ET LEVENDE ARKIV

I Fagbladet Billedkunstneren #3 2022 kunne man læse om, hvordan billedkunstneren kunne tage ejerskab over sit kunstneriske eftermæle. I dette nummer har Billedkunstneren mødt billedhugger Kirsten Justesen, der samarbejder med kurator Anna Holm om en onlineregistrant over sit arbejde.

I 2022 fik kurator Anna Holm støtte fra Novo Nordisk Fonden til forskningsprojektet ’Kirsten Justesen – en onlineregistrant over en billedhuggers arbejder’. Da jeg møder Anna Holm og billedhugger Kirsten Justesen er de et halvt år inde i processen ud af de i alt halvandet år, projektet er estimeret til. Vi indleder interviewet i Kirsten Justesens atelier med en samtale omkring det ’fedtlag’, der findes i de forskellige kunstbrancher, hvor administration, kommunikation og formidling kommer til at konkurrere med kunsten og kunstnerne om fokus og ikke mindst midler. Interviewet skal egentlig handle om Anna Holm og Kirsten Justesens samarbejde om registranten, men måske er vi slet ikke på afveje, for det viser sig hurtigt, at der i dét samarbejde også befinder sig to vidt forskellige positioner. Forskerens blik udefra og kunstnerens blik indefra.

Hvordan kom projektet i stand imellem jer?

ANNA HOLM: ”Jeg startede med at arbejde som assistent for Kirsten tilbage i 2021, og der gik det op for mig, at selvom Kirsten har været god til at lave kataloger igennem tiden, så findes der ikke et stort oversigtsværk over hendes arbejde. Og en dag da jeg kom her, lå Anne Marie Carl-Nielsens mursten af en registrant der, og som jeg husker det, så sagde du: ’Sådan en kunne jeg godt tænke mig, så får jeg ryddet op’, og det var jo ret foreneligt med de tanker, jeg havde gået med i forhold til et større katalog, der kunne samle op på Kirstens oeuvre.”

KIRSTEN JUSTESEN: ”Og nu siger jeg noget: Jeg husker ikke, at jeg sagde det helt på den måde. (latter) Men jeg havde virkelig brug for hjælp til at få overblik. Det var mit motiv. Jeg bliver jo 80 i år. Og jeg kan tilføje, at da Louisiana Channel lavede interview med mig og spurgte ind til mit eftermæle, svarede jeg: ”I just would like my grandsons to miss me”. Jeg har ikke nogen fantasi om mit eftermæle. Det er en anden måde at være i verden på.”

AH: ”Ja, for dig er registranten mere en måde at få sluttet nogle ender på, hvor min interesse som kunsthistoriker handler om, hvordan fortællingen overleveres bedst muligt fremadrettet.”

KJ: ”Ja, hvad der sker fremadrettet, er ikke mit bord. ” (latter).

God hukommelse

Trods de forskellige motiver og Kirstens Justesens afmelding af sin andel i projektet er hun for Anna Holm en væsentlig medspiller, fordi hun kan bidrage med kontekst omkring dét, der reelt er et levende arkiv i stadig udvikling. Ligesom Anna Holms hjælp er værdsat af Kirsten Justesen, der har samlet og arkiveret siden 1950’erne. For Kirsten Justesen er arkivet et udtryk for hendes praksis, der ikke er centreret omkring objekter, som for eksempel malerier, men er konceptuel og derfor også mere flygtig i sit væsen.

AH: ”Et arkiv er jo altid forbundet med erindring, og dit arkiv er ret fantastisk med materiale, der både relaterer sig til dine arbejder, men for eksempel også billeder og artikler om emner, der har optaget dig gennem tiden. Og Kirstens viden er uvurderlig i forhold til at knytte fortællinger og omstændigheder til de forskellige værker og genstande. Det er en kæmpe gave.”

KJ: ”Min hukommelse er ret god i forhold til den slags. Mit arkiv er som en dagbog eller rettere; det er et arbejdsarkiv og ikke med tanke på mit eftermæle. Jeg arbejder altid med et partitur. Det er som et grid jeg kan lægge ned over det hele. På et praktisk niveau. Handlingsniveau. Ikke akademisk.”

AH: ”Fordi vi begge to arbejder i Kirstens arkiv, kommer der løbende nye tilføjelser og rettelser til, så det er ret vigtigt, at vi er synkroniserede…”

KJ: ”Dropbox!”

AH: ”Ja, Dropbox. Det er et stort arbejde med den digitale sikring, som også er et væsentligt aspekt i forhold til at bevare et arkiv. Bare dét at udvikle en database og spørgsmålet om, hvordan man får skruet det sammen, så det også er langtidssikret. Det er ret sårbart.”

Udover at ville bevare værkerne for eftertiden er et af Anna Holms formål med registranten også at synliggøre og cementere Kirsten Justesens betydning for udviklingen af blandt andet performance og feministisk kunst. Vi kommer derfor ind på museernes rolle i forhold til at indskrive kunstnere i kunsthistorien gennem udstillinger og erhvervelse af værker, som både præger samtidens blik og i høj grad også farver fortællingerne til eftertiden.

Et samlet billede

AH: ”Det interessante ved at lave den her registrant er også, at det ikke kun er de hovedværker, som museerne primært køber, der bliver fortællingen om Kirstens arbejde. Projektet her kan gøre alle hendes arbejder tilgængelige, hvilket gør det muligt at spore nogle andre forbindelseslinjer imellem værkerne og også synliggøre en udviklingshistorie. Alle mellemregningerne som typisk udelades i institutionel sammenhæng. En registrant gør det muligt at få indblik i og genbesøge 60 års arbejde og betragte det med nye øjne. Og dermed vil det også kunne fungere som et arbejdsredskab for kuratorer og andre fagfolk.”

Så det handler om at skabe et samlet billede, hvor de underbelyste værker også får en plads?

AH: ”Ja præcis, og hele den del af Kirstens virke, der har en mere flygtig, installatorisk karakter, som af mange årsager ikke lige kan vises eller genopføres, men som er vigtige for at forstå hendes arbejde.”

Et eksempel på dette kunne være procesværket ’FAMA Instant Saints’, som Kirsten Justesen i 1996-97 installerede og afviklede i løbet af 51 dage på Nikolaj Kunsthal. Værket beskæftigede sig med rygtets fysiognomi og bestod af daglige handlinger, lyde, koncerter, oplæsninger og et fem meter langt arkiv inddelt i 51 kategorier – fra ’Anat & Kraka’ til ’Åkander’. De dokumenterede hændelser blev 13 år senere præsenteret på Museet for Samtidskunst i Roskilde, som også aktuelt huser Anna Holms forskningsprojekt. Netop dokumentation af flygtige værkformer afføder en længere snak imellem os omkring blikket, hvorfra og hvordan det ser, hvilket greb man bruger og om den grundlæggende mangel på sprog som redskab for, hvordan tidsbaserede processuelle værker kan genudstilles og bevares for eftertiden. Et sprog der er fattigt, fordi det ikke prioriteres.

KJ: ”Der er en høj grad af billedblindhed i Danmark, fordi der ikke findes noget fag, der vægter billederkendelse på linje med sprog og matematik. Det går helt tilbage til folkeskolen og det manglende tredje ben for erkendelse, der allerede burde etableres der. Så der er mange lag i det. Og på den måde bliver registranten også en politisk handling.”

AH: ”Der er heldigvis sket meget de senere år i forhold til forståelsen af, hvordan man dokumenterer, men også indsamler flygtige værkformer. En diskussion, der internationalt har fundet sted blandt andet indenfor performancestudier, hvor der helt op gennem 1990’erne var en generel modstand overfor værdien i at dokumentere værker, der lever i nuet.”

KJ: ”Jo, men det er fordi, der ikke er nogen, der har et visuelt analytisk værktøj som basis.”

AH: ”Man er nået frem til, hvor vigtig kontekstforståelsen er, måske ikke for at genskabe værket, men tilnærme sig det ad flere veje. Det kan være i form af fotografier, videofilm, partiturer, skitsemateriale, kostumerester eller andre objekter, der knytter sig til værket. Og så er der selvfølgelig gamle anmeldelser, men også mundtlige kilder, som jeg selv har overvejet at inddrage, altså ved at tage ud og interviewe folk, som på forskellig vis har været involveret i eller vidne til det pågældende værk.”

Så metoden er at angribe dokumentationen fra flere vinkler?

