ASKOVFONDEN ASPA
SKIFTEDE MEDICINEN UD MED MICHELIN-DESSERTER MALENE
var paranoid skizofren
croutoner’ og ’Havtorn en surprise’ på gourmetrestauranten formel B på Vesterbrogade
og startede med at
i København. Det havde jeg ikke set komme, for med min sygdom og diagnose var jeg
arbejde fire timer om dagen i Netværks-
ligesom afskrevet.
caféen. Hun fandt ud af, at hun kunne lide at lave mad. Nu er hun i lære som
Jeg blev syg allerede i begyndelsen af tyverne. Efter gymnasiet arbejdede jeg et år i Netto.
kok og arbejder 50 timer om ugen på
Jeg gik på Biblioteksskolen på Amager, men efter et stykke tid gik det ned ad bakke, og
gourmetrestauranten formel B.
jeg stoppede. Jeg fik diagnosen paranoid skizofren. Havde det rigtig skidt og var skide skør.
Og fik også at vide, at det var kronisk, og jeg ikke ville blive rask. Så var jeg ’parkeret’. Jeg startede på Jeg laver desserter som ’Saltet karamel
et daghospital og kom senere hen på Thorupgården, som er et socialpsykiatrisk bocenter
med kærnemælkssorbet og smørristede
for unge. Jeg var flyttet til Sydhavnen, hvor de også havde en afdeling. De mente, de kunne stabilisere mig med medicin, men jeg skulle ikke regne med, at jeg nogensinde kunne arbejde eller studere. I Sydhavnen var det op til en selv, hvordan man brugte de kontaktpersoner, man havde. Jeg fik medicin og tog meget på, så jeg trænede sammen med en kontaktperson. Jeg var tilknyttet distriktspsykiatrisk center, og ved en fælles beslutning fandt vi ud af, at jeg skulle trappe ud af medicinen. Jeg
fandt også ud af, at jeg var nødt til at lave noget. Tiden er lang, hvis man ikke har noget at lave. Min interesse for mad kom, da jeg boede på Thorupgården. Begge mine forældre er fra landet. Min mor er god til at lave mad, min far er håndværker og kan ikke finde ud af det. Så jeg er vokset op med frikadeller og opbagt sovs, rigtig dansk landkost. Men på Torupgården var en kok, som kom og lavede mad. Vi skulle lave maden sammen
6
og spise fælles, men vi var for syge og
ASKOVFONDEN ASPA
7
ASKOVFONDEN ASPA
dårlige til at kunne det. Så kom kokken, og lavede mad med os. Det var så fedt. Han var pissedygtig, og han var ligeglad med, hvordan vi havde det. Han fortalte en masse om råvarer, og det var som et rart break, for man var ligeglad med, hvor dårligt man havde det, det handlede om noget andet. Så var det pludselig fedt at have de der maddage. Jeg prøvede at lave sund mad, de andre gad så ikke spise det, men det var fedt, at man fik lov. Vi var 10 mennesker, der boede der, så vi kunne købe ind for mange penge. En dag kom jeg i kontakt med nogen, som arbejdede i Netværkscaféen. Det gav mig lyst til at prøve at arbejde i køkkenet. Jeg var nu trappet helt ud af medicinen, udskrevet fra distriktspsykiatrisk og ønskede et rigtigt job. Det skulle ikke bare være noget med at sidde og drikke kaffe. Så via kommunen kom jeg til jobsamtale med lederen af Netværkscaféen og fik lov til at starte. I starten skete der ikke så meget. Cafeen lavede kun frokost til administrationen. Men køkkenet skulle ændres, så vi kunne lave rigtig mad. Vi kom på hygiejnekursus og fik en aftale
8
med distriktspsykiatrisk afdeling, så de
det i starten, for jeg var bange for at blive mødt med bemærkninger om, at det var en hård
kunne købe mad billigt i caféen. I et stykke
branche med hårde arbejdstider osv. Så jeg holdt det for mig selv. Det var først, da jeg gik
tid, var vi kun tre - lederen, en frivillig og
på grundforløbet på Teknisk Skole og lavede en liste over, hvor jeg gerne ville hen, at det
mig, der skulle få det til at fungere. Jeg
gik op for mine forældre, at det var det her, jeg ville. Men hvordan skulle jeg kunne tro på, at
synes, det var rigtig sjovt. Vi arbejdede
det kunne lade sig gøre? Jeg havde jo fået at vide, at jeg aldrig ville kunne læse videre eller
mandag til torsdag fire timer dagligt.
passe et job.
Det var i caféen, jeg fandt ud af, jeg ville
For at sige det kort, så udgjorde den kvindelige leder af Netværkscaféen forskellen mellem
være kok. Jeg talte ikke med nogen om
begrænsninger og håb. Hun var anderledes, ikke som de andre pædagoger jeg har mødt. Hun var
ASKOVFONDEN ASPA
Og jeg kunne se, at jeg rykkede hurtigere end så mange andre, fordi hun som chef også var god til at anerkende, at jeg gerne ville mere, ville arbejde mere og have mere ansvar. Hun havde tillid til mig og gav mig flere opgaver. Det var fantastisk at lave mad, men også fedt at det var et arbejde. Hun forventede, at jeg mødte til tiden. Der kom gæster, jeg skulle ”være på”. Det var godt for mig, for det var jeg meget dårlig til. Min chef var rigtig god. Hun heppede på mig. Hun lyttede, indtil hun ikke gad mere og bare sagde: Nu skal vi videre! Folk er tit for
høflige til at stoppe en, når man er syg. Så man er vant til at tale om, at man har det skidt hele tiden. Hun var god til at give plads, men også god til at sætte grænser og stille krav. På formel B arbejder jeg på lige vilkår med andre elever. Vi har det godt her i køkkenet. Der skal være rart at være, når vi bruger så mange timer her, siger min chef Kristian Arpe-Møller. Restauranten har en Michelin-stjerne. Så nu laver jeg Michelin-desserter, men jeg skal ikke tænke for meget over det. Kristian er lidt mere rolig omkring det. Konceptet er a la carte menu og fast pris på retterne, så der kommer alle mulige gæster ind. I hverdagene har vi omkring 50 gæster og i weekenderne 80-90. Det er sjovt. Det bliver spændende med uddannelsen. I starten troede jeg nok ikke på, jeg kunne arbejde på den måde, jeg gør nu. Mine venner og familie er også overraskede over, at jeg er glad, og at jeg kan arbejde 50 timer om ugen. Jeg har altid troet, jeg skulle læse. Det var ret sent, at jeg fandt ud af, jeg ville noget med mad. Det har taget lang tid, men min kæreste har hele tiden heppet på mig. Vi mødte hinanden på Thorupgården, og nu har vi fået en lejlighed sammen. Nu skal vi bare arbejde. Jeg er elev nu, det kommer han også til at være, han skal nok være håndværker. Det vigtige er, at jeg er et sted, hvor jeg ikke skal fortælle min historie, og sådan var det også i Netværkscaféen. Min chef tog mig alvorligt og sagde, at man selv kan bestemme, hvem man
gerne vil være. At man ikke behøver være hende den skøre, men hende, der arbejder og gør noget fedt. Hun har troet på mig hele tiden og sagt, at det var mig selv, der bestemte, om jeg
ligefrem og ikke bange for at tale personligt.
kunne eller ville arbejde. At det bare handlede om, hvor meget jeg ville det. Og jeg mærkede,
I starten syntes jeg, det var svært at skulle
at hvis hun troede på mig, så blev jeg også nødt til at tro på mig selv. Da hun fik at vide, at
forholde mig til nye mennesker, men hun
jeg skulle på grundskole, var hun glad og sagde, det var rigtigt, jeg kom videre. Og det var
viste mig, at jeg kunne slå hjernen fra
det. Det har været mega hårdt, men det er sgu gået meget godt
de private ting – lade privat være privat
.
og tage en pause fra det, når jeg var på arbejde - og det virkede for mig. Når man var der, skulle man lave noget. Jeg kunne godt lide, at det var et rigtigt arbejde.
9