Fagbladet Billedkunstneren #4 2014

Billed kunst neren

Fagblad for Billedkunstnernes Forbund nr. 4 december 2014

Tema: Andre rum Læs bl.a. om: • Kunstnere bruger skoven som udstillingsrum • Pionerer på den kollektive kunstscene • Kunstnere skaber skæve udstillinger i fælles hus

Billedkunstneren nr. 4

2

2014

Leder

Af Bjarne W. Sørensen, formand, Billedkunstnernes Forbund

Med kunsten som gidsel I dette efterår har der været voldsom debat om den svenske gadekunstner Dan Park. Nu hvor historien synes at ebbe ud i medierne, kan man spørge sig selv, hvad vi kan lære af den. Det er ikke så ligetil at svare på, for historien handler om mange, vidt forskellige ting: Om vilkårene for den offentlige debat, om politisk korrekthed, om racisme og ikke mindst om nationale selvbilleder i Danmark og Sverige. Mindst af alt har den måske handlet om kunstnerisk ytringsfrihed, selvom det er det, der officielt har været overskriften for de fleste aktører i sagen.

At en kunstner i vores naboland dømmes fængselsstraf for at vise sine billeder, vækker fuldt forståeligt fordømmelse herhjemme. Samtidig er det værd at huske på, at Dan Parks fængselsstraf ikke kom ud af den blå luft.

Straffen er den seneste i en række domme, han er idømt for de plakater, der til sidst bragte ham i fængsel.

Ingen kan ytre sig hæmningsløst under dække af kunstnerisk frihed, hverken i Sverige eller i Danmark.

Man er ansvarlig overfor lovgivningen. Dan Parks plakater, hvoraf den kendteste viser tre navngivne personer hængende i en galge, er ikke alene flere gange dømt for ›hets mot folkgrupp‹, men også for at påføre konkrete personer injurier.

Når sagen om Dan Park har fået så stor opmærksomhed herhjemme er det derfor ikke ›bare‹ et renhjertet forsvar for kunstneres ytringsfrihed. Det handler også om, at Dan Park passer ind i en værdikamp, der foregår i Danmark i disse år, affødt primært af Muhammed-tegningerne, og videreført af især islamkritikere og fortalere for en nærmest ubegrænset ytringsfrihed. Disse aktører mener, at Sverige er ved at blive kvalt i politisk korrekthed – og at Dan Park-sagen er endnu et bevis på, at de har ret.

Omvendt forekommer det absurd at se, hvordan en skikkelse, der dømmes efter svensk lovgivning på grund af gentagne lovovertrædelser, hyldes og fejres i Danmarks politiske centrum med skåltaler, reception og fremvisning af værker. Flere Folketingspolitikere har benyttet lejligheden til at udtale sig indigneret om nødvendigheden af at kæmpe for kunstnerisk ytringsfrihed. Trykkefrihedsselskabet, som påtog sig at promovere Dan Park i Danmark, sørgede for at der blev trykket et begrænset oplag af værkerne og anbefalede desuden folk at købe plakaterne nu: For i fremtiden vil de blive anset for at være afgørende vigtige kunstværker – og de vil derfor stige i pris, mente selskabet.

Den heroiske indsats for udbredelse af de grafiske A3 plakater er bemærkelsesværdig. Især når man ved en nærmere analyse af de juridiske forhold kan konstatere, at racismelovgivningen stort set er identisk i Danmark og Sverige. Forskellen er blot, at spørgsmålet om, hvorvidt Dan Parks værker er racistiske eller ej, ikke (endnu) er afklaret i Danmark. Muligvis vil danske domstole tolke lovgivningen anderledes, end de svenske har gjort.

Men historien om Dan Park er ironisk al den stund, at domfældelsen og fængslingen har fået stik modsat virkning af den tilsigtede: Kunstneren er blevet kendt i sit naboland, hans grafiske billeder opnår stor udbredelse i kraft af de digitale medier – og den kunstneriske ytringsfrihed er taget som gidsel i en forplumret og stærkt politiseret debat.

Tilbage står alle de kunstnere rundt om i verden, der hver dag året rundt forfølges, fængsles og forsvinder sporløst, fordi de kritiserer magthaverne. Vil de nogensinde få den samme opmærksomhed fra danske politikere som Dan Park har fået i denne sag?

Billedkunstneren nr. 4

2014

3

»Kunstnerdrevne udstillingssteder skal have ordentlige vilkår, hvis man vil have et mangfoldigt udstillingsliv med et højt kunstnerisk niveau« — Billedkunstner Sonja Lillebæk Christensen, udstillingsstedet Sydhavn Station. Læs mere s. 20

Tema: Andre rum Plus

Kunsten slippes fri i skoven

Ligestillingen står i stampe

Skovsnogen artspace giver

på kunstmuseerne, viste ny

imellem trækronerne.

Læs mere s. 4

Ulighed skaber selv­ ransagelse på museerne

»Det offentlige rum er snart købt op. Kunsten må finde vej ud til folk alligevel«

undersøgelse i sidste udgave af Billedkunstneren. Nu svarer tre kunstchefer.

Læs mere s. 23

De har lokket en hel by ud til kunsten

Om kollektive processer, socialæstetisk kunst og publikum, der

Giftfri grafik

Et publikum, som ikke altid føler

bliver til deltagere. Interview

Billedkunstner Jo Møller

sig hjemme i gallerierne og i

med Kirsten Dufour og Finn

rapporterer fra workshop i

de traditionelle kunstmuseer,

Thybo Andersen om arbejdet på

Sierra Nevada.

strømmer til Skovsnogen.

den kunstnerdrevne scene.

Læs mere s. 5

Læs mere s. 25

Læs mere s. 11

BKFs formand genvalgt Et frirum for kunstneriske eksperimenter

Politisk debat, valg til bestyrelse

Et kunstnerhus, en samtale, et rum på 1,6 m2 og det

I POP-UP Contemporary bruger

Kollegialt samvær. Reportage fra

netværk, man er en del af.

kunstnere byens tomme rum

BKFs årlige generalforsamling.

Det er baggrunden for det

til udstillinger uden for de

kunstnerdrevne udstillingssted

rammer, etablerede gallerier og

Svends Bibliotek.

kunstinstitutioner sætter.

Vi vandrer med idéerne

Læs mere s. 6

Læs mere s. 18

og udvalg - og ikke mindst:

Læs mere s. 30

Debat: Stedet3 – skønne spildte kræfter?

Billedkunstner Frithioff

Kunstneres udstillings­steder drænes

De insisterer på kunstens eget rum

Johansen frygter, at

Statens Kunstfond bør have

Når samtidskunsten bevæger sig

pionérprojekt, ›stedet3‹,

mere fokus på kontinuiteten på

ud af institutionerne, behøver

glider ud i glemslen.

den alternative scene, mener

den ikke trænge sig på for at

kritikere. Billedkunstudvalget vil

komme i kontakt med folk.

nu tage problematikken op.

Det er nok, at den stiller sig til

Læs mere s. 9

bkf@bkf.dk www.bkf.dk Redaktør: Miriam Katz (DJ) Tlf. 33 12 81 72 mk@bkf.dk Tryk: BUCHS AS

— om kunstneres egne udstillinger og projekter uden for institutionerne

kunstnere rum til at skabe kunst

Billedkunstneren udgives af: Billedkunstnernes Forbund (BKF) Vingårdstræde 21, 1. th.

1070 København K. Tlf. 33 12 81 70 Åbent mandag-torsdag Kl. 10-15

rådighed, mener kunstnerne

Statens Kunstfonds digitale

Læs mere s. 31

Kort nyt

bag udstillingsstedet Sydhavn Station.

Læs mere s. 20

Presseklip Nyt fra BKFs sekretariat Opslagstavlen

På forsiden | Hartmut Stockter: Dansemyg-dansegulv. Detalje af installation, Skovsnogen artspace 2014.

Kunstneren har etableret et kunstigt vandhul i en nåletræsplantage, over hvilket en sværm af forstørrede kobbermyg danser ophængt i stålwirer.

Foto: Skovsnogen. Læs mere s. 4

Aktuelle ansøgningsfrister Aktuelt på udstillingsscenen Læs mere s. 24-31

Deadline, Billedkunstneren nr. 1 2015: 6. februar Annoncer i Billedkunstneren tegnes gennem Media Space: Tlf. 30 747 742 allan@wiberg.dk Abonnement på Billedkunst­ neren tegnes hos BKFs sekretariat. Pris: 300 kr. for fire årlige udgivelser.

Billedkunstneren er støttet af Statens Kunstråds Billed­ kunstudvalg

ISSN: 1902-3618 ISSN, elektronisk publikation: t1901-7596 Artikelforslag, debatindlæg mm. kan sendes til redaktøren på ovennævnte adresse. Redaktionen påtager sig ikke ansvar for materiale, der er sendt uopfordret og forbeholder sig ret til at redigere i indsendte tekster.

BKFs redaktionsudvalg 2014 Anders Werdelin, billedkunstner Ida Ferdinand, maler Bjarne W. Sørensen, grafiker og maler Marianne Jørgensen, billedkunstner Signe Vad, billedkunstner Agnete Bertram, billedkunstner Layout Åse Eg aase@hos-eg.dk

Billedkunstneren nr. 4

4

2014

Anders Werdelin: 60 views. Installation, Skovsnogen artspace 2014. Titlen situerer beskueren inde i kuglen, indefra er der 60 vinduer at kigge ud ad.

Foto: Skovsnogen.

Kunsten slippes fri i skoven Af Karen Torp-Pedersen

Skovsnogen artspace giver kunstnere rum til at skabe kunst imellem træ­kronerne på 25 hektar land i Døvling Meldgaard skov i Kibæk i Vestjylland.

Det eneste, der blander sig i kunstnernes arbejde, er naturen.

En smal sti kommer til syne imellem de tætte fyrretræer. Indgangen til Skovsnogen ligner en hvilken som helst anden vandrerute i Danmark. Og dog. Et muldtoilet forklædt som plakatsøjle med grafiske print afslører, at noget er i gære. Pludselig ligger den der. Den 35 meter lange, gule skovsnog af træ, som krøller sig sammen i skovbunden. Snogen røber, at de vandren­de er på vej ind i et eventyrligt landskab, der vender op og ned på samspillet med kunsten og naturen. Stien leder besøgende igennem et skiftende og kuperet landskab med installationer og skulpturer. Først en tæt nåleskov og senere en åben eng med vandhuller, å og mose. Undervejs på den 2,5 km lange vandring støder besøgende på 50 forskellige værker.

For fire år siden ledte de to billedkunstnere Søren Taaning og René Schmidt efter vide rammer til at skabe kunst under åben himmel. Det blev dette stykke skov i Kibæk i Vestjylland.

Skovsnogen blev navnet på det nye åbne kunstrum opkaldt efter kunstnerduoen Monstrums installation af den gule skovsnog.

De sidste to år har skoven været Danmarks største artspace for samtidskunst under åben himmel. Det var jagten efter nyskabelse, der ledte de to billedkunstnere ud i skoven. »Mange kunstnere har efterspurgt et rum, hvor kunst kan se ud på en anden måde. I mødet med skoven som rum, kan man skabe noget helt andet end til White Cube. Der opstår en anden dialog, når kunstnerne skal spille op til naturen frem for hvide vægge. Naturen er jo rå, vild, voldsom og uberegnelig. Her kan være dystert, mørkt, lyst og smukt. Det er også givende, at det sommetider er lidt umuligt at arbejde i. For eksempel når det regner eller stormer. De udfordringer skaber ny energi mellem mennesket og naturen,« fortæller Søren Taaning.

Kunsten blomstrer i skoven I Skovsnogen har dette møde mellem mennesket og naturen blandt andet affødt en norsk pengeautomat af Morten Jensen Vågen, og Søren Taanings Thoreaus Hytte. En reference til forfatteren Henry David Thoreau, som i 1845 tog ud i en skov i

Billedkunstneren nr. 4

2014

5

to år for at tænke over livet. Ligesom forfatteren bliver kunstnere også inspireret af naturens ånd. Den svenske kurator og billedkunstner Jonas Liverød har i forbindelse med projektet Rite of Passage udtalt: »Skovsnogen er et uventet og fascinerende sted både at producere, møde og forholde sig til kunst. For os nutidsmennesker kan naturen være et problematisk sted. Unaturlig i sin naturlighed og noget af en uberegnelig fantasi. Naturen er dybt forankret i den nordiske psyke. Den er både noget vi længes efter og skræmmes af. Det er rædslen for det ukendte men også kilden til beskyttelse og føde.« Mødet med naturen i Skovsnogen har mange ansigter. Nogle kunstnere skaber værker, som spiller sammen med naturen i materiale og tema. Andre skaber værker, som står i skærende kontrast til omgivelserne. Fælles for de fleste af værkerne, er at de er skabt til Skovsnogen. »Det er det unikke ved værkerne her. De fleste er skabt til stedet. De spiller op, mod og med skoven. Mange af værkerne ville blive usynlige på et bytorv. Men her i skoven råber de nærmest op. Kultur træder meget stærkt frem i naturen,« siger Søren Taaning og peger på René Schmidts store 3310-Nokia mobiltelefon, som er overmalet med sølvgrå maling og opstillet mellem træerne. Tæt på mobiltelefonen hænger Kirsten Otzen Kecks collage My place / a different place, truet af naturens forgængelighed. Før eller siden vil papiret gå i opløsning.

Kunsten rådner op Vejret, årstiderne og naturens luner har kunstnerne fået at føle.

Et træ er væltet ned i Katja Løgstrup-Hansens industribygning af beton Monetaristisk Monument – et mindesmærke over Lindøværftet.

Svampe og mos er ved at gøre det af med Morten Alsingers digt Den svære passage, som er udformet som en skilteskov.

Svamp og mos æder sig ind på værket ord for ord. Naturens hærgen af værkerne åbner for nye spørgsmål om, hvornår et værk er nedbrudt, mener Søren Taaning: »Kunsthistorikere som har været her er optagede af, hvornår et værk ikke længere er et værk. Her bliver det jo nedbrudt før eller siden. Det giver også en frihed. Vi skal ikke købe kunst ind, som skal være her de næste 100 og 1000 år, som konservatorer skal bevare for eftertiden. Det har været befriende, at vi ikke skal gøre os disse overvejelser som udstillingsrum. Vi kan vælge et projekt, som er interessant her og nu. Det kan holde, en dag, en uge. Det er underordnet, og det giver en helt anden energi,« siger han.

Værkerne bliver ikke nødvendigvis gemt til eftertiden. Men det gør erfaringerne til gengæld. »Vi ligger inde med know-how i forhold til at arbejde med dette rum – skoven. Vi har opbygget et godt netværk og indsamlet viden, så vi kan hjælpe kommende kunstnere. Det gælder lige fra et overblik over hvilke værksteder i Jylland, der kan skære og behandle materialer, til at hjælpe kunstnerne med inspiration i processen med at skabe værket. Det er en særlig force ved dette sted, at kunstnerne kan sparre med os om det praktiske. Der ikke så tit, man ser, at et museum har et tilhørende værksted, og at kunstnerne arbejder lige der, hvor værket skal stå. Det giver frihed til at eksperimentere med settet,« fortæller Søren Taaning.

I december skal Louise Sparre hænge sine geometriske metaller op i træerne i Skovsnogen. I grenene skal metallet forvandles – det skal ruste, irre og ældes af de omskiftelige omgivelser.

Mere info: www.skovsnogen.dk

De har lokket en hel by ud til kunsten

Roland Persson: The sleeping boy. Installation, Skovsnogen artspace 2014.

Skovsnogen har tiltrukket et nyt publikum, som ikke altid føler sig hjemme i gallerierne og i de traditionelle kunstmuseer.

Af Karen Torp-Pedersen

I mørket finder hun frem til parkeringspladsen ved skoven. Hun er ved at vende bilen, da billygterne pludselig fanger en livløs skikkelse på skrænten. Et lig. To blege fødder og skinneben stikker ud fra et indrullet tæppe. Det lokale politi fik

ikke noget opkald den aften. Den kvindelige billist mødte en forbipasserende lokalkendt, som forsikrede billisten om, at hun ikke havde set en forbrydelse.

De blege ben er værket The sleeping boy, udført i silikone og udformet af billedkunstner Roland Persson til Skovsnogens parkeringsplads.

Flere tusinde besøgende har gået forbi The sleeping boy. Størstedelen i dagslys og i forventning om at klare tankerne, få frisk luft og måske lade blikket vandre på de 50 forskellige værker på en times spadseretur igennem Døvling Meldgaard skov i Vestjylland.

Søren Taaning og René Schmidt står bag Danmarks største kunstrum i det fri.

De tager sig ikke af, om besøgende kommer for at se de naturskønne omgivelser, eller om de kommer for at opleve kunst.

Det er mødet mellem kunst og publikum i nye grønne rammer, der optager dem. »Når man ikke forbinder det med kunst, tager man det ind på en anden måde i modsætning til de traditionelle

udstillingsrum. Det kan ofte blive en alvorlig affære, når man går ind i et rum og på forhånd ved, at nu, nu skal man se kunst. Du ved, at der er en intention med værket. Og du begynder straks at reflektere over, hvad kunstneren vil os. Vi har ønsket at præsentere kunst i mere uformelle rammer, og skabe grobund for et nyt møde, hvor iagttagerrollen udfordres,« siger Søren Taaning.

Det går sjældent så dramatisk for sig, som da billisten troede, at hun havde opdaget en morders mislykkedes forsøg på at skaffe sit offer af vejen. Et andet værk som har fanget publikums interesse er Nanna Abells betonstøbte parfume flakon Chanel nr. 5 flaske. Overmalet i bordeauxrød og tilsat for 17.000 kroner musk-duft. På en solrig dag udsender flakonen sødlige dufte. På en regnvejrsdag er duften borte.

Advarsel: Vi viser kunst!

Knud W. Jensens ›saunaprincip‹, hvor man fanger iagttageren, der hvor interes-

Billedkunstneren nr. 4

6

sen er, gælder også her. Men her er det skoven, der er varm. Det er den, de fleste kommer for at besøge. Søren Taaning: »Vi har gjort os mange tanker om kolde og varme udstillinger. Det er først og fremmest naturrummet, der er trækplasteret. Folk kommer her uanset hvad, og det er her, vi kan fange dem. Vi har arbejdet med stien, så folk møder værkerne, når de vandrer i landskabet. I modsætning til den åbne park, kan de møde værkerne i en intim atmosfære. Den samtale som opstår mellem mennesker, når de går sammen – det er den dialog, vi ønsker, der kan opstå mellem publikum og værkerne.« Spørgsmålet, som René Schmidt og Søren Taaning ofte har stillet sig selv, er hvilke rum, der favner publikum. »Hvorfor går mange ind på Jensens Bøfhus, når de ved, at de får en dårlig bøf?« som Søren Taaning formulerer det. Han svarer selv: »De føler sig velkomne. Det er tilsyneladende lykkedes at skabe et sted, hvor

folk kommer uanset social baggrund og med og uden børn. Folk bliver usikre i højtidelige rum. Er jeg fint nok klædt på, og forstår jeg det, jeg skal se. For mange kan det nærmest virke afskrækkende, når der står kunst. Der skal jeg ikke ind, tænker de,« ræsonnerer han.

Rockerklub i Skovsnogen René Schmidt og Søren Taaning er lykkedes med at lokke en broget skare af den danske befolkning ud i skoven. Det vidner køretøjerne på parkeringspladsen om: Smadrekasser og nyvoksede stationcars. Berlingoer fra lokalområdet pakket med børn og madpakker. Og den kreative klasse – designeren og kunstneren, som tilfældigvis render ind i hinanden hundrede kilometer fra metropolen.

Og så var der rockerne. 30 rygmærker på Harley Davidson motorcykler parkerede køretøjerne og tog vandringen igennem Skovsnogen i sommer.

I år når besøgstallet op på 8000. Sidste år var der 4000 besøgende. Indbyggere

2014

fra Kibæk og omegn kommer her igen og igen. For at se træernes blade skifte farve, og for at følge kunsten i skoven.

En af grundene er, at de lokale kan følge med i kunstnernes arbejde med værkerne fra start til slut. »De lokale har kunnet følge med i processen. Da Jes Brinch stod her og arbejdede og murede på Hate skulpturen i to uger, kunne de følge værkets udvikling fra den første til den sidste sten blev lagt. Det giver et vist ejerskab, at man får indsigt i værkernes tilblivelse,« siger Søren Taaning.

Lokalsamfundets engagement betyder også, at René Schmidts og Søren Taanings kunstrum bliver støttet af andre kræfter end kulturlivets. Friluftsrådet, Arbejdsmarkedets Feriefond og Lokale- og Anlægsfonden har bidraget til projektet økonomisk. For lokalsamfundet vil gerne beholde deres rummelige kunstrum.

Vi vandrer med idéerne Af Ida Sofie Minke Anderson

Et kunstnerhus, en samtale, lidt nysgerrighed, et rum på 1,6 m2 og det netværk, man er en del af. Det er baggrunden for det kunstnerdrevne udstillingssted Svends Bibliotek.

I en baggård i Classensgade på Østerbro ligger et helt særligt kunstnerhus med en lang historie bag sig. Her har en række kunstnere deres daglige gang, men i et års tid har det også lagt lokaler til udstillingsstedet Svends Bibliotek, og det har trukket nye besøgende til.

Indenfor bevæger man sig op ad en smal trappe, på væggene skaller malingen af, og lyset er gråligt i den helt specielle nordiske tone. Halvvejs oppe går man ind i billedkunstner Svend Danielsens atelier, og det er her, man finder det: Svends Bibliotek.

I et hjørne af atelieret er et rum, der kun måler 1,6 m2, men der er så højt til loftet som i resten af huset. Rummet er udstyret med hylder fra gulv til loft og en nøgen pære over døren.

Det er så uprætentiøst, som det kan blive, og bag pudset kan man flere steder ane de strå, som udgør isoleringen. Det småsprossede vindue har revner her og der og er med sine farver og det lys, det lukker ind, nærmest som taget ud af et Hammershøi-maleri.

I disse minimale rammer har fire kunstnere siden 2013 arrangeret udstillinger, som på flere måder skiller sig ud. Om-

givelserne udfordrer de medier og udtryksformer, man som kunstner ellers er vant til, og det væsentlige for Nina Maria Kleivan, Anne Marie Ploug, Hjördis Haack og Svend Danielsen har netop været at nå ind til en enkelhed og et nærvær omkring kunsten, som de synes, kan være svært at finde andre steder.

Skævhed og ånd Denne oktoberdag står rummet dog tomt. Det er der en særlig årsag til. Den seneste udstilling, hvor 200 forskellige kunstnere har bidraget med værker i form af kunstnerbøger – en udstilling med titlen Lige i skabet – er rykket videre til helt andre omgivelser på Nivaagaards Malerisamling.

Tanken bag Svends Bibliotek er at vise udstillinger, man ikke støder på i den sædvanlige strøm. Med udstillingen Lige i skabet har de hver især inviteret kunstnere i deres netværk, hvilket har resulteret i et meget bredt spektrum af bidrag. Et eksempel der også tjener som billede på, hvad det er, initiativtagerne bag Svends Bibliotek vil:

Billedkunstneren nr. 4

2014

7

Udstillingen Lige i skabet på Svends Bibliotek viste 200 kunstneres bud på Artist Book-genren.

Udstillingen vandrede siden videre til Nivaagaard Malerisamling og kan fra 23. januar til 1. marts 2015 ses på Bakkehusmuseet på Frederiksberg.

Foto: Nina Maria Kleivan.

Billedkunstneren nr. 4

8

2014

»Vi synes selv, at det er et enormt fleksibelt rum. Jeg tror, at når der ikke er økonomi eller andre snærende bånd inde over, vi kan noget andet. Til daglig færdes man netop i de andre, er der ifølge initiativtagerne ikke langt fra tanke til handling. kommercielle gallerier og forskellige udstillingssteder med Og rammerne udfordrer ikke kun kunstnerne - også publialle de begrænsninger og forventninger, som også findes såkum kan gå derfra med en anden oplevelse, end de ellers får. dan nogle steder,« siger Nina Maria Kleivan. »Intimiteten har meget at sige. Det bliver en 1:1-oplevelse.

I forbindelse med, at udstillingen rykkede videre til NivaNår du går derind, er du helt omsluttet af det,« siger Nina agaard, var det derfor væsentligt for de fire Maria Kleivan. kunstnere at bibeholde så meget som muligt af »Intimiteten har Anne Marie Ploug supplerer: tanken bag Svends Bibliotek. Og de fremhæver, »Jeg tror, at det er det private. At man selv meget at sige« at udstillingen i høj grad har fået lov til at leve kan vælge, hvordan man vil anskue kunsten. videre på de samme præmisser.

Det bliver meget personligt i forhold til den kunst, man op»Vi oplever at, at vi kan gå uden for rammerne og stadigvæk lever.« have det som vores. At vi kan bevare vores skævhed og vores Selve rummet er altså et særtræk ved stedet, ligesom de korånd i det. Det behøver ikke nødvendigvis at blive ædt op, fordi te udstillingsperioder er det, og det giver nogle naturlige, inman kommer ud,« siger Nina Maria Kleivan. teressante begrænsninger. Med kunstnerbøgerne var det fakProjektet har ført nye idéer med sig, og tanken om, at bibtisk muligt at have alle værkerne på hylderne, men for at give lioteket kan fungere i andre omgivelser, er noget, der nu arbedre mulighed for at kigge og røre – en del af konceptet – bejdes på. blev de løbende flyttet ud på borde og hylder i Svend Daniel»Kunne vi på kunstmesser komme med en lille trækvogn sens atelier. med en reol på? Den mulighed er der også. Og vi har også En af dem, der kom forbi og så udstillingen, var Michael snakket om, at man kan bygge rummet op på ny. At man simNellemann, direktør på Nivaagaard, og på hans forespørgsel pelthen kunne have en model af rummet, som man kunne kom udstillingen til museet i det nordsjællandske. I januar tage med andre steder hen og så se, hvad der sker,« siger Nina 2015 vandrer udstillingen videre til Bakkehusmuseet på FreMaria Kleivan. deriksberg.

Udfordring i små formater

Bestemmer selv

Udover Lige i skabet har Svends Bibliotek lagt hylder til udstilHvad fremtiden byder på for Svends Bibliotek står endnu linger med kunstnere som Sven Hauptmann, Hans Pauli Olåbent, og det er også grundtanken bag stedet. Det er drevet sen, Frode Gundorf Nielsen, Fru Rigmor, Olivia Holm-Møller af lyst og interesse, pointerer Nina Maria Kleivan, Anne Marie og Mikael Hansen. Og værkerne har spændt over alt fra maPloug og Svend Danielsen. Idéerne til udstillingsaktiviteterne lerier til skulpturer og lydinstallationer. Hver udstilling har bliver til i den løbende dialog kunstnerne imellem – og drivhaft sit særpræg og vist, hvordan de fysiske grænser kan brukraften er en stor nysgerrighed i forhold til, hvad der egentlig ges, når det kommer til, hvad der er muligt kan lade sig gøre. rent kunstnerisk. »Vi kan selv sætte »Vi kan selv bestemme, hvad vi vil skabe og »Det kan godt være, at det kun er 1,6 m2, men ikke skabe i det her hus. Ting kan ske hele tidagsordenen« folk bruger hele rummet. Det er jo fire meter den, og vi kan selv sætte dagsordenen. Vi har højt. Rummet er en del af udstillingen, og så ikke en institution, hvor vi ikke må male gelænsætter de deres præg på det hver især, så det ændrer sig. Det deret rødt eller blåt,« siger Anne Marie Ploug. tror jeg, kunstnerne synes er en god udfordring,« siger Anne Svend Danielsen tilføjer: Marie Ploug og tilføjer: »De leger nok lidt mere.« »Der er også noget meget simpelt ved det. Vi er her jo rigSvend Danielsen nævner udstillingen med Hans Pauli Olsen tig meget sammen, så man behøver ikke at skrive alle de små som et eksempel på dette. Her kom kunstneren, som ellers laidéer ned og sende en mail. Man kan gøre, som vi gør lige nu ver skulpturer i store formater, med 48 buster til rummet.

– snakke. Det giver mange nuancer.« »Det fik et meget installatorisk præg,« siger han. »Vi smelter dem ligesom sammen, alle de her ideer. Vi vanNina Maria Kleivan peger i den forbindelse på udfordringen drer med idéerne i stedet for at udelukke dem. Det er sjovt i at skulle bevæge sig ned i format: med vores samtaler, de bygger hele tiden ovenpå, og så må det »Du skal tænke anderledes, og det er sundt for alle. Ligesom briste eller bære,« siger Anne Marie Ploug. det har været sjovt at se, hvordan folk er gået til kunstnerbøgerne (på udstillingen Lige i skabet, red.). Folk, der normalt ikke arbejder på den måde, er pludselig blevet rykket ud af vanetænkningen.«

Privat og personligt

Svends Bibliotek

Det lille udstillingssted blev til ved lidt af en tilfældighed – og er i høj grad et resultat af den daglige kontakt, kunstnerne har med hinanden i huset. Startskuddet var en lille improviseret fredagsbar og Anne Marie Plougs nysgerrighed efter at se, hvad Svend Danielsen egentlig gemte bag døren i sit atelier.

Dér, bagved, var hylder fyldt med bøger, heraf navnet Svends Bibliotek, og den ene tanke førte den næste med sig.

Snart var Svends Bibliotek som udstillingssted en realitet, for

Non-profit udstillingssted i kunstnerhuset på Classengade, Østerbro i København. Viser ca. otte udstillinger årligt. Fokus er på eksperimenterende og nyskabende kunst af levende og afdøde kunstnere samt nye gruppekonstellationer udvalgt til stedet. Stedet drives af billedkunstnerne Nina Maria Kleivan, Hjördis Haack, Anne Marie Ploug og Svend Danielsen.

Mere info: www.svendsbibliotek.dk

Billedkunstneren nr. 4

2014

9

Kunstneres egne udstillingssteder drænes Af Miriam Katz

Initiativ, handlekraft og udholdenhed ligger i DNAet hos folkene bag kunstnerdrevne udstillingssteder.

Alligevel lukker mange af kunstnernes egne udstil­ lingssteder efter kun et par år: De drænes af et kon­ stant ansøgningsræs, lyder det fra kritikere. Statens Kunstfond bør have mere fokus på kontinuiteten på den alternative scene, mener de. Billedkunstudvalget vil nu tage problematikken op.

Når kunstnere etablerer et nyt udstillingssted, kan de søge økonomisk tilskud i en opstartspulje i Statens Kunstfond, der giver rygvind og ro i en toårig periode til at starte nye udstillingsplatforme.

Men når kunstnerne har drevet stedet i et par år, og måske har markeret sig med succes i kunstlivet, drænes de af et konstant ansøgningsræs i kampen for at sikre fortsat udstillingsvirksomhed.

Ansøgningspresset, det omfattende papirarbejde og den usikre økonomi får mange mindre, kunstnerdrevne udstillingssteder til at lukke ned efter et par år, selvom de har fået god kontakt til publikum og har etableret sig som væsentlige aktører i kunstlivet.

Det fortæller flere billedkunstnere fra den alternative udstillingsscene, som Billedkunstneren har talt med. »Det kunne være rigtig godt med en ›fortsætter-pulje‹ for ikke-kommercielle udstillingssteder,« siger billedkunstner Wendy Plovmand, der er en af kræfterne bag det kunstnerdrevne udstillingssted New Shelter Plan på den tidligere Carlsberggrund i København. »Det giver jo ingen mening, at man er nødt til at lukke ned igen, når pengene fra den to årige opstartspulje udløber, hvis man ellers har succes med det, man laver. At ansøge fra udstilling til udstilling er et enormt krævende arbejde. Små steder som vores har slet ikke ressourcer til det,« fortæller hun.

Kunstnerdrevne udstillingssteder uden økonomi og manpower til et løbende og omfattende ansøgningsarbejde til hver enkelt udstilling, falder tilsyneladende mellem puljerne i Statens Kunstfond.

Frustration i miljøet Den toårige pulje til udstillingsprogrammer, som ellers ville give ro i en længere periode, er de reelt afskåret fra at søge.

Den indebærer nemlig, at der skal betales visningsvederlag til kunstnerne. Og selvom beløbene refunderes helt eller delvist af Kulturstyrelsen en gang om året, er det urealistisk for kunstnerdrevne steder at anvende puljen. For de har intet budget at hente pengene til visningsvederlaget fra, forklarer Jens Axel Beck fra det kunstnerdrevne udstillingssted Sydhavn Station:

»Selvom vi selvfølgelig kun kan være tilhængere af, at kunstnere får betaling for deres arbejde, så er det urealistisk for et sted som vores, der drives på personligt engagement og frivilligt arbejde, at skulle betale visningsvederlag til alle de kunstnere, vi har igennem her i løbet af et år. Til gengæld ville vi kunne søge – og måske få – penge fra Statens Kunstfonds pulje til nye udstillingsplatforme, hvis vi flyttede vores udstillinger ti meter ned ad gaden,« konstaterer han.

På Aarhus Billedkunstcenter, der bl.a. rådgiver kunstnere om fundraising, ansøgningsarbejde og finansiering af udstillinger og projekter, genkender leder Anja Raithel problematikken: »Jeg sporer klart en frustration i forhold til, at de små udstillingssteder ikke har økonomi til at ›lægge ud‹ for visningsvederlag. Og at risikoen er for stor, hvis ikke de får pengene.

Faren er, at mange af de kunstnerdrevne udstillingssteder, som virkelig har taget det seje træk – og måske været på banen i 5-15 år – nu simpelthen drænes,« siger hun.

Forsøg på at åbne støttemuligheder Den toårige pulje til udstillingsprogrammer blev i 2012 indført af det daværende Statens Kunstråds Billedkunstudvalg som en erstatning for den driftspulje, der stort set gik til de samme kunsthaller, kunstmuseer og andre etablerede institutioner år efter år.

På den måde ønskede det daværende Billedkunstudvalg at åbne den fastlåste støttepraksis, således at andre og flere aktører end de etablerede institutioner kunne søge midlerne.

Men problemet for de kunstnerdrevne udstillingssteder er som nævnt, at der fulgte et krav om betaling af visningsvederlag med den nye programpulje. Kravet udløses, fordi udstillingsstederne får status som statsstøttede, når de modtager midler fra udstillingsprogrampuljen. Selvom puljemidlerne kun er toårige. »At betegnelsen ›statsstøttet‹ hænger ved, skyldes, at nogle af de udstillingssteder, der tidligere modtog støtte til drift, i sin tid var bekymrede for at miste betegnelsen ›statsstøttet‹.

De oplevede den statslige blåstempling som en fordel ved yderligere fundraising,« fortæller Gitte Ørskou, formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst.

Billedkunstneren nr. 4

10

2014

Kunstnerdrevne scene i fokus MAKING ROOM – 18. december 2014 udkommer en ny, stor publikation om forholdet imellem kunstnerdrevne institutioner og de historiske kunstforeninger.

Bogen, der udgives på Den Fries forlag og redigeres af billed­ kunstnerne Marie Thams og Hannah Heilmann, udspringer af projektet ›MAKING ROOM: Nordic Institutions, Artists, and Artists’ Institutions of the Modern Breakthrough and Today‹, som sidste efterår afholdt et internationalt symposium på Den Frie Udstillingsbygning. Mere info: http://mariethams.com/blog/symposium-making-room og www.denfrie.dk Sediments – ny stor, tværæstetisk kortlægning og analyse af kunstneres egne projektrum, sådan som de har udviklet sig på den hjemlige kunstscene de seneste ti år. Publikationen ventes klar næste år og vil indeholde såvel billedmateriale som tekstbaserede interviews og essays. Den udspringer af udstillingsrækken ›Sediments‹ på udstillingsstedet BETON på Prags Boulevard på Amager.

BETON drives af Erik Duckert og Julie Bitsch, der også står bag udgivelsen. I november blev BETON artspace hjemløs, da ejendommen på Prags Boulevard blev solgt. Der arbejdes på at videreføre udstillinger andetsteds. Mere info: www.betonartspace.com

Foto: Den Frie Udstillingsbygning

Det var også vigtigt for det daværende Billedkunstudvalg, at de institutioner, der tidligere fik driftsstøtte, stadig var koblet til visningsvederlagsordningen, således at kunstnerne ikke mistede en indtægt.

Billedkunstudvalget lytter Gitte Ørskou minder om, at indretningen af de enkelte billedkunstpuljer i Statens Kunstfond ikke er det nuværende Billedkunstudvalgs værk, men hun forstår den kritik, der kommer fra det kunstnerdrevne miljø: »De spørgsmål, der her rejses omkring de kunstnerdrevne steders støttemuligheder viser, at det er vigtigt at få taget temaet op i udvalget igen. Vi er på ingen måde nået frem til en endelig konklusion i udvalget og kritikken er velkommen,« siger hun. »Jeg kan godt følge problematiseringen af, at små kunstnerdrevne steder skal betale visningsvederlag, og som baggrunden illustrerer, så har det heller ikke i udgangspunktet været målet. Når vi i udvalget skal evaluere vores puljer, så er dette noget, vi vil lade indgå.« At Statens Kunstfond skulle være mere interesseret i at fremme dynamikken og det nye på den kunstnerdrevne scene, end i at understøtte dem, der tager det lange seje træk, kan Gitte Ørskou ikke genkende: »Jeg vil gerne drøfte med udvalget, om der er behov for et revideret syn på spørgsmålet om kontinuitet på den alternative kunstscene. Men det er også vigtigt for mig at understrege, at udvalgets støtte er meget bredspektret. Det er altid en prioritering, hvorvidt man vil allokere flere midler til fx kontinuerlig drift end til fx kunstnerisk produktion,« siger hun.

ARTIST RUN – førsteudgaven af Artist Run festivalen fandt sted tidligere i år i København, 17 danske og 17 udenlandske kunstnerdrevne udstillingssteder deltog. Mere info: www.artistrun.net Alt_Cph – Den alternative kunstmesse på Fabrikken for Kunst og Design på Amager har ni år på bagen: www.altcph.dk

Visningsvederlag og kunstnerhonorar — to forskellige ting Visningsvederlagsordningen omfatter statsstøttede udstillingssteder.

Det er en lovbestemt betaling til kunstnere for at stille et værk til rådighed for en udstilling.

Institutionerne kan få hel eller delvis refusion af denne udgift.

Visningsvederlaget udgør max. 7.500 kr. pr. kunstner pr. måned, min. 2.500 kr. pr. kunstner pr. måned.

Kunstnerhonorar er ikke lovbestemt.

Kunstnerhonorar er udstillingsstedets betaling til kunstneren for de timer, han/hun bruger på udstillingens planlægning, installering, ophængning af værker etc.

Kunstnerhonorar indgår som et af aftaleområderne i Den Ny Udstillingsaftale, udarbejdet af Billedkunstnernes Forbund, Unge Kunstnere og Kunstformidlere og Foreningen af Kunst­ haller i Danmark.

Den Ny Udstillingsaftale, som også bakkes op af kunst­ museerne, indebærer dog ingen forpligtelse til at betale kunstnerhonorar.

Mere info: www.bkf.dk

Billedkunstneren nr. 4

2014

11

›Det offentlige rum er snart købt op.

Kunsten må finde vej ud til folk alligevel‹ Af Miriam Katz

I snart fem årtier har Kirsten Dufour og Finn Thybo Andersen været vigtige figurer i den del af kunstlivet, der arbejder uden for de etablerede kunstinstitutioner. Sigtet er stadig at involvere, engagere og gå i dialog med omgivelserne – som led i en kunstnerisk praksis. Nyeste kollektive projekt er en biennale i Vesthimmerland.

Listen over de kunstprojekter, som Finn Thybo Andersen og Kirsten Dufour har igangsat, drevet eller medvirket i, er så lang, at den er umulig at yde retfærdighed i en artikel som denne. Men ser man på deres snart 50 år lange kunstneriske virke, får man samtidig et indblik i den alternative kunstscenes hjemlige historie: Fra 1970ernes eksperimenterende film og happenings, over 1980ernes kunstneriske aktivisme, til 00ernes selvorganiserede kunstneriske netværk, der satte fokus på lokale samarbejder og forvandlede publikum til deltagere.

Senest på listen står det workshopbaserede Land Art projekt Nørrekærbiennalen ved Løgstør.

Alle projekterne kredser om repræsentation, bæredygtighed og etablering af åbne, demokratiske rum for kunsten. Og som en rød tråd gennem det hele løber de kollektive processer – samarbejder med kunstnerkolleger, aktivister, lokale beboere, arkitekter, håndværkere og andre fagfolk. »Vi bruger kunstens muligheder og metoder til at undersøge virkeligheden,« siger Kirsten Dufour, da Billedkunstneren møder hende og Finn Thybo Andersen i deres københavnske base, YNKB, Ydre Nørrebro Kultur Bureau, der danner udgangspunkt for egne og andres projekter. »Som kunstnere kan vi jo ikke ændre verden, men kunsten kan sætte fokus på andre måder at leve på, andre måder at forstå virkeligheden på. Af og til spørger folk: Er det kunst, det I laver? Og ja, vi har et politisk og socialt engagement, men vi er kunstnere, ikke socialarbejdere,« siger hun.

At Kirsten Dufour og Finn Thybo Andersen sammen og hver for sig netop skaber betydningsfuld kunst, der også udvider kunstbegrebet, fik de i 2010 Eckersberg Medaljen for. Og selvom de to billedhuggere altid har befundet sig bedst uden for det institutionelle kunstliv, så er netop denne faglige anerkendelse fra Akademiet for De Skønne Kunster principielt vig-

tig: Den viser, at den social-æstetiske kunst også er en del af kunstfeltet. At det ikke kun er den kunst, der vises på museer og kunsthaller, som har kunstnerisk værdi.

Kollektive pionerer Dufours og Andersens kunstneriske og private parløb begyndte i miljøet omkring Eks-skolen og Kanonklubben, den professorløse afdeling på Det Kgl. Danske Kunstakademi, som blev dannet i 1968 af studerende i protest mod den autoritære og individualistiske undervisningsform på akademiet.

Kanonklubben vendte ryggen til kunstverdenens dyrkelse af forestilling om det individuelle kunstnergeni, og dannede i stedet udgangspunkt for nogle af tidens vigtigste kollektive kunstmanifestationer: Fx ›Damebilleder‹ – den historisk tidlige, banebrydende kvindeudstilling på Charlottenborg – samt ›Haven‹, som Kanonklubbens medlemmer anlagde i samarbejde med en gruppe arkitektstuderende som gave til et plejehjem i Peder Lykkecentret på Amager. Begge projekter blev realiseret i 1970. »Haven er stadig et af de projekter, vi er gladest for,« siger Kirsten Dufour. »Simpelthen fordi Haven stadig bliver brugt og værdsat. Før vi gik i gang med anlægsarbejdet, havde vi mange samtaler med plejehjemmets personale og beboere og undersøgte nøje, hvad det var for et område, vi befandt os i. Vi hentede træer og blomster fra nogle kolonihaver i nærheden, som skulle ryddes for at give plads til Urbanplanen, og genplantede dem i Haven. Gravede en sø, byggede en bro og et lysthus, sådan som vi kunne forstå, at beboerne ønskede sig. Vi ville lave noget, som direkte kunne være til glæde for dem. Samtidig var det spændende at lave haven som et billede, som en drøm eller en ønskeforestilling om en have, vi kunne dele. En folkelig vision,« fortæller hun.

Billedkunstneren nr. 4

12

2014

»Kanonklubben blev udgangspunktet for vores kunstneriske praksis. Den er vores rødder og en nytænkning i, hvordan undervisning i kunst kan foregå – og samtidig udviklede vi dér nogle af de metoder og strategier, vi stadig anvender.«

En værdifuld oase 30 år efter genså Kirsten Dufour og Finn Thybo Andersen Haven. »Det lille kirsebærtræ, vi havde plantet i sin tid, var vokset op til et stort træ med masser af bær. Hele stedet var virkelig fint holdt. Det var stærkt at se, at vores arbejde har haft blivende værdi igennem al den tid.« Finn Thybo nikker: »Det lysthus, vi byggede i 1970, var for længst rådnet og revet ned. Men plejehjemmet havde fået det genopført i en ny version, der helt ned i mindste detalje var tro mod originalen.

Det beviste for mig, at vi havde fat i noget rigtigt dengang.« Selvom enkelte yngre kunsthistorikere og kunstnere senere har løftet Havens kunstneriske betydning frem, bl.a. i forbindelse med projektet ›Sol over Urbanplanen‹ i 2007, ser man i dag intet spor af stedets tilblivelseshistorie. Intet skilt eller informationsmateriale fortæller, at den grønne oase i det amagerkanske betonbyggeri, også kendt som Urbanplanen, er resultat af et af de første social-æstetiske kunstprojekter herhjemme. »Det kunne da være sjovt, hvis der på et skilt et sted i Haven stod: ›Til Plejehjemmets beboere. Denne have er et kunstprojekt givet som gave til jer. Fra Kanonklubben, 1970‹. Ikke fordi vi personligt er interesserede i anerkendelse, men fordi det er vigtigt, hvad der registreres og huskes som kunst. Hvis kunsthistorien kun inkluderer de værker, der indoptages på museerne, tegner man ikke et retvisende billede af kunstens udvikling,« siger Kirsten Dufour.

Andre rum for kunst På mange måder peger Haven frem mod Kirsten Dufours og Finn Thybo Andersens senere projekter. Men Haven blev også begyndelsen på det, der skulle blive Dufours og Andersens over 20 år lange fravær fra den københavnske kunstscene.

Kanonklubben opløstes i 1970 og i frustration over kunstverdenens magtspil og hierarkier flyttede Dufour og Andersen til Nordjylland. I de følgende år engagerede de sig i lokalområdet ved Løgstør, men slap aldrig kunsten. Bl.a. stod de bag projekterne ›Tøj til Afrika, Løgstør‹ og Ranum Kunstskole igennem 1970erne og 1980erne.

De vendte først tilbage til København, da Finn Thybo Andersen blev ansat som lektor på Kunstakademiet i 1998.

Her genoptog de deres kunstneriske aktiviteter, denne gang med udgangspunkt i YNKB, Ydre Nørrebro Kultur Bureau, som de stiftede sammen med kunstnerne Gillian Grantsaan, Molly Haslund, Åsa Sonjasdotter og Mette Holck i 2002.

Ligesom Kanonklubben i sin tid, er YNKB direkte inspireret af situationisterne, særligt af arbejdsmetoden ›dérives‹: Slentreture gennem det urbane landskab, hvor kunstnere undersøger og kortlægger deres lokalområde med henblik på kunstneriske interventioner.

Spørgsmålet, YNKB-kunstnerne stillede dem, de mødte på deres ekspeditioner igennem Nørrebros gader var: ›Hvad er jeres job?‹ Og interviewene, som YNKB optog på video, endte næsten hver gang med, at Nørrebro-borgerne spurgte kunstnerne: ›Vil I ikke lave noget for os?‹

Kanonklubben: Haven. Peder Lykke Centret, København, 1970.

Fotos: Kanonklubben (1970), Kirsten Dufour (1999), Bent Ryberg (2008).

Billedkunstneren nr. 4

2014

13

Hvordan vækker vi Holger Danske på ny? Videoinstallation på udstillingen Arvestykker, Kronborg Slot (2008).

Samarbejde med Elværket Helsingør, Henning Frimann, Elisabetha Saiu og YNKB. Foto: YNKB.

Kunst til folket »Vi bankede simpelthen på hos de lokale skoler, autoværksteder, butikker – alle mulige steder, og talte med folk,« fortæller Kirsten Dufour. »Det viste sig, at folk gerne ville have kunsten ind i deres hverdag, i deres virksomhed. De ville have kunstvandringer, undervisning, lokale kunst- og kultursteder, udsmykninger og udstillinger. Man hører ofte, at folk ikke gider kunst, at de ikke forstår kunst, men det er ikke vores erfaring. Folk vil gerne have det, billedkunstnere har at give. Når man som kunstner er oprigtigt interesseret i at høre om folks hverdagsliv og lytter til deres holdninger og ønsker, så opstår behovet spontant,« siger hun.

De seneste 12 år har YNKB dannet ramme for en strøm af projekter: Udstillinger, temadage, ukrudtsvandringer, kollektive køkkenhaver, reparationsworkshops, debatter og konferencer.

YNKB står også bag flere konkrete initiativer: Fx et gennemarbejdet forslag om at etablere et kunst- og kulturcenter ›Kunstfragt‹ i DSBs tidligere Fragthaller ved Nørrebro Station, der trods massiv opbakning fra beboere i området blev afvist af lokalpolitikerne.

Samt genetableringen af billedhuggeren Astrid Noacks Atelier i en baggård på Rådmandsgade. Her lykkedes det i 2013 kunstnere, kunstarbejdere og fonde i forening at redde den dengang nedrivningstruede ejendom. En lang række danske kunstnere gjorde det muligt at købe Astrid Noacks Atelier ved at skænke deres værker til auktionen Bevar Astrid Noacks Atelier – men projektet er stadig i en kritisk fase, som kan gå begge veje (se s. 17, red.).

Kollektive udfordringer YNKBs projekter er udført i skiftende kunstnerkonstellationer og bygger på deltagerinvolvering – hvilket igennem åre-

ne har affødt både refleksion og selvkritik hos kunstnerne selv. Dufour og Andersen peger på flere væsentligt spørgsmål, kunstnere bør stille sig selv i kollektive projekter, der involverer publikum: Udnytter kunstnerne de medvirkende og kolleger til at fremme egen karriere? Laver man projekterne for at skabe noget sammen med og til andre, eller for selv at blive set og berømmet? »Det er vigtigt, at alle investerer i projektet. At energi, visioner og know-how samles. Så den fælles kunstneriske kapital løftes i fællesskab i stedet for at blive eksporteret ud af projektet. Det er ikke bevidst, men noget der kan ske,« siger Kirsten Dufour.

Den kollektive arbejdsform er ikke nem: »Det er et stort problem i en benhård kunstverden, hvor alt er individualiseret og karrierebevidst. Det er også en grund til, at mange spændende kunstnere giver op og dropper helt ud af kunstverdenen, ligesom som vi selv gjorde i mange år.

Set fra kunstverdenens synsvinkel var vi jo forsvundet. Men vi arbejdede hele tiden i dette eksperimenterende alternative kunstrum og kom tilbage!« konstaterer Kirsten Dufour.

YNKBs projekter har inspireret mange af de yngre kunstnere, der i dag har en relationel og social kunstnerisk praksis. Og modsat en del jævnaldrende kolleger fra 1960ernes avantgarde, insisterer Dufour og Andersen stadig på at virke på græsrodsplan og i kunstneriske netværk, hvor man selv formulere og udvikler sine projekter. Deres arbejde har derfor kun i begrænset omfang kunnet opleves på museer og kunsthaller.

Farvel til det lukkede kunstrum Hvorfor har det været vigtigt for jer at arbejde uden for kunstinstitutionerne?

Finn Thybo Andersen: »Fordi det er det mest spændende! Det er der udfordringerne er i dag, hvis ikke kunsten skal vedblive at være en isoleret

Billedkunstneren nr. 4

14

2014

Peoples Museum, udstillingsinstallation, Birzeit, Palæstina, 2009. Foto: Peoples Museum Group.

ø i samfundet. Vi synes, det lukkede kunstrum er brugt op. Vi kan ikke forestille os at kunsten kan udvikle sig der, det bliver indavl og gentagelser,« siger han. »Museumsrummet, det neutrale indforståede kunstrum, var nødvendig for, at modernismen kunne gennemføre sine formelle undersøgelser og eksperimenter. Duchamps pissekumme giver kun mening som kunst, når den befinder sig i et kunstindviet rum med et indforstået publikum.« »Men udfordringen for os er at få kunsten tilbage i det offentlige regi. Ikke kun for et indforstået publikum, men tilbage og i dialog med folk i hverdagen, hvor den gerne skal give mening og indhold, også for et ikke kunstindforstået publikum – uden at blive populistisk og fordummende.« »Vi prøver så at sige at lave en omvendt readymade. Vi anbringer og etablerer noget udenfor institutionerne, som forhåbentlig danner mening og betydning for et ikke-indforstået publikum samtidig med, at det er en del af den offentlige diskurs om kunst,« siger Finn Thybo Andersen.

Fra stenbro til Limfjord »Hvis vi opfatter kunst som en samtale om liv og kunst, må vi have dialogen, så samtalen udvikles. Det betyder ikke, at man slipper initiativet, men at man lytter!« Kirsten Dufour tilføjer: »Det er en lang, tidskrævende proces. Forudsætningen er, at der opbygges tillid. Det er helt nye parametre at tænke en kunstproduktion i.« De oplever dog begge, at mange stadig mener, at den socialt-æstetiske dialogiske kunst ikke er kunst. »Dér er vi bagefter i Danmark, fx i forhold til USA, hvor der er metervis af faglitteratur på området. Men heldigvis vokser forståelsen og interessen for den her kunstform. Den fortjener at indgå i den kollektive fortælling om kunsten i Danmark.« Nyeste projekt realiseres 400 kilometer fra stenbroen, i området omkring Løgstør. Sammen med en gruppe yngre kolle-

ger har Dufour og Andersen været med til at lancere Land Art projektet Nørrekærbiennalen 2014, der løb af stablen for første gang i august i år. »Vi arrangerede Nørrekærbiennalen som et modspil til de mange internationale biennaler rundt om i verden, der efterhånden har udviklet sig til store kunstmaskiner,« fortæller Finn Thybo Andersen. »Her arbejder vi i stedet ultralokalt. Til den første udgave af biennalen inviterede vi en række kunstnere og deltagere fra den nordiske ›periferi‹, der alle arbejder med lokalt forankrede projekter om overlevelse, eksistens og bæredygtighed. De deler biennalens interesse for tematikkerne om overlevering og kredsløb. Vi håber, at Nørrekærbiennalen kan fungere som et laboratorium, en undersøgelse, ikke kun i kunsten, men også i den praktiske verden. Personligt kan jeg også lide tanken om at give noget tilbage til naboerne på egnen og det sted, som vi har haft i over 40 år nu,« siger han med henvisning til Nørrekærbiennalens placering på marken i Nørrekær ved Løgstør.

Igennem de senere år er der dukket mange nye internationale biennaler op på perifere steder rundt omkring i verden, der ikke før har været introduceret til og indlemmet i kunstens rum. Den udvikling er Nørrekærbiennalen en del af: »En biennales placering i periferien kan noget særligt: De dialoger, der føres i samtidskunsten, bliver bredt ud i en vekselvirkning med det nære samfund, idet biennalens kontekst – selve stedet, lokaliteten – bliver et mål for kunstnerisk bearbejdelse. Det gør forhåbentlig biennalen og kunsten nærværende og interessant for et lokalt publikum. Siden bliver disse specifikke lokale forhold eksporteret via kunsten ud i verden gennem den internationale kunstdiskurs, websider, bøger, værker, etc.,« tilføjer de.

Engagementet i Nørrekærbiennalen betyder på ingen måde, at Dufour og Andersen igen har forladt byen til fordel for landet. Men de mærker, at det er blevet vanskeligere at arbejde med kunst i det traditionelle byrum:

Billedkunstneren nr. 4

2014

15

»Men så må kunsten finde andre, nye veje ud eller ind til folk. Det tager tid, og der skal skabes tillid. Der er plads for kunst i museerne, men andre steder skal der skabes plads. Det kan ikke ske over natten. Tidsfaktoren er væsentlig, det er en langvarig proces,« siger Kirsten Dufour.

Ud med kunsten En af vejene fører ud i det 635 m2 stort landområde i Vesthimmerland, syv kilometer fra Løgstør, hvor Nørrekærbiennalen finder sted.

Området blev stillet til rådighed for kunstnergruppen N55s globale kunstprojekt LAND tilbage i 2000. Og her, på den hævede fjordbund med udsigt til Limfjorden og Aggersundsbroen, er der i årenes løb opført flere kunstværker, bl.a. et seks meter højt udsigtstårn af Karin Lorentzen og et stykke urbant fortov med tilhørende lygtepæl – et værk uden titel – af Thomas Østergaard.

Flere nye værker og performances så dagens lys på Nørre­ kær­­­biennalen i sensommeren. Men den centrale aktivitet var skabelsen af et fælles Land Art-værk: En samisk gamme (bolig), bygget af Biennale-deltagerne under ledelse af den norske bygmester Kåre Løvoll, der er uddannet i den ældgamle nordiske byggetradition på Institutt for Folkekultur, Rauland. Materialet var 210 afbarkede birketræer og store mængder indsamlet græstørv, redskaberne var økser og knive.

Byggeaktiviteterne vekslede med filmforevisninger, performances, digtoplæsninger og artist talks i det lokale forsamlingshus.

Kirsten Dufour: »Ved biennalens sidste indvielsesdag sad vi 29 mennesker til digtoplæsning rundt om bålet, inde i gammen. Den danner, trods sine kun fem diameter, et monumentalt rum. Når du kravler ind ad den østvendte dør i gammen, føler du, at du bevæger dig ind i et andet rum, et andet sted, uden for tiden. Og det er måske også det vigtigste, kunsten kan gøre: At skabe et fælles rum for en anden form for betydningsskabende samtaler.«

Øverste fotos: Gammen, indre trækonstruktion i birketræ. Og energistation med mølle og solcellepanel etableret af Folkecentret for Vedvarende Energi, Thy, forsyner gadelygten i Thomas Østergaards skulptur Uden titel 2006 (nederste foto), og gammen med strøm. Foto: Nørrekærbiennalen.

16

Herover ses komiteen for Nørrekærbiennalen: Thomas Østergaard, Katrine Skovgaard, Kirsten Dufour, Finn Thybo Andersen, Tine Tvergaard. Foto til højre: Gamme, N55 cairn og Karin Lorentzens tårn. Foto: Nørrekærbiennalen.

Nørrekærbiennalen 2014 Afholdt første gang august 2014, vender tilbage i 2016.

Komiteen for Nørrekærbiennalen består i 2014 af: Kunstnerne Kirsten Dufour, Finn Thybo Andersen, Thomas Østergaard og Tine Tvergaard, samt kuratorerne Katrine Skovgaard og Hilde Mehti fra Kirkenes i Nordnorge.

Inviterede kunstnere var blandt andre den svenske kunstnergruppe Kultivator, norske Joar Nango, Søssa Jørgensen og Geir Tore Holm, samt danske Mogens Otto Nielsen, Jytte Cramer og digterne Gerd Laugesen og Liv Nimand Duvå.

Andre inviterede var Preben Maegaard og Jane Kruse fra Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Thy og Thomas Højrup, repræsentant for fiskerne fra det nærved liggende Thorupstrand Kystfiskerlaug, oprettet i protest mod de store fiskekoncerner, som dominerer fiskerierhvervet.

Biennalen finder sted på en mark uden for Løgstør, som tilbage i 2000 blev stillet til rådighed for kunstnergruppen N55s globale kunstprojekt LAND. LAND består af 17 små enklaver forskellige steder på kloden, forbundet med hinanden gennem ideen om rum, hvor alle kan færdes frit, uafhængigt af nationalitet og grænser. Hvert stykke LAND har N55 udstyret med en Cairn, en varde, som en markering i landskabet.

På biennale-området er der i årenes løb opført flere kunstværker, bl.a. af Karin Lorentzen, Thomas Østergaard og kunstnergruppen Parfume.

Deltagerne på Nørrekærbiennalen skabte i august et nyt fælles Land Art værk: En samisk hytte, en såkaldt gamme, bygget af birketræer og græstørv efter ældgamle nordiske teknikker.

Alle værkerne på LAND er åbne og står til fri afbenyttelse for interesserede.

Mere info: http://norrekaerbiennalen.dk

Billedkunstneren nr. 4

2014

Billedkunstneren nr. 4

2014

17

YNKB kunstprojekter – et udpluk: ›The future of Denmark‹ (2004) Aktiviteter på den Aarhusianske samtidskunstfestival Minority Report i samarbejde med kursister på kommunens sprogcenter. ›Who says we went anyway?‹ og ›Chief Laughing Otter speaks‹ (2006) Video, performance m.m. om retten til jord. Om og med den nordamerikanske indianerstamme Accohannoch, Maryland, USA, i samarbejde med Christel Lundgren fra gruppen Public Globality Gardens, Malmö, og Museum of Contemporary Art, Baltimore. ›Hvordan vækker vi Holger Danske på ny?‹ Videoinstallation på udstillingen Arvestykker på Kronborg (2008) Nydanskere og indvandrere fra Helsingør fik mulighed for at konfrontere Holger Danske i kasematterne under Kronborg med deres håb og drømme, skuffelser og problemer, så han kunne komme dem til hjælp. I samarbejde med Elværket Helsingør, Henning Frimann og Elisabetha Saiu. ›Peoples Museum i Birzeit‹, Palæstina (2009-13) En ny form for museum: ›Bottom up‹. Igennem to år diskuterede kunstnerne med indbyggerne i Birzeit: Hvad er et museum? Peoples Museum er svaret! Et kunstprojekt i samarbejde med kunstnergruppen Parfyme og palæstinensiske kunstnere.

Peoples Museums Artist Residens for danske kunstnere 2010-2013: Nynne Haugård og Nikolaj Kilsmark, Lise Skou og Tanja Nellemann, Tine Tvergård og Thomas Bo Østergård.

Reparation Repair – workshops YNKBs reparationsworkshops har været afholdt flere gange i årenes løb, næste gang er i foråret, sommeren, efteråret og vinteren 2015.

Ved genbrug og reparation renoverer kunstnerne sammen med deltagerne personlige forbrugsgenstande. Det er en måde at værdsætte ting, som får en anden betydning og ny æstetik, når de som masseproducerede forbrugsartikler bliver bearbejdet på ny som enkeltstående objekter. Alle genstande fotograferes og indgår i en publikation.

YNKB er: Ydre Nørrebro Kultur Bureau, (YNKB).

Kunstnergruppe med base på Baldersgade 70, København.

YNKB ønsker at relokalisere den kunstneriske aktivitet til det lokale miljø, dvs. at arbejde med mellemmenneskelige relationer og dialogiske projekter i de områder og med de mennesker, der er der, hvor vi befinder os.

YNKB interesserer sig for genbrug, reparation, selvforsyning, autonomi og for kulturelle aktiviteter i de lokale miljøer.

YNKB baserer sine aktiviteter på medmenneskelighed, åbenhed, deltagelse, generøsitet og varme.

YNKB bruger dialog og deltagelse til at involvere publikum i den kunstneriske proces.

YNKB har et omfattende internationalt netværk med lignede grupper og arbejder med relaterede projekter i ind- og udland, pt. i Palæstina.

Kunstnergruppen blev dannet i 2002 af Kirsten Dufour, Finn Thybo Andersen, Gillian Grantsaan, Molly Haslund, Åsa Sonjasdotter og Mette Holck, og har siden dannet udgangspunkt for skiftende kunstnerkonstellationer, projekter og samarbejder.

I dag består YNKB af Thomas Østergaard, Kirsten Dufour, Michael ›Stoffer‹ Christensen, Tine Tvergaard, Joen Vedel, Finn Thybo Andersen, Eva La Cour og Ninna Poulsen.

Mere info: www.ynkb.dk

Astrid Noacks Atelier ved åbningen af udstillingen Astrid Noack tilbage 2010.

Foto: Foreningen Astrid Noacks Atelier.

Glemt kunsthistorie frem i lyset Ved et tilfælde opdagede Kirsten Dufour på en tur i sit kvarter på Ydre Nørrebro, at baghuset i Rådmandsgade 34 havde en særlig historie: Det var atelier for billedhuggeren Astrid Noack. Her, i årene 1935-50, skabte Noack nogle af sine kendteste skulpturer, bl.a. ›Stående kvinde‹ og en portrætbuste af Anna Ancher.

Efter et foredrag med kunsthistorikeren Hanne Pedersen om Astrid Noack, som YNKB (Ydre Nørrebro Kultur Bureau) tog initiativ til på det lokale bibliotek, besluttede publikum at danne Foreningen ANA - Astrid Noacks Atelier, bestående af kunstnere, kulturformidlere, beboere og andre lokale kræfter. Siden 2009 har foreningen løbende arrangeret workshops, performances og foredrag i atelieret på Rådmandsgade.

Målet er at skaffe midler til at renovere både atelieret i baghuset og forhuset på matriklen, så det kan fungere som kunst- og kulturcenter og internationalt artist-in-residency.

Men først måtte foreningen redde den stærkt forfaldne ejendom fra en truende nedrivning: Sidste år lykkedes det ANA at engagere en række kendte billedkunstnere i en kunstauktion, der sammen med donationer fra flere fonde endte med et resultat på 300.000 kr. Det var tilstrækkeligt til at etablere Fonden Rådmandsgade 34, som nu har købt bygningerne med henblik på renovering.

Fond mangler penge Men ejendommen er stærkt forfalden, og i november i år fik foreningen akut påbud fra Københavns Kommune om istandsættelse af tag og murværk. »Vi søger derfor fondsmidler på højtryk for at kunne få udført de første nødvendige reparationer af huset,« fortæller Finn Thybo Andersen, der er formand for foreningen ANA. Foreningens projekt handler dels om at indskrive Astrid Noack i den lokale historie, der har konkret værdi for de mennesker, der bor i området i dag. Dels om at rede et unikt baggårdsmiljø, som har dannet rammen om Astrid Noacks virke, og som i dag bl.a. huser øvelokaler for musikere, fortæller Finn Thybo Andersen: »Baggården med atelieret ser i dag ud stort set som den gjorde, da Astrid Noack arbejde og boede der i 1930erne og ’40erne. Den udgør en af de sidste rester af den københavnske arbejderklassekultur, som man stort set ikke kan finde andre steder i byen længere.« Mere info: www.astrid-noack.dk

Billedkunstneren nr. 4

18

2014

Et frirum for kunstne­ riske eksperimenter Af Miriam Katz

POP-UP Contemporary er et netværk af kunstnere, der bruger byens tomme rum til at vise deres eget og kollegers arbejde – uden for de rammer, etablerede gallerier og kunstinstitutioner sætter.

Det begyndte med en enkel registrering på cykelture gennem byen: I kølvandet på finanskrisen stod mange lokaler gabende tomme i det centrale København. Hvorfor ikke bruge dem til samtidskunst, her hvor masser af mennesker har deres daglige gang?

Sådan tænkte billedkunstner Pernille Egeskov, der med egne ord får ›en lille smule dødsangst‹ af at vente på, at andre skal give hende de muligheder, hun vil have. Så hellere handle selv. Derfor slog hun sig i 2009 sammen med en flok ligesindede kunstnere og kulturfolk om at skabe det flygtige og rodløse – men stædigt tilbagevendende – udstillingsrum POPUP Contemporary, der viser samtidskunst i skiftende lokaler i det indre København.

I efteråret har POP-UP Contemporary afholdt sin fjerde og hidtil største gruppeudstilling, denne gang i et erhvervslokale i Møntergade. Udstillingen med titlen ›Nærværk‹ blev kurateret af Martin Bigum, og bød på værker af Bjørn Poulsen,

Louise Hindsgavl, Bank & Rau, Absalon Kirkeby, Peter Callesen, Kasper Skovsbøl, Gerd Laugesen, Anne Damgaard, Martin Bigum og Pernille Egeskov selv.

Tidligere har POP-UP Contemporary bl.a. vist udstillingen ›Relationer‹ i en privat lejlighed med værker af kunstnerpar, deriblandt Bigum og Egeskov som danner par privat, samt udstillingen PEEP i et tidligere butikslokale, hvor værkerne blev ophængt og installeret i efterladte tøjstativer.

POP-UP Contemporary drives primært af Pernille Egeskov, men i ryggen har hun et panel bestående af kunstnere, filmfolk, forfattere og musikere, som hun sparrer ideer og konkrete udstillingsforslag med undervejs.

Alt det praktiske – fundraising, kontakt til kunstnere, tilrettelæggelse af udstillingerne, at finde lokaler, udarbejde katalog og PR materiale – står hun selv for. Til seneste udstilling fik hun dog ekstra assistance til PR-arbejdet på de sociale medier, og det trak yngre kunstinteresserede til ›Nærværk‹ i endnu højere grad

Billedkunstneren nr. 4

2014

Nærværk – med værker af blandt andre Bjørn Poulsen, Martin Bigum, Bank & Rau. Installation view: Anders Sune Berg.

end til tidligere POP-UP-udstillinger, der trods det lette og hurtige navn tager lang tid at realisere: Der går ca. halvandet år fra første idé drøftes, til færdig udstilling popper op et sted i byen.

Selve udstillingsrummet er ofte det sidste, der falder på plads:

Rum til kunst »Selvom der er mange tomme kvadratmetre i byen, er det svært at finde egnede lokaler. Et godt udstillingsrum for POPUP Contemporary skal være centralt, men helst ligge lidt væk fra de kommercielle hovedstrøg. Der bliver ikke tale om en ›white cube‹ i traditionel forstand, lokalernes tidligere anvendelse skinner igennem og skal gerne spille med. Men rummene skal ikke være for rå, så drukner kunsten. Og der skal ofte en del overtalelse til, før udlejerne vil leje et lokale ud bare for en enkelt måned. Jeg skal kunne overbevise udlejeren om, at vi efterlader stedet lige så fint, som vi overtog det,« fortæller Pernille Egeskov, der ser det praktiske arbejde som en naturlig del af indsatsen for at komme ud med sin kunst: »Det her koncept kræver praktisk og organisatorisk snilde.

Nogle kunstnere orker det ikke, men det passer fint til mit temperament. For mig er styrken ved POP-UP Contemporary først og fremmest, at vi bestemmer alting selv. POP-UP Contemporary er et frirum, hvor vi ikke er underlagt krav om fx at skulle sælge værker eller at skulle passe ind i andres udstillingsformater. Her sætter vi selv dagsordenen og giver deltagerne mulighed for at eksperimentere. Det åbner sluserne,« siger hun.

Magtmonopol smuldrer POP-UP Contemporary er blot ét af mange nye kunstnerinitierede udstillingssteder, som skyder frem på kunstscenen i dis-

19

se år. I København er der det seneste års tid kommet et mylder af nye til: Galleri TYS, c4 projects og BETON artspace for blot at nævne et par stykker.

Og selvom Pernille Egeskov peger på, at kunstnere til alle tider har sørget for selv at vise deres arbejde udenom de etablerede institutioner, så ser hun alligevel udviklingen som udtryk for en ny tendens: »Kunstverdenens gamle struktur, hvor de etablerede institutioner skulle blåstemple kunstnerne, er sunket i knæ de senere år. Institutionernes magtposition smuldrer. I stedet skaber sociale medier og kunstnernes egne udstillingsinitiativer nye rum, hvor kunsten kan møde sit publikum direkte. Kunstnernes egne udstillingsinitiativer er efterhånden blevet en lige så vigtig og anerkendt del af samtidskunstscenen som de etablerede institutioner,« siger Pernille Egeskov.

At kunstmuseer, kunsthaller og gallerier stadig betyder meget, både for opbygningen af den enkelte kunstners karriere og for at bringe kunsten ud til publikum, er hun selvfølgelig ikke blind for. »Men kunstinstitutionerne er ikke så vigtige, som de var før.

Som kunstner kan du i dag nemt komme i kontakt med dit publikum udenom de etablerede kanaler. Du kan lave et website, kommunikere via blogs, Facebook og Instagram. Tidligere var vi mere afhængige af, at gallerister eller kunstinstitu­tioner skulle godkende os som ›rigtige‹ kunstnere. I dag venter vi ikke længere på, at nogen skal vise vores kunst. Strukturerne i kunstverdenen ændrer sig, de er ikke længere så fastlåste,« siger hun.

Galleristen – en dinosaur?

Tendensen ses måske tydeligst ved, at tilknytningen til et galleri ikke er så vigtig for kunstnere i dag som for ti-tyve år siden.

Fx er kun to af de 11 kunstnere, der deltager på POP-UP Contemporarys seneste udstilling, i stald hos en gallerist, fortæller Pernille Egeskov. Resten er frie fugle. Og her er vel at mærke tale om en flok kunstnere, hvor flertallet er etablerede og anerkendte navne. »Tilbage i 1990erne søgte kunstnerne i højere grad ind under galleristens vinge. Man var bange for ikke at blive taget alvorligt ellers. Sådan er det ikke længere. Du bliver taget alvorligt, hvis du er en god kunstner, uanset om du har en gallerist eller ej. I dag tænker mange kunstnere: Hvorfor skal jeg aflevere halvdelen af det, jeg tjener, til et galleri, hvis jeg lige så godt selv kan kommunikere direkte med dem, der interesserer sig for mit arbejde, via sociale medier og egne udstillingsinitiativer,« siger Pernille Egeskov.

Efter en måneds udstillingsperiode i København, vandrede seneste POP-UP, ›Nærværk‹, videre til Randers, hvor udstillingen i februar 2015 vises i et tomt erhvervslejemål i Randers Kunstforenings regi.

Bagefter går der igen et stykke tid, før en ny POP-UP Contemporary udstilling dukker op et sted i byen. Med nyt tema, nye inviterede kunstnere, et nyt sted i byen. Det eneste, der styrer udstillingernes realisering, er kunstnernes egne ønsker og ideer. Ingen museumsinspektør, kurator eller gallerist skal nikke ja og godkende. »Kunst handler om at eksistere her og nu. At udtrykke det, man har på hjerte. At handle. På den måde passer POP-UP-formatet samtidskunsten perfekt – succeskriteriet for os er, at vores udstillinger får betydning. For os selv og for publikum. Intet andet. Friheden i det er dragende.« Se også: www.pop-upcontemporary.com

Billedkunstneren nr. 4 3

20

2014

De insisterer på kunstens eget rum Af Miriam Katz

Når samtidskunsten bevæger sig ud af institutionerne, behøver den ikke trænge sig på for at komme i kontakt med folk. Det er nok, at den stiller sig til rådighed, lyder det fra kunstnerne bag udstillingsstedet Sydhavn Station, der bruger byrummet som sceneri.

Sydhavn Station i Københavns udkant er umiddelbart en Stogsstation som alle andre i hovedstadsområdet: Grå perron med udsigt til etageejendomme på den ene side og industriområde på den anden, et læskur hvor den ene glasvæg mangler, travle københavnere der haster op og ned ad trappen, med blikket fast rettet mod dagens gøremål, aftaler og pligter.

Men på vej igennem indgangshallen sker der noget andet.

På de 15 plakater, der hænger i standerne på væggen, og hvorfra man normalt ville blive mødt af reklamer for alskens varer og ydelser, kan man bl.a. læse: ›Det her er begyndelsen‹, ›det her er himlen over dig‹, ›det her er dig der ser på mig‹.

Hvad foregår der?

En uanselig hvid dør mellem plakatstanderne fører ind til udstillingsrummet, der frem til 7. december danner rammen om udstillingen ›DET HER ER GENTAGELSE PÅ GENTAGELSE OG‹ af Thorgej Steen Hansen. Herefter vises en udstilling af kunstnergruppen Lehman Brothers, og fra 9. januar til 8. februar 2015 gælder det Anne Skole Overgaards udstilling ›Huse og træer‹.

Inde i det afdæmpede udstillingsrum, som tidligere var et travlt DSB billetkontor, møder Billedkunstneren tre af initiativtagerne til udstillingsstedet Sydhavn Station: Sonja Lillebæk Christensen, Jens Axel Beck og Anne Skole Overgaard til en samtale om, hvad det er, dette særlige udstillingsrum kan.

Hvorfor overhovedet vise samtidskunst her?

Det her sted ville være perfekt til en udstilling, tænkte hun – men DSB sagde nej til kun at udleje for en enkelt måned eller to. Til gengæld tilbød Statsbanerne, at kunstnerne permanent kunne leje lokalerne, der også har plads til fem atelierer – og lejemålet inkluderede plakatstanderne i indgangshallen. »Det var lige det, vi ville: At bruge byrummet som et sceneri. Folk møder kunsten på plakaterne udenfor og kan komme ind og opleve mere, hvis de vil. Vi stiller kunsten til rådighed for folk, uden at påtvinge dem en kunstoplevelse, de ikke har bedt om,« siger Sonja Lillebæk Christensen.

Sydhavn Stations udstillings- og værkstedskollektiv blev etableret i 2012 og består af i alt ti billedkunstnere som arbejder i stort set alle medier og genrer, fra tegning og akvarel over video, skulptur og installation. De har hver en måneds udstillingsperiode om året og betaler hver en husleje på 400 kr. om måneden til udstillingsrummet. Alle har frie hænder til at bruge udstillingsperioden som de vil. Til at vise egne værker eller at invitere kolleger. Intet fast format, ingen udstillingsprofil. Og det er vigtigt, fortæller Anne Skole Overgaard: »Vi er ti vidt forskellige kunstnere og tænker mere det her som en andelsbevægelse end en kunstnergruppe. Strukturen er flad, og vi bestemmer hver især suverænt over vores udstillingsperiode. Der er tilstrækkeligt mange udstillingssteder, der har skarpe profiler, det havde vi ikke lyst til. Vi er mere interesserede i diversitet og i det lange, seje træk, hvor der er plads, tid og rum til at være nysgerrige,« siger hun.

Uden agenda

Et andet rum

Sonja Lillebæk Christensen fortæller: »Sydhavn Station opfylder et ønske, mange af os havde, om at kunne arbejde med vores kunst i et halvt offentligt, halvt privat rum, hvor vi har fuldstændig frihed til at vise det, vi selv synes er interessant.« »I begyndelsen af nullerne, da mange af os, som er involveret her, blev færdiguddannede, var det nærmest på mode at arbejde med kunst i det offentlige rum. Senere satte gallerirummet i en del år dagsordenen på samtidskunstscenen. Personligt var jeg lidt træt af begge dele. Jeg savnede en mulighed for at vise kunst steder, hvor man ikke regner med at støde ind i kunst – men uden at komme med en bestemt agenda.

Fx om at ville inddrage folk, eller om at kunsten skal ›redde‹ et udsat lokalområde,« siger Sonja Lillebæk Christensen, der selv bor i Sydhavnen og fik et godt øje til det tidligere billetkontor på sin daglige vej igennem nabolaget.

Kunstnerne faldt både for lokalernes særhed – man fornemmer, at det uprætentiøse, hvide lokale med lysstofrør i loftet har en fortid som kontor – og for beliggenheden. »Vi har jo helt automatisk et stort publikum hver dag,« konstaterer Anne Skole Overgaard og tilføjer: »For mig er der også en fin pointe i sammenstødet mellem baneterrænnets infrastruktur der har et praktisk, veldefineret formål, og så kunst, hvor formålet ikke kan defineres på forhånd. En S-togstation handler om at bevæge sig fra A til B. Men så kommer der pludselig kunst ind i dette funktionelle rum. Det sammenstød sætter kunsten i perspektiv, fordi kunst kan nogle helt andre typer ting.« Påvirker dette særlige rum måden, I tænker udstillingerne på? »Nej, settingen betyder ikke noget som helst for den kunst, vi viser her,« siger Jens Axel Beck, der – som sine to kolleger rundt om køkkenbordet i udstillingsrummets baglokale –

Billedkunstneren nr. 4

2014

21

Thorgej Steen Hansen, udstilling november 2014: DET HER ER GENTAGELSE PÅ GENTAGELSE OG. Plakatstandere i indgangshallen, Sydhavn Station.

Foto: Torben Petersen.

ikke vil spekulere over, hvilket publikum, der kommer på Sydhavn Station. »Vi forestiller os ikke, at vi skal gøre noget særligt for at komme i kontakt med publikum her. Det bliver nemt noget fordomsfuldt noget. Man må smide nogle frø ud i verden, nogle vokser, andet gør ikke. Men min erfaring fra, når jeg passer udstillinger, er, at der kommer mange, som ellers ikke går ud og ser på kunst. Tit opstår der gode samtaler. En af de besøgende spurgte fx, om han måtte få et af mine værker, der hang ude i plakatstanderen. Det syntes jeg var cool, så jeg bestemte mig for at give ham plakaten. Måske kommer han tilbage en anden gang og ser flere af vores udstillinger,« siger Jens Axel Beck.

Værkerne taler Sonja Lillebæk Christensen: »Vi vil ikke partout nå et ikke-interesseret publikum med vores udstillinger. Vi vil da gerne vise, at samtidskunst kan være vedkommende og vedrørende for mange mennesker.

Også for folk, som ikke normalt ser på kunst. Men vi holder fast ved, at vi arbejder med kunst i en klassisk værkforstand.

Det er værket, der taler. Værket kan tale med eller imod eller over hovedet på nogen. Vi tror på, at kunsten kan noget, hvis man som beskuer selv vil gå ind i det.« »Vi insisterer på kunstens rum. Og tror på, at det kunstværk, som blot honorer krav om at være kunst, kan være stærkt nok til at gribe folk,« siger Sonja Lillebæk Christensen, der håber, at de senere års snak om kunstens sociale og økonomiske nytteværdi snart stilner af:

»Jeg tror, at kunst kan trække os mere åbne steder hen som samfund. Lad os hellere gå efter kunstens skrøbelighed, den lille sprække, som kunst kan åbne i folk,« siger hun.

Jens Axel Beck uddyber: »Vi har haft mange diskussioner om kunstens rolle i samfundet generelt og her på stationen specifikt. Men jeg tror, vi er enige om, at kunsten ikke skal noget bestemt. Kunsten skal ingenting – men den kan meget! Det bedste, man kan gøre for kunsten, er at lade være med at stille krav til, at den fx skal kommunikere, sælge billetter, italesætte klimaproblematikken eller løse udkantsproblemer. Selvom man som kunstner nok aldrig er helt fri af de rammer, man har, så vil jeg mene, at vi her på Sydhavn Station er tilnærmelsesvis fri for krav – udover dem, vi stiller til os selv. Her har vi et frirum.«

Skæv støtte At være uafhængig af ekstern finansiering er helt afgørende for Sydhavn Station. De 400 kr., kunstnerne hver betaler i husleje er tilstrækkeligt til, at udstillingsstedet hviler i sig selv. »Det har været vigtigt for os at skrue en model sammen, hvor vi ikke er afhængige af eksterne midler for at fortsætte.

Vi klarer os selv. Men når det er sagt, undrer det os, at den statslige kunststøtte pt. er gearet så dårligt til kunstnerdrevne udstillingsrum. Små udstillingssteder som vores er reelt afskåret fra at søge puljen i Statens Kunstfond til toårige udstillingsprogrammer, der kan give mindre udstillingssteder den nødvendige stabilitet og kontinuitet. Det konstante ansøgningsræs og økonomiske pres, hvor man søger midler fra udstilling til udstilling, får mange af de kunstnere, der driver projektrum, til at brænde ud og lukke aktiviteterne ned efter

22

Billedkunstneren nr. 4

2014

Fernisering på Thorgej Steen Hansens udstilling: DET HER ER GENTAGELSE PÅ GENTAGELSE OG. Sydhavn Station, 2014. Foto: Torben Petersen

et par år. Det, der tager flere år at bygge op, går tabt, og vi går glip af kunstnerisk know-how, idéer og udstillingsekspertise, som er nødvendig for en mangfoldig kunstscene,” siger Sonja Lillebæk Christensen.

Problemet er følgende: Når et udstillingssted tildeles midler fra kunstfondens pulje til toårige udstillingsprogrammer, følger der et krav med om, at stedet skal betale visningsvederlag til alle de kunstnere, der udstiller. Og det er umuligt for de fleste kunstnerdrevne udstillingssteder. De har ganske enkelt ikke en økonomi, hvorfra de kan hente pengene til visningsvederlaget. Uanset at de ved årets afslutning får beløbene refunderet helt eller delvist fra Kulturstyrelsen.

Jens Axel Beck: »Selvom vi selvfølgelig kun kan være tilhængere af, at kunstnere får betaling for deres arbejde, så er det urealistisk for et sted som vores, der drives på personligt engagement og frivilligt arbejde, at skulle betale visningsvederlag til alle de kunstnere, vi har igennem her i løbet af et år. Til gengæld ville vi kunne søge – og måske få – penge fra Statens Kunstfonds pulje til nye udstillingsplatforme, hvis vi flyttede vores udstillinger ti meter ned ad gaden,« siger Jens Axel Beck.

Anne Skole Overgaard: »Vi har et fantastisk generøst kunststøttesystem i Danmark, men det her er et eksempel på, at penge aldrig er uskyldige.

Der følger altid dagsordenener med. Her handler det måske om, at man fra kunstfondens side er interesseret i at støtte det nye, men ikke har prioriteret at sikre kontinuiteten. Principielt virker det forkert, at kunstnerdrevne steder i udgangspunktet er afskåret fra at søge den toårige pulje. Man støtter det nye, men glemmer dem, der tager det lange seje træk,« siger hun.

Ting tager tid Og det lange seje træk er præcis, hvad Sydhavn Station har tænkt sig at tage. Sonja Lillebæk Christensen:

»Vi er her ikke for at gøre området hipt med lidt kunst og så rykke videre. Vi er her, fordi stedet passer godt til det, vi vil.

Og vi er kommet for at blive. Det er også, synes jeg, en måde at vise dem, der bor og kommer her på stationen, respekt. Interessen for kunst skal have tid til at vokse frem. Nogen vil måske gå forbi plakaterne et par år, før de får lyst til at komme indenfor og se en udstilling,« siger hun og fortsætter: »Det tager tid at udvikle udstillingerne, at opbygge tillid og få kontakt med publikum. Vi er godt i gang, men det er ikke alle kunstnerdrevne projektrum, der som os har været heldige at finde et godt sted med en lav husleje. Vi ser desværre mange eksempler på, at viden og erfaring bliver tabt, når kunstnere, der i lang tid har arbejdet med deres udstillingssted, kører trætte i at skrive ansøgninger, giver op og lukker udstillingsaktiviteterne. Det er et ærgerligt spild. Et velfungerende kunststøttesystem bør have blik for, at kontinuitet er ligeså vigtig som dynamik på den alternative kunstscene.

Her virker det som om, kunststøttesystemet er kommet til at spænde ben for en vigtig del af det kunstliv, som det er sat i verden for at fremme: De kunstnerdrevne udstillingssteder skal have ordentlige vilkår, hvis man vil have et mangfoldigt udstillingsliv med et højt kunstnerisk niveau.«.

Udstillingsstedet Sydhavn Station drives af kunstnerne Sonja Lillebæk Christensen, Camilla Rasborg, Anne Skole Overgaard, claus ejner, Thorgej Steen Hansen, Ulla Hvejsel, Mette Juul, Heidi Hove, Jens Axel Beck og Morten Jacobsen.

Mere info: www.sydhavnstation.info

Billedkunstneren nr. 4

2014

23

Ulighed skaber selv­­ransagelse på museerne Ligestillingen står i stampe på kunstmuseerne, viste undersøgelsen ’Med kønnet på museum’, som blev omtalt i sidste udgave af Billedkunstneren. Forskeren bag mente, at nutidens kvindelige kunstchefer og mandlige kunstnere ubevidst gentager traditionelle stereotyper om det mandlige kunstnergeni og hans kvindelige muse, hvor sidstnævnte nu er blevet chef for den institution, der viser kunstnerens værker.

Hvis der er ubevidste mekanismer i spil, må kunstcheferne tvinges til at reflektere bevidst over deres egne valg og fravalg i en kønsoptik, lød hans anbefaling. Her svarer tre kunstchefer på undersøgelsens forslag og konklusioner:

»Museet er ikke en passiv muse« Polfoto

Gitte Ørskou, museumsdirektør på Kunsten i Aalborg, bestyrelsesformand i Statens Kunstfond og formand for Projektstøtteudvalget for Billedkunst i Statens Kunstfond: »Jeg har selvfølgelig gransket mig selv og mine motiver, efter jeg læste om Hans Dam Christensens undersøgelse. Jeg er ret sikker på, at jeg kan afvise, at det er en bevæggrund for mig som kvindelig museumsdirektør, at jeg reproducerer en kønsstereotyp, når jeg tænker nye udstillinger eller køber nye værker til samlingen. Det er simpelthen ikke den erfaring, jeg har, at museet er en passiv modtager eller muse for kunstneren, uanset om vedkommende er mand eller kvinde. Museet er selv meget opsøgende omring de kunstnere, vi laver udstillinger med, og vi går vi går kritisk i clinch med dem. Det er ikke bare sådan, institutionen så at sige åbner op og bliver fyldt ud, for nu at blive i professorens symbolik.« »Til gengæld er der ingen tvivl om, at museumsledere – uanset om vi er mænd eller kvinder – forvalter en tradition og en historie, som er mandlig.

Kunstmuseerne har i generationer dannet ramme for fortællingen om store mandlige kunstnergenier. Den her undersøgelse viser, at vi skal være mere bevidste om den kønnede institutionshistorie, vi er en del af, hvis vi vil undgå at reproducere et forældet billede af, hvad god kunst er.« »Hans Dam Christensens undersøgelse er supervigtig.

Jeg blev chokeret over at se, at uligheden mellem kvindelige og mandlige kunstnere på danske kunstmuseer stadig er så stor.

Det har været en øjenåbner for mig.

Det er overraskende, når vi i dag har så mange fantastisk dygtige og interessante kvindelige kunstnere at vælge imellem. Jeg troede ganske enkelt ikke, at vi på kunstmuseerne i så høj grad stadig reproducerer idéen om, at det er den mandlige kunstner, der tegner kunsthistorien.« »Jeg kan se et par lavpraktiske forklaringer på, hvorfor billedet er så skævt.

Fx når vi skal tilrettelægge et filmprogram på museet, er det vanskeligt at finde portrætfilm om kvindelige kunstnere. Det er nemt at finde filmiske kunstnerportrætter om store mandlige kunstnere som Jackson Pollock, Asger Jorn osv. Samme mekanisme gør sig gældende i realiseringer af store særudstillinger, der ofte også har en biografisk

tilgang. Der er simpelthen flere biografiske fortællinger om mandlige kunstnere, fordi det er dem, der har domineret kunsthistorisk.« »En anden forklaring er, at mange mandlige kunstnere arbejder i store formater, der er gearet til museerne. Når jeg går rundt i vores magasiner, er de store malerier oftest malet af mænd – det samme gælder megen installationskunst – tænk bare på Olafur Eliassons værker. Jeg er selvfølgelig klar over, at mange kvindelige kunstnere også arbejder i store formater, et eksempel er Ruth Campau, som vi også har vist her på museet. Men jeg synes, der er en tendens til, at det primært er mænd, der benytter sig af den store gestus.« »Jeg er helt enig i forslaget om at kunstmuseer i vores handlingsplaner fremover skal gøre rede for indkøbs- og udstillingspraksis i en kønsoptik. Og at vi kan tænke køn ind i kvalitetsbegrebet som et parameter, ligesom vi har andre faktorer inde over, når vi vælger værker og kunstnere.

På mit museum har vi set hinanden dybt i øjnene og lovet, at vi på basis af den her undersøgelse vil gøre tingene anderledes fremover. Vi har kigget en ekstra gang på vores udstillingsplaner og vil være meget opmærksomme på, at vi fremover repræsenterer kvindelige og mandlige kunstnere mere balanceret. Det har været godt at få rusket op i det her. Det har sat gang i en selvransagelse.«

Billedkunstneren nr. 4

24

»Et tiltrængt forslag – og et af de bedste i lang tid« Foto: Fynske Medier

Lene Burkard, inspektør på Kunsthallen Brandts: »Hans Dam Christensens forslag om at tænke en kønsoptik ind i indkøbs- og udstillingspolitikken er et af de bedste forslag, der har været i lang tid. Det er anvendeligt og tiltrængt. Og kommer ikke bare uligheden til livs, men kan samtidig anvendes til at skærpe vores såkaldte viden om de værker, det kommer til at handle om i fremtiden.« »På trods af at der i disse år uddannes lige mange mandlige og kvindelige kunstnere, at der er et flertal af kvindelige kunsthistorikere i museumsstillinger og et flertal af kvinder i kunstnernes faglige organisationer, så viser de nye

»Myten om den mandlige skabende kunstner er meget stærk« Polfoto

Sanne Kofod Olsen, rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademi, tidligere direktør, Museet for Samtidskunst: »Både kvinder og mænd ligger under for normer i samfundet. Normen – eller myten – om den mandlige kunstner er stærk. Roland Barthes skrev i 1957 et essay, der på dansk hedder ›Myten i dag‹, hvor han skriver om kulturelle myter.

Jeg opfatter kønsroller som en slags kulturelle myter, vi forsat tror på, og myten om den mandlige skabende kunstner eller den mandlige skaber er en af de allerstærkeste – nogle vil sige omdrejningspunktet – man overhovedet kan komme i tanke om i vores vestlige kul-

2014

tal i Hans Dam Christensens undersøgelse jo desværre, at der er status quo i ulighed i museumsindkøb og soloudstillinger.« »Men jeg er ikke helt enig med Hans Dam Christensen i, at kvindelige museumsledere/formidlere og mandlige billedkunstnere mimer en stereotyp relation mellem aktiv skabende mandlig kunstner og passiv ikkeskabende kvindelig muse.

Jeg tror, problemet beror på flere ting, bl.a. kunsthistorikeres universitære uddannelsesforløb og det kunstinstitutionelle netværk. I kuratering er de fleste meget afhængige af, hvad kolleger og gallerier mener, er godt, hvem der tales mest om, men også hvad der er mest risikofrit at udstille, dvs. hvad der vil samle flest gæster og give de bedste anmeldelser.« »I lys af tidens oplevelsesøkonomi skal det være navne der allerede er kendte – helst internationalt. Eller navne der skaber debat. Stort er stadig bedst for tiden, men det kan skifte. Man kan også

vove pelsen og vise store men lidt mindre kendte navne fra Venedig Biennalen eller Dokumenta, men det kræver at flere taler om dem. Alle vil vise de mest eftertragtede kunstnere – og købe de mest omtalte værker.« »Hvad angår vidensdeling i uddannelsesforløbet, forekommer litteraturen på Kunsthistorie ofte at være af en næsten fastlåst karakter. Ganske vist er der gået nogle år siden Jansons kunsthistorie var 1960ernes pensum – den der fortalte, at en kunstner, det var en mand. Men det kræver kun at gennemse nogle af litteraturlisterne til de mest læste bøger i faget – og tilmed i nyudgivelser – for at se, at det er de samme henvisninger, der uafbrudt gentages, og også her er mandlige forfattere langt i overtal.« »Uligheden har mange rødder. En ændring kræver også, at vi er modige nok til at vise det eksperimenterende, det anderledes og endnu ikke så kendte – en kendsgerning at netop kvindelige kunstnere har været banebrydende indenfor noget sådant i de seneste årtier, og man derfor har været tilbageholdende med indkøb og udstillingstilbud.«

tur. Kunstneren-som-skaber er en modernistisk myte. Men den er ikke desto mindre stadig stærk.« »Grundlæggende synes jeg ikke, man skal forøge den statslige kontrol med museer eller andre kulturinstitutioner.

Men eftersom der i 20 år ikke rigtig er sket nogen udvikling på området, kan det da godt være, at man bør gøre noget så drastisk.« »Men problemstillingen er i mine øjne meget mere kompleks. For den handler ikke bare om mænd og kvinder, men om kunstbegreber, dansk og international kunst, og samlingsprioriteringer i det hele taget. Skal man købe dansk kunst, unge kunstnere, kunst af mænd, internationale stjernekunstnere? Der er en hel masse politik i det og tingene bliver jo komplicerede, hvis man skal lave tjeklister over, hvad man kan købe til sin museumssamling.« »Man bør også tage med i betragtningen, at private fonde måske er parate til at give hundrede millioner til et værk af en stor mandlig udenlandsk stjerne-

kunstner, men ikke noget til en hel masse danske kunstnere, som de jo faktisk ville kunne brødføde i årevis for de penge. Her ligger der selvfølgelig et ansvar hos museerne, som ofte frembringer sådanne ideer og ›sælger‹ dem til en eller anden fond. Men det kan man jo ikke forhindre uden at blive decideret formynderisk.« »Museerne i dag er et sammensurium af private og offentlige penge og derfor kan generelle regler for indkøbspolitikker være svære at opsætte. Især hvis det ikke engang er museumslederen selv, der bestemmer, hvad der kommer ind i samlingen. De fleste værker, der tilgår danske museumssamlinger er jo faktisk donationer. Så vi skal i gang med at påvirke de glade givere: fonde, privatpersoner og i sjældnere tilfælde kulturstyrelsens erhvervelsespuljer.« »Om der skal andre mere håndfaste midler til for at rette op på skævheden, fx kvoter? Det er fristende at sige ja til, men mest for at provokere. Jeg synes man skal henstille til, at museumsfolkene tænker lidt over det. Måske hjælper det en dag.«

Billedkunstneren nr. 4

2014

25

Med kønnet på museum For ti år siden var otte ud af ti af de værker, kunstmuseerne købte, skabt af mandlige kunstnere. Billedet er stort set uændret i dag. Samme skævhed præger museernes udstillingsprogrammer.

Det viser undersøgelsen ›Med kønnet på museum‹ af Hans Dam Christensen, omtalt i sidste udgave af Billedkunstneren.

Måske skyldes det, at kunstnere og kunstchefer stadig er styret af forestillingen om det store, mandlige kunstnergeni og hans kvindelige muse, hvor sidstnævnte nu er blevet chef for den institution, der modtager og viser kunstnerens værker, foreslog forskeren.

Hvis der er ubevidste mekanismer i spil, må kunstcheferne tvinges til at reflektere bevidst over deres egne valg og fravalg i en kønsoptik, lød hans anbefaling.

Det kunne passende ske i de handlingsplaner, museerne skal aflevere til Kulturstyrelsen, hvor de hvert år gør rede for deres indkøbs- og udstillingsvirksomhed.

Helt konkret burde museerne sætte køn ind som en faktor, når de vælger, hvad de vil erhverve og udstille, foreslog Hans Dam Christensen, der pegede på, at museerne allerede relativerer kvalitetsbegrebet i forhold til fx periode, medie, isme regionalitet, nationalitet og internationalitet.

Undersøgelsen ›Med kønnet på museum‹ kan læses i sin helhed i bogen ›100 øjeblikke – Kvindelige Kunstneres Samfund‹.

Bogen markerer 100 års jubilæet for Kvindelige Kunstneres Samfund (KKS) og er udkommet på forlaget Saxo.

Læs tidligere artikler om undersøgelsen og om KKS’ bog i Billedkunstneren på www.bkf.dk

Jo Møller modtager belærende instrukser af Henrik Bøegh.

Til højre ses lokaliteterne. Fotos: Privat.

Af Jo Blicher Møller

Giftfri grafik

Workshop i Sierra Nevada Vi overnattede i Granada, min kone og jeg.

Ikke fordi det var nødvendigt, men for at få et gensyn med denne uforglemmelige by.

Havde lejet bil i Malaga. Ikke fordi det var nødvendigt, men praktisk. Det var højsommer og det var varmt, sådan rigtig varmt.

Dagen efter ankom vi til Capileira, i det sydspanske Sierra Nevada. Byen ligger 1436 meter oppe. Det kølede lidt.

Vi skulle mødes på Bar Poqueira. Der sad andre ved bordene, i skyggen under træerne, udenfor baren. Men hvem var kursusdeltagere? Hvilke sprog talte de? Jeg var den eneste danske deltager, vidste jeg, ud over Henrik Bøegh som afholdt kurset. Spørgsmålene blev besvaret, da han kom slentrende op ad gaden med en dunk vand i hånden. Han fik samling på deltagerne. Vi skulle indkvarteres. Det var længere oppe i byen. Senere gik alle ned gennem byen, længere ned. I Capileira går man enten op eller ned. Nu gik vi ned. Stejlt ned, gennem smalle gader, over små fine pladser, i den smukke by med fundamenter fra maurernes tid. Vi kom helt ned, nederst i byen, til Henrik Bøegh og Åse Højers hus. Der var en pragtfuld udsigt fra terrassen. Det var her vi skulle samles og belæres ved langbordet, på engelsk, spansk, tysk og lidt dansk og ikke mindst, nyde Åses veltilberedte mad. De faglige demonstrationer og vores praktiske øvelser foregik på værkstederne inden døre.

Og hvad skulle jeg, som har arbejdet med grafik i mange år, så der? Og hvad kunne jeg lære? Svaret er: ›Ikke så lidt‹. Sidst i 1960’erne var jeg meget optaget af at eksperimentere med ætsninger, det medførte

en syreskade på venstre hånd, som det tog ti år at slippe af med. Siden undgik jeg den direkte kontakt med salpetersyre og andre meget giftige materialer.

Så for et par år siden mødte jeg Henrik på en BKF -generalforsamling, han fortalte mig om sine kurser i NON-TOXIC dybtryk i Capileira i Andalusien, hvor der kommer grafikere fra hele verden. Jeg anskaffede hans bog og i år lykkedes det mig at få plads på et af sommerkurserne.

Kurset var et intensivt og komprimeret forløb, hvor vi blev introduceret for mange forskellige teknikker, med mulighed for at afprøve det meste. Vi arbejdede primært med en kombination af foto/computer og grafik, med undtagelse af ætsninger og koldnål, hvor vi var i direkte proces. En kvalificeret gennemgang vil være for omfattende på denne plads, men der er gode muligheder for at orientere sig via en grundig instruktionsvideo på hjemmesiden (se neden for). Og Henriks bog HÅNDBOG I NON-TOXIC DYBTRYK kan anbefales. ›Den er ekstremt klar og velorganiseret, en excellent håndbog‹, som en amerikansk anmelder skrev. Den er nu udkommet på 6 sprog.

Det forudsættes på kurset, at deltagerne har et godt kendskab til de grafiske processer og selv da var én uge lige i underkanten, men det var på alle måder et givende forløb, ophold og bekendtskab.

Henrik Bøegh: HÅNDBOG I NON-TOXIC DYBTRYK. 116 sider indb. Format 21 × 21 cm.

Forlaget Bøegh. http://grafiskeksperimentarium. dk/index.html

Billedkunstneren nr. 4

26

og lyd. Samtidig benyttede akademiet lejligheden til at markere Asger Jorns 100 års fødselsdag med udstilling ›anti-Asger‹ og en udgivelse af samme navn.

Mere info på www.djk.nu

Se alle aktuelle nyhe­ der på www.bkf.dk Presseklip Statens Kunstfond fylder 50 I år er det 50 år siden, at Folketinget vedtog loven om Statens Kunstfond. Jubilæet blev over syv uger i november fejret ved en række begivenheder over hele Danmark – en for hver af de syv kunstarter, Statens Kunstfond dækker. I forbindelse med jubilæet udgiver kunstfonden bogen ›Stedssans – 25 indgange til kunsten derude‹.

Bogen kan downloades gratis på www.kunst.dk Det Jyske fylder 50 I november fejrede Det Jyske Kunstakademi sit 50 års jubilæum ved et todages festsymposium med performative indslag, debatter, oplæsninger, koncerter, film

Det fynske fylder 70 Det Fynske Kunstakademi fejrer i år sit 70 års jubilæum, hvoraf de sidste 30 år har udspillet sig på toppen af Brandts Klædefabrik i hjertet af Odense. Akademiet holdt et stort jubilæumsarrangement torsdag d. 4. december.

Med taler, performances og en udstilling lavet af nuværende studerende fortalte akademiet historien om stedets selvorganiserede ånd – for at hylde de engagerede kræfter, som gennem tiden har præget akademiet.

Mere info på www.detfynskekunstakademi.dk Meget mere Den Frie Den største transformation af Den Frie Udstillingsbygning siden huset for præcis et århundrede siden blev flyttet til Østerport, er nu gennemført. Fredag d. 14. november indviedes en ny og forbedret udgave af det

BKF-kurser i vinter 2015 BKF udbyder følgende kurser: Forhandlingsteknik i København og Århus Se detaljer om kurserne i annonce andet sted i bladet og på www.bkf.dk

BKF 2014 | Billedkunstnernes Forbund er Danmarks faglige organisation for professionelle billedkunstnere med over 1300 medlemmer.

Forbundets hovedformål er at varetage billedkunstneres faglige, sociale, økonomiske og juridiske interesser og at fremme en så bred anvendelse af billedkunst som muligt. Flere oplysninger på www.bkf.dk BKFs bestyrelse 2014 | Formand: Maler/grafiker Bjarne Werner Sørensen. Næstformand: Billedkunstner Marianne Jørgensen.

Kasserer: Billedhugger Kit Kjærbye. Billedkunstner Anders Werdelin, maler Ida Ferdinand, billedkunstner Lene Leveau, billedkunstner Signe Vad, billedkunstner Agnete Bertram, billedkunstner Lise Skou.

enestående historiske hus, der både er blevet ført tilbage til arkitekten J.F. Willumsens oprindelige vision og udvidet med publikumsfaciliteter og udstillingsrum i en ny underetage.

Mere info på www.denfrie.dk Livsvarig hædersydelse til Erik A Frandsen Statens livsvarige ydelse til kunstnere skiftede 1. januar 2014 navn til ›hædersydelser‹, men er – ligesom de hidtidige ydelser – livsvarige.

For sit lange, udtryksstærke œuvre gennem over 30 år, fik billedkunstner Erik A. Frandsen ved årets uddeling en livsvarig hædersydelse.

De øvrige fire modtagere var kunsthåndværker Anne Fabricius Møller, forfatter Peter Mouritzen, filminstruktør Anne Regitze Wivel og manuskriptforfatter Mogens Rukov.

Læs motiveringerne på www.kunst.dk Ti kunstnere hyldes for deres indsats Ophavsretsfonden i BKF har i november måned for første gang uddelt de såkaldte Påskønnelseslegater. Legaterne á 15.000 kr. går til billedkunstnere, som har ydet en ulønnet og frivillig indsat til almen gavn for billedkunsten. Årets modtagere er: Anne Lildholdt Jensen, Carsten Rütting Schweitz, Claudio Banwart, Jette Wistoft Noyes, Jo Møller, Kit Kjærbye, Marianne Jørgensen, Ole C. Hansen, Signe Vad, Tina Maria Nielsen.

Mere info på www.bkf.dk

2014

Danmarks største kunstpris til BKFere Marianne Jørgensen, Lea Porsager og kunstnergruppen Superflex er årets modtagere af Danmarks største kunstpris, Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.

Udover hæderen får prismodtagerne hver 600.000 kr. og en udstilling af nye og ældre værker i Den Frie Udstillingsbygning.

Udstillingen kan opleves frem til den 4. januar 2015.

Mere info: www.denfrie.dk

Nyt fra BKFs sekretariat Nye medlemmer og genindmeldelser Billedkunstner Anne Langgaard Billedkunstner Annesofie Sandal Maler/Tekstilkunstner Beth Mohr Billedkunstner Dorthe Wolff Sørensen Billedkunstner Elsebeth Norrie Billedkunstner Hans Gregersen Billedkunstner MFA Jacob Jessen Billedhugger Jokum Lind Jensen Glasmager Karen Lise Krabbe Billedkunstner Line Busch Billedkunstner Matilde Duus Billedkunstner Mia Helmer Billedkunstner Paule Jeanne Ducourtial Billedkunstner Sol Hallset

Sekretariatsleder: Klaus Pedersen. Koordinator: Vibeke Rostrup ­Bøyesen. Redaktør/informationsmedarbejder: Miriam Katz.

BKFs regioner 2014 | Udvalgsformænd/kontaktpersoner: Fyn: Billed­hugger Frank Fenriz Jensen. København: Billedkunstner Lise Seier Petersen. Midt­jylland: Billedhugger Pia Græsbøll Ottesen.

Nordjylland: Maler Jette Wistoft Noyes. Storstrøm: Maler/grafiker Claudio Bannwart. Sydjylland: Billedkunstner Anne Lildholdt Jensen.

Midt- og Vestsjælland: Billedkunstner Finn Lerkenfeld. Nordsjæl­ land: Grafiker/billedhugger Jørgen Willerup. Bornholm: Maler Klaus Thommesen.

Billedkunstneren nr. 4

2014

Aktuelle ansøgnings­ frister Legatboliger/ residencies CPH AIR Fabrikken for Kunst og Design www.cphair.dk Artist in residence program etableret af Københavns Kommune i samarbejde med Fabrikken for Kunst og Design, der gør det muligt for kulturaktører i det københavnske kulturliv at invitere udenlandske billedkunstnere og forfattere til at opholde sig og arbejde i Danmark i kortere eller længere perioder.

Mere info: www.cphair.dk Ansøgningsfrist: 1. januar Eckerö Post- och tullhus, Åland Ålands kulturdelegation PB 1060, Ax-22111 Mariehamn Åland, Finland Ålands landskapsregering stiller en gæstebolig på ca. 50 m2 i Eckerö Post- och tullhus til rådighed for kunstnere fra hele norden. Det statelige, gule hus blev opført af den russiske zar i 1828 og er i dag et levende kulturcentrum med udstilingslokaler, postmuseum og café. Mere info: www.kultur.ax/gaestbostaeder Ansøgningsfrist: 15. januar.

SIM Residency, Reykjavijk www.sim.is The SIM Residency welcomes visual artists of all media to Reykjavík for residencies lasting one to three months.

The artist pays a residency fee for the stay at SIM as well as his own travel expenses and all other personal living expenses during the residency.

More information on: www.sim.is Deadline: 31st of January (for the period July-December 2015) Villa Bergshyddan, Stockholm www.stockholm.se Stockholm Bys Kulturforvaltning tilbyder Villa Bergshyddan, beliggende på bjerget Fåfängan, i Stockholm som

27

gæstebolig. Boligen, 3 rum og køkken i et renoveret 1700-talshus, lejes ud gratis i sommermånederne til skabende kulturarbejdere fra de andre nordiske hovedstæder.

Alle, som er virksomme inden for kultursektoren og har folkeregistersadresse i én af de andre nordiske hovedstæder, kan søge. Mere info på: www.stockholm.se.

Ansøgningsfrist: 1. februar Klitgården på Skagen Damstedvej 39 9990 Skagen www.klitgaarden.dk Klitgården er et refugium for bl.a. kunstnere. Der er tre atelierer. Tre daglige måltider bliver serveret.

Der stilles i perioder legater til rådighed for kunstnere til arbejdsophold på Klitgården fra forskellige fonde. De dækker opholdsudgifterne på Klitgården på nær en egenbetaling på 110 kr/dag. Legaterne tildeles medlemmer af Dansk Kunstnerråds medlemsorganisationer (herunder BKF).

Ansøgninger skal indeholde beskrivelse af intentionerne for opholdet samt CV. Ansøgningsfrister: 1. marts og 15. august.

Ræveskiftet, Hornbæk v/Malene Winding Ræveskiftet 33 Havreholm 3100 Hornbæk winding.brown@tdcadsl.dk 5 små huse med 1 rum til 1-2 personer og 7 familiehuse med 3 soveværelser, stue og køkken til max. 6 personer.

Ophold i Ræveskiftet tildeles gratis, dog betales for el og vand. Der kan søges 2-ugers ophold i skolesommerferien og 3-ugers ophold i resten

af perioden maj til ultimo oktober. Husene tildeles i skolesommerferien primært familier med skolesøgende børn. Ansøgning skal indeholde info om ansøgers uddannelse, arbejde, antal personer og hvilken periode, der søges.

Der anvendes ikke skema.

Ansøgningsfrist: 1. marts.

Det Danske Institut i Athen www.diathens.gr Instituttet råder over to gæsteboliger med flere rum. Man kan søge om ophold alene eller ophold med stipendium.

Instituttet kan hverken huse børn eller husdyr. Instituttet råder ikke over noget atelier.

Ansøgningsskema: Ja Ansøgningsfrist: 13. marts for ophold i perioden september 2015 – januar 2016.

Husk at der er ansøgningsfrist den 1. april for • Malerhuset i Sønderho • BKFs lejlighed i Berlin • Huset i Provence • Skandinavisk Kunstnerhus i Rom

Opslagstavlen — se alle aktuelle opslag på www.bkf.dk/opslagstavle Kurser på Fyns Grafiske Værksted 2015 Detaljeret info om indhold, materialer etc. på alle kurserne findes på: www.bkf.dk/opslagstavle Tilmelding på værkstedet på tlf.: 66 13 99 73, eller fynsgrafiskevaerksted@gmail.com Pris: 1.100,- pr. kursus af 4 dages varighed.

Januar: Litografi d. 24.-27. ved Helge Larsen Februar: Fotogravure 20.-22. ved Teresa Larsen

Marts: Kursus i grundlæggende ætseteknikker 27.-30. ved Inge Marie Mørcke April: Xerolitho d. 22.+23. ved Anne Marie Frank Ny pris til nyskabende udstillinger Bikubenfonden i samarbejde med Kunsten.nu uddeler den ny pris Vision. Prisen går til en visionær og nyskabende udstillingsidé med aktuel relevans, der giver publikum indsigt og udsyn. Vinderen modtager prisen på 3 mio. kr. til realisering af en udstilling.

Deadline: 19. december 2014.

Vinderen annonceres ultimo januar 2015.

Mere info: www.bikubenfonden.dk/ content/ny-pris-til-visionaereog-nyskabende-udstillinger International Exhibition – NordArt 2015 Call for applications to participate in the international exhibition 06.06.–04.10.2015.

Each year one artist is awarded with the NordArt-Prize, worth 10.000 Euro.

More info and online application: www.nordart.de Deadline: 15 December 2014 Internationalt Skulptur­ symposium på Assens Skibs­ værft 2015 Assens Kunstråd arrangerer Internationalt Skulptursymposium på Assens Skibsværft 14.-26. september 2015. Indbydelsen gælder alle professionelt arbejdende billedhuggere, der arbejder i jern.

Mere info og tilmelding: www.sculpturesymposium 2015.dk.

Ansøgningsfrist: 1. februar 2015

Frister for legater og fonde BKFs medlemmer kan gratis rekvirere forbundets liste over legater og fonde relevante for billedkunstnere på bkf@bkf.dk eller tlf. 33 12 81 70.

Billedkunstneren nr. 4

28

2014

Runde fødselsdage 30 Billedkunstner Nanna Riis Andersen – 2. marts 40 Billedkunstner Tina Uhrskov – 5. januar | Maler Signe Hougaard Hansen – 25. januar | Billedkunstner Kristoffer Ørum – 4. februar | Billedkunstner Svend-Allan Sørensen – 6. februar | Billedkunstner Henrik Godsk – 19. februar | Billedkunstner Rose Marie Frang – 20. februar 50 Billedkunstner Bjørn Ignatius Øckenholt – 3. januar | Grafiker Tine Læbo Svendsen – 4. januar | Billedkunstner Anders Werdelin – 26. januar | Billedkunstner Malene Schjøll – 5. februar | Grafiker Inge Louw Tranter – 26. februar | Billedkunstner Michael Dunk – 3. marts 60 Maler Hanne Beate Enger – 5. december | Billedhugger Jørgen Carlo Hansen – 10. december | Billedkunstner Iija Salmela – 12. december | Maler Max Parylewicz – 27. december | Billedkunstner Knud Odde – 25. januar | Maler Ruth Campau – 4. februar | Billedkunstner Gitte Flint – 5. februar | Væver Helle Baslund – 9. februar 70 Maler Else S. Mortensen – 8. december | Keramiker Heike Jacobsen – 4. januar | Maler og billedhugger Vivian Rose –

BKF søger sommerhus el. anden bolig i Allinge Billedkunstnernes Forbund deltager i Folkemødet på Bornholm 2015. Derfor søger vi et sommerhus el. anden bolig med min. fire sovepladser i Allinge eller nærmeste omegn, som vi kan leje i perioden 10.-14. juni 2015. Har du – eller kender du til – sådan et, hører BKFs sekretariat meget gerne fra dig på bkf@ bkf.dk eller tlf. 33 12 81 70. artistoftheweek: OPEN CALL artistoftheweek har lanceret en side, hvor kunstnere/kunstkritikere med noget på hjertet, gallerier og udstillingssteder med aktuelle udstillinger har uanet spalteplads. For kunstnerdrevne udstillingssteder kunne det være en artikel om deres aktuelle udstilling, tanker, ideer og debatter om at drive et udstillingssted på den danske kunstscene.For kunstnere kunne det være et postkort fra et residency ophold, noget de er fascineret, forarget af eller vil sætte til debat og udtrykke sig omkring.

11. januar | Fotograf Kirsten Klein – 18. januar | Maler Anita Houvenaeghel – 19. januar | Billedhugger Lotte Olsen – 30. januar | Billedkunstner Bjarne v.H.H. Solberg – 7. februar | Multimediekunstner Karin Mohrdieck – 23. februar | Maler Lars Lynge – 5. marts 75 Maler Gunnar Bay – 12. december | Maler og grafiker Torben Heron – 19. december | Stoftrykker og grafiker Bodil Krogh – 23. december | Billedkunstner Vivian Bondy – 26. december | Maler Knud Ahrenskou – 30. december | Væver Birgit Andersen – 4. januar | Keramiker Lene Regius – 27. februar | Billedkunstner Jørgen Svenstrup – 4. marts | Væver Jette Kai – 9. marts 80 Maler Annette Holdensen – 21. december | Maler/ Keramiker/Designer Signe Christina Præstgaard – 19. februar 85 Maler Beate Skou – 18. december | Maler Jette Thyssen – 17. januar Døde Maler Knud E. Skou – 11. juni | Maler og grafiker Lasse Detlefsen – 8. oktober | Billedhugger Preben Boye – 15. oktober | Billedhugger Inger-Marie Jørgensen – 19. oktober

Send dit bidrag til: info@artistoftheweek.dk Følg desuden med hver uge på artistoftheweek.dk Nye muligheder på Tranum Strandgård Der er nu åbnet mulighed for i vinterhalvåret også at leje en af kunstnerboligerne på Tranum Strandgård i en hel måned eller bare en weekend – og der er ledige perioder.

Strandgården ligger 300 m. fra havet ved Tranum Strand i Jammerbugten – ca. 10 km. syd for Blokhus. Særpriser for BKFs medlemmer.

Læs mere om kunstner­ boligerne, værksted og udstillingsmuligheder på www.tranumstrandgaard.dk Kontakt: Formand Birthe Holmgaard, Tlf. 86 87 23 33 / 23 86 75 02 / mail vagnogbirthe1@live.dk Smuk velholdt ældre dybtrykspresse sælges.

Fabrikat: Ottow & Ferms Trykplade: 40 × 70 cm.

Længde: 80 cm.

Bredde inkl. håndsving: 62 cm. Højde: 85 cm. Vægt: ?

Pris kr. 7.000,Pressen står i Aalborg Henvendelse: Nils Sloth, tlf.

2346 5043, mail@nilssloth.dk

Billedkunstneren nr. 4

2014

Aktuelt på kunstscenen Medlem af BKF? Send et par linjer og foto, så kan din udstilling gratis annonceres her.

LENE JUHLER: Barnets stemme.

VejleMuseerne –Kunstmuseet.

Udstillingen Barnets Stemme er del af et større projekt, som sætter fokus på, hvad oplevelse af kunst kan gøre for udsatte børn, så de kan blive såkaldte mælkebøttebørn – børn der kan klare sig og udvikle sig selv under meget hårde forhold. Søstrene Lene Juhler og Sanne Juhler Hansen står bag det innovative social- og kunstprojekt. Mere info: www.vejlemuseerne.dk

29

OLE SCHJØRER-HANSEN: Udstillede i november 2014 på Salon des Realités Nouvelles i Paris og i Salon des Reallités udstilling på kunstmuset i Beijing sammen med franske kolleger.

MILLE K ALSMOSE: Searching for a mother.

Horsens Kunstmuseum frem til 18. januar 2015.

Hvad betyder det at miste sin mor? Og er det muligt at søge og finde en ny mor? Dette er nogle af de spørgsmål som Mille Kalsmose stiller beskueren med udstillingen ›Searching for a mother‹.

Mille Kalsmose: Searching for at mother. Installationview. 2014.

Nanna Bisp Büchert: Uden titel.

Lene Juhler: Barnets stemme.

Ole Schjører-Hansen: uden titel.

Modtager du BKFs elektroniske nyhedsbrev?

Hvis ikke, så er det nok fordi du ikke har opgivet din aktuelle email-adresse til os. Send en mail til sekretariatet på bkf@bkf.dk med den rigtige adresse.

Kursus i forhandlingsteknik og Den Ny Udstillingsaftale 1-dags kursus v/Henrik Lemming og Klaus Petersen Tid og sted: Torsdag den 29. januar kl. 10-16 Dansk Kunstnerråd Kronprinsessegade 34 B 1306 København K

Mandag den 2. februar kl. 10-16 Godsbanen, Billedkunstcentret Skovgaardsgade 3, 1.

8000 Aarhus C

Kurset vil dels gennemgå Den Ny Udstillingsaftale og dels give en kort indføring i forhandlingens væsentligste problemstillinger og ikke mindst grundlæggende forhandlingsmetode.

Den effektive metode er psykologisk funderet, fri for magtkampe, slagsmål på ego-viljestyrke og fremmer respektfuldt samarbejde.

Vi tager udgangspunkt i forhandling i relation til udstillinger.

Gruppe 99 på GALLERIET, Erik Dahlbergsgatan 24, 21 148 Malmø.

Gruppe 99 er en nordisk gruppe af seks kvindelige kunstnere, der siden 1999 har udgjort et udstillingsfællesskab, som tager udgangspunkt i udtryksformerne grafik, fotografi, skulptur og billedvævning. Udstillingen vises til den 14/12 2014. Åbningstider: Tirsdag til torsdag 14-17, lørdag 12-14, søndag 13-15.

Winnie Meisler: Breakdancer, boy listen to his inner voice. 2014.

PROCES i Skovhuset ved Søndersø, Ballerupvej 60, 3500 Værløse www.skovhus-kunst.dk Udstillingen kan ses frem til 14.12. 2014 og viser værker af syv forskellige kunstnere: Morten Skovmand, Magda Høgh, Helene Vonsild, Trine Brix, Jac Hansen, Winnie Meisler, Merete Erbou Laurent.

Undervisere: Henrik Lemming Henrik er uddannet ingeniør og HD i organisation. Efter 10 år i store og mellemstore industrivirksomheder har Henrik siden 1986 arbejdet som konsulent inden for ledelse mm. Desuden har han siden 2000 arbejdet for den kulturelle sektor hovedsageligt med forhandlingsteknik, konflikthåndtering, karriere- og lederudvikling samt stresshåndtering. Han er indehaver af firmaet Betterday (www.betterday.dk) Klaus Pedersen Cand.jur., sekretariatsleder i BKF. Egenbetaling: 150 kr. inkl. en let frokost.

(For ikke BKF-medlemmer er prisen kr. 300) Tilmeldingsfrist: 22. januar kl. 12 Tilmelding skal ske skriftligt pr. brev eller email til BKF. NB! Vær opmærksom på muligheden for eventuel kursusstøtte fra Jobcentret.

Billedkunstneren nr. 4

30

2014

Stort fremmøde til årets generalforsamling i BKF Over 100 kunstnere mødte op til BKFs årlige generalforsamling 1. november, som traditionen tro fandt sted i Statens Værksteder for Kunst i København.

Forsamlingen genvalgte – med stort bifald og ved fredsvalg Bjarne W. Sørensen, der fra 2015 går ind i sit femte år som formand for Billedkunstnernes Forbund.

Generalforsamlingen blev indledt med en politisk debat, hvor BKF i år havde inviteret en række kulturpolitikere til at komme med deres bud på visioner på billedkunstens område.

Kunstnerne i salen bidrog med skarpe indspark til politikerpanelet, som bestod af Pernille Frahm (SF), Carl Christian Ebbesen (DF), Rasmus Jarlov (K) og Rasmus Nordqvist (Alternativet).

Valg til BKFs bestyrelse Fem bestyrelsesposter er på valg i år.

Bestyrelsen havde indhentet opstillings-tilsagn fra fem BKFere, og på generalforsamlingen stillede yderligere tre medlemmer op, der ønskede bidrage til forbundets politiske arbejde. Derfor blev der udskrevet urafstemning til bestyrelsen blandt forbundets medlemmer.

Ved dette blads udgivelse har alle medlemmer modtaget valgmateriale med posten om samtlige otte kandidater. Fristen for at afgive sin stemme er: 7. december.

Hold øje med www.bkf.dk for at se, hvem der bliver valgt – valgresultatet offentliggøres d. 9. december.

Tak for indsatsen Følgende bestyrelsesmedlemmer udtræder ved årsskiftet af BKFs bestyrelse: Marianne Jørgensen, Signe Vad, Anders Werdelin og Kit Kjærbye.

De afgående bestyrelsesmedlemmer fik en varm tak fra formanden og stort bifald fra salen for det stærke engagement, de har lagt i BKFs arbejde igennem en årrække.

Genvalgt på GF 2014 På generalforsamlingen blev tre kunstnere genvalgt til to af BKFs stående udvalg: Ole Sporring og Stefan Herrik blev genvalgt til BKFs Optagelsesudvalg. Erik Styrbjørn Petersen blev genvalgt til BKFs Ophavsretsfond.

Debatindlæg, navnestof m.m. mailes til:

mk@bkf.dk Københavns Kunstnerartikler Ryesgade 58, 2100 Kbh. Ø Tlf. 3535 4826 man-fre: 10.00–17.30 www.kunstnermaterialer.dk

Billedkunstneren nr. 4

D E B AT

2014

STEDET3 — skønne spildte kræf�er?

Af Frithioff Johansen Det er prisværdigt, at Billedkunstneren i sit sidste nummer beskæftiger sig med digital kunst. Man sidder blot af flere grunde tilbage med en lidt frustreret fornemmelse af de måske skønne spildte kræfter, der for 15 år siden blev lagt i et projekt fra Statens Kunstfonds side.

Er der slet ingen på kunstscenen, der i sin tid lagde mærke til en indsats, som ud fra tidens forudsætninger var ganske langt fremme i skoene?

Der bliver i interviews talt om »digital ignorance« og et andet sted siges der: »Jeg forstår ikke, hvorfor Statens Kunstfond ikke opfatter nettet som et offentligt rum på linje med andre offentlige rum?« Godt – begge citater har en berettigelse, og jeg vil senere komme ind på hvorfor.

I 1999 sad jeg i Statens Kunstfonds udsmykningsudvalg, og velkommen hilste vi en oplagt mulighed for at udvide begrebet om det offentlige rum gennem en ansøgning fra nu afdøde kunstner William Louis Sørensen. Hans idé var at udvikle og være webmaster for en website for en række kunstnere, som autonomt

• • • • •

31

skulle skabe hver deres site. Den vigtigste pointe i dette projekt var, at det skulle gøres på mediets, nettets betingelser. Vi valgte i samråd med WLS retfærdigvis en række kunstnere, der allerede i nogle år havde beskæftiget sig med nettet og interaktiv kommunikation. Det var ikke teknofetichister, vi søgte, eller de referenceløse, som tror, de selv har opfundet alle de gamle øvelser fra kunsthistorien.

Navnet på sitet blev logisk nok navngivet efter Statens Kunstfonds to foregående projekter Stedet 1 og Stedet 2.

Lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Kbh. Universitet Mette Sandbye skrev i en tekst til den udgivne cd-rom: »Denne mediebevidsthed kendetegner netop stedet3. Her er samlet et meget bredt udvalg af danske kunstnere, der arbejder nytænkende og originalt med mediet. Ved netop at lægge sig op ad Kunstfondens tradition for undersøgelse af og støtte til kunst i det offentlige rum, peger stedet3 på vigtigheden af dialogen med publikum. Kunsten på stedet3 bliver først bragt til live, når den møder den betragter, der har lyst til at være med i processen. Den der har lyst til at engagere sig og få noget igen.« Senere skriver hun: »Et godt og vigtigt aspekt af internettet er flygtigheden og den ustrukturerede processuelle form. Men bagsiden er, at kunsten har nemmere ved at forsvinde. Her kommer internettets lidt mindre avancerede ›lillebror‹ cdrommen ind og tilbyder sin arkivform som et mere fysisk og overskueligt sted, der – som det er gjort her – fastholder et flygtigt pionerprojekt som stedet3 for eftertiden. Denne cd-rom bevarer derfor et eksperimenterende og ny-

Det største af sin art i Skandinavien.

Cire-perdue støbning af op til 800 kg bronce svarende til 16m2 overflade på én gang.

Specialist i direkte støbning af mere eller mindre brændbare materialer.

Restaurering/løbende vedligeholdelse af kulturarv.

To kranbiler med fuldt udstyrede mobilværksteder.

BRONCESTØBERIET LEIF JENSEN ApS v/Peter Jensen · Vadstrupvej 67 · DK-2880 Bagsværd · Tlf. 44 44 99 87 · pj@ljbronce.dk · www.ljbronce.dk

bw Broncestøberiet - RED- Billedkunstneren 94x65.indd 1

02/09/14 13.26

tænkende dansk bud på, hvad man kan bruge internetkunsten til i dag og forankrer herved en historisk markant brudsituation: Da kunsten i nye klæ’r bevægede sig ud i det offentlige cyberspace«.

Allerede i 1994 siger den engelske computerkunstner Roy Ascot i et interview: »Hvor havde vi været i dag, hvis ikke kunstnere havde involveret sig i cyberspace? I så fald havde ejendomsmæglere, forsikringsfolk, militær osv. siddet på nettet.« En grundlæggende regel om netmediet må være, at hvis gode kunstnere er involveret i udtrykket, kan det udvikle sig til det bedre. De kan være med til at udvide nettets bevidsthed. De får øget tendensen til interaktivitet. Når man modtager data, afgiver man også data.

Jeg vender nu tilbage til rimeligheden af de to citater i Billedkunstneren. Jeg har siden 2001 nogle gange opfordret Statens Kunstfond til at ofre de småpenge, det ville koste at lade sitet forblive på nettet – uden nogen form for reaktion. For ganske nylig henvendte jeg mig til samme fond for at få en kopi af coverteksten, som jeg havde mistet. Ingen anede eksistensen af denne cd-rom, og der skulle lang tids søgning til at finde frem til eksistensen af ›stedet3‹.

Kunstnerne i projektet var: Eric Andersen, Niels Bonde, Jakob BrandtPedersen, Flemming Brantbjerg, Michael Buchwald, Mogens Jacobsen, Kirsten Justesen, Thorbjørn Lausten, Björn Ross, Carsten Schmidt-Olsen og William Louis Sørensen.

Afsender: Billedkunstnernes Forbund, Vingårdstræde 21, 1.th., 1070 København K

Ansøgningsfrister

20. januar

• Den åbne residencypulje • Produktion, udstilling og formidling • Udstillingsprogram • Kommunale Billedkunstråd • DIVA – Danish International Visiting Artists Programme

4. februar

• Lån af kunst 19. februar

• Arbejdslegater og –stipendier 3. marts

• Huskunstnerordningen Løbende ansøgning

• Danske galleriers deltagelse på internationale kunstmesser • Visningsvederlag • Billedkunstneres egne hjemmesider • Det internationale researchprogram Mere info på www.kunst.dk/kunststoette eller kontakt Kulturstyrelsen (Billedkunst) på tlf. 33 73 33 73

Billedkunstnernes Forbunds Ophavsretsfond (BKFO)

6. februar

Yder støtte til billedkunstnere til flg. formål: – Styrkelse af billedkunstnernes rettigheder juridisk og økonomisk.

– Advokat- og revisorbistand i sager der fagligt vedrører billedkunstnere.

– Støtte til aktiviteter der fremmer billedkunstneriske ophavsrettigheder.

– Støtte til faglige og uddannelsesmæssige formål, som vedrører billedkunstnere.

– Støtte til sociale og kulturelle formål, som vedrører billedkunstnere.

– Tiltag, der fremmer og tilgodeser aktiviteter, hvori rettighedshavere er engageret og som efter BKFO’s

23. februar

NB! Der ydes ikke støtte til enkeltpersoners udstillinger/projekter/uddannelse og studierejser.

Kulturkontakt Nord 2. februar

• NORDBUK støtteprogram 4. februar

• Støtte til residenscentre • Mobilitetsstøtte (rejser • Kortvarig netværksstøtte 5. marts

• Kompetenceudvikling • Produktionsrettet virksomhed Mere info på www.kulturkontaktknord.org eller kontakt Kulturkontakt Nord på mail: program@ kulturkontaktnord.org eller tlf. +358 10 583 1023

Ansøgningsfrist: 1. marts – intet ansøgningsskema Billedkunstnernes Forbunds Ophavsretsfond (BKFO) Vingårdstræde 21, 1.th.

1070 København K Tlf. 33 12 81 70 www.bkf.dk