7 minute read

ÅRET DER GIK

I AskovFonden arbejder vi hver dag for at hjælpe mennesker, der lever på kanten af samfundet. Vi ønsker at være i dialog med vores brugere og omverden med henblik på at bidrage med viden og erfaringer. Derfor fik vi i år en ny og mere brugervenlig hjemmeside. Vi har en ambition om både at målrette hjemmesiden til vores brugere og alle, der ønsker at følge med i udviklingen af vores arbejde. Vi håber, at det er lykkedes, og hvis du ikke har været inde og kigge endnu, så håber vi, at du vil gøre det. Her kan du både møde vores brugere, se vores resultater og ikke mindst læse om hvordan vi arbejder. Vi modtager gerne feedback, så vi kan gøre det endnu bedre i fremtiden.

Året der gik i afdelingerne

2022 var på mange måder et godt år for AskovFonden, fordi vi fik mulighed for at hjælpe flere. Som udøvende fond er vi afhængig af finansiering udefra, og det har derfor stor betydning hver gang, vi får en bevilling, samarbejdsaftale eller fondsbevilling. Da vores indsatser altid opstår af konkrete behov fra praksis, kan vi stort set fra den ene dag til den anden igangsætte de indsatser, som vi får finansieret. Vores vigtigste opgave er at hjælpe flest muligt bedst muligt, og som non for profit organisation går 92% af alle midler direkte til finansiering af praksis. De resterende 7% går til administration, revision m.v.

Askovhus

Flere og flere børn og unge bliver ramt af spiseforstyrrelser. I de senere år har vi set et voksende behov for mere intensiv støtte til unge under 18 år. Derfor har Askovhus etableret Baghuset, som er et nyt behandlingstilbud med måltidsstøtte for børn og unge mellem 13-17 år, der har en spiseforstyrrelse.

I Baghuset får man specialiseret måltidsstøtte, og vi arbejder med aktiviteter, der understøtter træning af forskellige færdigheder. Her øver man sig blandt andet på at være en del af forskellige sociale fællesskaber, regulere egne følelser i forskellige situationer og at mindske spiseforstyrret adfærd.

Udviklingen på området med spiseforstyrrelser har gennem de sidste år udviklet sig til også at have fokus på forældre til de unge, der lider af en spiseforstyrrelse, og her har Askovhus de sidste tre år kunnet tilbyde et gratis behandlingsforløb for unge i alderen 13-17 år og deres forældre. Sundhedsstyrelsen valgte i år at videreføre indsatsen, hvilket vi er glade for, da vi oplever en stigende efterspørgsel på tilbuddet.

Vores erfaringer viser at ved at hjælpe forældrene til at håndtere de udfordringer, der er forbundet med at skulle støtte ens barn, kan rollen som hjælper blive mere hensigtsmæssig til gavn for både forældre og den unge, der er ramt.

Konkret betyder bevillingen, at Askovhus kan tilbyde behandlingsforløb til unge og deres forældre frem til december 2024.

Dialog Mod Vold

Dialog mod Vold og Mary Fonden har gennem de seneste år arbejdet med at udvikle en screeningsmodel til gravide, som i dag bruges af jordemødre på Amager- og Hvidovre Hospital til at opspore vold allerede under graviditeten. Fra at opspore omkring fem voldsramte kvinder om året, bliver der i dag opsporet ca. tre tilfælde ugentligt. Erfaringerne fra samarbejdet viser, at det at italesætte volden allerede i graviditeten kan være et vigtigt skridt mod bekæmpelsen af vold i nære relationer. Derfor er vi glade for at fortsætte dette vigtige arbejde, så vi kan forebygge, at børn vokser op med vold.

I 2022 fik Dialog mod Vold en ny bevilling til et samarbejdsprojekt om udvikling og udbredelse af nyt interventionscenter til voksne, der er udsat for eller udøver vold i nære relationer.

