3 minute read
Sådan er det at spille i Danmarks bedste ungdomsklub anno 2022
from VICTOR DMU 2023
I 2022 vandt Nyborg Badminton Klub prisen som Årets Ungdomsklub.
Vi har talt med en spiller fra klubben, hvordan det er at spille i det, der må tilskrives at være Danmarks bedste ungdomsklub sidste år.
Af Jonas Kildegaard
Flere spillere på tværs af niveau, alder og køn var i foråret 2022 samlet til en træning i Nyborg
Badminton Klub. Lidt vidste de om, at klubben til denne træning ville få overrakt Badminton
Danmark og DGI Badmintons pris som Årets
Ungdomsklub 2022.
Et klubmiljø, hvor unge hænger ud før og efter træning. Et trænerengagement, der består af månedlige møder, sammenhold samt opfordring til unge spillere om at prioritere holdkampe for fællesskabets skyld. En påskeferie brugt på at sætte et klublokale for unge i stand med nye møbler og bordfodbold. De tre udsagn var nogle af begrundelserne for, at cheftræner for ungdom og senior i Nyborg Badminton Klub, Magnus Meyer-Iversen, fik stukket beviset i hånden i form af et diplom og en check på 5000 kroner, mens spillerne klappede af glæde over at have vundet prisen.
Men selvom tidspunktet for prisoverrækkelsen var overraskende, var det ikke overraskende, at klubben vandt, mener 14-årige Vega Hoffensetz Fogh-Schultz, som spiller U15A i klubben.
- Jeg synes, det er super fedt, at klubben fik den anerkendelse. Specielt fordi de to drenge (Magnus Meyer-Iversen og Jonas MeyerIversen) har sat gang i nogle gode initiativer, og jeg synes også, at de har knoklet. Så det er fedt, at de bliver anerkendt for deres arbejde, siger Vega Hoffensetz Fogh-Schultz.
Hun har spillet i Nyborg Badminton Klub, siden hun var ni år, og for hende har klubben nogle helt klare værdier, som hun sætter stor pris på. De selvsamme værdier har også betydning for, at klubben er god for hende at spille i.
- Jeg synes, at fællesskabet er det fedeste ved klubben. Magnus og Jonas har en god energi, og de gør, at man har det sjovt til træning. Det er guld værd at have det her fællesskab. Jeg glæder mig til at komme til træning, og vi er gode til at have det sjovt på kryds og tværs. Det er virkelig også rart at have et fællesskab uden for skolen, siger Vega Hoffensetz Fogh-Schultz.
Magnus og Jonas deler efternavnet MeyerIversen, og de to brødre har lagt mange kræfter i at skabe et miljø, hvor der er plads til det sociale. At de på netop den baggrund vandt prisen som Årets Ungdomsklub, betyder meget for de to brødre.
- Det var en kæmpe ære at vinde prisen på Fyn, og da vi så fik at vide, at vi også vandt prisen på landsplan, var det næsten uvirkeligt. Det havde vi slet ikke i tankerne. Så vi kan ikke være andet end stolte af den pris. Det beviser bare, at lille bitte Nyborg også kan noget på badmintonfronten, siger Magnus Meyer-Iversen, cheftræner for ungdom og senior i Nyborg Badminton Klub.
Men selvom klubben nu har bevist sig på badmintonfronten, er det ikke blot det, der sker på halgulvet, der betyder noget.
- Jeg synes, at det er en virkelig, virkelig fed klub. Det er rart at være der, og klubben gør så mange ting udover badminton. For eksempel, den første tirsdag i hver måned laver de fællesspisning, hvor man kan være med og spise efter træning. Så er der andre events som for eksempel natbadminton, der begynder klokken 18.00, hvor vi hygger, siger Vega Hoffensetz Fogh-Schultz.
At skabe sociale rammer og en fællesskabsfølelse er også noget af det, som klubben vægter højest.
- Vi er en ungdomsklub, der har et enkelt talenthold med fokus på talentudvikling, men vi har mange breddehold. Her kan de udvikle sig som badmintonspiller, men har de en dårlig dag, skal der også være plads til det. Der skal i langt højere grad være plads til det sociale end talentudvikling, siger Magnus Meyer-Iversen.
Men hvad har det mon betydet for klubben at vinde prisen som Årets Ungdomsklub?
- Vi har fået flere medlemmer, fordi spillerne har været ude og fortælle om prisen. Spillerne kommer og bliver også længere, så socialt mellem spillerne har de også haft lyst til at være i klubben endnu mere, end de havde i forvejen, fortæller Magnus Meyer-Iversen og fortsætter: >>
- Der er kommet en fælles stolthed over, at det er en pris til en klub i sin helhed. Det fungerer, det vi har gang i, så lad os blive ved med det.
Hos Vega Hoffensetz Fogh-Schultz er der også stor tilfredshed. Rent faktisk er der ikke noget, som hun vurderer, at klubben kan forbedre lige nu.
- Det fungerer, og der er ikke noget, de kan blive bedre til. Det er nogle gode træninger, hvor vi laver noget sjovt og socialt, og så har jeg også udviklet mig meget spillemæssigt, siger U15Aspilleren.
Victor Ligafinalen
Final 4
Final 4
i Brøndby Hallen
Semifinaler:
Lørdag den 22. april 2023
Guld/Bronzekamp:
Søndag den 23. april 2023
Mere information på badminton.dk