4 minute read

RELATIONER ER NØGLEN TIL BEDRE VELFÆRD

I statsministerens nytårstale 2023 påpegede Mette Frederiksen, at værdighed skal være det vigtigste pejlemærke i arbejdet med de mest udsatte i vores samfund. At der skal være tillid frem for kontrol og måske vigtigst, at vi kun kan ændre vores samfund, hvis vi tør forandre os.

Hvad det betyder i praksis, ved vi endnu ikke, men det viser, at der selv fra højeste sted er opmærksomhed på, at det velfærdssystem, vi har fået skabt, trænger til et gevaldigt gennemsyn.

Et menneskes udvikling er ikke lineær - den går frem og nogle gange tilbage, og her er det afgørende, at tilliden til at spørge om hjælp og tiden til at udvikle sig er til stede. Det kræver et indgående kendskab til hinanden, hvis vores hjælp skal have reel værdi for den, vi hjælper. Hvis vi skal forstå en andens virkelighed og skabe forandring, skal vi lytte mere og være oprigtigt interesseret i, hvad den anden fortæller. Søren Kierkegaard skrev i Kunsten at hjælpe: ”At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et

Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.” (Kierkegaard, 1859) Det, Kierkegaard påpeger, er at for at hjælpe et andet menneske, skal man sætte sig ind i det, som den anden forstår, først der opstår afsættet for at hjælpe.

Hvis vi skal hjælpe et andet menneske, skal vi således lytte og prøve at forstå, hvad der er vigtigt for det menneske, vi skal hjælpe. Vi skal prøve at forstå de livsomstændigheder, der ligger bag problemet og være åben for, at de løsninger, der skal findes, altid skal tage afsæt i det enkelte menneskes livssituation og motivation for forandring.

I AskovFonden har vi siden 1943 arbejdet med at udvikle sociale velfærdsløsninger, og den vigtigste læring, vi har gjort os, er, at hvis vi for alvor skal hjælpe mennesker, uanset om det handler om familier, der lever med vold, mennesker der lider af en spiseforstyrrelse, udsatte unge, børn med behov for behandlingsskoletilbud, eller psykisk sårbare unge, så er det vores evne til at bygge en relation, der er forudsætningen for, at vi kan hjælpe nogen til et bedre liv.

Derfor er temaet for vores årsberetning RELATIONER. Hvordan omsættes de gode intentioner, når hverdagssituationerne skal løses? Det kræver en bevidsthed om, at vores vigtigste forandringsnøgle er vores evne til at skabe relationer til dem, vi skal hjælpe. Ligesom det kræver, at vi hver dag er parat til at lære af den feedback, vi får, fra dem vi skal hjælpe, og justerer vores praksis, hvis det, vi gør, ikke har den forventede effekt. Det vigtige spørgsmål er ikke: ”Har jeg gjort det, jeg skulle rigtigt?” men snarere ”Er det, vi laver sammen, det, der virker for dig?”

I AskovFonden har vi siden 2013 været optaget af at måle på effekten af vores arbejde. Effekten forstået på den måde, at vi er optaget af, hvilke forandringer vores arbejde skaber for dem, vi skal hjælpe. Derfor har vi også brugernes fortællinger med i denne årsberetning, da deres ord, beskrivelser og oplevelser altid skal tages med som en afgørende stemme i vores monitorering af praksis.

Det at arbejde relationelt kan gøres på mange måder, også i AskovFonden, og derfor vil denne årsberetning indeholde artikler skrevet af lederne fra de forskellige indsatser, så vi kan få indsigt i den daglige praksis.

Jeg håber, at denne årsberetning kan inspirere og bidrage til den nødvendige debat, der skal til for at realisere regeringens intention om at få værdigheden tilbage i vores velfærdssamfund.

I AskovFonden vil vi altid gerne i dialog med vores omverden med henblik på at lytte, dele og bliver klogere, så vi sammen kan få videreudviklet verdens bedste velfærdssamfund. Derfor har vi også inviteret nogle af vores samarbejdspartnere til at komme med deres oplevelser og betragtninger på samarbejdet med AskovFonden.

Rigtig god fornøjelse.

Bedste hilsner, Helle Øbo

Adm. direktør i Askovfonden

This article is from: