Fagbladet Billedkunstneren #2 2011

Billed kunst neren Fagblad for Billedkunstnernes Forbund nr. 2 juni 2011

Tema: Kunst i dialog Læs bl.a. om: Billedkunst i folkets tjeneste – tæt på DRs og Statens Kunstfonds store samarbejde Nye møder mellem kunst og brugere i Kathmandu, Skanderborg og Vanløse Forskere kaster lys over kunsten i det offentlige rum

Billedkunstneren nr. 2

2

2011

Leder

Kunst i dialog I disse måneder løber ‘Vores Kunst’ – det store samar­ bejdsprojekt mellem Statens Kunstfond, Statens Kunstråd og Danmarks Radio – af stabelen. Formålet med projektet er ikke alene at få skabt ny kunst i det offentlige rum, men også – og især – at formidle billedkunstens betyd­ ning ved at involvere og engagere borgerne undervejs i processen. Det kan man også læse om i denne udgave af Billedkunstneren.

Kunsten at lytte Selve formen i ‘Vores Kunst’ er fastlagt med inspiration fra engelske Channel 4s programserie ‘Big Art’, og bygger på en idé om, at samarbejde og dialog mellem kunstfag­ lige eksperter, kunstnere og borgere giver kunst, der fun­ gerer godt i det offentlige rum.

Ambitionen er altså i høj grad at lave ‘public service’ tv og radio i gammeldags forstand ved at formidle alle de diskussioner og overvejelser, der ligger bag placeringen og udformningen af kunstværker til det offentlige rum og dermed give borgerne et indblik i kunstens betydning for samfundet. Det synes vi i Bkf faktisk er et godt og sympatisk projekt, selvom man nok altid vil kunne sætte spørgsmålstegn ved, om den valgte fremgangsmåde nu også er den helt rigtige. Men for os er det afgørende, at når den brede interesse for billedkunst kan stimuleres på en kvalificeret måde, så gavner det hele kunstnerstanden i Danmark.

Samtidig er det værd at huske på, at dialogen selvfølge­ lig allerede er en fremgangsmåde, som Statens Kunstfond i vid udstrækning benytter i dag, når kunstprojekter i det offentlige rum støttes. Og at langt de fleste kunstnere, der arbejder i det offentlige rum, er i dialog med både borgere og lokale beslutningstagere undervejs i processen.

Bjarne W. Sørensen, formand, Billedkunstnernes Forbund (Bkf)

Når det er sagt, viser det sig desværre en gang imellem, at viljen til dialog ikke altid er til stede fra lokalpolitikernes og myndighedernes side. Tænk f.eks. på forårets proble­ matiske sag om den kunstneriske udsmykning af et nyt rådhus i Viborg, hvor en borgmester og en lokal gallerist forsømte at inddrage kommunens eget kunstfaglige råd, da der skulle vælges kunstner til opgaven. Det er ikke nok at etablere kommunale kunstfaglige råd, hvis man ikke lytter til dem, man har!

Kunstfaglige vurderinger For Bkf er det vigtigt at minde om, at der er mange for­ skellige måder at arbejde med kunst i det offentlige rum på i dag. Ikke al kunst kan – eller skal – inddrage bor­ gerne aktivt som deltagere. Megen billedkunst indbyder til stille, individuel refleksion og skal ikke nødvendigvis bruges som sociale fixpunkter. Der er ingen facitliste på, hvordan man skaber god kunst – heller ikke i det offent­ lige rum.

Men beslutningsprocessen omkring kunsten i det of­ fentlige rum bør efter vores mening være kunstfagligt kvalificeret. Det vil sige, at man inddrager billedkunst­ neres viden og kompetencer, når det besluttes, hvor og hvordan der skal satses på kunsten på torve, gader og i landskaber, hvortil vi alle har adgang. Derfor er det en god idé at udskrive åbne konkurrencer, når kommuner og andre opdragsgivere skal finde kunstnere til kunstpro­ jekter i det offentlige rum. Men det er afgørende, at der også foretages en kunstfaglig vurdering af forslagene. Og en faglig vurdering gives kun af fagfolk.

Billedkunstneren nr. 2

2011

3

“Kunst er ikke demokratisk.”

– Ulrikke Neergaard, forskningsleder på ‘Det’ Vores Kunst’, s. 10

Billedkunstneren udgives af: Billedkunstnernes Forbund (Bkf) Vingårdstræde 21, 1. th.

1070 København K. Tlf. 33 12 81 70 Åbent mandag-torsdag Kl. 10-15 bkf@bkf.dk www.bkf.dk Redaktør: Miriam Katz (DJ) Tlf. 33 12 81 72 mk@bkf.dk

Tema: kunst i dialog — Nye møder mellem kunst og brugere Billedkunst i folkets tjeneste

Lyset vender tilbage Billedkunstner Elle Mie Ejdrup

Plus

Tag med ‘Vores Kunst’ ud og mød

Hansen ser tilbage på sit skan­

Kunstnernes egne valg

nogle af de danskere, der kæmper

daleombruste Laserstråleprojekt

Billedkunstnerne Karen Harsbo

om at få billedkunst til deres by.

og fortæller om sit nye værk i

og Alexander Tovborg fortæller

Af Miriam Katz

stor skala til det offentlige rum.

om kvaliteterne ved kunstner­

Af Tinne Delfs

kuratering.

Læs mere s. 4

Læs mere s. 15

Danskernes kunst under lup

Af Miriam Katz Læs mere s. 23

Mød projektlederen der forsker

Kom ud og leg

i, hvordan borgerne oplever kun­

Billedkunstner Berit Nørgård

Eksperimentet

sten i det offentlige rum.

gør det private rum offentligt i

Hvilken kurs lægges der for

Af Miriam Katz

det aktuelle kunstprojekt Lokal-

billedkunsten i det nysammen­

Global-Plan.

satte Statens Kunstråd?

Af Tinne Delfs

Interview med Rune Gade, ny

Læs mere s. 10

Det muliges kunst

Læs mere s. 17

Deadline, Billedkunstneren nr. 3 2011: 8. august Annoncer i Billedkunstneren tegnes gennem Media Space: Tlf. 47 74 27 42 info@mediaspace.dk www.mediaspace.dk Abonnement på Billedkunst­ neren tegnes hos Bkfs sekretariat. Pris: 300 kr. for fire årlige udgivelser.

Billedkunstneren er støttet af Statens Kunstråds Billed­ kunstudvalg

dobbeltformand for kunstrådets

fortæller om at skabe kunst til

Når kunst bliver et offentligt anliggende

det offentlige rum i Nepal.

Holland og England er leve­

Af Tinne Delfs

ringsdygtige i toneangivende

Kort nyt

kunstprojekter til det offentlige

Nyhedsklip fra www.bkf.dk

rum. Rapport fra international

Nyt fra Bkfs sekretariat

konference i København.

Aktuelle ansøgningsfrister

Af Sabine Nielsen

Opslagstavlen

Læs mere s. 14

Tryk: Prinfo Hobro

to billedkunstudvalg.

Billedkunstnerne Nynne Haugaard og Nikolaj Kilsmark

Ansvarshavende redaktør: Bjarne W. Sørensen formand, Bkf

Læs mere s. 19

Af Miriam Katz Læs mere s. 25

Læs mere s. 28-32

ISSN: 1902-3618 ISSN, elektronisk publikation: t1901-7596 Artikelforslag, debatindlæg mm. kan sendes til redaktøren på ovennævnte adresse. Redaktionen påtager sig ikke ansvar for materiale, der er sendt uopfordret og forbeholder sig ret til at redigere i indsendte tekster.

Bkfs redaktionsudvalg 2011 Anders Werdelin, billedkunstner Ida Ferdinand, maler Bjarne W. Sørensen, grafiker Marianne Jørgensen, billedkunstner Signe Vad, billedkunstner Layout Åse Eg og Sine Bang: aase@hos-eg.dk og sine@hos-eg.dk

På forsiden | Der er intet som en mand i et køkken. Teksten på det billboard, billedkunstnerne Nynne Haugaard og Nikolaj Kilsmark udviklede i samarbejde med lokale kræfter og fik sat op i Kathmandus gader, spiller på et kendt lokalt reklameslogan. Læs om at navigere i spændingsfeltet mellem kunst og udviklingsarbejde i Nepal på s. 14.

Billedkunstneren nr. 2

4

2011

Billedkunst i folkets tjeneste Miriam Katz

Hvad sker der, når kunsten for alvor går i dialog med borgerne? Kan kunstnerisk kvalitet og folkelighed gå op i en højere enhed? Det er spørgsmål, som stilles i ‘Vores Kunst’. Projektet samler Statens Kunstfond, Statens Kunstråd og Danmarks Radio i et ambitiøst forsøg på at formidle samtidskunsten herhjemme. Billedkunstneren sad med på bagsædet, da tv-hold, kunsteksperter og kunstfondens repræsentanter for første gang kørte ud i landet for at møde nogle af de over tusinde danskere, der i disse måneder kæmper om at få kunst til netop deres sted.

Marie Nipper, Peter Kirkhoff Eriksen og Charlotte Bagger Brandt, kuratorer på Vores Kunst, skal guide deltagere, seere og lyttere på en rejse ind i billedkunstens verden. Men først tog de ud for at møde nogle af de danskere, der deltager i kampen om kunsten. Foto: Bkf.

Klokken er lidt i ni en torsdag majmorgen, og DR Byen i Øre­ stad summer af aktivitet.

Folk haster mod de glasklædte åbne kontorlandskaber i Vil­ helm Lauritzens lyse arkitektur, der er daglig arbejdsplads for ca. 2200 ansatte.

Få ænser tilsyneladende Carl-Henning Pedersens gigantiske festfyrværkeri af et scenetæppe fra 1966, ‘De Blå Fugle’, som hænger i udsigtshøjde fra rulletrapperne, højt oppe på en grå betonvæg i mediehusets Indre Gade.

Scenetæppet på 24 m2 er en gave fra Ny Carlsbergfondet, skænket på gammeldags mæcenfacon: Værket er selvsagt ikke skabt til huset, og modtagerne – DR Byens ansatte og de mange besøgende – er ikke blevet spurgt, før scenetæppet med de gla­ de fugle i de karakteristiske klare farver i 2008 kom op og hæn­ ge, efter at have ligget sammenrullet på Det Ny Teater i 40 år.

Her var simpelthen tale om et tilbud, man ikke kunne afslå, konstaterede en DR-chef, da nyheden om den generøse gave blev offentliggjort, mens Ny Carlsbergfondets formand på sin side udtrykte “glæde ved at være til stedet med værket i DR Byen.”

Og selvom ‘De Blå Fugle’ sikkert også værdsættes af mange af dem, der har deres daglige gang i DR Byen, så er det præcis den form for enerådig placering af kunst i det offentlige rum, som projektet ‘Vores Kunst’ gør op med.

‘Vores Kunst’, der er et samarbejde mellem Danmarks Radio, Statens Kunstfond og Statens Kunstråd, bygger nemlig på et princip om total brugerinddragelse. Og handler om, hvor vig­ tigt det er, at kunsten i det offentlige rum er skabt til præcis det sted, hvor den placeres.

Åbenhed på godt og ondt I ‘Vores Kunst’ er danskerne således ikke bare blevet bedt om frit at foreslå egnede steder til kunst.

De lokale ildsjæle, der har indsendt forslag om at skabe kunst til deres skole, torv, gade, havnekaj eller landskab, og som udvælges til at gå videre i konkurrencen, bliver også in­ volveret i alle de komplicerede overvejelser, der fører frem til placeringen af samtidskunst i det offentlige rum.

Og faktisk er det endda borgerne selv, der får det sidste ord, når det gælder den endelige udvælgelse af de billedkunstnere, der skal skabe værker til tre udvalgte steder i landet.

Det er en åbenhed, der er uden sidestykke, når det gælder realisering af kunst til det offentlige rum herhjemme. Og den skaber nye dillemaer.

Hvad stiller man f.eks. op, når opfordringen til danskerne om at foreslå kunstegnede steder, resulterer i, at nedenstående vrede forslag tikker direkte ind gennem de pivåbne websluser og ryger ufiltreret ud på projektets hjemmeside:

Billedkunstneren nr. 2

2011

5

Asyllejr Sandholm, hvor forslagsstiller Ole Bergmann fra Bedsteforældre for Asyl tog imod, var første stop på kunsteksperternes rejse til de 15 semifinalister rundt om i landet Foto: Bkf.

“Vi foreslår en skamstøtte, der skal placeres foran DR byen, så alle til evig tid kan blive mindet om, hvor respektløst og lemfældigt man kan bruge penge, der er indkrævet med tvang.

Vi regner med, at værket skal udføres af en kendt dansk sten­ hugger og det skal portrættere alle medieordførere, kulturmi­ nistre og generaldirektører gennem tiden. I gabestok.”

Skamstøtten, der i øvrigt sammen med to lignende protest­ forslag i løbet af april måned blev stemt helt til tops af bruger­ ne på DRs hjemmeside, nåede dog ikke frem til semifinalen. For jo, der er faktisk grænser for brugerstyringen i ‘Vores Kunst’: En afgørende rolle i projektet spiller nemlig ‘de tre kunsteks­ perter’, som holdet bag ‘Vores Kunst’ kalder de tre unge kunst­ historikere Marie Nipper, Peter Kirkhoff Eriksen og Charlotte Bagger Brandt. De er kuratorer på projektet, ansat af Statens Kunstfond, og fungerer som samlende figurer i de radio- og tvudsendelser, der følger hele processen.

Det er de tre erfarne kunstprofessionelle, der har udvalgt se­ mifinalens 15 forslag blandt de over 1200 bud på kunstegnede steder, som danskere har indsendt. Disse 15 steder bliver sene­ re skåret ned til seks, og endelig – omkring udgivelsesdatoen for dette blad, 1. juni – vælger kunsteksperterne tre vinderste­ der, der får kunst til hver 1,6 mio. kr.

Klogere på kunsten Kunsteksperterne skal vise de lokale ildsjæle – og alle dem, der lytter eller ser med på tv – hvor mange forskellige former, kunsten i det offentlige rum kan antage, og hvilke formelle, økonomiske og praktiske forudsætninger der skal til, for at kunsten fungerer i sammenhængen. De skal så og sige bygge bro mellem kunstnerne og folket.

Men foreløbig er kampen om kunsten kun lige skudt i gang: På denne lune majdag har Billedkunstneren fået mulighed for at følge med ud i landet og møde de tre første af de 15 semi­ finalister, sammen med kunsteksperterne, to repræsentanter fra kunstfonden, samt DRs journalist og redaktør på projektet.

Da minibussen præcis klokken ni kører op foran DR Byens indgang, bryder hele holdet op fra DR Kulturs åbne møderum, og tager rulletrappen ned forbi Carl-Henning Pedersens Blå Fugle. Dagens køretur skal føre os fra Sandholm Lejren i Nord­ sjælland over Faxe Kalkbrud i syd og endelig til Kalundborg i Nordvestsjælland, hvor kunsteksperterne med egne øjne skal se de foreslåede steder og høre forslagsstillernes argumenta­ tion for, at netop deres sted skal have et kunstværk.

“Der var overraskende mange gode idéer blandt de forslag, der kom ind,” fortæller Charlotte Bagger Brandt, da vi har sat os til rette i minibussen.

“Folk har virkelig brugt chancen til at tænke over, hvordan kunst kan bidrage positivt til netop deres sted. Det springende punkt er nu, om der kan skaffes lokal opbakning til projek­ terne. Både økonomisk og socialt. Det er ikke nok, at der er en enkelt ildsjæl, som brænder for sagen. Det er bl.a. det, vi skal ud og undersøge i dag,” siger hun.

Kunst i en kampsag Og måske er det netop den lokale forankring, der kan vise sig at være en svaghed ved dagens første forslag: Skab et kunst­ værk på pladsen foran asyllejr Sandholm. Forslagsstilleren hedder Ole Bergmann, og han er aktiv i ‘Bedsteforældre for Asyl’, der er modstandere af regeringens asylpolitik. Gruppen har de sidste 183 søndage demonstreret foran lejren, og bedste­ forældrene er da også mødt talstærkt op med bannere i dag, hvor DRs minibus ruller op foran den tidligere militærforlæg­ ning i det idylliske nordsjællandske landskab.

Men beboerne inde bag jerngitteret, de mennesker, som Ole Bergmann vil skænke et kunstværk – de er ikke blevet præsen­ teret for idéen, fortæller den gråskæggede aktivist: “Det er muligt, at mange af beboerne ikke forstår, hvorfor man kan vælge at placere et kunstværk her,” siger forslagsstil­ leren, da Billedkunstneren møder ham i mylderet foran lejren.

Billedkunstneren nr. 2

6

2011

Lysende kalksten, turkisblå søer og fascinerende geologisk historie - et godt sted for ny kunst? Faxe-borgere viser kuratorerne på Vores Kunst rundt i Faxe Kalkbrud, der er en vigtig del af byens fortid og nutid. Foto: Bkf.

“Men jeg synes, det ville vise Danmark som et land med an­ stændige værdier, hvis vi turde satse på et kunstværk, der ud­ trykker stedets dobbelthed: Sandholmlejren repræsenterer både fortvivlelse og håb for de mennesker, der kommer her. Alt for mange af dem venter i årevis på asyl, uden at få lov til at ud­ danne sig eller arbejde. Det ville være en anerkendelse af de li­ delser, mange mennesker gennemlever, fordi de er tvunget til at flygte fra deres eget land for at overleve. Jeg tror, det kunne fungere som et positivt vartegn for stedet, der ellers for mange er blevet symbol på den umenneskelige asylpolitik, Danmark har ført de seneste år. Men ja, mit forslag er en politisk handling, det indrømmer jeg blankt,” siger han, inden han passes op af en ra­ diojournalist, der interviewer ham til P4, og en effektiv fotograf, der hurtigt får taget et par billeder til lokalavisen af den kunstin­ teresserede aktivist i selskab med DRs tre kunsteksperter.

Politiske dagsordener “Der er en fin og generøs gestus i, at kunsten her er foreslået som en gave til nogle andre,” siger Peter Kirkhoff Eriksen, da bussen efter nogen tid igen ruller videre, og de tre eksperter drøfter det, de netop har set og hørt – både uden for lejren og hos beboerne inde i lejren. Kunsteksperterne blev nemlig inviteret på en spontan rundvisning for at høre om dagliglivet her, hvor pt. ca. 800 asylansøgere, som ikke kan få opholdstil­ ladelse, venter på ubestemt tid på at blive sendt ud af landet.

“Men det er samtidig et skoleeksempel i hvilke problematik­ ker, man støder ind i, når man arbejder med kunst i det offent­ lige rum. Er det et socialpolitisk projekt eller et kunstprojekt, der bliver lagt op til her?,” bemærker billedkunstner Søren Jen­ sen, der er med på turen som formand for Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum. På denne tur er der dog ingen krav om klare svar. Dagens rejse på Sjælland er udelukkende en research-tur, som kuns­ teksperterne skal bruge for at kunne udvælge de tre bedst eg­ nede steder at arbejde videre med.

Men at kunsten i det offentlige rum altid navigerer i en po­ litisk virkelighed, er også tydeligt det næste sted, vi besøger.

DRs hvide minibus parkerer ved en græsplæne med udsigt over Faxe Kalkbrud, hvor gravemaskinerne er i fuld gang med dagens dont. Her er blevet gravet kalk i 900 år, og i dag venter Susanne Skjoldborg Pedersen, der har indsendt forslaget til DR om at skabe kunst netop her, på plænen mellem Geomuseet og vandrehjemmet i Faxe by.

“Nu har vi fået et fint museum, der viser stedets historie igennem 63 millioner år. Det ville være flot med en stor skulp­ tur uden for museet, her på kanten af kalkbruddet, som bliver besøgt af mange tusinde turister hvert år. Skulpturen skulle selvfølgelig hugges ud af kalksten. Men man kunne måske også placere noget kunst længere nede ad ruten mod kalkbruddet.

Noget man kunne samles om og bruge som mødested,” siger Susanne Skjoldborg Pedersen til kunsteksperterne, da vi sam­ men vandrer ned mod kalkbruddets dybe, turkisblå søer.

De mange nuancer af hvide kalksten – fra det hvide skole­ kridt over gyldne og rosa varianter – gløder i majsolen.

En lille flok lokale følger interesseret med på vandringen ned ad de stejle trapper. En af dem er Heidi Pedersen, byens kirketjener. Hun synes også, det kunne være en god idé med noget kunst her: “Måske kunne man lave en stor grøn krokodille, som kunne indrettes som restaurant!” foreslår hun med reference til de dragelignende krokodiller, der svømmede i det urhav, som for millioner af år siden dækkede landskabet her, og som er af­ bildet på det nærliggende Geomuseums informative plancher om livet i urtidens koralrev.

Kunst der kan bruges?

Også i kommunens kulturforvaltning har Susanne Skjoldborg Pedersens forslag vakt interesse. Da alle er bænket over froko­ sten ved bordet i Faxes sognehus, fortæller kulturchef Benny Agergaard:

Billedkunstneren nr. 2

2011

7

Det sker i Vores Kunst

Vores Kunst på radio, tv og web

De betaler Vores Kunst

• Inden udgangen af juni opstiller hver af de tre udvalgte borgergrupper sammen med ’deres’ ekspert en såkaldt bruttoliste på seks billedkunstnere, der efter deres mening vil egne sig til opgaven.

• Derefter sendes listen til godkendelse i Statens Kunstfond.

• Blandt de kunstnere på listen, som kunstfonden ’blåstempler’ til opgaven, vælger borgere og kunsteksperter i fællesskab tre kunstnere, der efter dialog med borgerne bliver bedt om at levere skitser/modeller.

• I finalen på DR 1 i slutningen af oktober vælger de tre borgergrupper selv, hvilken af de kunstnere, der har budt ind med skitser og modeller, der får lov at skabe kunsten til deres sted.

• Radioens P4 og Aftenshowet på DR 1 dækker løbende de lokale ildsjæles kamp for at få kunst til deres sted, og interviewer kunsteksperterne og kunstnere undervejs.

• Tre dokumentarudsendelser i slutningen af oktober skildrer hele processen med at finde frem til de steder, der skal have kunst, og de kunstnere, der skal skabe værkerne.

• I finalen, som bringes i bedste sendetid på DR 1 sidst i oktober, vælger borgerne selv de kunstnere, der får til opgave at skabe kunst for 1,6 mio. kr. tre steder i landet.

• Følg processen på www.dr.dk/voreskunst

Som altid når Statens Kunstfond giver kunstværker til danskerne, er det en forudsætning at en del af beløbet finansieres lokalt. Statens Kunstfond giver 1,2 mio. kr. og de udvalgte kommuner skal rejse 400.000 kr. til værket. Det betyder, at der samlet er 1,6 mio. kr. til hvert værk.

“Jeg tror det ville styrke vores lokalområde gevaldigt, hvis vi får mulighed for at deltage i ‘Vores Kunst’ – samtidig med at det ville skabe større interesse for den professionelle billedkunst.”

Han tilføjer, at kommunen ønsker at styrke kontakten til lo­ kalområdets professionelle kunstnere, og at der bl.a. er planer om at etablere et kommunalt billedkunstråd.

“Generelt er det vanskeligt at få større professionelle kul­ turarrangementer op og stå her i byen. Selvom vi har lokale kunstnere og ildsjæle, der brænder for kulturen, så kan man jo mærke, at vi er ude på landet.”

Der er altså noget på spil for en by som Faxe: Hvis det lyk­ kes at blive udvalgt til ‘Vores Kunst’, og hvis kommunen eller måske det lokale bryggeri Unibrew (tidligere Faxe Bryggeri) går ind og medfinansierer projektet, kan den sydsjællandske by blive kendt som andet og mere end ‘Danmarks største hul i jorden’. “Det vil helt klart kunne trække flere turister her til,” som forslagsstilleren Susanne Skjoldborg Pedersen konstaterer henover frokostsandwichene.

“Men hvis vi skal gå ind i et projekt som det her, vil det ikke være for at støtte et bestillingsværk, der skal tiltrække turi­ ster,” siger Charlotte Bagger Brandt.

“Det vil jo være fordi, det er kunstnerisk interessant at ar­ bejde med stedet. Bl.a. på grund af dets fascinerende natur og geologiske historie. Men også fordi, det vil være spændende, hvis der er stærk opbakning til kunsten blandt byens borgere.

At være med til at muliggøre noget kunst, som en hel lille by er glad for og stolt af, og som de føler er deres – det vil virkelig kunne rykke!” smiler kunsteksperten, da vi er på vej ud mod minibussen igen.

På rejse med kunsten ’Vores Kunst’-holdets researchtur fortsætter de følgende dage til Fyn og Jylland, og markerer begyndelsen på en månedlang proces. Og henover sommeren bliver dialogen mellem borger­ ne og kunsteksperterne tæt:

Kunsteksperterne er: Charlotte Bagger Brandt Direktør og kunstnerisk leder af Råderum – mobilt kontor for samtidskunst.

Marie Nipper Museumsinspektør på ARoS. Peter Kirkhoff Eriksen Kunstformidler på Statens Museum for Kunst.

De tre kunsteksperter indgår samarbejde med hver deres vindersted og tager borgerne med ud på inspirationsture for at se på kunst i det offentlige rum, ligesom de vil introducere dem for billedkunstnere, der arbejder med den type kunst, som borgerne og eksperterne mener, passer til deres sted. Alt sammen for at kvalificere beslutningsprocessen – og for samti­ dig at formidle samtidskunst til lytterne og seerne.

“I programmet X Factor, som kritikere har sammenlignet det her projekt med, taler mange af deltagerne om, at de har været ude på en rejse,” siger Marie Nipper, da vi har sat kursen mod dagens sidste stop, Kalundborg.

“Og i ‘Vores Kunst’ bliver der da også tale om en rejse. Men det bliver en kollektiv rejse, som vi tager ud på med hver vores gruppe af borgere, der har kunsten og deres lokalområde som fælles projekt. Præcis hvor rejsen begynder, og hvor den ender, afhænger helt af borgernes udgangspunkt, af stedernes sær­ egne karakter og ikke mindst af de kunstnere, der involveres undervejs,” siger hun.

Kunst giver liv Ved havnekajen i Kalundborg venter en spinkel 13-årig pige med cykelhjelm i hånden på kunsteksperterne. Hun har foreslået DLG Tårnet på havnekajen fordi, som hun skrev i sit forslag til DR: “Jeg synes dette sted er så utroligt grimt. En stor, grå beton­ klods der rager op i landskabet ved den ellers dejlige havn. Der ligger smukke huse, brolagte gader, og så stikker den beton­ klods op. Den kunne have godt af en form for maling, nogle farver og noget struktur.”

Frederikke Sørensen går i 6. A på Herredsåsens skole i Ka­ lundborg. Hun giver kunsteksperter og tv-folk en kyndig rund­ visning i Kalundborg indre by – en by, der som hun siger, “har helt utrolig mange damefrisører, og en ungdomsklub, hvor man kan samle perler. Men her mangler nogle tilbud til min aldersgruppe. Altså os, der ikke længere er børn, men heller ikke helt er unge endnu.”

Billedkunstneren nr. 2

8

At DLG Tårnet ikke længere anvendes af industrien og står til nedrivning er en ny oplysning, som Frederikke Sørensen gi­ ver kunsteksperterne. Og det giver afsæt til nye idéer om et eventuelt samarbejde.

“Hvis det skal give mening at skabe en stor udsmykning her, så er det vigtigt, at bygningen ikke bare er en tom skal, men at der er nogle aktiviteter og noget liv her, som binder byen og havnen sammen. Så ud fra det du fortæller os, ville det måske være en idé at arbejde for at skabe nogle kulturtilbud for unge her i tårnet,” siger Peter Kirkhoff Eriksen.

“Men det kræver, at du kan få nogle flere med på idéen. Hvad siger de andre i din klasse? Og hvad med kommunen?” spørger Marie Nipper.

“Det skal nok kunne lade sig gøre. De fleste i min klasse sy­ nes min idé er sej. Og foreløbig har jeg været oppe og tale med en konsulent på kommunen, som lovede, at hun ville præsen­ tere DLG for mit forslag. Men måske jeg også skal prøve at kon­ takte borgmesteren,” lyder det målrettet fra forslagsstilleren, inden hun cykler hjem.

Tilbage i bussen er kunsteksperterne opløftede over al det engagement, de har mødt i løbet af dagen. Det bliver ikke nemt at vælge tre vindersteder ud – mange vil blive skuffede.

Billedkunstner Ruth Campau: “Der er både gode og dårlige ting ved sådan et åbent projekt. Det gode er, at billedkunsten får opmærksomhed i et bredere offentligt perspektiv. Og at mange mennesker derfor får set og oplevet billedkunsten, selv om de ikke decideret har opsøgt det selv. Det kan forhåbentlig give folk indblik i, hvad god kunst er, hvordan kunstnerne arbejder, hvilke tanker der er nedplantet i et værk, og hvor meget der skal til for at opnå et godt resultat.”

“Men jeg frygter, at der er lagt op til den helt store tv-underholdning i stil med X Factor, med konkurrence og udstilling af deltagernes følelsesmæssige op- og nedture. Og vi kunstnere ved jo godt, hvad der tillægges os af karakteregenskaber, f.eks. som ‘klovn’, ‘geni’ eller ‘overlegen egoist’. Jeg er bange for, at det er den slags effekter, et tv-hold

2011

“Men vi har nogle benhårde kriterier, når vi vælger stederne.

Bl.a. skal der være garanti for lokal medfinansiering og drift.

Og så vægter vi selvfølgelig de kunstneriske muligheder, vi ser i stederne. Der skal være noget i stedet, som er interessant for en billedkunstner at arbejde med,” siger Charlotte Bagger Brandt.

Og hvad med det felt af kunstnere, der skal sættes i spil til opgaverne – hvordan finder kunsteksperterne frem til dem?

Charlotte Bagger Brandt: “Stederne går før kunstnerne. Dvs. at vi præsenterer nogle forskellige bud på kunstnere, der arbejder med den type kunst, som vi sammen med borgerne finder frem til, passer til stedet.

Det skal være kunstnere, der kan se de muligheder, der alle­ rede er på stedet. De skal kunne læse stedet og gå i dialog. Men de skal også formå at stå fast og tage deres helt eget kunstne­ riske greb på stedet. Og så er det jo i sidste ende borgerne, der bestemmer, hvilke kunstnere, der skal løse opgaverne.”

En ting er sikkert: Både proces og resultater vil vække op­ mærksomhed og debat. Og sandsynligvis også kritik. Men det hører med, fastslår Marie Nipper: “Det er jo netop åbenheden, der er spændende ved det her projekt. Og det demokratiske oplysningsprojekt der ligger i, at samtidskunsten formidles så bredt.”

vil have frem i programmerne. Så bliver det realityshow uden hensyn til, hvor følsomt det er for en kunstner at blive blottet midt i en arbejdsproces. Jeg tror, det bliver svært for de kunstnere, der deltager. Billedkunst er jo ikke en udøvende kunst, men en skabende kunst, hvor det er resultatet/værket, der er i fokus.”

“En anden ting jeg frygter, er, at der bliver meget diskussion om, hvorfor vi overhovedet skal bruge penge på kunst. Jeg kan se på projektets hjemmeside, at der allerede er mange brokkehoveder, der kommer med underlødige udtalelser og argumenter. Det er måske OK, at de holdninger kommer frem.

Personligt synes jeg bare, den diskussion er noget af det kedeligste i verden.”

“Men jeg håber, mine bekymringer viser sig at være grundløse. Det er tre gode kuratorer, som er med til at styre projektet, og under alle omstændigheder synes jeg, det er godt, at ‘Vores Kunst’ realiseres. Det bliver spændende at se, om diskussionen om kunst kan føres på et ordentligt niveau.”

Billedkunstner Olga Baunbæk Reilly: “Jeg synes, ‘Vores Kunst’ virker som et spændende projekt. Folk er trætte af at få smidt kunst ind i deres byer uden at blive spurgt om, hvad der passer til deres sted. Mange borgere har en mening om billedkunst og føler, at de har ret til at udtale sig om, hvad god og dårlig kunst er. Men i stedet for at se det som et problem, synes jeg, det er vidunderligt, at billedkunst betyder så meget for folk. Det afgørende i ‘Vores Kunst’-projektet er, at der er nogle dygtige og vidende kuratorer, som guider folk ind i kunstens verden og giver dem et fagligt kvalificeret grundlag at forholde sig til kunsten på. ‘Vores Kunst’ giver – hvis det lykkes! – både deltagerne og seerne mulighed for at blive klogere på kunsten. Og desuden er det godt for billedkunstnere at lære de mennesker at kende, som skal leve med kunsten til daglig.”

Billedkunstneren nr. 2

2011

9

Tilsæt interessant billedkunst, og DLG-tårnet på Kalundborgs havnekaj kunne give byens unge noget at samles om og være stolte af, mener forslagsstilleren, 13-årige Frederikke Sørensen.

Foto: Bkf.

Billedhugger Josef Salomon: “Det er mange offentlige midler, der er sat af til ‘Vores Kunst’, hvor kunstnerne vælges af kuratorer og borgere. I forvejen mangler der åbne konkurrencer for billedkunstnere, der arbejder med værker til det offentlige rum. Det er især synd for de unge kunstnere, der aldrig får en chance for at byde ind med skitser til konkrete opgaver, f.eks. ude i kommunerne. Jeg synes, Bkf bør insistere på, at valg af kunstnere til større offentlige udsmykningsopgaver i højere grad skal ske på en retfærdig måde, dvs. gennem åbne og anonyme konkurrencer.”

Billedhugger Jens Galschiøt: “Jeg synes ‘Vores Kunst’ er et godt og vigtigt projekt. Generelt lever billedkunsten i Danmark alt for isoleret fra resten af samfundet. Mange museer og kunstnere er elendige til at kommunikere og lever i deres egen elitært snobbede lille verden. Det er en arrogant måde at møde dem, der betaler en stor del af vores arbejde som kunstnere.

‘Vores Kunst’ prøver netop at formidle kunsten og kunstens processer bredt ud til folk, og det, synes jeg, er skønt. Så vi kommer ud over det der med, at kunsten optræder i medierne som hadeobjekt. Kunst er også noget, folk elsker, og i det her projekt er det OK at elske kunst! Og man kan også

elske moderne, avanceret kunst, hvis det formidles ordentligt. For mig at se handler ‘Vores Kunst’ ikke kun om, at danskerne skal lære noget om billedkunst. Det handler også om, at billedkunstnerne skal lære noget af danskerne. Vi er ikke som andre kunstarter, f.eks. teaterfolk og musikere, i det daglige konfronteret med vores publikum. Vi har godt af at møde de mennesker, vi henvender os til med vores arbejde. Det får vi en chance for i det her projekt.”

Billedkunstner Anja Franke: “Jeg er skeptisk overfor ‘Vores Kunst’-projektet.

Kan og skal kunsten være demokratisk? Billedkunstuddannelserne er en af de dyreste uddannelser i Danmark, men kunstneres faglige kompetencer udnyttes ikke tilstrækkeligt i samfundet i dag. I stedet for et borgerorienteret projekt som ‘Vores Kunst’ kunne man synliggøre den professionelle billedkunst mere i medierne og vise, hvordan man taler om kunst ud fra en kunstfaglig synsvinkel. Alt for mange gode kunstnere bruger deres tid på at arbejde som f.eks. handikapmedhjælpere, receptionister og rengøringsmedarbejdere. Hvorfor skal en uddannet receptionist vælge et specifikt sted for kunst, mens kunstneren sidder og er vikar i receptionen? Hvilken mening giver det? Kunstneren kunne i stedet få et job i mediet og fortælle om tilblivelsen af kunst i det offentlige rum, så folk kan danne sig et billede og en forståelse af, hvad

der fagligt er på færde, og hvilke kunstneriske metoder der anvendes, når et sted skal udvælges. Jeg synes jo, det er kunstens opgave at definere et sted, lave høring og skabe dialog med borgerne. For stedet har stor indflydelse på, hvordan kunstværkets indhold fremvises formelt.”

Billedhugger Bjørn Nørgaard: “Som debatoplæg er ‘Vores Kunst’ et glimrende projekt. Men det duer ikke som en almen metode for, hvordan man skaber kunst i det offentlige rum. Vi hverken kan eller skal lukke øjnene for, at der er en modsætning mellem kunstens fokus på det enestående og demokratiets fokus på det almene. Den modsætning giver konflikt, men det er ikke en konflikt, vi skal undgå. Konflikter er med til at udvikle os som samfund. Det er fint at synliggøre processerne ved skabelsen af kunst til det offentlige rum. Men dialog er jo ikke noget nyt. Vi kommer jo ikke bare anstigende og stiller nogle værker op. Vi er selvfølgelig i dialog med både borgere og beslutningstagere undervejs. Måske viser ‘Vores Kunst’ først og fremmest, hvor vigtig dialogen er. Det er vigtigt at huske, også indadtil i kunstnerstanden. Kunstnere, der arbejder i det offentlige rum, skal ikke blive fornærmede, hvis folk brokker sig. Man er nødt til at synes, at det er sjovt at diskutere med folk. Og det synes man, hvis man er helt afklaret med, hvad man vil med sit værk.”

Billedkunstneren nr. 2

10

2011

Danskernes kunst under lup Miriam Katz

Hvad sker der, når indvielsestalen er holdt, kunstneren er draget videre til nye opgaver og værket skal leve sit eget liv? KØS, Museum for Kunst i det offentlige Rum, udvalgte 15 værker, som Statens Kunstfond har været involveret i at etablere, og stillede skarpt på, hvordan kunstnernes intentioner så ud i forhold til modtagernes oplevelse. Der er både solstrålehistorier og skræmmeeksempler. Og en del at tage ved lære af for både kunstnere, kunstfond og opdragsgivere.

Hvis man vil vide noget om, hvad der sker, når kunsten møder brugerne i det offentlige rum, er Ulrikke Neergaard den rette person at spørge.

Som leder af Danmarks første forskningsprojekt om de kunstværker i det offentlige rum, som Statens Kunstfond har været med til at etablere igennem tiden, har hun et særligt blik for processerne omkring den kunst, danskerne kan opleve på torve og gader, i boligområder og landskaber. Lige fra den jyske vestkyst over købstadstorvet til hovedstadens betonghet­ to. Og hendes svar er, at der sker rigtig mange ting på én gang, når kunsten møder brugerne i det offentlige rum: “Kunst i det offentlige rum skal opfylde mange forskellige funktioner og forventninger, som ikke bare handler om kunst­ nerisk kvalitet. Det handler f.eks. også om praktiske funktio­ ner og udformning af byrum. I de lykkelige tilfælde går alting op i en højere enhed. Men kunsten kan sjældent stille alle tilfreds, og skal det nok heller ikke,” siger Ulrikke Neergaard, projektleder på ‘Det’ Vores Kunst’.

Forskningsprojektet, der blev igangsat og drevet af KØS, Mu­ seum for Kunst i det Offentlige Rum (tidligere Køge Skitsesam­ ling, red.), dannede dels basis for en velbesøgt og anmelderrost udstilling på det sjællandske museum, dels for et internatio­ nalt seminar, som fandt sted på Københavns Universitet i ja­ nuar (se artikel s. 19, red.).

Og lige nu, i disse måneder, aktualiseres KØS’ og Ulrikke Ne­ ergaards forskning af det store formidlingsprojekt af næsten samme navn: ‘Vores Kunst’, som er et samarbejde mellem Sta­ tens Kunstfond, Statens Kunstråd og Danmarks Radio (se artik­ len s. 4, red.).

Interessen for kunsten i det offentlige rum – og ikke mindst for brugernes oplevelse af den – er tydeligvis voksende. Mens brugerinddragelse på forskellig vis har præget store dele af sam­ tidskunsten de senere år, ser det nu ud til, at tendensen for alvor er nået til kunstverdenens forsknings- og formidlingsniveau.

hele processen bag tilblivelsen af kunst til det offentlige rum, og borgerne får langt mere at skulle have sagt end praksis nor­ malt er, når Statens Kunstfond er involveret.

I ‘Vores Kunst’ bliver danskerne således bedt om at foreslå egnede steder til ny kunst, hvorefter borgerne selv vælger de kunstnere, der skal skabe værkerne.

Spørgsmålet er, om borgerinddragelse er vejen frem, hvis den offentligt støttede kunst skal have legitimitet overfor de borgere, der er med til at finansiere den?

“Jeg tror ikke, at man nødvendigvis får bedre kunst ud af en høj grad af borgerinddragelse,” siger Ulrikke Neergaard, “men jeg synes personligt, at ‘Vores Kunst’ er et væsentligt og spæn­ dende eksperiment, som forhåbentlig vil styrke interessen for samtidskunsten.”

Faktisk viser al erfaring, fortæller projektlederen, at modta­ gerne bliver gladest for kunstværker, som de aldrig havde fore­ stillet sig, at de ville have. Et godt eksempel er ‘Vestled’ ved Hvide Sande (se foto modsatte side, red.). Her har billedkunstner Ma­ rianne Hesselbjerg, arkitekt Carsten Juel-Christiansen og land­ skabsarkitekt Torben Schönherr udført et værk i tegl og bronze, der gør stranden tilgængelig henover klitlandskabet og marke­ rer et forbindelsesled i mellem Hvide Sande by og Vesterhavet.

“Det er på mange måder et avanceret og abstrakt værk, men samtidig taler det meget direkte til folk og er blevet et popu­ lært lokalt mødested, som man stolt viser frem for besøgende,” fortæller hun.

Og omvendt: Hvis man giver folk den kunst, de vil have, er det langt fra sikkert, at værkerne holder over tid, påpeger hun.

“Tænk f.eks. på den årelange kamp om udsmykningen af Store Torv i Aarhus. Undervejs afholdt flere lokale medier læ­ serafstemninger om, hvilken kunst, torvet burde have. Men de forslag, læserne stemte til tops, scorede ikke højt ud fra en kunstfaglig kvalitetsvurdering. Kunst er ikke demokratisk,” konstaterer Ulrikke Neergaard.

Overrask os

Kunst på rette sted

I ‘Vores Kunst’, der i disse måneder kan opleves på DRs radio og tv-kanaler, når brugerinddragelsen nye højder. Her åbnes

Hendes ord falder på baggrund af års arbejde med de over 1200 værker, som Statens Kunstfond har været med til at etablere

Billedkunstneren nr. 2

2011

11

Arkitekt Carsten Juel-Christiansen, billedkunstner Marianne Hesselbjerg og landskabsarkitekt Torben Schønherr: Vestled. Bronze, milebrændt rød tegl, beton.

Hvide Sande, 2006, på initiativ af Statens Kunstfond. Foto: Kim Høgh Mikkelsen.

rundt om i landet siden 1964. Som kunstformidler i kunstfon­ den havde Ulrikke Neergaard allerede før, hun begyndte forsk­ ningsprojektet for KØS, indgående kendskab til en stor del af den kunst, fonden har været involveret i.

Til projektet på KØS udvalgte hun 15 af kunstfondens værker i forhold til kronologi, udtryk og geografi, og dykkede ned i deres respektive tilblivelseshistorier og hverdagsliv.

Formålet var at undersøge, hvordan kunstneriske intentio­ ner og brugernes oplevelse står i forhold til hinanden. Og me­ toden bestod i at drage ud i landet med et filmhold for at ind­ samle dokumentation. Materialet blev efterfølgende brugt til at skabe udstillingen ‘Det Vores Kunst’, der løb af stabelen på KØS frem til april i år, og kan i dag opleves i et samlet bog- og DVDværk, udgivet af museet.

Den enestående dokumentation omfatter dels interviews med lokale borgere, dels interviews med kunstnere og beslut­ ningstagere. Desuden har forsker og filmhold indfanget bille­ der af det levende hverdagsliv, der udfolder sig omkring vær­ kerne. Og blandt undersøgelsens mange interessante pointer, tegner én sig tydeligt: Modtagerne er gladest for den stedsspe­ cifikke kunst.

“Dér hvor kunsten fungerer bedst, er dér hvor værkerne er tænkt og skabt til præcis de steder, de er realiserede,” fortæller Ulrikke Neergaard.

Derimod går det ofte galt, når kunsten placeres et sted, uden at den er tænkt ind i sammenhængen, og der f.eks. ikke har været dialog mellem kunstneren og kunstens brugere.

Et eksempel, som projektlederen peger på, stammer fra Statsfængslet Østjylland, hvor hun undersøgte de indsattes oplevelse af bl.a. Øivind Nygaards ‘Altertavle’ og Christian Lem­ merz ‘Jailbird’.

“De indsatte fortalte os, at de føler, at netop disse værker taler direkte til dem og refererer til deres eget liv i fængslet.

Karakteristisk for begge værker er, at kunstnerne bag har sat sig grundigt ind i den sammenhæng, værkerne skulle indgå i.

‘Altertavle’ består bl.a. af et hul i fængselskirkens mur, ud til lyset og friheden, mens ‘Jailbird’ er en tvekønnet skulptur med bodybuilderkrop, oversået med tatoveringer og udstyret med

englevinger – en skulptur der både vækker genkendelse og er svær at få styr på med sine mange modsatrettede referencer og billeder,” fortæller Ulrikke Neergaard.

Gode intentioner Omvendt er der andre værker i Statsfængslet Østjylland, som ikke fungerer efter hensigten. Og det er netop værker, der ikke er skabt med udgangspunkt i stedets særegne karakter, men som er placeret i fængslet efterfølgende.

Eksempelvis er hensigten med en serie skulpturer, der viser menneskelivets skiftende faser fra barndom til alderdom, at formidle varme og nærhed og sætte livsforløb i perspektiv.

Men nogle indsatte fortæller, at de oplever skulpturerne som en smertelig påmindelse om det familieliv, de frygter at have mistet for altid. Andre igen oplever dem som fuldstændig in­ tetsigende.

“Kunstneren har selvfølgelig også i dette tilfælde gjort sig sine overvejelser, men generelt kan man sige, at det er proble­ matisk at placere værker, som ikke er tænkt til stedet, i offent­ lige rum,” siger Ulrikke Neergaard.

En væsentlig årsag er, at folk ikke selv har valgt at møde den kunst, der placeres i offentlige rum. Og især i et fængsel, eller for den sags skyld på et hospital, er brugerne ‘tvangsindskrev­ ne’ til de kunstneriske oplevelser. Men generelt er kunstnerne uhyre opmærksomme på kontekstens betydning, siger Ulrikke Neergaard.

“Kunstnerne ved, at det offentlige rum er et komplekst felt at arbejde i. Men selvom intentionerne er gode, og deres re­ search er grundig, overrumples mange af dem alligevel af ufor­ udsigelige faktorer,” siger hun.

Som trold af en æske Et aktuelt eksempel på uforudsete faktorers konfliktpotentia­ le, er balladen om placeringen af Elmgreen og Dragsets skulp­ tur Han ved Kulturværftet i Helsingør.

Skulpturen, der skal udføres i højglanspoleret stål og fore­ stiller en ung mand siddende på en sten i samme positur som Den Lille Havfrue, kom i modvind allerede mens værket kun

Billedkunstneren nr. 2

12

2011

Vestled i Hvide Sande består af en plads af røde teglsten, der fungerer som overgangszone mellem by og strand og en 28 meter lang bronzeskulptur foran pladsen, ud mod stranden. Værket er på en gang et æstetisk, funktionelt og minimalistisk indgreb i landskabet – og er meget populært i lokalområdet.

Foto: Kim Høgh Mikkelsen

fandtes på tegnebordet. Protesterne, som kom fra både arki­ tektfagligt hold og fra lokale, gik dels på værkets karakter, dels på dets placering.

Han overlevede dog slagsmålet, og Havdrengen, som skulptu­ ren også kaldes, indvies nu i efteråret – men den placeres pga. protesterne et andet sted end oprindeligt planlagt, lidt læn­ gere væk fra Helsingørs hæderkronede vartegn, Kronborg Slot.

“Postyret om Han viser, hvor galt det kan gå, når man først sent i processen opdager, at man ikke har alle relevante par­ ter med i planlægningen af projektet,” fortæller Ulrikke Neer­ gaard.

I dette tilfælde havde Statens Kunstfond og opdragsgiveren Helsingør Kommune, som det er almindelig praksis i de projek­ ter, kunstfonden er involveret i, nedsat et ad hoc udvalg med repræsentanter fra de forskellige interessenter, der skulle sam­ ordne og styre processen sammen med Elmgreen og Dragset.

“Alt gik efter bogen. Indtil en landskabsarkitekt sprang op som trold af en æske med indsigelser mod projektet. Land­ skabsarkitekten, der stod for udformningen af området foran Kulturværftet, havde både Slots- og Ejendomsstyrelsen og Re­ aldania i ryggen. Set i bakspejlet burde han have været ind­ draget i ad hoc udvalgets arbejde, men nu stod han altså frem og talte stærkt for, at placeringen af skulpturen var forfejlet i forhold til Kronborgs kulturhistoriske betydning. Og den kri­ tik fik massiv opbakning i læserbreve i lokalpressen,” fortæller Ulrikke Neergaard.

I dette tilfælde endte konflikten med forlig mellem kunstne­ re og kritikere. Men forløbet viser, hvor mange andre processer end de rent kunstneriske, som kunstnerne reelt skal have styr på, når de arbejder i det offentlige rum. Elmgreen og Dragset

har selv udtalt, at man som kunstner i dette felt skal være både antropolog, sociolog, psykolog og kulegravende journalist for at kunne gennemskue de mange mekanismer, der er i spil. Og beskrivelsen er rammende, mener Ulrikke Neergaard: “Udover at kunne fornemme og aflæse stedet og menneske­ ne, der skal leve med kunsten, er kunstnerne nødt til at kunne sætte sig ind i de bagvedliggende politiske og økonomiske for­ hold. De bør spørge ind til alle tænkelige interesser og parter – helst også dem, som kommunen ikke selv har husket.”

Men er det rimeligt og realistisk at tro, at kunstnerne kan udfylde alle disse roller?

“Det er høje krav at stille, ingen tvivl om det. Derfor er der efter min mening god ræson i at forbedre rammerne for kunst­ nernes arbejde i offentlige rum. Jeg tror f.eks., at det i mange projekter ville være nyttigt med en kunstfaglig tovholder, som kunne tage sig af de praktiske opgaver. I Norge har man orga­ niseret det sådan, at den statslige organisation, der yder til­ skud til kunst i det offentlige rum, inviterer både kunstnere og kunstkonsulenter til at byde ind på projekterne. Der er altså en ekstra faglighed indover, et led mellem de lokale repræ­ sentanter og kunstneren. Det kunne jeg godt unde de danske kunstnere, for vi ser jo desværre relativt ofte, at projekter løber ind i vanskeligheder eller ligefrem støder på grund undervejs i processen,” siger Ulrikke Neergaard.

Kommunale vildveje Et eksempel på en sådan vanskelig proces fandt hun i billed­ hugger Torben Kappers projekt i Slagelse. Kapper har ført opsli­ dende forhandlinger med kommunens forskellige forvaltnin­ ger om alt fra fjernvarmerør og gadeinventar til nabohøringer

Billedkunstneren nr. 2

2011

13

Statens Kunstfond gik nye veje med projektet SOUP – Sol Over Urban Planen. Her gik billedkunstnere, arkitekter samt udstillingsstedet Overgaden sammen om at skabe en række projekter med beboerne, der var glade for projektet, men som også efterfølgende udtrykte frustration over, at projektet ikke efterlod sig varige spor. Foto: SOUP.

for at realisere sit skulpturværk til Gammel Torv i Slagelse by.

Værket blev væsentligt forsinket, men indviet i november.

Undervejs har skiftende repræsentanter fra diverse instanser blandet sig med modstridende synspunkter og nye bestemmel­ ser. Som kunstneren spørger retorisk: Taler de ikke med hinan­ den internt i kommunen?

“Meget sent i forløbet dukker der pludselig en forvaltning op, som viser sig at være den, der har det sikkerhedsmæssige og praktiske ansvar for placeringen af skulpturer i det offentli­ ge rum,” fortæller Torben Karper lakonisk i en af de 15 film om kunst i det offentlige rum, som indgår i Ulrikke Neergaards og KØS’ forskningsprojekt.

Og ja, mange kunstnere erfarer på den hårde måde, at kom­ munikationen mellem lokalpolitikere og forvaltning ikke altid fungerer optimalt, konstaterer Ulrikke Neergaard og tilføjer: “Det er sigende for det her felt, at man ender med at sidde og snakke kommunalpolitik. Det kommer ofte til at dreje sig om tusind andre ting end kunsten. Hvilket så samtidig er noget af det, der er med til at gøre kunst i offentlige rum så relevant og interessant at beskæftige sig med: at den rækker ud over den snævre kunstsfære.”

Kunstnerens kernekompetencer Men i sidste ende er det jo kunsten, der står for skud. Og kunst­ neren, der enten bliver mål for folkets hyldest eller skyde­ skive for megen vrede. Så hvad er det gode råd fra forskeren til kunstnerne? Hvordan får kunstneren alle dialogerne med kunstfond, lokalpolitikere, embedsværk, byplanlæggere, ar­ kitekter og – ikke mindst! – borgere til at gå op i en højere enhed?

“Der er desværre ingen facitliste,” smiler Ulrikke Neergaard, “men når vi ser på de projekter, der fungerer, så har kunstneren typisk været god til at lytte til modtagerne og sætte sig grundigt ind i stedets karakter. Samtidig har kunstneren formået at fri­ gøre sig fuldstændig fra al sin indsamlede viden, og har skabt sit eget kompromisløse værk. Så ja, det er vigtigt at gå i dialog med brugerne. Men det er mindst lige så vigtigt at holde fast i det, man vil som kunstner. Værket skal turde være sig selv, turde gribe ind i stedet med sit helt eget udsagn og æstetik.”

Og så er konflikt ikke nødvendigvis et onde, understreger projektlederen.

“Der ligger meget potentiale i konflikterne. Den lykkelige gnidningsfrie proces er ikke garanti for, at der kommer god kunst ud i den anden ende,” siger hun.

Og måske er den problemløse proces i virkeligheden ureali­ stisk. For når man arbejder med kunst til det offentlige rum er der så mange modstridende krav og forventninger i spil, at sammenstød er uundgåelige: “Kunsten skal f.eks. skabe identitet og være vartegn, mener nogle, mens andre ønsker, den skal være dekorativ. Og så skal den være kritisk, lyder det fra andet hold, men den må ikke tale ned til folk eller pådutte modtagerne noget. Kunsten skal give mening og tale til os alle sammen – i al vores forskellig­ hed. Selvfølgelig kan det ikke lykkes alt sammen på én gang!” siger Ulrikke Neergaard.

Men på baggrund af de værker, hun og KØS har undersøgt, står en ting i hvert fald klar: “Det værste der kan ske for kunsten i det offentlige rum er, at den bliver ligegyldig. At ingen lægger mærke til den. Og det er både kunstnere og modtagere faktisk enige om.”

Billedkunstneren nr. 2

14

2011

Det muliges kunst Hvornår har du sidst tænkt på at ændre verden? Sådan lyder et af spørgsmålene i et otte sider langt spørgeskema om forholdet mellem kunst og udviklingsarbejde i den tredje verden, konstrueret af to billedkunstnere. Her fortæller de om at arbejde med kunst til det offentlige rum i Kathmandus gader.

Tinne Delfs

“Vær venlig at besvare følgende spørge­ skema, før du læser denne bog”.

Sådan lyder det indledningsvist i bogen ‘Wish you were here’, udgivet af billed­ kunstnerne Nynne Haugaard og Nikolaj Kilsmark på forlaget Revolver Publishing.

Herefter konfronteres læseren med en lang række udførlige og mere eller min­ dre umulige spørgsmål om forståelsen – eller mangel på samme – af kunst og udviklingsarbejde. Som f.eks.: “Hvordan definerer du begrebet kunst?”, “Hvordan definerer du begrebet udvikling?” og “Har du nogensinde gjort noget for at forandre verden?”

Bogen bygger på erfaringer fra et to­ årigt kunstnerisk feltarbejde, som de to billedkunstnere udførte i Nepal om ‘af­ dækning af globale magtstrukturer’.

Udgangspunktet var deres ansættelse som konsulenter i visuelle spørgsmål i Mellemfolkeligt Samvirke (MS). Her fun­ gerede de to danskere på skift som fri­ villige udviklingsmedarbejdere og som professionelle kunstnere, dels med at udarbejde visuelle strategier og kampag­ ner for organisationen, dels med deres egne kunstprojekter i samarbejde med andre kunstnere og lokale kræfter. Det var en dobbeltrolle, der åbnede mulig­ heder, men som også stillede kunstnere såvel som organisationen overfor nye di­ lemmaer.

“Kunstens metode er jo at stille spørgs­ mål og pege på strukturer, hvorimod internationalt udviklingsarbejde arbej­ der med mere konkrete løsninger,” som Nynne Haugaard siger.

Nynne Haugaard og Nikolaj Kilsmark: “Arbejder du direkte med virkeligheden som kunstnerisk ramme, er du nødt til at lytte og spørge: Hvad er muligt her? Og hvordan ved vi, om værket lykkes?” Foto: Tinne Delfs.

Kunst møder virkelighed At være udsendt som udviklingsarbejder i en international organisation som MS giver både muligheder og bindinger som kunstner, fortæller de.

Organisationen stiller et bredt lokalt netværk, tolk, transport og bolig til rå­ dighed, til gengæld udfordres den kunst­ neriske integritet i mødet med organisa­ tionen. Nikolaj Kilsmark: “Det er meget lettere som kunstner at lave en udstilling på et galleri. Du beva­ rer din kunstneriske frihed, og værket befinder sig i en sikkerhedszone omgi­ vet af kuratorer, indbudt publikum og anmeldere. Arbejder du derimod direkte med virkeligheden – i dette tilfælde Ne­ pal, som jo er et land med politiske og kulturelle restriktioner – som kunstne­ risk ramme, er du er nødt til at lytte og spørge: Hvad er muligt her? Og hvordan ved vi, at værket er lykkedes?”

Sammen med svenske og nepalesiske kunstnere satte Nikolaj Kilsmark og Nyn­ ne Haugaard bl.a. kønsroller og demo­ krati til debat i projektet Different Voices.

Det skete bl.a. på en lejet billboard-plads midt i Kathmandu (se foto på modsatte side og på forsiden, red.).

Indholdet i Different Voices Billboard Project blev født gennem en annonce i avisen – et open call, hvor kunstnerne inviterede lokale kreative grupper og enkeltpersoner til at komme med bud på udformningen af ti plakater, der på skift skulle indrykkes på billboardet. Folk meldte ind, og projek­ tet fik et tydeligt lokalt aftryk.

“Mange indbyggere i Nepal er analfa­ beter, men de lytter til mainstream me­ dier som radio og forstår det kommer­ cielle rum med reklamernes æstetik og sprog – der har Carlsberg banet vejen,” konstaterer Nikolaj Kilsmark.

Så der, hvor der før hang et kendt og – især i Nepal – tvetydigt reklameslo­ gan for en amerikansk whisky: There is nothing like a virgin, hang i over fem uger kunstnernes alternative ‘slogan’ There is nothing like a man in the kitchen.

Flere sprog Nynne Haugaard og Nikolaj Kilsmark brugte det første år i Nepal på at lære sprog. Dels lærte de sig nepalesisk, dels det specielle sprog, der tales og især skrives i internationale hjælpeorganisa­ tioner – eller i Aidland, som er en ram­ mende betegnelse, oprindeligt formule­ ret af antropologen Steven Sampson, om de steder i verden, hvor hjælpeorganisa­ tionerne er rykket ind med deres folk og programmer. Men kunstnerne med­ bragte selvfølgelig også kunstens sprog.

“Du kommer med din kultursensibili­ tet og opdager, den er et tveægget sværd.

For dem, du skal arbejde sammen med, er ligeså sensible overfor den kultur, du repræsenterer. Det bliver det muliges kunst. Du skal hele tiden vide, hvilken ramme du taler i,” siger Nynne Hau­ gaard, der i dag er hjemme igen i Køben­ havn, sammen med Nikolaj Kilsmark.

Og selvom de fysiske værker for længst er forsvundet fra Kathmandus gader, er de dokumenterede i bogen ‘Wish you

Billedkunstneren nr. 2

2011

15

Lyset vender tilbage were here”, der på selvransagende vis behandler dillemaer i både kunst- og udviklingsarbejde. Her kan man bl.a. læse personlige beretninger, teoretiske bidrag og tre essays af førnævnte antro­ polog Steven Sampson, hvori han hud­ fletter den internationale udviklingsin­ dustri og de magtstrukturer, den efter hans mening reproducerer.

Og det er en stor udfordring – også for kunstnere – at navigere på en menings­ fuld måde i Aidland, medgiver Nynne Haugaard og Nikolaj Kilsmark.

“Kunst kan ikke skaffe rent vand el­ ler demokrati i Nepal, men kunst kan vende tingene på hovedet, sætte fokus på tabuer og udfordre strukturerne i et samfund med begrænsninger, f.eks. hvad angår ytringsfrihed, ligestilling og demokrati. På den måde kan kunst spille en rolle i det globale arbejde for social forandring,” mener Nynne Haugaard.

“Vi kan jo ikke vide, hvilken betydning et projekt som f.eks. Different Voices fik for dem, der oplevede det. Men respon­ sen var stor fra lokale ildsjæle, NGO’er­ ne, diverse netværk og faggrupper, der arbejder med disse områder i Nepal og Indien. Det førte til workshops, høringer og indlæg i medlemsblade, hvor man på kryds og tværs diskuterede, hvordan po­ litiske, kulturelle og sociale budskaber bedst kommunikeres ud i en virkelighed som Nepals,” fortæller hun.

En anden vigtig erfaring, som de to kunstnere gjorde i Nepal er, at den tradi­ tionelle kunstnerrolle nærmest opløses i de komplekse samarbejder, kunstnere indgår i, når de arbejder i en udviklings­ sammenhæng. Nikolaj Kilsmark: “Når man laver kunst i et åbent sam­ arbejde med et bredt fagfelt som det, der omgiver internationalt udviklings­ arbejde, sker der noget helt nyt. I dette samarbejde afgiver kunstneren den tra­ ditionelle autonome kunstnerrolle. Sig­ naturen er simpelthen væk.”

Læs mere – også om bogen ‘Wish you were here’: www.art4change.info

Linien-Lyset fra midten af halvfemserne står stadig som det kunstværk i det offentlige rum, som blev mest omdiskuteret nogensinde herhjemme. Nu, 15 år efter at kunstprojektet langs den jyske Vestkyst skabte ravage, er kunstneren bag laserstrålen tilbage med nyt værk i stor skala: LYS er skabt til det østjyske landskab og inddrager både andre faggrupper og lokalbefolkning.

Tinne Delfs

Når man arbejder med kunst til det offentlige rum, kommer man som kunstner direkte i skudlinjen.

Det ved billedkunstner Elle-Mie Ejdrup Hansen om nogen. Hun stod bag Fredskulptur Linien-Lyset på den jyske vestkyst tilbage i 1995, og har på godt og ondt erfaret, hvor meget der står på spil, når man skaber et stort værk i det offentlige rum.

Allerede længe inden Linien-Lyset blev en realitet, gik der politik i pro­ jektet, og offentligheden eksplode­ rede i et for og et imod. Gamle mod­ standsfolk rasede over ‘nazi-kunsten’ med henvisning til Speers lysværker og opfordrede til sabotage, medierne bragte tusindvis af overophedede

artikler og indslag, og i Folketinget for­ søgte Fremskridtspartiet at få værket stoppet ved lov.

Elle-Mie Ejdrup Hansen blev både kaldt tysker-tøs, nazist og passet op på gaden af fremmede mennesker.

Det bærende element i Fredskulptur Linien-Lyset var en laserstråle, der blev sendt fra Skagen til Sild natten mellem den 4. og 5. maj 1995, og som i to timer bandt vestkysten med de 6000 halvvejs eroderede bunkere sammen, i et lysende grønt bånd. Men resten af værket, bl.a.

57 kunstudstillinger i og udenfor bun­ kerne med internationale navne som Jörg Immendorf og Anthony Gormley, druknede fuldkommen i slagsmålet om laserlyset.

Elle-Mie Ejdrup Hansen: “Samarbejdets balancepunkt ligger for mig i at hævde konceptet og samtidig være åben.” Foto: Suste Bonnén.

Billedkunstneren nr. 2

16

2011

Elle-Mie Ejdrup Hansen: LYS. 2011

Alligevel strømmede 500.000 – især unge mennesker – på selve aftenen til vestky­ sten og bortset fra et enkelt teknisk kiks, fungerede laserstrålen, som Elle-Mie Ej­ drup Hansen havde håbet.

I alt tog det kunstneren fem år at or­ ganisere det ambitiøse værk, der skulle markere 50 året for 2. verdenskrigs op­ hør. Og Fredsskulptur Linien-Lyset var da også et værk i den helt store skala. Det involverede institutioner, fonde, sponso­ rer, syv ministerier, amter, kommuner, styrelser, ni ambassader, 22 interna­ tionale kunstnere, en komponist, 1000 musikere, sågar PET foruden en hær af teknikere og enkeltpersoner.

Det kræver overblik og organisation at realisere et sådant samarbejde. Og ElleMie Ejdrup Hansen ser hele organisatio­ nen omkring værket som en væsentlig del af sin kunstneriske metode, fortæl­ ler hun.

“Samtalen med de involverede fag­ grupper er værktøjet for processen, og der finder selvfølgelig altid en vis for­ handling sted – ikke alt kan lade sig gøre. Men det har intet med hverken kompromis eller demokrati at gøre, for konceptet ligger fast. Samarbejdets ba­ lancepunkt ligger for mig i at hævde konceptet og samtidig være åben,” siger Elle-Mie Ejdrup Hansen.

Tilbage i stor skala I dag har hun lagt begivenhederne i 1995 bag sig, men det tog flere år, hvor kunstneren var ansat på Designskolen Kolding (og bl.a. underviste i at arbejde i teams) og hendes værker – primært ma­ lerier – blev udstillet og solgt i udlandet.

“For at inddrage borgerne direkte, skal der være en legitimitet. Jeg deler ikke bevidstløst invitationer ud til folk om at være statister i mit værk, men jeg inviterer gerne andre faggrupper ind som medskabende, og i tilfældet LYS giver det også mening, at invitere folk fra lokalområdet til at læse Inger Christensens digt op.”

Først i 2009 var Elle-Mie Ejdrup Han­ sen tilbage i Vestjylland med Fra aften til morgen og i 2010 i Gellerup parken i Århus med Light and Changes – begge pro­ jekter baseret på laserlys og LED tekno­ logi.

Og nu er hun så omsider tilbage i stor skala og i fuld gang med at forberede LYS – landskab og stemmer i Østjylland, et interaktivt samarbejdsprojekt, der invol­ verer programmører, en komponist, seks kommuner i Østjylland, lokalbefolknin­ gen samt – selvfølgelig – en lyslinje i form af den grønne laserstråle.

LYS består af 18 store håndtegnede billeder af østjyske landskaber. Disse tegninger er digitaliserede i et specialud­ viklet software, således at tegningerne er interaktive og kan påvirkes af stemmer.

I løbet af foråret lægger 300 lokale borgere stemmer til ved at oplæse digtet Lys af Inger Christensen. Disse optagelser danner basis for et stemmeværk, der ak­

kompagnerer lyslinjen, der kan ses seks steder i det østjyske landskab, seks afte­ ner i september.

“Det kommer nogle gange bag på folk, hvor meget koncentration der er i tænk­ ningen af konceptet, hvor meget umage og tid, der ligger dér. F.eks. brugte jeg tre måneder på at skitsere de store tegnin­ ger med blyant, for at forstå landskabet og digtet, der er grundelementerne i LYS,” fortæller Elle-Mie Ejdrup Hansen.

“Forudsætningen for at kunne lukke andre ind i den kompleksitet, som ska­ belsen af værket indebærer, er, at kon­ ceptet er fuldstændig på plads. Det er krævende at finde frem til syntesen, men det er dér min signatur ligger, og den forsvarer jeg,” siger hun.

For Elle-Mie Ejdrup Hansen giver det ikke mening at indføre demokrati i til­ blivelsen af et kunstværk. I forbindelse med værket Light and Changes i Gellerup foreslog f.eks. Enhedslisten, at de 7.200 beboere skulle have indflydelse på far­ verne på lyset.

“Sådan fungerer det ikke. Gavlene skulle være blå, gangbroen orange og la­ serstrålen grøn – de farver har alle men­ nesker adgang til, for de findes i naturen og i alle kulturer og religioner. Sådan var konceptet, og det kan jeg ikke bare udlicitere,” understreger kunstneren.

“For at inddrage borgerne direkte, skal der være en legitimitet. Jeg deler ikke bevidstløst invitationer ud til folk om at være statister i mit værk, men jeg inviterer gerne andre faggrupper ind som medskabende, og i tilfældet LYS giver det også mening, at invitere folk fra lokalområdet til at læse Inger Chri­

Billedkunstneren nr. 2

2011

stensens digt op. Digtet blev skrevet i Knebel, og landskabstegningerne interagerer med de lokale stemmer – på den måde bliver den østjyske dia­ lekt en vigtig ingrediens,” siger hun.

Værkerne skaber et ‘vi’ Fredsskulpturen fra 1995 er og bliver Elle-Mie Ejdrup Hansens hovedværk.

Laserstrålen blev et vendepunkt, der startede en kunstnerisk praksis og skabte en markant signatur, som hun også viderefører i værket LYS. Lysværkerne handler dybest set om det samme, nemlig om at pege på spændingsfeltet mellem det synlige og det usynlige, på landskabets poesi og den underliggende fælles histori­ ske identitet.

“Det æstetiske rum, installatio­ nerne skaber, åbner for samtalen, og der bliver dannet et ‘vi’. En af grun­ dene til, at sindene kom i kog i 1995, var, at Fredsskulpturen også pegede på et underliggende sår i den fælles historiske identitet. De 6000 bun­ kere langs vestkysten (opført mellem 1943-45), er nemlig bygget for danske penge, af danskere. I 1995, hvor man­ ge tidligere modstandsfolk stadig le­ vede, var dette et tabu – som vi den dag i dag ikke taler om,” siger hun.

Lysinstallationerne vækker heldig­ vis andet end kollektive traumer, de peger også på skønheden og poesien, storheden i landskabet, det fælles liv.

“Jeg har lavet de fleste af disse vær­ ker i udkanten af Danmark. I Gel­ lerup, ved Vesterhavet eller på en stubmark i Odder, steder, der ikke til­ trækker det kunstkyndige publikum, som du møder på f.eks. Aros. Det er folk, der lever i områderne, der er publikum, og det ‘vi’ der opstår mel­ lem dem og værket, er jeg som kunst­ ner meget bevæget over at opleve.”

Læs mere: www.ejdruphansen.dk; www.lyslandskab.dk

LYS – landskab og stemmer i Østjylland er udviklet af Elle-Mie Ejdrup Hansen i samarbejde med Kulturring Østjylland og vises seks dage i september 2011 på seks udvalgte steder. Her kan man opleve en lyslinje i landskabet og høre Inger Christensens digt Lys som interaktivt stemmeværk skabt af komponist Marie Højlund på basis af østjydernes oplæsninger.

17

Kom ud og leg

14:30-17:30

17 MAJ - 5 JUNI

Ålekistevej / Vanløse

Hvad sker der, hvis man bringer samtidskunsten ud til en trafikeret gennemfartsvej, FF II NN DD D R O N N I N G E N OO GG P R I N S G E M A L E N PP ÅÅ – en lokalitet ÅÅ LL EE KK II SS TT EE VV EE JJ OO GG GG II VV DD EE M M DD II NN P R O T E S T. I N T E T E M N E E L L E R B U D S KAB ER FOR LILLE! de fleste dårligt registrerer, men blot passerer igennem? Det sætter ‘Lokal Global Plan’ fokus på, når 13 danske og udenlandske kunstnere bruger Ålekistevej som udstillingsramme og inviterer beboere og forbipasserende til at være med.

Tinne Delfs

“Jeg orienterede mig altid mod byen og brugte ikke selv nærmiljøet, da jeg bo­ ede her,” fortæller billedkunstner Heidi Hove, der sammen med en anden be­ boer på Ålekistevej, billedkunstner Jens Axel Bech, er kurator og initiativtager til ‘Lokal Global Plan’. Og det var netop deres eget manglende engagement i det lokale, der kickstartede ideen til udstil­ lingen. Ålekistevej i Vanløse ligner noget, der er blevet til overs. Området er ikke ble­ vet byfornyet og har ikke gennemgået større byplanmæssige forandringer, så­ dan som det f.eks. er sket på Nørrebro og Vesterbro.

Ser man nærmere efter, er Ålekistevej på godt og ondt en tidslomme, hvor det originale og særegne har overlevet trods konform arkitektur og tung trafik. Disse oversete eller glemte steder sætter ‘Lokal Global Plan’ spot på netop i disse dage, hvor in­stallationskunst, performance, kon­cept­kunst, animation og deltagerba­ serede projekter vil flette sig ind bybille­ det og hverdagslivet på Ålekistevej.

De inviterede kunstnere arbejder alle med kunst i det offentlige rum og deres praksis forholder sig til nærmiljø, socia­ le relationer og begreber som identitet og tilhørsforhold.

Borgerinvolvering “De uventede indtryk og socialt inklu­ derende værker vil forhåbentlig danne grobund for dialog i lokalområdet og få beboere og folk, der normalt bare passe­ rer igennem Ålekistevej til at bremse op og reflektere,” siger Heidi Hove.

Er det ikke naivt at tro, at en relativ flygtig samtidskunstudstilling kan få folk til at engagere sig i lokalområdet?

“Samtidskunsten kan bryde rutinen og pege på nogle kvaliteter og poten­ tialer, der måske er glemt eller overset i lokalområdet. De 12 kunstprojekter inviterer beboerne, foreninger, erhvervs­ drivende og besøgende ind på forskellige niveauer. Man kan nøjes med at stoppe op og betragte, men man kan også invol­ vere sig i et deltagerbaseret projekt med fare for at komme i kontakt med ‘de an­

Billedkunstneren nr. 2

18

2011

Privat eller offentligt? Berit Nørgaard (th) bruger Vanløse-borgeres vinduer som udstillingsrum i kunstprojektet Lokal Global Plan. Værket i midten, der tager afsæt i kunstprojektets titel, er af Pulsk Ravn. Foto: LGP.

dre’,” siger Heidi Hove. Samtidig erken­ der hun, at det er hårdt arbejde at få de lokale lokket ud af busken.

“Den globale virkelighed sætter sig massivt på den lokale opmærksomhed, f.eks. gennem de ca. 50 tv-kanaler og internettet i beboernes lejligheder. Det kræver virkelig en anstrengelse at træn­ ge igennem med et lokalt tilbud, selvom det foregår live og lige uden for døren.

Men det understreger blot, at et levende lokalmiljø er et nødvendigt fundament i en globaliseret verden. Og her kan sam­ tidskunsten noget specielt,” mener hun.

Udstillingens globale islæt kommer fra de udenlandske kunstnere. Tyrkiske Didem Ozbeks medbringer en tradition fra Istanbul til Ålekistevej, nemlig et udvendigt manuelt elevatorsystem med cykelkurv, der skal monteres på en blok med 48 altaner. På den måde kan bebo­ erne hejse ting og sager op og ned til hinanden.

Amerikanerne Ben Kinsley og Jon Ru­ bin kombinerer til gengæld en dansk tradition, kongehuset, med en ameri­ kansk, protestbevægelserne. Dronning Margrethe og Prins Henrik look-a-likes vil demonstrere på Ålekistevej med pro­ testskilte, ikke med egne budskaber, men med beboernes.

Vis mig dit vindue…

En af de medvirkende danske billed­ kunstnere er Berit Nørgaard. Hun delta­ ger i Global Lokal Plan med værket blikfa ng , der inviterer beboere med vinduer

ud til Ålekistevej til at lave deres egen udstilling i et af vinduerne. blik fa ng er et deltagerbaseret projekt, der både pe­ ger indad og udad.

Det kan umiddelbart lyde ret fredsom­ meligt at sende folk en invitation til at ‘pynte’ et vindue med udgangspunkt i deres yndlingsfarve. Men det er Berit Nørgaards erfaring med social engageret kunst, at en tilsyneladende uskyldig og positiv gestus kan prikke til noget poten­ tielt farligt og udløse reaktioner, ingen kunne forudse.

Har du et ansvar som kunstner, hvis nogen fylder vinduet med f.eks. nazistisk propaganda?

“Jeg træder ikke ind i lokalmiljøet med en fast dagsorden. På Ålekistevej er der et potentiale, der kan vækkes til live, men jeg kender ikke dets karakter, for jeg kender ikke beboerne. Jeg inviterer mennesker, der muligvis kun har det til fælles, at de bor på den samme vej. Når deltagerne kommer på banen, kan jeg ikke og ønsker heller ikke at kontrollere deres fortolkning af invitationen. Jeg gi­ ver slip og stoler på, at de er i stand til at tage hånd om deres egne udsagn, det er jo netop det, der er ideen!” siger hun.

De pyntede vinduer er ikke grebet ud af den blå luft, Ålekistevej er fuld af små butiksvinduer udsmykket i kreativ og personlig stil.

“Du fornemmer klart, at der står en person bag disse gør-det-selv-vinduer.

Det handler om at vise sin identitet for omverdenen, få øje på de andres, og på den måde blive bevidst om, at vi lever

i hinandens nærvær. Men helt nede på jorden er projekt blik fa ng også bare en konkret og legitim anledning til at se lidt nærmere på hinanden,” siger Berit Nørgaard.

Liv i gaden Lokal Global Plan er et bredt samarbejde mellem kunstnere, borgere, lokale myn­ digheder – f.eks. kommunen og boligfor­ eninger – der bl.a. har stillet et fælleslo­ kale til rådighed.

“Ikke alt har kunnet lade sig gøre. Et projekt er blevet skrottet, andre kraftigt tilpasset af forholdene. Værkerne må gerne udfordre, men ikke intimidere, f.eks. skal grænserne mellem det private og det offentlige rum respekteres,” siger Heidi Hove.

I udstillingsperioden er fælleslokalet samlingspunkt for de lokale, kunstnere og besøgende, bl.a. som udgangspunkt for guidede rundvisninger, debatter og foredrag. Derudover uddeles en lokal­ avis til de 17.000 husstande i Vanløse med oversigt over værkerne, aktivitets­ program mv.

“Vi har i forbindelse med udstillingen talt med rigtig mange mennesker her­ ude, og folk synes, der kunne være mere liv i gaden. Vi håber, nogle griber chan­ cen og bruger Lokal Global Plan som in­ spiration og afsæt for nye aktiviteter på Ålekistevej,” siger Heidi Hove.

Tinne Delfs er freelance journalist og skriver for første gang for Billedkunstneren.

Lokal Global Plan er kurateret af billedkunstnerne Heidi Hove og Jens Axel Beck i samarbejde med formidlerne Marie Bruun Yde og Louise Trier. På udstillingen deltager 13 danske og udenlandske samtidskunstnere: Akvilé Anglickaité (LT), Lars Arrhenius (SE), Jens Axel Beck (DK), Anne Bennike (DK), Osman Bozkurt (TR), Heidi Hove (DK), Ben Kinsley & Jon Rubin (US), Berit Nørgaard (DK), Didem Özbek (TR), Pulsk Ravn (DK), Daniel Svarre (DK) og Sixten Therkildsen (DK).

Værkerne vises i det offentlige rum omkring Ålekistevej i Vanløse i perioden 19.5.-5.6.2011. Se også: www.lokalglobalplan.dk Lokal Global Plan er et af de 39 projektforslag, der blev præmieret af Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum, Open Call 2010

Billedkunstneren nr. 2

2011

19

Når kunst bliver et offentligt anliggende

Hvordan forholder man sig til kunst i det offentlige rum andre steder i verden? Her præsenteres tre toneangivende aktører på den internationale samtidskunstscene, der tidligere i år deltog på en forskningskonference, arrangeret af KØS, Museum for Kunst i det Offentlige Rum. Sabine Nielsen

I Holland har man længe haft fingeren på pulsen, når det gæl­ der nytænkningen af kunstens rolle i den kulturelle byudvik­ ling. Et af de bedste eksempler er Skor Foundation for Art and Public Domain, som på konferencen ‘Det’ Vores Kunst’ blev re­ præsenteret af kurator Nils van Beek, Amsterdam.

“Skors projekter kan virke både overvældende og forvir­ rende, stimulerende og chokerende, intime og beroligende,” sagde Nils van Beek bl.a. på konferencen, der samlede over 100 kunstnere, kuratorer og forskere fra Danmark og udlandet.

Skor er en statsfinansieret organisation med base i Amster­ dam, der siden 1999 har specialiseret sig i at rådgive, udvikle og gennemføre kunstprojekter i det offentlige rum. Organisa­ tionen inviterer kunstnere til at udføre værkerne, og de en­ kelte projekter finansieres som regel ved hjælp af en blanding af statslige og kommunale bevillinger, fondsstøtte og private sponsoraftaler.

Skors kunstprojekter varierer meget i metode og omfang. De omfatter således minimale indgreb i bymiljøet i form af f.eks. meningsforstyrrende skiltning, der opfordrer den forbipasse­ rende til at kaste et ekstra blik på det omkringværende byrum.

Men de omfatter også medium skalerede projekter til institu­ tioner så som skoler, hospitaler og hjem for sindslidende så­ vel som stort skalerede projekter, hvor forskellige initiativer iværksættes med henblik på at omskabe en hel bydel.

Som Nils van Beek påpegede, er indgåelsen af sådanne utra­ ditionelle og tværfaglige alliancer ikke altid uproblematiske.

Kunst i det offentlige rum skabes i felt af sociale og kulturelle betydninger, interessemodsætninger og konflikter. I sine pro­ jekter tager Skor derfor udgangspunkt i det offentlige rum som et sådant komplekst rum for forhandling, ligesom organisa­ tionen opfordrer de kommissionerede kunstnere til aktivt at adressere dette forhold. De hidtil realiserede projekter har da

S, M, L, XL Fælles for de projekter, som Skor iværksætter, er, at de reage­ rer og kommenterer på socio-politiske skift i samfundet og nye udviklinger inden for samtidskunst, bymæssig design og landskabsarkitektur. Intentionen med Skor er at fungere som mellemled mellem kunstnere, arkitekter, byplanlæggere, po­ litikere og byens beboere. Som organisation forsøger Skor så­ ledes at facilitere de udvalgte projekter ved at forhandle med alle de involverede parter. Når Skor realiserer kunstprojekter i det offentlige rum eller tager initiativer til offentlige arran­ gementer, sker det således som oftest ved at indgå alliancer med forskellige samarbejdspartnere som f.eks. kulturcentre, offentlige og private organisationer så som kommuner, sund­ hedsinstanser, uddannelsesinstitutioner, projektudviklere og arkitektbureauer med henblik på at skabe et dynamisk og ofte utraditionelt samarbejdsforum omkring udformningen af det offentlige rum.

Kunstprojektet ’Beyond’, der foregår i hollandske Leidsche Rijn, er et kreativt samspil mellem kunst, arkitektur, socialarbejde, landskabsog byplanlægning. Tomas Saraceno: Pursuit of Happiness, 2005.

SKOR | Foundation for Art and Public Domain. Foto: Judith van IJken.

Billedkunstneren nr. 2

20

2011

Det hollandske kunstprojekt ‘Beyond’ har igennem ti år sat sit præg på et stort, nybygget boligområde – og har mødt både kritik og opbakning.

Tv: Beyond Leidsche Rijn: Parasite Paradise, 2003. SKOR | Foundation for Art and Public Domain. Foto: Ralph Kämena.

Th: William Speakman og Gijs Frieling: Beeldenpark, 2009. SKOR | Foundation for Art and Public Domain. Foto: Eric Laan.

også søgt at bidrage med et nyt, udvidet eller kritisk revideren­ de perspektiv på sociale problemstillinger og på den praktiske organisering af det offentlige rum.

Kunst i stor skala Når Skor opererer i stor skala sker det ofte i forbindelse med ambitiøst anlagte byfornyelsesprojekter. Denne slags projekter er selv sagt omfattende på grund af deres arealmæssige om­ fang. Men de er det også på grund af deres tidsmæssige ud­ strækning. Det er således ikke unormalt, at et projekt kan in­ volvere organisationens engagement i helt op til 10 år, hvilket er temmelig enestående set i et internationalt perspektiv.

Et af de mest eksperimenterende og banebrydende eksem­ pler på et sådant projekt er Beyond. Projektet blev påbegyndt i 1997 i Leidsche Rijn, et af de største moderne boligbyggerier i Holland, og har i kraft af sine talrige kunstneriske initiativer været medvirkende til at sætte mærkbart præg på området. De iværksatte projekter er alle kendetegnede ved at udforske det kreative samspil mellem kunst, arkitektur, socialarbejde, land­ skabsplanlægning og byplanlægning. Eksempler på sådanne tværfaglige initiativer tæller bl.a. projektet Paper Dome, en gi­ gantisk kulturhuskonstruktion bygget af præfabrikerede ma­ terialer så som pap og lærred af den japanske arkitekt Shigeru Ban, projektet Parasite Paradise, bestående af en række midler­ tidige, mobile og multifunktionelle arkitektoniske strukturer, som blev stillet til rådighed for områdets beboere over en pe­ riode på to måneder samt projektet Parasol, der bestod af to industricontainere og et ikke nærmere bestemt antal kinesiske bambusparasoller, som blev brugt til løbende at skabe et mute­ rende miljø særligt henvendt til beboelsesområdets unge.

Ris og ros Inden for de senere år har Beyonds tilgang til kunst i det offent­ lige rum tiltrukket sig massiv international opmærksomhed.

Organisationen modtager besøgende professionelle fra både Europa og USA og dens ansatte er blevet inviteret til at holde foredrag om projektet i såvel Belgien, Tyskland, Italien, Polen, Schweiz – og senest altså også Danmark.

I Leidsche Rijn, hvor Beyond er blevet realiseret, er modtagel­ sen imidlertid blandet. Mange af projekterne har været meget populære blandt bydelens beboere, og flere af de midlertidigt

realiserede kunstværker har af samme årsag opnået perma­ nent status. Men der har også lydt kritiske røster. Eksempelvis er det blevet fremført, at Beyond fremstår elitært og kunstne­ risk set svært tilgængeligt, at det henvender sig til et interna­ tionalt kunstpublikum snarere end et lokalt, samt at de offent­ lige midler, som er blevet bevilliget til projektet, kunne være blevet brugt mere hensigtsmæssigt i forbindelse med forbed­ ring af områdets infrastruktur og beboelsesejendomme.

Som respons på kritikken igangsatte Skor en række borgerind­ dragende aktiviteter, der har til hensigt at skabe større forståelse og ejerskabsfornemmelse for projektet blandt de lokale. Eksem­ pelvis har man inddraget de lokale beboere til at stemme om hvilket midlertidigt værk, som skal gives varig status, ligesom man på lokal opfordring har arrangeret didgeridoo-workshops, salsa-undervisning og mandala tegnekurser som led i et kunst­ nerisk residency program kaldet Nomads in Residency / No. 19.

At Beyond inden for de senere år er blevet et vigtigt reference­ punkt på såvel den nationale som den internationale scene for kunst i det offentlige rum skyldes ikke alene de enkelte vær­ kers innovative og kreative potentiale. Det skyldes i høj grad også det samlede projekts gennemtænkte karakter, velresear­ chede iværksættelse, langsigtede indsats, forskningsbaserede besøgsprogrammer, kunstneriske kompromisløshed og førom­ talte borgerinddragende aktivitetstilbud. Frem for blot at op­ fatte kunsten som dekoration eller udsmykning i forbindelse med omdannelsen af boligområdet, det vil sige som et æstetisk supplement som tilføjes et allerede eksisterende bymiljø, mar­ kerer Skor Foundation for Art and Public Domain sig med et pro­ jekt som Beyond som en organisation, der formår at inkorpo­ rere kunsten i den kulturelle byudvikling på et langt tidligere tidspunkt i processen, og som anskuer den som en integreret del af et anderledes bæredygtigt og socialt integrerende tvær­ fagligt samarbejde.

Oplæg til debat En anden organisation, som har gjort det til sit særkende at tage direkte afsæt i kunstens urbane tilblivelsesforhold er det London-baserede projekt Fourth Plinth, som er kendt for kon­ sekvent og ambitiøst at undersøge den midlertidige kunsts kortvarige eksistens og specifikke forankring i det omkringvæ­ rende byrum.

Billedkunstneren nr. 2

2011

21

Anthony Gormleys konceptuelt funderede projekt ‘One and Other’ på Trafalgar Square i London bestod i en opfordring til byboerne om at befolke søjlen i en time ad gangen, 24 timer i døgnet, i 100 sammenhængende dage. Foto: Superstock.

Det sker med udgangspunkt på Trafalgar Square i London, hvor den fjerde søjle i pladsens monumentale hyldest til na­ tionalhelten Lord Nelson – heraf organisationens navn Fourth Plinth – stod tom i perioden fra 1841 til 1999.

I dag har Fourth Plinth sørget for, at den fjerde søjle i stedet fungerer som fundament for skiftende samtidsmonumenter, der vælges ud blandt en række konkurrencebidrag.

Den dansk-norske kunstnerduo Elmgreen og Dragsets pro­ jekt Powerless Structures Fig. 101, blev for nylig kåret som vinder af konkurrencen og er nu planlagt til at skulle realiseres i 2012.

Allerede realiserede projekter tæller bl.a. Anthony Gormleys One and Other, der blev vist i 2009, og Yinka Shonibares Nelson’s Ship in a Bottle, som i skrivende stund pryder den fjerde søjle på pladsen.

Midlertidige monumenter Såvel Gormleys som Shonibares projekter tager direkte afsæt i det omkringværende byrum. Gormleys konceptuelt funderede vinderprojekt bestod i en opfordring til at lade søjlen befolke af frivilligt opstillede byboere i 100 sammenhængende dage, 24 ti­ mer i døgnet i 1 time ad gangen. Ved på denne måde at lade om­ kring 2400 almindelige borgere indtage pladsen som ophøjede monumentfigurer søgte Gormley at sætte fokus på den sociale, økonomiske, kulturelle, etniske og kønsmæssige mangfoldig­ hed, som præger den hastigt accelererende gennemstrømning af mennesker i en moderne metropol som London.

Shonibares nuværende udstillede værk består af en formind­ sket reproduktion af Lord Nelsons skib, HMS Victory, hvis sejl er produceret af rigt ornamenterede tekstiler indkøbt på det nært­ liggende Brixton Market. Værket refererer til en britisk flådesejr under Napoleonskrigene i 1805 og til den nationale krigshelt Lord Nelson, hvis statue står placeret på den centrale søjle på Trafalgar Square. Men i kraft af tekstilernes afrikanske og asia­

tiske ornamentik stiller værket samtidig skrapt på det nutidige Londons multikulturelle befolkningssammensætning.

Netop ved på denne måde at medreflektere den erfaring af mobilitet, dynamik og globalisering, som kendetegner den sen­ moderne bykultur, kan Fourth Plinth projekterne siges at skille sig ud i forhold til det traditionelle monument. Hvor det klassi­ ske monuments primære formål bestod i at sikre den kollektive erindring af fortidens centrale personligheder og nationalhisto­ riske begivenheder, satser Fourth Plinth omvendt på at udforske en række nye og anderledes praksisformer. Vinderne af konkur­ rencen søger således ikke at afsætte varige spor i byrummet.

I stedet vælger de at eksperimentere med flygtige og midlerti­ dige praksisformer med henblik på at sætte spørgsmålstegn ved det eviggyldige kunstværks berettigelse og relevans.

Aktiv brugerinddragelse Gennem udvælgelsen, planlægningen og udførelsen af disse midlertidige kunstneriske praksisformer undersøger Fourth Plinth, hvordan den senmoderne bykultur står i et tæt udveks­ lingsforhold med samtidskunsten. Omdrejningspunktet er, hvordan man kan få kravet om henholdsvis kunstnerisk in­ tegritet, social inklusion, realisering af politiske visioner og overholdelse af praktiske reglementer til at spille sammen på succesfuld vis.

Samtidig inddrager Fourth Plinth borgerne i f.eks. skolepro­ jekter om kunst i det offentlige rum, åbne debatmøder og videobaserede opinionsundersøgelser, for at afsøge om og i så fald hvordan byens forskellige offentligheder kan spille en rolle i forhold til samtidskunstens område.

Ligesom det gør sig gældende med hollandske Skor Foundation for Art and Public Domain er modtagelsen af Fourth Plinths monumenter ofte blandet, fortalte projektleder i Fourth Plinth, Sarah Wang, på konferencen i København.

Nogle byboere er kritiske, oftest fordi de enten er modstan­ dere af de enkelte værkers æstetiske formsprog eller politiske implikationer, eller fordi de af mere principielle årsager er modstandere af, at Londons bystyre afsætter midler til et om­ kostningsfuldt projekt for kunst i det offentlige rum. Men stør­ steparten af byens beboere er dog begejstrede for Fourth Plinth, hvilket både fremgår af de mange daglige besøgende på Trafal­

Billedkunstneren nr. 2

22

2011

re over tilgængeligheden og de kontekstafhængige betingelser for, at man som beskuer kan gå i dialog med værket.

Denne form for kunst i det offentlige rum er engageret på en kritisk måde; den skærper med andre ord beskuerens opmærk­ somhed omkring det konfliktfyldte felt, som kunsten opererer indenfor.

Kunstner i det offentlige rum

I Anthony Gormleys ‘One and Other’ indtog Londonboerne den fjerde søjle på Trafalgar Square og deltog dermed i skabelsen af værket. Det blev til på initiativ af organisationen ‘Fourth Plinth’. Foto: Superstock

gar Square og af de utallige positive tilbagemeldinger på pro­ jektet, som bliver kommunikeret tilbage til organisationen per mail, på håndskrevne breve og som filmede videooptagelser.

Et sted midt imellem Den markante engelske teoretiker Jane Rendell var også på ta­ lerstolen på konferencen Det’ Vores Kunst. Hun ser langt flere ligheder end forskelle mellem kunstneres og arkitekters inte­ ressesfærer, og centralt i hendes arbejde står begrebet kritiske rumlige praksisformer: Termen henviser til kreative praksisformer, der overskrider det traditionelle skel mellem kunst og arkitektur, og som be­ finder sig i skæringspunktet mellem det sociale og det æsteti­ ske, såvel som mellem den private og den offentlige sfære.

Ifølge Rendell kan begrebet kritiske rumlige praksisformer ikke alene medvirke til at henlede vores opmærksomhed på kunstens kritiske potentiale. Begrebet kan også være med til at stille skarpt på kunstens rumlige dimension, eftersom det netop belyser, hvordan kunstprojekter kan forskyde, forrykke og forandre vores umiddelbare fysiske omgivelser.

Rendell henviser til, at arkitekter forventes at fremsætte løsnin­ ger på problemer, der skal være kreative inden for et sæt givne parametre, hvorimod kunstnere forventes at forholde sig kritisk diskuterende til deres emneområde. Og hun peger på, at kunsten i det offentlige rum overskrider disse positioner, idet den opere­ rer inden for begge fremgangsmåder på én og samme tid.

Når kunsten befinder sig ude i byrummet, sættes der spørgs­ målstegn ved de parametre, som definerer den, og der åbnes for nye muligheder for at genoverveje forholdet mellem kunst, design og arkitektur. Kunsten bliver forpligtet på at forholde sig til de begrænsninger og reguleringer, som det normalt kun er design- og arkitekturpraksisserne, der er underlagt.

I mange offentlige projekter forventes kunsten således at skabe praktiske løsninger på samme måde, som design- og ar­ kitekturpraksisserne gør det. F.eks. ved at afhjælpe sociale pro­ blemer, imødekomme sundheds- og sikkerhedskrav, forbedre et områdes rekreative arealer eller garantere en bæredygtig løsningsmodel.

I dag placeres meget kunst i det offentlige rum, sagde Jane Rendell, i sammenhænge, der skaber mulighed for at reflekte­

Det er netop sådanne kritiske rumlige praksisformer som de ba­ nebrydende internationale organisationer Fourth Plinth og Skor Foundation for Art and Public Domain inden for de seneste år har stået bag. Og når man som kunstner arbejder indenfor dette felt, stilles man overfor særlige udfordringer, fremgik det af flere indlæg på konferencen.

En grundlæggende udfordring er, at kunstneren konstant må søge at balancere mellem kravet om på den ene side at fastholde sin kunstneriske integritet, og på den anden side at deltage i tværfaglige samarbejder og indgå kompromisser for at opnå det bedst mulige fælles resultat.

En anden udfordring er, at man som skabende kunstner i det offentlige rum er forpligtet på at overholde en lang række krav, reguleringer og praktiske foranstaltninger.

Og en tredje udfordring er, at man, som det fremgår af de tid­ ligere omtalte projekteksempler, ofte må anvende en udpræget procesorienteret og dialogisk arbejdsmetode – f.eks. ved at ind­ drage de involverede borgere i kunstværkets tilblivelsesproces – for at sikre projektet en lokalt forankret legitimitet.

Det er med andre ord ikke nemt at arbejde som kunstner i det offentlige rum. Til gengæld kan man bidrage til et felt i rivende udvikling og samtidig medvirke til – på en meget di­ rekte måde – at gøre kunsten relevant og vedkommende for et bredt publikum.

Sabine Nielsen er ansat som ErhvervsPhd på KØS Museum for Kunst i det Offentlige Rum, med Københavns Universitet som tilknyttet forskningsinstitution. Hun er forfatter til bogen ‘Det Fotografiske Rum’, der udkom på Rævens Sorte Bibliotek i 2011, og har desuden skrevet artikler til antologier, kataloger og tidsskrifter.

Ny viden om kunst i det offentlige rum • KØS Museum for kunst i det offentlige rum afholdt tidligere i år et stort anlagt seminar om modtagelsen af kunst i det offentlige rum.

• Seminaret trak over 100 danske og udenlandske kunstnere, kuratorer og forskere til Københavns Universitet, hvor man kunne få et indblik i de nyeste tendenser og forskning på området.

• Blandt oplægsholderne var den dansk-norske kunstnerduo Elmgreen og Dragset samt repræsentanter fra flere udenlandske organisationer, der arbejder med kunst i det offentlige rum.

• Seminaret var kulminationen på et flerårigt forsknings- og udstillingsarbejde, der bl.a. resulterede i KØS-udstillingen ‘Det’ Vores Kunst’.

• Det enestående dokumentationsmateriale bag udstillingen, bl.a. 15 små film om modtagelsen af 15 offentlige kunstværker rundt om i landet, etableret af Statens Kunstfond, er samlet i bogen og DVDen ‘Det’ Vores Kunst’, som kan købes på KØS. • Se også: www.koes.dk

Billedkunstneren nr. 2

2011

23

Kunstnernes egne valg­­ Miriam Katz

Kunstnerkuratering er mange ting: Lige fra kunstnerkollektivets midlertidige projekt i en forladt fabrikshal til kunstner­ sammenslutningernes udstillinger på Den Frie og Sophienholm.

Og så er der de udstillinger, som enkeltstående kunstnere får frie hænder til at kuratere på etablerede kunstinstitutioner.

‘Lerets magi’ på Gl. Holtegaard er et aktuelt eksempel. Men hvad er det særlige, kunstnere kan, når de kuraterer? De to kunstnerkuratorer bag ‘Lerets magi’ indkredser svarene her.

“Som kunstnere har vi ganske enkelt et andet forhold til kunsten, fordi vi selv praktiserer den. I det her tilfælde arbej­ der vi begge med keramik, vi kender ma­ terialet og dets historie, og vi er fortroli­ ge med processen fra idé til værk. Måske i højere grad end mange kunsthistorike­ re, kuratorer og gallerister er, som kun ser det færdige resultat, når de er på ate­ lierbesøg eller ude på institutionerne,” siger Alexander Tovborg, der sammen med Karen Harsbo står bag udstillingen ‘Lerets magi’ på Gl. Holtegaard, nord for København.

De to kender hinanden fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvorfra Alexan­ der Tovborg tog afgang sidste år, og hvor Karen Harsbo leder Laboratoriet for Ke­ ramik.

“Vi har måske bedre føling med om­ rådet end nogle af de fagfolk, der ikke selv er kunstnere eller som arbejder i fel­ tet. Vi følte da også, det var nødvendigt at skabe denne udstilling netop fordi, vi ved, hvor meget spændende der sker indenfor keramikken på den internatio­ nale kunstscene,” siger Karen Harsbo.

Alexander Tovborg: “Udstillingen ud­ springer simpelthen af, at vi ville intro­ ducere feltet for et dansk publikum og dele vores begejstring med andre.”

Kan man se på udstillingen, at den er kurateret af kunstnere?

Karen Harsbo: “Det er svært at sige.

Men jeg fornemmer, at vi har en anden, mere umiddelbar læsning af værkerne end kunsthistorikere måske har. Mere kropslig og sanselig end konceptuel.”

Alexander Tovborg: “Mange kuratorer arbejder med temaer og perspektive­ ring, men det gør vi ikke. Vi har valgt de kunstnere, vi selv synes er mest spæn­ dende lige her og nu. Det er måske ikke verdensnavne alle sammen – selvom

både Ai Wei Wei og Grayson Perry er med. Men det er kunstnere, der viser, hvilket potentiale leret har som kunst­ form i øjeblikket,” siger Alexander Tov­ borg og tilføjer: “Mange traditionelt kuraterede udstil­ linger handler om at perspektivere kun­ sten: Man ser tilbage på en bestemt kunst­ nerisk retning, som så føres frem til nu.

Men når kunstnere kuraterer, er vi ofte mere interesserede i nuet. Måske på en dumdristig måde, men det har en særlig værdi, tror jeg. Den kunstnerkuraterede udstilling er sit eget lille mikrokosmos, uafhængigt af alt andet. Det lyder måske helligt, men det handler om at vise kun­ sten for kunstens skyld. Man tager kun­ sten alvorligt på dens egne præmisser.”

Frihed i faste rammer Karen Harsbo: “Vi ville vise en bred vifte af kunstneriske udtryk, men vores valg af kunstnere er udelukkende styret af vores egen entusiasme. Det er værker, vi har set rundt om i verden, og som har betydet noget særligt for os hver især.”

Alexander Tovborg: “Men vi har selv­ følgelig været bevidste om, at iscene­ sættelsen af værkerne betyder uhyre meget for publikums oplevelse. Vi har brugt meget tid på at tale om, hvordan vi skulle præsentere kunsten, så vi fører publikum med ud på en rejse, der åbner for oplevelsen af værkerne i al deres for­ skellighed. Udstillingen er som et stort måltid, med forret, hovedret og dessert, hvor alt skal serveres i rette rækkefølge.”

Karen Harsbo: “Ja, for retterne tager smag efter hinanden, alt efter hvilken rækkefølge de serveres i.”

Helt afgørende for de to kunstnere har det været at have en professionel kunstinstitution som Gl. Holtegaard i ryggen. Institutionen har, med direktør

Alexandra Engelfriet: Tracks in the Flats, 2003 (still fra video) | Grayson Perry: Anger Work, 2002, Brask Collection. Foto: Anders Sune Berg | Linda Sormin: Howling Room, Gl. Holtegaard, 2011. Foto: Anders Sune Berg.

Billedkunstneren nr. 2

24

2011

Den canadiske kunstner Linda Sormin arbejder på sit værk Howling Room til udstillingen Lerets Magi. Foto: Anders Sune Berg.

Mads Damsbo i spidsen, rutineret stået for at forhandle med sponsorer, fået kontrakter med kunstnere på plads, for­ sikret værkerne og sørget for transport af dem – samt formidlet udstillingen til pressen.

“Det har været et ideelt samarbejde.

Vi har udelukkende koncentreret os om indholdet,” fortæller Alexander Tovborg.

Karen Harsbo: “Hvis vi selv skulle have brugt tid på al det praktiske, ville det have været umuligt at lave en udstilling på det her niveau. For mig at se er der meget at vinde ved at dyrke denne form for samarbejder: Kunstinstitutionerne har kapaciteten og rutinen – og hvis de inviterer kunstnerne indenfor, så kan vi skabe noget særligt sammen.”

Alexander Tovborg: “Samtidig synes jeg, der er stor værdi i, at kunstnere ikke bare søger mod institutionerne, men også finder projekter, som kan præsen­ tere kunsten andre steder end i den hvi­ de kube. Det er spændene at udfordre nye typer publikum, som ikke forventer at møde kunsten. En vigtig del af det at kuratere er også at finde nye steder, hvor det giver mening at præsentere kun­ sten.”

Harsbos og Tovborgs egen udstilling er også et eksempel på, at stedet og projek­ tet spiller sammen på overraskende vis.

Og så viser udstillingen altså, hvad man kan få, når man som etableret kunstin­ stitution låner sin udstillingsplatform ud og stiller sine kunstfaglige kompe­

Linda Sormin: Howling Room , Gl. Holtegaard, 2011. Foto: Anders Sune Berg | John Kørner: 5 Priests, Gl. Holtegaard, 2011. Foto: Anders Sune Berg.

Jonathan Meese: DAS UNBEZWINGBARE aus BÄRENFLEISCH UND ZÜNDSTOFFTIEREN, 2008-09 | Ai Weiwei: Bamboo and Porcelain, 2008/2009, Gl. Holtegaard, 2011.

Foto: Anders Sune Berg | Klara Kristalova: Ungbjörk/Young Birch, 2010, Courtesy of Galleri Magnus Karlsson, Stockholm. Foto: Carl Henrik Tillberg.

tencer til rådighed for kunstneres frie kuratering.

Karen Harsbo: “F.eks. besluttede vi hurtigt, at vi ville have Ai Wei Wei med på udstillingen – uden at tænke på rea­ lismen i vores idé. Han er jo et verdens­ navn, og det er ikke billigt at transpor­ tere og forsikre hans værker. Det blev muligt, fordi Gl. Holtegaards direktør og personale er så professionelle, som

de er. På den måde er der noget kreativt i, at vi som kunstnere er uafhængige af formelle systemer. Vi tænker mere frit.”

Alexander Tovborg: “Og så behøver vi ikke at tænke i høje publikumstal. Vi er udelukkende styrede af det kunstneriske.”

Karen Harsbo: “Det er ikke fordi, vi ikke tænker på publikum. Det handler mere om, hvordan vi tænker på publi­ kum. Nogle gange kan man have på for­ nemmelsen, at de store museer primært ser publikum som forbrugere og kun­ der. Som kunstnere tænker vi mere på publikum som nogen, vi vil have direkte kontakt med, via kunsten.”

Deltagende kunstnere på ‘Lerets magi’: Ai Weiwei, Alexander Tovborg, Alexandra Engelfriet, Clare Twomey, David Cushway, Grayson Perry, Hylton Nel, John Kørner, Jonathan Meese, Kaspar Bonnén, Klara Kristalova, Linda Sormin, Thea Djordjadze.

Udstillingen kan ses frem til 3. juli.

Se også: www.holtegaard.org

Billedkunstneren nr. 2

2011

25

Eksperimentet For første gang skal de to billedkunstudvalg i Statens Kunstråd dele formand. Og for første gang er det ikke en kunstner, men en kunsthistoriker, der står i spidsen for Billedkunstudvalget. Det bliver Ph.d. Rune Gade, der de næste fire år skal spænde over arbejdsopgaverne i begge billedkunstudvalg. Billedkunstneren har spurgt dobbeltformanden, hvordan han vil gribe dansk kunstlivs nye, tunge hverv an.

Miriam Katz

En ny tung post i kunstverdenen er født, og kunsthistorikeren Rune Gade er den første, der skal udfylde rollen.

I april i år tiltrådte han som den før­ ste dobbeltformand nogensinde for de to billedkunstudvalg i Statens Kunstråd.

Dermed kommer han til at stå i spidsen for uddelingen af de i alt ca. 45 mio. statslige støttekroner, som årligt går til billedkunstneriske aktiviteter herhjem­ me og i udlandet. Og han er klar over, at han får nok at se til: “Ingen tvivl om, at opgaven er omfat­ tende,” siger Rune Gade, “men jeg ser også muligheder i dobbeltrollen. For­ håbentlig kan koordineringen mellem udvalgene forbedres, når formanden har indblik i begge udvalgs ansøgnings­ bunker,” siger han, der til daglig er ansat som lektor ved Institut for Kunst og Kul­ turvidenskab på Københavns Universitet.

Som kunsthistorisk forsker har Rune Gade især beskæftiget sig med dansk og international samtidskunst, fotografiets historie og teori, performance, kønsteori og feminisme. Men som formand for de to billedkunstudvalg skal han nu fordy­ be sig i de op mod 2.000 ansøgninger fra danske kunstnere og udstillingssteder, der hvert år stiles til Statens Kunstråds to billedkunstudvalg.

Hvad betyder det for din tilgang til jobbet, at du er akademiker og ikke kunstner?

Rune Gade: “Jeg ser det her som en klar mulighed for at tale billedkunstens og billedkunstnernes sag med større vægt, både internt i støttesystemet og over for politikerne.” Polfoto.

“Umiddelbart ikke noget. I det her felt er det kunstnerne, der sætter dagsordenen.

De definerer selv det, de vil arbejde med, og søger blot om tilskud til at realisere projekterne. Vi skal ikke fortælle kunst­ nerne, hvad de skal foretage sig, men vurdere hvilke af de mange kvalificerede projekter, der havner på vores bord, der er mest støtteværdige. Vores opgave er at styrke billedkunsten og billedkunstner­ ne bedst muligt,” siger Rune Gade.

Dobbelt op Hidtil har billedkunsten som den eneste af kunstarterne i kunststøttestrukturen haft sit eget selvstændige internatio­ nale udvalg. Det har dog længe været et ønske blandt politikere at slå de to bil­ ledkunstudvalg sammen, men protester fra et stort set samlet kunstliv betød, at sammenlægningen blev aflyst i den seneste revision af loven bag Statens Kunstråd. Dog skal udvalgene nu altså dele formand.

“Men det er vigtigt at huske, at der stadig bliver tale om to forskellige, selv­ stændige udvalg,” siger Rune Gade, der som dobbeltformand kan se frem til en tætpakket kalender de næste fire år: Udover den omfattende mødeaktivitet i det overordnede kunstråd og i de to bil­ ledkunstudvalg, skal han sammen med sine udvalgskolleger holde sig oriente­

ret om udviklingen i kunstlivet ved at rejse rundt til udstillinger, biennaler og toneangivende messer i ind- og udland.

Og så er der stakkene af ansøgninger, der skal læses og vurderes.

Spørgsmålet er, om det er realistisk at en enkelt person dækker begge udvalgs arbejdsområder? Og bliver der desuden tid til at hæve sig op over de konkrete vurderinger af ansøgninger, så man kan analysere udviklingsbehovene og formu­ lere visioner for, hvordan billedkunsten kan styrkes strategisk fremover, sådan som det ifølge lovgivningen også er ud­ valgenes opgave at gøre?

“Det er et eksperiment, det her. Men jeg tror selvfølgelig på, at det kan fun­ gere, ellers ville jeg ikke påtage mig op­ gaven,” svarer Rune Gade.

“Helt praktisk har det været afgø­ rende for mig, at jeg er blevet frikøbt fra universitet, sådan at jeg ikke behø­ ver undervise i de fire år, hvor jeg sidder som udvalgsformand – men udelukken­ de skal passe min forskning på institut­ tet. Samtidig er jeg bevidst om, at den næste, der får formandsposten, måske ikke har samme muligheder for at fri­ gøre arbejdstid, som jeg har. F.eks. fordi vedkommende er udøvende kunstner med en praksis og en udstillingsvirk­ somhed, der skal holdes ved lige. Derfor vil jeg ikke tøve med at slå i bordet og

Billedkunstneren nr. 2

26

2011

På Venedig Biennalen i år står en græsk kurator for udstillingen i Den Danske Pavillon, og blandt de 18 inviterede kunstnere er kun to danske.

Den linje har Statens Kunstråds afgåede Internationale Billedkunstudvalg lagt, og den nye formand bakker op om kursen: “Jeg ser det som et udtryk for, at støttesystemet tilpasser sig den internationalisering, vi længe har set på kunstscenen.” Fra venstre mod højre: FOS, Osloo, 1999;2011, | Jan Švankmajer, The Garden, 1968 (still) | Lilibeth Cuenca Rasmussen, Afghan Hound, 2011 | Ayreen Anastas & Rene Gabri, Every Mine is a Line, 2011 | Runo Lagomarsino, Full Spectrum Dominance, 2008 | Thomas Kilpper, Pavilion for Revolutionary Free Speech, 2011 | Zhang Dali, Second History, 2003-2010. Foto: Kunststyrelsen.

sige fra, hvis det viser sig, at denne nye og tungere opgavebyrde ikke hænger sammen,” siger Rune Gade.

Billedkunstens talerør I det hele taget har dobbeltformanden ikke tænkt sig at forholde sig tavs i sin nye rolle: “Jeg ser det her som en klar mulighed for at tale billedkunstens og billedkunst­ nernes sag med større vægt, både in­ ternt i støttesystemet og udadtil overfor politikerne.”

Centralt for ham personligt står spørgs­ målet om børns og unges møde med den professionelle billedkunst, et område som også det afgående Billedkunstud­ valg, med billedhugger Elisabet Toubro som formand, da også har anbefalet bør styrkes fremover.

“På universitetet har jeg kunnet se kon­sekvenserne af den drastiske ned­ prioritering af billedkunstfaget i det danske uddannelsessystem, som er sket inden for de seneste fem-ti år. Både i fol­ keskolen og i gymnasiet er billedkunst­ faget forvitret. Det, som politikerne tilsyneladende ikke forstår, er, at billed­ kunst er uundværlig almen dannelse.

Og at man skal have stiftet bekendtskab med området, for at interessen vækkes i én. Hvis man ikke møder den professio­ nelle kunst, får man aldrig vakt interes­ sen. Vi er som samfund ved at tabe flere generationer af børn og unge, som ikke får det her fagområde ind som en natur­ lig del af deres uddannelse,” siger han, der ser udviklingen som et regulært pa­ radigmeskift: Fra skrift- til billedkultur.

“Det kræver både praktisk viden og stærke analytiske evner, hvis man bevidst skal navigere i den konstante strøm af billeder, der gennemsyrer vores samtid.”

I den kommende tid vil han drøfte med sine kolleger i Billedkunstudval­ get, hvordan udvalget kan spille en kon­ struktiv rolle i sammenhængen.

“Personligt forestiller jeg mig, at vi ved hjælp af forskellige incitamentsstrukturer kunne opmuntre kommunerne til at ska­ be flere billedkunstneriske tilbud på højt fagligt niveau for børn og unge,” siger han.

Men hvis kunststøttesystemet indfører flere kunstordninger for børn og unge, f.eks. i stil med Huskunstnerordningen, får politikerne så ikke bare yderligere et alibi til at fortsætte udhulningen af billedkunstfaget i folkeskole, gymnasium og læreruddannelse?

“Vi skal selvfølgelig ikke give politikerne en sovepude, når det gælder børn og unges billedkunstneriske uddannelse, og jeg vil ikke forsømme at gøre politi­ kerne opmærksomme på, at billedkun­ sten bør styrkes i uddannelsessystemet,” siger Rune Gade.

“Men det handler om at bringe tinge­ ne i spil overfor hinanden på nye måder.

Vores arbejde skal indgå i et samspil, dels med institutionerne: Skoler, gym­ nasier, museer og kunsthaller, som kan få bedre samarbejdsmuligheder, og dels med den store gruppe af individuelle kunstnere, hvoraf mange er højt kvalifi­ cerede til at arbejde i det her felt. Der er et stort potentiale i at udnytte alle disse kompetencer endnu mere, og dermed styrke børns og unges almene billed­ kunstneriske dannelse,” siger han.

Formidling på dagsordenen?

Et andet indsatsområde, som det afgå­ ede Billedkunstudvalg har prioriteret højt, har været kommunernes kunstpo­ litik – eller mangel på samme.

Den pulje på fem millioner kroner, som Billedkunstudvalget har afsat til

kommunale billedkunstaktiviteter, er stort set ikke blevet søgt af kommuner­ ne, som i vidt omfang ikke har været klar over puljens eksistens.

Vil puljen til kommunale billedkunstaktiviteter fortsætte?

“Intentionen er god, nemlig at kunstrå­ dets penge skal ud og arbejde i alle dele af Danmark, også i kommunerne. Det er et område, som jeg forventer, at vi i det nye Billedkunstudvalg fortsætter med at satse på – men vi må først drøfte de evalueringer, der ligger af ordningen, og se på, hvad der kan forbedres, f.eks. i forhold til mere effektiv formidling og oplysning om de muligheder, der ligger i puljen,” siger Rune Gade.

Og i det hele taget er formidling et vig­ tigt ord for det nye Billedkunstudvalg: I den foregående periode har tilskud­ dene til billedkunstnerisk formidling i form af f.eks. udstillingskataloger og kunstneres hjemmesider været priorite­ ret højt – så højt, at der ved den seneste tildeling af midler blev givet flere penge til formidling af billedkunst end til bil­ ledkunstnerisk produktion.

Er det den rette vej at gå for den nye Billedkunstudvalg?

“Nu har det afgående Billedkunstudvalg jo i sine anbefalinger til os selv peget på, at vi skal være opmærksomme på, om balancen mellem tilskud til produktion og formidling er hensigtsmæssig. Så det er klart noget, vi skal drøfte. Men for mig er formidling en vigtig dimension, som er vanskelig at adskille fra selve kunstproduktionen. Det er centralt for kunstneren at få mulighed for at lave et katalog eller en hjemmeside, fordi det er en distribution af både værkerne og af kunstnernavnet. Så der er et subtilt sam­ spil mellem produktionsdimensionen

Billedkunstneren nr. 2

2011

og formidlingsdimensionen, som det er vigtigt for mig at gennemanalysere sam­ men med udvalget, før vi tager stilling til, hvordan vi skal prioritere,” siger han.

Kunst uden grænser I Det Internationale Billedkunstudvalg har man i den foregående periode satset på at nedbryde de snævre nationale ram­ mer for kunststøtten, bl.a. ved at skabe flere muligheder for at søge om tilskud til at invitere udenlandske kunstnere her til landet. Senest har udvalget valgt en græsk kurator til at stå for udstillin­ gen i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen, og blandt de 18 kunstnere, græske Katerina Gregos har inviteret til at deltage i udstillingen, er kun to dan­ ske, Lilibeth Cuenca Rasmussen og Tho­ mas Poulsen, FOS .

Hvordan ser du på, at dansk kunststøtte i stigende grad går til udenlandske kunstnere og kuratorer, noget som flere Folketingspolitikere har kritiseret?

“Jeg ser det som et udtryk for, at støtte­ systemet tilpasser sig den internationali­ sering, vi længe har set på kunstscenen.

Det afgåede Internationale Billedkunst­ udvalg har foretaget en klar omverdens­ analyse og søgt at tilpasse sig den glo­ bale virkelighed, som kunsten opererer i i dag,” siger Rune Gade. Han peger sam­ tidig på de nye muligheder, det afgåede internationale udvalg har skaffet danske gallerier for at få tilskud til deltagelse i vigtige messer i udlandet:

27

“På messerne knyttes bånd mellem danske og udenlandske kunstnere og gallerister, som er væsentlige, og som skaber synlighed for dansk kunstliv i det globale fagfællesskab,” siger han.

Men faktisk er det svært overhovedet at tale om ‘danske kunstnere’ og et ‘dansk kunstliv’, mener den nye dobbeltformand.

“For hvad er dansk kunst? Mange yngre danske kunstnere bor og arbejder i Berlin, Tokyo og New York. De er no­ mader, det er kun deres pas, der er dan­ ske. Omvendt bor og arbejder en række udenlandske kunstnere i Danmark. I kunststøtten skal vi ikke bare se kunsten som en eksportvare, men også facilitere udvekslingen, så kunstnerne får mu­ lighed for at samarbejde. Det handler om at styrke de personbårne netværk.

Fordi det styrker hele kunstlivet. Dansk kunst og dansk kunststøtte må ses som et globaliseringsanliggende, ikke som et dansk anliggende,” siger han.

Kunstens værdi At danske kunstnere – forstået som kunst­ nere, der bor og arbejder i Danmark – har fortjent bedre arbejdsvilkår, er Ru­ ne Gade ikke i tvivl om. Men det ud­ stillingshonorar, som Bkf arbejder for at få indført på offentligt finansierede ud­ stillingssteder, vil han dog ikke udtale sig om, før han har drøftet spørgsmålet med sine kolleger i Billedkunstudvalget.

“At udstillingsvederlaget i sin tid blev indført var en kæmpe gevinst, men det er ikke nok. Jeg ser med stor respekt på

Bkf 2011 | Billedkunstnernes Forbund er Danmarks faglige organisation for professionelle billedkunstnere med ca. 1250 medlemmer. Forbundets hovedformål er at varetage billedkunstneres faglige, sociale, økonomiske og juridiske interesser og at fremme en så bred anvendelse af billedkunst som muligt. Flere oplysninger på www.bkf.dk Bkfs bestyrelse 2011 | Formand: Maler/grafiker Bjarne Werner Sørensen.

Næstformand: Billedkunstner Ole Sporring. Kasserer: Billedkunstner Signe Vad. Billedkunstner Anders Werdelin, maler Ida Ferdinand, billedkunstner Marianne Jørgensen, billedkunstner Tina Maria Nielsen, billedkunstner Lene Leveau, billedhugger Kit Kjærbye.

kunstnerstanden, som vil det, de gør, på en måde som meget få begriber. Jeg vil nødig lyde romantisk, men de ofre, kunstnerne gør, er store. De fortjener bedre vilkår,” siger han.

Det er dog vigtigt at fastholde, at kunst­ støtten ikke er socialhjælp til en trængt kunstnerstand, men en anerkendelse af den værdi, kunstnernes arbejde tilfører samfundet, understreger Rune Gade.

“Kunsten har en åndelig værdi, som rækker ud over den økonomiske rationa­ litet. Den har noget ubetaleligt over sig.

Men det betyder ikke, at kunstnere kan klare sig uden penge! For at producere kunst, som alle i samfundet har udbytte af, skal kunstnerne have tid og penge til at skaffe sig arbejdsro. Der spiller kunststøtten en vigtig rolle. Og så skal kunstnerne selvfølgelig betales for det arbejde, de yder, og som hele samfundet og kulturen nyder godt af. Men det ho­ noreres sjældent derefter. Det synes jeg, man skal forsøge at lave om på.”

Statens Kunstråds Billedkunstudvalg 2011-2015 er: Rune Gade (formand) lektor, Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.

Jette Gejl Kristensen, billedkunstner.

Kristina Ask, billedkunstner.

Lars Mathisen, billedkunstner.

Inge Merete Kjeldgaard, kunsthistoriker, mag.art., direktør for Esbjerg Kunstmuseum.

Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg 2011-2015 er: Rune Gade (formand) lektor, Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.

Lise Harlev, billedkunstner.

Mads Gamdrup, billedkunstner og professor i fotografi og billedkunst ved Kunstakademiet i Trondheim.

Anna Krogh, kunsthistoriker, kurator på Kunsthallen Brandts.

Jesper Elg, kurator og gallerist.

Forretningsfører: Klaus Pedersen. Koordinator: Vibeke Rostrup ­Bøyesen. Redaktør/informationsmedarbejder: Miriam Katz.

Bkfs regioner 2011 | Udvalgsformænd/kontaktpersoner: Fyn: Billed­ hugger Lotte Olsen. København: Billedkunstner Pylle Søndergård.

Midt­jylland: Billedkunstner Birgitte Kristensen. Vestjylland: Maler Erik Styrbjørn Pedersen. Nordjylland: Maler Jette Wistoft Noyes. Storstrøm: Maler/grafiker Claudio Bannwart. Sønderjylland: Billedkunstner Trine Maria Høy. Vejle: Maler Hans Kaare. Midt- og Vestsjælland: Billedkunstner Finn Lerkenfeld. Frederiksborg: Grafiker/billedhugger Jørgen Willerup. Bornholm: Maler Klaus Thommesen.

Billedkunstneren nr. 2

28

Se alle aktuelle nyheder på www.bkf.dk Nyhedsklip Ai Wei Wei stadig fængslet Den kinesiske kunstner og systemkritiker var ved redaktionens afslutning fængslet på anden måned af de kinesiske myndigheder. Bkf har i lighed med andre aktører i det internationale kunstliv fordømt fængslingen. Læs mere på www.bkf.dk og underskriv protesten på www.guggenheim.org Mærkevarefirma taber til dansk billedkunstner Billedkunstneren Nadia Plesner, som er blevet sagsøgt af mærkevarefirmaet Louis Vuitton med krav om millionhøj erstatning, har vunder sin sag ved en hollandsk domstol.

Sagen handlede om Plesners maleri ‘Darfurnica’, der bl.a. viser en afrikansk dreng med en Vuitton-taske over armen. Bkf har støttet Nadia Plesners sag, fordi forbundet ser den som et principiel slag for kunstneres ytringsfrihed - og hilser derfor rettens afgørelse velkommen.

Jytte Høy: Del af installationen Alphabet News, Den Frie Udstilling 2009. Foto: Anders Sune Berg.

Fire billedkunstnere hædret Statens Kunstfonds Repræsentantskab har i april indstillet fire billedkunstnere til livsvarig ydelse på finansloven: Peter Bonde, Jes Fomsgaard; Jytte Høy og Malene Landgreen.

Nyt håb for trængte kunstforeninger Kunst på arbejdspladsen ser ud til at være tilbage på sporet igen, efter at flere firmakunstforeninger havde neddroslet aktiviteterne pga. skærpede regler om indberetningspligt til Skat. Skatteministeren har i april fremsat et lovforslag, der bløder op for de skærpede regler om indberetning af personalegoder, som ellers gav kunstforeningerne problemer. Læs mere på www.bkf.dk Ny viden om kunstnervilkår KuViBa er gået i luften! KuViBa er Dansk Kunstnerråds nye vidensdatabase om danske kunstneres økonomiske og sociale vilkår samt om kunstens rolle og funktion i samfundet.

Navnet er en forkortelse af kulturvidensbank. Foreløbig rummer KuViBa over 300 henvisninger til publikationer og undersøgelser inden for alle kunstarter. KuViBa opdateres ugentligt, find den på www.kuviba.dk Stipendier til billedkunstnere Følgende billedkunstnere har i maj fået tildelt treårige arbejdslegater af Statens Kunstfond: Jakob Kolding, Pernille With Madsen, Mette Vangsgaard, Lone Haugaard Madsen, Søren Martinsen og Sofie Thorsen.

64 nye huskunstner­projekter Statens Kunstråd har tildelt tilskud til alt 64 projekter, der har ansøgt om midler fra Huskunstnerordningen med frist i februar. Se listen over alle modtagerne på www.kunst.dk Næste ansøgningsfrist til Hus­ kunstnerordningen er 1. september, hvor der kan søges til projekter, der afvikles i 2012.

Kunstkritikerpris til Kuratorisk Aktion Foreningen af Danske Kunstkritikere og Statens Kunstråds Billedkunstudvalg har udpeget kunstnerkollektivet Kuratorisk Aktion som vindere

af Kunstkritikerpris 2010.

Kuratorisk Aktion prises for udstillingen TUPILAKOSAUR AUS: Pia Arkes opgør med kunst, etnicitet og kolonihistorie, 1981-2006, som bl.a. blev vist på Den Frie Udstillingsbygning, Grønlands Nationalmuseum, Arkiv og Nationalmuseet. Kuratorisk Aktion består af kuratorerne Frederikke Hansen og Tone Olaf Nielsen.

Bkf vært for nordiske søsterorganisationer 15. maj mødtes Nordisk Kunst Forbund (NKF) på Statens Værksteder i København.

Bkf var vært på mødet, hvor repræsentanter fra billedkunstnerorganisationer i hele Norden drøftede fælles aktuelle problemstillinger, bl.a. udstillingsmuligheder og honorarvilkår.

Konference om kunststøtte Bkf deltog sammen med de øvrige kunstnerorganisationer i Dansk Kunstnerråd, da Kulturministeriet i maj afholdt konference om den fremtidige organisering af kunststøtten. Konferencen var indkaldt af det udvalg, der under ledelse af Lars Liebst er i færd med at se den nuværende kunststøttestruktur efter i sømmene. Budskabet fra kunstnerorganisationerne til Liebst-udvalget var bl.a., at det er vigtigt at fastholde en klar opdeling mellem Statens Kunstråd og Statens Kunstfond. Liebst-udvalget afleverer sine anbefalinger til kulturministeren i august.

Bkf kronik i Politiken ‘Kunststøtte er en god samfundsinvestering’. Sådan lød overskriften på den kronik, som Bkfs formand Bjarne W. Sørensen kort efter påske fik optaget i dagbladet Politiken.

Kroniken var bl.a. tænkt som et indspark til det eftersyn af kunststøtten, som pt. er sat i gang af Kulturministeriet (se note ovenfor). Læs hele Bkfs kronik på www.bkf.dk

2011

Billedhuggerskolens atelier reddet En privat donation har i sidste øjeblik sikret, at Det Kgl. Danske Kunstakademi kan bevare Billedhuggerskolens atelier ved Frederiksholms Kanal et år mere. Akademiet stod ellers til at skulle opsige lejemålet pga. nedskæringer. Bkf udtrykte tidligere i år sin kritik af de uholdbare økonomiske vilkår, som Kulturministeriet giver kunstakademiet. Læs mere på www.bkf.dk

Nyt fra Bkfs sekretariat Generalforsamling 2011 Husk at sætte kryds i kalenderen ved lørdag den 5. november, hvor Bkf holder sin årlige generalforsamling på Statens Værksteder for Kunst, Gammel Dok. Mere information i næste nummer af Billedkunstneren.

Fanø-huset i 2012 Ansøgninger om ophold i Malerhuset i Sønderho i 2012 skal være sekretariatet i hænde senest den 1. oktober 2011. Skemaet findes på www. bkf.dk – hvor du også kan finde information om priser mm. – eller kan rekvireres ved henvendelse til sekretariatet på bkf@bkf.dk eller tlf. 33 12 81 70.

Sommerferie i Bkfs sekretariat Kontoret i Vingårdstræde holder lukket i juli måned. Vi ønsker alle en god sommer!

Nye medlemmer og genindmeldelser Billedkunstner Anja Margrethe Bache Keramiker Anne Nielsen Billedkunstner Annette Fausø Billedkunstner Canuto Kallan Billedkunstner Christina Capetillo Billedkunstner Gudrun Hasle Keramiker Heike Jacobsen Billedkunstner Henriette Heise Fotograf Jacob Holdt Billedkunstner Jan Egesborg

Billedkunstneren nr. 2

2011

29

Runde fødselsdage 40 Billedkunstner Misja Kristoffer Rasmussen, 30. juni | Billedkunstner Tine Maria Koefoed, 2. juli | Billedkunstner Lisbeth van Deurs, 31. august 50 Billedkunstner Helle Kjærgaard, 2. juni | Maler Liselotte Tiller Sørensen, 4. juni | Væver/Tekstilformgiver Anne Mette Larsen, 9. juni | Maler/Grafiker Pia Løye, 10. juni | Maler Ulla Lundsgart, 11. juni | Grafiker/Tegner Line Eskestad, 6. juli | Billedkunstner Tine Jakobsen, 10. juli | Billedkunstner Dan Jensen, 19. juli | Maler Niels Bonde, 25. juli | Billedkunstner Marina Pagh, 29. juli | Billedkunstner Kate Skjerning, 2. august | Maler Lise Nørholm, 20. august

Væver Jenny Hansen, 8. august | Maler Helga Benediktsdóttir, 17. august | Billedkunstner Bente Vita Nete Pedersen, 23. august 70 Maler Juliette Charleman, 17. juni | Maler Bente ChristensenErnst, 20.juni | Billedkunstner Tonny Hørning, 30. juni | Tekstil/ Billedkunstner Anne Marie Egemose, 2. august | Grafiker Ove Bering, 20. august 75 Maler/Grafiker Finn Hjortskov Jensen, 9. juli | Maler/Grafiker Poul Janus Ipsen, 20. juli | Tegner/Maler Ole Sylvest Jacobsen, 1. august | Billedhugger Frede Troelsen, 10. august | Maler Ib Ingversen, 13. august

80 Billedhugger/Grafiker Gudbjörg Benediktsdottir, 20. juni | Keramiker Annette From, 16. august | Billedhugger Astrid Klenow, 60 Fotograf Birgitta Lothsson, 5. juni | Maler Poul Lee, 6. juni | 6. september Billedkunstner Inge-Jette Holm Iversen, 8. juni | Grafiker/Maler 85 Grafiker Erik Enevold, 3. juli | Maler Knud E. Skou, 4. september Lene Noer, 28. juni | Billedkunstner Anne-Birthe Hove, 28. juni | Døde Multikunstner Evgenii A. Brukman, 2. marts | Grafiker/maler Billedkunstner Annette Olsen, 19. juli | Billedkunstner Kirsten Lone Andersen, 22. juli | Maler Else Elisabeth Andersen, 27. juli | Ole Bjørn Petersen, 11. marts | Maler Hans Peter Omann, 15. april Billedkunstner Jan Wessel Kunstfotograf Josephine Ernst Billedkunstner Kenneth A. Balfelt Billedkunstner Olga Baunbæk Reilly Billedkunstner Rasmus Danø Billedkunstner Thorbjørn Reuter Christiansen Billedkunstner Vita Bente Nete Pedersen

Aktuelle ansøgnings­ frister Legatboliger/resi­ dencies JP-Fondens legatbolig i Berlin Jyllands-Postens Fond Att. Sven Bedsted Grøndalsvej 3 8260 Viby J. www.jp.dk Atelierlejlighed i Prenzlauer Berg i Berlin for danske billedkunstnere og forfattere, der ønsker arbejdsro og nye udfordringer. Den moderne udstyrede lejlighed kan søges for en måneds frit ophold med tilskud til rejseomkostninger. Udgifter til forplejning står legatmodtageren selv for. Ansøgninger skal indeholde angivelse af det foretrukne tidsrum samt en kort beskrivelse af formål og levnedsbeskrivelse. Intet ansøgningsskema. Ansøgninger mærkes “Berlin”.

Ansøgningsfrist: 15. juni

Klitgården på Skagen v/Dansk Kunstnerråd Kronprinsessegade 34 B, 2 1306 København K Tlf. 35 38 44 01 www.dansk-kunstnerraad.dk Refugium for bl.a. kunstnere, som har brug for at kunne koncentrere sig om et projekt eller et værk. Alle får et værelse med arbejdsbord og adgang til fælles rum. Derudover er der tre atelierer. Tre daglige måltider bliver serveret. Der bliver i perioder stillet legater til rådighed for kunstnere til arbejdsophold på Klitgården fra forskellige fonde. Disse legater dækker som regel opholdsudgifterne på Klitgården i 2 uger, på nær en egenbetaling på 100 kr./dag. Legaterne tildeles kun medlemmer af Dansk Kunstnerråds medlemsorganisationer (herunder Bkf).

Intet ansøgningsskema, men ansøgningen skal indeholde beskrivelse af intentionerne for opholdet samt CV. Ansøgningsfrist: 15. september Det Danske Institut i Rom Accademia di Dinamarca Via Omero 18 00197 Roma Tlf. +39 06 32 65 931 www.acdan.it Instituttet råder over fem enkeltværelser, et dobbeltværelse og tre mindre to-vær. lejligheder og er udstyret med et medierum, et pro-

fessionelt fotoværksted, et professionelt grafisk værksted og to atelierer. Der kan søges om ophold alene eller ophold med stipendium. Det er en forudsætning, at man ønsker at beskæftige sig med et konkret emne, som alene eller med fordel kan studeres i Rom. Ansøgningsfrist: 19. september (for perioden: 1. februar til 31. juli 2012).

Ansøgningsskema på www.acdan.it.

Sommerhus med atelier sælges

Opslagstavlen Se samtlige aktuelle opslag på www.bkf.dk/opslagstavlen Slibemaskine og koldsav sælges

Slibemaskinen er næsten ikke brugt og meget stærk.

Afhentningspris i København Ø: 3.300 kr.

Koldsaven (til jern) er brugbar.

Afhentningspris i København Ø: 3.000 kr.

Kontakt: Ole Schjører-Hansen.

Tlf. 25 77 55 74 / osh@webspeed.dk

Hus på 1100 m2 grund i 4573 Højby Lyng til salg.

Huset er et Västkyststugan hus på 45 m2 og bygget 1978. Atelieret er 20 m2 med 4,5 meter til kip og ovenlys mod nord er bygget i 1997. Opvarmning: Varmepumpe og brændeovn.

Henvendelse til Peter Martensen: info@petermartensen.dk Mobil 22 43 80 62 Pris: 995.000 kr. Se også: www.estate-maeglerne.dk Kurser på Fyn i Mixed Media Grundmaterialer: gipsgrund, sandspartel, farvepigmenter i schellak.

Der gennemgås mange teknikker i forskellige overflader, indfarvning med rust, metalpatineringer, fototransfer og papiraftryk.

Billedkunstneren nr. 2

30

Bearbejdning af fotos i Photo­ shop CS4.

Kursus: 27. juni til 1. juli 2011 Kursus: 1.- 4. august 2011 For yderligere oplysninger: http://annebjorn.dk/kurser/ kurser.html Højbjerg Fotografiske Værksted Præsenterer følgende foredrag og workshop i juni, som er et samarbejdsprojekt mellem Bkf Midt og Højbjerg FotoGrafiske Værksted, støttet af BkfO-Fonden: Hulkamera – foredrag ‘Når to skridt baglæns bliver tre skridt frem’.

Tirsdag den 7. juni kl. 19.

Foredrag af Finn Thrane, fotograf og tidligere leder Museet for Fotokunst, Brandts Klædefabrik. Om det kontemplative fotografi, med blik på det 20. og 21. århundredes store hulkamerafotografer, bl.a.

Carlos Jurado, Harvey Stein og Pia Arke. Deltagergebyr 50 kr.

Tilmelding nødvendig senest dagen før. Se kontaktinfo til Højbjerg Fotografiske Værksted nedenfor.

Hulkamera – workshop 20.-23. juni (fire dage), daglig 10-17. Gæstelærer fotograf Stuart Mcintyre. Deltagergebyr 1.000 kr. Antal deltagere 6.

Deltagerne bygger selv et paphulkamera, hvorefter man går i gang med at fotografere på film og fotopapir. Workshoppen er udelukkende analog; de erfaringer, man gør om grundlæggende forudsætnin-

En hel dag

2.500 kr.

Grafisk workshop Gå hjem med så mange tryk du kan nå på en dag.

Hele trykkeriet er til din rådighed.

Hjælp og vejledning fra erfaren trykker med dine litografier og monotypier.

Norup Litografi

Gl. Kongevej 131 1850 Frederiksberg C • Tlf.: 21650196

ger for al fotografi; nemlig lys og tid, kan overføres til det digitale foto. Efter workshoppen vil man være i stand til at arbejde videre på egen hånd, evt. undervise i metoden. Stuart Mcintyre har stor erfaring med hulkamera og har undervist i teknikken på Det Kgl. Danske Kunstakademi, samt afholdt adskillige workshops.

Se www.mcintyre.dk Forbehold for ændringer.

Information og tilmelding: Højbjerg FotoGrafiske Værksted Oddervej 80 C, 8270 Højbjerg Tlf. + 45 86 72 54 39 http://aarhuskommune.dk/hfv E-post: hoejbjerg.foto@mkb. aarhus.dk Hjemmesider for billedkunstnere Design og produktion af hjemmesider til billedkunstnere.

Redesign og opdateringer af eksisterende hjemmeside.

Siderne laves i systemer som Indexhibit og Wordpress. Det betyder, at du med lethed selv kan holde din hjemmeside opdateret med dine nyeste udstillinger osv. En hjemmeside koster typisk fra 8.000-15.000 kr. alt efter omfang. Prisen dækker design, indhold og efterfølgende undervisning. Alt arbejde udføres af billedkunstnere, og der ydes 10 procent rabat til Bkf’ere.

Kontakt: mail@danskekunstneresproduktion.dk eller tlf. 26 25 11 83. www.danskekunstneres produktion.dk

Legatlisten Bkfs legatliste er opdateret for 2011 og kan rekvireres hos sekretariatet på bkf@bkf.dk eller tlf. 33 12 81 70 Ida-Merete legatet Ida-Merete Legatet er oprettet i henhold til en testamentarisk bestemmelse af maleren William Fredericia og hans ægtefælle, sølvsmed og tekstildesigner Ida-Merete Erlandsen.

Legatet uddeles til børn af billedkunstnere, der for at opnå støtte skal være fyldt 15 år, men ikke må være over 30 år.

Den samme person kan højst modtage legatet 3 gange.

Der uddeles i alt 20-30.000 kr. om året fordelt på et antal mindre legatportioner.

Ansøgningsskema kan rekvireres hos advokat Tove Dahl, Købmagergade 3, 1150 København K, tlf.: 33 12 25 50 eller mail: ah@t-dahl.dk.

Ansøgningsfrist: 1. oktober (uddeling finder sted i november/december).

2011

Open Call: New Screen Newcastle – a 2-day screening programme celebrating narrative video art.

The screening will take place at the Side Cinema in Newcastle UK, September 10th-11th 2011.

Deadline: 30. June 2011 Please find submission guide­ lines here: http://www.nabroad.org/ opportunities.html 6th International Artist’s Book Triennial Vilnius 2012 Exhibition theme: ‘Love’.

Deadline: 15th of November 2011 http://vasiliunas.arts.lt/ and http://artistsbook.lt/ Call for Applications Künstlerhaus Schloss Balmoral, Ems, Germany – International Residence Scholarships – Project Scholarship – International Curator Scholarship Application deadline: 4 July 2011. www.balmoral.de

det kongelige danske kunstakademi billedkunstskolerne I 2011 tilbydes 2 efteruddannelseskurser i hhv. digital video og Photoshop i uge 34 og 35.

Målgruppe: Billedkunstnere uddannet ved de danske kunstakademier eller tilsvarende, samt medlemmer af BKF og Kunstnersamfundet. Øvrige interesserede fra beslægtede fagområder er velkomne, i det omfang der er plads.

Kursusbeskrivelser og tilmelding på: www.kunstakademiet.dk Sidste frist for ansøgning er 25. juni 2011.

Billedkunstneren nr. 2

2011

Ansøgningsfrister

31

TOMMERUP KERAMISKE VÆRKSTED Specialværksted for keramisk kunst og udsmykning

• Esben Lyngsaa Madsen modtager Thorvald Bindesbøll Medaljen 2010 • Modtager af Inga og Ejvind Kold Christensens Fonds hæderspris 2009 • Har udført mere end 1200 keramiske projekter over 30 år • Bruges af førende danske og internationale kunstnere

www.keramos.dk

For vejledning se www.kunst.dk/billedkunst “Søg tilskud” eller kontakt Kunststyrelsens Team Billedkunst på tlf. 33 74 45 00

30. juni Driftstilskud til udstillingssteder

12. august Udstillinger af udenlandsk kunst i Danmark Udstillinger af dansk kunst i udlandet Formidling af billedkunst internationalt Billedkunstneres og kuratorers deltagelse i konferencer o.lign. i udlandet Selvorganiserede projekter i udlandet Deltagelse på udvalgte internationale biennaler Residency-ophold i udlandet (selvorganiseret) Residency-ophold i Cairo, Cuba, New York, Rio de Janeiro, São Paulo, Berlin, Paris eller Istanbul Produktion af værker Udstilling og formidling i Danmark Igangsættelse af nye og nyere udstillingssteder og -platforme Kommunale billedkunstråd

1. september DIVA — Danish International Visiting Artists Programme Huskunstnerordningen

Løbende ansøgningsfrist Rejselegater — Det Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalg (Statens Kunstfond) Kunst i det offentlige rum (Statens Kunstfond) Galleriers deltagelse på internationale kunstmesser

Eske Kath 2008

Simon Grimm 2008

Tommerup Keramiske Værksted • Postboks 6 • Skovstrupvej 57 • DK-5690 Tommerup Tlf. +45 6476 1909 • Fax +45 6476 1019 • tkv@keramos.dk • www.keramos.dk

Afsender: Billedkunstnernes Forbund, Vingårdstræde 21, 1.th., 1070 København K

BkfO

Billedkunstnernes Forbunds Ophavsretsfond (BKFO) Yder støtte til billedkunstnere til flg. formål: Styrkelse af billedkunstnernes rettigheder juridisk og økonomisk.

Advokat- og revisorbistand i sager der fagligt vedrører billedkunstnere.

Støtte til aktiviteter der fremmer billedkunstneriske ophavsrettigheder.

Støtte til faglige og uddannelsesmæssige formål, som vedrører billedkunstnere.

Støtte til sociale og kulturelle formål, som vedrører billedkunstnere.

Tiltag, der fremmer og tilgodeser aktiviteter, hvori rettighedshavere er engageret og som efter BKFO’s bestyrelses skøn, bør nyde støtte NB! Der ydes ikke støtte til enkeltpersoners udstillinger / projekter / uddannelse og studierejser.

Ansøgningsfrister: 1. september og 1. marts – intet ansøgningsskema

Billedkunstnernes Forbunds Ophavsretsfond (BKFO) Vingårdstræde 21, 1.th.

1070 København K Tlf. 33 12 81 70 www.bkf.dk

Modtager du Bkfs elektroniske nyhedsbrev?

Hvis ikke, så er det nok fordi du ikke har opgivet din aktuelle email-adresse til os. Send en mail til sekretariatet på bkf@bkf.dk med den rigtige adresse.