Det betyder, at vi fremover vil kunne hjælpe endnu flere familier, der er ramt af vold. Bevillingen til samarbejdsprojektet er givet med henblik på at etablere et nyt interventionscenter i Københavns Politikreds, der kan hjælpe og opkvalificere frontlinje-personale i politiet og kommunerne til at opspore vold i nære relationer og dermed sikre hjælp til, at udøvere og udsatte kan komme ud af volden på et tidligere stadie.

Samarbejdet foregår mellem Københavns Politikreds, kommunerne Frederiksberg, Dragør og Tårnby samt organisationerne

Lev Uden Vold, Dialog mod Vold, LOKK, Mødrehjælpen og Mandecentret.

I år var også året, hvor Dialog mod Vold åbnede en ny afdeling i Aalborg, så det er muligt at få hjælp til at bryde med voldens konsekvenser, selvom man ikke bor i nærheden af København, Århus eller Odense, hvor vores andre afdelinger har hjemme.

KBH+

I KBH+ har vi opstartet et Ungeværk med aktiviteter indenfor performance og street art for alle unge i Københavns Kommune mellem 14-17 år. Ungeværker er et nyt tilbud for unge, der gerne vil kunne bruge hele byen som den nye ungdomsklub. Et af Københavns Ungeværker hører til hos os i KBH+ på Emblasgade 175, hvor vi bruger husets kreative og åbne rammer til at skabe det gode fællesskab og aktiviteter. Til Ungeværk i KBH+ er det centralt for os, at de unge har medindflydelse på, hvad vi skal lave og fordybe os i under Ungeværkets åbningstid.

ASKOVFONDENS SOCIALPSYKIATRI (ASPA)

Sammen med Thorupgården har ASPA startet et tilbud op for mennesker, der gerne vil i bedre fysisk og mental form. Idrætsfaglige medarbejdere fra Thorupgården står for motionsdelen, ASPA står for den mentale del, og sammen har vi skræddersyet et tilbud, som forhåbentlig vil give et større fokus på bedre sammenhæng mellem krop og sind.

I år afholdt vi for første gang Julebanko med dertilhørende præmier, æbleskiver og nærvær, og vi var så heldige, at vores nye ambassadør, Lene Beier tog rollen som bankovært. Der var fuldt hus, og det var en aften, der viste, hvor vigtigt det er at skabe fællesskaber i en tid, hvor mange føler sig ekstra udsatte.

denne særlige aften for nogle af de allermest udsatte i vores samfund. Vi vil gerne takke alle gæster og frivillige, der var med til at gøre det til en helt særlig aften.

MIR SKOLERNE

Det er med stor glæde, at vi har åbnet en ny MIR skole i Lyngby. Vi har slået dørene op til 735 kvadratmeter nye gode undervisningslokaler. Der er lokaler til individuel undervisning, SFO, kantine, aktivitetsrum, yoga, meditation og arbejdspladser til medarbejderne, så vi kan skabe de allerbedste rammer og fællesskaber for alle børn, unge, forældre og medarbejdere.

På MIR Skolerne modtager vi børn fra mere end 16 kommuner på Sjælland. Vores elever er børn, som ikke er i stand til at indgå i skole i almenområdet. Udover at være beskæftiget med faglig undervisning og traditionelt indhold jf. folkeskoleloven har vi også en særlig opmærksomhed på det specifikke behandlingsarbejde.

NYT BESTYRELSESMEDLEM

I år kunne vi med stor glæde byde velkommen til Trine Torp som nyt bestyrelsesmedlem i AskovFonden. Samtidig sagde vi farvel til Marianne Jelved, som gerne vil hellige sig andre ting, efter mange års tro tjeneste som politiker og engageret stemme på bl.a. socialområdet.

Alt i alt har 2022 været et berigende år for AskovFonden, og vores hjælp er nået ud til flere end nogensinde tidligere. I vores kommende strategi for de næste år er overskriften FLERE SKAL HAVE GAVN AF ASKOVFONDENS INDSATSER, så vi er på rette vej, men langt fra i mål.

Helle Øbo

This article is from: