MIR

SKOLERNE SAMFUNDETS KRAV OG TEMPO SKABER MISTRIVSEL FOR BØRN OG UNGE

Vi lever i en højhastighedskultur, hvor den samfundsmæssige acceleration og konkurrence er steget drastisk. De unge føler sig kørt over. De føler, at de løber op ad en nedadgående rulletrappe, og over halvdelen af alle unge mistrives (Center for Ungdomsforskning CeFU). Det er bekymrende, men desværre hverken nyt eller overraskende.

De sidste 4-5 år er det sprøjtet ud med undersøgelser og tal, der viser, i hvor høj grad mange af vores børn og unge mistrives. Årsagerne er mange, men der peges blandt andet på perfekthedskulturen, de sociale medier og at der generelt er et meget højt tempo i børnenes og de unges liv.

Bag tallene gemmer sig alvorlige menneskelige konsekvenser. På MIR ser vi disse alvorlige konsekvenser hos hvert eneste barn, ung og deres familier. De er kollapset og brudt helt sammen. Vi modtager børn og unge, der har ligget hjemme under dynen i flere år. De har udviklet angst og depression, og vi ser flere og flere med selvskadende adfærd. Senest har vi modtaget en ung, der ikke har været i skole i fire år. Familiernes liv sættes på pause, mistrivslen kravler ind og overtager hverdagen, og forældrerollen bliver ufrivilligt professionaliseret med meget komplekse udfordringer, hvor hjælpen er længe undervejs og mistrivslen øges massivt.

På Mir skolerne handler det ikke om, at børn og unge skal tage sig sammen, eller at forældrene skal leve op til forældrerollen, det er langt mere alvorligt og komplekst end det. Det samfundet gør for de unge i dag, virker simpelthen ikke for halvdelen af dem. Vi skal gøre noget andet! Og det gør vi på MIR.

Børn og unge skal ikke bare blive til noget, de skal også blive til nogen. Når et barn eller en ung henvender sig til os, så er vi opmærksomme på, at vi har et meget lille vindue for at hjælpe, før de mister tilliden, så vi gør os umage i de første møder med familien og barnet eller den unge. Vi laver et skifte i bevidstheden fra at tænke, ”hvad er der galt med mig?” til ”hvad er der sket med mig?”.

På MIR trækker vi tempoet ud, vi møder den unge med nysgerrighed og en forståelse af, at den unge er ekspert i eget liv, og derfor inddrages familien og den unge i arbejdet med at genskabe en hverdag, hvor motivation og mening er afgørende pejlemærker. Vi siger det ikke bare, vi GØR det.

Vi forklarer ikke de unges mistrivsel som noget, der starter eller slutter i deres egne hoveder. Sådan en forklaring kan skabe løsninger rettet mod barnet eller den unge, og det har de mødt rigeligt af. Det er både tarveligt, kynisk og fejlagtigt. Vi er optaget af at skabe skole sammen med den unge. En hverdag med udgangspunkt i både deres gode og dårlige erfaringer. Hver dag eller hver uge justerer vi og retter til, alt efter hvordan det går. Vi arbejder tæt sammen med barnet, den unge og deres familie for hele tiden at skabe mening, motivation og det rette tempo. Det er det, vi har mangeårige erfaringer med, og som gør, at vi lykkes både i forhold til personlig, faglig og social trivsel og udvikling.

Vi lykkes, når vi kan hjælpe barnet eller den unge med at finde mening i det indhold, de har i skolen. Nina Smith har i forbindelse med reformkommissionens arbejde udtalt: ”I stedet for at vi altid tænker, at det er de unge, der skal tilpasse sig systemet, så er det faktisk systemet, der skal tilpasse sig de unge”.

Sådan en skole er vi optaget af at skabe. En skole, der skaber rammer for uddannelse af høj kvalitet, centreret om de unges interesser med stort fokus på at skabe mening, motivation og det rette tempo, og vi er så heldige, at vi ser børnene, de unge og deres familier blomstre, komme i trivsel og igen finde nysgerrigheden på uddannelse og livet.

Lone Kathrine Pedersen Direktør, MIR skolerne