ASKOVFONDEN BØRNEHUSET
ET NYT SYN PÅ LIVET RADIA
er berber fra Marokko. Hun er 29 år, født og
jeg elsker hende. Jeg kom fra et hjem, der var semi-disciplineret.
opvokset i Danmark. Som teenager fandt hun
Mens jeg boede med min mor og far, fortalte de mig, hvad jeg
et helle, hvor hun havde lov til at være sig selv nemlig
måtte, og hvad jeg ikke måtte. Det baserede sig mest på traditioner,
i Pigeklubben.
og reglerne blev ikke forklaret. Jeg fik aldrig begrundelser for hverken det ene eller det andet, og jeg spurgte heller ikke ind til
Min far kom til Danmark i 1960erne, dengang der var behov for
det. Man skulle bare høre efter og makke ret. Jeg klagede ikke,
arbejdskraft, og et par år efter hentede han min mor hertil. Jeg
jeg gjorde hvad mor og far sagde. Ligesom i skolen der også var
har seks søskende. Jeg er nummer tre. Barnet i midten - det hvide
præget af kæft, trit og retning.
i flødebollen. Jeg er født muslim, og imens jeg boede med min mor og far, har jeg praktiseret det med alle de ting, man må og ikke må.
Der skulle man altid bare sidde og lytte til læreren og huske alt det,
Dog besidder jeg en del værdier fra islam den dag i dag, der også
han skrev på tavlen. Det var bare så ’Åh!’ Men så flyttede jeg ind hos
har været med til
den kvindelige pædagog, og her var det helt
at forme mig som
anderledes. Hos hende var det helt i orden
person.
at tænke på en anden måde og opføre sig lidt skørt. Der var selvfølgelig regler, men
10
Min mor og far
samtidig også meget frihed. Hun arbejdede
blev skilt, da jeg
også i Pigeklubben, og jeg kunne rigtig
var tretten. Min
godt lide den måde, hun gik ind i mig og de
mor flyttede ind på et krisecenter, fordi hun ikke ville finde sig i den voldelige behandling hun fik af min far. (som
andre piger på. Når hun for eksempel spurgte:
nu er blevet et
gik i 8. klasse. Det var fantastisk at bo hos
”Hvorfor synes du det? Hvorfor tror du det?” – spørgsmål, der krævede, at man selv måtte have en mening om tingene. Her kunne jeg danne mine egne teorier om tingene. Det var virkelig en ’eye-opener’ og en befrielse for mig, der
dejligt menneske) Hun havde mine mindre søskende med, men vi
hende, ikke kun fordi hun gav mig husly, men fordi hun støttede mig
ældre børn måtte ikke være der. Så kommunen ville sende mig på
på alle mulige måder. Hun var der for mig, hun åbnede døre, jeg ikke
institution, men det var min mor ikke så glad for. Heldigvis kendte
kendte og viste mig andre døre, jeg ikke vidste, jeg selv havde nøgle
hun en kvinde, der arbejdede som pædagog hos AskovFonden.
til. Hvordan forklarer man sådan noget? Det var et nyt syn på livet.
Hun tilbød min mor, at jeg kunne bo hos hende, indtil min mor
Virkelig et nyt syn! Hun tog mig også med ud at rejse. Til Mallorca
havde fundet en lejlighed. Så i et års tid boede jeg hos hende og gik
med vand og palmer og alt muligt. Jeg havde aldrig set andet end
samtidig i Pigeklubben, og det var et lærerigt befriende år. Jeg skulle
Danmark og et område af Marokko. Det var så stort, og jeg sagde
dog stadig begå mig under min mors regler, for hun er min mor og
til mig selv, at når jeg fik mulighed for det, var det det, mit liv skulle
ASKOVFONDEN BØRNEHUSET
handle om: arbejde, rejse, arbejde, rejse, arbejde, rejse – og sådan
Vi fik hygge, vi fik mad, vi fik ture. Vi fik privat tid med de voksne,
blev det. I tre år af mit liv gentog jeg det med at arbejde og rejse.
hvis der var noget vi kæmpede med, og der var ingen, der skældte
Og det føler jeg slet ikke, jeg er færdig med endnu. Det er blevet en
ud. Hey, jo, forresten, én gang skældte den pædagog ud, som jeg
af mine passioner!
boede hos. Jeg indrømmer, jeg var en lille rebel dengang. Vi var på en luksustur, på koloni, og vi piger havde aldrig rigtigt gjort noget
Det eneste, jeg husker fra den første dag i Pigeklubben, er skiltet.
alvorligt forkert. En aften lod vi, som om vi sov, og så stak vi af
Nogle tøser dernedefra og jeg kom på ideen, og så malede jeg det.
fra kolonien. Vi gik og gik ind i naturen og ud på en stor motorvej.
Ingen af mine andre søskende kom i klubben, og for mig var det et
Derefter så vi et diskotek der var tomt, men der var en dj. Vi gik
helle, nogle timers daglig eskapisme. Hjemme blev der råbt meget,
ind og begyndte at danse. Haha det var det første vi gjorde og
og når det hele var kørt op, var det rart bare lige at løbe ned i klubben og sætte noget musik på og chit chatte med pigerne. I den muslimske kultur er det sådan, at når piger er sammen, må de gøre lige præcis, hvad de har lyst til, og der kun var piger i klubben, så jeg vidste, at jeg ikke gjorde noget forkert. Det var det fedeste. Hver gang de havde åbent, så tog jeg derned fra åben til luk. Jeg kom i Pigeklubben hver dag. Efter skole mødtes jeg med de andre nede i gården, og så gik vi ned i klubben. Åh, vi glædede os, og det blev næsten et ritual, når vi kom derhen, at vi skyndte os ind i danserummet og lukkede døren. Så skulle vi alle sammen lige ind og snakke om tingene. Vi lavede en masse skægge ting. Vi kopierede f.eks. et gameshow fra tv, ’Knald eller Fald’, hvor en pige skulle vælge en
vi dansede som om, der ikke fandtes i morgen. DJ’en spurgte, om
ud af tre piger. Så fandt de hinanden og skulle ud på bryllupsrejse.
vi var gamle nok, og ja-ja, selvfølgelig var vi det!
Vi rodede med al mulig kreativt. Jeg gik til street funk, hip hop, jazzballet og anden dans, og jeg begyndte at koreografere. Jeg har
Lige pludselig kom en pige, der var med på kolonien og fortalte,
også trænet nogle af de mindre piger i klubben. Ingen begrænsninger.
at de voksne var stået op. Vi skyndte os hjem, men det var for sent.
Vi ville bare gerne smile og være piger. Have lov til at gøre, sige og
De havde allerede opdaget, at vi var væk. Og de voksne fortalte det
opføre os som nogle, der havde fundet et kighul indtil friheden.
til mødrene, og så blev der ballade. Vi piger måtte jo ikke engang
Følelsen var smuk og stedet trygt.
tænke på at tage på diskotek. Men sådan er det: forbud avler modstand. Selvfølgelig skulle vi prøve det. Hende, jeg boede hos,
11
ASKOVFONDEN BØRNEHUSET
12
ASKOVFONDEN BØRNEHUSET
skruede bissen på. Hun råbte af mig, og jeg
1990erne var en masse ballade og en del kriminelle organisationer,
blev bange, for jeg havde aldrig set hende
der begyndte at bygge sig selv op. Og selv om vi kun var små piger,
sådan. Men skideballen var velfortjent,
kunne vi ikke undgå at blive påvirkede af stemningen.
for vi misbrugte de voksnes tillid, og det skete aldrig igen.
Så vi lavede vores egen lille klan, der var ikke nogen, der skulle fucke med os og sådan noget pjat, ik’!
Jeg gik på forskellige skoler, og blev
Fra jeg udviklede en forstand og til i dag, har jeg kæmpet
moppet alle stederne. Jeg har altid været
med at være mig selv, og jeg kæmper stadig. Det er en slags
en særling, en drenge-pige der både var
selvrealiseringsproces, og jeg er ikke landet endnu.
køn, sød, sjov og måske lidt mærkelig. Jeg blev også mobbet med, at jeg havde
Med min baggrund – de regler jeg ikke forstod og mine forældres
akne. Jeg blev kaldt pizzaface med alt
skilsmisse – har jeg ofte følt, at jeg måtte starte helt fra bunden
mulig ekstra på. Den dag i dag griner jeg
af. Jeg havde aldrig nogen til at fortælle mig hvordan og hvad jeg
af dem, der mobbede mig. Min akne er
kunne gøre i de små detaljer af livet som jeg fandt væsentlige og
blevet mit kendetegn, og jeg vil ikke have
værdifulde. Ikke nogen til at give mig nogle retningslinjer for at nå
en laser operation eller noget, for det er
frem her i livet. For mig handlede det ikke kun om uddannelse og et
sådan Radia ser ud! Men dengang gik det
sikkerhedsnet, det handlede også om min indre frihed. Det er som
mig psykisk på. Det eneste sted, jeg ikke
om, jeg havde fået en masse ind på vrangen, en masse info som så
blev mobbet, var i Pigeklubben. Så også
skulle redigeres indeni mig og flettes ind i det jeg står for. Det var
på den måde var det et helle.
det, pædagogen fra AskovFonden hjalp mig med. Hun bekymrede sig om os og tog os alvorligt. Hun lærte os, hvordan vi lærer at finde
Hvis pigeklubben ikke havde eksisteret,
ud af, hvad vi selv tænker om tingene.
havde man helt sikkert set mig hænge mere ud på gadehjørnerne sammen med
De sidste par år i Pigeklubben har været sådan lidt on and off,
tøserne. Det var jo det, man gjorde, hvis
når jeg har brug for at være i mit helle, tager jeg derned. Vi piger
man ikke var i pigeklubben. Det var sådan
voksede fra hinanden, men de år vi havde sammen dér var med til
noget teenage-noget med at hænge ud
at forme mig. Derfor var Pigeklubben et dejligt sted at komme og
på specifikke gadehjørner, for vi skulle
et fantastisk sted at være. Det var noget særligt. I modsætning til
beskytte vores kvarter. Beskytte hinanden
derhjemme, hvor stemningen var trykket, og skolen, hvor der kun
imod folk, som ville os det ondt. Vi havde
var dårlig energi, var Pigeklubben en helt anden verden.
sådan noget med, at vi skulle være der for
Et sted, hvor der var godt og trygt. Et varmt sted, et rigtigt sted.
hinanden, selv om vi ikke kendte hinanden
Mit sted.
særlig godt. Inde i vores hoveder gjorde
.
vi gaderne lidt mere barske end vi kunne se, de var. Det, der foregik, skete jo ikke foran vores øjne, det foregik i undergrunden og bag ved høje bygninger. Nørrebro i
13