19 minute read
LEDEREN / LYSERE TIDER PÅ VEJ
Presset på Arteta er aftaget i løbet af vinteren, og lysere tider er på vej…
// // FORMAND OG CHEFREDAKTØR THOMAS BALLEGAARD LEDER AF
BRIKKERNE BEGYNDER AT FALDE PÅ PLADS
Stemningen er vendt. Artetas tropper har formået at arbejde sig ud af sensommerens krise. Vores nye system begynder at udkrystallisere sig, mens vi langsomt kravler op i tabellen. Truppen er endnu ung og umoden, men om et par transfervinduer skulle vi gerne have truppen på plads til at kunne kæmpe med om en top-3 plads
Da sidste GunAction kom på gaden i oktober var Arteta en mærket mand. Kritikken var massiv, og der var en tiltalende lynchstemning blandt supporterne.
Undertegnede har aldrig været tilhænger af fodboldbossernes kløende aftrækkerfingre, når trænerne havde pistolen for panden. Indrømmet, der kan komme situationer, hvor det er nødvendigt at skifte træner, men det er et skridt, der har store konsekvenser for hold og for klub, og hos mange klubber – bl.a. Manchester United i nyere tid – er ledelsens fejlslagne trænerstrategi medvirkende til at holde en klub i dyndet.
Det er derfor dejligt at se, at Arsenals ledelse holdt hovedet koldt og viste Arteta den tillid, der var nødvendig, for at han kunne arbejde sig ud af sæsonens indledende skuffelser.
Vi høster vigtig erfaring Hyrer man en ung og uprøvet træner som Arteta, så skal man være indstillet på at acceptere fejl. En ung angriber brænder chancer, og en uerfaren målmand laver drops. Det er uundgåeligt, men tålmodigheden hos supportere og presse er urimeligt kort, især når det gælder træneren.
Vi bør aldrig tvivle på Artetas projekt, og skulle vi mod forventning holde vores nuværende potentielle fjerdeplads og kvalificere os til Champions League allerede i denne sæson, så vil det være en mindre sensation, en decideret overpræstation.
Vores trup er fortsat uerfaren og umoden. Vores spillere taber stadig hovedet og laver for mange fejl. Vi er ofte vidner til manglende kynisme, som når vi f.eks. dominerer topholdet Manchester City gennem hovedparten af kampen, og alligevel ender med at tabe koncentrationen og kampen. Eller når vi ikke formår at score mod et bundhold som Burnley efter 90 minutters konstant pres.
Men for hver gang Saka, Smith Rowe, Ramsdale, Martinelli, Ødegaard og de andre Young Guns går på banen, så høster de erfaring og bliver en lille smule bedre. Fejlene bliver færre, og
systemet bliver stærkere. Kan vi blot holde teamet intakt og fit, så kan vi forvente os meget af det kuld.
Fortsat behov for nyindkøb Der er dog stadig huller i truppen. Edu og Arteta havde et ualmindeligt succesrigt transfervindue i sommeren 2021, og oplever vi 1-2 mere af den slags, så må truppen efterhånden være på plads.
Målmandsposten er med Ramsdale sikret for en årrække, men fremtidens angrebsformation skal tegnes op. I skrivende stund nævnes Vlahovic som mulig Arsenal indkøb, men mange andre kandidater er også i spil. Rygterne florerer flittigt – som altid. Det vil være fint at få Saliba tilbage fra udlån i Marseilles, så vi har supplement til Ben FREMTIDENS MAND I MÅLET White, Rob Holding og Gabriel i forsvaret.
Midtbanen skal forstærkes, og en central midtbanemand fra Monaco som Tchouaméni på 21 år vil være en drøm at få til klubben, ligesom vi nok skal have supplement til kanterne, i hvert fald den ene.
Små tilføjelser til en stærk trup, men vi skal fortsat holde tungen lige i munden. Slingrekurs hos konkurrenterne Blandt konkurrenterne i toppen af Premier League er det interessant og ofte ganske fornøjeligt at betragte Manchester Uniteds slingrekurs. Spillet fungerer ikke, og truppen synes i forfald. Alligevel hustler de sig til point de fleste weekender, men var der retfærdighed til, så lå de i og støvede i tabellens midterste felt. Det samme burde i et vist omfang være tilfældet for Tottenham, som på det seneste har været tilsmilet af heldet i urimelig grad. Nyansatte Conte har fået stoppet blødningen, men der er stadig for mange udfald til, at holdet kan betegnes som andet end en outsider til et top-4 plads. Lignende forhold gælder for West Ham, som er vågnet op til en barsk hverdag efter en fantastisk stime i efteråret, hvor de nærmest kunne gå på vandet. Top-3 uden for rækkevidde – for nu Liverpool, Chelsea og navnlig Manchester City er ikke hold, vi skal måle os med i øjeblikket. På en god dag kan vi sikkert få point mod dem alle, men 3 ud af 4 gange bør vi forberede os på nederlag, og er uheldet ude får vi deciderede bøllebank. Umodenheden spiller ind hér. Derfor var det en bitter pille at sluge at tabe 2-1 på hjemmebane til Manchester City i en kamp, som vi havde fortjent at vinde. Dommeren og VAR teamet ville det dog anderledes, og vi stod tilbage med ingenting efter det sidste fløjt. Sådan bliver det dog ikke ved med at være. Fortsætter vi det hårde arbejde, og viser vi Arteta den fornødne tålmodighed og tillid, så har vi et nyt storhold på vej. Stol på det… Come on Your Gunners! //
TERMINSPRØVE:
FLID OG STÆDIGHED
Vi skrev i august, at denne sæson er Artetas store eksamen, og vintermånederne er sæson for terminsprøver. Derfor har vi her midtvejs i sæsonen bedt det faste karakterpanel give en revideret vurdering af slutplaceringen i Premier League.
De fleste vurderede ved sæsonstart, at Arsenal ville ende omkring en syvendeplads. Men de gode spillemæssige takter har smigret censorerne, som justerer placeringen op fra en syvende- til en fjerdeplads. Bedømmelsen er givet i januar, hvor seneste spillede ligakamp var nederlaget til Manchester City.
Forventningerne opjusteres Helt præcist har panelets gennemsnit rykket sig fra en placering som nummer 7,4 til nummer 4,7. Altså 2,7 placeringer i den rigtige retning. Hvor den hyppigste forventning i august var en syvendeplads, er den nu en fjerdeplads. Alle i panelet opjusterer forventningerne, men der er stadig plads til variation i voteringen. Den mest gavmilde censor i august, Christian Stenrøjl, lagde sig som den eneste på en femteplads, hvilket de fleste her i vinter er enige med ham i. Stenrøjl er denne gang, igen som den eneste, krøbet yderligere to trin op og spår bronzemedaljer, St. Totteringham’s Day og det hele til Arsenal.
Ved modsatte bordende residerer vores faste skeptiker, Ole Olsson, som har udviklet sig til regulær højdespringer med hele syv pladser opad. Olsson er nu oppe en ottendeplads, så der mangler kun yderligere syv placeringer for at få mesterskabet i hus. Selv skeptikere bliver bløde om hjertet, når Arsenal spiller godt.
Fremgangen var tydelig i hjemmekampen mod Manchester City og kun marginaler forhindrede et fornemt resultat…
Skarp konkurrence De fleste øvrige i panelet ligger og vipper mellem fjerde- og femtepladsen, og det store spørgsmål er, om det er Arsenal eller Tottenham, der skal tage den store europæiske turnering. Hvis hjertet styrer, er der næppe nogen tvivl, mens en mere rationel betragtning kaster lidt kedelig realisme ind i vurderingen. Det gennemsnitlige bud ender derfor på, at Arsenal ligger i skarp konkurrence med Tottenham om Champions League-placeringen. Det er slet ikke så skidt. De rå facts sagde ved første votering i august nul point, 0-9 i målscore og ni point op til Spurs.
Set i det lys er tendensen klar: Studenten er med flid og konsistent insisteren på egne ideer på vej til at levere et rigtig fint resultat på det grønne tæppe. //
Flid og stædighed, men også temprement er inbegrebet af Arteta.
ANDERS HØJBY NIELSEN
4.
PLADS
Meget er sket, siden vi lå sidst efter tre kampe. Man har nu en bedre følelse. Buret og forsvaret fungerer, det samme gør midten og kanterne. Angrebet udbedes flere mål; det er Arteta helt klar over. Top 3 er givetvis væk. Så det er fjerdeplads og adgang til CL, der er i spil. I subtoppen burde vi kunne trække det længste strå - hvis vi altså slår de nærmeste bejlere. Ærkefjenderne har skiftet chef med efterfølgende bøvl, og West Ham kan næppe stå distancen. Tror på fjerdeplads, CL og Saint Totteringham’s Day.
OLE OLSSON
8.
PLADS
Mit sortsyn om nedrykning er heldigvis gjort til skamme – omend nedrykning stadig er en matematisk mulighed. Ved min første forudsigelse kendte jeg ikke noget til Aaron Ramsdale og hans kvaliteter – han har reddet masser af points for Arsenal indtil videre, og han kommer formentlig til at redde flere. Så et bud må være sub-top, sub-Europa, for der er stadig manglende kvalitet alle andre steder på banen. Og Arteta formår stadig ikke at motivere sit hold.
TUE SØRENSEN
5.
PLADS
Som sæsonen – og ikke mindst holdet – har udviklet sig, har Arsenal alle muligheder for at slutte sæsonen med en fin placering. Topniveauet er højere, end jeg havde turdet drømme om, og selv om der har været – og stadig vil komme - udsving, er stabiliteten blevet højnet. Særligt vores evne til i denne sæson at vinde over de lavere rangerede hold gør, at vi er med i kampen om CL-kvalifikation. Vi har en god mulighed for at tage den, men det kan ende med alt mellem fjerde- og syvendeplads.
LARS JACOBSEN
5.
PLADS
I skrivende stund snyder tabellen på grund af de mange udsatte kampe. Det ændrer dog ikke på, at der er klare forbedringer at spore hos the Gunners. Efterårets bud opjusteres derfor til en femtplads. Konkurrenterne hedder nu Manchester United og Tottenham, og dermed er big 6 genetableret. Af de tre klubber lige under den absolutte top har Arsenal det mindst pressede kampprogram hen over foråret, og det kan blive en fordel. Næppe nok til en fjerdeplads, da ungdommen stadig har udfald, så det bliver en plads mellem de to øvrige konkurrenter.
•
CHRISTIAN H. STENRØJL
3.
PLADS
Arsenal har gennem efteråret vist, at når start-elleveren spiller, og alle mand er på samme bølgelængde, så tilhører vi toppen af ligaen. Måske virker en tredjeplads enormt optimistisk, men hvis vi fortsætter vores udvikling, så ender vi der. Vi er sårbare over for skader, men der er bare en intensitet og vilje på dette hold, som vi ikke har set i mere end 10 år - dén kommer til at hjælpe os i de svære perioder. Jeg vælger at tro på, at vi fortsætter den positive formkurve i ligaen og drager fordel af de andre holds usikkerheder.
PETER HØST
6.
PLADS
Arsenal er i en positiv udvikling. Topniveauet er imponerende, men bredden har ikke nok kvalitet, og så koster det dyrt, når præstationerne svinger, eller når vi begår straffespark og får røde kort. Tabellen ser fornuftig ud, men vi mangler svære udekampe mod fx West Ham, Chelsea, Wolves og Tottenham. I skrivende stund har vi ikke hentet nye spillere ind i januar, og bare en eller to stærke spillere vil kunne gøre meget. Jeg tror dog, det handler om at kvalificere os til Europa, og så kommer næste store forandring til sommer.
PETER HELLER LÜTZEN
4.
PLADS
Spillet er bedre end resultaterne, og det er et positivt problem. Kampen mod City viste potentialet, og hvis det efterhånden omsættes til point, er vi igen med i toppen. Hvis det lykkes, har Arteta skabt det, vi alle drømmer om; kampgejst og sammenhold båret af ydmyge nyindkøb og unge af egen avl. Det står mellem os og Tottenham, og hjertet samt det faktum, at Arsenal kun er med i én turnering og derfor kan spille med en konstant stamme, giver håb om en tilbagevenden til det naturlige hierarki i Nordlondon.
Skader og dumme røde kort hos nøglespillerne kan blive dyre.
THOMAS BALLEGAARD
4.
PLADS
På trods af budgetstørrelse og sund fornuft vover jeg pelsen og forudser en fjerdeplads og en livsvigtig Champions League-kvalifikation til the Gunners. Manchester City, Chelsea og Liverpool er en tand bedre end resten af kandidaterne og snupper nemt de første tre pladser. Manchester United burde tage fjerdepladsen, men leverer kun som et middelmådigt midterhold i øjeblikket – særligt efter Ronaldos comeback. Tilbage står den mellem Tottenham og Arsenal, og selvom Conte har stoppet blødningen hos Spurs, så tager Arteta og hans unge garde fjerdepladsen og gør de mange kritiske forudsigelser til skamme.
