Menneskeloven - uddrag

jakob vedelsby

Menneskeloven [Uddrag]

Aronsen

Luften er saa forunderlig æterisk, saa besynderlig gjennemsigtig paa disse Indian-Sommerdage, det er som kom alle nære Gjenstande nærmere og klarere – som kunde man skjælne hvert Blad, hver Kvist paa den anden Flodbred derovre og næsten gribe det med Hænderne.

Jacob A. Riis

1

M

enneskeloven fortæller os, at livet er som en labyrint med blinde veje og låste døre. Ind i mellem må du vende om og gå et stykke tilbage, vælge en anden retning, bevare håbet.”

Radiosignalet forsvinder med en hvislende lyd, som når et hår brænder til aske.

“Pokkers,” mumler chaufføren og banker fingeren mod det blåt lysende anlæg nedsunket i mahogni.

“Tag dig sammen, vi skal høre Carl Bernsteins girl­ friend, hun er fandeme morsom,” siger ministeren og ler med rystende skuldre.”

“Du lytter til Danmarks Radio. Der er opstået et teknisk problem, som vi arbejder på at løse.”

“Det er ikke mig, der er noget galt med,” siger chaufføren næsten uhørligt.

“Du lytter til Danmarks Radio. Der er opstået et teknisk problem, som vi …”

“Sluk for fanden!” råber ministeren.

Jeg nøjes med at smile. Jeg fortæller ikke det fjols én gang til, at Kassandra er min ven fra gammel tid, ikke min kæreste. Hun er lesbisk for himlens skyld, eller bådeog i det mindste. Jeg strammer grebet om tasken og registrerer duften af nygarvet læder, en gave fra Kassandra, håndlavet, personligt hjembragt fra Nepal. Man skal passe på, når ministeren er i sit muntre hjørne. Jovialiteten har det med at ebbe ud, og før man ved af det, sidder man 7

i saksen og skal forsvare sig i en af de improviserede konflikter, han udsætter sine embedsmænd for. Hans næste replik kan meget vel lyde: ‘Hvorfor i alverden skulle jeg være interesseret i at høre din kæreste i radioen?’ Eller: ‘Sidder du og griner af mig?’ Ud fra den betragtning at han er forpligtet til at sørge for, at en opkomling som mig ikke føler sig for sikker i sadlen. Han skal nok skærpe mit nærvær og demonstrere for mig, at diplomatiet har sin pris, og at den er så satans høj, at kun de allerdygtigste, mest hårdføre og samvittighedsløse trænger gennem det ultimative nåleøje og når den eftertragtede ambassadørpost. Jeg har dét i mig, der skal til, men det ved psykopaten ved min side ikke.

“Nu er den totalt død,” siger chaufføren og trykker på knapperne. Han lander på en anden kanal, og en dunkende poprytme rammer os fra alle sider, som var vi soldater i krydsild. Han når ikke at afbryde, før ministeren råber: “Det er du også, med mindre du slukker.”

“Sorry. Ankomst om 25 sekunder,” siger chaufføren ned i radiosenderen ved håndleddet. Én gang jægersoldat, tænker jeg og betragter den femfoldede tyrenakke.

“Det er livsvigtigt, at du husker det hele denne gang, fuldmægtig Bernstein. Når vi forlader Udenrigspolitisk Nævn i dag er sagen stendød, er du med?” siger han skarpt uden at se på mig.

Jeg har kendt ham i flere år, men vi har ikke haft øjenkontakt. Det er for personligt, en gestus han utvivlsomt reserverer til familien – i øjeblikket en toårig datter og kone nummer tre. Rygtet vil vide, at han er raget uklar med de tidligere og ikke ser sine ældre børn. Han går efter modelsmukke kvinder, der er betragteligt yngre end ham. Han har også vist interesse for Kassandra. Hun er 40 og ligner en på 30. Man ville ikke gætte, at hun har et par 18-årige drenge gående rundt derhjemme. Ministeren har 8

engang set hende i et dameblad, hvor hun var fotograferet nøgen mellem birketræer i skovbrynet. Det lange hår svævede om hendes bryster som vægtløs silke.

Jeg har studeret ministeren. Hans øjne bag de uindfattede brilleglas er vandige, og i det hvide vokser gule talgansamlinger, indbyrdes forbundet af tynde, røde blodårer.

Huden under øjnene buler ud, og kinderne er landskaber af sprængte kar. Hans tænder er kridhvide implantater, som dem de bruger i Hollywood og Washington. Nu springer han ud og er halvvejs oppe ad trapperne med to sikkerhedsfolk i hælene, før jeg får bakset mig ud med tasken og en stabel papirer. Han åbner døren til Chris­ tiansborg og trommer hårdt mod træværket, jeg skynder mig efter ham.

“Hvad var det, hun sagde, lige før idioten dér skruede på radioen?” Hans blik strejfer chaufføren, der taler i mobiltelefon. “Var det ikke noget idealistisk pjank om fællesskab, en ny lov?”

“Jeg hørte det ikke, han slukkede jo,” mumler jeg og smutter indenfor. Jeg følger efter ministeren forbi vagtburet hen mod trappen til første sal.

“Menneskeloven,” sådan var det. “Hvad fanden er det?” ler han. “Den må jeg se at få gennemført i Folketinget, så vi alle kan blive rigtige mennesker og gå på pension og søsætte Danmark på det store fællesskabshav.”

Ministerens latter glider over i en skrattende tobakshoste. Han synker slim med rynkede bryn. En grimasse driver hen over hans ansigt i løbet af sekunderne, det tager os at bestige den stejle trappe. Nu er han tavs, stakåndet.

Ministeren har en bemærkelsesværdig fortrængningsevne. Den er han så tilfreds med, at han har givet egenskaben videre til sine børn. Det er den bedste gave, han har givet sit afkom, har han udtalt i et dobbeltsidet portræt i en søndagsavis. Der går ikke en uge, uden at han er i medierne. Journalisterne elsker hans brutale charme, og 9

han er klar i mælet og til at forstå med effektiv hjælp fra sin spindoktor, hvis rolle han officielt foragter.

Jeg kender ham godt nok til at vide, at han lige nu, på grund af adskillige minutters manglende nikotintilførsel, balancerer på en hårfin grænse mellem ægte nysgerrighed og et irritationsudbrud med uforudsigelige konsekvenser.

Jeg tier, jeg må ikke miste koncentrationen, ikke begå flere fejl. Min bommert i Udenrigspolitisk Nævn forleden, da jeg gav ministeren en forkert besked, hvilket afstedkom, at oppositionen kaldte ham løgner i medierne, klæber til mig som en smitsom sygdom. Kollegerne i Udenrigsministeriet undgår mig. Jeg ville have gjort det samme, fordi fejl er det størst tænkelige tabu i en nulfejlskultur. Siden har jeg været under skærpet tilsyn, nøglepersoner højt i systemet er dybt skuffede over mig, og alle ved, at mit fremtidige karriereforløb er betydeligt mindre indlysende. Hvis det da nogensinde har været indlysende i andres øjne. Det er sikkert og vist, at der altid står en kollega på spring til at overtage ens plads. Én fejl mere og jeg ender mine dage som specialkonsulent eller noget i dét lag, som de andre bitre skæbner, systemet sorterer fra. Med mindre man søger væk fra Udenrigsministeriet og prøver lykken et andet sted. Dén tanke leger jeg ikke med længere.

Jeg er blevet 42 og nærmer mig skridt for skridt det mål, alle prædiker, er så godt som uopnåeligt. Jeg skal bide tænderne sammen et år mere i København, så ud i verden tre-fire år og hjem igen til en post som souschef. Hvis alt går vel, vil jeg efter endnu et halvt år blive udnævnt til kontorchef og tjenestemand på Dronningens bud, og så er vejen åben til den hellige ambassadørpost. Amen. Jeg har altid sagt, at jeg vil nå det, før jeg bliver 50. Så vil 30 års bevidstløs knoklen afløses af 20 års velbetalt drømmejob.

Så skal frugterne af en umenneskelig arbejdsindsats høstes i rigt mål. Jeg føler mig ganske svævende ved tanken, men kun kortvarigt. Jeg tør ikke tænke den helt til ende.

10

Der er noget galt. Folk omkring mig opfører sig som fjernstyrede robotter. De kommer ud af deres kontorer og bevæger sig mekanisk rundt på gangen med mobiltelefoner trykket mod ørerne. De ligner angste høns og løber ind i vægge og hinanden, galer ned i de små apparater.

“Hvad satan!” brøler ministeren, da livvagterne fra PET i det samme tager fat i hans armhuler og løber af sted med ham. “Det er en nødsituation, skynd dig ud af bygningen,” råber den ene til mig.

Jeg standser midt på gangen og ser dem forsvinde ned ad trappen i retning af nødudgangen. Menneskene omkring mig løber i alle retninger. Dér er ministerens spindoktor, hvis faste røv er spærret inde i en stram, kort nederdel. Hun slår på sin mobiltelefon med flad hånd.

“Hotel Danmark er blevet sprængt i luften,” råber hun i forbifarten og standser brat og vender sig. “Åh Gud, din veninde.” Hendes mund åbner og lukker sig, og hun træder et skridt hen mod mig. “Jeg håber ikke … jeg må finde ministeren.” Nu er hun væk i menneskemængden.

Jeg betragter Udenrigsministerens talepapir, som jeg blev færdig med tidligt i morges. Det svæver af sted og får atter tag i luften og løfter sig som en kraftfuld svanekrop, før det rammer væggen og falder brat til gulvet. Jeg synker ned i en lyseblå rokokostol ved væggen, betragter uret over døren til Udenrigspolitisk Nævns lokale. Klokken er 12.54.

Kassandras radioudsendelse slutter om seks minutter.

Jeg kan se hende stå foran studiets panoramavinduer til søerne, hun holder munden tæt til mikrofonen og smiler til lytteren, der er igennem på telefonen. Studiet ligger i en suite på anden sal i det nyopførte hotel. Hun er ved at besvare hans spørgsmål. ‘Ind imellem må du vende om og gå et stykke tilbage, vælge en anden retning, bevare håbet’, siger hun, og så skruer chaufføren på bilradioen, så kommer beskeden om, at der er opstået et teknisk pro11

blem, så popmusik, så stilhed.

Jeg glider ind i strømmen af mennesker og kommer ud på Ridebanen bag Christiansborg, leder efter min mobiltelefon, den ligger ikke i min nye taske, som er blevet væk, for jeg har den lige her. Jeg ved ikke, hvorfor jeg begynder at løbe, jeg løber ellers aldrig mere. Jeg ville gerne begynde at løbe, jeg skal have købt de løbesko. Mine skinnende sorte sko klikker mod vejen, og jakken og slipset flagrer. Nu snubler jeg og falder tungt med mine 100 kg og knap to meter, og min højre arm skraber mod asfalten.

Jeg kommer op og løber videre, kaster mig ud foran en taxa og vælter ind på bagsædet.

“Hotel Danmark,” siger jeg.

“Det kan jeg ikke. Har du ikke hørt om eksplosionen?”

“Du får dobbelt betaling.”

Inderst inde, hvor dét så er, ved jeg, at hun er uskadt.

Måske er det min underbevidsthed, som besvarer det spørgsmål, der tumler rundt i mit hoved, med et ‘hun er okay, tag det roligt’. Nu svinger taxaen ud i busbanen, og den lange kø af biler smelter sammen til ét sammenhængende køretøj, som er chanceløs over for den potente dieseltysker. ‘Hun er en overlever, Carl’. Jeg får øje på mine hænder. Jeg har foldet dem. Hvem pokker er det, der bliver ved med at fortælle mig, at Kassandra er død? Er det min fornuft? Kassandra siger, at fornuft er en spændetrøje, nogen har opfundet for at undertrykke kreativitet og skaberglæde. ‘Tænk hvis alle mennesker stræbte efter det sublime?’ Kassandras stemme er i mit hoved, hun punker mig for at gå på kompromis med mine drømme, for at sætte fornuft over følelse, og når jeg siger, at min drøm faktisk ér et job som ambassadør, tror hun mig ikke, for jeg er skabt til noget større. ‘Større?’ siger jeg og fanger de brune øjne, der er næsten sorte af ophidselse. ‘I min lille verden bliver det ikke større end en ambassadørpost,’ siger jeg, og hun ler af mig, kalder mig uambitiøs på egne 12

og klodens vegne og spørger, om jeg ikke vil gøre en forskel ud over at tilrane mig materiel velstand. Jo, jeg vil gerne gøre en forskel, der rækker ud over de aftryk, jeg sætter i de mennesker, jeg omgås, men jeg ved ikke hvordan.

“Jeg sagde det jo,” mumler chaufføren og peger på politiafspærringen. “Nu sidder vi fast.”

Der hænger en gennemtrængende kemisk stank i luften, og jeg får øje på ruinen og røgen, der danner et spøgelsesagtigt bygningsværk mod himlen. Nu forstår jeg, at hun er væk, forsvundet som et hår, der brænder til aske.

Jeg er halveret og fritsvævende uden Kassandra, tumler gennem gangene, gaderne, markerne, skyerne, frygter alverdens had og nag, knive og kugler, stormene fra den blændende sol, horderne af ofre i gråvejrsrum uden nødudgange og alle syge skæbner, der gavmildt deler ud af håbløshed og lidelse. Uden Kassandra falder jeg til jorden. Nu falder jeg.

Da jeg tager af sted, sidder hun ved morgenbordet i sin hvide kåbe og taler med Robert og Albert. Jeg svinger med min nye lædermappe og sender tre fingerkys af sted.

Det er min fødselsdag i dag. De har vækket mig med sang og nybagte boller, æg, bacon, mangojuice. Vi ser på hinanden, mens hun langsomt fører hånden op til munden.

Nu hvisler et fingerkys som en ildflue i natten, og hendes blik forsvinder ind i himlen over København.

Jeg mødte Kassandra for 19 år siden på jurastudiet. I begyndelsen troede jeg, det skulle være hende og mig, men hun havde andre planer. Kassandra var alt, hvad man kunne ønske sig. Hurtig, sjov, kærlig, varm, rummelig, særpræget, smuk. Der var kun én af hendes slags.

Jeg mente nok, at hun viste interesse for mig, og fik det bekræftet, da en medstuderende holdt fest i forældrenes palæ ud til Øresund. Sent på aftenen fulgte jeg efter hende ind på et af husets toiletter, hvilket hun fandt ustyrlig 13

morsomt. Pludselig var vi nøgne og holdt om hinanden, jeg satte mig på toiletkummen, og hun gled ned over mig.

Med fødderne plantet på gulvet, bevægede hun sig op og ned og bed mig i skulderen, da hun kom. Så sank hun ned på mine lår og lagde kinden til mit bryst. ‘Jeg ved lige, hvordan det er at være baby i mors mave,’ sagde hun.

‘Og en fugl i vinden, en gepard på sletten, en bjørn med en sprællende laks mellem tænderne. Hvis jeg lytter godt efter, har jeg adgang til svar på alle spørgsmål, fordi jeg er skabt ud af alt, der nogensinde har eksisteret’. Jeg kyssede hendes amorbue og tænkte, at jeg havde fundet mit livs kærlighed.

Nogle uger senere, efter at jeg dagligt havde forsøgt at kontakte hende, hørte jeg, at hun havde opgivet jurastudiet og var rejst til Indien med en fyr ved navn Martin­ Fisk. Jeg reagerede ikke som vanligt, når jeg blev forladt og sank ned i en ulykkestilstand med momentane selvmordstanker og psykologisk fremkaldt åndedrætsbesvær.

I stedet indtog en ikke voldsomt dominerende eksistentiel uro ledsaget af vedvarende uvirkelighedsfølelse min organisme. Jeg var ikke i stand til at være i nuet og tænkte mig hele tiden frem eller tilbage. Jeg forestillede mig, hvor jeg ville være, og hvordan mit liv ville se ud i morgen på samme tid eller om præcis ét år. Om jeg ville få ustabil hjerterytme, når jeg slukkede lyset for at falde i søvn. Om jeg ville ligge i sengen og tage min puls og forsikre mig om, at hjertet gjorde sit arbejde. Men ingen afgrundsdybe huller, ingen depressionslignende sumpe, intet tudende offer for omstændighederne og en ond skæbne. Vi var ikke kærester officielt, end ikke uofficielt, og da jeg tre måneder senere modtog et postkort fra hende med teksten ‘Jeg elsker dig, Carl Bernstein’ blev jeg klar over, at vores kærlighed var frigjort fra enhver begrænsning og ville bestå, uanset hvem vi var sammen med, og hvad vi foretog os.

14

Derfor var der intet underligt i, at hun flere år senere ringede og opfordrede mig til at flytte ind i det ledige værelse i lejligheden, hvor hun efter skilsmissen boede alene med sine tre år gamle tvillinger. Hun var også tiltrukket af kvinder, og Martin Fisk var for længst flyttet tilbage til Jylland og sin barndomskæreste, havde meldt sig ind i et højrefløjsparti og indledt det, der blev en lynkarriere i kommunalpolitik og Folketinget. Det ville jeg hellere end gerne.

“Hvad nu?” siger taxachaufføren.

“Retur til Christiansborg.”

Han kører ned ad en smal vej mellem høje, brune etageejendomme og svinger til venstre ad Amagerbrogade.

Mobilnettet er brudt sammen, og jeg kan ikke komme igennem til tvillingerne. Jeg ganger beløbet op og betaler, stiger ud foran indgangen til Christiansborg og viser mit identifikationskort til en politimand i kampuniform. Han ved ingenting om noget. Han indvilger i at følge mig op på første sal, men tasken er ikke der, hvor jeg efterlod den.

Politimanden viser vej til et kælderlokale, hvor den ligger i hjørnet sammen med andre glemte genstande. Der står også statsministerens racercykel. Nysgerrige fingre har været på spil, og mine papirer ligger ikke i sædvanlig orden, hvilket jeg kommenterer uden at få svar. Så går jeg ud til min cykel, sætter tasken på styret og kører hjemad, passerer broen over kanalen og registrerer menneskehavet i Nyhavn ud af øjenkrogen. Det er 20 graders varme i dag. Jeg triller ind i gården i Amaliegade og løber op ad køkkentrappen. Albert og Robert sidder foran fjernsynet og græder. Jeg sætter mig mellem dem i sofaen.

Gråden dannes i bunden af mine lunger, bruser op gennem halsen og ud af min mund, og i det samme begynder tvillingerne at skrige. Vi holder om hinanden, og de river og flår i mit tøj, mine sanser er i alarmberedskab, jeg trækker vejret og får ingen ilt. De råber på deres mor 15

med én stemme, hun skal komme hjem, hyler deres fugleungemunde i opløste ansigter med brændende øjne, der ingenting ser. Jeg hiver efter vejret og holder om dem af alle kræfter.

2

J

eg krænger det klaustrofobiske jakkesæt af og skifter til cowboybukser og kortærmet skjorte, fjerner småsten og jord fra hudafskrabningen på armen, dupper såret med lunkent vand og lader det tørre i luften. Der er overlevende, siger de i fjernsynet, men ikke i den del af hotellet, hvor Kassandra arbejdede. Tv-kanalerne viser de samme helikopterbilleder af den 70 meter høje intakte bygning, som blev skånet, da flere sprængladninger tilsyneladende ikke gik af som planlagt, og zoomer ind på det sted, hvor den lavere sidebygning med konferencelokaler, kontorer og radiostudie lå. Den er forvandlet til et bjerg af forvredet jern og rygende murbrokker.

En skinger speakerstemme fortæller historien om ter­ roren i Danmark, der tog fart, da et dagblad offentliggjorde karikaturtegninger af muslimernes profet. Det medførte en international krise, som gjorde Danmark upopulær i den muslimske verden og terrormål for militante muslimer. Siden har de danske efterretningstjenester afværget et for offentligheden ukendt antal terrorangreb, men i dag gik det galt. En universitetsforsker slår fast, at Hotel Danmark formentlig er valgt som mål, fordi sikkerhedsforanstaltningerne var begrænsede, og terroristerne kunne ramme mange mennesker på én gang. Politiet mener ikke, der er tale om en selvmordsaktion, men at sprængningen blev fjernstyret ved hjælp af mobiltelefon. Jeg slår over på CNN, der også rapporterer direkte fra afspærringen: 17

“Danmark – H.C. Andersens idylliske eventyrland i Skandinavien – blev lidt før klokken ni i morges lokal tid ramt af det alvorligste terroranslag rettet mod et vestligt land siden 9-11. Én gang for alle har menneskelig brutalitet skrællet den lyserøde fernis og romantiske uskyld af dette lille kongerige, der sammen med de øvrige skandinaviske lande indtil i dag stort set har været forskånet for de grusomheder, som længe har præget hverdagen i den omgivende verden.”

Jeg skruer ned for lyden, da telefonen ringer. Det er Donald, min nærmeste chef i Udenrigsministeriet, der spørger, hvor jeg bliver af. Der er krisemøde i terrorenheden.

“Landet befinder sig i den alvorligste situation siden 2.

Verdenskrig, og du holder fri. Jeg forventer at se dig om en halv time.” Røret bliver lagt på.

Jeg har for nylig fortalt ham, at Kassandra, efter en årrække som producer, endelig har fået sit eget radioprogram, og at det sendes fra studierne i Hotel Danmark, men han kan selvfølgelig ikke vide, om hun var på arbejde i sprængningsøjeblikket. Donald er ingen small-talker.

Han er trængt gennem nåleøjet og kan kalde sig kontorchef, kan dufte ambassadørposten, og intet skal komme på tværs.

Men jeg tager ikke på arbejde, jeg kører ind til Rigshospitalet med tvillingerne. Der er oprettet krisecenter i stueetagen med små gardinafskærmede aflukker med et skrivebord og to stole i hver, og vi får tildelt en krisepsykolog.

Jeg siger ingenting, nu handler det om drengenes mentale restitution, og jeg lytter til deres grådkvalte spørgsmål og følelsesudladninger og psykologens velmenende råd, og det hele smelter sammen med brummende, skingre, hviskende, hvislende, råbende stemmer indtil det med pludselig klarhed går op for mig, at de har mistet deres mor, at Kassandra er død, og at de ikke kan overskue konsekvenserne. Det kan jeg heller ikke. Men nu er det min tur.

18

“Du vil før eller siden komme i en tilstand, hvor du føler vrede, når du tænker på afdøde. Det er helt naturligt, og det er vigtigt, at du giver dine følelser frit løb. Al erfaring viser, at dem, der græder, råber, skælder ud og taler om tingene kommer bedst gennem krisen,” siger den skæggede mand, og jeg prøver at fange hans blik bag de fedtede glas. Jeg er taknemmelig over, at der findes mennesker som ham, som investerer energi i at hjælpe andre.

Han kunne være blevet bolighaj, valutaspekulant eller ondsindet bankmand med blikket stift rettet mod årets bonus og intet andet, en rå og hensynsløs kapitalist. Psykologens blik flakker, han er påvirket af situationen, han har også følelser, om end han har lært at kontrollere dem, men så mange liv, der på samme tid hænger over afgrundens mørke, udgør en voldsom kraft, som kan få selv de mest solide fundamenter til at slå revner. Jeg nikker hurtigt, jeg vil sige til ham, at min organisme omsluttes af en kvælende dragt af meningsløshed, men ordene tørrer ind i min mund. Så vil jeg fortælle ham, at jeg tænker mest på Albert og Robert, der er midt i studentereksamen og i morgen skal op i skriftlig dansk. Jeg ved ikke, om de kan gennemføre, eller om jeg skal få eksamenerne udskudt.

Deres far, Martin Fisk, skal vel også involveres. Ja, det er ham fra Danmarkspartiet, de ser ham sjældent og jeg er måske nok mere far for drengene, end han er, men alligevel. Psykologen ser spørgende på mig. Martin Fisk får travlt. Uanset hvem der står bag terroraktionen, vil den skabe større had mod det ukendte, tilslutningen til hans sag vil eksplodere og Danmark blive mere fremmedfjendsk, og skellene vil vokse. Det er en drømmesituation for Martin Fisk. Nu læner jeg mig ind over bordet.

“Skal jeg identificere hendes lig?”

“Efter mine oplysninger befandt hun sig på etagen umiddelbart over en af sprængladningerne,” siger psykologen så lavt, at jeg må anstrenge mig for at høre ham.

19

“Betyder det, at der ikke er noget at identificere?”

Han nikker svagt, tager brillerne af og gnider øjnene.

En menneskemængde er stimlet sammen foran tv-apparatet på væggen i foyeren. Drengenes hænder klemmer hårdt om mine underarme. Det lykkes en portør at skrue op for lyden, og vi standser og lytter til speakeren, der fortæller, at den hidtil ukendte, ikke-religiøse terrorgruppe ‘Kapitalismens Sidste Dag’ på en videooptagelse til nyhedsbureauerne har taget ansvaret for bombesprængningen i København. En mand, hvis ansigt er skjult bag et tørklæde, dukker op på skærmen og fremsiger sit budskab på formfuldendt engelsk.

Vi er menneskehedens udsendte krigere. Vi er jeres brødre og søstre, vi bor iblandt jer, vi taler jeres sprog og arbejder sammen med jer. Vi er mennesker, som I er, som på tværs af religion og politik har fundet sammen om at bekæmpe den globale kapitalisme, som gør vores fælles klode ubeboelig og har skabt et økonomisk morads, der driver millioner af mennesker fra hus og hjem. Aktionen i København er blot den første af flere, som skal gøre en ende på en verdensomspændende sygdom, hvis symptomer er egoisme og materialisme på fællesskabets bekostning.

Aktionen i København udslettede 12 indflydelsesrige virksomhedsledere, som var forsamlet på Hotel Danmark for at lægge fælles planer for den fremtidige udbytning af verdens fattige befolkninger. Vi beklager dybt de uskyldige ofre og trøster os med, at de faldt i en nødvendig krig.

Vi trækker cyklerne langs Peblingesøen og sætter os på bænken under et blomstrende kastanjetræ. Jeg sidder mellem dem og leder efter ordene. Det plejer at være Kassandra, der siger det rigtige, og mig, der bekræfter det.

Jeg vender mig mod Albert. Han er identisk med Robert, men alligevel den lille, født ti minutter senere.

“Jeg ryster,” siger han.

20

“Det gør jeg også,” siger Robert.

“Også her,” mumler jeg.

Men det er ikke bare os, der ryster indeni, jorden vibrerer, og jeg holder fast om drengenes skuldre, cyklerne vælter, og henne ad stien griber en ung kvinde sin baby i barnevognen, sætter sig på jorden og bukker sig ind over barnet, mens kastanjetræernes grene gynger over hende, og blomsterne river sig løs og daler som sne, og bag os skriger en ældre kvinde, da hun mister grebet om rollatoren og falder ned på knæ. Før jeg når at reagere, er jordskælvet ovre.

Vi skynder os hjem og tænder fjernsynet. Det kraftigst registrerede jordskælv i danmarkshistorien havde epicenter i det centrale København, tæt ved Hotel Danmark. Tvstationen taler med en geolog, som mener, der kan være en sammenhæng mellem jordskælvet og terrorbomben.

“En så kraftig eksplosion kan påvirke de seismiske kræfter i jordskorpen og udløse jordskælv. Det så man i Nevadaørkenen i 1971, da en atomprøvesprængning fik en forkastningszone til at åbne sig over en strækning på 1300 meter. Sandsynligheden vokser med bombens sprængkraft og den dybde, den er placeret i. Så vidt jeg ved, var mindst en af ladningerne i København anbragt i kloaksystemet under hotellet. Heldigvis er den seismiske aktivitet ringe i Danmark. Havde eksplosionen fundet sted ved San Andreas-forkastningen i Californien eller langs den chilenske kyst, tør jeg ikke tænke på følgerne,” siger forskeren og retter på slipset.

Studieværten ser ind i kameraet med et forvirret udtryk i ansigtet.

“Jeg skal høre, hvilket indslag vi skal til nu?” siger hun og rækker armen ud af billedet og får et stykke papir stukket i hånden. “Vi har netop modtaget et nyhedstelegram, hvoraf det fremgår, at der inden for få minutter har fundet terroraktioner sted i byerne Amsterdam, Berlin, Madrid, 21

Bruxelles, Stockholm og Rom. Overalt er terroristerne gået efter virksomhedsdomiciler, hoteller og andre lokaliteter, hvor mange erhvervsfolk er samlet og med omfattende tab af menneskeliv til følge. Ubekræftede kilder oplyser, at terrororganisationen ‘Kapitalismens Sidste Dag’ har taget ansvar for angrebene. Vi vender tilbage med mere nyt efter en kort pause.”

“Hvad sker der med verden?” Alberts stemme vibrerer. Tvillingerne sidder som stenstøtter på gulvet og stirrer ind i skærmen med deres mørkebrune øje og skarptskårne amorbuer. “Falder den fra hinanden?”

“Var det ikke det, han forudså, grækeren Alexandros, der boede hos os?” mumler Robert.

“Selvfølgelig falder verden ikke fra hinanden. Tænk på, hvor stor og solid den er. Det kan ikke lade sig gøre.”

Jeg tænker på Alexandros, der sagde det modsatte. Han mente, at udslettelsen af livet, som vi kender det, er en forudsætning for, at jorden kan fortsætte med at være opholdssted for mennesker. Han sagde, at der var rumskibe på vej hertil, og at skibene ville tage de udvalgte med, kort før jorden bukkede under for naturkatastrofer og krige. Så ville tavlen blive vasket ren, og de udvalgte kunne begynde på en frisk og opbygge en ny verden med andre værdier end dem, der gælder i dag. Han sagde så meget.

Jeg betragter tvillingerne, der bevæger sig gennem stuen med hver deres madras trækkende efter sig, de spørger, om de må sove inde hos mig, og før jeg når at svare, har de placeret madrasserne ved siden af sengen. På et tidspunkt falder vi i søvn. På et andet tidspunkt vågner vi og opdager, at der ikke er mad i huset. Så tager vi bilen ud til en restaurant i Hellerup og spiser æg og bacon og derefter videre ad Strandvejen til Bellevue. Vi parkerer der, hvor vi altid holdt i gamle dage og betragter det gnistrende vand, taler om Dyrehavsbakken, hvor vi ikke har været, siden de var børn, og at de altid fik en hotdog og 22

en sodavand. Vi forestiller os, at vi går to gange rundt om søen inde i Dyrehaven, vores sø, og er tæt ved at tage en tredje tur, men der skal være enstemmighed, og Albert er imod. Frokostrestauranten ligger med udsigt til søen, dér har vi ikke været der siden tvillingernes konfirmation. Vi bestiller en platte og taler om konfirmationen. Tjeneren kan tydeligt huske festen, vores fest. ‘Fremragende taler, og din kone havde den mest vidunderlige kjole på,’ siger hun, og da hun har trukket sig tilbage til køkkenet, mødes vores øjne over bordet, og ingen kan få sig selv til at sige ‘skål’, og så begynder vi at græde, det er kun anden gang i deres liv, at drengene ser tårer i mine øjne, og de studerer mit ansigt indgående, glemmer helt at græde videre selv, og jeg er lettet over, at vi befinder os i bilen.

“Jeg kan ikke forstå, at mor ikke er her,” siger Robert og ser på mig. “Hun skulle have siddet lige der på sædet ved siden af dig.”

Hvis det var mig, der ikke var her, og drengene var sammen med Kassandra og sagde det samme til hende, ville hun vide præcis, hvilke lindrende ord hun skulle kærtegne dem med. Det, jeg ved, er, at de har mistet deres mor, jeg har mistet min bedste ven, og ingen af os aner, om vi kan leve videre uden hende.

“Spekulerer du på, hvad mor ville have sagt, hvis hun havde været i din situation?” siger Robert. “Hun ville sige, at du er i en parallel dimension og altid vil være hos os, uanset om vi kan se dig eller ej.”