9 minute read
Mit Ægteskab med Arsenal
Af Carl Holst
Ægteskab betegner bl.a. et socialt fællesskab mellem to parter. Ud fra denne logik har jeg været i et "ægteskab" med Arsenal siden 12. maj 1979. Dagen hvor Arsenal på Wembley vandt sit 5. FA Cup trofæ med en 3-2 sejr over Manchester United.
Den berømte ”Five-minute-Final,” hvor Arsenal er foran med 2-0 indtil 86. minut blev starten på mit "ægteskab" med Arsenal. Men med to hurtige mål stod der pludselig 2-2, inden Arsenal i 89. minut og i sidste angreb scorede sejrsmålet til 3-2.
Sejrsmålet blev skabt af Liam Brady som afleverede til Graham Rix i venstre side. Rix sender bolden videre med en første gangs berøring. En ballonbold der svæver over United målmanden og lander hvor Alan Sunderland kommer glidende og scorer.
Liam Brady var helten
Følelserne tændt efter North London Derby
Forlovelsen med Arsenal fandt sted 23. december 1978, hvor Arsenal spillede mod Tottenham på White Hart Lane. Jeg så kampen på Rødding Højskole, hvor jeg er vokset op, sammen med fodermesteren på skolen, Frode Sørensen. Som Tottenham fan så han frem til endnu et North London Derby, efter at Tottenham havde været en tur nede i den næstbedste række.
Frode kom fra et lille husmandssted i nærheden af Holsted og havde ingen jødiske forbindelser, så det har altid været mig en gåde, hvorfor han blev Tottenham fan. Arsenal vandt kampen 0-5 og min interesse for The Gunners blev vakt og forlovelsen indgået. Men selvom Alan Sunderland scorede hattrick, var det Liam Brady, der var mest iøjnefaldende. Udover han konstant driblede rundt om Tottenham spillerne og lavede to rene assister, scorede han 0-4 målet med et fantastisk bananskud. Så var mine følelser for Arsenal tændt.
Jeg har enkelte gange drømt, at kampen i stedet blev vundet af Tottenham efter mål af Ardiles og Hoddle og jeg derfor efterfølgende var blevet Tottenham fan. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget værre mareridt.
I et ægteskab lever man i både med- og modgang. Det fik jeg lært i min første sæson som Gooner, 1979-1980. En sæson hvor Arsenal spillede 70 kampe - tror ikke det nogensinde er blevet overgået. Sæsonen startede i august 1979 på Wembley med et 3-1 nederlag til Liverpool i FA Charity Shield og sluttede med to finale nederlag i maj 1980.
Først tabte vi igen på Wembley 10. maj FA Cup finalen med 0-1 til West Ham. Et helt unødvendigt nederlag. Nogle dage senere - 14. maj sluttede sæsonen med nederlag i finalen i Cup Winners Cup.
Den finale så jeg ikke. Mine forældre ville ikke have jeg var så sent oppe, hvilket ikke var rigtigt, for det måtte jeg godt når der var valgaften. Men min far mente ”at interessen for fodbold var et udtryk for intellektuel armod på niveau med at tilbringe hele sit liv med udelukkende at læse trivial litterære lægeromaner.”
Tidlig næste morgen løb jeg på vej i skole forbi stalden på højskolen, hvor Frode kunne fortælle at Arsenal på Heysel stadion i Bruxelles havde tabt til Valencia efter straffesparkskonkurrence. Min helt Brady havde først brændt for Arsenal og Rix brændte som sidste mand. Brady og Rix, to ud af mine tre helte fra den berømte FA Cup finale i 1979 hvor mit ægteskab med Arsenal blev indgået. Ja i med- og modgang.
Hjælp fra Frode og højskoleelever
Det var dengang svært at følge med i alle de kampe Arsenal spillede. Uden internet og online nyheder, få tv kanaler og forældre der mente man skulle interessere sig for noget andet. Men ved hjælp af Frode og højskoleelever med fodbold interesse, lykkedes det. Alene i april måned 1980 spillede Arsenal 10 kampe, hvor mindst de seks var nogle af sæsonens vigtigste.
Foruden sejren ude over Tottenham i ligaen var det tre FA Cup semifinaler mod Liverpool. Det var før man brugte straffesparkskonkurrence for at få en afgørelse. Den fjerde kamp, som sendte os i finalen, blev spillet 1. maj. Derudover to semifinaler i Cup Winners Cup mod Juventus. Efter 1-1 hjemme vandt vi 0-1.
Fem år efter, maj 1985 blev der spillet endnu en finale på Heysel stadion, European Champion Clubs Cup. Den forfærdelige tragedie hvor 39 mennesker mistede livet inden finalen blev spillet. Juventus endte med at vinde 1-0 over Liverpool - altså de to hold Arsenal havde besejret i to semifinaler fem år før. I mellemtiden havde begge hold vundet tre nationale mesterskaber. Arsenal havde efter en 3. plads i 1981 kun opnået sekundære pladser. 1983 var helt slemt med en 10. plads.
En helt ny følelse
Mine kammerater var Liverpool fans og de boltrede sig konstant med upassende bemærkninger. Arsenals træner blev enten fyret eller stak af. Spillestilen var kedelig, dog med lejlighedsvise lyspunkter i spillet, men for det meste med et uforudsigeligt lavt bundniveau. Men det værste var Tottenhams FA Cup sejr i 1981, deres 4. plads i 1982 og dermed foran os og endelig deres 5-0 sejr på White Hart Lane i 1983.
På mange måder virkede situationen i midt 80érne som situationen ca. 10 år senere, hvor Wenger afløste Bruce Rioch og godt 30 år senere, hvor Mikel Arteta afløste Unai Emery.
Men i maj 1986 var det George Graham der kom til. Og med ham senere også tilråbene ”boring boring Arsenal” og svaret ”One-Nil to The Arsenal.”
Allerede efter Grahams første sæson kom der optimisme. Vi mødte Liverpool med Jan Mølby i Liga Cup finalen og vandt på Wembley med 2-1. Vi var ellers kommet bagud på mål af Ian Rush. Det var første gang at Liverpool ikke vandt en kamp, hvor Ian Rush havde scoret. Jeg var ellevild. Ja, Tottenham endte godt nok over os i tabellen, men vi havde slået dem i nogle dramatiske kampe i Liga Cup semifinalen. Og endelig havde vi efter at have spillet 0-0 hjemme i NLD vundet 1-2 over dem ude.
Min optimisme var stærkt stigende, og jeg oplevede, at fremmede tilkendegav deres support af Arsenal, når jeg gik rundt i min Arsenal trøje med JVC på brystet. Tro mig, det var en helt ny følelse.
Tror faktisk ikke, mine sikkert naive forventninger, til 1987-88 sæsonen nogensinde har været større til nogen sæson. Holdet var ungt, sammenspillet osv.
Men det gik ikke. Arsenal endte på en 6. plads. En lille trøst at Tottenham endte på en 13. plads. Liverpool blev engelske mestre igen for 7. gang indenfor de sidste 10 år. Flere af disse mesterskaber oplevede jeg som et resultat af mere held end forstand. Og endelig tabte vi helt unødvendigt Liga Cup finalen 3-2 til Luton. Ja, så slog min kæreste også op med mig den sommer. Hun mente jeg var alt for besat af Arsenal, men det var nu en mindre bagatel i forhold til alt det andet.
Vildere end Hornby's bog
Derfor var mine forventninger til 1988-89 sæsonen heller ikke store. Vi startede sæsonen med at slå Wimbledon på udebane 1-5 - og viste gode takter. Efter 17. runde lå Arsenal pludselig på 1. pladsen. Det gjorde vi så i de næste 20 runder. Indtil efter næstsidste runde, hvor vi pludselig lå på 2. pladsen.
Det var der to årsager til. Dels havde Liverpool vundet 15 af de sidste 18 kampe. De sidste tre havde de spillet uafgjort. Dels tabte vi hjemme 1-2 til Derby i 3. sidste spillerunde og spillede 2-2 mod Wimbledon i næstsidste.
Arsenal fans, der mener at vi dengang havde et fejlfrit forsvar, kan ikke huske de to kampe. Der blev, navnlig i Derby kampen, lavet den ene Mustafi-agtige fejl efter den anden og Tony Adams var en af de største syndere.
Hvad der skete 26. maj på Anfield ved mange læserne af dette blad, men ikke alle har oplevet det. Jeg er flere gange blevet spurgt om det virkelig blev oplevet så vildt som det fremstår i Nick Hornbys bog, dokumentar og film. Svaret er nej - det blev oplevet meget vildere i situationen. Jeg glemmer det aldrig.
Alle Arsenal fans havde været igennem en følelsesmæssig rutsjebane. Pludselig lå vi på 1. pladsen og blev der. Indtil det hele smuldrede. Først med Hillsborough katastrofen 15. april 1989, hvor der helt naturligt kom et andet fokus. Derefter med tabet af 1. pladsen og meget sandsynligt mesterskabet.
Mine Liverpool venner grinede og trøstede mig med, at en 2. plads var det bedste resultat i mange år. Hvilket var rigtigt, men ondt sagt. Kun min mor overgik dette i taktløshed, da hun dagen før kampen mod Liverpool udtalte, ”hun håbede Liverpool ville vinde, for det med Hillsborough var så synd for dem.” Jeg mente hun på en idiotisk måde blandede tingene sammen. Hun mente jeg efterhånden var så besat af Arsenal, at jeg bortset fra Arsenal og politik ikke gik op i andet. I dag kan jeg godt se vi begge havde ret.
Kongedato jeg aldrig vil glemme
Ofte så jeg Arsenal og Liverpool kampene med mine to Liverpool venner. Men ikke denne gang - jeg magtede det ikke. Så sikker var jeg inderst inde på, at vi ville blive ydmyget, dommeren ville snyde os eller noget andet.
Så derfor blev det af alle Arsenal fans oplevet så vildt. Og for mig fik datoen 26. maj en særlig betydning. Nogle år efter, i påsken 1991, besøgte jeg første gang, hvad der viste sig at blive mine både kommende og nuværende svigerforældre.
Første besøg hos kærestens forældre har jeg altid oplevet som ekstremt stift, akavet og pinagtigt. Der blev kun snakket om ligegyldige ting, som vejret og hvornår vi havde fødselsdag. Så da Lone, min nuværende hustru, fortalte hun havde fødselsdag 26. maj, mente jeg det var en kongedato som jeg aldrig ville glemme. Hvortil svigermor glad fortalte at jeg havde ret, for 26. maj er også Kronprins Frederiks fødselsdag.
Jeg ved ikke hvad der gik af mig, om det var nervøsitet eller ægte indignation over at nedgøre 0-2 sejren på Anfield og det første mesterskabstrofæ i 18 år. Men i hvert fald udbryd jeg ”nej for pokker, jeg taler om noget andet og mere væsentligt, nemlig om Arsenal.
Således første del af mit "ægteskab" med Arsenal. Fortsættelsen ”Mit ægteskab med Lone og Arsenal” må vente til en anden gang. //
Arsenals Nigel Mitchell i snak med to af heltene fra finalen i 1979 - Liam Brady og målscorer til 3-2 Alan Sunderland (th.)
FAKTABOKS - CARL HOLST
• Født i Rødding i 1970
• 1993-1995 Landsformand for Venstres ungdom
• 1994-2007 Medlem af Sønderjyllands Amtsråd for Venstre
• 2000-2007 Amtsborgmester i Sønderjyllands Amt
• Januar 2007 - Juni 2015 Regionsrådsformand i Region Syddanmark
• Medlem af Folketinget fra 2015-2019
• Har bl.a. været forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde
