ASKOVHUS

DET RELATIONELLE RUM ER AFGØRENDE I ARBEJDET MED SPISEFORSTYRRELSER

I arbejdet med at hjælpe mennesker med en spiseforstyrrelse spiller relationen mellem behandler og den sygdomsramte en central rolle. En behandler kan her være både en psykolog eller anden fagprofessionel. I den relation er det helt afgørende, at den enkelte, som har spiseforstyrrelsen, føler sig set, hørt og forstået samt, at samarbejdet kontinuerligt opleves som meningsfuldt og brugbart.

I Askovhus tror vi på, at positiv udvikling tager afsæt i dét, som den enkelte er motiveret for at arbejde sig i retning af - de drømme, mål og ønsker for livet, som den enkelte har, men som spiseforstyrrelsen umuliggør. Vi er på den måde optagede af at møde den enkelte i forhold til vedkommendes mål og ønsker, og så at lade udviklingen udspringe herfra.

Dilemmaet i det relationelle rum Når det er sagt, så kan vi naturligvis ikke se bort fra spiseforstyrrelsen, da denne både er symptom på og årsag til mistrivsel. Vi er forpligtede til at arbejde med den negative adfærd, der knytter sig til spiseforstyrrelsen, og heri kan det dilemmafyldte i det relationelle rum opstå. Dilemmaet kan opstå, når vi som behandlere ønsker at tage afsæt i det, der motiverer den enkelte for positiv forandring og samtidig skal nedbringe spiseforstyrrelsesadfærd, som ofte vil være konfliktfyldt.

Oftest lader det sig gøre ved, at vi sammen med den sygdomsramte går på opdagelse i, hvordan vedkommendes forudsætninger for at opnå egne mål hænger sammen med graden af spiseforstyrrelse. Det betyder, at vi sammen skaber en fælles erkendelse af sammenhængen mellem det ønskede mål og nedbringelse af spiseforstyrrelsesadfærd. Ud fra et sådant fælles ståsted er det muligt, skridt for skridt, at arbejde med både den enkeltes mål og en vej ud af spiseforstyrrelsen.

At kunne sige ja til at spise mad. Men én ting er at tale sig ind på et fælles ståsted. Noget andet er selvfølgelig at blive i stand til at modstå den negative adfærd, der knytter sig til målet, herunder at blive klar til at modtage hjælp til at spise mad.

Ligegyldig hvilken spiseforstyrrelse, den enkelte lider af, så er dét at indtage mad forbundet med svære tanker og følelser. Tanker, som - f.eks. i tilfælde af anoreksi - kan fortælle den enkelte, at det er helt umuligt at spise maden pga. de følelser af angst, som strømmer igennem kroppen.

I konkrete situationer som disse kan der ofte være brug for, at den fagprofessionelle træder mere bestemt frem med tydelige instrukser på en måde, som adskiller sig fra det mere undersøgende og dialogiske rum, der er etableret udenfor måltidssituationen. I relationen møder man to forskellige personer.

Altså kalder det relationelle rum på to forskellige måder at forholde sig på som fagprofessionel. Det gør det, fordi det - lidt firkantet sagt – er to forskellige personer, man møder hos den enkelte. Den ene ”person” møder man, når de svære følelser blusser op og spiseforstyrrelsen har overtaget, som f.eks. i måltidssituationen. Den anden ”person” møder man, når vedkommende er mindre underlagt sine følelser og dermed er i stand til at tænke og forholde sig refleksivt til sig selv og dét, der er vanskeligt. I det relationelle arbejde er det vigtigt, at den enkelte selv er med til at formulere de fælles aftaler om den mere bestemte og tydelige støtte, som skal gives, f.eks. under de svære måltidssituationer.

At leve op til tilliden og ansvaret Hvis vi ikke insisterer på måltidet, bidrager vi også til, at vedkommende ikke kan have tillid til os. En tillid der beror på, at vi som behandlere netop skal være dem, der giver den enkelte tilladelse til at spise, når vedkommende ikke selv kan.

Og lidt skarpt sat op kan man sige, at vi lever op til den tillid og vores ansvar som behandlere, ved at insistere på måltidet og dermed ikke efterlader den sygdomsramte alene med spiseforstyrrelsen.Så hvis vi igen betragter det umiddelbart dilemmafyldte i det relationelle rum – kontrasten mellem den motiverende og undersøgende forholdemåde og den mere autoritære forholdemåde - så forekommer det ikke længere som et dilemma: I stedet er det forskellige relationelle rum, der - hvis de bliver håndteret godt - virker positivt forstærkende på hinanden.

Line Sidenius Direktør, Askovhus