har Marie stået bag baren på Stockholms hårdeste hardrock-bar. Rock ‘n’ chocks bar.

Eller stået er måske ikke helt det korrekte ordvalg. Sprunget rundt som en rotte ville være en mere præcis beskrivelse.

Båret tunge ølkasser op og ned fra kælderen, skåret citroner i skiver som en anden Duracellkanin, rystet mælkedrinks (ja, heavyrockere har en faiblesse for lige netop drinks med mælk), tørret borde af, båret rundt på borde, båret rundt på stole, båret rundt på fulderikker, drukket en masse, røget endnu mere og hentet endnu flere ølkasser.

Marie. Marie Andersson. Kvinden med det almindelige navn og de ualmindeligt seje jeans. Stramme som kropsma14

ling og med svulmende leopardbløde kiler ned ad lårene. Hvid T-shirt, om muligt endnu strammere end jeansene, nej, for resten, det er ikke muligt. Rock ‘n’ chocks logo som en tunge hen over brysterne. Lille kort forklæde med blondekant. Store bryster. Ja, et par størrelser større end det, hun var begavet med fra starten. Maries fyrreårsfødselsdagsgave. Fra Marie til Marie. Men som hun selv plejer at sige: »Jeg blev ikke lykkeligere – men det blev resten af verden.« Jo, og måske blev Marie også en anelse lykkeligere, eller rigere i hvert fald.

Drikkepengene er faktisk kommet lidt hurtigere siden den fyrreårsfødselsdagsgave. For når hun lægger patterne op på bardisken, så lægger rockerne en tyvekroneseddel lige foran dem. »Hva’ så, Marie! Hvordan går det?« En af englene nikker til Marie. Marie nikker tilbage, smiler og svinger nonchalant med sin lange, afblegede manke. »Stille og roligt. En stor cola eller?« »Giv mig tre.« De drikker aldrig alkohol, englene. De er sikkert fulde af alle mulige andre stoffer, åh, op i røven, de giver altid gode drikkepenge. Moralske overvejelser må man gemme til fritiden, hvis man har nogen. Fritid altså. Eller moral. Marie fylder tre store glas med cola, et par citronskiver, is og servietter. »Nå, hvad skal du så lave i weekenden?« Fyren tager en stor slurk cola og smiler spørgende til Marie. Tørrer overskægget med oversiden af hånden. »Det sædvanlige. Arbejde, sove, gå med hunden, træne.

Afblege håret, man kan jo for fanden se rødderne. Ligner den værste luder.« Marie læner sig frem over disken (hun kommer ikke så langt frem på grund af patterne, som er i vejen) og viser ham hårrødderne.

15

»Åh, du er da dejlig. For fanden, hvorfor kommer du ikke over til garagen på lørdag, når vi holder fest?« »Skal arbejde, ved du.« »Marre ... du skal ikke arbejde så meget. Har du ingen fyr?« »Ha, ha, nej tak.« »Kom igen. Selvfølgelig har du en fyr. Med din krop, for fanden, det er sguda et fucking waste. Hvad så, skal du virkelig bare arbejde, sove og gå tur med vovsen hele weekenden?« Marie tager en slurk af sin drink, en gin og tonic, slår med håret og trækker T-shirten ned over maven. Den ryger op igen og blotter den solariebrune mave. »Ja. Medmindre du kan låne mig 7000 kroner, så jeg kan tage til Mallorca i stedet.« »Hvad, vil du låne 7000 kroner? Ikke noget problem, kom over til garagen i morgen, så ordner vi det.« »Skat, dine venner kalder på dig, smut nu med dig.« »Vil du låne penge?« »Under ingen omstændigheder. Smut så med dig.« Marie skubber grinende til colafyren og sætter tænderne i den næste gæst, som forsigtigt vover at vifte med bestillingshånden.

Musikken pumper. Motörhead, Metallica, Guns N’ Roses, Iron Maiden, Black Sabbath. Klubben er fyldt til bristepunktet. Der lugter af sved, tung, sød parfume, hår, hud, latex og alkohol. Cirkus. Barlivet er som et cirkus. Bartenderne er cirkusartister. Som danser. Med hinanden. Må holde takten.

Paraplyer. Der bliver brugt rigtig mange paraplyer og cocktailbær. Jo da, heavyrockere og bøsser drikker samme drinks.

Helt sikkert ikke noget, de vil indrømme, men sådan er det.

Forskelligt tøj, samme smag.

16

Hold takten, ikke ødelægge den flydende bevægelse. Grin ad dårlige vitser, tak nej til de evige invitationer, vent på rygepause, tørre smadrede glas op og ikke proppe drikkepengene i sin egen lomme. I hvert fald ikke hver gang.

Det minimale dansegulv gynger. Langhårede mænd med læderbukser hopper rundt med yppige sexbombekvinder med hårmanker, der er lige så lange, som deres kjoler er korte. Enkelte goths har også begivet sig ud på dansegulvet. Danser med stive ben i stramme bukser.

Marie er cool. Hidser sig ikke op. Hun har været med længe.

Indimellem føles det som alt for længe. Hvor mange White Russians har hun egentlig rystet sammen i sin tid? Hvad er det med heavyrockere og White Russians? »Tre White Russians, to Southern Comfort og tre store fadøl ... 725 kroner, tak.« Marie lægger brysterne på baren og tager imod 750 kroner lige ud og tak, det er fint. For fanden, hvor er der trangt i baren. »Marre.« Staffan. Lækre Staffan maser sig rutineret frem mellem alle dem, der hænger i baren.

Lægger armene over kors på bardisken, så frynserne på hans slidte læderjakke spreder sig ud som påfuglefjer på disken.

Lidt cowboyrocker. Mere til Led Zeppelin end til Bon Jovi.

Mere slidt læder end spandex. Mere langt hår og bakkenbarter end puddelkrøl. Mere mand end fjols. Mere gammel end ung.

En af dem på Maries top tre liste. Ja, hun har tre elskere. Som hun skifter imellem. Men det er et stykke tid siden sidst. Marie har ganske enkelt ikke haft lyst. Har villet sove i fred, ikke have en masse energikrævende følelser i klemme. Ikke en masse fyre, som ligger og driver den af i HENDES seng og kommer, når det passer dem, ikke hende (i dobbelt betydning ...). Som 17

desuden tømmer hendes køleskab og derefter vil have gratis øl på pubben. Men Lækre Staffan er altid en tur i kanen værd. »Hej, Steffo. Det er længe siden, hvor fanden har du været?« Marie skænker ham en seksdobbelt maltwhisky, Lækre Staffans konstante følgesvend. Lidt for konstant, hvorfor han aldrig bliver andet end et tilfældigt natligt eventyr. »Jeg har været nede i Danmark som roadie. De har jo en efterårsfestival i Odense, så det blev i hvert fald til to ugers arbejde.« Selvfølgelig er han roadie. Det er så kært forudsigeligt. Man ser en fyr som Steffo, forsøger at regne ud, hvad sådan en fyr laver, og det eneste, man kan komme i tanke om, er roadie. Og ja, det er han selvfølgelig. »Hvad skal du lave efter arbejdet?« spørger Staffan, griner smørret og kærtegner sine mundvige.

Marie tørrer rutineret bardisken af med en klud, fjerner nogle jordnøddeskaller og tørrer også under dem. Skyller skidtet af, opfanger en bestilling fra to piger bagved Steffo. »Ved ikke rigtig, måske snupper jeg en øl med Linus og resten af banden.« »Måske snupper du en øl med mig?« »Måske ...« Marie stiller fem skummende guldøl på disken, skyder dem frem til pigerne, får penge og lægger hånden over Staffans. »Hvem ved, måske sætter jeg mig op og rider på dig efter arbejdet ...« »Det synes jeg, du skal gøre ...« Marie smiler bredt, Staffan smiler tilbage og skubber sig væk fra baren, tilbage til sit eget selskab. »Linus! Jeg går ud og tager en smøg!« Marie laver rygesignalet til en af bartenderne, jo da, hun op18

fanger hans blik, hun har jo lige været ude at ryge, men hvad fanden, hun er barchef, hun har for fanden aftjent sine hundeår. Marie baner sig gennem det lille personalekøkken, åbner døren til kælderen og springer derned. Otto ligger på sit tæppe med snuden mod vandskålen og sover lidt. Men lige så snart han hører klikklaklyden af Maries stilethæle, løfter han ørerne, og halen begynder at slå tungt mod gulvet. I takt med basgangen til Still loving you med Scorpions længere oppe ad trappen. Otto. Maries samlever. Maries bedste ven. Rottweileren, som lige siden han var en lille hvalp, har tilbragt nætterne i Rock ‘n’ chocks kælder. Hunden, som er tryg ved ølkasser og heavyrock. Som højst sandsynligt er lidt høreskadet efter alt for høj musik, men det skal måske mere ses som et plus end et handikap i Ottos tilfælde. Det må være skønt med et par procents tunghørhed, når man bor 70 procent af tiden på en rockklub. »Kom Otto! Kom, så ryger vi, ja, kom, så ryger vi!« Marie vifter med sin cigaretpakke, som rasler lidt, Otto logrer med halen og sjosker op ad trappen med Marie i hælene.

Marie lukker bagdøren bag sig. Otto hopper rundt i den mennesketomme gård. Snuser, tisser lidt, kravler ind under nogle triste, tørre buske. Stilhed. Eller noget, som i det mindste ligner stilhed. Dump dunken inde fra klubben og svag trafikstøj fra Götgatan. Man kan stadig have vinduerne åbne om natten. Sommerens lune nætter er forsvundet, men den sene septemberkulde er behagelig. Lidt endnu.

Marie spytter sin snus og sit tyggegummi ud, strækker sig, knapper de to øverste knapper i jeansene op, lader maven vælte ud og sætter sig tungt på den lille trappe. Tænder en smøg. Inhalerer rutineret røgen. Kigger op mod lejlighederne omkring.

Et vindue lyser blåt. Nogen sidder stadig og ser fjernsyn. Klokken er snart halv tre. Det er mørkt. Alle ligger og sover. Det 19

gør almindelige mennesker. Sover fredag nat klokken halv tre.

Marie kan ikke huske, hvordan det føles at være normal. Vågne klokken 08.00, tage på arbejde, komme hjem omkring klokken halv seks og bare krybe ned i sengen igen ved halv ellevetiden. Halv elleve! Der er stamgæsterne jo ikke engang begyndt at dukke op endnu. Halv elleve.

Et varmt pust, røgringe mod himlen.

Marie griner, bliver lidt nostalgisk helt alene herude i gården. Den første smøg. Marie, Frasse fra nabogården, hans fætter med den sygt grimme frisure og så Åsa, lillesøsteren, som stod og gloede som en ufo. Gule Blend, som Frasse havde stjålet fra sin mor. Frasse og fætteren stod bagved kostalden og røg uden at inhalere. Hostede. Alt det klassiske. Fik det dårligt.

Men ikke Marie. Hun havde nydt det. Fra første hiv. Hun blev helt sikkert lidt svimmel, hostede også, men kunne godt lide det. Elskede det. Var øjeblikkeligt hooked. Hooked på smagen, på det hele, på at tænde en smøg så lækkert som muligt, at kunne læne sig op ad en væg og suge sexet på cigaretten.

Men det blev dyrt. Ikke på grund af smøgerne, men på grund af Åsa. Hun ville have fem kroner om ugen for at holde mund.

Mor og far ville være fl ippet helt ud, hvis de havde vidst det.

Gud, hvor Marie røg der bagved kostalden på Solvändan. Sad og gloede ud i den mørke skov og drømte sig væk. Væk fra kolort, ansvar, fl ittighed og tidlige morgener.

To store hiv til. Marie misser med øjnene og puster nye røgringe ud i natten. Otto puffer til hendes arm med snuden, Marie klapper ham kærligt hårdt på hovedet, trykker sin tørre næse mod hans fugtige snude.

Alle disse forbandede mænd, som bliver så provokerede af, at man er single. Som om man ikke kan have store bryster og gerne ville være i fred med dem. Som om man har skaffet sig store bryster for at få en mand. Marie kan godt få en mand.

20

Når som helst. Det er bare at gå ind i baren igen, knipse med fingrene og plukke en valgfri slags. Som med Staffan, han er som nedfaldsfrugt, man skal bøje sig ned og samle den op i kurven. Men 99 procent af mændene er jo ikke mænd, de er bare småbørn. Hvis man savner en mand, skal man bare smide trusserne på gulvet, bøje sig frem, og ja, så er man kureret for det. Men måske skulle hun tage med Staffan hjem i aften, det ville måske være meget nice ...

Marie gransker sine lange, røde negle.

Der var noget ... da ham fyren spurgte, hvad hun skulle lave i weekenden ... det føltes, som om hun svarede forkert ... og det her med at gå med Staffan hjem ... der var noget ...

Ja, for helvede! Lena! Lillesøsteren. Hendes yngste har fødselsdag.

Hampus. Tre år. På søndag. Søndag klokken 12! Skal huske at købe gave!

Noget som triller, hvad som helst der triller, havde Lena sagt. Eller rettere skreget, hun ringede fra et eller andet supermarked. Perler kan han få, de triller jo. Ha, ha. Robert vil få røde knopper! Søsterens mand. Åh åh.

Dengang de indførte pseudo-ligestilling i Hampus’ børnehave, så drengene hjalp til i køkkenet, og pigerne fik lov at fylde lidt mere, troede Robert, at Hampus ville blive bøsse. Robert tror helt alvorligt, at en lyserød trøje kan dreje en lille drengs seksualitet i en helt anden retning.

Selvfølgelig skal Hampus have perler. Måske oven i købet lyserøde perler. Eller er det for meget?

Marie lægger sig ned, hviler hovedet på et af trappetrinnene, nej, det er ikke spor behageligt, men dejligt bare at få lov at ligge lidt. Ottos snude mod hendes hals. Hun trækker lidt på smilebåndet. Perler. He he.

Hun tager det sidste, dybe sug på smøgen, forsøger at vippe 21

med tæerne i de spidse røde lakstøvler (en umulig opgave), trækker maven ind, knapper de to øverste knapper, puffer brysterne på plads, retter på forklædet og knipser skoddet fra sig.

Som et stjerneskud. Ligger stille et par sekunder. Kigger på de mørke vinduer. Halv elleve ...

Nej, ind med et stykke snus og tyggegummi, rode op i håret med fingerspidserne, så der kommer lidt fylde i løvemanken. Hun må aflyse Staffan, kan ikke have en bagstiv fyr derhjemme, hvis hun skal til børnefødselsdag i morgen tidlig. Nej, ind igen. Pøblen kalder. White Russian-pøblen.