BO SANDBERG
4.
PLADS
En behagelig justering siden efteråret. De to virkelig gode nyheder: 1) Vi har nu en grundstamme af gode kræfter, der spiller hver gang, og gerne vil spille for klubben. 2) Et fast 4-2-3-1 spilsystem, som både spillere og fans forstår, og som afspejler Artetas idéer. Det har givet ro både på og uden for banen, at Aubameyang er ude (selvom det ej skal glemmes, hvor god han var i 2 ,5 år 2018-20). Min nye top 6: Man C, Liverpool, Chelsea, Arsenal, Spurs, West Ham. Nøglen til top 4: at holde Gabriel, Tierney, Partey og Saka skadefri, købe en ny angriber i transfervinduet og undgå dumme røde kort.
MIT ÆGTESKAB
MED ARSENAL
Ægteskab betegner bl.a. et socialt fællesskab mellem to parter. Ud fra denne logik har jeg været i et "ægteskab" med Arsenal siden 12. maj 1979. Dagen hvor Arsenal på Wembley vandt sit 5. FA Cup trofæ med en 3-2 sejr over Manchester United.
CARL HOLST FAKTA:
• Født i Rødding i 1970 • 1993-1995 Landsformand for Venstres ungdom • 1994-2007 Medlem af Sønderjyllands Amtsråd for Venstre • 2000-2007 Amtsborgmester i Sønderjyllands Amt • Januar 2007 - Juni 2015 Regionsråds formand i Region Syddanmark • Medlem af Folketinget fra 2015-2019 • Har bl.a. været forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde
Den berømte ”Five-minute-Final,” hvor Arsenal er foran med 2-0 indtil 86. minut blev starten på mit "ægteskab" med Arsenal. Men med to hurtige mål stod der pludselig 2-2, inden Arsenal i 89. minut og i sidste angreb scorede sejrsmålet til 3-2.
Sejrsmålet blev skabt af Liam Brady som afleverede til Graham Rix i venstre side. Rix sender bolden videre med en første gangs berøring. En ballonbold der svæver over United målmanden og lander hvor Alan Sunderland kommer glidende og scorer.
Liam Brady var helten.
// CARL HOLST // AF Følelserne tændt efter North London Derby Forlovelsen med Arsenal fandt sted 23. december 1978, hvor Arsenal spillede mod Tottenham på White Hart Lane. Jeg så kampen på Rødding Højskole, hvor jeg er vokset op, sammen med fodermesteren på skolen, Frode Sørensen. Som Tottenham fan så han frem til endnu et North London Derby, efter at Tottenham havde været en tur nede i den næstbedste række.
Frode kom fra et lille husmandssted i nærheden af Holsted og havde ingen jødiske forbindelser, så det har altid været mig en gåde, hvorfor han blev Tottenham fan. Arsenal vandt kampen 0-5 og min interesse for The Gunners blev vakt og forlovelsen indgået. Men selvom Alan Sunderland scorede hattrick, var det Liam Brady, der var mest iøjnefaldende. Udover han konstant driblede rundt om Tottenham spillerne og lavede to rene assister, scorede han 0-4 målet med et fantastisk bananskud. Så var mine følelser for Arsenal tændt.
Jeg har enkelte gange drømt, at kampen i stedet blev vundet af Tottenham efter mål af Ardiles og Hoddle og jeg derfor efterfølgende var blevet Tottenham fan. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget værre mareridt.
I et ægteskab lever man i både med- og modgang. Det fik jeg lært i min første sæson som Gooner, 1979-1980. En sæson hvor Arsenal spillede 70 kampe - tror ikke det nogensinde er blevet overgået. Sæsonen startede i august 1979 på Wembley med et 3-1 nederlag til Liverpool i FA Charity Shield og sluttede med to finale nederlag i maj 1980.
Først tabte vi igen på Wembley 10. maj FA Cup finalen med 0-1 til West Ham. Et helt unødvendigt nederlag. Nogle dage senere - 14. maj sluttede sæsonen med nederlag i finalen i Cup Winners Cup.
Den finale så jeg ikke. Mine forældre ville ikke have jeg var så sent oppe, hvilket ikke var rigtigt, for det måtte jeg
Arsenal trøje med JVC på brystet…
godt når der var valgaften. Men min far mente ”at interessen for fodbold var et udtryk for intellektuel armod på niveau med at tilbringe hele sit liv med udelukkende at læse trivial litterære lægeromaner.”
Tidlig næste morgen løb jeg på vej i skole forbi stalden på højskolen, hvor Frode kunne fortælle at Arsenal på Heysel stadion i Bruxelles havde tabt til Valencia efter straffesparkskonkurrence. Min helt Brady havde først brændt for Arsenal og Rix brændte som sidste mand. Brady og Rix, to ud af mine tre helte fra den berømte FA Cup finale i 1979 hvor mit ægteskab med Arsenal blev indgået. Ja i med- og modgang.
Hjælp fra Frode og højskoleelever Det var dengang svært at følge med i alle de kampe Arsenal spillede. Uden internet og online nyheder, få tv kanaler og forældre der mente man skulle interessere sig for noget andet. Men ved hjælp af Frode og højskoleelever med fodbold interesse, lykkedes det. Alene i april måned 1980 spillede Arsenal 10 kampe, hvor mindst de seks var nogle af sæsonens vigtigste.
Foruden sejren ude over Tottenham i ligaen var det tre FA Cup semifinaler mod Liverpool. Det var før man brugte straffesparkskonkurrence for at få en afgørelse. Den fjerde kamp, som sendte os i finalen, blev spillet 1. maj. Derudover to semifinaler i Cup Winners Cup mod Juventus. Efter 1-1 hjemme vandt vi 0-1.
Fem år efter, maj 1985 blev der spillet endnu en finale på Heysel stadion, European Champion Clubs Cup. Den forfærdelige tragedie hvor 39 mennesker mistede livet inden finalen blev spillet. Juventus endte med at vinde 1-0 over Liverpool - altså de to hold Arsenal havde besejret i to semifinaler fem år før. I mellemtiden havde begge hold vundet tre nationale mesterskaber. Arsenal havde efter en 3. plads i 1981 kun opnået sekundære pladser. 1983 var helt slemt med en 10. plads.
En helt ny følelse Mine kammerater var Liverpool fans og de boltrede sig konstant med upassende bemærkninger. Arsenals træner blev enten fyret eller stak af. Spillestilen var kedelig, dog med lejlighedsvise lyspunkter i spillet, men for det meste med et uforudsigeligt lavt bundniveau. Men det værste var Tottenhams FA Cup sejr i 1981, deres 4. plads i 1982 og dermed foran os og endelig deres 5-0 sejr på White Hart Lane i 1983.
På mange måder virkede situationen i midt 80érne som situationen ca. 10 år senere, hvor Wenger afløste Bruce Rioch og godt 30 år senere, hvor Mikel Arteta afløste Unai Emery.
Men i maj 1986 var det George Graham der kom til. Og med ham senere også tilråbene ”boring boring Arsenal” og svaret ”One-Nil to The Arsenal.”
Allerede efter Grahams første sæson kom der optimisme. Vi mødte Liverpool med Jan Mølby i Liga Cup finalen og vandt på Wembley med 2-1. Vi var ellers kommet bagud på mål af Ian Rush. Det var første gang at Liverpool ikke vandt en kamp, hvor Ian Rush havde scoret. Jeg var ellevild. Ja, Tottenham endte godt nok over os i tabellen, men vi havde slået dem i nogle dramatiske kampe i Liga Cup semifinalen. Og endelig havde vi efter at have spillet 0-0 hjemme i NLD vundet 1-2 over dem ude.
Min optimisme var stærkt stigende, og jeg oplevede, at fremmede tilkendegav deres support af Arsenal, når jeg gik rundt i min Arsenal trøje med JVC på brystet. Tro mig, det var en helt ny følelse.
Tror faktisk ikke, mine sikkert naive forventninger, til 1987-88 sæsonen nogensinde har været større til nogen sæson. Holdet var ungt, sammenspillet osv.
Men det gik ikke. Arsenal endte på en 6. plads. En lille trøst at Tottenham endte på en 13. plads. Liverpool blev engelske mestre igen for 7. gang indenfor de sidste 10 år. Flere af disse mesterskaber oplevede jeg som et resultat af mere held end forstand. Og endelig tabte vi helt unødvendigt Liga Cup finalen 3-2 til Luton. Ja, så slog min kæreste også op med mig den sommer. Hun mente jeg var alt for besat af Arsenal, men det var nu en mindre bagatel i forhold til alt det andet.
Vildere end Hornbys bog Derfor var mine forventninger til 1988-89 sæsonen heller ikke store. Vi startede sæsonen med at slå Wimbledon på udebane 1-5 - og viste gode takter. Efter 17. runde lå Arsenal pludselig på 1. pladsen. Det gjorde vi så i de næste 20 runder. Indtil efter næstsidste runde, hvor vi pludselig lå på 2. pladsen.
Det var der to årsager til. Dels havde Liverpool vundet 15 af de sidste 18 kampe. De sidste tre havde de spillet uafgjort. Dels tabte vi hjemme 1-2 til Derby i 3. sidste spillerunde og spillede 2-2 mod Wimbledon i næstsidste.
Arsenal fans, der mener at vi dengang havde et fejlfrit forsvar, kan ikke huske de to kampe. Der blev, navnlig i Derby kampen, lavet den ene Mustafi-agtige fejl efter den anden og Tony Adams var en af de største syndere.
Hvad der skete 26. maj på Anfield ved mange læserne af dette blad, men ikke alle har oplevet det. Jeg er flere gange blevet spurgt om det virkelig blev oplevet så vildt som det fremstår i Nick Hornbys bog, dokumentar og film. Svaret er nej - det blev oplevet meget vildere i situationen. Jeg glemmer det aldrig.
Alle Arsenal fans havde været igennem en følelsesmæssig rutsjebane. Pludselig lå vi på 1. pladsen og blev der. Indtil det hele smuldrede. Først med Hillsborough katastrofen 15. april 1989, hvor der helt naturligt kom et andet fokus. Derefter med tabet af 1. pladsen og meget sandsynligt mesterskabet.
Mine Liverpool venner grinede og trøstede mig med, at en 2. plads var det bedste resultat i mange år. Hvilket var rigtigt, men ondt sagt. Kun min mor overgik dette i taktløshed, da hun dagen før kampen mod Liverpool udtalte, ”hun håbede Liverpool ville vinde, for det med Hillsborough var så synd for dem.” Jeg mente hun på en idiotisk måde blandede tingene sammen. Hun mente jeg efterhånden var så besat af Arsenal, at jeg bortset fra Arsenal og politik ikke gik op i andet. I dag kan jeg godt se vi begge havde ret. Kongedato jeg aldrig vil glemme Ofte så jeg Arsenal og Liverpool kampene med mine to Liverpool venner. Men ikke denne gang - jeg magtede det ikke. Så sikker var jeg inderst inde på, at vi ville blive ydmyget, dommeren ville snyde os eller noget andet.
Så derfor blev det af alle Arsenal fans oplevet så vildt. Og for mig fik datoen 26. maj en særlig betydning. Nogle år efter, i påsken 1991, besøgte jeg første gang, hvad der viste sig at blive mine både kommende og nuværende svigerforældre.
Første besøg hos kærestens forældre har jeg altid oplevet som ekstremt stift, akavet og pinagtigt. Der blev kun snakket om ligegyldige ting, som vejret og hvornår vi havde fødselsdag. Så da Lone, min nuværende hustru, fortalte hun havde fødselsdag 26. maj, mente jeg det var en kongedato som jeg aldrig ville glemme. Hvortil svigermor glad fortalte at jeg havde ret, for 26. maj er også Kronprins Frederiks fødselsdag.
Jeg ved ikke hvad der gik af mig, om det var nervøsitet eller ægte indignation over at nedgøre 0-2 sejren på Anfield og det første mesterskabstrofæ i 18 år. Men i hvert fald udbryd jeg ”nej for pokker, jeg taler om noget andet og mere væsentligt, nemlig om Arsenal.
Således første del af mit "ægteskab" med Arsenal. Fortsættelsen ”Mit ægteskab med Lone og Arsenal” må vente til en anden gang. //
Arsenals Nigel Mitchell i snak med to af heltene fra finalen i 1979 - Liam Brady og målscorer til 3-2 Alan Sunderland (tv).