Større sanselighed

AH: ”Ja, men der er flere niveauer i det her, for der er også den hardcore tørre registrering med id-nummer, varighed, dimensioner og et monster af et Excel-ark, som det hele skal skrives ind i. Næste niveau bliver den hjemmeside, det skal formidles på, som giver helt andre muligheder med multimedie-løsninger, end hvis det var et trykt format. For eksempel med FAMAhvor jeg kan lægge lyd- og video-filer ind, som jo giver en større rumforståelse og fornemmelse af stemninger. Muligheden for at aktivere en større sanselighed i oplevelsen af de registrerede værker.”

KJ: ”Ja, det kan være med til at give et værktøj til at aflæse værkerne.”

Kirsten Justesen har løbende nedfældet informationer om sine værker med titler og årstal, så en eventuel vurdering af, hvad der skal med, og hvad der skal udelades af for eksempel skitseagtige værker, der befinder sig i en gråzone, er ikke aktuel. Og udvælgelse og kategorisering hviler på Anna Holms skuldre, for som Kirsten Justesen udtrykker det: ”I couldn’t care less. Jeg har jo ikke noget sigte”.

Anna, hvordan skaber du den systematik og kategorisering, som en komplet registrant fordrer i forhold til grænseværker og overlap?

AH: ”Det er et tilbagevendende spørgsmål: Hvordan definerer du et værk? Er det et objekt eller en begivenhed?”

KJ: ”Eller et greb?”

AH: ”Det er oplagt at tage udgangspunkt i det, der er ’afsluttet’, men flere af Kirstens værker transformerer sig over i noget andet eller er en cyklisk bevægelse i motiver. Så det er en udfordring i forhold til registreringen at få etableret de relationer, der er imellem de forskellige værkelementer.”

KJ: ”Jeg ser det som tilføjelser.”

AH: ”Hvordan det skal løses, er jeg i gang med at finde ud af nu. Og så er der jo også Kirstens scenografiske arbejde, som ikke skal indgå på lige fod med værkerne, men ligge der som én ud af flere resonansbunde.”

Kunsthistorisk betydning

KJ: ”En tidligere assistent samlede mit tilbageværende scenografiske materiale og afleverede det på Hofteatret, så det nu findes der på Teatermuseet. Men det er kun interessant i den sammenhæng, da mit dramaturgisk scenografiske blik jo indordner sig forestillingernes kontekst.”

AH: ”Ja, det er klart. Men der ligger noget i de overlap, som jeg alligevel synes, er spændende, fordi jeg forestiller mig, at dit scenografiske blik på en måde også er på spil, når du tænker krop og rum i forhold til dine installatoriske værker. For selvom det er to forskellige måder at arbejde på, så er du jo ’hængslet’ imellem de to.”

KJ: ”Nej, det er bare et værktøj.”

Det er tydeligt, at det i udarbejdelsen af en registrant er en klar fordel, at kunstneren er i live og kan videregive sin viden, så fortællingen bliver så virkelighedsnær som muligt. Og uanset den helt forståelige holdning, at det i sidste ende ikke handler om, hvad vi har bedrevet på denne jord, men hvilke menneskelige aftryk, vi har sat, så vil et projekt som dette være af kunsthistorisk betydning. Og ved at gøre kunsten synlig og ikke mindst tilgængelig i et overskueligt og anvendeligt format, vil registranten forhåbentlig kunne bidrage til en større billedforståelse, som både Anna Holm og Kirsten Justesen efterlyser.

På falderebet, Anna, har du et godt råd til andre, der overvejer at udarbejde et digitalt ræsonneret katalog?

AH: ”Hvis jeg skal give et godt råd, så er det meget tidligt i processen at gøre sig nogle grundlæggende tanker omkring fremtidssikring og indtænke en plan for dette fra start. Det handler dels om sikring af projektet i forhold til den digitale udvikling, og dels hvad angår ejerskab på den lange bane med det kontinuerlige ansvar for vedligehold, der jo også følger med. Der er mange veje, man kan gå afhængigt af karakteren af det kunstnerskab, som skal registreres, og det kan synes komplekst, men for mig har de simple løsninger, navnlig når det kommer til den digitale infrastruktur, vist sig at være dem, der både giver den største kontrol og fleksibilitet.”

Registranten vil være tilgængelig for alle på en hjemmeside på dansk og engelsk, som forventes lanceret marts 2024.