SPISEFORSTYRRELSESBEHANDLING TIL UNGE OG DERES FORÆLDRE

Page 1

SPISEFORSTYRRELSESBEHANDLING

TIL UNGE OG DERES FORÆLDRE


SPISEFORSTYRRELSESBEHANDLING TIL UNGE OG DERES FORÆLDRE Askovhus tilbyder spiseforstyrrelsesbehandling til unge mellem 12-17 år og deres forældre. Tilbuddet er målrettet hele familien med særligt tilrettelagte indsatser for den unge og dennes forældre. Forløbet er støttet med satspuljemidler og tilbydes derfor gratis til og med år 2021. Tilbuddet er for jer: hvor den unge har en spiseforstyrrelse der måske har været igennem behandling i psykiatrien og nu har brug for efterbehandling der måske har prøvet behandling i psykiatrien eller andre former for behandling uden helt at have fået fuldt udbytte af det I kan bl.a. få hjælp til: at håndtere udfordringer, der kan være i forbindelse med måltider og at gøre maden mindre dominerende i hverdagen at mindske den spiseforstyrrede adfærd, så der bliver plads til andet i jeres familieliv at kunne sætte ord på og håndtere svære følelser på en konstruktiv måde, så I opnår større trivsel i familien at blive bedre til at samarbejde, lytte og forstå hinanden at mindske eventuel selvskadende adfærd Hvad er en spiseforstyrrelse? Hvis man har en spiseforstyrrelse, vil man ofte opleve, at ens tanker og adfærd i forhold til mad, vægt, krop og udseende fylder så meget, at det er svært at finde overskud til f.eks. venner, familie og skole. Ofte vil følelser som skam, skyld, tristhed og vrede også fylde meget i hverdagen. Samtidigt mærker man måske, at det følelsesmæssige ubehag forsvinder kortvarigt, hvis man følger spiseforstyrrelsens regler. Det kan derfor være svært at se mening i, og stå fast på, at give slip på spiseforstyrrelsen, selvom den i sidste ende bringer endnu stærkere følelser af skam, skyld, vrede og tristhed med sig. Hvis man har en spiseforstyrrelse, er det derfor rigtig vigtigt at søge hjælp, for det er vanskeligt at stå fast og arbejde imod spiseforstyrrelsen alene - både som ung og som forældre til en ung med en spiseforstyrrelse.


FORLØBETS INDHOLD Askovhus’ spiseforstyrrelsesbehandling består af forskellige elementer, som både er målrettet den unge og forældrene, da spiseforstyrrelsen ofte sætter sit præg på hele familien. På den måde får den unge det bedste afsæt for at komme ud af spiseforstyrrelsen, mens forældrene bliver bedre klædt på til at passe på den unge og til at passe på hinanden. Behandlingen er baseret på dialektisk adfærdsterapi, som er en effektiv metode til at mindske spiseforstyrrelsen. Forløbet vil blive tilrettelagt, så det stadig er muligt at passe jeres hverdag, arbejdstider og eventuel skole. Et forløb består af følgende indsatser fordelt henover 40 uger: For den unge: Færdighedstræning i gruppe Individuel terapi For forældrene: Forældresamtaler For familien: Færdighedstræning i gruppe for forældre og unge Familiesamtaler Måltidstræning


FOR DEN UNGE Færdighedstræning Formålet med færdighedstræningen er at få nogle alternative redskaber til at håndtere svære følelser og situationer på – både i forhold til sig selv og til andre. Du lærer f.eks. færdigheder til at kunne opbygge og bevare venskaber, mindske konflikt i familien og holde ud i spisesituationer. Når du lærer at bruge færdighederne, får du også mere overskud i hverdagen til at lave de ting, du gerne vil. Individuel terapi I individuel terapi samarbejder du med psykologen om at finde frem til dine personlige mål, som f.eks. hvad du gerne vil have mere af i din hverdag, og hvad du gerne vil have skal fylde mindre. Der arbejdes også på håndtering af svære følelser og problemer, som opstår i hverdagen, f.eks. i skolen eller med venner og familie. Der gives desuden plads til at følge op på emner fra færdighedstræningen, som du måske kan have brug for at tale videre om i enerum.


FOR FORÆLDRE Forældresamtaler Hvert forældrepar deltager i forældresamtaler, som har til formål at støtte og hjælpe jer med de udfordringer, I står i, så I bliver bedre i stand til at hjælpe jeres barn og selv opnår større trivsel i familien.

FOR FORÆLDRE OG DEN UNGE Færdighedstræningsgruppe Formålet med færdighedstræningsgruppen er, at hele familien lærer at bruge færdighederne, som også gennemgås i færdighedstræningsgruppen med de unge. Som forældre vil I selv kunne bruge færdighederne til at håndtere kriser og udfordringer, f.eks. i forbindelse med måltider, og I vil også bedre kunne understøtte jeres barns brug af færdighederne. Det skaber bedre forståelse og trivsel i familien og giver et mere solidt fundament til at arbejde henimod det familieliv, I gerne vil have sammen. Familiesamtaler Der arbejdes med at forbedre og koordinere den unges og forældrenes samlede udbytte og evne til i højere grad at samarbejde, lytte og forstå hinandens synspunkter. Måltidstræning Måltidet kan være følelsesmæssigt udfordrende i en familie, hvor et eller flere familiemedlemmer har en spiseforstyrrelse. Måltidstræningen foregår i Askovhus i grupper med 2-3 familier, og her trænes dét at spise et måltid sammen. I vil få støtte og sparring fra personalet til at anvende færdigheder, f.eks. til at få mere ro og forudsigelighed omkring måltiderne.


HVORDAN FÅR I HJÆLP? Hvis I tror, at et forløb i Askovhus er relevant for jer, er I altid velkomne til at kontakte os for at høre mere om vores tilbud. Ring på 35 30 17 45 eller skriv til info@askovhus.dk. Før opstart skal både den unge og forældre deltage i en visitationssamtale, så vi bedst muligt kan sikre, at et forløb i Askovhus kan blive gavnligt for jer. Behandlingsforløbet vil blive tilrettelagt i samarbejde med den enkeltes øvrige behandling, hvad enten det er specialiseret spiseforstyrrelsesbehandling i regionen eller privatpraktiserende læge/speciallæge. Spiseforstyrrelsesbehandling til unge og deres forældre tilbydes gratis, da det er støttet af Sundhedsstyrelsen under Satspuljeaftalen 2018-2021 (delpulje om kapacitetsudvidelse).

OM ASKOVHUS Askovhus har gennem de sidste 24 år lavet specialiseret rehabilitering for voksne med spiseforstyrrelser og er kategoriseret som en højt specialiseret indsats. Askovhus har for fjerde år i træk fået topvurdering af Socialtilsyn Hovedstaden (2018) og er VISO-leverandør på spiseforstyrrelsesområdet for Socialstyrelsen.

AskovFonden er en nonprofit NGO med 75 års erfaring i at skabe sociale løsninger for udsatte mennesker i Danmark. I AskovFondens 6 afdelinger arbejder vi for at skabe bedre vilkår for udsatte mennesker i Danmark, og vi tilbyder hjælp og støtte til mere end 2000 mennesker hvert år. Vores vision er at give mennesker styrken og modet til at tage ansvar og ejerskab for eget liv og det samfund, de er en del af.


AskovFondens socialpsykiatri (ASPA) henvender sig til mennesker med psykiske sårbarheder. Vi tilbyder aktiviteter og socialt samvær og faciliterer tilknytning til beskæftigelses- og uddannelsestilbud. Vi samarbejder med den enkelte ud fra behov og ønsker og giver mulighed for personlige samtaler/gruppeforløb, men også anonymitet for mennesker der søger et ikke struktureret samvær. AskovFondens børnehus byder dagligt velkommen til 14 vuggestuebørn, 44 børnehavebørn og 60 fritidshjemsbørn. Vores miljø byder på anerkendelse og fokus på at skabe lige vilkår uden sproglige, sociale og kulturelle barrierer. I denne proces inddrager vi gerne naturen, hvor særligt vores udflytterdel i naturskønne omgivelser danner rammen. Askovhus tilbyder social rehabilitering til mennesker med både lettere til svære spiseforstyrrelser. Askovhus består af både dagtilbud, botilbud og et beskæftigelsesforløb samt terapi, supervision, kurser og workshops. Dialog Mod Vold er et landsdækkende psykologfagligt behandlingstilbud til udøvere af vold i nære relationer og deres familier. Vold i nære relationer har store konsekvenser for de udsatte og samfundet som helhed. Derfor er det nødvendigt med forebyggende og sociale indsatser, der kan stoppe volden, der hvor den starter. Mir skolerne er et dagbehandlingstilbud med specialundervisning for elever i alderen 6-18 år. Vi modtager elever med diagnostiske vanskeligheder og/eller socio-emotionelle forstyrrelser. Vi styrker elevernes læring, samvær og udvikling, så de igen kan profitere af almindelige undervisningstilbud. KBH+ er et sted for unge, både dem der står på kanten af samfundet og dem, der allerede har fundet en plads. Vi danner sammen rammen for fællesskaber, hvor det er en værdi at være forskellige, fordi vi skal inspireres af nogen, der ikke ligner os selv. I KBH+ findes et kulturmiljø, hvor fællesskab og aktiv ungdomsdeltagelse sætter rammen for de unges udvikling.


Ring pĂĽ 35 30 17 45 eller skriv til info@askovhus.dk

ASKOVHUS.DK


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.