4 minute read

DIALOG MOD VOLD

AT SLÅ DEM MAN ELSKER ER IKKE NOGET, MAN ER, DET ER NOGET, MAN GØR

En af de stærkeste indikatorer for, om behandling hos en psykolog virker, er styrken af alliancen mellem klient og behandler. Derfor er det et primært fokus i Dialog mod Vold at bygge relationer med klienterne ud fra den livssituation, de nu en gang er i.

Som voldsudøver er man ofte stærkt stigmatiseret og naget af skyld. En klient fortalte dette efterår under ligestillingsminister Trine Bramsens besøg i Dialog mod Vold: ”Hvis jeg ikke kan være forsigtig ved mine allernærmeste, hvad kan jeg så i livet?” For ham betød mødet med Dialog mod Vold en forandring, og den begyndte med, at han blev mødt som et menneske med et problem og ikke som et problem i sig selv. Det betød, at han nu også har fundet styrken til at komme i gang med en uddannelse og er på vej videre i livet. For nu tror han på, at han kan noget.

Vi vokser, fordi der er brug for os I 2022 har vi behandlet op mod 350 voldsudøvere, hvilket er ny rekord. Det er 350 stærke relationer, der har skullet opbygges for at give den nødvendige hjælp til et liv uden vold. 2022 var også året, hvor vi åbnede en ny afdeling i Aalborg. Her sidder tre psykologer nu klar til at tage imod voldsudøvere og deres familier i Nordjylland. Det er en stor glæde, at vi kan vokse, men det er godt nok også nødvendigt! Behovet for behandling af voldsudøvere på landsplan er ca. 1.500, så med 350 pladser er vi på rette vej men langt fra målet. Arbejdet med relationerne er kernen i arbejdet med klienterne. Men det står også centralt i udviklingen af Dialog mod Volds arbejde. Det ses tydeligt i etableringen af den nye interventionsmodel, som Dialog mod Vold har udarbejdet og igangsat, efter vi i juni 2022 med glæde kunne konstatere, at vi modtog bevillingen fra Socialstyrelsen. Volden i familierne er et komplekst problem, der involverer mange forskellige aktører i Danmark, og derfor må løsningerne også nogle gange afspejle denne kompleksitet.

Samarbejde i alle dets former I interventionsmodellen arbejder vi nu sammen med Københavns Politikreds, Dragør, Tårnby og Frederiksberg kommuner, Mødrehjælpen, Mandecentret, LOKK og Lev Uden Vold. Når politiet fremover rykker ud til husspektakler, hvor der kan være vold i nære relationer involveret, kan borgerne fremover ved tilsagn kontaktes og modtage hjælp i en af de deltagende organisationer. Ligeledes kan kommunerne sende borgere videre, så de kan komme i et kort forløb. Det dækker et stort hul, for hvad skal man i grunden gøre ved de borgere, som politiet møder, hvor der tilsyneladende er vold, men ingen vil stå ved det eller vidne? Her er behandlingen vejen. Og det peger tilbage til det relationelle i Dialog mod Volds arbejde. Mange tier om volden, fordi den er et tabu. Eller fordi far eller mor kan komme i fængsel, hvis volden bliver alment kendt. Og det er ikke alle, der ønsker det. Voldsudøverens position er stigmatiseret. Men det er den voldsudsattes, der vil blive i parforholdet, godt nok også. For hvis alle – familie, venner, organisationer – siger ”løb langt væk!”, men den udsatte virkelig ønsker at blive, kan det være en frygtelig ensom oplevelse at være voldsudsat. Da har det relationelle fejlet, og her kommer Dialog mod Vold til hjælp.

Så længe det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, møder vi også de voldsudsatte, hvor de er. En del af dem ønsker at blive i parforholdet. De vil bare rigtigt gerne have, at volden stopper. Og det er det, Dialog mod Vold sørger for.

Jesper Rønn-Simonsen Direktør, Dialog mod Vold

This article is from: