4 minute read

3 SKARPE TIL VILHELM

Vilhelm // Ung der kommer i KBH+

HVORFOR KOM DU TIL KBH+?

Min opvækst har været kreativ og kærlig men også udfordrende. Min far kæmpede med sin psyke, og det påvirkede mig på den ikke så gode måde. Blandt andet havde jeg svært ved at koncentrere mig i skolen.

Min ungdom var præget af en del nedture både med hensyn til min egen psyke, hvem jeg er og gerne vil være, men også med at finde ud af hvad min plads skal være i verden. Det er nok ikke så anderledes end for mange andre unge, men med min bagage er det særlig svært. Jeg er et sensitivt menneske, og jeg har brug for ro og tid i mit liv. Når jeg fungerer godt, så er der faste rammer og struktur. For mig er det svært bare at have styr på min hygiejne og det mest basale, så selvom jeg ved, hvad jeg har brug for, kan jeg ikke selv skabe det. Hvor andre måske skal høre noget 2-3 gange, før de forstår det, så skal jeg høre det 20-30 gange.

Så nu stod jeg her, ung, psykisk sårbar og uden arbejde. Jeg var bange for at følge mine drømme, fordi måske ville de knække mig. Jobcentret kunne ikke hjælpe mig. De sendte mig til en sagsbehandler i et andet tilbud, som hjalp mig med at finde KBH+, og så kom jeg her.

HVORDAN HAR KBH+ HJULPET DIG?

Umiddelbart, da jeg kom til KBH+, kunne jeg mærke, at her var rart, og de mennesker, jeg mødte, spurgte ind til min virkelighed og hvad, der giver mening for mig. De gjorde sig umage for at se, hvad jeg ser og forstå, hvad jeg forstår. Her er den rigtige kombination af oprigtig nysgerrighed, en hånd i ryggen og kompetencer.

Min bagage var tung, og derfor løb jeg ikke så stærkt. Langsomt begyndte jeg at få styr på mig selv og få en hverdag til at fungere. Lærte at se hvad jeg kan, men også hvad jeg ikke kan med et positivt syn. At acceptere at selv om jeg gerne vil noget, så er det måske ikke godt for mig. Det er stadig svært, men jeg er på vej. I KBH+ har jeg lært at blive bevidst om det, der er svært, og erkende det uden, at det skal definere mig.

At acceptere at selv om jeg gerne vil noget, så er det måske ikke godt for mig. Det er stadig svært, men jeg er på vej

Jeg har lavet flere forskellige ting her i KBH+. Først som deltager på projekt 16. Derefter fik jeg lov til at stå i cafeen og have ansvar, og nu er jeg kommet i praktik. Jeg har også lavet min egen event, som var en poesiscene. Det var virkelig fedt, men også svært.

HVAD HAR DET BETYDET FOR DIG AT KOMME HER?

Jeg har altid haft meget høje forventninger til mig selv, som jeg aldrig har kunnet indfri, og det har jeg tidligere vendt indad. Jeg har lært at bidrage uden at skulle udlevere mig selv fuldstændig, og at når jeg gør det bedste, jeg kan, så er det godt nok.

Det, at jeg er meget lystbetonet og får mange ideer, det vil jeg nok altid være, men nu er jeg på vej til at kunne mestre mit liv og spørge om hjælp, når der er noget, som er svært og passe på mig selv, så jeg ikke går i stykker.

Jeg drømmer om at få en uddannelse og et arbejde, men det er svært at nå at tænke i et samfund, der har så travlt som vores. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvordan man passer ind som meget sensitiv i Danmark anno 2022. Jeg tror, det bedste for mig ville være gammeldags mesterlære, hvor man har tid til at undersøge og prøve noget af. Et sted hvor der er en fast struktur med rammer og rutiner, hvor jeg skal være en brik mere end en solist.

Men den mulighed er desværre nærmest forsvundet, nu er der bare deadlines og beskæringer.

This article is from: