3 minute read

Infrastruktur og tilgængelighed s

Next Article
Formidling s

Formidling s

Svanninge Bjerge

Kirkestien gennem Knagelbjerg Skov er et kulturspor, der bør rutemarkeres. Også de tidligere husmandssteder i Knagelbjerg Skov (Oweihe og Peju) kan formidles og synliggøres. Stiforløbet med rækken af krogede avnbøgetræer, der oprindelig var en hæk ved Peju, er eksempel på et kulturspor, der for skovgæsten både kan tilføje rumlig identitet og tidsdybde. En tydeliggørelse af kulturhistorien kan ske i forbindelse med etablering af det planlagte græsningsområde omkring Teglværkshusene (fig. 3).

Området rummer desuden gode forudsætninger for at formidle historien om Reformlandskabet, dvs. om landskabet før og efter landbo- og skovreformerne omkring 1790. Det vil være nærliggende at demonstrere og formidle forskellen mellem de to slags kulturlandskab. På den ene side ’det gamle’ landskab med glidende, ”økokline” overgange mellem tæt skov og åben mark, med meget successionsdynamik men også med megen skovødelæggelse og irrational landbrugsdrift. Og på den anden side det afgrænsede, delvist fastlåste og monofunktionelle landskab med skarpe, ”økotone” rande.

Infrastruktur og tilgængelighed

Vej- og stisystemet indenfor ejendommen er generelt velfungerende og tilpas finmasket. På Høbbet kan der dog være behov for supplerende stier. Grusvejene er velholdte og stierne er generelt også i god teknisk stand. På meget stejle stiforløb som op ad Lerbjerg er der dog erosionsproblemer. Her kunne et mere mageligt stiforløb og asfalt med grusoverflade løse en tilbagevendende driftsudgift. Endvidere giver store skovmaskiner og kvæget nogle steder problemer med opkørsel/optrampning af stier og veje i vinterhalvåret.

Den type af foldhegn, låger, færiste, afspærringskæder og tilsvarende udstyr som Bikubenfonden anvender, vurderer vi som funktionelle, enkle og landlige i deres udtryk (fig. 11).

Fig. 11

Låger og foldhegn overalt i Svanninge Bjerge er af samme type som her på Lerbjerg. Deres håndgjorte og rustikke præg understøtter landskabskarakteren.

Vurdering og behov for justeringer

Øhavs-stien og Riderute Sydfyn er vigtige regionale stiforbindelser med selvstændig afmærkning. Især Øhavs-stien bør forbindes bedre til Svanninge Bjerge, således at vandreturister på stien får tydelige muligheder for at opleve området undervejs på turen.

De nuværende 9 temaruter synes ikke at fungere efter hensigten. De er for teoretiske, der er fx ikke grund til at lukke øjnene for skovens rum, fordi man har valgt ruten for skovens drift eller for vegetationsudviklingen siden istiden. Desuden er temaruterne med de mange overlapninger for komplicerede at navigere efter. For det tredje er det forvirrende med et andet skiltningskoncept end Naturstyrelsen, når man færdes indenfor et område, de fleste brugere opfatter som en helhed.

Fig. 12

Ved vejvisningen er pælenes udformning og domænefarve tilstrækkeligt til at fortælle skovgæsten om ejerforholdet, hvis pælene forsynes med et lille skilt med Bikubenfondens navn og logo. Forslaget er derfor at fastholde princippet på det venstre foto hvor der på Bikubenfondens karakteristiske grå pæl er standardskilte for Riderute Sydfyn og ’cykling forbudt’. De orange skilte på det miderste foto udfases og i stedet bruges det skiltedesign, som Naturstyrelsen (højre foto) anvender

Bikubenfondens tilstedeværelse kan markeres på stedet med navn, logo og egne domænefarver på skilte, pæle og andet udstyr. Principper for stiruter, symboler, ikoner m.v. bør derimod følge Naturstyrelsens koncept og designmanual (fig. 12). Vandretursfolderen ”Svanninge Bakker og Svanninge Bjerge” (revideret 2011) er eksemplarisk ved at bringe Bikubenfondens og Naturstyrelsens arealer på fælles, tilgængelig form. Folderen bør ikke suppleres med en folder alene om hhv. Bikubenfondens og Naturstyrelsens arealer. Kort til anvendelse af områdets brugere bør suppleres med angivelse af attraktioner som historiske skovtyper, urørt skov, højryggede agre, fugleskjul, udsigtsposter og lignende, så den besøgende selv kan sammensætte sit eget ruteforløb efter egen interesse. Stiruterne lægges så alle attraktioner ”fanges”.

This article is from: