HELLES BLOGS

Ud over at være helt tæt på praksis blander AskovFonden sig både politisk og strategisk i udformningen af fremtidens velfærd. Vi forebygger udsathed på tværs af generationer og gerne i samarbejde med både det private og offentlige.

Vi er optaget af, hvad vi gør, hvordan, hvorfor og med hvilken effekt. Vi måler på alle vores indsatser, både den ønskede effekt for brugeren men også den økonomiske bundlinje.Her kan du se uddrag fra udvalgte blogs i løbet af året. Vil du se eller gense hele teksten, kan du finde dem på AskovFondens hjemmeside under Aktuelt.

DE MEST UDSATTE HAR OGS BRUG FOR AT BLIVE SAT FRI

Det koster hvert år det danske samfund 41 milliarder kroner at hjælpe 282.000 udsatte borgere. Alene de 20.000 allermest udsatte borgere genererede udgifter for cirka seks milliarder kroner. Det er borgere, der ofte har en psykisk lidelse, et misbrug samt andre problemer (VIVE 2018).

Statsministeren talte i sin nytårstale 2021 om frisættelse af kommunerne og opgør med bureaukrati i forhold til ældreplejen. Jeg savner det samme fokus i forhold til de mest udsatte i vores samfund.

Det kan lyde besnærende med mindre bureaukrati og frisættelse, men det kan desværre også øge problemerne. Lad os undlade at starte forfra på en måde, hvor vi ikke deler de gode eksempler og bedste praksis. Hvis alle kommuner skal gøre det på deres egen måde, risikerer vi, at velfærden for alvor bliver differentieret og betinget af, hvilken kommune man bor i.

ER RELATIONSKOMPETENCER DET, VI MANGLER, FOR AT HJÆLPE DE MEST UDSATTE I VORES SAMFUND?

Hvis vi skal forbedre vilkårene for de mest udsatte i vores samfund, så skal vi turde italesætte hjælperens og fagpersonens evne til at danne relationer. Hvad er det, der gør, at nogen formår at hjælpe mennesker ved deres blotte tilstedeværelse og måde at lytte på? Er det empati, indlevelse i et andet menneskes problemer eller evnen til at være nærværende i mødet? Måske er det ikke alle, der har en faglig uddannelse, der kan skabe gode relationer, og så skal man måske i højere grad arbejde i administrative funktioner.

Når vi taler om relationskompetence, skyldes det i høj grad, at vi er nødt til at gøre noget radikalt, hvis vi skal hjælpe dem, der står alleryderst i forhold til at føle sig inkluderet i det fællesskab, vi kalder samfundet. Hvis vi ikke handler, risikerer vi at få skabt et endnu mere polariseret samfund, hvor afstanden mellem dem og os kan udvikle sig, så det ikke kun er uhensigtsmæssigt for den enkelte men for sammenhængskraften i vores samfund.

MÅDEN, VI HJÆLPER PÅ, FORVÆRRER UNGES MENTALE MISTRIVSEL

Hvordan kan vi hjælpe unge ud af mistrivsel på en måde, så de bliver i stand til at klare fremadrettede udfordringer?

Forestil dig at være ung, usikker og uden tilknytning til uddannelse og arbejdsmarked og så møde et system, hvor du fra starten bliver kategoriseret som borger, der er aktivitetsparat, borger der er klar til at starte i uddannelse eller job, eller borger i kanten af arbejdsmarkedet, eller…

Det behøver ikke altid handle om mere og flere offentlige indsatser, som koster mange penge, men om bedre og mere virkningsfulde tilbud, som blot kræver, at vi som samfund bruger vores sunde fornuft, når vi tænker på, hvordan vi selv ønsker at blive hjulpet.

I stedet for at blive kategoriseret bør relationen til den unge være omdrejningspunkt sammen med tilgængelighed, fleksibilitet og brobygning til civilsamfundet.

DEN STØRSTE SYSTEMFEJL I VORES VELFÆRDSSAMFUND HANDLER OM MÅDEN, VI MØDER MENNESKER PÅ

186.000 mennesker modtog i 2020 en social indsats, men de fik ikke den rette eller rettidige støtte fra samfundet, og det er ikke gode politiske intentioner, der mangler. Tværtimod!

Problemet er, at hver gang der opstår en kritisk sag i medierne, skal der vises handlekraft, og det bliver oftest løst med ny lovgivning, som skaber nye barrierer for de mennesker, der skal give og modtage den afgørende hjælp.

Den dynamik skal stoppes. Vi skal have medmenneskeligheden tilbage i vores velfærd. Jeg undres over, hvordan vi kan tro, at udsatte mennesker har brug for at blive mødt anderledes end os selv.

Det, at blive mødt af et andet menneske, som er interesseret i at blive klogere på, hvem vi er, og hvad vores baggrund og ressourcer er, mener jeg, er almindelig medmenneskelighed, som burde være grundlæggende for hele vores velfærd.

Nogle mennesker har brug for mange møder, andre har brug for få. Men vi har alle brug for at blive mødt med menneskelighed og tid til at blive motiveret. Hvis vi ønsker, at mennesker skal tage ansvar for deres eget liv, må vi vise dem tillid og tro på, at de selv kan være med til at finde vejen.